Forgiveness and reforming the bond ~ Rafaela

Dag: Torsdag
Vejr: Tung regn og hård vind.
Sted: Minotaris, havn og yderste bydel
Omgivelser: Husene som holder last og de skibe som er trukket op, eller som er til reparation

@Rafaela

Efteråret havde ramt Minotaris. Flere storme havde ramt øerne flere gange og kun de modigste vovede sig ud og trodsede stormene. Raco havde nu en datter som han skulle beskytte, men med Turm i billedet kunne det ikke gå galt. Det skræmte ham hvor meget Turm og Seuzan lignede hinanden, men deres personligheder var forskellige.

Raco stod og så ud på den silende regn. Stormen havde startet tidligt om natten, så mange skibe var i havn og ventede på at det stoppede. Hvilende mod Racos brystkasse var der en lille pige svøbt i et varmt tæppe. Hendes sorte hår var krøllet og hvis man så godt efter kunne man se øjenfarven som var et mix mellem hendes forældre.

“Intet nyt, kaptajn.” En af de yngre besætningsmedlemmer kom hen. “Vi kan kun håbe at din søn er i sikkerhed på Devil’s Lagoon eller en anden ø.” Raco nikkede mens han så ud over havnen. “Turm er smart, og så er hans forfader derude, Gabriel vil helt sikkert sørge for at han er sikker.”

Rafaela var på vej til Minotaris for, at snakke med Raco. Hun var blevet så rasende efter sidste alliancemøde Jake havde afholdt med det hun ville betegne som et pattebarn som var dæmonernes leder. Rafaela kunne ihvertfald ikke fordrage hend eog hun havde dengang bestemt sig for, at modarbejde Jake hvis han indgik et samarbejde med hende, men det havde han heldigvis ikke. Det kunne godt være, at Raf ikke havde været til stede ved hele mødet, men i den periode hun var rasende og rassede ud havde hun overvjeet tanker som at opsøge sin far igen som hun vidste ville distruere hende til ukendelighed psykisk, men hun havde også bestemt sig for hun ville kontakte Raco uden Jakes viden for at begrave stridsøksen hun havde med ham og så derefter prøve at få en alliance med Raco op, at køre for hun vidste det ville kunne gøre en del for Jake i sidste ende. Grunden til, at Rafaela ikke havde fortalt Jake om hendes plan var for, at hun kunne tage snakken med Raco først og begravet hendes vrede til den mand som ikke havde holdt sit ord overfor hende og havde endda fået hendes mage til, at være hende utro som hun stadig havde svært ved at tilgive måtte hun begrave langt væk og ville det ikke lykkes at begrave stridsøkserne havde hun ikke startet nogle forventninger hos Jake som gik hjemme og troede hun var på opgave med sin klan.
Under rejsen til Minotaris som havde foregået i hendes drageform med flere stop undervejs for, at hun kunne få lidt energi til resten af rejsen. Det havde taget lidt længere tid, at rejse derned end planlagt pga vejret, men pga hendes rustrationer efter mødet havde hun kæmpet sig igennem det.

Omkring eftermiddagstid landede Rafaela endelig ved Minotaris, hvor hun havde forvandlet sig tilbage til sin menneskeform og tog hurtig noget varmt tøj på. Hun syntes det var ret koldt så hun havde skruet lidt op for sine evner så det var på kanten til at flammer kom frem på hende for at få varme i kroppen igen. Hun gik roligt på havnen og kiggede sig omkring imens hun roligt gik hen imod kroen for at få sig noget vamr at drikke og spise.

Raco sad lænet tilbage i en stol. Han havde afleveret sin datter hos en af kvinderne som han stolede på. Kroen kendte ham og vidste at han var en af dem som hjalp med at holde stedet i live. En krus varmt øl stod på bordet fforaan ham og hans meste loyale mænd delte borde med ham. De yngre havde de sluppet løs i kroen for at de kunne nyde den fritid de havde før deres næste sejllads mod fastlandet. Maan kunne se aat der vaar nye ar på Racos arme efter kampe eller ulykker. Der var en aura omkring som skinnede af vagtsomhed og andre ting.

