Light and dark (Gabriel)

S: Sunfury, midt i byen, en kro.
T: Midt på dagen
V: Varmt og tørt, men med en let vind.

@Gabriel

Sean brød sig ikke meget om syden. Det var for varmt og for tørt. Han havde det meget bedre oppe mod nord, i Doomsville mere tempererede og fugtige klima. Også selv om alle uvejrene det sidste lange stykke tid måske også var lige i overkanten. I det mindste havde de kunne samle regnvand at leve af, hernede havde de levet af...Sand?
Som Sean var reddet over broen, som Fenrer og han selv havde fået bygget, og videre ned mod byen...Jo mere var de grønne planter blevet erstattet af gule og visne. Træer stod døde, som hænder der rakte op mod himlen. Græsset var gult og hårdt. Blomster var som ikke-eksisterende. Synd, faktisk, for der var en ting Sean kunne lide ved at rejse sydpå. Den anderledes fauna. Farverne, de anderledes blomster og træer.
Den varme kappe blev snart taget af, som de var kommet længere og længere sydpå. Sunfury var ikke første stop på vejen...Men efter at have brugt nogle dage på at mødes med nogle handlende og skabe nogle gode forretninger med dem, vendte han snuden mod byen.

Sean kendte kun få i byen. Fenrer var en af dem, men han havde ingen grund til at opsøge manden i sig selv. Kongen havde sikkert også travlt med at redde sin by fra tørken, på trods af det var blevet en smule bedre nu. En let, omend lun, vind fløj roligt omkring dem. Sean var iklædt nogle lette sko, et par lette hørbukser og en hvid skjorte. Alt for at holde varmen på afstand. Skjorten sad stramt om den muskuløse krop og en knap var åbnet ved kravebenet. Håret var oprindeligt børstet tilbage, men efter rideturen og den lette vind, havde det lidt sit eget liv. En skygge af skæg lå om hans kæbeparti. Ved hans side hang et sværd, der slog let mod hans ene ben, hver gang hesten gjorde en bevægelse. Normalt ville han nok gemme sværdet i hestens oppakning, men han ønskede det tæt på sig. Han kendte ikke dette område nær så godt, som han kendte det derhjemme. Havde han ikke travlt med at være herskeren af Doomsville, ville han måske prioritere at rejse rundt igen. Holde sig opdateret.

I dag bestod planen af et møde. Han havde sendt en besked i forvejen for at lade vide han kom, og for at give racelederen en mulighed for enten at takke ja eller nej. Nu var disse små fluffede engle ikke nogle han brugte mest tid sammen med. Det var flere år siden han rigtig havde været i selskab med en...Tilmed en archangel. De var endt i en slåskamp, der var endt som uafgjort. Ja, hvorfor opsøge deres selskab, når blot deres aura kunne irritere Sean helt enormt meget? De var de fødte fjender. Rent naturligt havde de svært ved at være i samme rum uden at blive irriterede på hinanden. Måske red Sean ind til en fælde...Og måske ikke. Måske var der muligheder for mere. For at lægge forskelligheder til side for en stund og udnytte hinanden.
Det var håbet.
Da de nåede kroen blev hestene ført videre vil et sted de kunne få lidt mad og vand. Sean var reddet med en lille gruppe vagter, da han trods alt rejste i offentligt hensigt. Nogle af dem tog sig af oppakningen og om at finde et par værelser til dem. Sean selv gik ind for at finde den mand, som han ønskede at snakke med.
Indenfor var der langt mere svalt og lidt mere mørkt. Men stilen var den samme som i resten af Sunfury. Der duftede af mad, men en langt mere krydret slags end derhjemme. Han rynkede svagt på næsen, som han trak vejret dybt, før han med to vagter bag sig banede sig vej igennem kroen. Krofaderen hjalp ham med at finde frem til det rigtige værelse. Han bankede på.

