Røre i andedammen (Genevira)

S: Doomsville, de fattige områder
T: Aften
V: Overskyet og let regn.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

August brugte det meste af sin tid i det fattige område af byen. De havde mere brug for ham, og færre spørgsmål til hans hjælp, end de rige havde. Det var sket. Sket, at han havde overvejet hvordan det ville være at arbejde for de rige. Flere penge, en større og finere klinik. Bedre tøj, flere ressourcer til hans projekt. Men...Men så meget over hans hoved. Han hørte ikke til i det lag, vidste slet ikke hvordan man skulle gebærde sig. For slet ikke at snakke om han aldrig ville kunne hjælpe de virkelig trængende. Og hvad angik hans projekt? Der var lige så mange - hvis ikke flere - væsner hernede, som der var deroppe. Måske en dag. Men ikke lige nu.
Med lægetasken i den ene hånd begav han sig igennem den sene aften. Jorden var smattet og fuld af små vandpytter. Dagen havde været grå og våd, som efteråret efterhånden gjorde sit indtog. I det mindste ikke de konstante uvejr, der endnu virkede friske i de flestes erindring.
Iført et par slidte støvler, der dog holdt hans fødder tørre. Et par bukser, en trøje og en slidt mørkebrun kappe. Den svage støvregn havde langsomt gjorde ham mere og mere våd, til dråberne løb fra hans brune krøller og ned over hans ansigt. Vejret var stille omkring ham. Vindstille og næsten helt deprimerende. Ja, han glædede sig til at komme hjem. Koble af, måske snakke lidt med Lori, inden han ville smutte i seng. Det havde været en lang dag, endda en død patient. Med efteråret kom der flere forkølelser og sygdomme som han måtte være forberedt på...Mon han kunne nå ud til skoven snart, plukke efterårets urter og bær til sit apotek?

August så på vejen foran sig, opslugt af sine egne tanker og generelle udmattelse. Det tog ham med overraskelse da en stærk hånd fløj ud fra en gyde og trak han hårdt ind i det mere tætte mørke. Han gispede efter vejret og hans hjerte hamrede øjeblikkeligt af chokket, mens hans hjerne i et øjeblik arbejdede hårdt på at forstå hvor han var og hvorfor. Hans blik landede med det samme på de tre mørke skikkelser omkring ham. Den kolde fornemmelse af metal mod hans adamsæble fortalte ham en del.
"Jeg...Jeg har ikke meget...."
"Stille. Tror du vi er her for at stjæle? De fattige har intet. Der er bedre steder end her" brummede manden ved siden af ham.
"Nej, vi er interesseret i helt andre ting. Der vil snart ske store ting i byen. Og til det får vi brug for hjælp. Du kan enten hjælpe os, doktor...Eller være imod os. Hvad bliver det?"
Med metallet mod sin hals føltes det ikke meget som et valg. Augusts brune blik gled rundt på de to andre skikkelser. Stille. Tildækkede. Han prøvede at trække vejret dybt. Hvorfor endte han altid i dårlige situationer? Denne gang ikke i forbindelse med hans studier. Nej. Denne gang fordi han var læge. Og hvem kunne ikke bruge sådan en?
Men uanset hvad manden snakkede om, havde August så noget valg? Uanset hvem han hjalp, så ville det stadig være folk der havde brug for hjælp...Selv om August havde på fornemmelsen at dette nok var mere kriminelt.
"Jeg har folk der vil lede efter mig..."
Manden grinte svagt.
"vi kidnapper dig ikke. Men vi vil holde øje med dig. Du siger intet og hjælper os når vi skal bruge dig. Der vil snart være et angreb på byen. En af vores mål er at komme af med den såkaldte hersker vi har. Som menneske må du også forstå hvor skadelig han er for os alle sammen. Sidder bare og kigger på, mens dæmoner og vampyrer jagter os alle sammen. Har du set de nyeste tilføjelser til hans lille menageri? Blodsugere..."
Manden spyttede vredt foran sig. Metallet pressede yderligere mod Augusts hals.
"Jeg har ikke noget valg, har jeg?"
Manden grinte som svar. Endnu med en stærk hånd om sin overarm blev August hevet yderligere ind i den mørke gyde, mod en ukendt destination.