Kvinder kiggede ofte over mod ham med nysgerrige blinke. Det var kendt at han havde en bred vifte af slægtninge i fastlandet, svigerfamilie eller aff hans blod, var der ikke mange som vidste, men de havde set en ærkeengel og herskeren af Aquerne komme forbi. Men nu var han atter alene og ingen vidste hvordan de skulle nærme sig ham. De havde hørt at der var nogen som luskede sig rundt om ham i mørket.

Rafaela så ikke mange folk på havnen, men det gav også god mening for hende, at hun ikke så en masse folk for vejret var ikke just til at gå rundt udenfor i dette vejr. Rafaela gik med rolige skridt hen til kroen som udefra så ud til, at der var mennesker som hyggede sig og var der for, at få varme i kroppen eller vente på, at vejret blev bedre så de kunne komme ud og sejle.
Rafaela gik roligt ind i kroen, hvor hun langsomt sænkede for sin evne så folk kunne røre ved hende uden de brændte sig. Hendes tøj var dækket af en sort kappe med hætte som hun havde haft over hovedet, men som hun havde taget af kort tid efter hun var trådt ind på kroen.
Rafaela kiggede sig omkring og hendes blik ramte ret hurtigt Raco. På en måde lignede han sig selv og alligevel virkede han forandret i hendes øjne. Hun vidste ikke om hun skulle være vred eller lettet over at se ham da hun ikke havde forventet det ville gå så stærkt før hun så ham og så vidt hun huskede havde hun lovet sig selv aldrig at troppe op der igen, men når hun tænkte over det havde hendes planer aldrig holdt til punkt og prikke.
Hun gik hen og satte sig ved et bord i et hjørne lidt væk fra andre, men så hun stadig kunne holde øje med Raco. Hun havde ikke planer om, at snakke med ham før hun havde fået noget at spise og drikke også for at hun kunne styre sit temperament i tilfælde af det ville løbe af med hende.
En tjener kom hen til hende og tog imod hendes bestilling af the og noget brød. Tjeneren havde nikket og var gået igen.

Det var et eller andet som fik Raco til at lade sit blik glide gennem rummet i kroen. Blikket stoppede ved en velkendt skikkelse ofg pludselig føltes det som om en tørke havde lagt sig om hans hjerte. Detgjorde ondt og han vendte sit blik væk. Rafaela var en af dem som havde holdt kær, og han vidste at han havde fforrådt hende noget så grusomt. Han bed tænderrne sammen og rejste sig. Han følte sig stadig fopr svag til at kunne se hende i øjnene. Hun var trods alt på en måde haans dronning, så han tog den nemme beslutning; han ville træde ud før dette kunne blive akavet og ende i et skrige match. Han holdte stadig aff Rafaelaa, men Jake var ikke længere den han ønskede at dele hans liv med, for længst give hans resterende hjerte til Texian.

Et par af hans folk havde set hende og en sdank en klump. De havde godt hørt hvordan det nedte sidste gang og det var ikke kønt. Det hjalp ikke at Racos partner var ikke på øen og istedet for til et møde med Gabriello og Obi-Wan. De ældste rejste sig op og fulgte efter Raco som havde valgt at gå op til baren. Han bestilte en flaksde rom og tog den. “Næste omgang er på min regning!” brølede Raco og så på Rafaela med et blankt blik, før han vendte sig om og gik ud. Hvis det blev en kampo var det bedre at gøre det udenfor.

Efter lidt tid kom tjeneren ned til Raf med hendes bestilling hun betalte for det og begyndte at spise sin mad, men hun følte sig forstyrret af den lette summen der var dukket op efter hun var kommet. Hendes blik havde fulgt Raco hele tiden og hun kunne tydeligt se på ham han havde svært ved at se på hende ligesom hun havde svært ved, at se på ham uden det fik en masse følelser til at flyve rundt i hendes krop. Både vrede, foragt, had, skuffelse, sorg og glæde fløj rundt som om de ikke vidste hvilken følelse der skulle være fremme hos hende.

