ForumforsideLog ind
Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Forår
Måned | April
Seneste emner
Statistik
Der er i alt 189 tilmeldte brugereDen sidst registrerede bruger er Alysia
Vores brugere har i alt skrevet 164677 indlæg i 8725 emner
My Sun And Stars - Elena
:: Sunfury City :: Sunflower District :: Parken
Side 1 af 1
My Sun And Stars - Elena
af Gæst Lør 20 Aug 2016 - 19:29
S: Parken I Sunflower City, Sunfury.
O: Beskrives
V: Solrigt
T: Middag
P: Kjole + Krone & Hår
Emnepartner: @Elena <3 <3
Der var stille. Meget stille. Tingene var faldet på plads efter dengang de mørke væsner havde angrebet. Det var fortid. Nutiden var rar og stilheden var fred. Andrea fortrak egentlig at lade kronen blive hjemme når hun var nede i byen, men idag havde hun den på hovedet. Der skulle være en fest nede i Sunflower City idag, og naturligvis havde Andrea tænkt sig at deltage. Kai havde snakket om at komme derned senere, og Nicolas havde ikke tid. Hun gav ham mere og mere arbejde for at sørge for at holde ham beskæftiget imens han var under den besættelse af den evne der mon havde påvirket ham. Andrea havde fået to af stuepigerne til at tage sig af Elena og Drew. Det var det svære ved at være dronning, at holde sig tid til at være der for både familien og folket. Andrea arbejdede hårdt hver eneste dag på at nå alt. Heldigvis havde hun også Kai til at være der med hende. Andrea havde et naturligt smil på læben imens hun gik igennem de solrige gader. Folk i parken havde placeret alverdens forskellige boder op. Der var levende musik som gav parken denne muntre og glade stemning. Det var umuligt ikke at blive glad over det. Pludselig ramte færten hende. Andrea stoppede op og spærrede øjnene op. Hun kunne genkende Elenas fært overalt. Men det var kun den. Det var ikke Drew. Det var ikke Kai. Det var ikke engang Noah. Det undrede hende. En 7 årig kunne ikke bare forlade et fuldt bevogtet slot og komme herned. Så drejede hun sig rundt og så lidt længere nede. Elena. Dengang for mange år siden var Elena var vokset hurtigt havde hun det udseende, og Andrea kunne genkende det. Det var flere år siden hun havde set det. Ikke set det siden de mænd havde kidnappet hende og andre børn i byen, og givet Elena noget væske så hun kom i sin rigtige alder. Det undrede hende at se Elena i den alder og først overvejede hun, om det mon var et syns bedrag.
Let kiggede hun sig til begge sider og gik så om bagved sin datter, stod og kiggede på musikerne.
"It is beautiful right?" Spurgte Andrea med denne harmoniske stemme, som hun kun talte til sine børn med. Den var altid blid og dragende på en beskyttende måde. Så gik hun op på siden af Elena og vendte fonten mod hende. Det var nu mest fordi, at hun vidste Mikayla og Josh var kommet fra fremtiden, at hun vidste at det var muligt - og derved satte hun ikke spørgsmåls tegn. Caroline havde fortalt mange historier og hun havde set beviserne, så hvorfor ikke vælge at tro dem. De levede trods alt i en underlig verden. "Oh my sweet girl. I have missed you so much" Tilføjede hun med et varmt smil. Lille Elena lagde derhjemme ja, men denne version af Elena var en anden. En som kendte mere til hende. En som kendte alt de havde været igennem med Noah og en som hun kunne beskytte fra ham. En der kunne sige fra.
O: Beskrives
V: Solrigt
T: Middag
P: Kjole + Krone & Hår
Emnepartner: @Elena <3 <3
Der var stille. Meget stille. Tingene var faldet på plads efter dengang de mørke væsner havde angrebet. Det var fortid. Nutiden var rar og stilheden var fred. Andrea fortrak egentlig at lade kronen blive hjemme når hun var nede i byen, men idag havde hun den på hovedet. Der skulle være en fest nede i Sunflower City idag, og naturligvis havde Andrea tænkt sig at deltage. Kai havde snakket om at komme derned senere, og Nicolas havde ikke tid. Hun gav ham mere og mere arbejde for at sørge for at holde ham beskæftiget imens han var under den besættelse af den evne der mon havde påvirket ham. Andrea havde fået to af stuepigerne til at tage sig af Elena og Drew. Det var det svære ved at være dronning, at holde sig tid til at være der for både familien og folket. Andrea arbejdede hårdt hver eneste dag på at nå alt. Heldigvis havde hun også Kai til at være der med hende. Andrea havde et naturligt smil på læben imens hun gik igennem de solrige gader. Folk i parken havde placeret alverdens forskellige boder op. Der var levende musik som gav parken denne muntre og glade stemning. Det var umuligt ikke at blive glad over det. Pludselig ramte færten hende. Andrea stoppede op og spærrede øjnene op. Hun kunne genkende Elenas fært overalt. Men det var kun den. Det var ikke Drew. Det var ikke Kai. Det var ikke engang Noah. Det undrede hende. En 7 årig kunne ikke bare forlade et fuldt bevogtet slot og komme herned. Så drejede hun sig rundt og så lidt længere nede. Elena. Dengang for mange år siden var Elena var vokset hurtigt havde hun det udseende, og Andrea kunne genkende det. Det var flere år siden hun havde set det. Ikke set det siden de mænd havde kidnappet hende og andre børn i byen, og givet Elena noget væske så hun kom i sin rigtige alder. Det undrede hende at se Elena i den alder og først overvejede hun, om det mon var et syns bedrag.
Let kiggede hun sig til begge sider og gik så om bagved sin datter, stod og kiggede på musikerne.
