You? Of all people.. Why - Sean

Det var fugtigt i vejret, og med alle de knuste ruder, var det ikke lige frem nemt at holde på varmen.
Lori havde dækket nogle af vinduerne til, sat brædder for, og dækket dem af, så vinden ikke stod lige ind i huset.
Den lille pejs i huset, kunne varme den lille stue op, men langt fra hele huset. Og så måtte han heller ikke tiltrække sig ALT for meget opmærksomhed.
Han havde ikke været tilbage i byen, siden hans uheld med jægerne og..... Kace... Nej! Ikke nu! Han havde lovet sig selv, ikke at tænke mere på nogle af dem.. og det var sidste gang, at han sænkede sine parader overfor et menneske!
Efter alt dramaet, og efter han mistede kontrollen med sin dæmonform, måtte han væk fra byen. Det var egentlig meningen, at han bare skulle være væk, indtil byen var faldet lidt til ro igen!
Men det var lidt som, om det aldrig rigtig skete! Pludselig begynde alle naturkatastroferne, og endnu mere panik. Og så måtte han indrømme at jo længere tid der gik, jo sværere blev det at vende tilbage!

Men for et par måneder siden, var han nu alligevel vendt tilbage, men dog kun for at opdage, at byen slet ikke var det samme!
Hans hus var gået til i de mange naturkatastrofer, og butikken var smadret og røvet, sikkert i et håb om at man kunne sælge noget af det, der var der inde?.
Lori havde ikke rigtig haft et sted at tage hen, de få steder ham MÅSKE ville kunne få hjælp, var en ikke meget for at opsøge!
Derfor havde han fundet dette sted, om det var her han blev, og fik bygget stedet op igen, eller om han rykkede videre, vidste han ikke. Men for nu, måtte dette fungere.

Det var mørkt i huset, det eneste der lyste op var de svage, men dog varme lys, fra pejsen, og se mange statinlys hidst og her. Små stakke med bøger, tornede her og der, og det var nok noget af det eneste der fik stedet her, til at virke hjemeligt for Lori.
Han stod lænet ind over det store spisebord, der var fyldt med kort, bøger og papirer. Alt det her, gav ham hovedpine! Han havde forsøgt at opspore en heks i lang tid! En der kender til hans mor.

Han knurrede irretereret, og skubbede nogle af papirene fra sig, i stedet gik han længere ned i stuen, til det eneste sted, hvor der IKKE lå en masse, han samlede en kampstav op, hvorefter han begynde at træne. Han havde trænet meget, siden hans tid i Doomsville. Det var man jo nød til, man skulle kunne forsvare sig! Kace havde hjulpet ham en del også, men måske havde de mest gjordt det, for sjov skyld!
Men nu var det ikke længere for sjov! Det var et spørgsmål om at kunne forsvare sig mod det, og dem der ville ham ondt!
Noget der havde været en del af.. jah.. faktisk siden han og Sean gik hver til sit..
De fleste der havde set Lori før han, ville nok også lægge mærke til en noget større muskelmasse, en mere trænet krop, men også en del flere skræmmer.
Der var ikke svært at se, at livet havde været lidt hårdt ved ham, de sidste par år.

Døren gav efter for det lette pres, som Sean udsatte det for. Det var ikke svært at træde indenfor i den ødelagte bygning, og finde vej til stuen. Burde han have banket på? Måske nok. Men den knirkende lyd af døren måtte være en annoncering i sit selv at der kom gæster. Det var dog ikke helt uden manerer, som Sean let bankede på dørstolpen ved sin side, da han stod i døråbningen til stuen. Hans bedste bud på liv, taget det svage lys i betragtning.
Lugten af støv og skidt var tung, og selv om Pejsen gjorde hvad den kunne, fornemmede Sean stadig træk fra bygningens ødelagte vinduer og gamle vægge. De havde bygget meget op igen efter naturkatastroferne, men borgerkrigen og katastrofer tilsammen, gjorde at der stadig var en del ødelagte og ubeboelige bygninger som denne. Uden ejer.

Den bredskuldrede skikkelse lænede sig op af dørkarmen med armene over kors. Den tykke og mørke vinterkappe omsluttede hans brede krop. Et par varme læderstøvler, og et par forede bukser. Om livet hang et bælte med et sværd, omend det kunne være svært at se under kappen.
Det mørkebrune hår var redt tilbage, men i turen hertil måske alligevel blevet lidt rodet. Og de mørkegrå øjne?
De gled over lokalet et kort øjeblik, før de fandt Lori. En halvnøgen mand - og en trænet en af slagsen. Slet ikke nogen dårlig udsigt. I sit stille sind nød han da synet, mens han ventede på at Lori ville give opmærksomhed til sin nye gæst.
"Tilbage i byen og ikke så meget som et hej?"
De fleste ville nok angribe en gæst, der kom ind uden så meget som et ord. Og Sean forblev da også en smule opmærksom på Lori og hans bevægelser. Måske ren paranoia, måske klogt. Det var efterhånden nogle år siden de havde været sammen, og de havde begge været gennem en del siden. Tydeligvis.

Det var en stor omvending at leve på denne måde! Han havde altså været vant til, om ikke luksus, så i hvertfald en noget mere, afslappet levestil, han havde ikke manglet tag over hovedet, eller en varm seng, og et varmt måltid mad, fik han hverdag! Godt nok var det ham selv der lavede det, men mad, manglede han ikke.
Men i virkeligheden var denne livstil jo ikke HELT ny for ham.. han havde tidligere levet på denne måde, inden han kom til Doomsville til at starte med.
Men de sidste år havde forandre en del, og det havde det nok for de fleste.

Lori strakte sig, men stoppede midt i det, da han kunne fornemme at han ikke var alene! Han vende blikket med døråbningen. Først var han forberedt på et eventuelt angreb, og var allerede spændt op, klar til at undvige, eller angribe, hvad der nu engang var nødvendigt! Dog begynde musklerne i hans krop, at løsne op, da han opdagede et temmelig velkendt ansigt, men slappe helt af, kunne han nu ikke! Lori og Sean havde ikke talt sammen længe.. jah... Vel ikke sidden de gik hvert til sit egentlig. Så hvorfor var dæmonen her nu? Dette ville ikke have været det første sted at lede efter Lori, så Sean havde måtte gøre en indsats for at finde ud af hvor Lori befandt sig. Og det havde Lori virkelig svært ved at tro, blot var fordi Sean ville sige hej.

Hans blik hvilede mod Seans lidt tid, inden han vende rundt. Og gik hen for at tage sin bluse, for derefter at trække den over hovedet, og atter gemme den bare overkrop.
"Og hvad skylder jeg så æren, for et så fint besøg?" Hans stemme var kølig, og ikke videre velkomst agtig. Han vende dog endelig blikket tilbage mod Sean.
"Jeg går ikke ud fra du er her bare for at sludre om gamle dage?" Loris blik var mistænksomt, og studerende.
Hvorfor bryde stilheden mellem dem nu? Havde Sean fået nys om hvad der skete dengang, inden alle disse katastrofer? Den gang Lori mistede kontrollen over sin dæmonform, og hærgede byens gader, nærmest hver eneste nat?
Egentlig var Lori lykkelig for, at det var Kace der havde fundet ham først! Hvis ikke, havde det sikkert været Seans mænd der var blevet sendt ud efter ham. Og det var ikke sikkert at han havde klaret dem alle. Men var det derfor Sean var her?

Køligheden var forventet. De havde været et par, og Sean havde stolt vist Lori frem som et legetøj. Blot for de en tid efter måtte brydes. Et eller andet sted, til dels for Loris egen skyld. Opmærksomheden på Sean havde været konstant stigende. Selv i dag blev forsøgende på snigmord mere og mere opfindsomme, eller involverede nye og ukendte skikkelser med evner og magi. Måske den ville falde lidt nu, når Sean snart ville annoncere at han trådte tilbage som hersker. Efterlod det hele til Genevira...Endnu en relation, der nu blev mødt med kølighed. Alle Sean kom i nærheden af blev ødelagt af ham, når han prøvede at investere i dem. Det var realiteten. Han var en ødelagt mand, og han tvivlede på nogen som helst ville kunne reparere eller vende den del i ham, der aldrig stolede på en anden person.
En magtfuld dæmon, som visse folk kom til for hjælp og råd - men intet andet.
Køligheden mindede ham lidt for meget om Geneviras nye måde at møde ham på borgen. Og for et kort sekund gled hans blik ned mod gulvet foran sig. Men lige så hurtigt blikket var blevet slået ned, lige så hurtigt rettede han sig op og lod som ingenting. Der var trods alt intet andet at gøre.
Lori og ham havde intet sammen mere. Han måtte holde sig til fakta. Det var kun de nyeste hændelser i hans liv der gav ham denne...Stikkende...Fornemmelse. Med tiden ville den også gå væk.