Egentlig ville Genevira helst frabede sig nogensinde at bevæge sig i de fattige områder igen. Men faktum var bare, at det var det nemmeste sted at finde mad. Hvem skulle savne de her folk? Og havde de overhovedet særlig meget at leve for? Ikke som Genevira så det. Var det forkert at lade det komme an på hendes egen vurdering og ikke deres? Det tænkte hun overhovedet ikke over. Hun havde vel lige så meget ret til at spise som alle andre havde det. Mennesker var vel ikke ret meget anderledes for vampyrer, end kvæg og grise var for mennesker vel? Så kunne man holde af nogen af dem, hvis lejligheden bød sig, men faktum var, at resten var fødevare. Og måske vigtigt af alt. Hvis nogen af de vigtigere borgere i samfundet begyndte at forsvinde, ville folk stille sig undrende og begynde at undersøge det. At en eller hernede forsvandt, ville ingen overhovedet tænke over. Så altså var det blevet her Genevira primært fandt sin mad. Hey, hun sagde om ikke andet pænt tak til, hvad andre ville kalde ofre...og hun ville...øh....hvorfor var der ikke et godt ord for det, der fik hende til ikke at lyde forfærdelig? Ugh.
Aftenen var allerede træls. Ikke nok med at det regnede og hendes tøj så småt var gennemblødt, så havde nogen åbenbart snuppet hendes mad. Nu havde hun ellers fulgt ham i godt og vel en time. Hun kunne egentlig godt have fundet andre alternativer, men...han virkede bare sundere end så mange andre hernede. Hvilke sygdomme kunne hun ikke potentielt slæbe med sig af alle de her slumfolk?....godt nok var hun ikke blevet syg ind til videre, men én gang skulle jo være den første og hvorfor skulle hun satse på sådan noget? Teknisk set, var hun vel allerede død én gang og hun havde ikke super meget lyst til at prøve det igen.
Og alligevel fulgte hun med, næsten lydløst henover byens tage og betragtede nysgerrigt, hvad det var, der hændte hendes, for nu, undslupene aftensmad nede på jorden.
Hun satte sig ned på tagryggen. Håbede ikke, at nogen af dem ville have grund til at kigge op, men aftenen var mørk og hendes, i øvrigt efterhånden dyngvåde, kappe var sort, så forhåbentlig kunne hun gå bare en smule i et med tingene heroppe. Så faldt noget hende ind. Èn af de folk, dernede virkede bekendt. Hun kneb øjnene tænksomt sammen og og forsøgte at huske tilbage. Pludselig meget mere koncentreret om selve manden med kniven end hun var af det fornærmende faktum, at vedkommende sikkert spildte hendes aftensmad udover brostenene lige om lidt. Først nu hørte hun rigtigt efter. Hun måtte bide sig i læben for ikke at grine. Troede de virkelig at de kunne....? Pfft, men måske skulle hun alligevel tage det her alvorligt. Om ikke andet var det som at sætte ild til en tændstik, da hun blev kaldt en del af et menageri. "Åh du skulle bare se, når jeg først flår struben ud på dig," mumlede hun. Tre af dem og én af hende. Ret dårlige odds, men de var trods alt mennesker og forhåbentlig havde ham lægen en skalpel eller noget nede i den taske der. Hun gøs ved tanken og fandt sit eget våben under kappen. Det kunne ikke engang rigtigt kategoriseres som et sværd, af hvad hun vidste. Det var et lille tyndt blad. Mere beregnet til at stikke nogen ned end at skære eller hugge i ting. Hun værdsatte det nu engang meget. Det føltes mere rent og elegant sådan. Og hun var...okay absolut ikke noget naturtalent i brugen af det, men ganske habil, hvis hun selv skulle komme med en vurdering. Ikke at hun nogensinde havde skulle stikke nogen ned med det.
Såfremt igen havde lagt mærke til hende endnu, fulgte hun med dem videre. Det var vel nyttigt, at finde ud af, hvor statsfjender holdt til henne. Hvis ikke dette lykkedes, måtte hun jo bare tage kampen op og håbe, at hun kunne få nogle gode stik ind, før hun måtte løbe sin vej.

