Are you okay mister? - David.

Sted: En forladt gyde i Doomsville, terrorville distrik.
Omgivelser: Som skrevet ovenover, er der forladt. På trods af det velhavende distrikt, var gyden ikke ligefrem det rareste sted at befinde sig. Der er beskidt, og endda også en rotte her og der.
Tid: Det er sen aften, det nærmer sig midnat.
Vejr: Det er mørkt og svært at se noget, medmindre man har et forbedret syn.

Abby var først nu på vej hjem. Hun havde fået fri for en halv time siden, men hun havde besluttet sig for at gå sig en tur, før hun vendte tilbage til den sikre lejlighed. På trods af, hun ikke behøvede at frygte noget i Humvita, kedede hun sig det meste af tiden. Der var ingen spænding, bare sikkerhed. Hun bevægede sig derfor tit udenfor byen og opsøgte den spænding og fare hun havde brug for. Hun kom gående ned igennem gyden med hendes højhælede sko, tynde sorte bukser og bluse der fremhæver hendes kvindelige former. Hendes korte hår sad om hendes ansigt og fremhævede de blå øjne og den blege hud. Hendes kæber var også fremhævet, fordi hendes hår ikke gik længere end til ørerne. Hun var ikke ligefrem den traditionelle kvinde i denne verden, og hun havde det egentligt fint med det. Hun kom forbi en mand, der ikke ligefrem så ud til at have den bedste dag. Hun nærmede sig forsigtigt og så nærmere på ham. ”Er du okay?” Lød det fra hende, med en hæs hviskende stemme. Hun gik helt hen til ham, og satte sig på hug foran ham, så hun kunne se ham bedre. Han så i den grad ikke ud til at have det godt, nu hvor hun bedre kunne se ham, var det tydeligt.

David havde ikke længere tal på dagene, for knap et par dage siden var han blive kidnappede og bragte til et sted, hvor der var taget prøver af hvad han havde indtaget.  Det værste ved det hele var dog at han som person var blive brugt til nogen forsøg, han var dog blive befriet nu, hvorfor de havde ventet så længe forstod han ikke hele hans krop, var ved og dræbe sig selv. Knoglerne var lige så stille begynde med og brække han kunne næsten intet, uden smerten ville tag overhånd. Dette var prisen for at ha valgte dette, det ville nok ikke være sidste gang at dette ville ske for ham. David greb fat i en mur inden han faldt ned på jorden, smerten var så sindsyg stor at han skulle til og skrige  får at fjerne det. Selve om det ikke ville virke David lagde sig selv op af Muren, hvorefter han så hen på muren, han var lige kommet ud og nu ville han dø. Sjovt hvordan verden hang sammen, hvad han ikke havde opdaget var en kvinde, som lige så stille bevæge sig hen til ham da han var lige ved og besvimet. David så op og kigget på hende, "hvad jeg har brug for min mixt...." Mere noget han ikke at sige før han besvimet, hvad der skete efterhånden var nærmest som en ond drøm, hvor det han havde været ude for, havde været hovedecentrum.
//p bar overkrop og et par bukser.//

Abby så på ham med et overvågende blik, men der skete ikke meget, før han var gået kold. Han havde talt om noget han havde brug for, men hun var ikke sikker på hvad det var. Hun satte sig på knæ foran ham, og svingede hans ene arm om hendes hals, og brugte hele sin krop, især hendes lårmuskler, til at få ham op og stå. Da han var oppe at stå, kunne hun begynde at gå med ham. Han var ret tung, når han var så meget højere end hende og var en mand. Men hun klarede det så godt hun kunne. Hun ville have taget manden med tilbage til Samuel, den professor hun arbejdede for, men hun kunne ikke bære ham så langt. I stedet, fik hun ham med ind på den nærmeste kro. Hun gik direkte hen til kromutteren og bad om det billigste værelse. Abby gav hende nogle penge, og forsøgte at få ham op af trappen, men det betød, at hun blev nød til at trække ham op, hvilket sikkert ville give ham et par blå mærker når han vågnede. Abby fik ham lagt i en seng, og begav sig nu ud på en længere tur. Hun fandt en hestevogn, og gav manden nogle penge for at køre hende hen til Samuels kontor. Heldigvis manglede hun ikke penge, så det var ikke noget problem. Hun bad ham om at skynde sig, og steg hurtigt af og løb ind til Samuel. ”Samuel! Jeg har brug for din hjælp!” Samuel vinkede hende væk, men hun blev stående. ”Der er en mand.. Han er næsten.. Jeg ved ikke... Han er bevidstløs, jeg fandt ham bare helt.. Kom nu bare med.” Samuel rejste sig med et dybt suk, og gik med Abby udenfor, de tog nu Samuels hestevogn i stedet, og det var noget hurtigere end den offentlige. De gik sammen ind på kroen og op på værelset. Abby satte sig i en stol, mens Samuel undersøgte manden. ”Hvad sagde han?” Lød det fra Samuel, Abby blev et øjeblik nød til at tænke sig om. ”Han sagde.. Han havde brug for hans mix.. Et eller anden. Han nåede ikke at tale færdig før han besvimede.” Samuel nikkede og gik væk fra manden. Mixture. Jeg ved hvad der er tale om.” Lød det fra ham.