Sean slog let ud med den ene hånd.
"Nej" bekræftede han let. På den ene side var det ikke fordi han aldrig havde ville se Lori igen. Men manden havde væk længe, og Sean havde haft sine egne ting at fokusere på. Og hvad skulle han have sagt?
"Selv om jeg godt gad høre hvordan du har det" tilføjede han let, men uden forventninger til nogle brugbare svar hvad det angik.
"Natalie er interesseret i dig. Eller skal jeg sige...Ting, du efter sigende ved noget om. Nogle personer. Vil du besvare nogle spørgsmål?" spurgte han i stedet videre, inden situationen potentielt kunne udvikle sig i en akavet retning.

Der var det udtryk igen! Et udtryk han desværre havde set alt for mange gange hos Sean. Et udtryk af at der var noget der plagede ham, og ikke bare en almindelig, hverdags problemer, som arbejde eller sådan, men noget der gik hans følelser på! Sean vidste nok ikke engang selv at han viste det, for var der en der havde kontrol over sine følelser, og hvordan han viste dem, var det bestemt Sean. Men Lori havde set en del af Seans følelser, de havde trods alt været et par. Og han havde været til stede, i nogle temmelig mørke tidspunkter af Seans liv, ligesom Sean havde været det for Lori selv.
Men det var tydeligt, at Sean ikke var her for at tale om hvad der gik ham på, og hvorfor skulle han egentlig også det? De havde ikke set hinanden i lang tid. Af flere årsager sikkert.
Så hvorfor gøre det hele meget mere akavet ved at spøge ind til det hele?
Øjenbrynene løftede sig en smule, da Sean nævnte at han da gerne ville høre hvordan Lori havde det. Virkelig?!... Manden stod i et faldefærdigt hus, som nu fungerede som Loris hjem? Hvordan tænkte han egentlig selv at det gik?
Han ignorerede spørgsmålet lidt, ikke fordi han ikke ville fortælle Sean om hvordan han havde det, men nærmere fordi han ikke vidste HVAD han skulle svare. Det havde været nogle LANGE år!
Han nåede dog heller ikke at tænke ret meget over det, før han hørte det næste Sean sagde, hvilket i stedet fik øjenbrynene helt ned, og panden til at lave en skrap steg lige mellem hans øjenbryn, og et tydeligt surt blik.
"Så du er her på vejen af den forkælede og sindsyge tøs?" Vrissede han.
Han begynde at rykke på sig, han kunne mærke at det ikke var noget han kunne stå stille efter. Han vandrede lidt frem og tilbage, nærmest knurrende.
Var der en han ikke ønskede at gøre NOGET som helst for, så var det da Natalie! sidst han så hende, holde hun ham fanget i en fangekælder, og torturede ham! Og nu kom Sean så her, på hendes vegne?

Han stoppede op, og tog en dyb indånding, inden han pustede ud igen, mere roligt. Hvad havde han regnet med? At han kunne blive ude af dæmonernes leders søgelys for altid? Han vende blikket mod Sean igen. "Hvad vil du vide?" Brummede han, inden han rakte hånden ud mod en stol der stod ved bordet, som invitation til at Sean kunne sætte sig hvis han ville. Lori selv, gik hen ved siden af hildstedet, og lænede sig op af muren, et par meter fra bordet, med det samme med armene over kors, hvilket indikerede at han IKKE var fan af situationen.
Havde det været hvem som helst ellers, der var kommet for at spille disse spørgsmål, havde Lori vist dem væk, eller i værste tilfælde dræbt dem. Men dette var Sean der var tale om, og han tvivlede på, at Sean ville stille op til det her, og opsøge Lori, med mindre det var vigtigt, også for ham.

Lori havde...
Der var en grund til at de havde været et par. Det var ikke fordi Lori havde været en fortabt incubus, da Sean havde mødt ham. Haft brug for at lære nogle ting. Eller fordi hans krop havde været tiltrækkende, som den - måtte han konstatere - til stadighed var. Men også fordi Lori var noget helt modsat af Sean. En mand med plads til følelser og tanker, en mand der bemærkede ting ved Sean og håndtere dem, når Sean ikke selv kunne. De havde passet sammen på den måde, i hvert fald den gang. Lori havde kunne tage sig lidt af Seans følelsesmæssige kaos, og Sean havde kunne give Lori noget styrke og trygge arme at vende tilbage til.
Men...De havde ikke altid været enige. Eller kunne se øje til øje. Selvfølgelig ikke, til det var Sean for svær at være sammen med. Et eller andet sted burde han undskylde for, at de overhoved havde været sammen til at starte med! Mange havde pakket tasken og skredet for stedse, ganske enkelt ikke kunne holde ham ud.
Og det mønster blev ved.
Også selv om slutningen måske var blevet båret mere af Sean denne gang, end af Lori. Alligevel kunne Sean mærke en tiltrækning. Ikke den fysiske, seksuelle. Men den mentale. Var det måske Sean der havde fundet tryghed hos Lori i stedet? Og nu...Oven på alt der skete i hans eget liv i øjeblikket...Trak det i ham? At mærke det igen?
Men også det var et lukket kapitel. Han kunne kun bekymre sig om Lori på sin egen måde. Og beskytte manden på sin egen måde.

I stedet gled der et svagt smil over ham. Tæt på selv at grine af situation, rystede Sean svagt på hovedet.
"Jeg er faktisk heller ikke så glad for hende. Det er kun for nyligt...Jeg er blevet lidt mere fri af hende. Men min position kræver at jeg bliver ved hendes side for nu"
Om ikke andet så for Geneviras skyld, hvor lidt hun måske gad at have med ham at gøre. For at beskytte hende. Altid beskytte dem, der ikke bad om det eller vidste til det. Det var hans lod.
"Og ærlig talt. Det giver mig lidt magt. Og hvad er bedre end magt?" Et retorisk spørgsmål. Sean havde altid været ambitiøs og gået efter mere magt. Personlig magt. Det var også derfor han i sin tid var blevet en archdemon.
Selv om han netop var blevet frigivet fra stillingen som hersker - uofficielt, for nu - legede hans tanker alligevel med at binde ham på andre måder. Hvad hvis han blev helt fri af Natalie og blev dæmonernes leder?
Men det ville kræve meget arbejde. Og det overskud havde han ikke lige nu. Men måske i fremtiden?

Sean rettede lidt på sin position, og stillede sig i stedet op af væggen, med hænderne på ryggen. Men han satte sig ikke på stolen. Til dels fordi Lori heller ikke gjorde, og det derfor ikke føltes naturligt. En slags ubalance. At Lori ikke brød sig om emnet var dog mere end tydeligt.
"Der findes en gruppe af dæmoner der efter sigende gør stigende modstand imod hende. Til det punkt, hvor det virker som om noget af det faktisk virker. Selvfølgelig ønsker hun at...Begrænse...Deres virke. Og rygter til vide, at du måske har været i kontakt med dem. Måske uvidende om deres position, men stadig"
Blikket gled rundt i lokalet, før det landede på Lori igen. Opmærksomt.
"Siger navnet Bronso dig noget? En du har mødt eller hørt om? Stor mand, bred, en typisk bloddæmon? Hans slæng ligeså"


//Jeg finder bare på noget lige nu. Føl dig fri til at gøre det samme om denne Bronso, eller andre lignende.

Et halvt smil bredte sig på Loris læber. Heldigvis kunne Sean da stadig være ærlig overfor ham. Han havde altid godt vidst at Sean ikke var kæmpefan af Natalie, og måske endnu mindre den gang hun bruge Lori mod Sean. Selvom de fleste vidste at pigebarnet var gak, så havde de nok alligevel ikke helt regnet med, at en fest hos dæmonernes leder, kunne føre til bortførelse og tortur! En fest Lori i forvejen havde været lidt betænkelig ved, men som han havde deltaget i, for at støtte Sean!
Jah.. han havde vel i virkeligheden gjordt mange ting for at støtte Sean! Ligesom Sean havde gjordt for Lori.

Et ganske kort øjeblik, bare et split sekundt, vende følelserne tilbage. En følelse af savn. Men om det var Sean i sig selv, eller nærmere tiderne han savnede, havde han stadig svært ved at afklare for sig selv. I starten var det Sean.. manden! Han savnede, senere var det stunderne sammen med ham. Og nu,... Nu var han i tvivl, HVAD det præcist var han savnede.