August blev trukket længere ind i de beskidte gyder. De mørke gyder, der lugtede af affald og afføring. Der sjappede, når de gik. Med de høje bygninger, der som regel indeholdt mere end en lejlighed, der som regel var beboet af en alt for stor familie.
Var dette det triste sted han skulle dø? Han var ikke sikker. Han havde allerede overlevet så meget, at han ikke var sikker på han nogensinde ville komme sig over det. Hver dag var en kamp mod frygten, mod traumerne han allerede bar med sig. Kun skubbet til side af alle patienterne der havde behov for ham....Selv om at være en praktiserende læge aldrig havde været hans højeste ønske. Men det var et middel til at få penge, og han kunne både hjælpe folk og studere folk samtidig.

Kniven truede med at skære i ham for hvert skridt de tog. Hvor langt skulle de? De mødte kun få forhutlede skikkelser, der ikke engang kiggede op da de gik forbi. Reglerne var klare: Når du er i gyden, så bland dig ikke i andres ting. Det ville bare skabe problemer. Derfor undgik August normalt gyderne. I hvert fald de mørkeste af dem.
Han trak vejret dybt, som de endelig stoppede op foran en lige så almindelig og slidt bygning som alle de andre. En af mændene bankede på. 2 bank, 3 bank, 2 bank. Et øjeblik efter blev den åbnet på klem, der blev udvekslet lavmælte ord, før døren blev åbnet for dem alle. Og August blev ført indenfor.
"Her gemmer vi os. I hvert fald for nu. Vi har allerede et par syge, som vi vil have du skal se på. Hvis nogle af dem dør, så gør du også!"
Manden så surt på ham, fornemmede August - det var svært at se for de hætter de stadig bar. Men som døren blev lukket bag dem, faldt hætterne også, og kniven blev fjernet. Kun for at en ny hånd greb hårdt fat i ham, og første ham ovenpå til nogle værelser. Værelser af sovende og syge mennesker.
"Jeg...Jeg kan jo ikke love noget! Det er videnskab, ikke mirakler....M-men jeg gør mit bedste..."
Hans ord blev hurtigt druknet af den stilletiende trussel af kniven, der endnu engang stak til ham. Med opgivende positur gik han ind i det første værelse. Trætheden dunkede som en svag hovedpine i ham, men der var ikke tid til at sove først. Ikke når hans liv endnu engang var i fare...Han kunne vel trøste sig med at læger var praktiske at have, og der skulle mere til før de gjorde ham noget. Men det var stadig ikke de bedste arbejdsforhold at være under.
Med et suk satte han sig på knæ ved siden af en febervarm kvinde...

Letfodet og lydløs som en skygge fulgte hun med henover tagene. Følte sig egentlig ret godt kørende ind til nogen pludselig lukkede en dør et sted. Ved Del-shakas venstre testikel…det var jo ikke sådan her, det skulle ende. Hun var nødt til at finde ud af, hvad der foregik, så de kunne få sat en stopper for det. Om nødvendigt måtte hun og denne forskræmte læge vel bare slagte alle de involverede. Hun håbede ved guderne ikke, at der var for mange. Hun hoppede ned fra den lave tagryg, landede blødt på fødderne og ventede derefter en rum tid for at det ikke virkede, som om at folkene, der lige var gået ind i huset, blev forfulgt, hvis nu hun simpelthen var nødt til at gå over og banke på. Desuden var det nødvendigt for Genevira at bruge et øjeblik på at samle sig. For hvordan i alverden, skulle hun håndtere denne situation? Skulle hun bare rende op til borgen og advare Sean? Nej. Den tur ville tage for lang tid. Der var ingen der kunne sige, hvor hurtigt disse rebeller eventuelt måtte være i stand til at flytte sig til et andet sted. Hun kunne heller ikke gøre ingenting. Det ville være at lade en fare for freden gå fri og det havde hun ikke tænkt sig. Disse folk havde plaget byen for længe. Samtidig var hun dog usikker på, hvilke odds der ville møde hende, hvis nu hun bare braste direkte ind. Godt nok var hun vampyr, men selv hun vidste, at hun ikke var uovervindelig og hvis hun blev omringet af nok mennesker, der var ivrige efter at slå hende ihjel, ville selv hendes overlevelse nok være tvivlsom. Vagterne! Hun havde brug for vagterne. De vidste hvem hun var og at når det virkelig gældt, så skulle de tage hende seriøst.
Hun forsvandt ud af gyden. Gik næsten i et med mørket. Måtte gå et øjeblik ind til, hun fandt en vagt. Ordenshåndhævelse var en sparsom ting i byens fattige dele. Det måtte hun snakke med Sean om at få ændret. Hvis folket skulle stole på dem, var det nødvendigt, at de havde folk, de følte kunne beskytte dem, hvis de kom i problemer.
Hun prikkede til vagten, der mest af alt så ud til, at hun kedede sig bragt på den tomme gade. Kvinden var næsten ved at værfe hende bort med et affærdigende vift af hånden, som om hun blot var et eller andet rak. Det var tydeligt, at hun ikke var særlig bekvem med at være her. Det var de fleste ikke.