Efter, hvad der føltes som en evighed begynde han at mærke sin krop igen, hans hjerte begynde og slå normalt igen lige så stille, hvorefter hans knogler og alle de andre ting. Davids krop startet lige så stille op, hvad der var sket med ham kunne han ikke huske. David begynde og åbne sine øjne, han var lige så stille kommet til sig selv. David mærket lige så stille efter da han, havde fået mixturene igen. Smerten var sindsyg som altid, men denne gang var den bare, meget værre. David greb fat i mandens arm og slog den væk, "hold jer væk fra mig." Sagde David, hvorefter han fik kastet sig ud af sengen, "hvem er i og hvor har i fundet den mixture." Sagde David. Han rejste sig dog op og træk en kniv som lå på et bord, eller det troede han da. "Jeg gir jer et minute til og forklare mig hvad der er sket, derudover hvad jeg laver her og hvordan i kunne vide hvilken mixture jeg skulle ha."  David kigget over mod dem, de var begge to mennesker men ingen af dem kende han, hvilket var derfor han var i så store forsvar position. David kunne dog os mærke de få blå mærker han havde, men det ville han ikke spørge om, før han vidste, hvem de var og hvad de, havde lavet ved ham siden han ikke rigtig kunne huske så meget. Det var som første gang han, havde fået sin evne han havde glemt et par ting, men det var sluttet af med han havde fået det tilbage.  David prøvet lige så stille at få styr på, hvad der var sket men han stolte ikke på dem.  Der ville gå et godt stykke tid, inden han ville få styr på sin hjerne igen. Derudover kæmpet han på at få styre på, hvad han ville gøre når de svaret han, havde lyst til og smutte. Men han ville få styr på, hvad han skulle gøre, hans krop var dog stadig igang med en smertefuld forvandling. Sikkert fordi han ikke, havde fået det i et langt stykke tid.

Lige så snart David vågnede op, og begyndte at true Abby og Samuel, stak Samuel halen mellem benene og forsvandt fra kroen, og efterlod Abby med rodet. Som altid. Hun så på ham med et roligt blik, og bevægede sig også rundt med rolige bevægelser. ”Jeg forstår godt du er forvirret,” hun holdte en pause, før hun forsatte med den tale hun havde forberedt. ”Samuel, ham der lige stak af, er en professor. Han ved meget om mixturer og eliksirer blandt andre ting. Jeg kan ikke fortælle meget mere end det, da jeg ikke ved så meget.” Hun gik hen imod ham, på trods af han kunne stikke hende ned, hvis han ønskede det. ”Der er ingen grund til at gå i forsvar. Vi har trods alt lige reddet dit liv, husker du?” Hun var ikke sikker på, om hun kunne stole på denne mand. Han gik straks i forsvarsposition, hvilket ikke ligefrem gav hende det bedste indtryk af ham. ”Ligger du kniven væk?” Hun rakte hånden frem imod ham, så han kunne give hende kniven. Der var ingen grund til, han gik i forsvarsposition, det gjorde bare det hele meget værre. ”Er der noget jeg kan gøre for at hjælpe dig, vil du have noget at drikke? At spise?” Det var vel det Abby var derfor, at hjælpe ham med at få der bedre. Som altid, efterlod Samuel det svære arbejde til hende. Hun var altid den der skulle finde folk, snakke med folk, bringe folk hen til ham eller lave det irriterende papirarbejde. Det var en pestilens til tider, men bedre end at leve på gaden. Uden det job, ville hun være dømt til, at leve i en ussel lille lejligheden eller på gaden. Noget hun bestemt ikke ønskede.