Hans blik vende sig mod Sean som han talte, et lydløst grin, og en rysten på hovedet, var reaktionen på Seans snak om magt. Nu kender han Dæmonen igen! En gang magtglad, ALTID magtglad. Men det var jo også en af de ting han beundrede ved Sean.
Dog blev hans udtryk en smule mere alvorligt, da Sean begynde at spørge ind til en gruppe af dæmoner. En oprørsgruppe om man vil. Hans blik holde sig fast mod et guldbrædt et stykke foran ham, mens han lyttede til det Sean spurgte om.
Bronso.... Var det ham de ledte efter?
Jo Lori kende godt Bronso, og havde af flere omgange også mødt og talt med dæmonen.
Lori måtte være forsigtig her! Det skulle nødig lyde som om han vidste noget om hvad der foregik.

Lori trak let på skuldrene "ville det være så slemt, hvis der var nogle der trodsede hende?... Jeg mener, der er ikke ligefrem mange der ser hende som en ordenlig leder... Du bryder dig ikke engang om hende" lød det temmelig afslappet fra ham. Eller... I hvertfald så afslappet han kunne få det til at lyde.
Han var blevet en god løgner! Men han havde nu aldrig løjet over for Sean før, og Sean havde altid haft en irriterende sans for at opdage, så snart Lori fortiede noget.
Lori kastede lidt med skuldrene igen.
"Bronso?... Det siger mig ikke lige noget.. jeg har mødt og talt med så mange" sagde han blot, inden han gik hen til bordet, og at skænke noget vin op i det glas der stod på bordet. Han var nød til at virke så afslappet som muligt.

Sean smilte svagt for sig selv. Så...Typisk en trodsig kommentar fra en ung dæmon. Eller relativ ung. Lori var jo nok snart hverken en ung eller uvidende dæmon længere. Hvornår holdt en dæmon op med at være ung? Hvor mange århundreder skulle man op i? Selv Sean var ikke vildt gammel, hvis man sammenlignede ham med visse andre dæmoner.
Alligevel fremstod den trodsige kommentar som...Uvidende. Og så alligevel. Der var muligheder over alt, hvis man var interesseret i det. Men at stå her med Lori og snakke om nye tider, og skift på tronen for dæmonerne, virkede absurd. De to mod verden? Selv hvis Lori ville arbejde med Sean?
Alt skulle starte et sted, men dette virkede ikke som tid og sted. Eller personen.
"Dæmoner er individuelle og stædige. Blot at nå så langt som at kalde sig leder af dem, beviser stor vilje og styrke. For flertallet vil altid være imod vedkommende, man kan aldrig tilfredsstille dem alle. Samarbejde og tanken om loyalitet er det tætteste man kommer" bemærkede han let. Ja, Seans trodsighed kom lige så meget til udtryk ved at nogen som helst troede de kunne bestemme over ham, end nødvendigvis fordi det lige var Natalie. Og dog, så havde Natalie gjort nogle ting imod ham, som måske var smart fra et objektivt synspunkt, men ikke godt for Sean personligt.
Der var så mange aspekter i det. Mere end han orkede at snakke om i dag, og mere end Lori sikkert gad høre på alligevel.
Politik var kompliceret. Dæmonernes interne politik næsten endnu mere.

De mørkegrå øjne fulgte Lori, som denne rettede sig - en smule uroligt? - og så ud til at have trang til lidt at drikke. Noget der kunne virke afslappet og ganske normalt. Eller overraskende uroligt, deres samtale taget i betragtning. Sean stolede på sin intuition, og den fortalte ham at Lori ikke fortalte hele sandheden. Og det var måske netop derfor Natalie havde sendt ham - fordi de kendte hinanden, og Sean måske kunne få nogle svar, der ville kræve Natalie mere tortur.
Efter at overveje situationen et øjeblik, valgte han at forlade sin plads op ad væggen. Han gik over til bordet, og lod let et par fingre glide over kanten, som han langsomt nærmede sig Lori, med sin vin.
"Når man lyver er der flere ting at være opmærksom på"
Stemmen var afslappet, men der lå et eller andet over Sean. En fornemmelse af at Lori var ved at blive fanget.
"Man skal ikke komme med for mange detaljer. Det gør du heller ikke. Man skal ikke holde en masse pauser når man snakker. Det afslører at man netop tænker over hvad man siger - og derfor formentlig lyver. Og man skal undgå små signaler i sit kropssprog. Såsom at bevæge sine skuldre unaturligt meget. Eller en pludselig trang til at drikke vin, fordi så er ens hænder og øjne beskæftiget, og man tror man gemmer sig bag handlingen"
Sean stoppede op ved siden af Lori, lænede sig op af bordet og lagde armene over kors. Han drejede hovedet for at se på Lori. Han gik ud fra hans ord var åbenlyse, og Lori forhåbentlig selv ville droppe den lille leg, som manden nu engang havde prøvet at starte.

Sean havde som sædvanlig ret. Det var ikke en lille bedrift, at formå at blive leder af en hel Race, og slet ikke dæmoner. Nu var han selv "ung" dæmon" i hvertfald af mentalitet. De fleste år af sit liv, havde han levet, i hvertfald halvdelen af tiden som et menneske. Kun hans "dæmoniske" personlighed, havde holdt liv i netop den del af ham. Men ellers havde han jo troet, at han var et menneske.
Så at leve som dæmon på "fuldtid" var nyt for ham, stadigvæk.
Selvom han dog ikke så sig som en uafaren en af slagsen. Så hvor end meget, han foragtede Natalie, så havde hun en magt, som få, nogle sinde ville opnå.
Han valgte ikke at svare mere på den detalje. Hvorend han og Sean var enige om Natalies plads, burde ændres eller ej, var ikke vigtig i denne sammenhæng. Desuden, Sean og Lori var ikke længere afhængige af hinanden på nogle måde, så Lori skynde ikke nogle forklaringer på hans holdnincer og meninger.

Loris blik blev stift, og hans kæbe spændt, som Sean talte, og valgte at nærme sig. Grebet om glasset blev mere fast, og selvom han formåede at tage en slurk af vinen, mens Sean talte, var det anstrængende at synke det, og det resulterede da også i et noget højere et ar slagsen.
Han var boostet! Og hvorfor overraskende det ham egentlig? Selvfølgelig havde Sean kunne se det.
Han havde normalt ikke så svært ved at lyve... Eller fordreje sandheden. Men han havde aldrig haft grund til at lyve overfor Sean, og heller aldrig lysten. Men hvorfor det var så svært, vidste han ikke!
Han stod sådan et par sekunder, inden han sukkede let ud, og blev mere afslappet i sin holdning, han havde givet op, Sean ville alligevel vide hvis han fortsatte med at lyve. Han satte glasset fra sig, og vende endelig blikket mod Sean.
"Hvad er det du vil have fra mig Sean?" Spurgte han blot. Han satte hænderne mod bordpladen foran sig.
"Den eneste grund til du er her, er fordi Natalie har bedt dig om det... Og nu vil du så pludselig have mig til at tale om dæmoner jeg har stødt på, på min vej?" Hans tone var rolig, dette var ikke et angreb. Men han havde ikke i sinde bare at stå her og levere alt på et sølvfad.

Han rettede sig op, og flyttede sig lidt fra bordet, og vende sig mod Sean med armene over kors, præcis som Sean.
"Havde du virkelig forventet, at jeg bare ville plapre løs til dig, hvis jeg vidste noget? Natalie har vidst overvurderet vores forhold til hinanden i dette tilfælde" konstaterede han blot. Det han sagde var jo ikke helt løgn. Måske havde Lori svært ved at lyve for Sean, for om han ville det eller ej, så havde Sean stadig en plads hos Lori. En plads Lori dog prøvede at lukke nede i en boks, og ikke åbne. Men nu hvor han stod overfor manden igen, for første gang, siden deres brud. Ja så kunne han da mærke at boksen begynde at rykke på sig.

Lori var så anspændt som nogen. Det var lige før Sean frygtede at glasset ville splintre og han skulle søge ly for flyvende glas og vin. Men så vidt gik det dog ikke, før manden virkede til at give efter. Give efter, måske, fra at lyve. Men ikke give sig nok til at servere Sean de svar, som han søgte, på det berømte sølvfad. Trodsig. Hvorfor så trodsig? Af princip, eller fordi det var Sean?
Eller fordi Lori havde mere med Bronsos gruppe at gøre, end Sean troede? Og derfor...Ikke ville give dem op. Og selv hvis Lori gjorde det, ville et tæt kendskab resultere i mulige straffe fra Natalie. En gang en afviger, altid en afviger - eller altid med risikoen for at blive det igen, eller fortsætte af den vej. Den skæbne ønskede Sean ikke for Lori. Faktisk var Sean ligeglad med om Lori var en sympatisør. Han bekymrede sig mere for hvis Natalie så lærte om det.