"It is beautiful right?" Spurgte Andrea med denne harmoniske stemme, som hun kun talte til sine børn med. Den var altid blid og dragende på en beskyttende måde. Så gik hun op på siden af Elena og vendte fonten mod hende. Det var nu mest fordi, at hun vidste Mikayla og Josh var kommet fra fremtiden, at hun vidste at det var muligt - og derved satte hun ikke spørgsmåls tegn. Caroline havde fortalt mange historier og hun havde set beviserne, så hvorfor ikke vælge at tro dem. De levede trods alt i en underlig verden. "Oh my sweet girl. I have missed you so much" Tilføjede hun med et varmt smil. Lille Elena lagde derhjemme ja, men denne version af Elena var en anden. En som kendte mere til hende. En som kendte alt de havde været igennem med Noah og en som hun kunne beskytte fra ham. En der kunne sige fra.
Gæst- Gæst
Sv: My Sun And Stars - Elena
af Gæst Lør 20 Aug 2016 - 22:50
Påklædning Hun er iført denne kjole, plus et par sorte sko
Selvom hun var royal, så havde hun endnu ikke sat sin fod op på slottet. Hun var i en anden tidslinje, end hvad hun var vant til og i dette år var hun intet andet end et barn. Hun havde ikke talt med sine forældre, dog havde hun besøgt Masons grav, hvor hun her havde lagt et par blomster. Nok havde han ikke været hendes rigtige far, men han havde accepteret hendes mor og dette var derfor nok for hende. Den præcise grund til, at hun netop havde valgt at tage tilbage, havde været fordi hun havde været bekymret for Mikayla, hun havde bekymret sig for hvad der var sket af hendes højtelskede veninde. Dog havde bekymringen over veninde, endt ud med at være sorg over ikke at kunne se sine forældre. De kendte ikke til hendes nuværende størrelse, med undtagelse af hendes mor, da hun havde set hendes teenage udgave ganske kort, før hun igen blev forvandlet tilbage til sit barne jeg.
Som hun stod der i parken og betragtede musikkerne optræde, formede der ligeså langsomt et smil på hendes læber. Musik havde altid været en af hendes store passioner, dog var spørgsmålet så blot, om hendes passion passede ind med et talent. Endnu havde hun ikke forsøgt sig ad, dog forventede hun intet stort...måske havde hun i sidste ende arvet sin fars manglende sang talent. Selve vejret for dagen var egentlig godt, og hun lod sine arme glide om sig selv. Der blandt de andre, var hun blot et af folket. De så ikke på hende, og bemærkede en titel, de så et menneske og det var præcis hvad hun var...dog ikke just i den bogstaveligste forstand.
Med et begyndte hun, at kunne føle et blik rettet imod sig. Normalt ville hun nu havde vendt blikket imod vedkommende, men hun fik ideen om personen nok ville kigge væk. Om ikke andet var dette dog ikke tilfælde, og som stemmen nåede hende, kom det hende ikke som en overraskelse. Hvad der derimod overraskede hende, var ejermanden af stemmen. Hun havde for alt i verden ikke forventet, hendes kære mor ville dukke op i parken. Dog formede smilet sig på hendes læber, og hun lod sine varme øjne møde sin mors "Mother, It had been so long...I thought it impossible to see you, because of my current age in this time....i'm sorry i'm not making any sense...but I did however miss you" hun smilede og trådte tættere på sin mor, hvor hun her gav hende et kram. Hun havde savnet sin mor, ingen havde sagt hun ikke ville være i stand til at besøge sin forældre i fortiden, dog var det ikke anset. Hun havde savnet hende i den tid, hun havde tilbragt i denne tid, og nu hvor hun stod foran hende igen, kunne hun ikke holde op med at smile.
Selvom hun var royal, så havde hun endnu ikke sat sin fod op på slottet. Hun var i en anden tidslinje, end hvad hun var vant til og i dette år var hun intet andet end et barn. Hun havde ikke talt med sine forældre, dog havde hun besøgt Masons grav, hvor hun her havde lagt et par blomster. Nok havde han ikke været hendes rigtige far, men han havde accepteret hendes mor og dette var derfor nok for hende. Den præcise grund til, at hun netop havde valgt at tage tilbage, havde været fordi hun havde været bekymret for Mikayla, hun havde bekymret sig for hvad der var sket af hendes højtelskede veninde. Dog havde bekymringen over veninde, endt ud med at være sorg over ikke at kunne se sine forældre. De kendte ikke til hendes nuværende størrelse, med undtagelse af hendes mor, da hun havde set hendes teenage udgave ganske kort, før hun igen blev forvandlet tilbage til sit barne jeg.
Som hun stod der i parken og betragtede musikkerne optræde, formede der ligeså langsomt et smil på hendes læber. Musik havde altid været en af hendes store passioner, dog var spørgsmålet så blot, om hendes passion passede ind med et talent. Endnu havde hun ikke forsøgt sig ad, dog forventede hun intet stort...måske havde hun i sidste ende arvet sin fars manglende sang talent. Selve vejret for dagen var egentlig godt, og hun lod sine arme glide om sig selv. Der blandt de andre, var hun blot et af folket. De så ikke på hende, og bemærkede en titel, de så et menneske og det var præcis hvad hun var...dog ikke just i den bogstaveligste forstand.
Med et begyndte hun, at kunne føle et blik rettet imod sig. Normalt ville hun nu havde vendt blikket imod vedkommende, men hun fik ideen om personen nok ville kigge væk. Om ikke andet var dette dog ikke tilfælde, og som stemmen nåede hende, kom det hende ikke som en overraskelse. Hvad der derimod overraskede hende, var ejermanden af stemmen. Hun havde for alt i verden ikke forventet, hendes kære mor ville dukke op i parken. Dog formede smilet sig på hendes læber, og hun lod sine varme øjne møde sin mors "Mother, It had been so long...I thought it impossible to see you, because of my current age in this time....i'm sorry i'm not making any sense...but I did however miss you" hun smilede og trådte tættere på sin mor, hvor hun her gav hende et kram. Hun havde savnet sin mor, ingen havde sagt hun ikke ville være i stand til at besøge sin forældre i fortiden, dog var det ikke anset. Hun havde savnet hende i den tid, hun havde tilbragt i denne tid, og nu hvor hun stod foran hende igen, kunne hun ikke holde op med at smile.
