ForumforsideLog ind
Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Forår
Måned | April
Seneste emner
Statistik
Der er i alt 189 tilmeldte brugereDen sidst registrerede bruger er Alysia
Vores brugere har i alt skrevet 164678 indlæg i 8725 emner
It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
Side 1 af 1
It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Gæst Tirs 27 Jun 2017 - 2:14
Tid Det er omkring aften
Sted En kro
Omgivelser Der er en del folk, og dog ikke mange. Der er en fin blanding af mennesker og andre væsner. Nogle er fulde, andre jæger efter et muligt bytte og andre laver noget helt tredje.
Vejr Det er koldt udenfor, men indenfor er der en varme, hvilket skyldes alle de folk som er der.
Påklædning
- Kjole Hun er iført en hvid kjole [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
- Sko Hun er iført et par hvide sko, de gør hende 4 cm højere, så hun går fra 1,65 til 1,69 [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Sted En kro
Omgivelser Der er en del folk, og dog ikke mange. Der er en fin blanding af mennesker og andre væsner. Nogle er fulde, andre jæger efter et muligt bytte og andre laver noget helt tredje.
Vejr Det er koldt udenfor, men indenfor er der en varme, hvilket skyldes alle de folk som er der.
Påklædning
- Kjole Hun er iført en hvid kjole [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
- Sko Hun er iført et par hvide sko, de gør hende 4 cm højere, så hun går fra 1,65 til 1,69 [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emnet er tilegnet [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Det var en sædvanlig aften, med den undtagelse af i stedet for at spise hjemme, havde hendes kære fader tvunget hele familien ud. De skulle socialisere sig mere sagde han, vise sig som de stærke og dominerende part som de var. På trods af de kolde og ondskabsfulde der var i hendes forældre, så var hun forblevet relativ uskyldig. De havde selvfølgelig gjort en del, blot for at ødelægge det rene i hende, men ofte uden megen success. Hun havde aldrig forstået, hvorfor de helt præcis hade hende, hvad havde hun nogensinde gjort imod dem? Det eneste hun havde ønsket fra dem, var at de skulle elske hende, men uagtet hvor meget hun forsøgte, resulterede det altid i det samme. Hendes fader ville slå hende, hendes moder fandt altid en ting ved hende som hun hadet, og den broder som hun havde troet ville beskytte hende, sad og så på som skete der ingenting. I sidste ende var han måske mindst ligeså god som de var.
At befinde sig ude for sit værelse, havde aldrig været hendes yndlingsting, i sit rum havde hun sine bøger og trygheden, udenfor var der farer og en uvidenhed. Hun vidste ikke hvad der kunne ske, og i mange tilfælde gjorde det altid ondt. Ikke desto mindre fandt hun hurtigt ud af, hvis hun holde hovedet ned og ikke sagde noget, så ville de ofte lade hende være i fred. Så som de kørte imod kroen, holde hun hovedet ned og forsøgte at holde sig væk, hun sagde så lidt som muligt og dragede intet opmærksomhed imod sig selv. Da de endelig dukkede op, syntes deres opmærksomhed at blive draget væk, og hen imod alle de ting der skete.
Kroen var ikke just det kønneste hun havde set, og selvom hun mest af alt havde lyst til at løbe hjem, så forblev hun siddende og med ansigtet nede. Som hun sad der, kunne hun minde lidt om en engel, specielt ved hendes uskyld der blev fremvist, ikke kun i hendes holdning men også i hendes valg af tøj. Der var en vis uskyld i den hvide kjole, men også ved hendes ynde. Selv på trods af hun ikke kendte til, hvad hun helt præcis var, så bar hun endnu ynden fra en Gorgon. Selvom Sayra forsægte, at forblive ude af søgelyset, fik hendes broder til sidst øjnene op, hvad det helt præcis var hun forsøgte. Han grinede koldt, og forvirret vendte hun blikket op fra gulvet, blot for at blive mødt af det kolde blik fra hendes fader. Han var irriteret over, at hans opmærksomhed nu var draget fra samtalen han havde med sin kone, og nu draget imod det bastard af et barn, som hans kone havde taget ind i familien.
Med vrede i sine blå øjne, rejste han sig op og gik direkte imod hende. Sayra nåede ikke at sige noget, før en hånd lukkede sig om hendes hals og hun blev tvunget på benene "Child why do you always have the need to irritate me? The mere presence of you, is the evidence that some cunt got knocked up, and for some reasons beyond my knowledge, we ended up with you" havde hun kunne trække vejret, ville hun sikkert pive af smerte. Ikke desto begyndte tårerne at forme sig i hendes øjne "ohh the little shit i starting to cry" sagde hendes moder koldt, og som hun lagde hånden imod sin mands skulder, gav han slip om hendes hals. Sayra faldt hårdt til gulvet, og gav en lyd af smerte fra sig, i det hun ramte gulvet. Et spark fra hendes broder, fjernede dog alt luften fra hendes lunger, og hun gispede i smerte, og på trods af lysten til at skrige, kunne hun ikke få ord ud. Hun forsøgte at komme på benene, og med et hektisk blik, søgte hun efter hjælp fra dem omkring hende, dog syntes der intet hjælp at være. Som hun kiggede rundt, kunne man i et sekund se noget skifte i hendes øjne. For hvad der var mindre end et halvt minut, havde hun ikke længere brune øjne som betragtede folk, men derimod gule slange øjne. Dog ligeså hurtigt som de kom frem,forsvandt de igen og blev her erstattet af den nøddebrune farve
Det var en sædvanlig aften, med den undtagelse af i stedet for at spise hjemme, havde hendes kære fader tvunget hele familien ud. De skulle socialisere sig mere sagde han, vise sig som de stærke og dominerende part som de var. På trods af de kolde og ondskabsfulde der var i hendes forældre, så var hun forblevet relativ uskyldig. De havde selvfølgelig gjort en del, blot for at ødelægge det rene i hende, men ofte uden megen success. Hun havde aldrig forstået, hvorfor de helt præcis hade hende, hvad havde hun nogensinde gjort imod dem? Det eneste hun havde ønsket fra dem, var at de skulle elske hende, men uagtet hvor meget hun forsøgte, resulterede det altid i det samme. Hendes fader ville slå hende, hendes moder fandt altid en ting ved hende som hun hadet, og den broder som hun havde troet ville beskytte hende, sad og så på som skete der ingenting. I sidste ende var han måske mindst ligeså god som de var.
At befinde sig ude for sit værelse, havde aldrig været hendes yndlingsting, i sit rum havde hun sine bøger og trygheden, udenfor var der farer og en uvidenhed. Hun vidste ikke hvad der kunne ske, og i mange tilfælde gjorde det altid ondt. Ikke desto mindre fandt hun hurtigt ud af, hvis hun holde hovedet ned og ikke sagde noget, så ville de ofte lade hende være i fred. Så som de kørte imod kroen, holde hun hovedet ned og forsøgte at holde sig væk, hun sagde så lidt som muligt og dragede intet opmærksomhed imod sig selv. Da de endelig dukkede op, syntes deres opmærksomhed at blive draget væk, og hen imod alle de ting der skete.
Kroen var ikke just det kønneste hun havde set, og selvom hun mest af alt havde lyst til at løbe hjem, så forblev hun siddende og med ansigtet nede. Som hun sad der, kunne hun minde lidt om en engel, specielt ved hendes uskyld der blev fremvist, ikke kun i hendes holdning men også i hendes valg af tøj. Der var en vis uskyld i den hvide kjole, men også ved hendes ynde. Selv på trods af hun ikke kendte til, hvad hun helt præcis var, så bar hun endnu ynden fra en Gorgon. Selvom Sayra forsægte, at forblive ude af søgelyset, fik hendes broder til sidst øjnene op, hvad det helt præcis var hun forsøgte. Han grinede koldt, og forvirret vendte hun blikket op fra gulvet, blot for at blive mødt af det kolde blik fra hendes fader. Han var irriteret over, at hans opmærksomhed nu var draget fra samtalen han havde med sin kone, og nu draget imod det bastard af et barn, som hans kone havde taget ind i familien.
Med vrede i sine blå øjne, rejste han sig op og gik direkte imod hende. Sayra nåede ikke at sige noget, før en hånd lukkede sig om hendes hals og hun blev tvunget på benene "Child why do you always have the need to irritate me? The mere presence of you, is the evidence that some cunt got knocked up, and for some reasons beyond my knowledge, we ended up with you" havde hun kunne trække vejret, ville hun sikkert pive af smerte. Ikke desto begyndte tårerne at forme sig i hendes øjne "ohh the little shit i starting to cry" sagde hendes moder koldt, og som hun lagde hånden imod sin mands skulder, gav han slip om hendes hals. Sayra faldt hårdt til gulvet, og gav en lyd af smerte fra sig, i det hun ramte gulvet. Et spark fra hendes broder, fjernede dog alt luften fra hendes lunger, og hun gispede i smerte, og på trods af lysten til at skrige, kunne hun ikke få ord ud. Hun forsøgte at komme på benene, og med et hektisk blik, søgte hun efter hjælp fra dem omkring hende, dog syntes der intet hjælp at være. Som hun kiggede rundt, kunne man i et sekund se noget skifte i hendes øjne. For hvad der var mindre end et halvt minut, havde hun ikke længere brune øjne som betragtede folk, men derimod gule slange øjne. Dog ligeså hurtigt som de kom frem,forsvandt de igen og blev her erstattet af den nøddebrune farve
Gæst- Gæst
Sv: It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Gæst Tirs 27 Jun 2017 - 5:46
Meredith skulle egentlig hjem, men havde egentlig følt sig draget af kroen denne aften hun havde ikke travlt og hendes piger kunne vel godt klare sig selv for en stund. Som hun åbende døren blev hun overrasket af det syn som mødte hende selvfølgelig en mand. Det var typisk, men hun blev overrasket som kvinden talte og hun kunne ikke bare blive stående. Hendes trang til at beskytte blev vækket som hun trådte frem " get your dirty hands off of her or I will help you" sagde hun kølligt og blottede svagt tænderne. Det så ikke ud som de andre ville hjælpe og egentlig var hun også ligeglad hun så hvordan den unge kvinde fik sværere og sværere ved trække vejret og med et kiggede hun sig omkring og et skævt lidt ondskabsfuldt smil ramte hendes læber hun greb ud efter hvad der måtte være deres søn hun var ikke særlig blid " If you kill her I will take his life, the choice is simple you let her go and I will take her with me and you will never see her again or you could kill her and I will kill your son. A life for a life and I am sure he will taste good" sagde hun hendes stemme var stadig kold og truende. Hun havde ikke tænkt sig at miste denne pige. Pigen skulle væk fra denne famile de var hende ikke værdig. De kunne åbenbart ikke se hvor vigtig familie var. Det var noget hun engang havde taget forgivet og det havde resluteret i at hun havde mistet alt ja sågar sit levnede liv, hun havde stadig ikke lært leve med sorgen, men vreden der kom af sorgen havde hun lært at skjule så godt at ingen vidste hvor vred hun var indenvendig. Der var heller ikke mange som vidste hvor trist hun var. Selvom det var sket for længe siden kunne hun ikke slippe sorgen den var der og det var som jo ældre hun blev jo sværere havde hun ved at give slip. Hun havde da fået noget godt ud af det selvom hun var et monster formet af det var sket i hendes liv, så havde hun Rosehaven og trangen til at beskytte. Måske hendes datter og forlovede kunne tilgive hende hvis hun beskyttede andre, men hun var også bange for at de ville blive glemt hvis ikke hun lod sig selv blive i sorgen.
