let me help //anastatia//

S: Constantines hytte
T: 14.20
O: den store lysning er tom
V: regnvejr
P: en ternet skjorte og et par lasede jeans

der var noget af en gang dårlig vejr der var uden for, han sad inden for i sin hytte og læste i en bog. han smilede til sin ravn Poe der sad på sin pind "jeg beklager Poe men du kan ikke flyve uden for" han så på sin bog og tog en tår af det glas med rødvin i. han læste lidt vidre, det var en samling af digte han havde fundet på et marked. den var ikke meget værd men var nu lidt underholdende.

Selvom hun kendte scenarioet så godt, blev Anastacia altid lidt forbavset, hver gang hun blev jagtet gennem en skov, da det skete forholdsvist tit. Det var bare to mænd - en købmand og en vagt - men som Anastacia udmærket viste, var det ikke meningen at ræve skulle blive og kæmpe. Alle hendes instinkter skreg dog også, at hun skulle komme så hurtigt væk som overhovedet muligt. Derfor piskede lille Anastacia let forud for de to større og tungere mænd, og da hun var langt hurtigere, havde hun lidt tid til at orientere sig, da hun kom ud i en lysning. Der var et hus, men hun turde ikke nærme sig det. Hun nåede lige at ånde lettet op over at hendes rævebror, Reid, ikke var der, før en stor, fugtigt hånd lagde sig på hendes arm. I refleks slog Anastacia ud efter ham, men det tog et par slag, før han bukkede sammen, og da han endelig var midlertidig "ude af spillet", var der jo stadig to at bekymre sig om. Anastacia sukkede, og huskede hvorfor det jo var, at hun 'barfights'. Hun opgav tanken om at løbe væk, og forberedte sig på at kæmpe hvor hun stod. Hendes eneste håb var bare, at de hellere ville dræbe hende, end at tage hende til fange. Hun hadede små rum.