You aren't afraid of the dark.. Are you? - Garret

Sted: Dooms Ville Rotten District - Gågaderne
Vejre: Åben natte himmel, med mulighed for at spotte fuldmånen.
Tid: 21:03
Omgivelser: Folk går rundt omkring gaderne, mens lyden af få fodtrin der løber kan stille høres gennem gaderne, nogle råber et eller andet, mens lyden af metal der flyver gennem gaderne. Det er lige før det er som om nogle eller noget bliver jagtet.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Parov løb ned langs gågaderne. ''Fuck.. Fuck.. FUCK!'' skreg hans tanker, mens han desperat søgte rundt efter en ordenlig reflektiv overflade. Lyden af pile der fløj gennem gaden, mens lyden af lette fodtrin næsten svævede over jorden. Det var 3 jagere og deres bytte var bestemt Parov. Deres blikke havde placeret bestemt på Parov, som nu despereat søgte efter en ordenlig reflektiv overflade, som han kunne springe ind i åndeverden. '' Kom nu.. kom nu.. kom nu!? Han drejede rundt om hjørnet, men blev snitted af en sølv pil, som fik snitted hans hud.

Parov så på sin arm, i det en skrigende smerte ramte igennem hans krop. ''Fuck..'' han tog hånden ved sit sår, mens han stormede igennem gågaderne. Hans blik var fast lagt efter et muligt vindue, som blot havde en stor nok reflektion, som han kunne klemme sig igennem. Flere og flere pile fløj gennem luften, mens Parov nemt kunne forstille sig sine jager's glubske øjne for at fange ham. Han drejede igen igennem endnu et hjørte, kun til at finde sig selv fanget i en blindgyde ''FUCK!?! nej.. ikke nu?! slet ikke nu?! Han kiggedede desperat rundt, mens latteren kunne høres bag ham. Hans tanker kørte på højt tryk, mens han selv kunne lugte sit blod stinke, samt spottede han der efter de små blod pletter rundt på gaden. Det var nu klart at han blot allerede havde givet dem en snor de blot kunne følge.

''Satans... satans!'' Parovs tanker røg igennem på hvordan han kunne fortsætte hurtigere igennem dem, men han havde ikke nogle flugt veje.. ''Lad mig gå!'' hans blik var fast og klar på at undgå deres næste angreb, mens hans tanker kørte igennem på hvordan han kunne formå at undgå dem, samt hvilke andre muligheder der kunne ligges på at undgå dem.

Garret havde været ude på sin daglige løbetur, eller denne gang var det så vel aftenlige løbetur, det sidste stykke tid havde det været alt for varmt til at løbe om dagen så han havde søgt ly i nattens køligere brise og månen frem for den bagende sol.
Han var iklædt et par løse sorte hvide shorts med en elastiksnor der kunne strammes om livet så de ikke faldt ned når han løb, på overkroppen bar han en hvid wife beater der sat tæt mod hans krop, både grundet sveden men også fordi at den bare var tætsiddende. Den fremhævede hans muskuløse overkrop, han gjorde generelt bare meget for at holde sig i god form, mange troede at bare fordi man var et overnaturligt væsen så skulle man ikke træne for at holde sig i form men det var ikke rigtig, Garret gjorde meget for at holde sig i form og for at være glad for det han så i spejlet.
Let stoppede han op for at lytte, han havde været helt sikker på at han havde hørt nogen råbe samt lyden af noget der blev ramt af et eller andet. Som han stod der og lyttede kunne han atter engang høre nogen råde, der var tydeligvis et eller andet helt galt og det var også derfor at han satte i løb mod stemmerne. Da han nåede de mindre gyder kunne han høre en latter rundt om hjørnet, i den næste gyde. Med helt stille skridt bevægede han sig tættere på og rigtig nok i den næste gyde stod der en mand, et menneske med en buen som han havde spændt og rettet mod en mand længere nede i gyden.
Hans blik gled omkring i gyden men fandt intet som han kunne slå manden ned med så det måtte vel klares på den hårde måde, da han kom tæt nok på manden med buen greb han ham bagfra så han slap både bue og pil i ren forskrækkelse. Med en anelse besvær fik Garret smækket mennesket mod væggen så han ramte med hovedet først og derved gik ud med et lys. Han sendte de andre mænd et blik og lod sin evne blive aktiveret så hans øjne lyste en ulmende orange farve hvilket var nok til at sende dem skrigende væk. Hvad de ikke behøvede at vide var at Garrets evne intet kunne gøre dem da den blot beskyttede ham fra væseners psykiske evner. Da han var sikker på at manden virkelig var bevidstløs vendte han sig mod den anden mand længere nede i gyden, "Hey, er du okay?", hans stemme var dyb og rug men havde alligevel en venlig og beroligende klang til sig. Forsigtigt gik han ned mod manden og stoppede så et stykke fra ham i tilfælde af at han ville angribe ham.

Parov tænkte hvordan han kunne komme ud af denne kattepine. Hans blik lagde sig på den ene person, som affyrede den første pil. Parov var dog lidt heldig at undgå den første, mens han blot grinte højere. De andre folk nær ham smilede blot af ren underholdning. Dog da Parov spottede manden bag bueskytten og fik lagt ham ned i jorden. Lagde Parov hånden ombag sin ene side klar til at trække sin sølv belagte dagger.

Han mærkede en dunklende smerte i hans arm, mens blodet stille løb ned langs armen. Et mindre suk undslap hans læber, mens han spottede at de andre så ud til at stikke halen mellem benene. Parov så til manden der nærmede sig og konkluderet at han nok var 'ven' eller også ville han havde noget ud af Parov. Han så på sin arm, mens blodet svagt gled ned. Han trak sin dagger og skar en mindre strimmel af sit tøj for at forbinde såret. Det måtte holde indtil videre. Parov's påklædning bestod mest af en mørk midelalder skjorte. Et par mørke brune rejse bukser. Et belte med en taske på hoften og en kniv holder om bag ryggen. Hans fodbeklædning bestod blot af et par praktiske skindstøvler. Parov så rundt omkring sig for at sikre at kysten var klar. Da manden's stemme lagde sig imod Parov. Rettede han sit blik imod den fremmede mand. ''Et mindre snit sår, men jeg klare mig. Tak for hjælen. Ven.'' Parov nærmede sig i retningen af mande og lagde kniven tilbage i sin holder, mens han gik i retningen af personen, som stille blev mere og mere tydelig at se.

Parov undret sig lidt hvad sådan en person lavede helt her ude, men måske havde han sine grunde. Umildbart lignede det en der løbet aften ture? Parov lagde en hånd frem for at hilse på manden og nærmest takke ham. ''Navnet er Parov Arkmen. Og hvad hedder min aftens redder?'' Et lettere varmt smil bredte sig på Parov's læber, mens han observerede og nær studerede manden på afstand. Han virkede veltrænnet. En smugle svende, men sådan er de fleste vel efter måske at få løber? Parov's hjerte stille begyndte at blive mere rolig, mens hans egen vejretrækning også blev roligere. Parov måtte akende at han aldrig havde løbet så stærkt i sit liv.

//Emnet er afsluttet.