Hun kiggede ned i sin the efter Raco var gået. Hun viste ikke om hun skulle blive der og lade ham være eller om hun skulle følge efter ham. Hun brummede kort for sig selv før hun rejste sig op og gik udenfor og efter Raco "Skal vi få det overstået i stedet for det der bliver akavet. Stilheden mellem os Raco" sagde Rafaela på en måde som om hun nærmest havde opgivet det hun sådanset var kommet for at snakke med ham om. Hun blev stående med vinden blæsende imod sit ansigt så hun næsten ikke kunne holde sine øjne åbne og som fik hendes hår til at blive filtret. "Raco jeg er faktisk kun kommet for en ting og det er ikke kamp for det gider jeg ikke selvom følelserne nærmest skriger efter at flå hovedet af nogen, men den person er ikke dig længere nærmere tværtimod" sagde Rafaela stille og kiggede ned i jorden. Hun vidste ikke helt hvor hun ellers skulle kigge hen for det var som om hun nærmest blev flået i stykker indvendigt over de negative følelser hun havde for Raco, hvor de modsatte positive følelser prøvede at skrige imod og hendes fornuft der sagde hende dette er for Jakes skyld at hun begravede krigen imellem hende og Raco.

Han hævede et øjenbryn og så på hende. “og dog lyder din tone ret opgievden, min dronning.” sagde han og krydsede armene. Hans lange frakke nevægede sig i vinden som var hård og kold. Øjnene på den ældre Dracoianer var blanke for følelser, men han havde blikket låst på hende. “Men dette er vel ikke et høfligheds visit, er det?” spurgte han ogstillede sig i en mere hvilende position, med benene lidt fra hinanden, for at han ikke blev væltet omkuld i vinden. “Vi har ikke snakket sasmmen siden ballet som er ved at være en del tid siden. Jeg svor at jeg ikke ville visee mig mere i jeres synsfelt, og jeg har holdt den del.” sagde han. “Medmindre jeg gik glip af noget vigtigt?”

Hvis man kiggede nærmere på ham, kunne man se at der var et nyt mærke skåret ind i hans hud, mærket lå ved siden af hans afdøde sønners, men ulig deres var denne en klar blå. Og en klar orange var også kommet. Mærkerne var kendt for at marker hans børn, Han snakkede aldrig om tabet af de to første, men de to nye som er dukket iop, er hans største hemmelighed. “Hvordan går det i Dragons Peak?”

Rafaela grinte kort som om det var verdens største joke der kom frem da han kaldte hende for hans dronning. Det var ikke ligefrem sådan hun blev set på og siden mødet med dæmonernes leder og en tjenestepige for Sean McGivens havde det været lige før hun var gået tilbage til ingenting hos sin far. Hun rystede let på hovedet over tanken og kiggede på Raco med et blik der viste både glæde, frustration og noget der kunne minde om sorg. Hun lyttede stille til det han sagde før hun ville afbryde ham.
"Jeg er ikke din dronning og du skal ikke se mig sådan Raco. Men du har ret i det her er ikke bare lige for at komme og sige hej, men samtidig er det sikkert også spild af tid jeg er her" sagde hun stille og kiggede væk fra Raco et øjeblik for at samle sine tanker igen. Tankerne om festen og alt der var foregået i den periode efterfølgende gjorde stadig ondt på hende, men hun måtte grave sine egne følelser og tanker ned for at hjælpe Jake og hvis dette var en mulighed på længere sigt så var det, det værd.
Hun kiggede op på ham med det samme blik af forvirrende følelser som før "Det går fint. Jake havde et møde om en mulig alliance med dæmonernes leder. Ikke ligefrem fordi det gik så godt, men..." hun tav pludselig som om nogen holdt hende for munden for at hun ikke skulle snakke over sig. Hun trak vejret dybt for at tvinge sig selv til at snakke videre "Jake får brug for din støtte med tiden. For at det ikke rabler sammen om ham på et tidspunkt. Jeg er jo ikke ligefrem den bedste støtte når det kommer til andre som du jo ved, men du kan bare noget der som jeg ikke kan overhoved og jeg er villig til at begrave stridsøksen og se bort fra mine egne følelser fra det der skete dengang, hvis du vil give ham din støtte. I er jo trodsalt i familie kan man vel kalde det" sagde hun stille. Hun stod lettere uroligt som om hun kunne løbe væk fra sig selv og forsvinde.

Han rynkede brynene og gik over i en stilling som viste at hun havde hans fulde opmærksomhed. "Jeg vil altid hjælpe jer, om det er kamp, smugling eller andet. Jeg ved at min søn vil hjælpe jer også, hvis I kan finde ham det er." Raco sagde og krydsede armene over brystet. "Jeg holder til her, men jeg er stadig den pirat jeg var, og jeg har kontakter som ikke er bange for at gøre det beskidte arbejde." Et mørkt smil kom over hans læber. "Jeg ved ikke om I kender dem, men Allistor og Gabriello er gode venner at have, begge født til kamp og krig, men hvad kan jeg gøre for at hjælpe din mage?"