Selv havde Sean ikke mange oplysninger. Manden havde ikke givet det store fra sig, før han pludselig var blevet raceleder. I hvert fald ikke noget, der var nået hele vejen til toppen af Doomsville. Men det betød blot en udfordring. Sean elskede udfordringer...Og det ville dette blive. Han vidste selv hvor meget engles aura kunne gå ham på. Så med fuld forventning om at skulle modarbejde den naturlige modvilje der ville være, tog han i døren og lukkede sig selv i. Et kort blik rundt i lokalet bekræftede at manden var alene, så med en kort håndbevægelse gav han sine vagter ordre om at blive udenfor. Jo mere balanceret mødet var mellem dem, jo bedre. Sean kom ikke for at virke unødigt farlig eller truende. Omvendt havde han heller ikke vidst om englen ville være alene eller ej. Han vidste ikke helt om det var godt eller skidt at de var helt alene - om det var noget englen havde planlagt sådan eller ej.

"Du må være Gabriel?" bemærkede han i en let tone og et svagt, skævt smil. Han lukkede døren bag sig, før han trådte et par skridt frem i lokalet - blot for at stoppe hvor han var og lade blikket glide vurderende ned over englen foran sig. Han var ikke sikker på hvad han skulle mene om manden endnu. Selv lagde han ansigtet i neutrale folder. Gav ikke mere væk end højst nødvendigt. Uanset om Gabriel var van til det politiske spil i forvejen eller ej, var Sean en erfaren spiller på området. Og en af reglerne var man aldrig måtte give for meget væk med det samme.
Øjenbrynene gled lidt op, som han valgte at bryde stilheden yderligere.
"Tak for at møde mig. Jeg er klar over mit brev måtte være noget uventet. Engle og dæmoner har aldrig været kendt for at arbejde sammen om noget som helst, så jeg er sikker på du har overvejet hvad dette møde kunne handle om" bemærkede han yderligere, med samme lille smil og et næsten drillende glimt i øjnene. Til englen enten sagde noget eller gjorde tegn til andet, ville han blive stående hvor han var. At præsentere sig selv yderligere virkede unødigt.

Han rømmede sig svagt. Af Doomsville? Det var ikke usandt. Men den måde det blev sagt på lød forkert. Han ville hellere være kendt af navn, end af by. Han ønskede ikke engang være hersker af nogen by. Ikke at Gabriel havde nogen mulighed for at vide det - eller skulle vide det. Han trådte over til stolen og satte sig roligt. Gabriel slog ham på alle måder som en mand, der ikke helt vidste hvad han lavede. At kommandere rundt med en anden mands vagter? Snak om at tale forbi Sean. Der lå en manglende respekt i det. Vidste Gabriel ikke bedre eller var det bevidst?
Sean studerede manden, som denne fik bestilt hvad han ønskede hos hans vagter, før denne kom tilbage og satte sig ved ham. Sean hvilede en albue på bordkanten og lænede sig ind mod bordet, som han et øjeblik blot studerede manden ved siden af sig uden at svare. Måske var stilheden en prøvelse af manden foran ham, måske noget helt andet.

Til sidst trak han stille vejret dybt.
"Jeg foretrækker hvis du kalder mig Sean McGivens, eller bare Sean, hvis det er" bemærkede han en smule kort for hoved. Et svagt smil gled over ham.
"Selvfølgelig...My Lord eller Herre går også. Men jeg går ikke ud fra en raceleder vil driste sig til SÅ meget" drillede han let.
"Rejsen var ikke lang. Jeg har opholdt mig i en herregård et stykke uden for Sunfury i et par dage" forklarede han yderligere, før han fortsatte.
"Mine vagter er mænd fra min by. Om noget burde de fleste nok elske en engel mere end en dæmon. Måske er de bare loyale?" foreslog han. Han havde ikke set nærmere på hvordan hans mænd havde reageret, så hvad der skabt reaktionen kunne han ikke sige. Men de ville næppe gøre noget uden en kommando alligevel. På trods af Sean var en dæmon, havde han en medfødt sans for administration. Han var god til at styre en hel by - og det var også en af årsagerne til han blevet tvunget ind i det af sin egen raceleder.

Sean rettede sig op i stolen og så nu direkte på Gabriel igen. Øjenbrynene gled en anelse op i panden, som han med et svagt og drillende smil så på manden.
"Jeg skal nok nå til mit. Fortæl mig først. Hvordan overtager en engel hele sin race? Og har du planer om at styre dem fra..." Han slog let ud med hånden.
"...Et kroværelse?" spurgte han en smule uskyldigt.