Da manden stak af, gjorde det ikke det bedste indtryk på David. David bakket lidt længere væk da Kvinden, nærmet sig ham lige så stille. David kigget på hende, da hun begynde og forklare ham, at der ikke var en grund til og gå helt i forsvar. David kigget på hende og tabte så kniven, da hun bad om den.  Hvorfor kunne han ikke rigtig, huske noget det skræmte  ham lidt. David rystet på, hovedet da hun spurgte om han ville ha noget og drikke eller spise. David sank en klump, hvorefter han kigget på hende, han ville bare godt ha et normalt liv igen, i stedet for dette han var afhængig af andre folk, lige meget hvad på grund af han skulle ha den mixture nogen gange.  David vende sig om mod vinduet, hvor han kigget ned i gaden. Han var alene, hvilket ikke burde provokere ham som det gjorde. Men af en eller anden grund, gjorde det nu.  David bed sig selv, så hårdt i læben at han begynde og kunne smage sit eget blod. Han vende sit Blik mod kvinden igen, som han ikke havde fået navnet fra, "du må undskylde jeg er bare van til og være alene, så i gav mig bare et kæmpe chok." lød  Det kort  fra David af. "Når jo mit Navn er David, det skylder jeg dig hvis." Kom det undskylden fra David af, hvorfor skulle han dog gå så meget i forsvar omkring folk. Det var blive være efter, hvad  David kunne huske. David så hen på hende, mens han overvejet hvad han ellers skulle sige, uden og lyde som en idiot. David begynde og gå rundt inde i rummet, for lige som at få tiden til at gå. Da han ikke vidste, hvad han ellers skulle sige.  "Jeg ku nu godt trænge til noget alkohol, nu når du enlig spurgte." Sagde David og sende hende et kort smil, inden han gik hen og sætte sig ned i sengen igen.

Abby blev stående, med en afstand imellem dem, så han ikke ville føle sig yderligere truet af hende. Hun lod en hånd køre igennem hendes korte hår, i et forsøg på at rette på det. Så meget det nu kunne lade sig gøre. Da han ikke længere var i det samme forsvar, følte Abby sig væsentligt mere tilpas. Hun havde ikke længere på fornemmelsen, at han ville stikke en kniv i ryggen på hende. Hun nikkede let, da han undskyldte for hans adfærd. Det var helt forståeligt, så Abby så ikke, at der rent faktisk var en grund til at undskylde. Men hun satte alligevel pris på det. ”Det er helt okay.” Hendes ene mundvige op, og skabte en skævt smil. Da han præsenterede sig, gik hun tættere på og rakte en hånd frem imod ham, så præsentationen var noget mere formel. ”Abby.” Hendes blå øjne, udviste en stor venlighed i øjeblikket. Det var dog ikke en unormal ting for hende. Medmindre, man havde gjort noget der virkelig havde pisset hende af. I sådan et tilfælde, ville situationen være helt anderledes. Da han bad om alkohol, gav hun ham et kort nik før hun forlod værelset. David kunne naturligvis gå når han havde lyst, men hun mente bare, at det var bedre han ventede. Hvor vidt han også mente det, måtte tiden vise. Hendes lange ben førte hende nedenunder, hvor hun bestilte en flaske whiskey. Hun var ikke sikker på, om han overhovedet kunne lide whiske, men det var sjældent, man gik forkert i byen med sådan en. Hun bad om to glas, og tog den lille bakke med ovenpå igen. Hun gik ind på værelset, stillede bakken og så på David med et smil. ”Kan du lide whiskey?”