Sean trak selv vejret dybt og så lidt frem for sig. Ja, hvad nu?
Armene gled fra hinanden, hænderne lagde sig mod bordets kant, som han stadig sad hvilet op af bordkanten. Lori forsvarede sig selv. Hele hans kropssprog og ordbrug skreg langt væk af det.
"Jeg kan bare gå. Gå og fortælle Natalie at jeg ikke ved noget. Men at jeg ikke ved om du ved noget. Ud over at skulle udholde hendes håneret over min fejlede mission, vil hun også sende andre dæmoner efter dig. Som næppe stopper med at spørge, bare fordi du ikke vil svare"
Meningen var klar. Tal med Sean om det, eller risiker at få besøg af andre, der brugte mere fysiske midler. Tortur.
Ikke fordi Sean ønskede at true Lori. Men det var sandheden.
"Eller...Bare fortæl mig, helt kort. Ved du hvem Bronso er? Eller hvor han er? Et simpelt ja eller nej burde ikke være svært. Eller er det fordi du er tættere forbundet med dem, og ikke vil give dem op? I så fald er jeg din eneste vej fra at blive Natalies underholdning på en kedelig dag"
Han blev siddende hvor han var. Han ville lade Lori bestemme hvilken vej dette skulle gå. Selv fremstod han helt rolig. Der var intet truende over ham. Han prøvede ikke at presse Lori.
Og dog gled der en hånd igennem det mørkebrune hår. Et lille signal om at Sean heller ikke nødvendigvis ønskede at sidde her, ikke ønskede at skulle udspørge Lori på denne måde. Der lå også et lille pres på Seans skuldre. Men ærlig talt...Han kunne bare gå tilbage og sige Lori intet vidste. Det blev kun et problem, hvis der en dag kom nye informationer på bordet. Informationer, der var modstridende og ville kalde Sean en løgner.
I så fald ville det være et problem til den tid. Hvad var der med Natalie og bruge ham imod alle han havde en personlig interesse i?
Okay. Genevira havde han selv personligt valgt at gøre det. Holde øje med hende, rådgive hende. Som et mellemled mellem de to, i hvert fald noget af tiden. For at undgå Genevira blev fanget for dybt i Natalies spind, og altid kunne have en vej ud. Også selv om det ville fange Sean i midten.
Det hele var ved at blive en smule for kompliceret, var det ikke? Hvor var hans nye frihed?
"Eller måske skal jeg spørge...Hvad jeg skal fortælle Natalie? Jeg er sendt af sted af en årsag. Men jeg ønsker ikke at fange dig i noget" bekræftede han til sidst, men en afvæbnende stemme.

Et let, men dog tydeligt rynk på næsen, afslørede den afsly ser løb gennem Lori da Sean nævnte hvordan Natalie ville reagere, hvis Sean kom tilbage uden svar, eller med et ikke tilfredsstillende et af slagsen.
Lori kende om nogle til, hvad det ville sige at at være offer for Natalies uhumane måde at underholde sig selv på!
Og Sean havde ret! Lori var ikke dum nok til at tro, at det ville stoppe med Sean, at dæmonlederen ville nøjes med at få afvide, at Sean ikke mente at Lori vidste noget. Hun ville ikke give op så let.
Og selvom han ikke brød sig om, at blive udspurgt, og slet ikke af Sean, så ville de næste folk Natalie sende, nok ikke være så rolige og tålmodige som Sean var.
For i virkeligheden gav Sean ham faktisk en mulighed for at undgå at svare. En mulighed for bare at spille dum, og sige at han intet vidste.
Men de vidste begge hvad risikoen derefter var, ikke kun for Lori, men sikkert også for Sean.

Loris blik hvilede mod gulvet. Dog ramte det hurtigt Sean, da han begynde at stille spørgsmålstegn ved, hvor meget Lori EGENTLIG var indblandet. En rynken ramte hans pande, da Sean dog nævnte at han ville være Loris eneste udvej. Havde Sean virkelig SÅ høje tanker om sig selv? At han regnede med Lori STADIG var helt ubehjælpsom, og havde brug for Seans beskyttelse? De havde ikke set hinanden længe, og Sean havde ingen ideer om hvad, og ikke mindst hvormeget Lori havde fortaget sig, det sidste lange stykke tid.
Men han måtte nu alligevel indrømme overfor sig selv, at hvis det var en der ville være VILLIG til at risikere nok for ham, så var det nok Sean.
Og Seans adfærd viste også, at han ikke var her, fordi han syntes det var sjovt at skulle spørge om disse ting.

Han var stille lidt, med en tydelig overvejelse om hvad, og hvor meget han skulle fortælle.
Han rykkede lidt på sig, vende ryggen mod Sean, en af de få personer, han rent faktisk følte sig rolig nok til at vende ryggen. Hans blik gled mod ilden i pejsen, inden øjnene kort lukkede sig i. Da de åbnede igen, vende han rundt og så på Sean.

"Min sikkerhed er ikke den vigtigste rolle for det jeg nu fortæller... Men jeg ønsker ikke at du skal lide mere under Natalie, end du allerede gør" lød det fram ham.
"Det er en længere forklaring, og jeg kan ikke fortælle dig alle detaljer.. det håber jeg du forstår.." nævnte han, inden han skryssede armene foran sig igen.
[color=#99ccff]
"Jeg kender Brunso, jeg ved ikke hvor han er, men jeg ved hvad hans planer er" Lori var irriteret, ikke over Sean, men over hele denne situation.
"Brunso er.. som du selv nævner.. en bloddæmon, og han... Som flere andre af vores Race, er ikke videre begejstret for Natalie, som vores leder... Brunso er leder af en form for oprørsgruppe! En gruppe der har et mål... Af fjerne Natalie fra posten som leder" Lori bevægede sig over til bordet, og stod nu i samme position som Sean.
"De er udemærket klar over at dette næppe sker frivilligt, fra Natalies side.. så de er klar på at tage hendes post med magt! Efter jeg rejste fra Doomsville, var min tilværelse ikke så nem, og jeg kom ud i nogle problemer!.. Brunso hjalp mig på benene igen, og egentlig regnede jeg med at det bare var det, men Brunso har ligesom Natalie, dig og så mange andre med magt, visse metoder for at finde ud af ting om folk, og de fandt hurtigt ud af hvem jeg var... Eller nærmere HAVDE været.. de mente at de kunne bruge min kontakt til dig, for at finde ud af flere ting om Natalie... De blev dog skuffede, da jeg forklarede, at jeg ikke havde den indflydelse på dig mere "
Et skævt smil, næsten tænderende til et grin, voksede hos Lori.
"De bad mig rent faktisk gøre, præcis det samme, som du nu kommer til mig for... Indsamle informationer" hans blik lagde sig lidt mod Sean, inden han atter så frem for sig.
Et let suk forlod ham. Det var ikke rat at skulle forklare de her ting. Mest af alt, fordi han egentlig ikke ønskede at Sean skulle vide hvordan Lori havde haft det, det sidste lange stykke tid. Hvilke ting han havde gjordt, og været ude for.
Det var med vilje, at han ikke havde opsøgt Sean, heller ikke efter at han var kommet tilbage, og i princippet havde mistet alt, hvor han ikke engang havde et sted at bo, med ordenligt tag over hovedet. Det nemmeste for ham havde jo været at opsøge Sean - herskeren i byen og bedt om hjælp. Men med vilje havde han ikke gjort det.

Det var en frustrerende situation for dem begge. Det lå i luften, i stemningen, i deres begges tendens til at rette uroligt på sig. Der var noget absurd over hele situationen. Hvad var de egentlig nu? Bare bekendte? De var vel ikke engang venner. Venner mødtes, hjalp hinanden, lyttede og den slags. Og hvis det var definitionen på et venskab, havde Sean egentlig ikke så mange af den slags. Hvis nogen.
Ikke fordi han havde ondt af sig selv. Han savnede ikke på den måde at have venner, som han også personligt havde svært ved at dele om og af sig selv. Og måske lå hans problem der. Han turde ikke spille på folk i hans omgangskreds, for fast fanget i ideen om at alle ville forlade ham før eller siden. Hvis han endelig gjorde det, var det kun en enkelt person ad gangen - aldrig flere. Så når den ene faktisk trak sig, efterlod det altid Sean alene igen, med en bekræftelse på sin tro om folk. En ond cirkel, som så meget i hans liv. Et mønster han ikke kunne bryde.

Et svagt smil gled over ham.
Virkelig? Lori ønskede at beskytte ham? Mod hvad? Han kunne klare Natalie. Sean ville være en for stor spiller for hende at miste, og en potentiel ret skadelig fjende. Han kunne tåle det.
Men han skyndte sig heller ikke at affeje det. Uanset hvad der var Loris grund, ville det måske få Lori til at snakke. Og uanset hvor absurd det kunne virke - at en stor og stærk dæmon skulle beskyttes - var der vel også et eller andet rart over det. Ideen om at nogen tænkte så langt om ham, i hvert fald. Hvem ellers ville gøre noget som helst med ideen om at beskytte ham, og ikke blot sig selv?
Ingen. Lori var formentlig den eneste han kendte, der havde udtryk dette i...Ja, siden de var sammen. Dannika havde beskyttet ham, bevares, som en læge beskyttede sin patient. Men det var ikke noget de havde snakket om. Det havde været en helt anden situation.
Nej. Sean tog ordene og fandt en svag trøst i dem. For sig selv, i stilhed.