Rafaela lyttede stille til det Raco sagde til hende. Hun kunne godt se på ham, at hun havde fået hans opmærksomhed og på en måde brød hun sig ikke om at få andres opmærksomhed længere. Selv Blaike og Blaine som var hendes nærmeste i klanen som hun stollede 10000% på og som styrede det meste for hendes klan når hun ikke havde tiden eller muligheden for det, når de viste hende at hun havde deres opmærksomhed havde fået hende til, at ville stikke af fra det hele. Det blev tydeligt at se på Rafaelas ansigtsudtryk der var begyndt at blive skabt kaos oppe i hovedet på hende for de tanker som hendes far havde plantet i hende for flere år siden som hendes onkel havde hjulpet hende med at begrave var begyndt at komme op til overfladen igen og det var smertefuldt for hende. Hun lukkede sine øjne i forsøg på, at skjule de følelser som kom frem i hende, men hun vidste Raco enten var tæt på eller havde regnet ud der var begyndt at være kaos hos hende så hun åbnede dem igen og kiggede på ham. "Bare giv ham din støtte. Jeg har på fornemmelse der på et tidspunkt vil blive kaos imellem dæmonerne og draconianerne men også imellem Doomsville og Dragons Peak efter det møde og Jake har brug for nogle allierede. Hvordan du bedst kan støtte ham ved jeg faktisk ikke helt der er det nok bedre du snakker med ham selv det har du min tilladelse til. Jeg ved han har støtte fra en anden klan også" sagde Rafaela stille. Hun valgte bevidst ikke at fortælle ham hvilken klan det var for hun vidste ikke helt hvad Racos mening og tanker om hendes klan var og hun ville ikke fortælle ham at hun var lederen i tilfælde af at han ville flå hovedet af hende og sætte det på et spyd som ofte var det hun hørte fra slaveejere i byerne om det de vil gøre ved klanens leder.

Han krydsede sine arme over brystet. "Hvad gjorde I for at pisse Sean McGivens af? Jeg er kun klanleder så hvis I vil have hjælp se prøv at snak med Ærkeenglen som holder til på Devil's Lagoon, eller herskeren af den anden havneby, Aquernerne." Han så tankefuld da hun nævnte en anden klan. "Jeg ved ikke med klanerne heromkring, men der få som måske kan overtales, jeg ved ikke med min fødeklan, men der er en mulighed hvis det kommer til krig. Det kommer an på hvad der er sket, hvad der sker og hvor desperat I bliver." Raco var ikke synderlig glad for det rod som var opstået, men sket var sket. "Jeg burde nok få Cody og Obi up to date." mumlede han for sig selv, ved tanken om far-søn makkerparret som begge havde arbejdet med herskere før. Han så sig omkring. "Hvad med Fenrir, og elverne, der er så mange som I skal være opmærksomme på og sørge for at de ikke blander sig i stridighederne."