David lyttet til hende, da hun os fortællte hvad hun hedde. David træk kort på hans ene skulderer, hvorefter han smilte til hende. "Hyggeligt at møde dig Abby,"lød det kort fra David af. Da han så hendes hånd som hun rakte frem, tog hans egen ud. Han gav hendes hånd et kort klem. Han var ikke bange for hende, eller dette sted han var lige nu. Havde  bare gjorde ham vildt rundt på gulvet, hvad skulle han dog nogen gange gøre det var som om en kæmpe skygge var over ham. David så hen på hende, hvorefter hun gik  ned for at hente noget han ville smutte så snart, hans krop var klar igen. Hvilket der nok ikke ville gå så lang tid, før han ville være det. David begynde derfor at gå rundt, på værelset han måtte ha styr på nogen ting. Hvilket han ikke ville kunne lige her, David sank en klump, hvorefter han hørte at hun var på vej op igen før hun begynde og gå op af trapperne. Derfor åbnet han døren lige før, hun var kommet hen til døren. Da hun bagefter spurgte om han kunne lige whisky træk han kort på smilebåndet. "Yeah jeg kan nu godt lige det, så det går nok." Lød det svagt fra David af, hvorefter han begynde og bevæge sig hen mod hende. Efter at hun, havde fået whiskyen sat, lukket han døren efter hende. David ville vildt gerne ha noget tid til, at han kunne komme videre med sit liv. Ikke at han ikke var taknemlig efter, hvad hun havde gjorde for ham. Men han ville bare ikke være det samme tid i for lang tid, hvilket nok ikke ville være overaskende for andre folk.

Abby havde vænnet sig til at arbejde for professoren. Men det gjorde ikke hendes job lettere. Han var uden tvivl, den værste arbejdsgiver hun havde mødt i hendes korte liv. Hvilket også betød, at hun ind imellem blev nød til, at komme ud med hendes frustrationer og følelser. Det skete oftest, når hun var i en beruset tilstand, og til fremmede mennesker. Nu kunne hun ikke længere kalde David fremmet, men bekendt, hvilket dog ikke var bedre end en fremmede. Hun tog et glas whiskey, og fyldte det næsten op til renden. Efter to mundfulde var det væk, hun tog et glas mere og gjorde det samme. Allerede der, kunne hun begynde at mærke virkningen. Hun gik hen imod David. ”Han er et røvhul. Synes du ikke? Der findes så mange søde, interessante mænd i verden, og jeg er tvunget til arbejde for sådan en som ham.” Hun sukkede dybt, og mærkede en sten lette fra hendes hjerte. ”Hvorfor kan de ikke være lige som dig? Flot, venlig og interessant?” Det var tydeligt, at hun tænkte høje tanker om ham, hvilket ikke ville ende i noget for hende. På et tidspunkt, ville hun lægge an på ham. Han ville enten afvise hende, eller spille med på det. Begge dele, var ikke en positiv ting for hende. Det var tydeligt, at Abby havde haft brug for alkoholen, men det var også tydeligt, at det ikke havde en god virkning på hende. Hun gik tættere på ham, og lod hendes ene finger glide ned af hans underarm, og til sidst blidt røre ved hans fingrespidser.

David så hende da et glas Whisky, hvorefter han gjorde det samme han tømte den dog i en mundfuld, hvorefter han tog en til og gjorde det. David vidste ikke helt, hvordan dette ville ende. Da hun begynde og gå hen mod ham, med bestemte skridt han kigget på hende og da hun talte nikket han bare og lyttet til hende. Indtil hun talte om ham, "tro mig Abby jeg er ikke sådan som du tror okay, jeg er ikke helt rask jeg er afhængig af den mixture som din arbejdes givere gav mig, jeg er langt fra noget særligt." Lød det svagt fra David, men da  hun nærmet sig ham, begynde han at miste selvkontrollen lidt han mærket hendes finger som gled ned fra hans underarm. Han lukket kort øjne, det føltes vildt godt af en eller anden grund. Hans krop reageret derved os for det, da hun nærmet sig og de næsten stod helt op af hinanden lukket han kort øjne. Han nød virkelig hendes hånd, da hun lod hendes finger glide ned til hans fingerspidser.  Hvorfor anet han dog ikke, hvad var der galt med ham hvorfor var han sådan et let bytte han skulle aldrig ha drukket alt den alkohol. Da den, havde gjorde ham meget dårlige til at dømme, hvad der skulle ske efter han havde fået det. David så kort på hende, han ville sige til hende at de skulle lade vær. Men den ene del af ham, var meget oppe at køre omkring dette, mens den anden del ikke ville. Hans hjerne var sprunget helt fra, så inden han nået at tænke igen kysset han Abby. Uden og tænke over, hvad det ville føre med sig. Han havde bare af en eller anden grund, ikke styr over sin krop ikke længere da. Det var som om, han kun havde hende i tænkerne.

