How well do you know yourself? - Raziel

Sted: Vetis' "hjem"
Tid: Sen morgen
Vejr: Fugtigt og regnfuldt

@Raziel

Blå øjne... blide... gennemtrængende. Så dybe og så lattermilde... et hav af blåt. Det er trygt og det er sandfærdigt. I dette hav føler han ingen smerte. En stemme kalder ham ved navn... så beroligende og varm. Han ønsker at kalde tilbage, men han indser at han ingen stemme har. Han rækker ud - strækker sig så lang som han er. Han griber efter hænder vis varme han aldrig har følt, men som han altid har higet efter. Han kan ikke nå. Han er fanget i et hav af mørke vis dybde ingen grænser har. Det har ingen ende. Han kæmper imod for ikke at synke længere ned, men lige lidt hjælper det. Mørket nægter at give slip. Det giver aldrig slip i dets tav på ham… Mørket ejer ham og han er magtesløs imod det, men vis blot han kunne fange lyset. Hans lys som står og venter på ham med udstrakt hånd. Vis bare han kunne række lidt længere ud… bare lidt mere…

Tårene vælder op i øjnene på ham, og ætser hans kinder. "Are you crying, little monster?" er der en anden stemme som siger. Den er hånlig og han ved ikke hvor den kommer fra. Han ved ej heller hvem den tilhører, men han kan ikke lide den... den vækker kulde i hans bryst og den får hans læber til at bævre. Flere tårer vælder op i hans øjne, og han prøver febrilsk at holde dem tilbage. Det brænder og han mærker hvordan hans øjne begynder så småt at smelte. Han blik begynder at fyldes med blod og hans verden bliver nu mørkere og mørkere - men lyset er der stadigvæk. "What good has hopeing ever done for you, little monster?" spørger stemmen ham. Han ønsker at ignorere den. Forbande den langt væk og blot kæmpe videre... men, han kan ikke lade være med at tænke - tænke på den grumme sandhed som den indebærer. Hans tanker florerer i hans hoved imens at han krop sunder længere ned... og forgår.  

"What good has crying ever done for you, little monster?"

"What good has fighting ever done for you, little monster?"

Stemmen bliver ved, og der er nu ingen anden lyd end de endeløse spørgsmål. Spørgsmål som han ikke ønsker at besvare... Spørgsmål som han ikke ønsker at tænke på, men nu fylder det alt. Kun hans ansigt ligger nu i overfladen. Han prøver at skrige, men ingen lyd kommer ud... Dog håber han stadigvæk. Det ligger ham i brystet som en lille spruttende flamme. Den nægter at gå ud. Den kæmper stadigvæk uanset hvor håbløst det hele virker til at være. Den vil ikke dø...

"Still hoping I see... But, what is there to hope for... You hope and you hope, but nothing ever comes your way. You don't deserve it... You don't deserve anything." Flammen sprutter i protest, men lige så stille bliver den mindre og mindre. Den flimrer fra side til side, og den tigger og beder. Han må ikke give op, men stemmen fortsætter.

"You don't deserve the endless blue of their eyes... You don't deserve the warmth of their voice... you don't deserve the touch of their hands..." for hvert ord synker flammen længere og længere ned. Den er næsten ikke til at se mere, men den er der.

"It's no use, little monster. Look, your light has already given up upon you... it has left you..." Han kigger sig omkring og kan ikke længere se noget. Hans lys er væk. Alt er væk... Han er blind og alene. Flammen dør og han forbander lyset langt væk. Forbander det for at have efterladt ham i mørket. For at have givet ham varmen for blot at efterlade ham kold... for at have efterladt ham håbløs og alene... for... for at...

Han forbander sig selv, for inderst inde ved han godt hvorfor lyset har forladt ham. Det var lige som stemmen havde sagt, han fortjente det ikke... Han var et monster, og til monstre tilkom kun mørke og smerte. "That's right, little monster. You finally see the truth..." Det gjorde han. Han så endelig sandheden nu og lod sig forsvinde væk i mørket. Her ville han blive for altid og aldrig mere kæmpe imod. Det var hans mørke nu... og aldrig mere ville han søge mod lyset.

"I'll be waiting for you... always..." lød en stemme. Næsten en hvisken men så kraftigt at det rystede hele hans væsen. Håbet brændte i hans bryst igen med sådan en itensitet at mørket forgik og forsvandt. Alt omkring ham var lyst og varmt. Han vidste ikke hvilken vej han skulle gå, for hans øjne var stadigvæk blinde... men fremad skulle han og fremad gik han... fremad mod hvorind hans lys måtte være - for han ville finde det. Han måtte finde det... Uanset hvor længe det end måtte tage ham skulle han nok holde sit lys igen...


