Mulig alliance?? Rafaela, Natalie og Genevira - Afsluttet

Rafaela kunne vende øjne af dæmonen som hun snakkede til Jake og da hun fortalte hun havde familie i byen kom det faktisk ikke helt bag på hende for hun havde jo også familie i Doomsville og Sunfury så der var ikke noget underligt i, at man havde familier flere steder i denne verden og Rafaela havde det jo selv sådan hun hellere ville tage imod hjælp fra Luce som boede i Doomsville end fra Natalie og for den sags skyld brød hun sig ikke rigtigt om Sean så det ville kun være i aller nødstilfælde hun ville tage imod noget derfra. Hun havde dog fortsat holdt sin rolige facade imod dæmonen og vampyren haft et roligt blik på dem.
Rafaela kiggede roligt på dæmonen "Tror vi alle på et tidspunkt har set og oplevet noget der er værre end landevejsrøvere, men jeg ønsker fortsat at de får en behagelig rejse hjem" sagde hun roligt til dæmonen og det var helt bevidst hun ikke ville sige hendes navn for Rafaela vidste godt med sig selv hun nærmest ville spytte navnet ud som om det var en meget grim smag i munden og hun ville fortsat holde sin rolige og venlige facade oppe.
Da vampyren snakkede til Rafaela kiggede hun fra dæmonen og over til vampyren fortsat med sin rolige facade og et venligt glimt i øjet "Alle ville ærgre sig hvis I kom noget til under rejsen og jeg er skam sikker på i kommer sikkert hjem" sagde Rafaela venligt. Rafaela var blevet så venlig og mild som om man skulle tro nogen havde fordrejet hendes hjerne i den tid hun havde været væk. Rafaela kunne dårligt nok selv huske hvornår hun havde været så rolig og mild og holdt sine egne tanker og følelser nede. Sidst hun nok var så langt ude var da hendes far mere eller mindre havde magten over hende og fået hende nærmest hjernevasket.
Rafaela kiggede efter gæsterne da de gik ud af døren med et venligt blik og en rolig facade. Rafaela blev stående inde i mødelokalet da hun ikke ville følge dem helt til døren da dæmonen jo så fint sagde hun ikke var fruen på borgen og ikke var noget så skulle hun heller ikke have den respekt eller anerkendelse på sin hjemrejse.
Hun kiggede på Jake i tilfælde af, at han blev i lokalet hos hende med et blik der sagde hun aldrig ville kunne samarbejde med dæmonen og derfor hellere ville blive halshugget og få hovedet sat på et spyd end at arbejde under eller med dæmonen.
Rafaela gik ud i det bagerste stykke af haven hvor der var plads til at forvandle sig i. Hun havde en ide om at Jake kom derned til hende eller var fulgt med hende og evt også Darren var gået med for Rafaela havde virkelig nogle følelser der igen skulle ud af kroppen samtidig med hun vidste Jake havde en helt del der skulle brændes af inden han kunne falde i søvn.

//MÅSKE out//

Hvis ikke Natalie havde haft så travlt med at komme ud ad døren, havde hun muligvis bemærket det sært dukkeagtige udtryk, som var faldet over Genevira. En facade, som dæmonen helt bestemt ville have syntes om. Derfor var Rafeale og Jake ’desværre’ de eneste, som fik æren af at møde det syn. Natalie værdigede dem i hvert fald ikke så meget som ét eneste unødvendigt øjebliks opmærksom, så snart hun vendte ryggen til lokalet, hvor resten befandt sig. Derimod fangede dæmonens skarpe øjne hurtigt den unaturligt tomme gang, som mødte dem. Stilheden var næsten overdøvende – så man bort fra lyden af skridt i det fjerne, som lød til at være på vej væk. Egentlig var roen kærkommen efter et møde med dét lydniveau, men det føltes alligevel… forkert. Uprofessionelt. Specielt efter, at de blev ved med at gå, og til Natalies store overraskelse endelig stødte på den støvede, gamle butler ved udgangen, som det eneste stykke tjenestefolk på hele turen. Efter en rum tid, hvor intet lod til at ske, valgte Genevira endnu engang at træde i karakter. Vampyren forsvandt efter, hvad Natalie formodede, måtte være deres overtøj. I mellemtiden blev den lille dæmon stående og kigge op mod butleren. Hun sagde ikke en lyd, men lod blot de mørkeblå øjne grave sig dybt ind i mandens sjæl imens hun overvejede, om hun nogensinde havde set et væsen se så gammelt ud før. Dødelighed var sandelig ikke en køn ting. Da Genevira vendte tilbage, rakte hun op og tog imod kappen, som blev slynget omkring hendes spinkle krop. Natalie var både stærk og gammel, men det betød ikke, at det var rart med kolde natteluft bidende imod hendes blottede hud. Hvor Doomsville havde en naturlig tendens til at være fugtig året rundt, så var Dragons Peak kold på en måde, hun ikke var vant til. Dette var selvfølgelig ikke noget, som hun gav udtryk for, men kroppen sukkede alligevel tilfreds ved følelsen af det bløde stof, som omringede hendes krop. Dæmonen overvejede kort at kommenterer på hans gudesnak, men orkede egentlig ikke flere spydigheder denne nat, så hun nøjedes derfor med at nikke let mod butleren ”God aften, sir.”, hvorefter de begyndte turen ned mod familiens slot.  

