Where am I? //Ace//

S: The forest
T: Nat
V: lunkent
O: Træer

Det var en smuk aften og stjernerne lyste klart og viste vej igennem Doomsvilles gader så man kunne finde vej i mørket. Rafaela havde flettet sit hår i en hestehale og havde sin lillae og sorte kjole på der gik ned til hendes knæ. Hun gik roligt rundt i gaderne. Hun var overhoved ikke træt og havde bare lyst til og gå sig en tur denne mørke aften. Hun vidste ikke hvor hun præcis skulle gå hen, men hun var sådanset også ligeglad bare det, at mærke den blide vind kærtegne hendes kinder og mærke friheden udenfor slottets mure. Hun havde fået skiftet den hvidebandage som var om hendes hoved efter et styrt fra en trappe om til et sort stof så det lignede, at hun havde bundet det fast for, at holde håret tilbage og ikke for, at beskytte såret for infektioner. Hun havde dog stadig sin fod for, at støtte den.
Hun var på vej hen til skoven da hun mærkede nogen tage fat om hende bagfra og holdt hende for munden så hun ikke kunne skrige. Hun bed manden i hånden så han blev tvunget til, at slippe hende. Hun løb ind i skoven, men nåede ikke særligt langt da hun mærkede et slag i baghovedet. Hun besvimede imens en mand løftede hende op og 2 andre fulgte efter ham ud i skoven. De førte hende langt ude i skoven så ingen ville kunne finde dem eller høre hende når hun vågnede.
Da hun vågnede lå hun på jorden, hvor hendes tøj var revet i stykker omkring hende. Hendes hoved dunkede og hun kunne ikke bevæge sine arme eller noget da 2 mænd holdt fast i dem imens den sidste stod lige over hende og kiggede ned på hende. Hun kukke ikke se ham så tydeligt da hendes syn stadig var lettere sløret. Mændende begyndte og voldtage hende på skift i et godt stykke tid, hvor Rafaela skreg og vred sig, men der var ingen der hørte hende eller kom og hjalp hende. Da mændende var færdige med, at voldtage hende slog den ene af fyrene hende ved teningen så hun lå bevidstløs på jorden. Man kunne tydeligt se refter, skrammer og mærker på hendes krop.

Forklædt som en ældre herre, gik en sulten vampyr igennem skoven, med lydløse bevægelser og jagt instinkterne boblende i kroppen. Han rettede på sin lange mørke frakke, da den sad fast i er par grene. Hurtigt så han sig omkring, for at tjekke om nogle nu skulle have set ham, nogle som måske tænkte, at de ville hjælpe en ældre herre. Først da han var sikker på, at han ikke kunne høre nogle, fortsatte han med at gå lydløst igennem skoven. Det var midt om natten. Han havde ikke tænkt sig ordentlig om, hvorfor skulle nogle begive sig ud i skoven på dette... Mere nåede han ikke at tænke, før et skrig så hjælpeløst og skræmt fangede hans øre. Perfekt, hvor der var skrig, var der såret væsner! Med andre ord, aftensmad! Han satte i løb hen imod skriget..
Det han så.. Var ikke det hans sultne hjerne havde begæret for at se. På jorden lå der en pige, nøgen og såret. Det var ikke de to ting der gjorde ham utilfreds.. Det var mere duften af hendes blod. Hun var et dragevæsen og så vidt Ace havde lært, så ville man kunne brænde tungen, hvis man forsøgte at drikke blod fra dem. Han sukkede irriteret. Måltidet på jorden var et alt for varmt måltid. Han så sig omkring. Det lå til at skurkene var forsvundet.. Måske han skulle forsøge at finde dem? Både for mad og... Retfærdighedens skyld? Det sidste fik ham til at rynke på næsen. Han skulle aldeles ikke lege superhelt! Dog satte han af og løb efter mændene.. Mad var mad..

Nogle minutter efter, kom han tilbage til den sårede tøs og satte sig på hug nær hende. Blod havde farvet hans læber røde. Roligt studerede han hendes ansigt. Hun virkede ikke bekendt for ham. Han så sig igen omkring... Der var ingen væsner at se.. Hun var alene.. Det havde fået et hvert andet væsen til straks at samle hende op og hjælpe hende, men pga. Aces vampyr hjerte, overvejede han at lade hende ligge. Trods alt, havde han straffet forbryderne. Han sukkede irritabelt.
"Vær du glad for at du er en drage min pige," med de ord, løftede han hende op og tog hende med tilbage til sit hjem.

Når Rafaela vågnede, ville hun være i ført en hvid silkekjole og lægge på en stor seng, i midten af et endnu større værelse.. Over ved vinduet stod Ace, stadig iført sin forklædning og nær sengekanten, sad hans smukke mor og så blidt på hende..