Hun havde før ikke været i stand til at gøre noget som helst, men efter forvandling var hun blevet stærkere, hun blev utåldmodig og med sin frie hånd lagde hun den på pigens fars hånd som var omkring halsen på pigen og klemte forsigtigt, men øgede styrke i sit greb. Hun vidste at hun sagtens kunne brække hans arm, men hvis han slap ingen ville hun selvfølgelig ikke gøre noget med hans arm, men selv slippe. Folk var begyndt kiggede på dem og hun hadede deres blikke , faktisk var Meredith en som hadede at være i centrum for ting, men lige nu virkede det fjernt og de kunne altid gå bagefter. Grunden til at de kiggede var fordi de sikkert aldrig før havde set en kvinde slås med en mand. Hun kunne desvære ikke bruge sin evne der var for mange folk som kunne blive påvirket og hun skulle også være i stand til at komme her fra når hun havde fået pigen. Hendes evne havde gjort det meget nemmere, men de måtte undvære den. Hendes greb i drengen blev hårde som han sparkede pigen. Det kunne godt være at hun var et monster, men denne familie var værre end hende. Hun havde ondt af pigen at skulle finde sig i det, men hvis hun kunne få ham væk fra hende og fra denne kro skulle det nok ændre sig. Pigen ville ikke være alene om at kæmpe den kamp som hun kæmpede, Meredith ville være der til at hjælpe som hun gjorde med så mange af hendes andre piger. Denne pige var ikke anderledes og alligevel mindede pigen hende også en smule om hendes datter, det mørkebrune hår og de uskyldige øjne. hun havde ikke lagt mærke til at pigens øjne skiftede fordi hun lige var kommet og havde haft så travlt med at komme der hen, at hun ikke havde kigget på pigens ansigtigt før efter at det slange agtige i pigens øjne var forsvundet.
Hun havde før ikke været i stand til at gøre noget som helst, men efter forvandling var hun blevet stærkere, hun blev utåldmodig og med sin frie hånd lagde hun den på pigens fars hånd som var omkring halsen på pigen og klemte forsigtigt, men øgede styrke i sit greb. Hun vidste at hun sagtens kunne brække hans arm, men hvis han slap ingen ville hun selvfølgelig ikke gøre noget med hans arm, men selv slippe. Folk var begyndt kiggede på dem og hun hadede deres blikke , faktisk var Meredith en som hadede at være i centrum for ting, men lige nu virkede det fjernt og de kunne altid gå bagefter. Grunden til at de kiggede var fordi de sikkert aldrig før havde set en kvinde slås med en mand. Hun kunne desvære ikke bruge sin evne der var for mange folk som kunne blive påvirket og hun skulle også være i stand til at komme her fra når hun havde fået pigen. Hendes evne havde gjort det meget nemmere, men de måtte undvære den. Hendes greb i drengen blev hårde som han sparkede pigen. Det kunne godt være at hun var et monster, men denne familie var værre end hende. Hun havde ondt af pigen at skulle finde sig i det, men hvis hun kunne få ham væk fra hende og fra denne kro skulle det nok ændre sig. Pigen ville ikke være alene om at kæmpe den kamp som hun kæmpede, Meredith ville være der til at hjælpe som hun gjorde med så mange af hendes andre piger. Denne pige var ikke anderledes og alligevel mindede pigen hende også en smule om hendes datter, det mørkebrune hår og de uskyldige øjne. hun havde ikke lagt mærke til at pigens øjne skiftede fordi hun lige var kommet og havde haft så travlt med at komme der hen, at hun ikke havde kigget på pigens ansigtigt før efter at det slange agtige i pigens øjne var forsvundet.
Gæst- Gæst
Sv: It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Gæst Tirs 27 Jun 2017 - 15:54
Hun havde forventet, at ingen ville redde eller hjælpe hende. Dog syntes heldet at ramme hende, for en kvinde trådte ind og modsat alle andre, rent faktisk gøre noget ved det hele. Selvfølgelig var der det korte sekund, hvor hun troede kvinden ville holde med hendes familie, men dette var dog ikke tilfældet. Hendes fader var dog ikke glad for denne kvinde, og da slet ikke at hun kom med trusler. Han trådte frem imod hende, med intentionerne om at slå eller true hende. Han fandt sig ikke i noget, og levede med et gammeldags syn på kvinder. De var intet andet end et objekt, noget han kunne kontrollere og gøre hvad han ønskede ved. Så da hun lagde hånden på ham, og endda truede hans søn, kom vreden for alvor op i ham. Dog var moderen ikke just glad for disse trusler, for selvom hun bar et vis foragt for Sayra, så elskede hun sin søn med alt der var i sig. Hun trådte derfor hen imod sin mand, og lagde en hånd imod hans skulder. Hun rystede på hovedet "She's not worth it my love, don't get yourself killed for some whores child" pointerede hun, samtidig med at hun betragtede Sayra, som var hun pesten selv.
Dette var nok første gang i hele hendes liv, hvor der var en anden person, som rent faktisk stod op for hende og hjalp hende. Aldrig i hendes liv var dette sket, selv hendes kære families venner anså hende som et objekt, en de kunne skubbe til og kalde grimme ting. Hun havde været isoleret, bange og i en mangel af kontrol, så da kvinden forsøgte at hjælpe hende, virkede det alt sammen så uvirkelig. Havde det ikke været for den intense smerte i maven, så ville hun sikkert tro at hun drømte, men dette var skam virkeligt og nu så det ud til, at hun endelig kunne komme væk fra det daglige mareridt. Tårerne gled ned af hendes kinder, og da luften endelig kom ned i hendes lunger, begyndte hun svagt at hyperventilere. Hun kunne ikke forstå hvad der skete, og tankerne om at hun endelig kunne være fri, samlede sig med frygten om hvad der nu ville ske.
Faderen stirrede længe på kvinden, men trak til sidst på skulderne "We are leaving, and you can keep that freak" brummede han modbydeligt, og som han knipsede med fingeren, rejste sønnen sig op og familien forsvandt fra kroen. De efterlod Sayra tilbage, som endnu stadigvæk sad på gulvet. Forsigtigt vendte hun blikket op imod kvinden, og hun bed sig i læben. Hendes vejrtrækning var endnu uregelmæssig, og hun havde en hånd imod sit bryst, i et forsøg på at få kontrol over sig selv "Thank you" hviskede hun samtidig med at tårerne gled ned af hendes kinder. Hun lagde en hånd imod en stol, hvor hun med en smule besvær til sidst fik rejst sig op. På trods af hvad de havde gjort, så var uskylden endnu tydelig i hendes øjne, og hun var med andre ord en af de rene og blide i denne verden. Hendes underlæbe blævrede, og hun vidste ikke om hun skulle takke kvinden igen, kramme hende eller gøre noget helt tredje. Da hun syntes at få kontrol over sin vejrtrækning, kørte hun nogle hårlokker om bag øret, blot for at fjerne dem fra ansigtet. Der var endnu tårer som gled ned af hendes kinder, men hun forsøgte dog ihærdigt at fjerne dem.
Dette var nok første gang i hele hendes liv, hvor der var en anden person, som rent faktisk stod op for hende og hjalp hende. Aldrig i hendes liv var dette sket, selv hendes kære families venner anså hende som et objekt, en de kunne skubbe til og kalde grimme ting. Hun havde været isoleret, bange og i en mangel af kontrol, så da kvinden forsøgte at hjælpe hende, virkede det alt sammen så uvirkelig. Havde det ikke været for den intense smerte i maven, så ville hun sikkert tro at hun drømte, men dette var skam virkeligt og nu så det ud til, at hun endelig kunne komme væk fra det daglige mareridt. Tårerne gled ned af hendes kinder, og da luften endelig kom ned i hendes lunger, begyndte hun svagt at hyperventilere. Hun kunne ikke forstå hvad der skete, og tankerne om at hun endelig kunne være fri, samlede sig med frygten om hvad der nu ville ske.
Faderen stirrede længe på kvinden, men trak til sidst på skulderne "We are leaving, and you can keep that freak" brummede han modbydeligt, og som han knipsede med fingeren, rejste sønnen sig op og familien forsvandt fra kroen. De efterlod Sayra tilbage, som endnu stadigvæk sad på gulvet. Forsigtigt vendte hun blikket op imod kvinden, og hun bed sig i læben. Hendes vejrtrækning var endnu uregelmæssig, og hun havde en hånd imod sit bryst, i et forsøg på at få kontrol over sig selv "Thank you" hviskede hun samtidig med at tårerne gled ned af hendes kinder. Hun lagde en hånd imod en stol, hvor hun med en smule besvær til sidst fik rejst sig op. På trods af hvad de havde gjort, så var uskylden endnu tydelig i hendes øjne, og hun var med andre ord en af de rene og blide i denne verden. Hendes underlæbe blævrede, og hun vidste ikke om hun skulle takke kvinden igen, kramme hende eller gøre noget helt tredje. Da hun syntes at få kontrol over sin vejrtrækning, kørte hun nogle hårlokker om bag øret, blot for at fjerne dem fra ansigtet. Der var endnu tårer som gled ned af hendes kinder, men hun forsøgte dog ihærdigt at fjerne dem.
Gæst- Gæst
Sv: It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Gæst Tirs 27 Jun 2017 - 19:02
Hun så hvordan faren blev vred det var tydeligt at han ikke havde regnet med at nogen ville gå imod ham og ihvertfald ikke en kvinde, men det virkede moren blev bange og det havde den virking som hun havde ønsket han slap og hun undertrykke et lettet gisp. Hun havde aldrig troet det ville gå så strækt som det så gjorde. Hun gjorde kroppen klar til at forsvare sig, men det så ikke ud til at blive nødigvendig og så snart de forsvandt var hun henne ved pigen Hun smilede varmt til pigen og der var intet ondt i hendes måde være på " it's okay no need to thank me girl, you're desvere a place where you don't have to get hurt every day" sagde hun varmt og venligt, som hun satte sig ned ved siden af hende. Hun betragtede tårende som trillede ned af pigens kind og forsigtigt lod hun en fingre fjerne dem. Hun sikkerede sig at pigen var okay og flyttede sig ikke før hun sikker på at pigen kunne rejse sig. Hun kiggede sig en smule omkring og det var som at folk igen var igang med hvad end de lavede og kiggede ikke på dem. Hun lod støttende en hånd hjælpe hende op, men hun lod hende stå som sagt havde de ikke travlt og bare de kom hjem inden solen stod op " my name is Meredith and if you want to you can life with me and the others girls, you don't have to go back to that horrible family" sagde hun. Hvis ikke pigen ville være sammen med hende og hendes piger havde hun også et hus som engang havde været hendes nær parken som pigen kunne låne bare pigen ikke skulle tilbage det kunne hun ikke leve med.
Hun anede ikke helt hvad hun skulle forklare denne unge kvinde hun virkede så udskyldig og det undrede hende at den familie af hendes ikke havde ødelagt det udskyldige som hun vidste, men det gjorde ikke noget hun ville passe fint sammen med de andre piger, men det var op til hende hvad hun ville og som sagt ville hun ikke tvinge pigen til noget, men det så heller ikke ud som at hun kunne tage tilbage og hvorfor skulle hun ville tilbage til en familie som ikke sat pris på en. Mange af de piger som hun havde der hjemme havde lidt en samme skæbne som hende. Hun betragtede pigen " are you ready to go home?" spurgte hun stille og det overaskede hende ikke at hun virkede så udskyldig alligevel. Hun lod svagt en hånd glide ned i en lommerne fandt en lille flaske med noget grønligt væske og rakte den imod pigen. flasken indeholdt en urtemikstur som ville hjælpe på smeterne hun end måtte have " it will help on the pain, it's a herb mixture I made my self" sagde hun smilede svagt vente sig om imod døren for at holde øje. Hun var altid naturlig påpaslig og ville holde øje med alting så godt hun kunne, hun ville ikke risikere at miste nogen igen ved ikke at være opmærksom. Hun holdte stadig flasken i strakt arm bagud så hun kunne tage den hvis ikke hun ville have den ville hun selvfølgelig putte den i lommen igen.