At Lori havde været i problemer kom ikke i sig selv som et chok for Sean. Et eller andet sted havde han hørt lidt hist og her. Ikke noget konkret, og han havde ikke blandet sig, velvidende Lori ikke ville sætte pris på det. Og da Lori var endt uden for Doomsville, var han på sin vis også uden for Seans direkte indflydelse. Præcis hvor meget, og hvor slemt, var i det uvisse for Sean.
Det nyttede heller ingenting. Lori var en stærk mand. Måske lidt til den følsomme side, på godt og ondt, men stærkere for hver gang han overlevede et mareridt.
I stedet fokuserede Sean på denne Bronso.
Betænksomt så han frem for sig i en stund. For længe, måske, som det efterlod Lori i stilheden efter ordstrømmen. Hvis nogen kendte Sean, ville de genkende hans blik. Stilheden betød at planer var ved at blive dannet.
Til sidst rettede han sig op fra sin plads og trak vejret dybt. Han havde en plan. Mere tid behøvede han ikke. Men han havde brug for nogle informationer først. Blikket gled over til Lori igen.
"Tak. Og lad mig spørge dig mere direkte. Er du her så for det? Du har ikke taget kontakt til mig, så jeg tænker svaret er nej. Men hvor ligger din loyalitet? Hos Bronso...Eller mig?"
Det betød alt for om Seans nye plan kunne blive til virkelighed. Det, og så måske Loris egen villighed til den fremtid, Sean netop havde planlagt.
Det betød intet om Lori ikke kunne lide Natalie, på trods af Sean arbejdede for hende. Planen involverede kun Loris kontakt til ham selv.

Der lå en underlig stemning i rummet, en de tydeligvis ikke brød sig om, nogle af dem. Det var ikke rart at skulle holde ting fra Sean, og han fornemmede også at Sean ikke fandt det fornøjeligt, at skulle komme og udspørge Lori.
Men dette var jo også endnu en af Natalies finurlige ideer, om at gøre andres liv så anstrengt som muligt. Lori kunne ligefrem forestille sig, hvordan hun sad og morede sig, blot over tanken om hvad Lori og Sean gennemgik lige nu.

Lori kende det blik, der nu var at finde hos Sean. Det der var hans "jeg har en ide" udtryk. Og af ren refleks, voksede en meget lille nervøsitet i maven på Lori. Hvad nu? Hvad havde dæmonen nu fundet på?
Hans blik fulgte Sean, som han rettede sig op. Han var udtryksløs Da sen spurgte om Lori var kommet tilbage, for at få informationer fra Sean. Han trak dog lidt op smilebåndet over Seans spørgsmål om, hvor Loris Loyalitet lå.
Havde manden virkelig SÅ lave tanker om ham? Men så igen.. han forstod godt tvivlen. De havde ikke talt sammen siden vi gik hver til sit, og hvem vidste? Lori kunne potentielt havde fundet sig en partner i Brunso, eller bare have fundet det vigtigere med dette nye oprør.

Lori vende hovedet med bordet bag sig, for at gribe glasset med vin en ekstra gang, denne gang dog noget mere afslappet. Han tog en slurk, og satte derefter glasset fra sig igen.
"Som du selv påpeger, så har jeg ikke opsøgt dig" nævnte han, inden han vende blikket mod Sean.
"Jeg forstår godt at du føler sig nødsaget til at spørge" han rettede sig op, og vende sig mod Sean, så han stod lige foran manden.
"Men selvom vi ikke har talt sammen længe... Og selvom jeg har været væk... Så vil min Loyalitet altid være hos dig Sean" hans blik var bestemt, men dog stadig kærligt. Han pustede lidt ud, som om det havde fået ham til at slappe mere af.
"Jeg havde ikke fortalt sig noget, hvis ikke jeg stadig var Loyal overfor dig... Du er ikke blot min tidligere partner Sean. Men du har været der for mig.. selv når jeg ikke troede at jeg havde brug for det" sagde han blot.

Han vende atter blikket mod bordet, og tog et af de tomme glas der stod på bordet, inden han skænkede et glas vin op. Han vende sig mod Sean, og rakte ham glasset med et mildt smil. Et typisk Lori smil. Han samlede selv sit eget glas op.
"Jeg kender det der udtryk Sean.. hvad har du tænkt dig?" Spurgte han så, en kende mere alvorligt.

Der. På trods af de hårde tider Lori havde måtte udstå alene de sidste par år, var der alligevel noget af den gamle Lori tilbage. Nogle af de ord, og det smil, som Sean i sin tid aldrig var blevet træt af. Var der ligefrem...Noget...Varmt over det? Et eller andet sted var deres forhold jo heller ikke stoppet, fordi der ikke længere var følelser. Men det var alligevel nogle år siden, og incubi var ikke ligefrem kendt for at holde sig et sted. Hverken fysisk eller følelsesmæssigt.
Ordene var en større bekræftelse end Sean havde forventet, og overraskede ham faktisk lidt. Nok til at han stille tog imod glasset med vin. Hvordan skulle han svare på disse varme ord? Denne bekræftelse? Noget i ham hungrede efter at give igen af samme skuffe, uanset hvordan det ville blive modtaget af Lori. Men automatisk holdt han sig selv tilbage, aldrig i stand til rigtig at give efter eller give rum for sine egne følelser. Og hvad følte han overhoved lige nu? Hvad ville han overhoved lige nu?
Der var også forskel på at få nogle varme ord, og så rent faktisk...Mere end det.
Det var sikkert hans egen ubalance der drev ham til at tro alt muligt. Ens største fjende var jo ens egne opfattelser.
"Dine ord varmer en ødelagt mand"
Så få ord. Og alligevel indeholdt de mere, end Sean kunne finde ord til at udtrykke. Ordene varmede, ja. Men han var ødelagt, og turde derfor ikke reagere mere på dem. Til dels fordi han sikkert misforstod stemningen mellem dem, og gerne ville beholde dette lille lyspunkt i deres samtale. Til dels fordi Lori fortjente bedre end ham. Han var ødelagt, og kunne måske aldrig rigtig elske en anden person på denne altopslugende og selvopofrende måde, som virkede til at være den eneste rigtige måde folk ønskede sig kærlighed og forhold på.
Men en ting havde ændret sig, selv om det ikke var offentlig endnu. Sean var ikke længere hersker af Doomsville - eller var det snart ikke. Og derfor ville han få mere frihed. Og færre målskriver på ryggen.
Men det var lige meget nu. For sent nu.
Han tog en stor tår af vinen, smagte ikke engang på den, som den gled igennem hans svælg.

Glasset blev sat på bordet igen, som Sean tvang sig tilbage til sin plan. Den var håndgribelig, i det mindste, og langt mindre kaotisk. Også selvom den krævede at Lori ville den.
"Nu må du ikke misforstå mig, eller min intention...Men jeg vil bruge Bronsos plan imod ham"
Blikket gled op til Lori igen. Det var nemmere at se på manden, når de snakkede om en plan, end...Alt det andet.
"Vend tilbage til ham. Fortæl ham du har skiftet mening. Du kan simpelthen ikke få fordrage Natalie, og du vil gøre alt for at få hende væk. Jeg behøver næppe finde på undskyldninger du kan bruge, for at have skiftet mening. Sig du har fået kontakt til mig og vil indlede et tættere forhold til mig igen for at få informationer. Venskabeligt"
Det sidste ord blev tilføjet for at undgå misforståelser.
"Jeg vil give dig nogle informationer du kan give ham, og når han stoler på dig, går der forhåbentlig også nogle informationer den anden vej. Planer. Men målet ville være at finde ham, og finde en måde at uskadeliggøre ham på. Så derfor vil der være risici, der vil være en risiko for at han gennemskuer planen og sender folk efter dig. Jeg er sikker på du kan klare dig selv nu, men fordi det er min plan, står min beskyttelse selvfølgelig også til rådighed" Forsikrede Sean med et svagt smil.
"Hvad synes du?"
Planen krævede de ville se mere til hinanden igen. Men ikke mere end for at ligne de brugte tid sammen, og for at Sean kunne Lori disse informationer - og måske også selv modtage nogle. Det behøvede ikke være mere end ren arbejde, hvis det var det de ønskede.
Eller, som han sagde til sig selv. Hvis det var det Lori ønskede.