Gæst- Gæst
Sv: My Sun And Stars - Elena
af Gæst Søn 21 Aug 2016 - 12:13
Andrea vidste ikke helt præcis, hvad hun skulle forvente ved at Elena var her. Hvorfor var hun ikke kommet op på slottet? Det var måske ikke let at overbevise vagterne at hun var den som hun var. Men så kunne de jo sende Lockheart ned og se hende an. Lockheart ville kunne genkende Elena overalt. Andrea smilede stort og varmt til Elena, let strøg hun hende henover kinden.
"You don't have to say sorry my dear. And no matter what age, time, shape or species - you can always come and see me." Svarede hun og trådte tættere på Elena og lagde armene omkring hendes smukke datter. Andrea lukkede øjnene og omfavnede sin datter i et tæt trygt kram. Let placerede Andrea sine læber imod Elenas mørke lokker.
"I'm so happy to see you. And you are still so beautiful." Sagde hun med et varmt smil, oprigtigheden i hendes øjne. Andrea kunne huske alt, fra hun fik Elena og Noa, Serena samt Angela var de eneste der virkelig var der i starten. Dog da hun fandt Noah igen, så flyttede de ind hos ham og blev forlovet. Og så en dag, smuttede han efter uheldet. Andrea var taget tilbage til sine søskende, Noa og Serena. Boet der ved dem. De havde altid elsket Elena, selvfølgelig kunne ingen elske Elena ligeså meget som Andrea gjorde. Hun vil kæmpe imod djævelen selv, hvis hun var nød til det. Andrea var klar over Elenas gave, den overnaturlige fotografiske hukommelse. Men mon hun huskede alle de ting hun ikke forstod dengang. Dengang Noah forlod dem, fordi at Andrea var gravid med sin voldtægts mand. Da barnet døde.. da Elena selv blev tortureret for at være i familie med Noah. Angela havde trådt til inden det blev voldsomt. Mon hun kunne huske det? Det håbede Andrea ikke. For hun havde råbt og skreget så voldsomt den dag, at de skulle lade hendes datter være. Mon hun kunne huske da de blev taget her til Sunfury første gang, mon hun kunne huske hun ikke måtte fortælle omkring de to tvillingebørn hun havde fået med Logan. Andrea fangede sig i mange mørke tanker kort og slog dem væk. Andrea vidste der var mange dårlige ting hun havde gjort, men hun prøvede at rette op på dem.
"So my Angel. What do you wanna do? We can dance?" Sagde hun og greb Elenas hånd, så hun kunne svinge hende en enkelt gang rundt. "We can go for a walk. Kai might come soon. But he loves you, and he will believe me when I tell him its really you. Even though he never have seen you at this age before." Tilføjede hun med et smil. Der var intet at være nervøs for, og Andrea ønskede for alt i verden at Elena ikke skulle føle sig bange for noget.
"But first. I wanna hear about all the things you have been doing.. every adventure. No adventure is too small." Sagde hun og vippede hovedet lidt på skrå. Lige nu var Elena vigtigst, og folket kunne skam også godt lide at se den side af hende offentlig. Andrea var altid sig selv i en bestemt balance og harmoni. Andrea var skam nysgerrig på, hvad hendes datter havde fået tiden til at gå med. Hvad havde hun lavet før hun kom her til byen? Var der sket nogle spændende ting?
"You don't have to say sorry my dear. And no matter what age, time, shape or species - you can always come and see me." Svarede hun og trådte tættere på Elena og lagde armene omkring hendes smukke datter. Andrea lukkede øjnene og omfavnede sin datter i et tæt trygt kram. Let placerede Andrea sine læber imod Elenas mørke lokker.
"I'm so happy to see you. And you are still so beautiful." Sagde hun med et varmt smil, oprigtigheden i hendes øjne. Andrea kunne huske alt, fra hun fik Elena og Noa, Serena samt Angela var de eneste der virkelig var der i starten. Dog da hun fandt Noah igen, så flyttede de ind hos ham og blev forlovet. Og så en dag, smuttede han efter uheldet. Andrea var taget tilbage til sine søskende, Noa og Serena. Boet der ved dem. De havde altid elsket Elena, selvfølgelig kunne ingen elske Elena ligeså meget som Andrea gjorde. Hun vil kæmpe imod djævelen selv, hvis hun var nød til det. Andrea var klar over Elenas gave, den overnaturlige fotografiske hukommelse. Men mon hun huskede alle de ting hun ikke forstod dengang. Dengang Noah forlod dem, fordi at Andrea var gravid med sin voldtægts mand. Da barnet døde.. da Elena selv blev tortureret for at være i familie med Noah. Angela havde trådt til inden det blev voldsomt. Mon hun kunne huske det? Det håbede Andrea ikke. For hun havde råbt og skreget så voldsomt den dag, at de skulle lade hendes datter være. Mon hun kunne huske da de blev taget her til Sunfury første gang, mon hun kunne huske hun ikke måtte fortælle omkring de to tvillingebørn hun havde fået med Logan. Andrea fangede sig i mange mørke tanker kort og slog dem væk. Andrea vidste der var mange dårlige ting hun havde gjort, men hun prøvede at rette op på dem.
"So my Angel. What do you wanna do? We can dance?" Sagde hun og greb Elenas hånd, så hun kunne svinge hende en enkelt gang rundt. "We can go for a walk. Kai might come soon. But he loves you, and he will believe me when I tell him its really you. Even though he never have seen you at this age before." Tilføjede hun med et smil. Der var intet at være nervøs for, og Andrea ønskede for alt i verden at Elena ikke skulle føle sig bange for noget.