Touche. Men også ærgerligt. Om det så var for at holde sine kort tæt, eller fordi manden endnu ingen planer havde, var så op til et skøn. Sean havde brug for at vide om han kunne bruge manden - og potentielt den ressource, som det var at have en race bag sig. Han havde brug for at have en fornemmelse af hvor Gabriel stod i det hele. Men et direkte spørgsmål så ikke ud til at købe ham de svar. Alligevel gav Gabriel ham måske lidt mere, end manden nok ønskede.
"Ikke engang er allierede?" bemærkede han, som om han smagte på ordene. Uden rigtig at røbe om det var en mulighed mellem dem eller ej. Ordvalget fortalte ham det var noget englen måtte have overvejet...For Sean havde så sandelig intet nævnt om det. Der var flere stadier, flere politiske relationer at sikre, i stedet for at hoppe helt op til en alliance. Sean havde sine egne alliancer...Så for at sikre ham kunne beholde dem, måtte han vide hvor Gabriel stod imellem dem.

Som Gabriel så op mod slottet, lod Sean selv blikket glide ud igennem vinduet. Fenrer. Forunderligt nok...Ville Sean gå så langt, som til at sige han havde et fint forhold til kongen. Men nu var de også allierede. På trods af Fenrer næppe ville give Sean alt det, som han kunne bede om. Faktisk havde en fornemmelse af Fenrer netop ville sige nej, eller sige ja med en lusket plan om at ramme Sean selv. Så ærgerligt at have en alliance, men nok ikke engang kunne bruge til noget. Andet end til at true med.

Et smil gled over ham.
"Åh, en ide? Fortæl mig om den" svarede han roligt. Dette måtte blive sjovt. Her sad Sean, som den der havde indkaldt til et møde - og her sad Gabriel, manden med alle ideerne! Sean fandt situationen underholdende.
En let banken på døren og en af Seans vagter trådte en smule misfornøjet ind med en bakke. På den stod en kande med dampende varm the og et glas med frisk vand. Seans vagter havde rejst nok med deres hersker, til at vide han foretrak en god kop the - og tænkte ikke yderligere om en fremmed mand, der kommanderede rundt med dem, til at sørge for andet end vand dertil. Bakken blev stillet en smule misfornøjet på bordet, før manden bukkede let for Sean og gik ud af lokalet igen. Lukkede døren efter sig. Sean rakte roligt ind over bordet og hældte the op i det ledige krus dertil. Som betød hele optrinnet med vagterne ingenting. Men i det store hele...Det gjorde det vel heller ikke! De sad her i dag for at diskutere langt vigtigere ting.
"Jeg er uenig. Man KAN være så magtfuld som mig OG have en garde der adlyder en" bemærkede han, stadig i et overraskende godt humør. Han trak krusset over til sig og duftede til indholdet, før han så over på englen igen.
"Nuvel. Det er din titel som raceleder der gør dig særlig interessant. Men at du er archangel er selvfølgelig også en styrke. Hvad hvis jeg sagde...At muligheden for an alliance eller i det mindste professionel venskablighed mellem vores styrker, var en mulighed?" bemærkede han roligt. Selv hvis en alliance, af den ene eller anden årsag, ikke kunne komme på tale...Kunne de stadig hjælpe hinanden. De skulle blot udnytte det snedige kneb i politik, der hed at kalde alliancen noget helt andet. Men det kom så sandelig også an på hvad Gabriel havde i tankerne. Sean havde ikke tænkt sig at spilde ressourcer på en engel, for så selv intet at få igen.