Abby havde ikke længere, den samme sans fornuft som hun plejede. Det var udelukkende alkoholens skyld, og så måske også, at hun følte sig alene. De eneste hun havde i hendes liv var hendes forældre og professoren. Ingen af dem havde valgt hende, på grund af hendes personlighed. Hun så ned, da han mere eller mindre afviste hende. Hans begrundelse til det, handlede dog om ham selv, og at han ikke var noget særligt. Det kunne godt være, men det var ikke fordi hun var ude efter noget alvorligt. Ikke lige nu, og ikke med en hun knap nok kendte. Han virkede sød nok, det var slet ikke det, men hun kendte ham ikke godt nok, til overhovedet at tænke i de baner. Da han kyssede hende, overvejede hun et øjeblik at trække sig væk, men hun kunne bare ikke. Hun gengældte kysset, og lagde hendes arme om hans hals. Det var længe siden, hun havde været så tæt på nogen. En følelse hun havde manglet længe, så hun ville nyde den, selvom den måske ikke varede længe. Abby snakkede ikke højt om hvad hun følte, da hun ikke havde nogen at tale med det om, men ensomhed var en af de følelser, hun kendte allerbedst til. En følelse hun gerne ville bekæmpe, men hun var ikke klar over, hvordan hun skulle det.

Da hun gengælde kyssede, hvorefter hun lagde hendes arme om hans nakke gjorde han intet for at stoppe hende. Hvorfor var dog et svært spørgsmål at svare på, hvorfor han gjorde dette men han, havde bare længe manglet denne følelse. Hvor han kunne være sammen med en, hvor man ikke behøvet og tænke, hvis han kunne huske ville han dog ikke ha gjorde dette da det stod fuldkommen mod, hvad han selv fulgte. han bevægde sig lige så stille med Abby over mod sengen, hvor han forsætte kysset i lang tid, men inden det bliv for mærkeligt stoppede han, hvor han bagefter lagde ned og træk hendes trøje af hende, uden nogen form for generthed. Hvilket sjovt nok sikkert var på grund af, alt det han havde fået og drink og fordi han havde været væk så længe. Han ville dog stoppe, hvis hun ikke ville så meget respekteret han nemlig hende. Siden det kun var deres første møde og bare normalt, respekteret han kvinder, da han havde fjernet hendes trøje kyssede han ned hende på munden igen, hun måtte selv gøre mere ud af det her, hvis hun forvente at der skulle ske mere, sådan var David altid han var meget sød over for den person han var med, så de kunne få lov til at vælge selv. David gik dog i dybt med kysset, hvor han åbnet hans mund, hvor hans tunge så begynde og lede efter hendes. Hans hukommelsenen var stadig dårlig, da han intet husket overhovedet, det ville nok første komme til ham engang i fremtiden, hvor han var taget afsted, hvilket han stadig regnet med at gøre. David havde dog lukket hans øjne, da det ellers ville blive, alt for mærkeligt for hende og ham selv. Det var bare vildt forkert når man kyssede, og leget med tungere i kyssende.

Abby vidste ikke helt hvad hun havde gang i. Hun var tiltrukket af ham, men han var fremmet. Hun foretrak at lære folk at kende, før hun endte i seng med dem. Selvom hun ikke engang vidste, om det kom så lagt, selvom det kunne virke sådan. Hun var vel bare ensom. Abby havde kun hendes forældre og professoren i sit liv. Hun havde brug for en omsorg, som ingen af dem kunne give hende. David kunne, i hvert fald for en enkelt nat. Hun lod ham bare føre hende over til sengen, da den udvikling ikke var den værste hun kunne komme på. Abby lod ham tage trøjen af hende, og førte hendes ene hånd glide op under hans trøje, og hvile imod hans brystkasse. Han virkede tøvende, og det gjorde hende i tvivl om, hvor vidt han havde lyst eller ej. Men hun begav sig bare ud i det, hun lod hendes læber føre ned imod hans hals. Abby gjorde an til at trække trøjen af ham, men han blev også selv nød til at gøre noget for det, det viste også bare, om han havde lyst til at forsætte. Abby var udmærket klar over, hvor dumt det var det hun havde gang i, men noget inde i hende, gjorde det nærmest umuligt for hende at stoppe.

//Skal vi springe?