"But first. I wanna hear about all the things you have been doing.. every adventure. No adventure is too small." Sagde hun og vippede hovedet lidt på skrå. Lige nu var Elena vigtigst, og folket kunne skam også godt lide at se den side af hende offentlig. Andrea var altid sig selv i en bestemt balance og harmoni. Andrea var skam nysgerrig på, hvad hendes datter havde fået tiden til at gå med. Hvad havde hun lavet før hun kom her til byen? Var der sket nogle spændende ting?
Gæst- Gæst
Sv: My Sun And Stars - Elena
af Gæst Søn 21 Aug 2016 - 19:58
Hendes kære mors ord, fik hendes hjerte til at banke hurtigere. Det faktum hun var ligeglad, gjorde hun blot glad. Et sted i hendes hjerne, vidste hun godt Andrea ikke ville bekymre sig om dette, da hun jo trods alt havde set hende som voksen og derfor altid ville kunne genkende hende. Dog havde hun den usikkerhed i sig, den stemme som sagde, at dette ikke ville være tilfældet. Om ikke andet, smilede hun stort og hendes glæde var tydelig i hendes øjne. Hun klukkede "you do know that, by complementing me, you're in fact also complementing yourself" drillede hun og dette var grundet det faktum, hun bar langt flere af sine træk fra sin mor end fra sin far. De havde begge samme brune øjne, samme hudfarve og samme farve hår. Derudover var der også de små træk, som hvordan de smilede og den slags.
Hun betragtede bekymret sin mor, da hun med et syntes at forlade hende kort, dog i dette tilfælde mentalt. Om ikke andet kom smilet tilbage på hendes læber, i det Andrea igen snakkede. Hun grinede i det hun blev svunget rundt af sin mor. Hun elskede at være sammen med sin mor, så afstanden hun havde haft mod hende, fik hende faktisk kort til at savne sin egen tidslinje. Denne tidslinje kunne hun altid være sammen med hende. Hun vidste selvfølgelig at Kai ville elske hende, hun kunne trods alt huske sin barndom og specielt den kærlighed hun fik fra ham "I know, I have always been glad that you choose him and not dad....I do not hate dad, but t's sometimes hard to understand" hun trak på skulderne.
Hun grinede blidt "My adventures? Mhh I made a friend, and she's really cool. I call her Peaches, because she like sweet as the taste of a Peach, and she's like really awesome" hun smilede stort "she saved my life, I was caught in the morgning after a full moon, and when the men tried to rape me, she stepped in and saved me" hun vidste Andrea var beskyttende og dette nok ikke ville være det bedste at sige, om ikke andet ville hun ikke skjule noget fra hende. Om ikke andet var hun faktisk glad for mødet med Katana, og dette kunne ses i hendes øjne i det hun nævnte hende.
Hun betragtede bekymret sin mor, da hun med et syntes at forlade hende kort, dog i dette tilfælde mentalt. Om ikke andet kom smilet tilbage på hendes læber, i det Andrea igen snakkede. Hun grinede i det hun blev svunget rundt af sin mor. Hun elskede at være sammen med sin mor, så afstanden hun havde haft mod hende, fik hende faktisk kort til at savne sin egen tidslinje. Denne tidslinje kunne hun altid være sammen med hende. Hun vidste selvfølgelig at Kai ville elske hende, hun kunne trods alt huske sin barndom og specielt den kærlighed hun fik fra ham "I know, I have always been glad that you choose him and not dad....I do not hate dad, but t's sometimes hard to understand" hun trak på skulderne.
Hun grinede blidt "My adventures? Mhh I made a friend, and she's really cool. I call her Peaches, because she like sweet as the taste of a Peach, and she's like really awesome" hun smilede stort "she saved my life, I was caught in the morgning after a full moon, and when the men tried to rape me, she stepped in and saved me" hun vidste Andrea var beskyttende og dette nok ikke ville være det bedste at sige, om ikke andet ville hun ikke skjule noget fra hende. Om ikke andet var hun faktisk glad for mødet med Katana, og dette kunne ses i hendes øjne i det hun nævnte hende.
Gæst- Gæst
Sv: My Sun And Stars - Elena
af Gæst Søn 21 Aug 2016 - 20:46
Andrea rystede kærligt på hovedet.
"Sometimes we need to complement ourself a little too." Pointerede hun med et meget levende smil. Andrea og Elena lignede hinanden virkelig meget. Man var ikke i tvivl om at Elena var Andreas datter - hvis man så bort fra hendes to søstre der lignede hende på en prik - men selv der var der nogle bestemte træk de hver i sær havde. Det var på en måde underligt for Andrea at have Elena i denne form, men det gjorde hende intet. Der var en anden form for kommunikation imellem dem, de kunne tale sammen på en anden vinkel. Snakken kom på Kai. Andrea havde sit bøvl med Noah stadigvæk ind imellem, men hun var også glad for, at hun havde lært hun var mere værd en Noah. I denne alder og denne tid ville Elena også være i stand til selv at bestemme- bestemme hvor meget og hvor lidt hun ville have med ham at gøre.
"Yeah I'm glad I choose Kai too." Indrømmede hun gerne med et skævt smil. "Noah is hard to understand. I known this man for ten years, and I still don't understand how his mind works." Tilføjede hun lidt drillende. Andrea ønskede ikke at tale dårligt om Elenas far når Elena var der. Men ærligtalt var Noah a pain in the ass.
Så var det tid til at høre hvad Elena havde oplevet. Hun regnede med noget godt, noget spændende. En ven. Det var fantastisk at høre, og yderst sødt kælenavn. Andrea kunne se sin datter var glad for denne person. Andrea ville sige noget da Elena forsatte oplevelsen, det fik hende kort til at knibe øjnene let sammen. Hun kunne mærke, at hun glemte at holde vejret under fortællingen. Den hånd Elena kunne kunne se blev knyttet voldsomt hårdt. Dog måtte hun sætte sin vrede til side, en ting hun havde lært. Man kunne vel sige, at det var en af de to ting hun havde fået af gode ting fra sit forhold med Noah. Elena var den første og den bedste. Den anden var kontrollen af sin vrede. Dog pustede hun til sidst ud. Historien endte i det mindste med der ikke var sket større skade på hendes engel.
