Who are you?//Melvin Morladin.

Tid: Mørket er faldet på.
Sted: Doomsville City, Terrorville District, Gågaden.
Vejr: Der er stadig en varm brise.
Omgivelser: De tomme gader.


Alane gik roligt ned af gaden, hun nød den varme asfalt under sine fødder. Det var nok det eneste hun rent faktisk nød ved byerne, det var den varme asfalt. Hun gik midt ude på vejen og så sig omkring. Hun havde en kjole på som var tætsidden på hendes overkrop og fremhævede hendes former. Den nederste del af kjolen sad lettere løs. Kjolen havde nogle rifter her og der samt en lettere dyb halsudskæring. Hendes grønne øjne lyst svagt i det klare lys fra månen som hang fuld over hende. Hun kunne virkelig ikke lade være og smile. Det var en dejlig aften og det virkede ikke som om der var noget hun skulle bekymre sig om. Let gik hun hen og lagde sig på en smule græs som var ved en bænk, hun nød det kolde græs mod sin hud og måden som det let kildede hendes hud. Hun lod sine sanser slappe af, der var ingen her som ville turde angribe hende. Efter noget tid rejste hun sig roligt op og gik videre ned af gaden. Hun gik ned af en lille gyde, hun vidste den førte mod en åben plads. Hvad hun dog ikke lagde mærke til var skyggen bag hende som stille fulgte efter hende. Med et var hun presset op mod væggen og hun kunne mærke en tung ånden på hendes hals samt en hånd for hendes mund. Alane vred sig febrilskt for at komme fri.

_________________

Melvin prøvede så godt han kunne for at sikre sig at pigen ikke skreg eller lavede for mange lyde. han havde fået en opgave fra sin far af og havde lige været på vej hjem da han så denne pige her blive forfulgt uden hun selv vidste det af nogen væsener som havde forklædt sig som dyr.
han tyssede så stille som muligt mod hendes øre
"vær helt stille. lav ikke nogen høje lyde. du er blevet forfulgt af nogen. jeg ved ikke hvad de vil gøre ved dig men et eller andet vil de. jeg løsner min hånd nu så du kan hviske men vær meget stille. vi skulle ikke få dem til at vide at vi er her" hviskede Melvin med en lav stemme imod Alane's øre.
han havde ingen ideer om hvad det hele handlede om mellem pigen her og de forklædte væsener. han vidste bare at noget ikke passede sammen og at pigen var nok i fare. plus så havde han intet imod lidt eventyr.

Alane så på personen som havde trængt hende op mod væggen. Det eneste hun kunne se var og det blonde hår. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte sprang op i hendes hals, det dunkede afsted som om det var igang med at banke sig vej igennem hendes ribben. Alane forsøgte at bide ham i hånden. Hun vidste endnu ikke at han ikke ville gøre hende noget, det var rent instinkt det hun arbejde ud fra, hun følte sig truet og reagerede derfor ved at gøre hvad hun kunne for at komme fri og derfor vred hun sig stadig. Dog stoppede hun stille da hun hørte hvad han hviskede, hvordan vidste han at hun var blevet forfulgt, havde han selv fulgt efter hende og hvorfor hjalp han hende egentlig, hun kendte ham jo ikke. Hun nikkede stille men kunne ikke lade være med at bide sig i læben, det var en rar følelse med hans varme ånde mod hendes hud samt at han hviskede hende i øret. Stille hviskede hun, "Hvordan ved du der er nogen efter mig, har du fulgt efter mig og hvorfor hjælper du mig egentlig? Jeg kender dig jo ikke?", hendes hvisken var meget lav, hun så ham i øjnene mens hun talte til ham.

han hviskede tilbage. "jeg så nogen dyr følge efter dig fra oppe fra taget. jeg synes det virkede mistænktsomt så jeg fulgte efter dig for at se om hvad det handlede om. men da de ikke stoppede med at følge efter dig og du ikke så ud til at vide at de var efter dig ville jeg advare dig og da jeg kan se mere end andre kan kunne jeg også se at det ikke var nogen der ville sige hej og give kager" hviskede han.
hans ånde ramte hende stadig på øret og lidt af hendes hals. det var en god varme da det ikke ligefrem var varmt om natten og det her var jo ikke Sunfury City de var i.
"jeg ved godt du ikke kender mig og jeg kender heller ikke dig. men grunden til at jeg hjælper dig er at folk ikke skal komme til skade i denne her by" hviskede han bagefter i hendes øre.
han kiggede ned af de to veje i gyden de var i og så vendte han blikket imod hende igen så hun kunne se ham lige i øjene. hun kunne se hvordan hans øjenfarve skiftede fra at være normalt menneske blå uden at lyse til at være syregule og lyse i mørket. det skiftede hver gang han blinkede.
"hold godt fast" hviskede han og holdte hende tæt ind til sig med begge sine hænder rundt om hende og pludselig begyndte blå flammer at stige meget hurtigt op rundt om dem. men de gjorde ikke ondt. faktisk kunne man ikke mærke at de var der men man kunne kun se dem og efter to sekunder forsvandt flammerne igen og nu var de oppe på et tag på et hus. der var meget langt ned derfra.