Hun havde sovet i lang tid og havde været svær og få til bevidsthed. Hun havde dog åbnet sine lillae øjne flere gange, men hun faldt lige så hurtigt hen i en søvn som hun åbnede øjnene. Der gik et godt stykke tid før hun begyndte og bevæge sig. Det var noget underligt underlag hun lå på. Hun mindes kun, at hun lå på jorden imellem en masse grene og blade. Sengen hun lå i føltes som sin egen. Den hun sov i hjemme på slottet. Hun åbnede langsomt sine øjne og kiggede rundt. Hendes syn var sløret og kunne derfor ikke så godt se, hvem kvinden var der sad på sengekanten og hvem der var der stod hende ved vinduet. "Mor? Far?" hendes stemme var slørret og hendes hoved dunkede voldsomt.

Den smukke vampyr kvinde rystede blidt på hovedet. Det lange sorte hår flagrede om hovedet på hende. En enkelt gang så hun hen på Ace, der blot havde fremtryllet et skævt smil, selvom han fortsat så ud af vinduet. Forsigtigt strøg den smukke kvinde en hånd igennem Rafaelas mørke lokker. "Desværre ikke mit barn, min søn fandt dig ude i skoven og tog dig med her tilbage," hendes stemme var ren og smuk, præcis ligesom fugle sang og hendes øjne var klarer og smukkere end nogen anden smaragd. "Han fortalte hvordan dit tøj var revet i stykker og hvad de... årgh.. pokkers til mænd havde gjort ved dig," Et enkelt knurren slap hendes perfekte læber. "Men bare rolige, de fik hvad de fortjente," Hun rejste sig fra sengekanten og så ned på hende. "Kan jeg hente noget til dig min kære.. teh eller noget i den stil?"
Ace måtte indrømme, at hans mor gjorde det godt med at spille uskyldig og så ren. Det var nærmest kvalmende. Heldigvis skulle dragetøsen intet frygte, det var langt fra hendes blod familien ville have, men hvad moderen så pønsede på i sit kønne hoved, havde han ingen anelse om! Imens Rafaela og hans mor snakkede sammen, fjernede han det falske overskæg og kløede sig over underlæben, lige der hvor det havde siddet fast.

Der gik lidt tid før Rafaela begyndte og kunne se mere klart om sig. Hun kiggede stadig på kvinden der sad på sengekanten og undrede sig over hvem hun var. Hun prøvede og fokusere, men det var som om hendes hovedpine gjorde det svært for hende, at komme i tanke om noget som helst. Hun lyttede stille til kvindens stemme. Der var noget ved kvindens stemme der fik hende til og blive mere rolig, men hun vidste ikke helt hvad det var. Hun kiggede hen på fyren der stod hende ved vinduet. Var det ham hun mente? Hun var så forvirret, at det halve var mere end rigeligt. Hun kiggede ned på sig selv imens kvinden fortalte om det tøj hun havde på der var revet i stykker. Det måtte være derfor hun havde en helt anden kjole på som hun ikke kunne genkende. Hun undrede sig samtidig over, hvad der var sket "Hvad gjorde det?" man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun havde svært ved og huske det der var sket. Hun lagde sit hoved ned på puden igen og kiggede op i loftet og prøvede at slappe af, men det var svært. Hendes krop gjorde ondt og det samme med hendes hoved. Hun havde det som om hele hendes krop var blevet bundet fast og der var blevet sat flere ton oven på hende så hun ikke kunne flytte sig rigtigt. Hun satte sig op med besvær og det var tydeligt, at hun havde ondt i hele kroppen. Hun kiggede på kvinden "Koldt vand ville være fint" hun smilede venligt til kvinden og kiggede efter hende da hun gik ud for og hente noget vand til hende.
Rafaela kiggede hen på fyren der stod hende ved vinduet "Tak for din hjælp derude..." hendes stemme var svag og slørret, men hvis man lyttede godt efter kunne man tydeligt høre hvad hun sagde. Hun fortsatte med og kigge på fyren.

Vidste hun ikke hvad de havde gjort ved hende? Burde en hver kvinde ikke at kunne huske, hvis de var blevet voldtaget og derefter efterladt til den visse død? Det måtte være hovedpinen der plagede den kønne drage. Intet andet. Vampyrkvinden smilede uskyldigt til hende, at skulle fortælle hende at hun var blevet voldtaget var en smal sag for hende, men da hun ikke anede hvordan barnet ville tage det måtte hun heller fortælle det med omhu.
"Voldtægt min kære, men de fik hvad de fortjente, Ace her.." Hun gjorde et nik hen imod Ace. "Dræbte dem ved at tage.. ja du ved, de han nu skulle tage fra dem," Endnu engang var hendes stemme så uskyldig og fin.
Før hun forlod rummet, nejede hun høfligt til Rafaela og forsvandt ud af døren med elegante skridt og det sorte hår faldene ned af ryggen. Ace så kort efter hende, før han kiggede hen på dragen i sengen. Nu kom de til det akavede.. Taknemeligheden. Han vidste ikke hvordan han skulle tackle dem. Normalt hjalp han ikke folk, tvært imod, spiste han dem bare. Han smilede skævt til hende og gik langsomt hen imod hende. "Det var vel så lidt... men, vend dig ikke til det," Han sendte et smørret smil og satte sig på sengekanten. "Du var bare heldig denne gang," Han lod tungen glide henover tænderne og lukkede derefter læberne sammen igen. De store blå øjne fangede hendes et kort øjeblik. "Klarer du den? De var ikke ligefrem.. søde ved dig," Det var akavet for ham på mange måder. At spørge ind til andre var ikke en del af det daglige skema.