"Well. I'm glad she stepped in. And I'm so sorry you almost were raped.. I wish I could have done something.." Andrea sank let en klump og sendte så hendes datter et smil. "I hope that I can thank her one day. I'm so glad you are okay.. you are okay right?" Spurgte hun så lettere bekymret.
"Sometimes we need to complement ourself a little too." Pointerede hun med et meget levende smil. Andrea og Elena lignede hinanden virkelig meget. Man var ikke i tvivl om at Elena var Andreas datter - hvis man så bort fra hendes to søstre der lignede hende på en prik - men selv der var der nogle bestemte træk de hver i sær havde. Det var på en måde underligt for Andrea at have Elena i denne form, men det gjorde hende intet. Der var en anden form for kommunikation imellem dem, de kunne tale sammen på en anden vinkel. Snakken kom på Kai. Andrea havde sit bøvl med Noah stadigvæk ind imellem, men hun var også glad for, at hun havde lært hun var mere værd en Noah. I denne alder og denne tid ville Elena også være i stand til selv at bestemme- bestemme hvor meget og hvor lidt hun ville have med ham at gøre.
"Yeah I'm glad I choose Kai too." Indrømmede hun gerne med et skævt smil. "Noah is hard to understand. I known this man for ten years, and I still don't understand how his mind works." Tilføjede hun lidt drillende. Andrea ønskede ikke at tale dårligt om Elenas far når Elena var der. Men ærligtalt var Noah a pain in the ass.
Så var det tid til at høre hvad Elena havde oplevet. Hun regnede med noget godt, noget spændende. En ven. Det var fantastisk at høre, og yderst sødt kælenavn. Andrea kunne se sin datter var glad for denne person. Andrea ville sige noget da Elena forsatte oplevelsen, det fik hende kort til at knibe øjnene let sammen. Hun kunne mærke, at hun glemte at holde vejret under fortællingen. Den hånd Elena kunne kunne se blev knyttet voldsomt hårdt. Dog måtte hun sætte sin vrede til side, en ting hun havde lært. Man kunne vel sige, at det var en af de to ting hun havde fået af gode ting fra sit forhold med Noah. Elena var den første og den bedste. Den anden var kontrollen af sin vrede. Dog pustede hun til sidst ud. Historien endte i det mindste med der ikke var sket større skade på hendes engel.
"Well. I'm glad she stepped in. And I'm so sorry you almost were raped.. I wish I could have done something.." Andrea sank let en klump og sendte så hendes datter et smil. "I hope that I can thank her one day. I'm so glad you are okay.. you are okay right?" Spurgte hun så lettere bekymret.
Gæst- Gæst
Sv: My Sun And Stars - Elena
af Gæst Søn 21 Aug 2016 - 21:20
Hun smilede og nikkede "Yeah me too, but it didn't happend" hun vidste at havde det været sket, så havde Andrea æret en af de få, som rent faktisk ville forstå det. Hun trak på skulderne "Maybe you can, who knows..maybe she thinks I'm weird and doesn't want to talk to me" hun lagde hovedet på skrå "Because i am weird, and strange....sometimes I say things and this makes people dislike me" hun trak igen på skulderne. Hun var en mærkelig pige, og nogle folk mente hun var for glad, så andre varulve havde drillet hende...sagt hun troede hun var bedre end andre, netop på grund af hendes titel.
Hun bed sig i læben og skiftede emnet hen imod noget andet, et emne hun ikke vidste helt præcis hvordan hendes mor ville tage, om ikke andet var det vigtigt for hende "Mom, why did dad leave? Was it something I did? Did I make him mad? or dd i make him leave? Was it my fault he didn't love me?" spurgte hun stille, hun vidste spørgsmålet ville ødelægge den hyggelige stemning, men det var ting hun havde spurgt sig selv om ofte. Hvorfor forlod han hende? Elskede han hende ikke? Var hun ikke god nok for ham? Hun havde brug for disse svar, og det var ting der også havde været med til at øge hendes dårlige selvværd, det var faktum hun altid troede hendes far ikke elskede hende. Hun havde altid beskyldt sig selv for at han forlod hende. Dette var spørgsmål hun havde haft længe, specielt som hun betragtede andre familier. Hun elskede Kai, men han var ikke hendes far på det punkt og hun havde savnet fra hvor han skulle havde været. Hun fik få tårer frem i sine øjne "I get that he would leave me, I would leave me too if I was him. I'm stupid, and weird...It was my fault wasn't it? I made him leave" hun forsøgte tørre sine tårer væk, dette var helt klart ikke just det bedste for denne dag.
Hun trådte et skridt væk, med tårer glidende ned af hendes kinder "He just left, why did he leave me? Was I not good enough?" hun lagde armene om sig selv, som skulle dette hjælpe hende "I make everyone go away, dad left me, Mikayla left me, my friends left me....everyone just leaves...and it's my fault" hvorfor det lige netop var i dag dette skulle, vidste hun ikke...måske var det fordi det til sidst gik hende så meget på og hun rent faktisk ikke kunne tage det. Hun følte sig alene "Katana is probably going to leave too, and Kai, and you....everyone always leaves" hun vendte sig om "How can I handle this? I don't know how ti handle it! it hurts so much, I make it look like everthing is okay...but it's not"
Hun bed sig i læben og skiftede emnet hen imod noget andet, et emne hun ikke vidste helt præcis hvordan hendes mor ville tage, om ikke andet var det vigtigt for hende "Mom, why did dad leave? Was it something I did? Did I make him mad? or dd i make him leave? Was it my fault he didn't love me?" spurgte hun stille, hun vidste spørgsmålet ville ødelægge den hyggelige stemning, men det var ting hun havde spurgt sig selv om ofte. Hvorfor forlod han hende? Elskede han hende ikke? Var hun ikke god nok for ham? Hun havde brug for disse svar, og det var ting der også havde været med til at øge hendes dårlige selvværd, det var faktum hun altid troede hendes far ikke elskede hende. Hun havde altid beskyldt sig selv for at han forlod hende. Dette var spørgsmål hun havde haft længe, specielt som hun betragtede andre familier. Hun elskede Kai, men han var ikke hendes far på det punkt og hun havde savnet fra hvor han skulle havde været. Hun fik få tårer frem i sine øjne "I get that he would leave me, I would leave me too if I was him. I'm stupid, and weird...It was my fault wasn't it? I made him leave" hun forsøgte tørre sine tårer væk, dette var helt klart ikke just det bedste for denne dag.