Rafaela kiggede ned i jorden igen imens Raco begyndte at snakke. Hun havde blandet sig i noget igen hun skulle holde sig udenfor. Det eneste der holdt hendes tanker bare lidt logiske var, at kunne hun få Raco og Jake til, at snakke sammen og have et godt samarbejde igen så lovede hun sig selv, at hun trak sig i baggrunden efterfølgende. Hun begyndte, at indse hendes far havde ret i det han gjorde dengang imod hende og hun bare skulle haft været der så skadet hun ingen andre end sig selv. Hun kiggede op på Raco med et lettere opgivende blik. Hun var så småt ved at opgive sig selv. Hun begyndte at fumle med sine hænder "Det bare en fornemmelse. Jeg er ikke ligefrem nogens kop the og heller ikke Sean McGivens. Tror den eneste grund til han ikke har dræbt mig endnu er på grund af min mor og mødet gik ikke godt overhoved" sagde hun stille. Det var tydeligt Rafaela tog alle fejl der foregik omkring sig som det var hendes skyld også selvom hun under det meste af mødet ikke havde været der, men hun havde været der fra start og til slut.
Hun bakkede lidt væk fra Raco som om hun følte hun ikke skulle tale med ham og bare høre efter. Hun hadet hvordan hendes hjerne var igang med at køre hende ud på et sidespor. "Raco...Jeg har selv tænkt tanken om din fødeklan, men ved også de ikke vil støtte Jake og nærmest villigt går imod ham for, at destruere ham og mig, men har endda overvejet at kontakte dem og lade min frihed og det hele forsvinde for, at de vil støtte ham" sagde Rafaela stille og kiggede ned i jorden igen. "Synes du selv skal snakke med Jake om hvad der skal ske og hvordan det takles bedst. For som jeg sagde før du er bedre end mig og en bedre støtte for Jake..." sagde Rafaela og lød som om hun var tæt på, at bryde sammen psykisk. Hun kiggede bedende op på Raco "Vil du være sød og tage til Dragons Peak og snakke med Jake om hvad der er klogest at gøre? Jeg vil ikke blande mig i hvad i bestemmer. Jeg gør bare hvad I beder mig om" sagde hun stille.
Jo mere hun tænkte over og lyttede efter hvad hun selv sagde var det tydeligt hun måtte tage hjem til sin onkel snarest muligt for at få styr på sine tanker inden hun ender ud i at gå tilbage til Zero eller lede efter hendes far og slutte sin frihed og selvstændighed der.

"Nu lytter du. Du er Jakes mage, du burde stå ved hans side og ikke gemme dig væk. Jeg har intet at skulle sige om hvordan i reger og alt det shit." Racos øjne glintede med vrede. "Du er sammen med Jake og herskerinde til Dragon's Peak. Start med at opfører dig som en. Du skreg og råbte af mig da jeg flygtede, jeg er mere end villig til at gøre det samme og låse dig inde i et rum med jake indtil dette er løst, Savvy?" Han viste tænder og fnøs. "Jeg vil mødes med ham, men min plads er i Minotaris, ikke i indlandet."

Rafaela stod stille og lyttede til det Raco sagde til hende. Hun føltes nærmest at han skældte hende ud over hun ikke stod ved Jakes side som hun skulle. Det havde netop været det der havde været problemet ved mødet. Hun kiggede ned i jorden og sukkede stille. Hun stod lidt og stirrede ned i jorden og lod sin hjerne kører på højtryk over hvad hun skulle sige og gøre for hendes hjerne kørte hende langt væk fra hvad der var normalt efterhånden.
Hun kiggede efter lidt tid op på Raco "Problemet er at jeg var ved Jakes side og han støtter sig for meget til mig og det har skabt det mulige kaos som potentielt kan ske Raco. Jeg skulle haft holdt mig udenfor der som alle andre gange. Du ved jeg ikke havde kommet her og begrave en stridsøkse som gør virkelig ondt på mig som stadig gør, hvis det ikke var for Jakes skyld" sagde hun stille. Det var tydeligt at høre på hendes stemme at hun kunne tude over det "Jake friede endda til mig dagen efter mødet hvor jeg afslog på grund af det politiske pjat. Havde der ikke været det havde jeg jo selvfølgelig sagt ja, men på grund af det sagde jeg nej for så det ikke kærligheden der afgøre det" sagde hun stille og kiggede ned i jorden igen "Jeg rejste hertil efter Taliia havde været der uden at sige farvel til Jake for at begrave mine smerter og opsøge dig uden hans viden for at løse den krig jeg startede der så du og Jake kan tage en snak om hvordan i kan samarbejde også med hensyn til jeres klan. Så hvis du mener jeg ikke tager ansvar beklager jeg og det beviser jeg ikke er værdig til det ansvar det kræver" sagde hun stille imens tårerne pressede sig på.

Han trådte hen og tog hendes hænder. "Jake er ikke længere leder af BlackFire. Katrina har den rolle, og jeg er en af dem som hjælper hende. Jake er raceleder og hersker, men klanens overlevelse og sikkerhed er hos Katrina. Du burde ikke bekymre dig om hvad andre tænker. Har I ikke en familie sammen?"