Øjenbrynene gled en smule op, som Gabriel svarede. Som samtalen gik lige nu, kom de ingen vegne. Uanset hvad havde de begge en ide - og en af dem var nødt til at afsløre sin først. Men siden Gabriel ikke turde sige noget højt, måtte Sean jo gøre det. Hellere det, end have en ligegyldig samtale der ikke kom nogen vegne.
"Sikke langt vi når, hvis vi begge havde det på samme måde" bemærkede han en smule kort, før han vendte opmærksomheden mod theen. Han nippede let til den. Den var stadig for varm til at han rigtig kunne nyde den, men han kunne allerede nu både smage og dufte de krydderier de brugte hernede. Han savnede sin helt almindelige sort the derhjemme.
Som han satte kruset fra sig igen, trak han let på skuldrene.
"Jeg har netop brug for allierede, eller nogen der er så tæt på som muligt. På trods af vores forskelle, var håbet alligevel at vi kunne få noget ud af at kende hinanden. Jeg har endnu ingen fastlagt eller nøjagtig plan, men jeg har et mål mod en magtfuld kvinde, som jeg ønsker enten at vælte eller ryste så meget i sin grundvold, at hun vil lade mig være i fred. Jeg ønsker ikke at nævne hende, før jeg selv kan være sikker på at du..." han så op på Gabriel med et svagt smil.
"...Ikke løber direkte til hende og fortæller hende om det. Tilliden mellem os er jo ikke-eksisterende, så siden du ikke ønsker at røbe noget, ønsker jeg heller ikke at røbe for meget. Det er jeg sikker på du kan forstå. Men kort sagt ønsker jeg styrken i en mulig alliance eller aftale mellem os. At jeg en dag kan kontakte dig og bede dig om at stille op ved min side, uanset om det så bliver til en direkte krig eller ej" færdiggjorde han.
"Bare rolig. Fjenden ville blive en I alligevel ville ønske at have krig med, hvis det kom til stykket" tilføjede han sigende, for at understrege at kvinden han ønskede at vælte ikke var en eller anden skrøbelig race som folk havde besluttet pr. definition var små nuttede væsner. Han trak let på den ene skulder igen. Ja, resten var egentlig op til Gabriel.
"Det vil være et noget for noget-scenarie. Det er en tjeneste der vil kunne gå begge veje, det er kun fair. Medmindre du har andre ting i tankerne?"
Sean havde endnu ikke samlet sig sin såkaldte hær. Han havde sørget for han havde en, men han havde ikke haft brug for den. Selv om Sean nu tvivlede på en engel gik og planlagde krige med hvem som helst. Alligevel, alle kunne vel komme i klemme, kunne de ikke?
At kunne regne en hær for en hær var dog ikke altid nødvendigt. Gabriel kunne bede om andre ting, hvis det endelig var.

Nå, men det var jo gået nemt. Den ene hånd hvilede om det varme krus, fingrene trommede let mod keramikken i en afslappende bevægelse. Ingen ville forvente en dæmon havde en alliance med en lys engel. Dette kunne være et triumf-kort af de helt store. Et svagt smil gled over ham, mens han så ud af vinduet ved siden af Gabriel. Fenrer. Gabriel...Engang havde han måske kunne kalde på Dragons Peaks hære også, men med det nye skift i hersker af byen, var det ikke sikkert. Det betød ikke noget. Sean var sikker på han havde alt han skulle bruge nu. Hvad havde Natalie? Hun var en stærk dæmon i sig selv, ja, men ikke en der kunne modstå tre hære. Hvor mange dæmoner kunne hun tilkalde, hvor mange ville lytte til hende? Han trak vejret dybt.
Han ville snart være fri igen. Endelig. Endelig, efter flere år, kunne han snart være fri igen. Natalie kunne ikke se ud over sin egen næse. Hun så ned på ham, selv om han havde tilbudt sig på et sølvfad. Det var den arrogance der ødelagde det for dæmonerne - og som han helt sikkert også selv bar rundt på.
"Et slot til en raceleder? Det bliver svært, medmindre du indtager en by med sådan et. Det eneste jeg kan tilbyde hvad det angår, er et af de finere huse i Doomsville, i Terrorville district" bemærkede han roligt. Han kunne ikke trylle, så hvis Gabriel forventede Sean fandt ham et hjem, var dette nok det bedste han kunne tilbyde. Det dårlige vejr, sulten og sygdommene i byen havde trods alt sikret...En del tomme huse. Både i den fattige og rige del af byen.