Hun trådte et skridt væk, med tårer glidende ned af hendes kinder "He just left, why did he leave me? Was I not good enough?" hun lagde armene om sig selv, som skulle dette hjælpe hende "I make everyone go away, dad left me, Mikayla left me, my friends left me....everyone just leaves...and it's my fault" hvorfor det lige netop var i dag dette skulle, vidste hun ikke...måske var det fordi det til sidst gik hende så meget på og hun rent faktisk ikke kunne tage det. Hun følte sig alene "Katana is probably going to leave too, and Kai, and you....everyone always leaves" hun vendte sig om "How can I handle this? I don't know how ti handle it! it hurts so much, I make it look like everthing is okay...but it's not"
Gæst- Gæst
Sv: My Sun And Stars - Elena
af Gæst Søn 21 Aug 2016 - 22:47
De havde fået sat sig ned på en bænk. Det næste der kom fra Elena overraskede hende voldsom. Ord hun aldrig havde regnet med at høre fra hende eller håbet af høre. Hvilken mor havde nogensinde lyst til at få at vide, at ens datter følte sig usikker. Andrea vidste ærligtalt først ikke hvad hun skulle sige, og kunne se Elena ikke var færdig med at tale ud, så hun lod hende tale ud. Spørgsmålet omkring Noah. Hvorfor Noah forlod dem, det kom ikke bag på hende - men hun vidste ikke, at det pressede så meget på. Naturligvis forstod hun godt det gjorde. Spørgsmålet plagede hende nogle gange også. Der var mere end et spørgsmål i det, og Andrea lod Elena tale ud. Nogle gange var det hvad man havde brug for. Bare at tale løs om hvad der gik en på. Andrea var ked af at Elena troede Noah forlod dem på grund af hende, for Andrea vidste godt, at det var på grund af hende selv. Og fordi at Noah var en idiot.
Pludelig kom tårerne angribende og Andrea sank en klump. Armene blev lagt usikkert omkring hende. Hun bebrejdede sig selv, og der var ingen grund til det. Alt det selv had åd en op indefra, og Andrea kendte det. Hun havde engang været ligeså usikker, stupid og naiv. Det gjorde stadigvæk ondt på hende at høre Elena havde det sådan. Meget. Specielt da hun sagde, at Andrea sikkert også forlod hende en dag. Andrea blev både ked af det, men også en smule vred. Hun gjorde så meget for Elena, gjorde alt hun kunne. Dog skjulte hun den lille vrede meget godt. Let sank hun en klump.
"First of all. There is no way I would ever leave you. Even after death, I will be there watching over you. I can't speak for other people, but I know this. And that is, you are the most important thing in my whole life. Without you... I'm nothing. I would die without you." Sagde hun for at få det sat på plads. "We all have scares.. We all have times we act like we are okay. I guess you have that from me." Tilføjede hun tøvende. Andrea vendte fonten imod Elena og trak hende ind i et kram, inden hun kørte hånden henover Elenas mørke lokker.
"Lets talk about your father. He is a pain in the ass. And he left because he is a stupid idiot. It wasn't because of you. Not at all. He was mad at me. Not at you." Startede hun ud. "The times I have told you stories from my past.. I have only told you the good ones. I wanted to keep you save from the world. But I can't." Tilføjede hun og sank en klump.
Det var ikke fordi, at Andrea brød sig om at gå sin fortid igennem. Nogle gange var man blot nød til det for at for det hele billed ud af det.
"The day he left. Was after me and Jazmin was taking by a man. He raped me. Your father was angry at me, and yelled at me for sleeping with another man. Made me belive it was my fault." Det var nok et af de få punkter hun langtfra var glad for at tale omkring. "After that I tried to find him. I saw how sad you were.. so I tried to find him, and I tried to make him come back.. But at that time I was pregnant with that man who raped me.. and your father grew even more angry at me for that." Fortalte hun og bed sig kort i læben.
"It is not your fault. And it's not mine. He left because he can't see when he makes a mistake. Don't blame yourself for that." Sagde hun så imens hun kiggede sin datter i øjnene. "You handle this by talking about how you feel. I hold my feelings back, and it doesn't work. You cannot run away from them. Find someone me.. or someone else you trust.. and just talk. The right person will listen to you." Tilføjede hun og sendte sin datter et svagt smil.
"But remember this. I love you. I have always loved you. And I will do everything in the world for you." Sagde hun for at pointere det igen.
"One more thing." Sagde hun så og bed sig kort i kinden. "When I was your age. I didn't fit in. People didn't like me at all. I walked alone around.. tried to belong somewhere.. looking for my family. I didn't find them.. It took along time before I found Neal and Rowan.. Someday you will find people and they will love you for who you are.. I might be harder for us, because we care too much about what other might think of us. But trust me Angel. Everything will be okay." Let sank hun dog en klump.
"I don't know what happended in your timeline.. But when you are ready I will listen."