Hun havde lagt mærke til at tårene stadig løb ned af hendes kinder, men det betød vel bare hun var glad mange havde i starten været bange for hende, men hun kunne ikke bebarjde dem hun var en vampyr, en som levede af blod. Det var ikke noget hun selv havde valgt og var hun ikke blevet det havde hun ikke levet nu og så havde hun ikke været der til redde den stakkels pige. Hun var gammel meget gammel og af til ville hun ønske at hendes skaber bare havde dræbt hende da han havde chancen, men pigerne der hjemme hjalp hende med at komme videre, men der ingen af dem kendte til historien omkring hvorfor hun var blevet som var blevet. Det havde gjort hende indelukket og hun talte aldrig rigtigt omkring, det eneste som fortalte at hun var trist, var tristheden, man af til kunne ane i hendes øjne.
Hun anede ikke helt hvad hun skulle forklare denne unge kvinde hun virkede så udskyldig og det undrede hende at den familie af hendes ikke havde ødelagt det udskyldige som hun vidste, men det gjorde ikke noget hun ville passe fint sammen med de andre piger, men det var op til hende hvad hun ville og som sagt ville hun ikke tvinge pigen til noget, men det så heller ikke ud som at hun kunne tage tilbage og hvorfor skulle hun ville tilbage til en familie som ikke sat pris på en. Mange af de piger som hun havde der hjemme havde lidt en samme skæbne som hende. Hun betragtede pigen " are you ready to go home?" spurgte hun stille og det overaskede hende ikke at hun virkede så udskyldig alligevel. Hun lod svagt en hånd glide ned i en lommerne fandt en lille flaske med noget grønligt væske og rakte den imod pigen. flasken indeholdt en urtemikstur som ville hjælpe på smeterne hun end måtte have " it will help on the pain, it's a herb mixture I made my self" sagde hun smilede svagt vente sig om imod døren for at holde øje. Hun var altid naturlig påpaslig og ville holde øje med alting så godt hun kunne, hun ville ikke risikere at miste nogen igen ved ikke at være opmærksom. Hun holdte stadig flasken i strakt arm bagud så hun kunne tage den hvis ikke hun ville have den ville hun selvfølgelig putte den i lommen igen.
Hun havde lagt mærke til at tårene stadig løb ned af hendes kinder, men det betød vel bare hun var glad mange havde i starten været bange for hende, men hun kunne ikke bebarjde dem hun var en vampyr, en som levede af blod. Det var ikke noget hun selv havde valgt og var hun ikke blevet det havde hun ikke levet nu og så havde hun ikke været der til redde den stakkels pige. Hun var gammel meget gammel og af til ville hun ønske at hendes skaber bare havde dræbt hende da han havde chancen, men pigerne der hjemme hjalp hende med at komme videre, men der ingen af dem kendte til historien omkring hvorfor hun var blevet som var blevet. Det havde gjort hende indelukket og hun talte aldrig rigtigt omkring, det eneste som fortalte at hun var trist, var tristheden, man af til kunne ane i hendes øjne.
Gæst- Gæst
Sv: It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Gæst Tirs 27 Jun 2017 - 19:40
Som kvinden fjernede nogle af de nedfaldende tårer, forventede hun halvt om halvt at få en flad. Hun havde været så vant til vold, at når folk rakte ud efter hende, troede hun de ville slå. Dog var dette en nænsom bevægelse, og for et sekund virkede tingene ikke forfærdeligt. Hun bemærkede dog kulden, som kom fra kvindens berøring, og havde det ikke været for blidheden i berøringen, så ville hun nok havde fjernet ansigtet. Hun blev overrasket, da kvinden ikke kun præsenterede sig, men også tilbød hjælp. Det virkede til, at hun havde et sted for andre kvinder, der havde oplevet de forfærdelige ting ved livet "My name is Sayra" på trods af deres modbydelige væremåde, så havde hendes forældre sat manerer først. Selvfølgelig fik hun altid en lussing, hver evig eneste gang hun gjorde noget forkert "I would like to, I don't know at least try...so yeah I would love to go with you" På samme tid som hun bar en uskyld over sig, havde hun også en naivitet, hun ville helst gerne tro på det bedste i andre, hvilket nok var derfor hun gerne ville tage med Meredith.
Da spørgsmålet kom, om hun var klar på at tage afsted, nikkede hun med et mindre smil "Yes I am" hun havde intet med sig, så hun skulle heller ikke samle ting sammen, med andre ord var hun parat til at smutte. Dog da hun blev tilbudt en flaske, rynkede hun på brynet, men tog alligevel imod den. Hun lugtede til det, og da det ikke lugtede af alkohol, forsøgte hun at drikke lidt. Det havde en interessant smag, hvilket nødvendigvis ikke var positivt, og selvom det ikke smagte forfærdeligt, så var det heller ikke en direkte behagelig smag. Om ikke andet syntes det at fjerne den smerte, som for havde været lokaliseret i hendes mave region.
Da hun havde drukket væsken, gav hun hende flasken tilbage og derpå virkede det til de skulle gå. Hun fulgte derfor med kvinden udenfor "You are very beautiful" sagde hun med et lille og ganske generet smil. Hun havde ikke set mange, og dem hun havde set var mennesker, og derfor kendte hun ikke til den overnaturlige verden. Med andre ord havde hun aldrig set folk, med en direkte overnaturlig skønhed, specielt det ejet af vampyrer. Ganske vist bar hun selv en halv overnaturlig skønhed, der kom ved hendes egen art, men usikkerheder og dårligt selvværd havde fjernet denne tanke fra hende. Så hun tænkte ikke på sig selv, som værende direkte smuk eller køn, men derimod normal og intet ud over det sædvanlige. Da de kom ud, lukkede hun armene om sig selv, specielt efter kulden syntes at omfavne hende.
Da spørgsmålet kom, om hun var klar på at tage afsted, nikkede hun med et mindre smil "Yes I am" hun havde intet med sig, så hun skulle heller ikke samle ting sammen, med andre ord var hun parat til at smutte. Dog da hun blev tilbudt en flaske, rynkede hun på brynet, men tog alligevel imod den. Hun lugtede til det, og da det ikke lugtede af alkohol, forsøgte hun at drikke lidt. Det havde en interessant smag, hvilket nødvendigvis ikke var positivt, og selvom det ikke smagte forfærdeligt, så var det heller ikke en direkte behagelig smag. Om ikke andet syntes det at fjerne den smerte, som for havde været lokaliseret i hendes mave region.
Da hun havde drukket væsken, gav hun hende flasken tilbage og derpå virkede det til de skulle gå. Hun fulgte derfor med kvinden udenfor "You are very beautiful" sagde hun med et lille og ganske generet smil. Hun havde ikke set mange, og dem hun havde set var mennesker, og derfor kendte hun ikke til den overnaturlige verden. Med andre ord havde hun aldrig set folk, med en direkte overnaturlig skønhed, specielt det ejet af vampyrer. Ganske vist bar hun selv en halv overnaturlig skønhed, der kom ved hendes egen art, men usikkerheder og dårligt selvværd havde fjernet denne tanke fra hende. Så hun tænkte ikke på sig selv, som værende direkte smuk eller køn, men derimod normal og intet ud over det sædvanlige. Da de kom ud, lukkede hun armene om sig selv, specielt efter kulden syntes at omfavne hende.
Gæst- Gæst
Sv: It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Gæst Tirs 27 Jun 2017 - 23:30
Da hun fik flasken igen puttede hun den i lommen og begyndte at gå imod døren, hun åbende døren og lod Sayra gå ud først derefter fulgte hun efter hende ud. Pigen virkede heller ikke til at kende til hendes race, men det var sikkert også klart for hun havde levet med mennesker, der var ikke mange mennesker som kendte til den overnaturlige del af samfundet og på mange måder farlige verden. Hun trak vejret dybt som de kom ud, ikke at hun behov for luft, men det var alligevel rart at mærke den friske luft. Hun smilede svagt der var aldrig nogen som havde komenteret på hendes skønhed. Hun var sikkert også blevet vred hvis det var en hver anden fordi hun nemlig ikke brød sig om at være i centrum, men var nu ikke så slemt når det kom fra hende. Hun sagde ikke noget i et stykke gik bare med at gå inden hun fik taget sig sammen " well thank you. You are beatiful too" sagde hun og kom til at lyde en smule mere akavet end hun ville " I think you will like it in Rosehaven, it's a wonderful place a safe haven I promise you that as long as you stay will nobody hurt you and if they do, I will make sure they will reget it" sgade hun for at skifte emme og væk fra akavetheden og sig selv. Meredith var blevet en mester til at skubbe samtalen over på alt andet end sig selv, men Sarya virkede på hende som speciel sikkert fordi hun ubevidst så sin egen datter i hende og var sikker på at hvis hun havde overlevet angrebet at hun ville være blevet en smuk og ansvarfuld kvinde, som hun regnede med også skjulede sig i denne gernerte og uskyldige pige. Hun var en smule usikker på hvad hun skulle fortælle denne pige, men hun måtte vide hvad der gemte sig ude den verden de levede i. Hun stoppede op og betragtede hende med et tænksomt blik " what do you know about the supernatural creatures with that inocence you show, apparently nothing, but I am a vampire, I have lived for a very long time and my beaty is unatural like my strength, speed annd hearning" sagde hun stille skjulte ikke for nogen af dem som skulle bo sammen med hende, hvad hun var og det skulle ikke være anderledes med hende. Dog var det første gang hun havde mødt et væsen som ikke kendte til ihvertfald nogle få af racerne.
Hun drejede ned af en mindere gade hvor der ingen var forsatte frem de skulle et stykke endnu og hun kunne lige så godt få på det rene hvad Sarya vidste " I didn't chose it I never wanted it to happen, but life wouldn't let me die" sagde hun uden rigtigt fortælle hvad hun nær døde af og teknisk set var hun jo død hun havde intet levende hjerte som kunne pumpe blodet rundt i hendes krop.
Meredith havde lært at leve med at hun var et monster hun havde lært at overleve selvom det betød at en anden måtte død, hun havde haft det svært i starten, men nu faldte det hende mere naturligt. Hun dræbte for det meste mænd, men af til drak hun også fra kvinder det kom an på hvad der var hende muligt, men dræbte aldrig kvinderne og spiste ikke fra dem som hun levede sammen med. Hun ville helst ikke snakke mere om sig selv ihvertfald ikke lige nu, men derfor betød det ikke at de ikke kunne snakke " I wonderd about somthing why didn't you just leave I mean your parents didn't seem to care much about you anyhow and they seem very happy to get rid of you sagde hun og der var noget ømt i hendes stemme ikke at det skulle tolkes som hun havde ondt af hende, men mere at hun rent faktisk bekymrede sig om hende.
Da de endelig kom til huset havde de gået ret langt og pigen måtte være træt de gik op af en lille grus sti som førte op til huset. Dets ydre så ikke ret stort ud, men der plads til en del piger og størstedelen af rumene var slet ikke nogen som blev brugt. Hun stoppede op ude foran på et lille skilt over døren stod der husets navn i sirlige bogstaver Rosehaven. Huset opkaldt efter Rose, hende der havde taget Meredith til sig da hun var nyskabt. De havde sammen bestemt for at lave huset til et sikkert sted for kvinder. Da Meredith var vampyr havde hun styrken til beskytte beboerne. Hun vendte sig imod Sayra " welcome to Rosehaven a safe haven for women and your home if you wanted to be" sagde hun smilede svagt som åbende døren for hende så hun kunne træde indenfor.
Hun drejede ned af en mindere gade hvor der ingen var forsatte frem de skulle et stykke endnu og hun kunne lige så godt få på det rene hvad Sarya vidste " I didn't chose it I never wanted it to happen, but life wouldn't let me die" sagde hun uden rigtigt fortælle hvad hun nær døde af og teknisk set var hun jo død hun havde intet levende hjerte som kunne pumpe blodet rundt i hendes krop.