Han kender det der blik godt, næsten alt for godt! Sean tænkte, og spekulerede. Havde han ikke regnet med Loris ærlighed? Havde han virkelig forventet at Lori ville sige at hans Loyalitet ikke lå hos Sean længere. Ellers kunne man vel næppe kalde det Loyalitet? Hvis den blot forsvandt, fordi man ikke længere var et par. 
Sean havde jo ikke bare været Loris Partner, men endda en form for Mentor! Han havde hjulpet Lori da hans verden og muren mellem hans personligheder brød sammen. 
Desuden gik de jo ikke hver til sit som uvenner. Men det var, det der var det bedste for dem begge, på det tidspunkt. Hvor end Lori var enig i øjeblikket eller ej. 
Men det var ikke ikke fordi, det som sådan var SEAN der havde taget beslutningen. Selvom det nok var ham, der havde udtrykt den først. 
Et smil kunne findes på Loris Læber, da Sean sagde at det varmede.
Dog var det ikke rart at høre, at Sean så sig som en ødelagt mand. Det var aldrig rart og tænke den tanke om en man holde af! Skønt at han vidste, det var sådan Sean havde det, og måske egentlig havde haft det længe. Og det gjorde Lori, holde af Sean! Og det ville han jo i virkeligheden nok altid gøre!

Loris ansigt, lyste lidt op i over i overraskelse, da Sean begynde at fortælle sin plan. 
Han rynkede en smule på brynene. Det var en farlig plan. Og så var Lori heller ikke helt sikker på, om han var enig i den. Så han skulle hjælpe med at få Brunso af vejen? Den eneste dæmon, ud over lige… ja Sean.., han kunne forstille sig, være stræk nok, og have magt nok til, rent FAKTISK at få fjernet Natalie fra hendes magt, og ledelse over dæmonerne. 
Han lænede sig over bordet, og så eftertænksom ud. 
Hans Loyalitet, ville altid ligge hos Sean, men dette var et spørgsmål om mere, end blot loyalitet, det handlede om en hel Race, en eventuelt forandring, i Rigtig mange ting. 
Men hvorfor ville Sean hjælpe hende? Han brød sig ikke engang om hende. 
Denne plan ville også resultere i at de var nød til at bruge mere tid sammen.. Ikke at det var forfærdeligt. Det betød jo ikke at det var andet, end… en plan! Ja… det var en plan, og de ville komme til at se mere til hinanden sagens syld. 
“Så du vil have mig til at hjælpe Natalie?” Spurgte han, mens han rettede sig op. Han så eftertænksom ud. Dette var ikke en beslutning, der var nem. 
Han stod lidt, med armene foldet foran sig. 

Det var tydeligt at han grublede. Inden han stillede sig mere rart. 
“okay… vi gør det” sagde han, inden han så mod Sean. “Men vi har et problem!… Jeg ved ikke hvor Brunso er, han rykker rundt hele tiden, netop for at ingen skal finde ham… jeg var hos ham i kort tid, og blot i den tid, rykkede bi rundt flere gange” Sagde han lidt frustreret. Han begynde at gå lidt rundt, mens han eftertænksomt, kørte sin tommelfinger fra side til side over sin overlæbe.
Hvad var det lige han var ved at rode sig ud i? Han og Sean var nød til at bruge mere tid sammen, og selvom de ikke hadet hinanden, så havde de to ikke talt sammen i år.. og nu var de pludselig nød til det, igen… på grund af Natalie! 
Han så mod Sean. “Jeg ville blive nød til at forlade byen igen, for en tid, for at opspore ham” lød det fra ham med et træk på skuldrende.

Var Sean bare en god højrehånd? Man kom ikke højere op hos dæmonerne, end som højre hånd, medmindre man selv blev leder. Så det var ikke bare for Natalies skyld, men fordi han selv ville forblive stående sikkert med sin høje stilling. Med at kommandere folk rundt, med at lægge planer og prøve at få Natalie til at forstå de små finesser i politik. Bevares. Hun var dygtig og snu, mange undervurderede hende. Men nogle gange var det som at tale til en dør om visse ting. Og netop derfor havde hun brug for ham. De fik begge noget ud af det.
Nej, hvis Sean nogensinde skulle lægge planer imod hende...Ville det kræve rigtig meget arbejde. Og forsigtighed. Det var ikke ligefrem fordi hun lod ham være alene, der var altid spioner over det hele. Præcis som han selv havde.
Han kom lige fra en stor plan - hele borgerkrigen i Doomsville, der egentlig var hans skyld - og stod allerede og overvejede om han skulle gå i gang med den næste. Men ærlig talt...Var det det værd? Han havde en helt ny datter, hvis liv ikke måtte blive bragt i fare. Og han vidste Natalie ville gå direkte efter hende. Selv om han ikke havde introduceret dem, var han ikke i tvivl om hun vidste at datteren eksisterede.
Og der var andre folk, der ville blive fanget i ilden. Genevira. Lori. Intet var garanteret.

Uanset hvad fremtiden ville bringe, ville fjernelsen af Bronso være det bedste for Sean. Enten for at sikre Natalies magt, og dermed hans egen position. Eller for at have en mindre at slås med, hvis han en dag gik imod Natalie. Tiden ville vise hvad der blev mest relevant.
"Du har ingen ide om hvordan man kan kontakte ham? Han må have nogle mænd eller bestemte steder for informationer. Ellers fungerer hans netværk ikke" Spurgte han. Hvordan ville Bronso samle informationer og lægge planer, hvis ikke han havde folk eller hemmelige steder rundt omkring til at lægge f.eks. breve og den slags? Hvordan ville manden opnå noget, hvis ikke han havde et godt netværk?
Men selv hvis han havde, var det ikke garanteret at Lori kendte til det, selvfølgelig. Eller det kunne have ændret sig.
"Du må have en ide om hvilke områder du kan gå rundt i og spørge ind til ham og sagen" foreslog Sean i stedet. Lidt farligt? Ja. Især med Natalies spioner. Men Sean ville forklare sagen for hende, så forhåbentlig ville Lori få lov til at arbejde i fred.
"Du behøves ikke mødes med ham personligt, hvis han ikke tør eller vil det. Men der må være en mellemmand eller en måde at kommunikere på" tænkte han højt.

Lori så eftertænksom ud. Sean havde ret, der måtte jo være et stod han kunne mødes med Brunso. Altså, der var jo et sted... Brunso havde givet ham et sted, hvor Lori kunne opsøge, hvis han havde brug for noget. Og det måtte vel også tælle i dette tilfælde. Han nikkede lidt "der er ET sted, jeg kan tage hen, og forhåbentlig har han stadig folk der" sagde han og rettede lidt op sin stilling.
"Det sidste sted vi operedere fra, var dragons peak.. men jeg tvivler på at han stadig er der" han kunne have bidt sig i tungen.. hvorfor sagde han lige VI? Det ville da KUN få Sean til at mistænke at Lori var mere indblandet, end han fortalte.
Men det ville ikke gå, hvis Sean vidste HVOR indblandet Lori havde været.
Næppe fordi Sean ville blive Jealous, men det ville måske virkelig som om Lori var tættere med Brunso end han egentlig var.

Han så på Sean "jeg prøver at finde ham... Eller i hvertfald hans mænd" sagde han roligt.
Han tog en tår af sin vin. "Jeg tror ikke han kommer til at have indvendinger mod at mødes med mig... Jeg tror Brunso er typen der helst vil høre tingene direkte, så forklaringerne ikke når at ændre sig undervejs" sagde han roligt. Han lænede sig atter op af bordkanten. "Og han virkede til at nyde mit selskab sidst, så jeg kunne forestille mig, at han ville være med på at mødes" sagde han roligt, med et træk på både smile båndet og skulderen.


//Ja undskyld for længden, jeg sad live lidt fast XD

Der var tydeligvis en fortid mellem de to. Og måske en nutid, på trods af Bronso og Lori ikke var i samme lokale, eller muligvis by, i øjeblikket. Ikke at Sean var sur over implikationen, uanset hvad den måske lød på. Sean havde jo selv haft andet selskab undervejs. En læge, for det ikke skulle være løgn, på trods af han normalt var enormt mistroisk over for folk der kaldte sig læger. Men Dannika havde kunne få ham til at slappe af på en anden måde. Det hjalp også han havde været alvorligt skadet i skoven, og hun havde været den eneste der kunne hjælpe ham. Han var tvunget til at indtage rollen som den svaglige patient for en stund, selv om det ikke havde passet ham særlig godt. Og så takket med at give Dannika rollen som borgens officielle læge. Kun for at hun mere eller mindre var rejst igen, fordi hun absolut skulle hjælpe alle hun kunne - overalt hun kunne.
På trods af Sean forsigtigt havde prøvet at indgå en relation med hende.
Men det lå åbenbart ikke i hans lod at beholde nogen tæt på sig.