Pludelig kom tårerne angribende og Andrea sank en klump. Armene blev lagt usikkert omkring hende. Hun bebrejdede sig selv, og der var ingen grund til det. Alt det selv had åd en op indefra, og Andrea kendte det. Hun havde engang været ligeså usikker, stupid og naiv. Det gjorde stadigvæk ondt på hende at høre Elena havde det sådan. Meget. Specielt da hun sagde, at Andrea sikkert også forlod hende en dag. Andrea blev både ked af det, men også en smule vred. Hun gjorde så meget for Elena, gjorde alt hun kunne. Dog skjulte hun den lille vrede meget godt. Let sank hun en klump.
"First of all. There is no way I would ever leave you. Even after death, I will be there watching over you. I can't speak for other people, but I know this. And that is, you are the most important thing in my whole life. Without you... I'm nothing. I would die without you." Sagde hun for at få det sat på plads. "We all have scares.. We all have times we act like we are okay. I guess you have that from me." Tilføjede hun tøvende. Andrea vendte fonten imod Elena og trak hende ind i et kram, inden hun kørte hånden henover Elenas mørke lokker.
"Lets talk about your father. He is a pain in the ass. And he left because he is a stupid idiot. It wasn't because of you. Not at all. He was mad at me. Not at you." Startede hun ud. "The times I have told you stories from my past.. I have only told you the good ones. I wanted to keep you save from the world. But I can't." Tilføjede hun og sank en klump.
Det var ikke fordi, at Andrea brød sig om at gå sin fortid igennem. Nogle gange var man blot nød til det for at for det hele billed ud af det.
"The day he left. Was after me and Jazmin was taking by a man. He raped me. Your father was angry at me, and yelled at me for sleeping with another man. Made me belive it was my fault." Det var nok et af de få punkter hun langtfra var glad for at tale omkring. "After that I tried to find him. I saw how sad you were.. so I tried to find him, and I tried to make him come back.. But at that time I was pregnant with that man who raped me.. and your father grew even more angry at me for that." Fortalte hun og bed sig kort i læben.
"It is not your fault. And it's not mine. He left because he can't see when he makes a mistake. Don't blame yourself for that." Sagde hun så imens hun kiggede sin datter i øjnene. "You handle this by talking about how you feel. I hold my feelings back, and it doesn't work. You cannot run away from them. Find someone me.. or someone else you trust.. and just talk. The right person will listen to you." Tilføjede hun og sendte sin datter et svagt smil.
"But remember this. I love you. I have always loved you. And I will do everything in the world for you." Sagde hun for at pointere det igen.
"One more thing." Sagde hun så og bed sig kort i kinden. "When I was your age. I didn't fit in. People didn't like me at all. I walked alone around.. tried to belong somewhere.. looking for my family. I didn't find them.. It took along time before I found Neal and Rowan.. Someday you will find people and they will love you for who you are.. I might be harder for us, because we care too much about what other might think of us. But trust me Angel. Everything will be okay." Let sank hun dog en klump.
"I don't know what happended in your timeline.. But when you are ready I will listen."
Gæst- Gæst
Sv: My Sun And Stars - Elena
af Gæst Tirs 23 Aug 2016 - 21:23
Hun bed sig i læben, usikker på om det var det rigtige at starte ud med. Hun var usikker på hvad hendes kære mor ville sige til det, ville hun blive skuffet? Ville hun hade hende? Hun sænkede blikket, specielt som Andrea begyndte at tale. Hun fortrød lidt sine ord, specielt fordi det så ud til at have en effekt på hende og en effekt hun helst ikke ville have frem i sin mor. Hun løftede blikket efter lidt tid, og her mødte hun endelig sin mors øjne. Som altid bed hun sig i læben. Hendes mors ord, det gav mening og vidste de blot havde så meget mere til fælles end hun troede. De havde så mange ting til fælles, deres måde at agere på og deres adfærd overfor andre.
Som hun blev trukket ind i et kram, lukkede hun sine arme omkring hende "I'm sorry, i'm sorry I said that about you" hun begravede sig ind imod sin mors favn, nød trygheden der kom fra det. Hun havde altid kunne finde en tryghed hos sin mor, altid kunne finde varme og kærlighed. Hun trak sig væk som krammet sluttede, og her lyttede hun på fortællingen om hendes forhold til hendes far. Det gjorde ondt at høre, det gjorde ondt at høre præcis hvad der var hændt hendes elskede mor, hendes stærke og uskadelige mor. Selvom hun vidste hendes mor havde været udsat for noget, dog havde hun ikke forventet dette.
Hun nikkede til sidst og krammede igen sin mor, hun trykkede sig imod hende "I love you too" hun trak sig igen væk, og denne gang med et lille smil, hun tørrede sine tårer væk. Med dette ude af billedet, følte hun sig lettere. Det var underligt, men hun havde det bedre "Thank you mom" hun smilede til hende, og her fjernede hun en lok hår fra sit ansigt.
Som hun blev trukket ind i et kram, lukkede hun sine arme omkring hende "I'm sorry, i'm sorry I said that about you" hun begravede sig ind imod sin mors favn, nød trygheden der kom fra det. Hun havde altid kunne finde en tryghed hos sin mor, altid kunne finde varme og kærlighed. Hun trak sig væk som krammet sluttede, og her lyttede hun på fortællingen om hendes forhold til hendes far. Det gjorde ondt at høre, det gjorde ondt at høre præcis hvad der var hændt hendes elskede mor, hendes stærke og uskadelige mor. Selvom hun vidste hendes mor havde været udsat for noget, dog havde hun ikke forventet dette.
Hun nikkede til sidst og krammede igen sin mor, hun trykkede sig imod hende "I love you too" hun trak sig igen væk, og denne gang med et lille smil, hun tørrede sine tårer væk. Med dette ude af billedet, følte hun sig lettere. Det var underligt, men hun havde det bedre "Thank you mom" hun smilede til hende, og her fjernede hun en lok hår fra sit ansigt.