Han tog en tår af sin the før han fortsatte.
"Du er hurtig til at nedgøre vores styrker - og især fælles styrker - når du påstår dine brødre er mere end nok til at knuse os begge. Hvis de er så stærke, må det være nogen jeg har hørt om?" foreslog han. Hvis der lå en skjult fjende, der kunne finde på at vende deres opmærksomhed mod Sean blot fordi han havde en alliance med Gabriel, mente han at han havde krav på at kende til dem. Ikke at Sean kunne blive klog på om Gabriel var typen der gad give detaljer eller ej...Det ene øjeblik nægtede han at sige noget, det næste var han som et talende vandfald.
"Din ide er vel ikke at bruge mig mod disse tre skabninger?" tilføjede han, som øjenbrynene gled en anelse op i panden på ham. Han havde ingen planer om at smadre sin hær på en ligegyldig kamp mod tre personer, som endnu ikke var hans direkte fjende. Der skulle ligge noget mere til det, hvis det skulle være tilfældet.
Det sidste spørgsmål var meget nemmere at svare på.
"Vi har ikke meget andet end håbet og, med tiden, forhåbentlig den voksende tiltro på at vi begge vil holde vores aftaler. Vi kan skrive en kontrakt på det, som vi begge underskriver. Det er det bedste vi kan gøre, for rent lovmæssigt at være bundet til at holde hinanden løfter" bemærkede han.
"Selvfølgelig håber jeg ikke det bliver et problem, at jeg allerede har en alliance med kongen af denne by?" tilføjede han roligt.

Sean kiggede ud af vinduet lidt endnu, før det gled tilbage til Gabriel. Hvad var ideen i at nævne en fjende - og få den til at lyde så farlig - blot for at bekræfte de ikke havde et kendt navn, eller var nogen umiddelbar trussel?
Sean trak vejret dybt. Samtalen kørte ikke særlig glat, og som en mand der elskede en god samtale, var det ikke særlig stimulerende.
"Du er en fri mand. Du er velkommen til at rejse hvorhen du ønsker det. Men beslutter du dig for at rejse med til Doomsville, vil jeg holde løftet om at skaffe et godt hjem til dig. Du er raceleder nu. Hvis du selv vil det, har du grund til at bære dig frem som det" bemærkede han roligt, som Gabriel snakkede om helt almindelige jobs. Det måtte manden selv om. Det måtte ikke kræve meget overskud at være leder af en hel race, hvis man fik dagen til at gå med at hamre metal. Mon det var derfor Natalie var kommet til magten? Fordi det i virkeligheden ikke var hårdt arbejde? Tanken var i hvert fald underholdende.
Eller måske var det mere et spørgsmål om balance. Han skulle i hvert fald ikke blande sig i hvad Gabriel ønskede at lave, selv om han nok heller ikke ville gøre noget yderligere for at omgive sig mere med manden. De var ganske enkelt for forskellige, til at det ville gå godt i længden. Seans tålmodighed alligevel for lille.
"Jeg styrer min egen hær. Men jeg er interesseret i en alliance, fordi jeg regnede med du selv ville organisere din egen race - og måske jeres egen hær eller respons på lignende situationer. Hvis du intet har at give mig, tror jeg ikke en alliance mellem os er ønskværdig" bemærkede han roligt.

Til sidst skubbede han sin halvfærdige the fra sig og virkede som en der var klar til at rejse sig. Hvad han også var. Ikke at han rejste sig endnu, men samtalen kunne næppe trække ud længe endnu.
"Åh ja, i min erfaring fungerer en alliance også meget bedre, når man har truet hinanden først" påpegede han i en kølig tone, som han selv nedstirrede Gabriel. Troede manden at dette ville skræmme ham?
Han trak vejret dybt igen. Til sidst blev han for rastløs og rejste sig op. Gik om bag sin stol og lod hænderne samle sig om ryglænet. Han så over på Gabriel igen, vurderede ham et øjeblik.
"Vil du virkelig det her, eller vil du bare sidde og true mig og påpege hvor lidt mit ord er værd? Jeg har andet at bruge min tid på, så hvis dette er alt du har at give mig, er jeg ikke interesseret alligevel" bemærkede han koldt.
Ja, dette var måske en dårlig ide alligevel. Måske, hvis Gabriel havde været en mere medgørlig person. Men Sean ville ikke lade sig fornærme ved åbenlyst at blive truet - og så finde sig i det. Også selv om han kunne lege den store, ved netop at gøre det. Som om Gabriel ikke vidste bedre. Men det ville blot rykke balancen mellem dem yderligere og deres alliance ville alligevel gå i stykker på ingen tid.
Nej, ville en alliance overhoved holde mellem dem? Jo mere han så af Gabriel, jo mere tvivlede han. Men det havde også været et langt skud i tågen. En mulighed, som Sean havde ønsket at afprøve. Han kunne sikkert klare sit kun med Fenrer alligevel.