Nej. Spørgsmålet var mere om Lori var følelsesmæssigt knyttet til Bronso, og derfor nem at manipulere med af Bronso. Om deres lille plan hurtigt ville blive afsløret, enten direkte eller indirekte, og hvad det så betød for enten Lori eller Sean.
Men planen måtte få en chance. Og så måtte Sean se hvad der skete - og et eller andet sætte sin lid til at Lori faktisk ville være loyal til Sean. I princippet ville Lori være en dobbeltagent, og ingen lovede at Lori ikke netop foretrak Bronso.
Så han måtte passe på. For sin egen skyld. Og lade være med at være for knyttet, eller følelsesmæssigt investeret.
Han trak vejret dybt, men lydløst, da han så over på Lori igen. Og gav et svagt nik. Et par fingre trommede svagt i bordet.
"Godt. Det er en start. Du kender Bronso bedst, så jeg sætter min lid til at du ved hvad du skal gøre og sige. Og passe på dig selv undervejs. For jeg og mine mænd vil ikke være i nærheden. Til dels fordi Bronso sikkert vil vide det eller fornemme det, og det vil yderligere ødelægge dine chancer"
Selvfølgelig ville han nok udvælge en enkelt spion eller to, der forsigtigt kunne holde øje på afstand. Sean havde dygtige folk. Men ingen der åbenlyst gik med, og ingen Lori kendte til.

Et svagt smil gled over Sean.
"Han er ikke den eneste der nyder dit selskab"
Bemærkningen var let og bekræftende. Men Sean nærmede sig ikke, og gjorde intet for at lægge mere i ordene end det. Hvorfor skulle han? De havde intet. Og han vidste ikke hvor Loris interesser lå. Nej, det ville blot blive en ny undskyldning for at blive såret senere, foruden måske mere en trøst end fordi Sean kunne love noget.
I stedet greb han glasset med vin og hævede det.
"Til vores nye samarbejde. Du må sige til hvis jeg skal lære dig nogle fif. Det bliver vigtigt du kan lyve og beskytte dig selv. Selv om...du ser ud til at have nogenlunde styr på rent fysisk at forsvare dig"


//Np

Lori tanker kørte lige nu, han havde en ide om hvordan han skulle give det her an, men Sean havde ret! Det her blev en risikabel mission! Og han skulle virkelig finde sin indre løgner frem. Ikke at han havde et problem med det.. han havde gjordt det før. En del gange faktisk... Okay. Det havde ikke gået så godt overfor Sean, men Sean var måske også en af de få personer der rent faktisk kende ham.. OG som kunne se lige gennem det hele. Noget han altid havde beundret, men faktisk også frygtede lidt. Lori ville aldrig kunne fuldføre en løgn overfor den mand. Måske var det i virkeligheden fordi han ikke havde lysten til at skulle lyve for Sean? Var Sean ikke dukket op i aften, havde Lori kunne køre videre uden at nogle havde vidst noget som helt om, at han havde været indblandet i noget. Måske var det NETOP derfor at Natalie havde sendt Sean? Hvem skulle hun ellers have sendt? En hver anden, havde Lori inden narret eller.. valgt at slå ihjel.
Men Sean! Om Lori ville det eller ej, kunne han ikke klare nogle af delene.
Var Sean virkelig stadig Loris svage punkt. Her stod han midt i sit tankemylder, da Seans stemme gennem trængte alle talerne. Han så over på Sean med et næsten overrasket blik, da manden afslørede at Brunso ikke var den eneste der nød Loris selskab. Et let, lydløst sul forlad ham, efterfulgt at et mildt smil. Okay... Sean kunne stadig! Han kunne stadig sige ting, der kunne få en vis varme frem hos Lori. Men sammen med varmen, kom der også et lille stik. Et lille stik, af nostalgi og følelser, der engang var så dybe. Men det var en anden tid, og de havde begge været gennem en del siden da.
Heldigvis fik Sean hevet ham ud af alle tankerne, ved at vende tilbage til snakken om deres opgave. Han smilede lidt, og hævede selv sit glas.
"For vores samarbejde" gentog han, han bad ved at tage en tåre, men var ved at slå grine lidt, da Sean spurgte om han skulle give Lori nogle fif.
Han så på ham, med lidt af det drilsk smil. "Så du tvivler på om jeg kan passe på mig selv?" Spurgte han med hovedet tiltet lidt til den ene side.
"Jeg er en del stærkere nu, end jeg var den gang" sagde han blot med en selvsikker stemme, og tog en tår mere af vinen.
"Måske kunne jeg endda klare dig i nærkamp nu" lød det lidt drilsk fra ham.

Sean tog en lille tår af vinen. Det var ikke fordi han ikke kunne lide vin. Men han havde vænnet sig til kun at nippe af den. Det gjorde man i de adelige rækker, for man skulle nødig blive fuld i et fint selskab. Og hvis Sean endelig ville være fuld - noget han heller ikke blev så ofte længere - var det som regel i selskab af rom eller whiskey. Et par shots, eller en halv flaske, og så var den aften reddet.
Men...
Han havde alt for mange årsager til aldrig at blive fuld mere. Og for få muligheder til at blive det. Eller for få hvis selskab indbød til det.
"I den forbindelse..."
Sean trak vejret dybt, som han havde kigget dybt ned i sit eget glas. Nu blev blikket hævet igen. Der var en ro over ham, selv om det han skulle til sige måske var en overraskelse. Men det ville være svært at vurdere om der lå glæde eller sorg bag hans næste ord.
"...Skal du vide...At jeg heller ikke er Doomsville hersker mere. Lige nu er jeg..."
Glasset blev sat på bordet igen.
"Men for fremtiden er jeg ikke. Du ved det før det meste af offentligheden, men det bliver snart offentliggjort alligevel. Jeg har en der tager over, og jeg vil stadig arbejde side om side med Natalie. Men mit hovedfokus bliver min klan og...Mit eget liv. Det er selvfølgelig en hemmelighed for nu"
Hvad der end var tilbage af det sidste, vel at mærke. Men han følte Lori burde vide det. For at forstå at Sean ikke stod bag ham med en personlig hær og en stor økonomi, men noget mere beskedne midler og mere beskeden magt. Men i forhold der faktisk passede Sean meget bedre. Var det ikke fordi det havde ført uvenskabet med Gene med sig.
Og et eller andet sted...Havde han også bare lyst til at sige det. Som om det skulle hjælpe på et eller andet.

Men hvad var det?
Det var som om Sean rettede sig lidt op ved Loris næste drillende ord - eller drillende udfordring?
Han var så forankret i sin plads som archdemon, at han var van til folk ikke turde udfordre ham. Og hvis de endelig gjorde det, var det små svage mennesker, der var alt for nemme at flå fra hinanden når han var i sin dæmonskikkelse. Var det ikke netop den slags rustne evner han gerne ville genoplive i sig selv igen? Sikre han stadig kunne til samme duelighed som før i tiden? Kunne netop ikke en venskabelig kamp give ham lidt liv i kroppen igen?
Tanken fik hans hjerte til at slå hurtigere. Lige nu var der faktisk ikke noget han hellere ville.
Et drillende blik mødte Loris og smilet voksede en anelse.
"Oh, denne gamle dæmon? Du tror du kan vinde over mig?"
I ren styrke kunne Lori nok ikke vinde. Men en nærkamp var andet end råstyrke - selv om det hjalp. Sean løsnede sit bælte og lagde sit sværd og bælte på bordet. Han løsnede sin kappe og lagde den samme sted.
"Skal vi?"
Under kappen havde Sean en varm trøje af sort uld, men ved snakken om en kamp begyndte han at tage den af. Indenunder havde han en tynd skjorte, også i sort. Knap så varm, og meget nemmere at bevæge sig rundt i.
Han begyndte at løsne sine læderstøvler.

Det var et overrasket blik der kom fra Lori da Sean nævnte, at han om ikke så længe, ikke ville være hersker i Doomsville mere. Hvorfor? Var Sean blevet sat af? Eller havde han selv valgt at træde af?
Og det svarede Sean så selv på, ret hurtigt. Selvfølgelig, havde han selv en finger med i spillet.
Han trak en smule på skuldrene.
"Det var jo aldrig din egen ide at skulle være hersker I Doomsville" sagde han roligt. Det var jo egentlig noget hans var blevet pålagt at Natalie. Sean var lige sluppet fra rollen som hersker I dragons peak, og han var begyndt at få det meget bedre, i sot eget hjem. Men efter hans sygdoms forløb,var han blevet indsat som hersker af Doomsville.
Han tog en tår af sin vin, mens blikket hvilede mod pejsen.
Han var på sin vis glad for at Sean havde delt det her med ham. Det føltes lidt som før i tiden, hvor de talte om alt eller intet.
De havde aldrig haft problemer med at tale sammen. Hvis ikke det var samtaler om deres egne liv, eller hvad der skete i byen, så havde de også autos haft deres fælles interesse i bøger, og talte ofte om dem.
Men det var længe siden.. tingene havde ændres som, for dem begge, og ikke mindst mellem dem.