Turen mod familieslottet den nat var for Natalies vedkommende forgået i stilhed. De blå øjne havde hvilet mod stenene under dem med et alvorligt udtryk, men udover det havde der ikke været mange kommentarer fra hende. Munden havde i stedet gemt sig bag det tykke stof, og skuttet sig for vinden det meste af turen. Gruppen var atter blevet modtaget med åbne arme, da de genfandt sig på neutral grund, og selvom større dele af dæmonfamilien havde trukket sig for natten, så var der stadigvæk rigeligt med folk, som var klar på en snak eller en kop te, hvis Genevira fandt det interessant. Natalie havde derimod hurtigt trukket sig, hvilket familien lod til at respektere. Hun havde ligeledes budt Genevira godnat, og kommenteret let på, at vampyren havde gjort et fint stykke arbejde. Og så var hun væk.

Natalie var væk helt indtil et godt stykke oppe af eftermiddagen, den efterfølgende dag. De ville være sikre på, at der var mindst mulighed risici involveret for Geneviras vedkommende, så derfor var det blevet besluttet, at de rejste ved solnedgang. Familien tilbød parterne at blive længere, men Natalie havde afvist, med undskyldningen om, at de havde rigeligt med rejse foran sig, og det var vigtigt at få ordet hjem omkring mødet. Deres karet var blevet pakket, rigeligt med proviant, souvenirs, gaver og andet godt blev stablet til den helt store guldmedalje, og afsted kom de omsider – med hele dæmonfamilien samlet ude foran palæet til at tage afsked. De havde reddet i stilhed et par timer før, at byen omsider lod til at være intet mindre end en prik i horisonten. Først der brød hun stilheden.

”De UFORSKAMMEDE væsner! Magen til mangel på manere – nej, på simpel opdragelse – I guderne, hvor ville jeg ønske, at de måtte-…”

Og sådan fortsatte hun for en lille stund. Al raseriet der ikke havde kunne bades, spises eller soves væk fik luft for en stund. Endelig, da der ikke lod til at være mere krudt i den lille skikkelse, sank hun sammen i sit sæde igen, blot for at lade øjnene lande på vampyren overfor sig. Et lille prøvende øjenbryn løftede sig, og med en langt roligere udtryk, var det tydeligt, at hun afventede en reaktion fra Genevira. Poppy derimod lod mest til at have lyst til at flyve ud ad nærmeste vindue. Og sådan fortsatte hjemrejsen. På en og samme tid langt mere afslappet end turen derud, og alligevel – hvis Genevira valgte at kvittere med lidt af sine egne holdninger – langt mere oprørt. Dette ville blive et møde, som ingen af parterne nogensinde ville glemme. Og det ville Natalie gøre sit ypperste for at sikre – i hvert fald for sine modparter.

// Out //

Efter gæsterne var gået så Jake en anelse forvirret på Raf. Hvorfor var der så stille i gangen? Der plejede altid at være mindst en tjener i nærheden af dem. Hans umiddelbare gæt ville være at tjenestefolkene var bange for gæsterne og ikke ønskede at være nær dem, men han var ikke sikker.
Blikket Raf sendte ham var ligeså tydelig som havde hun sat ord på det, og han nikkede roligt. Han var også sikker på at det aldrig ville blive til noget af den vej. Måske skulle han få stablet noget på benene med kongen, eller var det kejseren, af Sunfury og Elverne. Men lige nu trængte han til at komme af med nogle aggerrationer, hvorfor han fuldte med Raf udenfor. Om de tog det i denne eller drageformen var ham underordnet. Så længe de fik afløb for deres vrede.

Darren så roligt efter parret og smilede skævt. De er sku noget for sig selv. Godt jeg befinder mig på deres gode side. Han gik hovedrystende ind på arbejdsværelset og skrev hurtigt noter ned om hvad han havde oplevet med dæmonen, inden han gik hjem til sig selv for at få lidt søvn.

Rundt om i borgen begyndte tjenestefolkene at finde tilbage til deres normale arbejdsgang. Men mange var rystet over den måde gæsterne havde opført sig på.

//Out - Raf har tilladelse til godmode//

// Rafaela har ikke ønske om at tilføje noget, hvor med emnet er slut. //