Hun lyttede til det kvinden fortalte. Hun sad lidt og tænkte over det og det begyndte svagt og dæmre for hende, hvad der egentlig var sket. Hun nikkede bare som tak for, at kvinden fortalte hvad der var sket. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på det. Hun nikkede stille til kvinden da hun nejede til hende.
Hun bed sig usikkert i læben og kiggede på Ace. Så det var det han hed. Det var et specielt navn han havde. Det måtte hun indrømme. Hun kiggede ned i sengen efter han havde sag, at hun ikke skulle vende sig til hans hjælp. Det var vel som hos alle andre. Hvorfor skulle nogen også beskytte hende? Hun var bare en uduelig tøs der hele tiden kom til skade. Hun kiggede op på ham igen.Var hun heldig? Det mente hun ikke selv "Måske, men tak alligevel og skal nok smutte hurtigst muligt" hun ville nemlig ikke trænge sig på overhoved. Denne fyr virkede nu heller ikke specielt glad for, at hun havde haft brug for hans hjælp og at hun var i hans hjem. Hun kiggede op på ham med sine smukke lillae øjne og fangede hans blik. Hun kiggede hurtigt ned på hans mund istedet. Detføltes helt forkert og trangen til, at rejse sig og gå var blevet stor for hende. "Jeg har det fint. Er van til dette så skal nok klare mig" man kunne tydeligt høre på hende, at hun havde smerter, men samtidig at hun prøvede og virke stærk. Hun bed lidt lidt i underlæben og svang sine ben langsomt ud over sengekanten. Det var tydeligt, at det gjorde ondt i kroppen når hun bevægede sig, men hun stoppede dog ikke af den grund. Hun kiggede ned i gulvet "Undskyld, at jeg har trængt mig på...sig til deres moder, at jeg er taknemlig for hendes hjælp" det var tydeligt, at hun havde bestemt sig for, at gå ligemeget hvor ondt det gjorde på hende. Selvom hun vidste inderst inde, at hun ikke ville klare sig derude foreløbig.

At hun ville gå i den tilstand, kunne selv han se var forkert. Og hvis han lod hende gå, vidste han udmærket godt hvem han ville få problemer med og han nægtede, at gå igennem den diskussion med dem! Ikke flere familie diskussioner! De var ved at gå ham på nerverne! Før hun havde nået at rejse sig op, var han med et oppe foran hende og så nu direkte på hende med de store blå øjne. "Jeg insistere på at du bliver her okay? Bare indtil du har det bedre," Han satte sig på hug foran hende, så de næsten var på samme højde, selvom han var en smule under hende. Med et skævt smil, satte han hovedet på skrå og forsøgte, at virke så venlig han nu kunne. Den venlighed han engang havde haft før han blev et med mørket. "Jeg er bare ikke så god til det med taknemelighed, eller at spørge ind til folk i det hele taget.. Du skal ikke tage dig af mig okay? Bliv her til du har fået det bedre," han rejste sig og strakte sig svagt. "Hele min familie vil insistere på at du bliver her, tro mig, de vil sikkert elske at have besøg af en drage pige som dig," Han satte sig ved siden af hende på sengekanten igen. En af de overraskende brune hænder for en vampyr, kørte igennem hans mørkeblondte lokker. Derefter så han hen på hende endnu engang. "Så.. hvad er dit navn?"

