A night to remember - Juniper

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Godt nok havde hun selv valgt at tage her til for at aflægge Wilhelmina et kort visit, kvinden skulle jo ikke blive ensom, imens hendes mand var udenbys vel? Men hver evig eneste ganghun var her, tog vejret  hende på sengen i forhold til, hvor elendigt det kunne være og for en, der brugte størtstedelen af tiden i Aqueners varme klima, var her bidende koldt. Kulden kunne de have arbejdet med og til dels også regnvejret, men da det først begyndte at tordne og lyne, stod det klart for hende og hendes mindre følge, at det måske ville være usmart at tage ret meget videre denne aften. Og Wilhelmina, der åbenbart stadig, beklageligvis, trods alt stadig følte sig bundet af dødsens kedelige ideer om hustrulig fromhed eller hvad det så end var, nægtede at løbe risikoen ved potentielt at have sin mand til at opdage Juniper i sit hus, når han engang om formodentlig ikke så længe kom hjem igen. Det var sådan set alt sammen godt og vel. Selv kunne Juniper ikke holde tilstedeværelsen af Wilhelminas børn ud ret meget længere. Voksne havde hun lært at håndtere og endog finde nytte og morskab i. Børn derimod var hende et evigt mysterium. Selv dengang hun selv var barn havde hun langt henad vejen fundet andre børns tilstedeværelse væmmelig og det var ikke blevet bedre nu. De forekom hende unødvendige, kunne ikke ret meget og var som oftest dybt ucharmerende. Derfor var det ikke med nogen stor sorg, at hun bød sin elskerinde farvel den aften.

Til gengæld viste det sig at være sværere at finde et værelse på en kro eller lignende, der levede op til hendes standarder, da mange andre rige udenbysrejsende allerede havde søgt tilflugt der for natten. Hun kunne sikkert godt have fundet ud af at gøre nogen selskab for natten. Til glæde, og senere ruin for den heldige, men det var hun ikke i humør til her til aften. Hun ville langt hellere bare sove og så hjem. Okay et måltid mad inden hun sov ville være nødvendigt, men ellers.

Sådan endte hun på Firestop Dansekro. Et sted hun umuligt ville have frekventeret ellers. Jo måske for let føde af den syndfulde slags, men var det ellers det værd?

Den høje slanke skikkelse stod et kort øjeblik i døren før hun trådte indenfor og scannede lokalet for en ledig plads alt, imens hun afførte sig en frakke af snehvid hermelinpels. Den ville være faldet direkte til jorden, hvis det ikke var fordi, den var blevet grebet af en ung kvinde, der var fuldt med hende ind sammen med en ældre herre, der var ved at ryste en paraply, som han tidligere havde holdt over sin frues hoved, for regnvand. Juniper Graceling tog ikke mere notits af sine slaver, end hun ville have gjort skygger. I stedet bevægede hun sig flydende mod en ledig plads ved ilden. Hun var behængt med så mange smykker, at var ledsaget af en svag klirrende lyd, hver gang hun bevægede sig. Det lange lyse hår var sat kunstfærdigt op og holdt på plads med perlebesatte hårnåle lavet af hornet fra en enhjørning. Alt i alt stak kvinden næsten smertefuldt meget ud blandt kroens andre gæster. Nogle havde da også stoppet deres dans for i stedet at hviske sammen. Junier var så relativt vant til det, at hun ikke rigtig tænkte over det længere.
I stedet lod   hun sig mageligt dumpe ned i stolen og rakte hånden ud mod den ene af slaverne, der uden videre omsvøb rakte hende en cigaret og en dekoreret cigaretholder i sølv.

Hun fik tændt den, tog et drag, lænede nakken tilbage og pustede en røgring mod loftet, mærkede gradvist sig selv slappe af.  Castien var oppe og få styr på værelset, samt, måske vigtigere lige i det givne øjeblik. Maden.