Meredith havde lært at leve med at hun var et monster hun havde lært at overleve selvom det betød at en anden måtte død, hun havde haft det svært i starten, men nu faldte det hende mere naturligt. Hun dræbte for det meste mænd, men af til drak hun også fra kvinder det kom an på hvad der var hende muligt, men dræbte aldrig kvinderne og spiste ikke fra dem som hun levede sammen med. Hun ville helst ikke snakke mere om sig selv ihvertfald ikke lige nu, men derfor betød det ikke at de ikke kunne snakke " I wonderd about somthing why didn't you just leave I mean your parents didn't seem to care much about you anyhow and they seem very happy to get rid of you sagde hun og der var noget ømt i hendes stemme ikke at det skulle tolkes som hun havde ondt af hende, men mere at hun rent faktisk bekymrede sig om hende.
Da de endelig kom til huset havde de gået ret langt og pigen måtte være træt de gik op af en lille grus sti som førte op til huset. Dets ydre så ikke ret stort ud, men der plads til en del piger og størstedelen af rumene var slet ikke nogen som blev brugt. Hun stoppede op ude foran på et lille skilt over døren stod der husets navn i sirlige bogstaver Rosehaven. Huset opkaldt efter Rose, hende der havde taget Meredith til sig da hun var nyskabt. De havde sammen bestemt for at lave huset til et sikkert sted for kvinder. Da Meredith var vampyr havde hun styrken til beskytte beboerne. Hun vendte sig imod Sayra " welcome to Rosehaven a safe haven for women and your home if you wanted to be" sagde hun smilede svagt som åbende døren for hende så hun kunne træde indenfor.
Gæst- Gæst
Sv: It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Gæst Ons 28 Jun 2017 - 0:59
Hun smilede blidt da Meredith ytrede et tak, men valgte dog ikke selv at sige noget, da komplimenten blev smidt tilbage imod hende selv. Hun troede efterhånden ikke på den slags, mest af alt fordi hendes kære forældre altid havde kommenteret, præcis hvor forfærdelig hun var, hvor stort et problem hun altid kunne være og at hun på ingen måde nogensinde, ville kunne kvalificere sig som værende smuk. Efter 10 år med den slags kommentarer, troede hun ikke længere at hun nogensinde, ville være tæt nok til at kunne være smuk, og specielt ikke som Meredith hvis ynde virkede overnaturlig. Hun hævede øjenbrynet, som Meredith begyndte at forklarer stedet, eller rettere fortælle hvordan hun ville kunne lide det, og at det ville bringe en hel del sikkerhed til hende. Blot tanken om at kunne vågne op, også ikke være fuld af frygt, ikke frygte at sige det forkerte eller gøre det forkerte, for så at blive mindet om det med en flad eller en knytnæve. Et mindre smil formede sig på hendes læber, og et udtryk af håb dukkede op i de nødebrune øjne, noget som så sjældent viste sig i dem "It sounds like a wonderful place" hun klukkede et kort øjeblik, da det gik op for hende, at hun sagde præcis det som Meredith selv havde sagt om stedet "I guess there are others, other girls?" det var ligeså meget en kommentar, som det var et spørgsmål.
"No one has ever done that for me before, no one has ever wanted to do that much for me...it's kinda strange, and peculiar, but also nice" hun bed sig i læben, og kiggede ned. Hun vidste ikke om hun skulle græde eller bare smile over situationen, det virkede som om tingene for én gangs skyld, rent faktisk var på hendes side og at hun ikke længere skulle græde i smerte, eller frygte den næste morgen. Som Meredith endnu engang begyndte at snakke, vendte hun sit blik op imod hende. Spørgsmålet virkede underligt, og ikke just hvad hun havde forventet "The only thing I know of supernatural beings, are what I have read in books" hun trak på skulderne, og vendte igen blikket frem ad. Det næste der kom, havde hun dog på ingen måde set komme og et sekund troede hun det var en joke. Om ikke andet kunne hun se det seriøse, som sad dybt i Meredith's blik og det sagde helt klart imod, at dette nogensinde ville være en joke. Så i stedet for at snakke, valgte hun at forblive stille, blot for at høre hvad hun ville sige "We never really chose how to live our life, I mean I never chose to be left by my real parents, I never chose not to be loved by others, and whatever happened to you I believe you never chose it" selvom hun var ung, så var hun også ganske vis. Hun valgte ikke at kommentere mere på denne opdagelse, mest af alt fordi det kunne komme til et andet tidspunkt og en anden dag.
Kommentaren omkring hendes forhold til hendes familie, fik hende til at sukke "I never really had anyone, and if I were to leave, I wouldn't have anywhere to go and I guess constant torment seemed better than life on the street" pointerede hun med et skuldertræk "I guess I was afraid of what would happen, changes can be scary and if you don't feel secure enough, it's the most terrifying thing to imagine" I sidste ende havde de været alt hun havde, og hvis hun stak af så ville hun leve alene og bange på gaden. Uagtet hvor forfærdeligt de behandlede hende, så var de også den eneste sikkerhed hun kendte til, ganske vist den forkerte form for sikkerhed, men ikke desto mindre det eneste hun havde kendskab til. Hun havde levet hos dem siden, hun var intet mindre end et par måneder gammel, og derfor var det et liv hun halvt om halvt havde vænnet sig til, og selvom det var forfærdeligt og altid fyldte hende med smerte, så havde hun også været bange for at komme væk. Hun var besat af ideen om en familie, og at forblive i det vante, at det at stikke af fra mareridtene aldrig rigtig var på tale. Selvom hun dog ikke havde kendt Meredith i lang tid, blev hun slået af den bekymring, som gemte sig bag hendes spørgsmål. Det var en ting hun aldrig rigtig havde oplevet, og derfor ikke vidste hvordan hun skulle håndtere.
Da de endelig kom frem til huset, fik hun sandelig øjnene op for, præcis hvor stort og smukt stedet var. Ganske vist havde hun været vokset op, i et hjem som besad en vis skønhed og charme, og dog ville det nok altid være et sted hun associerede med smerte. Rosehaven var derimod smukt, storslået og ulig noget hun nogensinde havde set før. Som Meredith præsenterede hende for stedet, vendte hun sig imod hende og samtidig med et stort smil på sine læber "It's perfect" sagde hun smilende, og i det døren blev åbnet op for hende, trådte hun indenfor. Hvor hun før havde været omringet af kulde, blev hun med et omfavnet af en varme, og en behagelig følelse af tryghed. Det var helt klart noget hun kunne vænne sig til "Do you have a library? I like to read" hun bed sig i læben, og et sekund havde hun lysten til at slå sig selv. Hun havde ikke retten til at stille den slags spørgsmål, og da slet ikke nu hvor Meredith havde gjort så meget for hende "I'm sorry, I am in no right to ask that of you" hun vendte blikket væk, og selvom Meredith ikke havde været andet end blid og venlig, frygtede hun halvt om halvt at få en på siden af hovedet, eller det værre end det.
"No one has ever done that for me before, no one has ever wanted to do that much for me...it's kinda strange, and peculiar, but also nice" hun bed sig i læben, og kiggede ned. Hun vidste ikke om hun skulle græde eller bare smile over situationen, det virkede som om tingene for én gangs skyld, rent faktisk var på hendes side og at hun ikke længere skulle græde i smerte, eller frygte den næste morgen. Som Meredith endnu engang begyndte at snakke, vendte hun sit blik op imod hende. Spørgsmålet virkede underligt, og ikke just hvad hun havde forventet "The only thing I know of supernatural beings, are what I have read in books" hun trak på skulderne, og vendte igen blikket frem ad. Det næste der kom, havde hun dog på ingen måde set komme og et sekund troede hun det var en joke. Om ikke andet kunne hun se det seriøse, som sad dybt i Meredith's blik og det sagde helt klart imod, at dette nogensinde ville være en joke. Så i stedet for at snakke, valgte hun at forblive stille, blot for at høre hvad hun ville sige "We never really chose how to live our life, I mean I never chose to be left by my real parents, I never chose not to be loved by others, and whatever happened to you I believe you never chose it" selvom hun var ung, så var hun også ganske vis. Hun valgte ikke at kommentere mere på denne opdagelse, mest af alt fordi det kunne komme til et andet tidspunkt og en anden dag.
Kommentaren omkring hendes forhold til hendes familie, fik hende til at sukke "I never really had anyone, and if I were to leave, I wouldn't have anywhere to go and I guess constant torment seemed better than life on the street" pointerede hun med et skuldertræk "I guess I was afraid of what would happen, changes can be scary and if you don't feel secure enough, it's the most terrifying thing to imagine" I sidste ende havde de været alt hun havde, og hvis hun stak af så ville hun leve alene og bange på gaden. Uagtet hvor forfærdeligt de behandlede hende, så var de også den eneste sikkerhed hun kendte til, ganske vist den forkerte form for sikkerhed, men ikke desto mindre det eneste hun havde kendskab til. Hun havde levet hos dem siden, hun var intet mindre end et par måneder gammel, og derfor var det et liv hun halvt om halvt havde vænnet sig til, og selvom det var forfærdeligt og altid fyldte hende med smerte, så havde hun også været bange for at komme væk. Hun var besat af ideen om en familie, og at forblive i det vante, at det at stikke af fra mareridtene aldrig rigtig var på tale. Selvom hun dog ikke havde kendt Meredith i lang tid, blev hun slået af den bekymring, som gemte sig bag hendes spørgsmål. Det var en ting hun aldrig rigtig havde oplevet, og derfor ikke vidste hvordan hun skulle håndtere.
Da de endelig kom frem til huset, fik hun sandelig øjnene op for, præcis hvor stort og smukt stedet var. Ganske vist havde hun været vokset op, i et hjem som besad en vis skønhed og charme, og dog ville det nok altid være et sted hun associerede med smerte. Rosehaven var derimod smukt, storslået og ulig noget hun nogensinde havde set før. Som Meredith præsenterede hende for stedet, vendte hun sig imod hende og samtidig med et stort smil på sine læber "It's perfect" sagde hun smilende, og i det døren blev åbnet op for hende, trådte hun indenfor. Hvor hun før havde været omringet af kulde, blev hun med et omfavnet af en varme, og en behagelig følelse af tryghed. Det var helt klart noget hun kunne vænne sig til "Do you have a library? I like to read" hun bed sig i læben, og et sekund havde hun lysten til at slå sig selv. Hun havde ikke retten til at stille den slags spørgsmål, og da slet ikke nu hvor Meredith havde gjort så meget for hende "I'm sorry, I am in no right to ask that of you" hun vendte blikket væk, og selvom Meredith ikke havde været andet end blid og venlig, frygtede hun halvt om halvt at få en på siden af hovedet, eller det værre end det.
Gæst- Gæst
Sv: It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Gæst Ons 28 Jun 2017 - 3:57
Hun smilede svagt som pigen spurgte om et bibliotek, de havde ikke som sådan ikke et bibliotek, men i storstuen havde hun seks hylder gik fra gulv til loft med bøger. Hun ejede ikke mange bøger, men havde nogle stykker samlet " You have every right to ask dear" sagde hun smilede svagt. lavede en bevægelse med hånden imod storstuen" this is your home after all and you need to know were things are" sagde hun kærligt. Pigerne havde hørt at Meredith var hjemme og bevægede imod dem. De kiggede allesammen nygerrigt på den nye pige. Meda trådte frem hun var en elver og man kunne se det på at hendes øre som var ualmindelige spidse. Hendes lyse blonde hår var sat op i en knold som gjorde dem mere synlig " I am Meda I don't have any lastname, but I am one of the girls Meredith looks after This is Fiona, Jade , Lilly , Vivian and Amy and Ingrid" sagde hun og lød meget venlig de vinkede eller nikkede som deres navne blev nævnet. Fiona og Jade stirrede bare, men det var ikke et kølligt blik som skyggevæsner kunne være kendt for, fordi de vidste at hvis Meredith så dem så ville de få skældud. De lignede hinadnen meget og blev som oftes kaldt tvillingerne. Meredith gik hen til Amy den person som skulle over tage for Meredith når hun enten døde eller ikke havde lyst mere " can you make the room nearest my bedroom ready for the new girl" sagde hun halvt hviskende så det kun var Amy som kunne høre det. Amy fik store øjne som hun hørte det, ingen havde fået lov til at bo så tæt på hende som den nye pige skulle. Det lå lige over for hendes kontor og ikke ret langt fra trappen op til tårnet hvor Meredith havde soveværelse. Ingen af de andre piger havde været oppe i Meredith's tårn og Amy lagde ret hurtigt brikkerne sammen nikkede. Det var gået op for Amy at denne pige måtte betyde meget for hende, måske mere end de andre, men hun vidste at det ikke var ens med at Meredith ikke kunne lide de andre. Måske denne pige mindede hende om noget fra en fjern tid noget hun havde savnet.