Gæst- Gæst
Sv: My Sun And Stars - Elena
af Gæst Tirs 23 Aug 2016 - 21:45
Krammet var følelsesmæssigt, og Andrea kunne mærke Elenas negative følelser som Elena nok ville kunne mærke hendes.
"Never say sorry about you feel Angel. It is the same thing as saying sorry for being you." Sagde hun og strøg blidt Elena henover ryggen. Historien hun fortalte kunne hun se satte billeder op i Elenas hoved, og det var nok heller ikke det blik af hendes fortid hun ønskede at give Elena. Men at give hende alle de gode minder, det gjorde jo ikke hverdagen bedre - der hørte også ondt med i livet. Og det ramte selv Andrea. Hun var bare god til at skjule påvirkningen af det til det over længere tid blev for hårdt. Elena trykkede sig ind til hende, og Andrea holdt godt omkring hende. Så trak Elena sig lidt og sagde noget igen. Et smil satte sig lidt større henover Andreas ansigt, imens hendes halv bekymrede øjne analyserede hver bevægelse Elena fortog sig. Præcis som en ulvemor ville gør, hvis en af hendes unger havde slået sig. Andrea observerede blot.
"Any time. You can always come to me. Always." Sagde Andrea blot og vippede hovedet en anelse på skrå. Så rømmede hun sig lidt.
"You know. You don't have to become queen after me. You are born on the streets with me, my brother and sister. Before I knew any of my friends, I was a thief. I did what I needed to be to survive. I was even a spy... I could find any information I needed about everyone." Sagde hun med et skævt smil. Det var en side af hende som ingen andre kendte til - udover Rowan. "I have never told anyone but Rowan this. So it is our little secret." Tilføjede hun med et blink.
"My point is.. you can be anything you want. I will always be there no matter what you choose in your life. I don't care if you want to live in a cabin in the woods or in a castle.. If you love a boy or a girl. I just want you to be happy. That is all that matters to me. And you are my little weirdo, and I love you for it. Just be who you are."
"Never say sorry about you feel Angel. It is the same thing as saying sorry for being you." Sagde hun og strøg blidt Elena henover ryggen. Historien hun fortalte kunne hun se satte billeder op i Elenas hoved, og det var nok heller ikke det blik af hendes fortid hun ønskede at give Elena. Men at give hende alle de gode minder, det gjorde jo ikke hverdagen bedre - der hørte også ondt med i livet. Og det ramte selv Andrea. Hun var bare god til at skjule påvirkningen af det til det over længere tid blev for hårdt. Elena trykkede sig ind til hende, og Andrea holdt godt omkring hende. Så trak Elena sig lidt og sagde noget igen. Et smil satte sig lidt større henover Andreas ansigt, imens hendes halv bekymrede øjne analyserede hver bevægelse Elena fortog sig. Præcis som en ulvemor ville gør, hvis en af hendes unger havde slået sig. Andrea observerede blot.
"Any time. You can always come to me. Always." Sagde Andrea blot og vippede hovedet en anelse på skrå. Så rømmede hun sig lidt.
"You know. You don't have to become queen after me. You are born on the streets with me, my brother and sister. Before I knew any of my friends, I was a thief. I did what I needed to be to survive. I was even a spy... I could find any information I needed about everyone." Sagde hun med et skævt smil. Det var en side af hende som ingen andre kendte til - udover Rowan. "I have never told anyone but Rowan this. So it is our little secret." Tilføjede hun med et blink.
"My point is.. you can be anything you want. I will always be there no matter what you choose in your life. I don't care if you want to live in a cabin in the woods or in a castle.. If you love a boy or a girl. I just want you to be happy. That is all that matters to me. And you are my little weirdo, and I love you for it. Just be who you are."
Gæst- Gæst
Sv: My Sun And Stars - Elena
af Gæst Søn 28 Aug 2016 - 19:29
Hun nikkede, det gav god mening. At sige undskyld for hvad hun følte, havde været noget hun somme tider havde gjort, mest af alt fordi hun mente hendes følelser var forkerte. Hun kommenterede det dog ikke, mest af alt fordi hun ikke ville lægge mere opmærksomhed på sig selv. Det gav dog et smil på hendes læber, som Andrea sagde hun altid kunne komme til hende "Thank you, is it okay that I movie in with you and Kai?" spurgte hun med et lille smil på sine læber. Hun savnede at bo hos dem, savnede den viden om at de var der og ikke mindst det faktum, hun ikke brød sig om de steder hun boede indtil nu.
Hun hævede øjenbrynet, men nikkede "I know, I do remember some of the stories...plus people have a lot to say about you" hun havde hørt en del historier fra andre, dog havde de ikke ændret hendes syn på sin mor. Hun klukkede "Of course klukkede hun drillende. Hun bed sig i læben, men nikkede igen "Yeah, i know" hun gav igen sin mor et kram, før hun betragtede musikken "How are the family? Drew, Kai and all the others" spurgte hun nysgerrigt
//sorry for den korte længde
Hun hævede øjenbrynet, men nikkede "I know, I do remember some of the stories...plus people have a lot to say about you" hun havde hørt en del historier fra andre, dog havde de ikke ændret hendes syn på sin mor. Hun klukkede "Of course klukkede hun drillende. Hun bed sig i læben, men nikkede igen "Yeah, i know" hun gav igen sin mor et kram, før hun betragtede musikken "How are the family? Drew, Kai and all the others" spurgte hun nysgerrigt
//sorry for den korte længde
Gæst- Gæst
:: Sunfury City :: Sunflower District :: Parken
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
» I need you to hear the story - Genevira
» Dont Think I dont know your guiltyness - Jake
» Lena beware of the city - (Sean)
» A sneaky human, and a metal vampire
» Nothing is what it was... ~ Renata
» 3 emnesteder til debat (afstemning)
» Begyndelsen på venskab eller... ~ Genevira
» I need help. Truly – Dr. Trott (fortids emne)