Vetis vågnede med en underlig let fornemmelse i hans krop. Han følte sig udhvilet for første gang i lang tid efter hændelsen med Icarus. Efter hvad end der måtte have været sket den dag, havde Vetis haft mange hvileløse nætter. Det irriterede ham at han ikke kunne huske det, men mest af alt var det foruroligende. Han havde ikke vidst hvad han havde, skulle gøre af sig selv, men han havde vidst at det var bedst at holde sig på afstand med englen... hvilket ikke have været så svært igen siden at englen var låst inde. Han havde kun set ham de gange han havde, skulle tage sig af ham, såsom at fodre ham og sørge for at han ikke døde. De gange havde han beordret englen til ikke at give lyd fra sig og lukket øjnene. Vetis havde haft svært ved at se på Icarus' øjne og høre på hans stemme. Der havde været noget foruroligende ved det... og dermed havde Vetis prøvet at sætte en stopper for det. Det nemmeste ville dog have været at flå tungen og øjnene ud på ham, men Vetis havde haft en plan. En plan som han havde planlagt i noget tid, og han skulle desværre stadigvæk bruge Icarus' øjne og tunge til det. De dage han havde haft det værst havde han fået Malakir til at tage sig af englen. Det havde hjulpet en del, og nu var alle forberedelserne klaret - og Vetis selv var klar. Så kunne planen endelig føres ud i verden. De skulle nok blive godt og Vetis smilede nu ivrigt efter at komme i gang. Han manglede bare lige dagens stjerne, så han gjorde sig klar og satte mod der hvor Icarus blev holdt fanget.

Tomheden.. Ensomheden.. Rastløsheden.. Alt blev mudret sammen til hans liv nu. Var det her han skulle bruge resten af hans dage? Aldrig komme ud og mærke den friske luft i hans lunger igen, mærke vinden i hans vinger og den frie følelse af at flyve igen? Aldrig komme tilbage og hjælpe de børn, han holdt så meget af? Det var svært at sige. Han var en som altid holdte håb, men selv for ham selv.. Begyndte det at briste. Han havde ikke tal på hvor længe han havde været her nu. Det var svært at sige, i det lulle rum, som var hans.

Flere gange gik han ned af sengen, gik rundt langs væggene og bare-.. Gik i cirkler. Nogen gange satte han sig ned. Nogen gange lå han bare i sengen, i hvad der måtte være timer.

Hans lille indre lys vågnede kun når Vetis kom derind-.. Men han måtte intet se eller sige. Malakir skræmte ham, så han trængte altid langt væk i rummet, når den dæmon kom ind. Vetis-.. Han ville vide mere, finde ud af mere med ham. Men efter sidste gang? Han var bange nu, han ville ikke skade sig selv-.. eller Vetis. Hvilket var mærkeligt. Den blonde mand, var jo hans fanger?..

Disse tanker hjemsøgte ham meget for tiden. Hvorfor følte han sådan her? Det var farligt, han skulle stoppe med det. Han skulle!

Denne dag vågnede han op i sengen og rullede bare om på hans mave.. Han strakte hans lange slanke krop ud.. Som normalt var veltrænet-.. Men på det sidste havde hans muskler forsvundet lidt. De var ikke nær så fremtonede mere. Sådan var det jo, når man intet lavede eller kunne gøre. Han ønskede ikke at gå igang med at træne, fordi han ville så blive mere sulten, og måske ende med at skulle have mere at spise, og derved mere Malakir.. Nej tak.

Han lod hans vinger trække sig over ham selv, og gemte ham væk i en lille hule af hvide fjer. Langsomt krammede ham puden ind til ham selv, lukkede hans øjne og sukkede.

”Hvad skal jeg gøre..” Hviskede han lavt og mærkede tårerne presse sig på. Men han ville ikke græde mere.

Det tog ikke lang tid før stod udenfor døren hvorved at Icarus blev holdt fange - blot inde på den anden side. Hans krop føltes underligt tung igen, og hans hænder rystede let. Vetis skar en irriteret mine, og greb sig selv hårdt om den rystende hånd. Nok kunne være nok. Han skulle ikke stå og bævre i sit eget hjem! Der var absolut intet at frygte - især ikke med en tilfangetaget engel... Der var intet som kunne røre ham her... Lige foruden hans eget sind og yada yada... Vetis tog en dyb indånding og prøvede at få styr på sig selv. Han slog is i sine årer og mærkede hvordan alle følelser dæmpede sig. Hans hånd blev mere og mere stille, til den til sidst stoppede med at ryste. Han gjorde sig selv følelseskold og fokuserede på opgaven foran ham. Han havde trods alt ikke i sinde at lade alt hans arbejde gå til spilde, blot fordi at han havde svært ved at styre sit eget sind.

Vetis fik nemt låst døren op, og lige så fint og lydløst fik han trådt ind i lokalet. Der var som altid ikke megen lys, andet end det som Vetis selv havde medbragt. Han havde taget en lille fin olielampe som gav et svagt lys. Det var ikke meget, men det var nok for Vetis som selv var vant til mørket. Vetis smilede kort idet at han fandt Icarus næsten helt sammenkrøbet i sengen. Han så noget så ynkelig ud sådan som hans vinger omsluttede ham. Han mindede også mest af alt som en lille larve...
Vetis overvejede om han skulle give lyd fra sig og rømme sig, hvis Icarus ikke havde lagt mærke til ham endnu. Men på den anden side var der noget tilfredsstillende i at se manden forskræmt og ude af stand til at vide hvad han skulle gøre. I sidste ende valgte Vetis at stille sig midt på gulvet, få skridt fra sengen. Nu ventede han blot på Icarus' reaktion, vis der da kom nogen, vis ikke så havde han tænkte sig at banke kort på bordet ved siden af sengen.