Ingen vidste hvor gammel Meredith egntlig var for hun snakkede næsten aldrig om sig selv hun havde noget mystisk over sig. Efter og havde stået og betragte den nye gik Amy for ordne værlset og Meredith vendte sin opmærksomhed imod de andre piger som stadig betragtede Sayra " go out to the kitchen and make some tea and get som tea biscuits pigerne forlod rummet og det var kun hende og Sayra. Hun gik hen til hylderne, det kunne godt være at hun var en vampyr, men det afholdte hende ikke fra drikke te sammen med pigerne og spise de små te kager som de oftes fik til." something specific you're looking for?" spurgte hun kiggede op på hylderne. over i den ene side var der en stige som man kunne skubbe hen langs hylderne og så kralve op efter bogen man skulle have fat i. Hun skulle have sin aften te med pigerne inden hun gik op til eller det plejede hun gøre efter. Hun vidste ikke helt hvad Sayra ville sige til samling af bøger den var ikke stor dog fyldte den alle hendes hylder op med bøger, men der var nogle gammle bøger i blandet dem, nogen som man ikke ville kunne finde på et bibliotek mere. Hun gik hen og satte sig i en stol ved en sofagruppe stolen havde en høj ryg og hun lagde armene på armlænet. Hun havde også nogle bøger på hendes eget kontor, men hun var ikke sikker på at pigen ville bryde sig om dem, mange af dem omhandlede urtemedicin og hvordan det kunne påvirke andre racer, men der var også nogle bøger omkring racerne som hun brugte meget når hun kedede sig. Hun fjernede dog blikket fra Sayra bare for at sikker sig at hun var okay.
Ingen vidste hvor gammel Meredith egntlig var for hun snakkede næsten aldrig om sig selv hun havde noget mystisk over sig. Efter og havde stået og betragte den nye gik Amy for ordne værlset og Meredith vendte sin opmærksomhed imod de andre piger som stadig betragtede Sayra " go out to the kitchen and make some tea and get som tea biscuits pigerne forlod rummet og det var kun hende og Sayra. Hun gik hen til hylderne, det kunne godt være at hun var en vampyr, men det afholdte hende ikke fra drikke te sammen med pigerne og spise de små te kager som de oftes fik til." something specific you're looking for?" spurgte hun kiggede op på hylderne. over i den ene side var der en stige som man kunne skubbe hen langs hylderne og så kralve op efter bogen man skulle have fat i. Hun skulle have sin aften te med pigerne inden hun gik op til eller det plejede hun gøre efter. Hun vidste ikke helt hvad Sayra ville sige til samling af bøger den var ikke stor dog fyldte den alle hendes hylder op med bøger, men der var nogle gammle bøger i blandet dem, nogen som man ikke ville kunne finde på et bibliotek mere. Hun gik hen og satte sig i en stol ved en sofagruppe stolen havde en høj ryg og hun lagde armene på armlænet. Hun havde også nogle bøger på hendes eget kontor, men hun var ikke sikker på at pigen ville bryde sig om dem, mange af dem omhandlede urtemedicin og hvordan det kunne påvirke andre racer, men der var også nogle bøger omkring racerne som hun brugte meget når hun kedede sig. Hun fjernede dog blikket fra Sayra bare for at sikker sig at hun var okay.
Gæst- Gæst
Sv: It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Gæst Ons 28 Jun 2017 - 13:14
Hun bed sig i læben, som hun ventede på at få en skidebalde, det var hvad hendes kære forældre ville havde gjort, så hvorfor skulle Meredith ikke også gøre det? Ikke desto mindre var Mereidth fuld af overraskelser, for i stedet for at blive vred over spørgsmålet, ytrede hun at hun havde retten til at spørge, og dette endda ville være hendes hjem. Ordene kunne som sådan betyde intet, specielt for enhver anden som ikke var vant, til at skulle passe på alt hvad de sagde. For Sayra derimod, var dette ord som fik hende til at smile, for dette betød hun ikke behøvede at frygte, at hun ville sige det forkerte eller spørge om det forkerte "Thank you, I'm just not use to all of this, not having to worry all the time, not being afraid" indrømmede hun, samtidig med hun pillede ved sine fingre. Det var alt nyt for hende, og selvom hun virkelig ønskede det, så kunne forandringer også være skræmmende, og der kunne byde på ting, man aldrig ville havde prøvet før.
Som pigerne dukkede op, betragtede hun dem nysgerrigt. De var mindst ligeså nysgerrig som hun selv var. Hun opdagede dog også hurtigt, at de alle var smukke og yndefulde, og selvom hun endnu ikke kendte dem, var der en misundelse i hende på grund af dette. Da hun aldrig selv havde følt sig smuk, følte hun altid at dem omkring hende, var de smukkere end hende. Ikke desto mindre smilede hun til dem, og som de vinkede til hende, vinkede hun igen "My name is Sayra" sagde hun, som Meda præsenterede hende for dem alle sammen "It's a pleasure meeting you all" hun smilede blidt til dem, meget kunne man sige om hendes uskyldige natur, men hun havde manerer og vidste hvordan hun skulle agere omkring andre.
Som Meredith trådte væk fra hende, og hen imod Amy, betragtede hun stedet nysgerrigt. Selvom hun ikke forsøgte at lytte med, var hendes sanser så gode, at hun rent faktisk kunne høre hvad Meredith sagde til Amy. Hun forstod dog ikke hvorfor Amy gjorde store øjne, måske var det noget de fleste ikke fik lov til, men i stedet for at spørge ind til det, valgte hun ikke at sige noget. Da Meredith bad dem finde te og småkager, hævede hun øjenbrynet. Hun fulgte med Meredith hen til bøgerne, nysgerrigt betragtede hun dem "Not really, I enjoy most books, even if they're about learning things or something else" sagde hun med et lille smil "I find the craft of learning new things fascinating, even if it's about stuff others don't care about" indrømmede hun smilende. Hun fandt mange ting fascinerende, hvilket nok også var derfor hun kunne læse braille, hvilket ellers var noget som blinde læste. Som Meredith satte sig ned, blev hun selv stående ved bøgerne i lidt tid. Blidt lod hun sine fingrespidser glide hen over bøgernes ryg, det var så velkendt en følelse, og det var noget som bragte et smil på hendes læber. Efter noget tid, begav hun sig dog imod sofaerne, hvor hun satte sig ned. Hun sad som en fin kvinde, med hænderne foldet på sine lår, hun sad med rank ryg og blikket lige frem.
Som pigerne dukkede op, betragtede hun dem nysgerrigt. De var mindst ligeså nysgerrig som hun selv var. Hun opdagede dog også hurtigt, at de alle var smukke og yndefulde, og selvom hun endnu ikke kendte dem, var der en misundelse i hende på grund af dette. Da hun aldrig selv havde følt sig smuk, følte hun altid at dem omkring hende, var de smukkere end hende. Ikke desto mindre smilede hun til dem, og som de vinkede til hende, vinkede hun igen "My name is Sayra" sagde hun, som Meda præsenterede hende for dem alle sammen "It's a pleasure meeting you all" hun smilede blidt til dem, meget kunne man sige om hendes uskyldige natur, men hun havde manerer og vidste hvordan hun skulle agere omkring andre.
Som Meredith trådte væk fra hende, og hen imod Amy, betragtede hun stedet nysgerrigt. Selvom hun ikke forsøgte at lytte med, var hendes sanser så gode, at hun rent faktisk kunne høre hvad Meredith sagde til Amy. Hun forstod dog ikke hvorfor Amy gjorde store øjne, måske var det noget de fleste ikke fik lov til, men i stedet for at spørge ind til det, valgte hun ikke at sige noget. Da Meredith bad dem finde te og småkager, hævede hun øjenbrynet. Hun fulgte med Meredith hen til bøgerne, nysgerrigt betragtede hun dem "Not really, I enjoy most books, even if they're about learning things or something else" sagde hun med et lille smil "I find the craft of learning new things fascinating, even if it's about stuff others don't care about" indrømmede hun smilende. Hun fandt mange ting fascinerende, hvilket nok også var derfor hun kunne læse braille, hvilket ellers var noget som blinde læste. Som Meredith satte sig ned, blev hun selv stående ved bøgerne i lidt tid. Blidt lod hun sine fingrespidser glide hen over bøgernes ryg, det var så velkendt en følelse, og det var noget som bragte et smil på hendes læber. Efter noget tid, begav hun sig dog imod sofaerne, hvor hun satte sig ned. Hun sad som en fin kvinde, med hænderne foldet på sine lår, hun sad med rank ryg og blikket lige frem.
Gæst- Gæst
Sv: It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Gæst Ons 28 Jun 2017 - 14:38
Hun lagde hovedet på skrå smilede svagt som Sayra kom hen og satte sig hun betragtede hende svagt, den uskyld hun vidste havde hun set før, men dette var anderledes og udover beskytter tragen, vækkede Sayra også noget andet, noget hun aldrig troede skulle vækkes i hende igen, noget som havde været dødt så længe og døde den nat hendes datter døde. Hun havde ikke sagt noget i et stykke tid, men betragtede Sayra og det gik op for hende at denne pige skulle lærer tingene omkring de forskellige racer og hun ville være den som lærte hende det. Hun ville beskytte ikke bare fordi hun nu var en beboer på Rosehaven, men også fordi Sayra vækkede det moderinstinkt som hun nok engtlig stadig havde og var grunden til hendes trang til at beskytte var så stræk, men Sayra havde fået hende til at indse at selv om at var hun død og troede at det være en moder ikke skulle tilfalde hende igen så var det måske skæbnen som havde givet hende Sayra og måske fordi Sayra mindede hende om hendes datter på mange måder at det trådte i kraft og med så kraftig en virking at hun faktisk ikke kunne bilde sig selv ind at det ikke eksisterede " everybody desveres a place where they free to be them self, I know we live in a world where women dosen't mean much , but that dosen't mean that women should be treated badly, me and my mentor created this place so women could have a safehaven so long it was needed" sagde hun og smilede svagt, Meredith var blevet fundet af Rose som var en midalderende kvinde den første gang de mødtes. Selvom at Rose var et menneske så havde hun ikke vidst nogen frygt og taget hende ind selvom at hun var nyskabt. Meredith havde havde været den første kvinde som havde fået lov til at gøre Rosehaven til sit hjem. Da Rose døde arvede hun stedet og dets pligter. Pigerne var blevet som en familie for hende, men de kom og gik så det var aldrig noget fast i. Der havde været mange kvinder inde ud af Rosehaven og af til savnede hun have en som blev, men det var godt at de kom videre i deres liv og fik selvtiliden tilbage.