Alane lyttede til det han sagde men vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre. Hun forstod stadig ikke hvorfor fok fulgte efter hende, hvad ville de med hende? Hun havde ikke nogle ting som de kunne bruge til noget, intet af værdig. Det her virkede simpelthen til at være noget han bare fandt på men hun kunne jo ikke være sikker. Skulle hun stole på ham eller ej. Hun rystede stille da han igen hviskede hende i øret så hans varme ånde ramte hendes lettere kolde hud. Det føltes næsten helt fantastisk men hun ville egentlig gerne skjule det for ham. Det var lidt pinligt. Alane løftede stille sit blik og så ham i øjnene, "Hvorfor skal jeg stole på dig?", hendes stemme var stadig ikke mere end en hvisken. Der var ikke brug for mere og desuden ville hun heller ikke opdages hvis det han sagde nu viste sig at være sandt. Hun kunne mærke et eller andet rykke inde i sig hver eneste gang han hviskede hende i øret, hver eneste gang hun kunne mærke hans ånde mod hendes hud. Det var underligt. Alane kiggede lidt forbavset på hans øjne og kunne ikke lade være med at stirre lidt, hun havde aldrig mødt en hvor øjenfarven skiftede hele tiden. Hun så forvirret på ham da han bad hende om at holde godt fast. Dog gjorde hun det hurtigt da de blå flammer steg op omkring hende. "Hvad sker der?!", hendes hvisken var blevet en lille smule højere og lettere panisk.
Hun fik et chok da de pludselig stod oppe på et tag, hun greb endnu bedre fat om ham da hun var ved at falde ned af taget af bare overraskelse.

han smilte og holdte fast i hende så hun ikke gled eller noget.
han førte hende stille og roligt hen til kanten af taget og pegede ned.
"se der" hviskede han stadig og pegede imod den store gade.
de var oppe på en af husene i den gyde de var i og hun kunne nu se tre forskellige slags dyr kravle afsted. de lignede som om de ledte efter noget.
"du kan ikke se deres rigtige form men de er shapeshifteres der leder efter nogen. efter dig da jeg jo fik dig herop så de ikke kan finde dig" sagde han med stadig en lav stemme men ikke så meget hvisken nu.
"lad mig tage dig hen til et mere sikkert sted. måske et sted hvor vi kan snakke bedre sammen og vi kan finde ud af hvad de vil med dig" sagde han med lav stemme og smilte til hende. det var en rigtig sødt smil som bare sad hvor det skulle.
hans øjne blev stadig ved med at skifte farve.

Efter lidt tid havde hun endelig fået sin balance igen og slap derefter manden som egentlig ikke havde præsenteret sig endnu. Det var underligt at en totalt fremmede mand havde reddet hende fra en skæbnen endnu ikke kendt men dog var hun taknemmelig. Hun fulgte hans finger og så ud over kanten på huset, det var lang tid siden hun havde været så højt oppe så hun kunne mærke den svage svimmelhed bygge op i hende og hun trak sig stille tilbage eller så langt hun nu kunne, han havde trods alt stadig fat i hende. "Jeg forstår bare ikke hvad det er de vil med mig, jeg har ingen værdigenstande og ved heller ikke noget specielt", hun så over på ham og bed sig let i læben. "Jeg ved godt de er shapeshifteres, ellers ville de ikke opføre sig sådan. Selvom de prøver at imitere dyr så er de ikke særlig gode til dyrets adfær"
Hun vendte igen si opmærksomhed mod ham og så lidt underligt på ham, hvor ville han tage hende hen og skulle hun overhovedet stole på ham? "Hvor vil du tage mig hen?". Alane kunne ikke lade være med at stirre på hans øjne, det var så underligt. Stille lod hun sine fingre glide under hans ene øje. "Hvorfor skifter dine øjne hele tiden farve?". Da det gik op for hende at hun bare sådan uden videre stod og rørte ham trak hun hurtigt fingerne til sig, "Undskyld...", hun bed sig let i læben og så ned. Pokker tage hendes nysgerrighed!