Før kvinden nåede at brokke sig lod Genevira dog hætten på sin kappe falde og det blev tydeligt for kvinden, da hun så ind under den bredskyggede kyse, at hun stod ansigt til ansigt med herskerens personlige tjenerinde. Hun tog sig sammen. Bukkede kort og ytrede kun et spørgende: ”Ja mam?”
”Jeg er blevet bekendt med et hus, der er hjemsted for en rebelcelle. Jeg stoler på, at de vil være bekendt med, hvilken fare det vil være at lade dem operere videre uforstyrret. Sammensæt Deres vagtkorps frøken og lad en ekstra mand løbe til borgen for at redegøre for, hvad der er fundet sted overfor lord Mcgivens. Jeg holder styr på dem ind til De og korpset er tilbage.” Det håbede hun i hvert fald. Hun gav kvinden instrukser på, hvor stedet var og gik derefter selv tilbage. Nu skulle hun bare være selvsikker. Hurtigt kom hætten på plads igen.
Hun bankede på døren på den mest autoritære måde, hun havde lært.
Den blev åbnet på klem og et forvirret ansigt stirrede hende i møde.
”Obligatorisk sundheds og sikkerhedsinspektion,” sagde Genevira i en tone så fast, at der ikke var plads til spørgsmål. Hendes øjenkontakt med manden på anden side af døren var ufravigelig, naglede ham nærmest til jorden. Genevira brugte al sin koncentration på at lægge sin evne bag sine ord.

”Så sent?” spurgte manden, der allerede virkede mere omtåget, mere skeptisk forvirret end direkte mistænksom.

”Du bor i en verden, hvor en stor procentdel af befolkningen ikke kan gå i sollys og alligevel sætter du spørgsmål ved at vi gør vores arbejde? Blev du tabt på hovedet som barn? Efter uvejret og sygdomsudbruddet har vi oplevet flere huse som dette blev brugt som nødtørftige husninger til syge og skadede. Du vil vel ikke have flere sendt til efterlivet på grund af inkompetent arbejde, vil du? Guderne nåde dig, hvis du gør. For slet ikke, at tale om, hvad det vil koste jer i dette liv. Vil du rapporteres, så I aldrig kan arbejde igen?” Ordene dryppede af så meget giftig overlegenhed at manden krympede sig. Og næsten før han vidste af det, eller sådan syntes det i hvert fald, havde han åbnet døren.
Godt. For Genevira var allerede begyndt at have hovedpine. Hun skridtede ind i rummet på hvad hun håbede var en selvsikker måde. Så sig om, som om hun anede en skid om indretning af sygestuer.
Håbede, at vagterne snart kom.
Hurtigt fik hun øje på sin mislykkede aftensmad og slentrede i den retning. Hun burde redde ham ud, hvis hun kunne. Sørge for, at han ikke blev slagtet i krydsilden. Nok var læger uhyggelige, men de var en vigtig ressource, der ikke kunne gå til spilde, især nu.