" you all have been though alot, but what ever you must fight with you will never be a alone I will stand with your side if needed, but there is something about you I am not ready yet to tell you about it, but soon I will I promise, but you remind of someone I lost " sagde hun og man kunne svagt ane tristheden, men den var hurtigt væk igen og erstattet med smilet som de andre kom tilbage med teen og kagerne og satte de sig sammen i den lille sofagruppe. Nogen snakkede imens andre begyndte at skænke te. Hun var stolt over det hun havde skabt og selvom hun havde det svært selv, så hjalp disse piger hende igennem, hun kunne ikke få sig selv til at forlade dette sted ikke med mindere nogen drabte hende. Hun rakte ud efter teen og hældte op til sig selv imens hun rakte en tekop imod Sayra " do you drink tea, I do love it and it has good taste of Strawberries and lennomgrass. The girls and I drink tea every night when I come home from a hunt " sagde hun og nyd deres afterner, men folk havde lært at de ikke skulle snakke omkring hende. Hun sad som oftes bare lyttede til deres sladren " girls this is Sayra I found her in a the inn on my way home and she going stay with us for so long she wishes" sagde hun smilede svagt som tog en slurk af den varme te, den smagte for hende ikke lige så godt som havde det været menneskeblod eller engleblod. Hun lod en hånd glide igennem håret og lagde hovedet en smule på skrå som hun smilede kiggede på alle hendes piger. Det kunne godt være livet have gået dem på, men imens de sad her virkede deres problemer ikke så store og det gjorde hendes heller ikke.
" you all have been though alot, but what ever you must fight with you will never be a alone I will stand with your side if needed, but there is something about you I am not ready yet to tell you about it, but soon I will I promise, but you remind of someone I lost " sagde hun og man kunne svagt ane tristheden, men den var hurtigt væk igen og erstattet med smilet som de andre kom tilbage med teen og kagerne og satte de sig sammen i den lille sofagruppe. Nogen snakkede imens andre begyndte at skænke te. Hun var stolt over det hun havde skabt og selvom hun havde det svært selv, så hjalp disse piger hende igennem, hun kunne ikke få sig selv til at forlade dette sted ikke med mindere nogen drabte hende. Hun rakte ud efter teen og hældte op til sig selv imens hun rakte en tekop imod Sayra " do you drink tea, I do love it and it has good taste of Strawberries and lennomgrass. The girls and I drink tea every night when I come home from a hunt " sagde hun og nyd deres afterner, men folk havde lært at de ikke skulle snakke omkring hende. Hun sad som oftes bare lyttede til deres sladren " girls this is Sayra I found her in a the inn on my way home and she going stay with us for so long she wishes" sagde hun smilede svagt som tog en slurk af den varme te, den smagte for hende ikke lige så godt som havde det været menneskeblod eller engleblod. Hun lod en hånd glide igennem håret og lagde hovedet en smule på skrå som hun smilede kiggede på alle hendes piger. Det kunne godt være livet have gået dem på, men imens de sad her virkede deres problemer ikke så store og det gjorde hendes heller ikke.
Gæst- Gæst
Sv: It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Gæst Ons 28 Jun 2017 - 15:23
Som de sad der, syntes der ikke at være behov for at snakke, hun havde selv ikke noget at sige og hun var efterhånden så vant til, at børn skulle ses og ikke høres. Det var dog noget nyt, at hun rent faktisk blev betragtet, da hendes kære familie ofte blot ville ignorere hende. Ikke desto mindre blev hun siddende, helt stille og uden at sige så meget som et ord. Det var først da Meredith rent faktisk begyndte at snakke, at hun rykkede på sit hovedet og betragtede kvinden overfor sig. Hendes ord omkring det, at alle fortjente et sted hvor de kunne være sig selv, og sikkert også sikker fra dem som ville dem ondt. Det trak i hendes mundviger, og hun smilede blidt "I agree, I think it's a great thing that, one can be protected from those who wishes one harm" hun rettede på sin kjole, og nikkede smilende. Hun kunne virkelig godt lide det, for der var så mange der havde brug for hjælp, brug for beskyttelse og brug for at føle sig sikre. Det var dog så få som kunne dette, men i det mindste så det ud til, at Meredith gjorde sit for at dette kunne ske "I think it's wonderful, so many fear for there lives and so very few actually gets to feel safe. So in making this house as a safe heaven, you're helping those in need"
Hun bed sig i læben, som Meredith begyndte at forklarer, hvordan hun aldrig ville være alene igen, og hvad end hun kæmpede imod, så ville hun ikke gøre det alene. Det næste hun fortalte, gjorde hende dog nysgerrig, specielt fordi Meredith sagde at hun mindede hende om en, som rent faktisk havde været væk eller død i mange år. Hun hævede øjenbrynet, men i stedet for at kommentere på det, smilede hun blidt "You don't have to talk about things, which you don't feel ready for talking about. But thank you, I'm really beyond happy for what you have done" sagde hun med taknemmelighed der var tydelig i hendes stemme. Det var virkelig få, som rent faktisk havde gjort gode ting for hende, men Meredith virkede næsten som en skytsengel og hun virkede som om hun rent faktisk ønskede, at hjælpe hende og endda af egen fri vilje. Sayra bemærkede tristheden som farvede Meredith's ansigt og som hun var tæt på at rejse sig op, og gå hen imod Meredith, blot for at kramme hende, syntes de andre at komme ind med te og kage.
Da spørgsmålet kom til, om hun kunne lide te, nikkede hun smilende. Hun elskede te, det var en af de få goder, som hun rent faktisk havde fået fra sin familie "I love tea" hun rakte ud efter koppen, som Meredith gav hende den. Hun holde fast i skålen under koppen, og med sin lillefinger strukket ud, holde hun fint om hanken af koppen. Hun var trods alt vokset op i en fin familie, så derfor holde hun altid om forskellige ting, som en fin dame skulle gøre. I det Meredith igen begyndte at præsentere hende for pigerne, smilede hun blidt "I hope we're all going to get along, you alle seem beautiful and interesting" hun tog en slurk fra teen, samtidig med der var et lille smil på hendes læber "I don't have any other clothes, what shall I do about that?" spurgte hun med et nysgerrigt udtrykke i sine øjne. Siden hun aldrig havde fået pakket sine ting, havde hun intet andet end det tøjet hun havde på "I still have some of my things, at the old house and if possible, could we get it?" hun havde mange af sine bøger på sit gamle værelse, og endda sine dagbøger, musikinstrumenter og meget mere. Ganske vist var det kun ting, men mange af dem havde hun selv købt, og hun elskede de ting.
Hun bed sig i læben, som Meredith begyndte at forklarer, hvordan hun aldrig ville være alene igen, og hvad end hun kæmpede imod, så ville hun ikke gøre det alene. Det næste hun fortalte, gjorde hende dog nysgerrig, specielt fordi Meredith sagde at hun mindede hende om en, som rent faktisk havde været væk eller død i mange år. Hun hævede øjenbrynet, men i stedet for at kommentere på det, smilede hun blidt "You don't have to talk about things, which you don't feel ready for talking about. But thank you, I'm really beyond happy for what you have done" sagde hun med taknemmelighed der var tydelig i hendes stemme. Det var virkelig få, som rent faktisk havde gjort gode ting for hende, men Meredith virkede næsten som en skytsengel og hun virkede som om hun rent faktisk ønskede, at hjælpe hende og endda af egen fri vilje. Sayra bemærkede tristheden som farvede Meredith's ansigt og som hun var tæt på at rejse sig op, og gå hen imod Meredith, blot for at kramme hende, syntes de andre at komme ind med te og kage.
Da spørgsmålet kom til, om hun kunne lide te, nikkede hun smilende. Hun elskede te, det var en af de få goder, som hun rent faktisk havde fået fra sin familie "I love tea" hun rakte ud efter koppen, som Meredith gav hende den. Hun holde fast i skålen under koppen, og med sin lillefinger strukket ud, holde hun fint om hanken af koppen. Hun var trods alt vokset op i en fin familie, så derfor holde hun altid om forskellige ting, som en fin dame skulle gøre. I det Meredith igen begyndte at præsentere hende for pigerne, smilede hun blidt "I hope we're all going to get along, you alle seem beautiful and interesting" hun tog en slurk fra teen, samtidig med der var et lille smil på hendes læber "I don't have any other clothes, what shall I do about that?" spurgte hun med et nysgerrigt udtrykke i sine øjne. Siden hun aldrig havde fået pakket sine ting, havde hun intet andet end det tøjet hun havde på "I still have some of my things, at the old house and if possible, could we get it?" hun havde mange af sine bøger på sit gamle værelse, og endda sine dagbøger, musikinstrumenter og meget mere. Ganske vist var det kun ting, men mange af dem havde hun selv købt, og hun elskede de ting.
Gæst- Gæst
Sv: It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Gæst Ons 28 Jun 2017 - 21:21
Hun smilede som det blev stille da Sayra begyndte at tale og de smilede allesammen som hun nævnte hvor pæne de så ud og der ingen tivil at de også syntes at hun var pæn og alle deres smilie var varme og imødekommende som de kiggede på hende. Selv tvillingerne smilede. Hun nikkede svagt til det hun sagde, men hun ville ikke lade hende gå alene og hun kunne ikke tage med før om aften " we can get your things tomorrow evening and than I can go with you I don't want you to go alone and the girls isn't trained to handle a angry man as your father" sagde hun og lød måske en smule bekymret omkring det, men hvis hun gerne ville have hendes ting så skulle hun have dem og Meredith ønskede ikke at hun eller af en de andre skulle komme til skade ved tage med hende, så derfor meldte hun sig til tage med hende, men det kunne først blive i morgen aften hun havde brug for hvile hvilket de begge havde hun havde også nogle ting hun skulle have ordent inden, men det kunne hun bruge hele dagen på når hun alligevel var fanget her inde. Da hun sagde at hun intet tøj havde rejste hun sig imens hun lagde koppen fra sig pigerne kiggede stadig på dem. Pigerne nikkede de var sikker på at Sayra ville passe godt og falde til, efter lidt kom Amy tilbage hun havde lige noget at får ordene som Sayra havde sagt "med I will come back in a moment" sagde Meredith og rejste sig op for at forsvinde. Hun gik op på sit kontor og fandt en kasse med forskelligt tøj samlet i tidens løb. Det var enten tøj som var for stort til en af pigerne som havde boet her eller for småt derefter gik hun hen til en låst skuffe åbende den med en nøgle som lagde i en anden skuffe og fandt en sølvkæde, vedhæget var et lille hjerte hvor ordene forevigt sammen stod på den, med små bogstaver. Den havde været hendes, men hun kunne ikke bruge den nu hvor hun var blevet en vampyr. Hun bed tænderne sammen smerten ved at røre kæden var ikke stor, men det sviede en smule og hun fik mærker som mindede lidt om en person med allergi. Stedet hvor kæden ramte hendes bare hud dannede der små røde og irreteret mærker hun lagde den i en konvolut skrev med en sirlig skrå bogstaver Sayras navn og lagde den oven i kassen. Det havde taget lidt tid, men da hun kom tilbage rakte Meredith hende kassen " there has to be something in there. There fits you. Take it with you to your room when we are finish here" sagde hun og rev en smule i ærmet på kjolen for at skjule de røde mærker efter kæden. Hun ville ikke have de bekymrede sig for hende. Der var ingen grund til det hun skulle nok klare sig.