Rafaela blev kort overrasket da Raco tog hendes hænder. Hun kiggede op på Raco med nogle enkelte tårer trillende ned af sine kinder imens hun lyttede til det han sagde. Hun hendes hjerne havde kørt hende rundt på så mange måder, at det med Jake ikke var klanleder længere var helt forsvundet som om Jake aldrig havde fortalt hende det. Kort spekulerede hun på om Jake overhoved havde sagt det til hende, men hun vidste Jake ikke lod sådan noget gå hen uden at fortælle hende det så hun valgte, at tro hendes hjerne var begyndt at være fuldtstændig på overarbejde og nærmest trængte til, at blive slået ud. Hun trak vejret dybt og trak sine hænder til sig "Du ved lige så godt som jeg Jake har svært ved at slippe den del og du ved lige så godt som jeg, at næsten alle ved Jake var som du siger klanleder og det er Jakes familie der styrer klanen ergo vil de skade ham går de også efter klanen." sagde Rafaela stille, men med en lidt mere bestemt tone for at understrege overfor Raco det var altså alvorligt det hun sagde, men mest for at holde sig selv ved den lille smule logiske tankegang der var tilbage hos hende for tankerne kom tættere og tættere på at opsøge hendes far og gå tilbage til det hun var før hendes fætter hentede hende til Sunfury. Hun bakkede lidt væk fra Raco som om hun ville beskytte ham fra hende, men samtidig var det blevet tydeligere at hun nærmest bakkede tilbage som om hun skulle holde en hvis afstand fra folk og blive væk fra dem. "Jo, men hvis det bliver nødvendigt at jeg skal forsvinde eller en dag forsvinder skal børnene blive hos Jake også hvis vores forhold ikke holder. Han kan give dem et ordentligt liv. Det kan jeg ikke..." hendes stemme var lav så man skulle høre ordentligt efter det hun sagde. Hun kiggede ned i jorden igen "Undskyld at jeg forstyrrede din aften. Håber ikke jeg har trængt mig for meget på eller noget. For hvis jeg har beklager jeg dybt. Du er selvfølgelig velkommen i Dragons Peak til hver en tid og til at se Jake som du ønsker jeg stopper dig ikke" sagde hun stille. Det blev svære og svære for Rafaela at holde den side hendes far havde printet ind i hende væk fra overfladen som hendes hjerne kørte og Rafaela lidte nærmest en der undskyldte for at hun overhoved var til.

"Jeg vil ikke se Jake mere end det kræved af mig, Rafaela. Jeg har ingen grund til det. Han er kommet videre, og lige så er jeg. Jeg har en som er afhængig af mig, så jeg kan ikke bare komme og gå som det passer mig. Jake ser til dig for støtte og kærlighed. Noget jeg tog forgivet. Lav ikke den samme fejl som mig." Et smalt og træt smil var på hans læber og han havde krydset armene igen. Han så op i de mørke skyer. "Jeg vil hjælpe hvad jeg kan, men min datter kommer først."

Rafaela stod stille og kiggede ned på sine fødder. Hun vidste sådanset ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun var stoppet med at kigge på Raco. Hun var så småt i det ubevidste begyndt at fumle lidt med sine fingre for at holde sin indre uro nede. Da hun opdagede det knyttede hun sine næver og gemte dem på ryggen i et forsøg på at skjule hun var ved at gå ned for Raco. Hun lyttede stille til det Raco fortalte og lod ham tale helt færdigt inden hun overhoved gav antydning til hun ville svare ham. Hun kiggede fortsat ikke på ham og kun på hendes fødder. Havde man kunne set hendes øjne var de så småt begyndt at blive tomme og med tårer liggende ved øjenkrogen. "Jeg forstår, men....De skal stadig vide det er i orden hvis De ønsker at se ham. Jeg stopper Dem ikke..." sagde hun lavt. Hun havde ikke en gang lagt mærke til hun havde ændret på måden hun tiltalte ham på. Hun bed sig kort i læben inden hun fortsatte "Tillykke med Deres datter...pas på hende..." sagde hun stille og vendte ryggen til Raco. Hendes facader var så begyndt at krakelere og der skulle ikke meget til for, at hun knækkede helt. Hun var sikker på at havde hendes far dukket op og bedt hende om, at komme var hun gået under hans magt igen uden, at blinke 2 gange.
Hun begyndte langsomt at gå væk fra Raco imens hun kiggede ned i jorden og det ville man også tydeligt kunne se på hendes skikkelse bagfra. Hun vidste godt det ikke var den forventning folk ville have når Rafaela kom og opsøgte Raco igen.