Well, man kunne ikke skubbe en hest til truget, hvis den nægtede at drikke. Alt dette havde været spild af energi. Hvorfor Gabriel nægtede at møde Sean på en lige fod og lade en alliance gå mellem dem, vidste han ikke. Men mandens mistro til alt - og manglen på viljen til at tage chancer - ville ødelægge mandens egne chancer. Det skulle manden nok indse før eller siden.
Alligevel irriterede det hele Sean. Selvfølgelig. Det var gået godt i starten, så hvorfor Gabriel virkede til at være vendt på en tallerken, var Sean en gåde. Måske var manden ustabil...Selv de ih-så-gode engle kunne vel falde ned fra deres hylder.

Sean trak vejret dybt og rettede sig op. Han rettede let på sin skjorte og lod en hånd glide igennem det mørkebrune hår. Blikket glide over rummet en enkelt gang, før det gled tilbage til Gabriel.
"Jeg ved ikke hvad du påstår du ved noget om" bemærkede han kort. Et øjenbryn gled sigende op i panden på ham.
"Men jeg føler ikke selv jeg er skyld i at dette ikke blev til noget. Tværtimod mener jeg selv at jeg kom med gode muligheder for at dette skulle lykkes. Den eneste grund til at jeg kan se hvorfor du ikke vil acceptere alligevel, når vi nu startede så godt, er fordi jeg er dæmon. Og så siger man dæmoner er de mest fordomsfulde. Det klæder ikke englenes ry" bemærkede han roligt og overraskende neutralt.
"Du ville aldrig være med til det her. Du har leget med mig fra starten" Et svagt smil gled over ham. Ikke at han respekterede englen fra det. Tværtimod. Det var et stykke tid han havde følt sådan et...koldt had...Mod nogen som helst.
"Du er ikke velkommen i min by. Hold dine fjerede venner væk derfra, eller jeg vil jagte dem. Hvis du nogensinde skulle skifte mening, eller indse hvorfor du selv har ødelagt noget af alt dette, er jeg åben for en undskyldning" Smilet voksede lidt, som Sean vendte sig om og ville forlade lokalet.

Sean trak vejret dybt, som han kunne høre englens råb igennem kroens gange. For at undgå en større scene og slippe af med sin nye plageånd, valgte han at stoppe op midt på trappen og se op mod englen. Vagterne var anspændte og flere af dem havde allerede hånden på deres sværd. Ikke at Sean stoppede dem i det. Hvorfor skulle han? Englen havde vist sig som en der vendte på en tallerken hele tiden. Sean følte ikke det mindste at han kunne stole på manden.
Lige nu sagde manden undskyld...Og om lidt ville der komme en ny trussel. Var det sådan legen kørte? Et eller andet sted var Sean faktisk lidt nysgerrig for om det netop var sådan det fungerede. Når Sean - rent naturligt - følte en voksende irritation af englens selskab, måtte følelserne også gå den anden vej. De var ikke bare to modsatte racer. De var definitionen på forskelligheder. At arbejde sammen var allerede en ret abstrakt ide. Måske Gabriel blot ikke havde kunne tackle sin irritation lige så vel som Sean havde kunne og se logisk på situationen. Uerfaren...Ja, det behøvede manden ikke sige to gange. Sean havde mærket det lige fra starten.