Rafaela skulle lige til, at rejse sig op da hun opdagede, at han havde rejst sig op og stod foran hende så hun ikke ville kunne rejse sig op uden og støde ind i ham så hun var blevet tvunget til og sidde ned på sengen igen. Hun kiggede op på ham med forvirrede lillae øjne og lyttede til det han sagde. Hun tænkte i få sekunder over det og nikkede til ham som om det var en ordre hun havde fået slynget i hovedet. Hun fortsatte med, at kigge op på ham med sine lillae øjne. Hun bed sig usikkert i læben og lyttede til det han sagde "Okay så bliver jeg, men jeg rejser så snart, at jeg føler mig frisk igen medmindre i smider mig ud inden" hun kiggede på lidt ned på ham da han havde sat sig på hug foran hende. Hun sukkede lidt og følte sig svag og som om alle bare ville have, at hun gjorde hvad der blev sagt. Hun kiggede fortsat ned i jorden efter han havde rejst sig op. Hun kunne høre på ham, at ham og hans familie havde regnet ud, at hun var en drage. Hun svarede dog ikke på det da hun ikke havde noget og sige. Hun kiggede hen på ham da han havde sat sig ned igen "Jeg hedder Rafaela" hun ville ikke sige hele hendes navn og ville heller ikke spørge ind til hans da hans mor havde fortalt hende, hvem han var inden hun var gået.
Hun satte sig besværligt op på sengen igen som hun havde gjort inden hun havde flyttet på sig da hun ville rejse sig op. Hun kiggede ned i sengen for, at skjule, at hun havde ondt i hele kroppen. Hun trak vejret dybt da hun igen kiggede ham i ansigtet med sine smukke lillae øjne "Hvorfor lod du mig ikke bare dø derude?" hun vidste, at der var mange der ønskede hende død og ville elske og finde ud af, at hun var ude fra livsbilledet.

At hun blev siddende, var altid en god start på tingene. Han sendte hende et taknemmeligt smil. Hvis hun var gået i den tilstand, havde han helt sikkert fået problemer med hans mor, der allerede lod til, at syndes om denne dragepige. Det var første gang Ace havde mødt en drage. Han havde skam hørt om racen, men var sprunget over dem i bogen, så snart han havde læst, at deres blod var kogende og ikke i stand til, at drikke.
Til det med, at hun smuttede så snart hun havde det bedre, nikkede han blot til. Det skulle hun selvfølgelig have lov til. Han havde ikke i sinde, at tage hende til fange. Det var ikke lige hans stil. Måske mere hans søsters. Men, han kunne ikke se nogle grund til, hvorfor hun skulle holde en som Rafaela fanget.
Imens han tænkte, strakte munden sig en skæv grimasse og øjnene var rettet imod loftet, som anede han ikke rigtig hvor han kunne tillade sig at se hen. Skulle han skabe øjenkontakt med hende? Se ned i gulvet? Han besluttede, at gøre den første og skabte en øjenkontakt med hende, da hun fortalte sin navn og spurgte om det han havde frygtet, at hun ville spørge om.
Hvorfor hjalp han hende? Eller rettere, hvorfor lod han hende ikke bare dø derude, som hun selv sagde det.
Han skar en grimasse og kørte en hånd igennem sine lokker. ”Jeg vil være ærlig omkring dig,” Han så ind i hendes øjne. ”Jeg har ingen anelse,” Han klikkede tungen imod tænderne. ”Jeg vidste bare ikke, hvad jeg ellers skulle gøre,”
Døren ind til værelset blev åbnet. En smuk pige, næsten identisk med moren blot yngre, at se på, trådte ind i værelset. Hendes klare øjne så fra Ace til Rafeala. Inden hun overhovedet nåede, at sige noget, afbrød Ace hende med et kækt smil på læben.
”Raf, det her er min søster Storm,” Han nikkede fra Rafaela til Storm. ”Storm, det her er Rafaela,”
Storm nikkede bare. De mørkeblå øjne lyste ligegyldigt op. ”Goddag, min mor sagde du havde bedt om vand?” Hun så spørgende på Rafaela.

Hun kiggede lidt på ham. Hun vidste ikke helt hvor meget hun egentlig kunne stole på ham, men hun var lidt nød til og blive i dette hus indtil hans moder gav hende tilladelse til, at forlade dem virkede det til. Hun kiggede ned i dynen da hun ikke helt vidste hvor hun ellers skulle kigge hen eller hvad hun skulle sige. Hun følte sig virkelig dum som hun sad der som en svag tøs der ikke kunne noget som helst. Hun hadet den følelse. Mest pga sine titler, men dem var hun nød til og skubbe til side indtil de rette tidspunkter kom frem. Hun kiggede op på ham og blev fanget af hans øjenkontakt med det samme. Hun lyttede stille til hans grund til, hvorfor han ikke havde ladet hende dø ude i skoven. Hun sukkede lidt og nikkede. Det lød lidt underligt, men det måtte hun vel bare acceptere. Hun kiggede hen imod pigen der åbenbart hed Storm og nikkede som en hilsen til hende. Storm virkede ikke ligefrem til og være en af de venlige personer ligesom Ace var. Hun nikkede stille som, at vise tegn på, at hun havde bedt om noget vand og drikke.
Hun tog imod vandet og drak lidt af det før hun strakte sig hen imod natbordet og stillede glasset på det. Hun bed sig lidt usikkert i læben og kiggede rundt.