Hun fandt noget papir frem og gav sig til at tegne det var en ting hun med tiden var kommet til at elske lige så meget som hun gjorde at male. Hun tegnede dem som de drak te, desværre havde hun ikke meget tid til det, da hun det meste af tiden når hun var hjemme ordende regninger og andre vigtige papirer. Hun lod de andre om at snakke imens hun betragtede en hver detajle og tegnede dem ned på papiret. Når hun tegnede var hun i sin egen verden og lagde sjældnt mærke til andre ting. Pigerne snakkede og Amy som næsten var kommet satte sig ved siden af Sayra smilede " thank you for kind word you are not so bad youself and know I that we will help you too, no question you may have is to stupid just ask " sagde hun rakte ud efter en kop hældte noget te op til sig selv og smilede svagt til de andre. Meredith rakte ud efter sin kop, men så ikke hvor den var væltede koppen ned på gulvet som den gik i stykker og den varme væske ramte gulvet sammen med splinterne. Hun lod tegning ligge på bordet og rejste sig op. Hun samlede ret hurtigt stykkerne op. Det gik ret stærk og hun ænsede ikke at hun havde skåret sig på en af hendes pegefingre før hun havde lagt stykkerne fra sig hun tog nogle servietter for at tøre op efter sig. Hun tog skårene og først nu gik det op for hende at hun havde skåret sig, men hun sagde ikke noget, hun håbede at de ikke lagde mærke til det. Hun puttede skårene i en ren serviet og pakkede dem sammen. Det havde ikke været meningen og normalt gik det ret godt at tegne samtigt. Hun kiggede på de piger som nu kiggede på hende og et lettere akavet smil ramte hendes læber som hun gik hen for smide skårene ud. Hun sagde ikke meget og efter lidt tid begyndte de at snakke igen. Hun satte sig ned og smilede til Sayra " just let me know when you are ready to see your new room" sagde hun havde brug for at komme væk fra akavet heden. Tegningen hun havde siddet og lavet var kun halvt færdig da hun svagt rakte ud efter den og gemte den væk for at lave den færdig senere.
// undskyld det tog så lang tid, men skulle lige hjem til mine forældre også skulle jeg også lige spise >.
Hun fandt noget papir frem og gav sig til at tegne det var en ting hun med tiden var kommet til at elske lige så meget som hun gjorde at male. Hun tegnede dem som de drak te, desværre havde hun ikke meget tid til det, da hun det meste af tiden når hun var hjemme ordende regninger og andre vigtige papirer. Hun lod de andre om at snakke imens hun betragtede en hver detajle og tegnede dem ned på papiret. Når hun tegnede var hun i sin egen verden og lagde sjældnt mærke til andre ting. Pigerne snakkede og Amy som næsten var kommet satte sig ved siden af Sayra smilede " thank you for kind word you are not so bad youself and know I that we will help you too, no question you may have is to stupid just ask " sagde hun rakte ud efter en kop hældte noget te op til sig selv og smilede svagt til de andre. Meredith rakte ud efter sin kop, men så ikke hvor den var væltede koppen ned på gulvet som den gik i stykker og den varme væske ramte gulvet sammen med splinterne. Hun lod tegning ligge på bordet og rejste sig op. Hun samlede ret hurtigt stykkerne op. Det gik ret stærk og hun ænsede ikke at hun havde skåret sig på en af hendes pegefingre før hun havde lagt stykkerne fra sig hun tog nogle servietter for at tøre op efter sig. Hun tog skårene og først nu gik det op for hende at hun havde skåret sig, men hun sagde ikke noget, hun håbede at de ikke lagde mærke til det. Hun puttede skårene i en ren serviet og pakkede dem sammen. Det havde ikke været meningen og normalt gik det ret godt at tegne samtigt. Hun kiggede på de piger som nu kiggede på hende og et lettere akavet smil ramte hendes læber som hun gik hen for smide skårene ud. Hun sagde ikke meget og efter lidt tid begyndte de at snakke igen. Hun satte sig ned og smilede til Sayra " just let me know when you are ready to see your new room" sagde hun havde brug for at komme væk fra akavet heden. Tegningen hun havde siddet og lavet var kun halvt færdig da hun svagt rakte ud efter den og gemte den væk for at lave den færdig senere.
// undskyld det tog så lang tid, men skulle lige hjem til mine forældre også skulle jeg også lige spise >.
Gæst- Gæst
Sv: It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Gæst Ons 28 Jun 2017 - 23:03
Da alle syntes alle smile til hende, tog hun sig selv i at opdage, at hun faktisk aldrig havde oplevet en situation som denne. Det at andre smilede til hende, og endda så mange på én gang, det virkede så mærkeligt og alligevel behageligt. For en gangs skyld, følte hun sig hjemme og ikke som om hun var en gæst, i sit eget hjem. Som Meredith sagde, at de kunne hente hendes ting i morgen, smilede hun blidt "Thank you" hun ville helst ikke mangle hendes ting, specielt fordi hun trods alt havde købt de ting, det var noget hun havde arbejdet hårdt for at få, og hun ville helst ikke set, at hendes kære familie smed dem ud, smadrede dem eller brændte dem. Da hun udtrykte, at pigerne ikke havde nok træning omkring, det at skulle stå imod en mand så vred, som det hendes fader kunne blive, sukkede hun. Hun vidste han havde en masse aggressioner, specielt fordi han ofte ville rette dem imod hende selv. Det helvede hun havde levet i, havde også resulterede i en hel del ting, ting som hun sikkert ville skulle kæmpe med, de næste mange mange år.
Hun blev siddende i sædet, og holde endnu koppen i sin hånd og skålen i den anden. Selv da Meredith sagde at hun ville komme tilbage igen, blev hun siddende. En fin dame blev altid siddende, medmindre hun fik besked om at rejse sig, og siden ingen havde bedt hende om at rejse sig op, blev hun siddende i den bløde sofa. Hun blev dog overrasket, over den store kasse som Meredith kom tilbage med, hun havde forventet blot at få en skjorte eller en slidt kjole, ikke direkte at få en hel kasse med tøj. Hun lagde tingene fra sig, og rejste sig for at tage imod kassen. Da hun fik øje på konvolutten, hævede hun øjenbrynet nysgerrigt, og dog sagde hun intet, og hun rørte heller ikke ved den. Det var noget der skulle gemmes, til når hun kom op på sit værelse, for her ville hun kunne kigge, på tingene i et mere privat lys "Thank you" sagde hun med et stort smil på sine læber. Hun var virkelig glad for, alt det som Meredith havde gjort for hende, og at hun så samtidig virkede til, ikke at ville have noget igen, var blot det bedre
I det Meredith syntes at trække sig væk fra samtalen, og derimod drage sin opmærksomhed imod papiret i hendes hænder, tog hun igen tekoppen op og begyndte at sippe fra den. En rigtig dame drak ikke alt indholdet, men tog derimod små sip ad gangen, dette så ikke kun bedre ud, men var også meget bedre til fine fester. Med et syntes pigernes opmærksomhed igen, at vende sig imod hende selv, og et kort øjeblik vidste hun ikke hvad hun skulle gøre eller sige. Dog som Amy satte sig ved hendes side, vendte hun sit blik imod hende, og nysgerrigheden blomstrede i hendes øjne. Hendes ord, fik et genert smil frem på hendes læber "Thank you for the kind words, however false they may be. And thank for helping me, I know I must be such a burden for all of you." hun bed sig i læben, og vendte endnu engang sit blik imod teen foran sig. Det var meget sødt af Amy, at komplimenterer hende, dog troede hun ikke på den, hvorfor skulle hun? Hun var trods alt fortalt det stik modsatte i mange år, hvis ikke hele hendes liv og derfor var komplimenter altid svære for hende at acceptere.
Hun for sammen, i det tekoppen ramte gulvet. Per instinkt rejste hun sig op fra sofaen, og hun var næsten tæt på at undskylde. Hendes kære forældre plejede altid, at skylde skylden på hende, hvis nu de tabte et eller andet, hendes tilstedeværelse var en chene og derfor var det altid hendes skyld. Ikke desto mindre syntes Meredith, at have styr på situationen, og hun satte sig ned igen. Det var helt underligt, at hun ikke fik af vide at det var hendes skyld, men så igen Meredith var trods alt ikke som hendes kære familie. Da hun kom tilbage, sendte hun et blidt smil til den ældre kvinde. Hun havde bemærket tegningen, men havde valgt af respekt for Meredith, ikke at betragte den. Som en der elskede at tegne, kendte hun til den ubehag, ved at andre kiggede på det hun havde lavet, specielt hvis hun ikke var klar til at vise det frem. Da Meredith sagde, at hun ville vise hende til hendes værelse, når hun nu var klar, tømte hun koppen og rejste sig op "It has been a pleasure sharing this tea with you. I hope we may share more off these sweet moments, if not here then you are more than welcome to come to my room. But now I will bid you goodnight" hun smilede til alle kvinderne, før hun tog kassen op og vendte sit blik imod Meredith. Det var virkelig her, at man kunne se hun var vokset op i den finere del, selvfølgelig betød dette ikke at hun var vokset op lykkeligere, mere at der havde været mange forventninger lagt på hende. Ikke desto mindre, var hendes ord sande, og hun glædede sig til at tilbringe flere stunder, med dem alle sammen "I am ready to go to bed" hun trådte væk fra sofaerne, og hen imod døren, hvor hun ventede på at Meredith ville vise hende vej.
Hun blev siddende i sædet, og holde endnu koppen i sin hånd og skålen i den anden. Selv da Meredith sagde at hun ville komme tilbage igen, blev hun siddende. En fin dame blev altid siddende, medmindre hun fik besked om at rejse sig, og siden ingen havde bedt hende om at rejse sig op, blev hun siddende i den bløde sofa. Hun blev dog overrasket, over den store kasse som Meredith kom tilbage med, hun havde forventet blot at få en skjorte eller en slidt kjole, ikke direkte at få en hel kasse med tøj. Hun lagde tingene fra sig, og rejste sig for at tage imod kassen. Da hun fik øje på konvolutten, hævede hun øjenbrynet nysgerrigt, og dog sagde hun intet, og hun rørte heller ikke ved den. Det var noget der skulle gemmes, til når hun kom op på sit værelse, for her ville hun kunne kigge, på tingene i et mere privat lys "Thank you" sagde hun med et stort smil på sine læber. Hun var virkelig glad for, alt det som Meredith havde gjort for hende, og at hun så samtidig virkede til, ikke at ville have noget igen, var blot det bedre
I det Meredith syntes at trække sig væk fra samtalen, og derimod drage sin opmærksomhed imod papiret i hendes hænder, tog hun igen tekoppen op og begyndte at sippe fra den. En rigtig dame drak ikke alt indholdet, men tog derimod små sip ad gangen, dette så ikke kun bedre ud, men var også meget bedre til fine fester. Med et syntes pigernes opmærksomhed igen, at vende sig imod hende selv, og et kort øjeblik vidste hun ikke hvad hun skulle gøre eller sige. Dog som Amy satte sig ved hendes side, vendte hun sit blik imod hende, og nysgerrigheden blomstrede i hendes øjne. Hendes ord, fik et genert smil frem på hendes læber "Thank you for the kind words, however false they may be. And thank for helping me, I know I must be such a burden for all of you." hun bed sig i læben, og vendte endnu engang sit blik imod teen foran sig. Det var meget sødt af Amy, at komplimenterer hende, dog troede hun ikke på den, hvorfor skulle hun? Hun var trods alt fortalt det stik modsatte i mange år, hvis ikke hele hendes liv og derfor var komplimenter altid svære for hende at acceptere.
Hun for sammen, i det tekoppen ramte gulvet. Per instinkt rejste hun sig op fra sofaen, og hun var næsten tæt på at undskylde. Hendes kære forældre plejede altid, at skylde skylden på hende, hvis nu de tabte et eller andet, hendes tilstedeværelse var en chene og derfor var det altid hendes skyld. Ikke desto mindre syntes Meredith, at have styr på situationen, og hun satte sig ned igen. Det var helt underligt, at hun ikke fik af vide at det var hendes skyld, men så igen Meredith var trods alt ikke som hendes kære familie. Da hun kom tilbage, sendte hun et blidt smil til den ældre kvinde. Hun havde bemærket tegningen, men havde valgt af respekt for Meredith, ikke at betragte den. Som en der elskede at tegne, kendte hun til den ubehag, ved at andre kiggede på det hun havde lavet, specielt hvis hun ikke var klar til at vise det frem. Da Meredith sagde, at hun ville vise hende til hendes værelse, når hun nu var klar, tømte hun koppen og rejste sig op "It has been a pleasure sharing this tea with you. I hope we may share more off these sweet moments, if not here then you are more than welcome to come to my room. But now I will bid you goodnight" hun smilede til alle kvinderne, før hun tog kassen op og vendte sit blik imod Meredith. Det var virkelig her, at man kunne se hun var vokset op i den finere del, selvfølgelig betød dette ikke at hun var vokset op lykkeligere, mere at der havde været mange forventninger lagt på hende. Ikke desto mindre, var hendes ord sande, og hun glædede sig til at tilbringe flere stunder, med dem alle sammen "I am ready to go to bed" hun trådte væk fra sofaerne, og hen imod døren, hvor hun ventede på at Meredith ville vise hende vej.