Dr. Trott trak vejret dybt og prøvede at berolige sig selv. Hans blik gled over kvinden foran sig. Besværet vejrtrækning, feber...En luftvejssygdom. Han kiggede i sin taske og fandt en aflang pind frem, med et bredt stykke for den ene ende. Med den lyttede han til hendes vejrtrækning, men fik blot konstateret hvad han allerede vidste. Kvinden kunne ikke trække vejret ordentligt for væske i lungerne. Samlet af sygdom. Lungebetændelse, formentlig. Det var det næsten altid. Det kunne være et spørgsmål om tid før hun døde. Han kunne ikke gøre meget end at lindre hendes symptomer lige nu. Han havde ikke redskaberne til at tømme hendes lunger, eller de rigtige urter til at styrke hendes krop og vejrtrækning.

Han skulle til at gå videre til den næste, da han bemærkede en kvinde som ind i rummet. Det var svært ikke at bemærke det, for hendes tilstedeværelse var autoritær, og fik hans tilfangetagere til at trække sig tilbage, selv om det virkede som om de kiggede mistroisk efter hende.
Kom hun...kom hun herover?
Trott mærkede igen panikken fik hans hjerte til at slå hårdere. Var hun...En del af det her? Han skulle nok! Han skulle nok!
"Jeg gør mit bedste! D-Det lover jeg!"
Da hun kom tæt nok på, prøvede han at overbevise om at han skam gjorde alt han kunne. Han turde ikke se op på hende, som han i stedet prøvede at virke ekstra optaget, som han gravede rundt i sin taske. Var det...Ja, en salve. Den ville ikke gøre meget for kvinden, men det ville i det mindste se ud som om han gjorde noget for den syge, og så fik han forhåbentlig lov til at overleve lidt længere...
Han havde ikke hørt samtalen ved døren.

I guder doktoren var jo som en skræmt kanin. Genevira håbede ikke, at han ville være nødt til at skære noget af nogen, for et forkert snit med en lidt for rystende hånd og så ville nogen være døde. Selv forsøgte hun at undertrykke sit eget voksende ubehag blot ved det at nærme sig ham. Siden hendes ældre bror havde mistet foden var læger forbundet med frygt i hendes hjerne. En frygt man skulle respektere, men stadig uløseligt frygt. End ikke Dannika, Seans egen personlige læge, havde hun turde at nærme sig, de få gange, hun havde fået et glimt af hende, når hun var tilstedeværende på borgen. Sean havde desuden givet hende strenge ordre på ikke at gå i vejen for Dannikas arbejde. Hvem ville i det hele taget med vilje gå i vejen for en med en taske fuld af knive anyway?
Hun skridtede det sidste stykke over til lægen, der syntes at søge efter noget i sin taske, som han, ud fra panikken at dømme, ikke var i besiddelse af. Eller måske var det bare angsten ved at arbejde under tvang. Tja, hvis han spillede sine kort rigtigt, ville han i hvert fald ikke arbejde med kniven for struben så længe han holdt sig på den rigtige side af konflikten.
Han stillede sig ved hans side. Lyttede til den døende kvinde rallende, besværede vejrtrækning med væmmelse. For det var hvad hun var, døende, det ville ingen salve kunne hjælpe på.
Hun vendte sig rundt og sendte lægens tilfangetagere et visnende blik. Ikke så meget fordi hun bekymrede sig om hverken ham eller de syge, faktisk næsten overhovedet ikke. Nej hun købte blot vagterne tid til at nå herhen.

”Hvad i alle gudernes navne er i for et sygested, der har en læge til at arbejde for jer og så ikke engang skaffer, det han har brug for, for overhovedet at kunne hjælpe jeres syge? Magen til idioter, skal man da lede længe efter! Træd dog i det mindste tilbage, så han kan arbejde uden jeres bakteriebefængte ånde i nakken. Utroligt, hvad man skal fortælle folk nu om dage,” hvæsede hun.

Hun ventede til de trak sig lidt og til hun og doktoren igen begge kunne stå bøjet over lægetaskens indhold. Hun talte til ham uden at se på ham, at have gået med kyse der omsluttede hele hendes ansigt, så hun stort set ikke kunne se fra siden hele sit liv gjorde det til en selvfølgelighed og derfor ikke uvant. Hendes stemme var dæmpet. En hvisken kun for hans ord.

”Når de kommer, så gå ikke i vejen, men forsøg heller ikke at gemme dig, sig at jeg har svoret for dig,” sagde hun kryptisk.
Ventede ivrigt på lyden af fødder udenfor.