Han rømmede sig svagt, som han vurderede situationen. Om der overhoved var noget at komme efter længere. Mon ikke Fenrer og hans egen styrke var nok? Alligevel. Selv om Natalie aldrig kunne se eller forstå ideen i det, var der noget ved at slæbe englene med. Blot symbolværdien var stor: Han havde opnået noget ingen anden dæmon hverken ville gøre eller formentlig have meget succes med. En alliance med englene, hvor kortvarig den end måtte være. Dæmonerne var egoistiske og ville gå til store længder for at opnå deres mål. Seans mål var at fjerne Natalie fra sit liv, på den ene eller anden måde. Englene var en måde at nå dertil. Men ikke til en uhørlig pris. Der var Sean stadig for stolt.
At behandle Gabriel som en ligeværdig var for længst falder ud af vinduet. Ikke at han direkte ville undervurdere manden...Men den måde han tiggede Sean om en chance til, mindede ham om folk der ville gøre hvad som helst. Og det var en situation Sean som regel var god til at udnytte. Som regel på en måde hvor Sean fik sin vilje...Og den anden person fik ingenting. Hvorfor skulle i dag være anderledes?
Med en plan og et svagt smil så han op mod englen igen. Efter et øjebliks tøven trådte han op af trappen for at komme englen i møde igen. Med en hånd på en af vagternes skulder lod ham dem vide, at de for nu skulle blive hvor de var. Men deres opmærksomme blikke var stadig rettet mod Gabriel.
Han rømmede sig svagt.
"Jeg er villig til at undskylde dig denne fornærmelse og upassende opførsel igennem en tjeneste. Hvis du opfylder mit ønske, vil du være fuldt tilgivet og vi kan igen diskutere en alliance. Dine ord skifter hele tiden...Jeg har brug for at se hvem du er igennem handling" bekendtgjorde han i en bestemt tone.
"Måske kender du Natalie? Ellers lad mig opsummere hende for dig. Hun er dæmonernes leder, fanget i en barnlig skikkelse og et barnligt sind. Men ikke desto mindre stadig farlig. Jeg har et mellemværende med hende, som jeg ønsker en løsning på. Min løsning er at samle allierede der vil gå i kamp med mig. Enten en-til-en, eller med en hel hær. Jeg tvivler på hun kan tilkalde alle dæmoner på kontinentet, trods alt, så at få hende smidt ud af Doomsville og få hende til at indse hun ikke kan koste rundt med mig, burde ikke være så svært. Mit ønske er at både du og kongen af Sunfury kommer mig til hjælp. Kongen er allerede mere end motiveret...Men spørgsmålet er om du er?" han så på Gabriel et øjeblik.
"Som jeg sagde tidligere, var min fjende formentlig også en fjende af dig selv, uanset om I kender hinanden personligt eller ej. Hvis du hjælper mig med dette vil englene også selv stå stærkere. Der vil være en dæmonisk raceleder mindre at tænke på" tilføjede han sigende. Der kunne altid dukke en ny leder op, eller Natalie kunne kæmpe for at beholde sin titel. Sean var sådan set ligeglad. Han ønskede ikke selv titlen. Han ønskede blot at give hende sparket. At dræbe hende var heller ikke helt udelukket fra hans side af.
Spørgsmålet lige nu var dog om Gabriel kunne stå bag Sean i handling, frem for ord...Eller om de fortsat helt skulle droppe det her menageri.

Sean nikkede svagt og lod blikket gled ned over manden et øjeblik, som for at vurdere alvorligheden af det givne løfte. Men om manden her virkelig tog det alvorligt eller ej måtte tiden vise.
"Det kommer heller ikke til at ske lige med det samme" bekræftede han roligt, før han med endnu et nik lod vide at de havde en aftale. Så langt så godt. Da der ikke virkede til at være mere at sige, vendte Sean og gik ned af trappen igen. Halvvejs stoppede han op og vinkede let mod Gabriel.
"I så fald...På gensyn"
At kalde det her en fornøjelse ville være at trække den. I stedet fortsatte Sean ned af trappen. Hans vagter trængte til forfriskninger, og han trængte til at gå rundt i byen og blive bekendt med den igen. På et eller andet tidspunkt burde Genevira dukke op. I morgen kunne de alle begynde den lange tur hjem.

//Out