han nikkede.
"de er vist ligeglade med at opføre sig dyr. mange folk især dem der er ude ved den her tid kan ikke se forskel mellem hvordan et dyr skal opføre sig og ikke opføre sig. men en ting er sikkert. de vil have noget fra dig af om du vil have det eller ej" sagde han og smilte til hende.
"jeg vil tage dig hen til et sikkert sted. et sted hvor ikke så mange kan komme ind. ca oppe i det slot" sagde han og pegede op imod slottet helt øverst oppe på bjerget. den øverste del af byen. og for at være mere præcis. The Darkwind Citadel. hjemmet for Doomsville City's konge. Sakref Morladin og hans familie.
"der vil ingen kunne få fat i dig" sagde han bagefter.
da hun nævnte det med hans øjne smilte han endnu mere.
"det er fordi jeg ikke helt har kontrol over min illusion endnu. ser du jeg er nemlig en dæmon som stikker meget ud af flokken når jeg er i min normale form" sagde han med et smil.

Alane stod forsat lænet ud over kanten på huset så hun kunne se dem. Hun holdt øje med dem, prøvede at regne ud hvem de var, det kunne jo være at det var nogen hun kendte men det så ikke sådan ud. "Det er en skændsel", hun fnøs lidt og vendte så sin opmærksomhed mod ham igen og bed sig let i læben. Hvordan kunne hun være sikker på at han ikke var med dem og bare førte hende direkte i deres fælde. Det her virkede nemlig for godt til at være sandt så hun havde meget svært ved at tro på det men det var der jo ikke noget at gøre ved.
Alane fulgte hans hånd og fik store øjne da han pegede op mod slottet, havde han tænkt sig at bryde ind? I så tilfælde var hun ret sikker på at det var sikrest at blive her i stedet for at bryde ind på slottet. "Hvordan skal det så lige lade sig gøre? Og jeg ved stadig ikke hvad det er de vil have, jeg har intet", hun så forvirret ud og bed sig let i læben mens hun stadig betragtede det store slot, ja hvordan skulle det lige lade sig gøre at de kom derop og hvordan hulen kom de ind?
"Hvorfor er det egentlig u beskytter mig, du har ingen grund til det", hun så forvirret på ham og strøg sit røde hår ud af øjnene.
"Dæmon, jamen man kan da sige du i hvert fald ikke ligner en", hun gav ham et lille smil og så undrende på ham. Gad vide hvordan han egentlig så ud?

han smilte af det hun sagde.
"du tror du har intet men husk på at de måske ved noget som du ikke ved og tro mig slottet der er det sikreste sted lige nu" sagde han med et smil
"forresten mit navn er Melvin. Melvin Morladin" sagde han med et smil og nu holdte han fast i hende igen så hun var tæt på ham igen og så forsvandt de igen ind i de blå flammer der opslugte dem uden at skade dem og nu var de oppe på en af slottets store og høje tårne.
han gav kun slip så hun kunne gå væk hvis hun havde lyst.
"jeg beskytter dig fordi jeg synes du virker meget sød og venlig og det vil være trist at finde dig et tidspunkt i en kælder hvor du er blevet banket og voldtaget af de der væsener" sagde han og smilte til hende.

Hun så forvirret på ham, uanset hvor meget hun tænkte sig om kunne hun ikke komme på noget, det eneste hun havde var hendes krop og så det at hun var en sjælden race men det burde de jo ikke vide. Let bed hun sig i læben og vendte igen sin opmærksomhed mod ham. Et let gisp forlod hendes læber da han trak hende helt tæt på sig igen og hans arme lå sikkert omkring hende. Tankerne kørte rundt i hendes hovede. Melvin? Var det ikke Sakrefs søn? Eller tog hun helt fejl men det virkede ikke sådan. Alane så sig om og så at de nu var oppe på et af tårnene. Roligt brød hun ud af hans arme og gik hen til kanten af taget. Vinden rev blidt i hendes kjole og hendes røde hår smøg sig omkring hendes ansigt. Hun så umådeligt smuk ud som månelyset faldt på hende. Hun bed sig let i læben da han nævnte det med at blive tæsket og voldtaget, "Det ville jeg heller ikke selv bryde mig om hvis det skete. Men jeg forstår stadig ikke dit valg men uanset hvad, tak". Alane så sig over skulderen og gav ham et lille smil før hun igen vendte opmærksomheden ud mod byen under dem.

han smilte til hende.
"min opgave er at beskytte de uskyldige og bringe dem der truer freden til døden. og du virker til at være en af de uskyldige så det er min selvvalgte opgave at beskytte dig og bringe dem der jagter dig til døden" sagde han med et smil.
han tænkte lidt på om hun havde tænkt over at han måske var Sakrefs søn.
dog kunne han ikke læse tanker så han kunne jo ikke svare på det.