Hans drilleri så ud til at have bidt sig lidt mere fast i Sean, end meningen egentlig var. Han så lidt overrasket på Sean. Så manden ville kæmpe?
Et skævt smil bredte sig på hans læber.
"Er det nu også en god ide? Jeg mener... i din alder skal man jo passe på med at overanstrenge sig" drillede han, inden han satte glasset fra sig, og flyttede sig hen mod Sean.
Trøjen der ellers var kommet på, da Sean var ankommet, blev nu trukket af igen.
Han strakte sig lidt, inden han stillede sig klar, med hænderne foran sit ansigt, for at beskytte det.

Ja. Sean arbejdede hensynsløst. Han havde et mål, og stoppede af intet for at nå dem. Uanset hvor mange der måtte dø undervejs. Han var kalkuleret og effektiv - men det kostede. Hvor han lagde en god plan og kunne udføre den, og hvor han havde styr på det politiske liv... Havde han intet styr på sit personlige liv. Men det var ikke noget nyt. Det var hans lod i livet. Ja, et skyggevæsen ville nyde at tilbringe tid i hans skygger. Mon han selv ville blive et skyggevæsen en dag? Der var mørke nok i hans sind til det, trods alt.
Selv når han faktisk prøvede...Så gik tingene galt.
"Nej. Og nu har jeg endelig rystet den stilling af mig. Efterladt den i nye hænder, som uden tvivl vil kunne bære opgaven. Med...Eller uden...Mig" bemærkede han en anelse tungt. Genevira Isherwood. Nyadlet og herskerinde.

Nej, legen var en kærkommen undskyldning for at ryste det af sig. Støvlerne blev skubbet ind mod bordet, så de ikke stod i vejen. Befriet fra de tunge beklædninger, stod han i sine bukser og sorte skjorte. Det ene ben gled om bag det andet, hænderne kom op foran hans ansigt, klar til kamp. Og knap nåede Lori at blive klar, for Sean - ikke uden et svagt smil over drilleriet - trådte frem og gjorde et udfald mod Lori. Som han forvende at Lori ville parere med overkroppen, fortsatte Sean i en glidende bevægelse, som hans ene ben gled frem for at vælte Lori eller i det mindste skubbe ham ud af balance, før Sean ville prøve at fortsætte fremad - og presse Lori bagud - med flere lette slag med armene. Ikke hårdt, for de øvede kun, men alligevel nok til at det kunne bemærkes.

Det var tydeligt at det betød noget for Sean, det at han ikke længere skulle fungere som Doomsvilles hersker. Og måske ikke KUN noget positivt? Lori havde ikke været i byen længe, og han havde ikke talt med Sean i noget der føltes som evigheder. Så ha vidste af gide grunde ikke hvad der foregik i mandens liv.
Han kunne mærke at den tanke nev lidt.. engag var Lori den der vidste mest om Sean! Om hans liv, om hans tanker og bekymringer. Og nu... nu var det som em der var en stor kløft mellem dem. En kløft Lori nok selv havde deltaget en del i at skabe. Han rystede tankerne fra Sig. Det var fortid! Og nu måtte tingene gå som de kunne. De kunne ikke bare gå tilbage til sådan som tingene var før. Ikke engang uden følelserne. For de havde begge være fjerne for hinanden.

Heldigvis blev alene disse tanker glemt, da de valgte at starte deres lille "leg"
Han havde ikke gjorde det her siden han havde set med Kace. Og der var noget forfriskende ved det.
Lori stod klar, og han måtte tænke hurtigt da Sean rykkede frem. Han parkerede de fleste af slagende, og undgik de fleste af stand bevægelser og angreb. Nogle af dem var dog ved at få ham ud af balance.
Hans egne bevægelser, var dog anderledes end Seans han brugte sine ben en del, ved spark, og når han undgik Seans angreb, var det og med hurtige bevægelser.
Et lidt drilsk smil var at finde på hans læber.
"Du må kunne gøre det bedre kære Sean" drillede han lidt, inden han selv i en hurtig bevægelse rykkede frem med Sean for at få et slag ind.
Han vidste at Sean vat stærk, men forhåndentlig var Lori hurtigere.

Hvad skulle man med fart, når man havde en høj smertetærskel og man kunne nå at slå folk ihjel med ren styrke, før de kunne gøre noget virkelig skadeligt? Det var sådan Sean sloges nu om stunder. Ofte forvandlede han sig - hvorfor ikke? Det var befriende - og i sin store skikkelse føltes han uovervindelig. Slag føltes som pust, et sværd som et stik. Også selv om sårene var værre end først antaget, når han så forvandlede sig tilbage. En lille ulempe. Men pointen var der - i sin skikkelse kunne han kaste rundt med folk, så de færreste nåede at ramme ham mere end en gang.
Ja, han var afhængig af sin styrke. Og nød den til fulde. Men Loris krop var ikke så bred som Seans. I det hele taget en anelse mindre, og hurtigere. Så hvor Sean blev stående hvor han var og langsomt pressede mod Lori, velvidende han til sidst måske kunne fange ham mod væggen og vinde ved hjælp at presset alene, var Lori hurtigere.
Og ærligt ville det også være for kedeligt hvis han ikke var.
Og måske havde han en forkærlighed for at sparke ud med benene. I det hele taget havde Sean intet imod at bruge hele sin krop - eller blive ramt af et slag for at komme tættere på målet.
Alt efter hvem der var hurtigst, ville Sean prøve at gribe fat i Loris arm og trække ham ud af balance. Med et ben ville han vælte han ned på gulvet - og i en principiel rigtig kamp allerede være garanteret at vinde.

Hvis ikke, ville Sean ramme luften, og i stedet trække sig et skridt tilbage for at genoptage sin stilling, så han selv holdt balancen og kunne vurdere hvad han nu skulle gøre.
"Du er hurtig" bemærkede han tilbage. Mere en kort bemærkning end noget andet.
Hvorfor ikke drille ham lidt?
Hvis ikke han havde fået fat i Lori og væltet ham på gulvet, havde Sean nu stillet sig i en forsvarsposition og lod sig trække tilbage. Lade som om Lori vandt ind på ham. Parerede og tog imod, som han prøvede at lære sig Loris rytme og komme ham i forkøbet.

Det ved tydeligt at de kæmpede på hver sin måde! Lori var mindre og hurtig, og bevægede sig en del mere end Sean, der derimod var stor og stræk. Så hvad Lori manglede i styrke, havde ham måske så i sin hurtighed og adrethed. Men han vidste at Sean også kunne være hurtig og han havde tiægengæld også en utrolig styrke. Og Lori kunne tydeligt mærke, at når han tidligere havde kæmpet, hvade det været i hans dæmpnform. Så der manglede en helt bestemt del af hans krop, når han var i denne form! Nemlig hans hale. Havde han haft den, ville han kunne vælde Sean omkuld med det samme, og havde det været en modstander der skulle slås ihjel, kunne det være nærmest umuligt at undgå de store pigge på enden af halen.
Men nu var dette jo ikke en kamp der handlede om at slå ihjel. Der var en "venskabelig" kamp. Selvom Lori tydeligt kunne mærke konkurrence genet slå ind. Han var godt klar over, at han sikkert ikke ville kunne slå Sean. Men derfor ville han gerne kunne vise dæmonen, at han rent faktisk var blevet stærkere. Og at han ikke længere var den lille skrøbelige dæmon.

Sean bevægelse, kom en smule bag på Lori, og mandens plan virkede desværre, og fik derfor Lori til at lande fladt på ryggen, med et brag. Dog var han hurtigt oppe igen, med en hurtig bevægelse. Han kom med et skævt smil, over Seans kommentar "og du er stadig stræk" bemærkede han tilbage.
Han lagde mærke til at Sean begynde at trække sig.
Nu var tiden der til at afslutte det her!
I en bevægelse der var usædvanlig hurtig, rykkede han frem mod dæmonen. Og med et, satte han hårdt af fra gulvet, og sprang op, med retning mos Sean.
Hvis ikke Sean nåede at gribe fat i Lori, ville han svinge begge ben om natten på Sean, og derefter lave et vrid bagover, hvilket forhåbentlig ville hive Seen forover, og ned i gulvet. Hvis han klarede det, ville han skynde sig ned på gulvet selv, og holde fast om Sean hænder mod gulvet, så manden ikke bare rejste sig igen.

Nåede Sean dog at gribe fat i ham, havde en dog ingen kontrol over hvor han ville lange, men gulvet ville sikkert være stedet.