Gæst- Gæst
Sv: It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Gæst Tors 29 Jun 2017 - 0:39
Hun kiggede over på Sayra som hun sagde undskyld den familie af hendes måtte virkelig havde behandlet hende dårligt. For det føltes lidt som at hver gang der skete noget som kunne være hendes skyld så undskyldte hun hvilket det egentlig ikke have været. Det var ikke hendes skyld. Det var Meredith som havde væltet koppen "you dont have to be sorry for my clumsyness it was my fault, I broke that cup dear" sagde hun og smilede. Hun rejste sig op og satte kursen imod hendes soveværelse som lagde overfor hendes kontor " leave the tea I will clean up after this , when I have followed Sayra up to her bed" sagde hun og smilede til dem inden de forsvandt ud af døren og ingen pigerne kunne at modsige Sayra. Meredith sad næsten altid på hendes kontor selv når de andre var gået til ro. Sayras soveværelse lagde i den anden side af huset som hendes tårn gjorde det var også den ende hun havde sit kontor. Hun brugte mere tid dernede end oppe på hendes værelse. Hun kunne ikke lide at være alene for så var det at tankerne kom, de var mørke og de bar aldrig noget godt med sig så derfor begravede hun sig i så meget arbejde hun kunne. " I have some house rules, but you can get the introduction tomorrow and I have a book you can borrow about the races in our world if you are intersted in reading it" sagde hun og smilede. Der var meget stille som de nærmerede sig den del af huset hendes kontor lagde i. Hendes andre piger boede nær storestuen og det var kun fordi hun havde lyst til at have Sayra tæt, at fik lov til at bo i denne ende af huset. Hun vidste ikke hvorfor det var sådan, men hun tændt noget i hende som hun før havde oplevet med sin egen datter og i bund grund havde hun nok søgt en form for erstatning fordi hun savnede at være mor og hun havde aldrig kunne blive det naturlig fordi hun var en vampyr. Døren til hendes kontor var åbent og det varme lys skinnede ud af den. Hun gik til den modsatte side og åbende døren rummet var stort og der var højt til loftet, det var det største værelse hvis man lige så bort fra Meredith´s tårnværelse." this is you're room I am sorry for the dark walls but I lived here before I moved to the tower, if you want to we can painted it in a differnt color and get som other curtains and do tell me, what you want to be in your room and I will try see if can get it for you" sagde hun og smilede.
Rummet var mørkt og det samme var møblerne her inde, værelset var noget Meredith selv havde valgt at det skulle være sort det hele. Nu kunne hun godt se at det måske ikke havde været smartste valg af farver, men det havde været det hun syntes da hun flyttede der ind. Hun brugte ret tit sort i de rum hun opholdte meget i jeg selv de rum næsten aldrig brugte, men pigerne havde selv valgt hvordan de ville indrette deres værelser og det skulle Sayra også havde lov til at gøre med hendes værelse. Hun stod lidt betragtede " goodnight dear child if you need I will be right next to you in my office" sagde hun pegede på den åben dør og man kunne ane et andet sort rum, dog var møblerne røde. Hun vendte sig for at gå ind med tegningen hun håbede at hvis brug for det eller havde et spøgrsmål så ville hun komme. Sayra var blevet speciel selvom de lige havde mødt hinaden så betød hun noget og faktisk mere end de andre piger. Det var som der chance for at få familien tilbage ihvertfald noget af den, men hun vidste også godt at for tidlligt at håbe, men der havde alligevel spirret meget lille håb i hende [b] oh and one more thing if your body is a bit sore tomorrow then let me know I have some more of that herbal medcine I gave you in the inn[/b" sagde hun vendte sig imod hende.
Rummet var mørkt og det samme var møblerne her inde, værelset var noget Meredith selv havde valgt at det skulle være sort det hele. Nu kunne hun godt se at det måske ikke havde været smartste valg af farver, men det havde været det hun syntes da hun flyttede der ind. Hun brugte ret tit sort i de rum hun opholdte meget i jeg selv de rum næsten aldrig brugte, men pigerne havde selv valgt hvordan de ville indrette deres værelser og det skulle Sayra også havde lov til at gøre med hendes værelse. Hun stod lidt betragtede " goodnight dear child if you need I will be right next to you in my office" sagde hun pegede på den åben dør og man kunne ane et andet sort rum, dog var møblerne røde. Hun vendte sig for at gå ind med tegningen hun håbede at hvis brug for det eller havde et spøgrsmål så ville hun komme. Sayra var blevet speciel selvom de lige havde mødt hinaden så betød hun noget og faktisk mere end de andre piger. Det var som der chance for at få familien tilbage ihvertfald noget af den, men hun vidste også godt at for tidlligt at håbe, men der havde alligevel spirret meget lille håb i hende [b] oh and one more thing if your body is a bit sore tomorrow then let me know I have some more of that herbal medcine I gave you in the inn[/b" sagde hun vendte sig imod hende.
Gæst- Gæst
Sv: It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Gæst Tors 29 Jun 2017 - 2:52
Da de skulle hen imod værelset, gik hun stille ved siden af Meredith. Selvom bokset kunne være en smule tung, så var det nærmest en form for beskyttelse for hende, en måde hvorpå hun kunne fjerne sig fra hvad der kunne skade hende. Meredith gav hende måske et beskyttende miljø, men hun var endnu ikke kommet sig over, alt hvad der havde været hændt hende, den slags ting kom man vel ikke over, helt så hurtigt igen. Dog var det et mindre smil på hendes læber, som de begav sig op imod selve værelset. Hun vendte nysgerrig blikket imod Meredith, som hun forklarede stedet havde vise regler, men at de ville tage det dagen efter, samtidig blev hun tilbudt en bog omkring andre racer. Med det lille smil på sine læber, nikkede hun "I would love to read it" sagde hun, hun elskede bøger, så i sig selv ville det helt klart være spændende at læse.
I det de endelig kom frem til hendes værelse, ventede hun spændt på at se hvordan det så ud. Det var ikke just forfærdeligt, og hun ville helt sikker kunne male på væggene, hun var trods alt en kunst elsker "It looks good, but if I'm allowed I would love to either paint the walls, or find some art to cover some parts of them" Hun trak på skulderne, og det generte smil dukkede op på hendes læber. Hun elskede kunst, men det var samtidig også en kærlighed, som hun var blevet nedgjort for og derfor var hun ofte tilbageholdende omkring, at snakke omkring denne forkærlighed "But I will remember what you say, and if I need anything you will be the first to know" hun bed sig i læben, og smilede igen. Da Meredith sagde godnat til hende, og udtrykkede at hun ville kunne komme til hende, hvis hun skulle have problemer. Hun nikkede, og begav sig ind i rummet.
Hun skulle netop til at lukke døren, da hun hørte Meredith snakke igen. Hun lagde kassen ned, og kiggede hen imod hende "I will remember that" hun smilede blidt til hende, og lukkede derpå døren. Hun trak kjolen af, og kiggede derpå kassen igennem, og det var her hun igen betragtede konvolutten. Nysgerrigt åbnede hun den, og her blev hun mødt af synet, af en smuk halskæde. Hun betragtede den med et smil på læberne, og derpå gik der ikke lang tid, før hun hang den om sin hals. Derpå fandt hun en kjole, der var lavet til at sove i, og derefter begav hun sig imod den store seng. Hun sukkede som hun lagde sig i sengen, det var nok den blødeste seng, hun nogensinde havde ligget i, og der gik derfor ikke lang tid, før hun rent faktisk faldt i søvn.
Den næste morgen vågnede hun op, og det var nok første nat, hvor hun ikke vågnede op med mareridt eller for den sags skyld græd sig selv i søvne. Hun begav sig ud af sengen, og med hår der var filtret efter nattesøvn, begav hun sig nu imod stueetagen, hvor hun havde planer om at finde noget mad. Hun kunne mere eller mindre minde om en træt hvalp, uskyldig og måske endda smuk. Let kløede hun sig i øjet, og et gab forlod hendes læber, som hun strakte sig
//Jeg håber det er okay, jeg satte det til dagen efter. Vi kan også sagtens oute emnet, også starte op et nyt sted?
I det de endelig kom frem til hendes værelse, ventede hun spændt på at se hvordan det så ud. Det var ikke just forfærdeligt, og hun ville helt sikker kunne male på væggene, hun var trods alt en kunst elsker "It looks good, but if I'm allowed I would love to either paint the walls, or find some art to cover some parts of them" Hun trak på skulderne, og det generte smil dukkede op på hendes læber. Hun elskede kunst, men det var samtidig også en kærlighed, som hun var blevet nedgjort for og derfor var hun ofte tilbageholdende omkring, at snakke omkring denne forkærlighed "But I will remember what you say, and if I need anything you will be the first to know" hun bed sig i læben, og smilede igen. Da Meredith sagde godnat til hende, og udtrykkede at hun ville kunne komme til hende, hvis hun skulle have problemer. Hun nikkede, og begav sig ind i rummet.
Hun skulle netop til at lukke døren, da hun hørte Meredith snakke igen. Hun lagde kassen ned, og kiggede hen imod hende "I will remember that" hun smilede blidt til hende, og lukkede derpå døren. Hun trak kjolen af, og kiggede derpå kassen igennem, og det var her hun igen betragtede konvolutten. Nysgerrigt åbnede hun den, og her blev hun mødt af synet, af en smuk halskæde. Hun betragtede den med et smil på læberne, og derpå gik der ikke lang tid, før hun hang den om sin hals. Derpå fandt hun en kjole, der var lavet til at sove i, og derefter begav hun sig imod den store seng. Hun sukkede som hun lagde sig i sengen, det var nok den blødeste seng, hun nogensinde havde ligget i, og der gik derfor ikke lang tid, før hun rent faktisk faldt i søvn.
Den næste morgen vågnede hun op, og det var nok første nat, hvor hun ikke vågnede op med mareridt eller for den sags skyld græd sig selv i søvne. Hun begav sig ud af sengen, og med hår der var filtret efter nattesøvn, begav hun sig nu imod stueetagen, hvor hun havde planer om at finde noget mad. Hun kunne mere eller mindre minde om en træt hvalp, uskyldig og måske endda smuk. Let kløede hun sig i øjet, og et gab forlod hendes læber, som hun strakte sig
//Jeg håber det er okay, jeg satte det til dagen efter. Vi kan også sagtens oute emnet, også starte op et nyt sted?
Gæst- Gæst
Sv: It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Gæst Tors 29 Jun 2017 - 13:09
//out
Gæst- Gæst
Sv: It always ends up like this. I can't keep going on like this, I need help...I need to get away
af Sponsoreret inhold
Sponsoreret inhold
Lignende emner» This only ends one way - Kira & Lavender
» Till the world ends - Garret
» I love you, the story still ends - Hunther
» (XXX) so this is the way my world ends...not with a bang, but with pain and devastation (Meredith)
» Till the world ends - Garret
» I love you, the story still ends - Hunther
» (XXX) so this is the way my world ends...not with a bang, but with pain and devastation (Meredith)
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
» I need you to hear the story - Genevira
» Dont Think I dont know your guiltyness - Jake
» Lena beware of the city - (Sean)
» A sneaky human, and a metal vampire
» Nothing is what it was... ~ Renata
» 3 emnesteder til debat (afstemning)
» Begyndelsen på venskab eller... ~ Genevira
» I need help. Truly – Dr. Trott (fortids emne)