Alane blev stående og betragtede byen, den måde den lyste op på under hende var smuk. Endelig havde hun fundet noget som var smukt ved de ellers hæslige byer. Hun vendte sig igen om og gik over foran Melvin. Hun blev nødt til at fortælle Sajro om hendes møde med en prins og han havde endda redet hende. Et smil lå over hendes læber mens hun tænkte på ham. Sajro var som hendes storebror, de var rigtig tætte og han ville gøre rigtig meget for at beskytte hende. Dog vidste hun stadig ikke hvad det var han lavede, han havde fortalt hende at han kæmpede for en sag han troede på men hun vidste stadig ikke hvad det var. Let sukkede hun og så igen udover byen. "Det ved jeg ikke om jeg er, der er ikke nogen som er uskyldige, alle har altid gjort et eller andet selvfølgelig er der nogen som er mere uskyldige end andre men om jeg høre til der ved jeg ikke". Hun så sig over skulderen og gav ham et dejligt smil. For Alane gjorde det ikke så meget forskel på om Melvin var Sakrefs søn, hvis han havde været arrogant overfor hende ville hun havde gået fra ham med det samme, hun kunne klare sig selv. Men nu virkede det jo som om han rent faktisk var ret flink.

"alle har deres egne skeletter i deres skabe. det handler kun om hvor mange der er af dem og hvordan de har landet der" sagde han med et smil til hende.
"både jeg og min og hele min familie og vores venner har gjort grufulde ting men vi har gjort det for at beskytte og passe på det vi mener er det rigtige og beskytte dem som ikke kan beskytte sig selv" sagde han med et venligt smil.
man kunne godt se at han mente det han sagde. men han mente det ikke på nogen ondskabsfuld måde.
"Men i hvert fald. du er jo her i Doomsville City og det betyder at det er min opgave er at beskytte dig lige så meget som dem der lever her i byen" sagde han bagefter.
han rakte sin hånd ud imod hende.
"kom så kan jeg tage dig til et sikkert sted hvor du kan være" sagde han med et smil.

Hun lyttede til det han sagde og nikkede stille, hun kunne ikke andet end at give ham ret i det han sagde men det havde hun vist ikke brug for ord til. Han forstod hende nok alligevel. "Som hvad?", hun hentydede tydeligvis til de grufulde ting som han havde gjort sammen med hans familie. Hun kunne næsten ikke foretsille sig det da han virkede så venlig men man skulle vel ikke lade sig narre af det ydre. Man skulle huske at se bag det og kigge ind. Hun så ham endnu engang i øjnene og fandt sig lettere fanget i dem, de var både uhyggelige men samtiddig også virkelig smukke syntes hun.
"Selvom jeg faktisk slet ikke er her fra som du så fint påpeger, hvad afsløre mig hvis jeg må spørge?", hun var altid nysgerrig og ville gerne vide hvad det var der gjorde hun åbenbart ikke mindede om de andre som boede i byen.

Alane så lidt forvirret på ham og bed sig let i læben, "Men jeg troede det er var det sikkreste sted. Det var i hvert fald det du sagde?". Hun så på ham og så lidt på hans hånd. Pokker tage hendes nysgerrighed. Roligt rakte hun ud og tog hans hånd.

han smilte til hende.
"jeg sagde ikke at du ikke kom fra byen her jeg sagde at hverken om du kom fra byen eller ej vil jeg beskytte dig" sagde han med et smil.
"men nu ved jeg at du ikke er fra byen" sagde han og blinkede flabet til hende.
"jo det her er det sikreste sted men tror du at du kunne finde på at leve på slottet resten af tiden uden at komme ud? nej det kan du jo ikke. derfor bliver vi i nogen par dage på slottet og så tager jeg dig med ud af byen. de tror at du er kun i byen så du vil have masser af tid til at kunne nå at komme væk" sagde han med et smil.

Hun gav ham et stille smil, "Jeg pointererede det skam også bare, at jeg ikke er fra byen", hun kom med et stille grin, "Nu skal du så bare gennemsøge resten af denne verden for at finde mig, jeg kan se det hjælper meget", hun gav ham et skævt smil og lod så endnu engang sine øjne falde på himmelen og de mange stjerner som kiggede ned på dem.
Alane så på ham med et glimt i øjet som sagde ham at hun skulle nok finde en vej ned, hun var en stædig en og det var tydeligt.
Hun kunne ikke lade være med at tænke på Sajros ord igen om ham, var det sikkert at tage med ham eller skulle hun flygte nu? Alane besluttede sig for at hun selv ville danne sig et indtryk af Melvin selv så hun tog imod hans tilbud. "Okay, men efter de dage så skal jeg virkelig også hjem". Ikke fordi hun havde nogen der ventede på hende men hun ville heller ikke være fanget på slottet resten af hendes liv.