You? Of all people.. Why - Sean

Et eller andet sted lod han nok Lori vinde. Men det var tydeligt Lori var blevet bedre. Stærkere, hurtigere og mere selvsikker. Det var en god udvikling. Sean kunne godt lide at se den side af Lori - og den ville være vigtigt i forhold til deres nye plan.
Til dels lod han Lori kaste ham forover. Til dels var det begrænset hvad han kunne gøre, når nogen fløj igennem luften og lagde et par stærke ben om halsen på en - især hvis man ikke ville risikere at brække selv samme nakke. Så Sean tilpassede sig og lod sin krop følge momentet, for at undgå skader og falde bedst muligt.
Selv med Lori siddende på sig, holdende hans arme, så han bare op på Lori med et lille smil. Han lod Lori få denne her. Måske var det den gamle mentor i ham, der stadig ønskede at se Lori vinde sine kampe. Måske var det den stadig tilstedeværende interesse for manden. Måske var det fordi de begge vidste at lagde Sean kræfter i, ville Loris hænder og kropsvægt ikke være nok til at holde ham nede.
Men der blev han liggende, på ryggen, og så på Lori. Gav efter, for en gangs skyld.
"Savnet pladsen?"
Sean kunne ikke lade være med at drille Lori, med en hentydning til alle deres stunder sammen. Uanset hvem der havde siddet på hvem.

På sin vis overraskede det ham ikke at tricket virkede. Men på den anden side, alt kunne ske når det handlede om Sean. Han var trods alt en både stræk og erfaren dæmon, og ikke mindst, den der havde lært Lori det meste.
Trods hans styrke og kamp erfaringer var blevet bedre og større i den tid de ikke havde set hinanden. Så var Sean den der havde lært Lori at bruge sine styrker på den bedste måde, både fysisk men også intellektuelt. Og en ting Lori var god til, var at være snedig, adræt, og ikke mindst lydløs. Noget han tidligere havde drøftet med Sean, da han ville med i Seans klan. Måske kunne han den gang ikke slå ihjel -noget tiderne dog havde ændret en del på- men han kunne i hvertfald bryde ind, nærmest alle steder.

Lori sad foroverbøjet ind over Sean, med hænderne om Seans håndled, og et forpustet, men sejrende smil. Han vidste godt at Sean ville kunne vælde ham af til hver en tid! Men han tog den smule han kunne få, og denne lille sejer, tillod han sig at nyde alligevel.
Dog ændrede smilet sig en kende, da han hørte Seans spørgsmål, og et sug gik gennem hans mave!
Om han havde savnet pladsen?! Der var ikke noget han havde savnet ret meget mere. I lang tid!
Loris greb om Seans håndled løsnede sig en smule, selvom han ikke tænkte nærmere over det.
Dog varede det kun ganske få sekunder, inden Lori fremviste et ligeså drillende smil.
"Tror du ikke nærmere, at det er dig der savner det?.. eftersom du lod mig vinde med vilje?" Spurgte han med et næsten udfordrende blik. Han var jo ikke dumt, han vidste da godt at Sean ville kunne vinde, med lethed, hvis han bare prøvede.
Denne her følelse var lidt sær, han havde troet, ar hvis de bare kom i nærheden af det her emne, så ville det gøre for ondt! Men... derimod, var det nærmest befriende, som om denne anspændthed der havde været, lettede.
Lori strammede grebet om Seans hænder mere, og rykkede hovedet længere ned mod ham, så der ikke var mange centimeter mellem deres ansigter.
"Du kunne bare sige, hvis du savnede sexen så meget" lød det drillende. Han trak sig dog roligt igen fra Sean, og lettede grebet om hans hænder.

Nogle ting ændrede sig aldrig. Og to incubi i samme rum var dømt til at drille hinanden på en eller anden måde - enten det, eller slås om magten i rummet. Dæmoner var enten fantastiske allierede, eller hinandens værste fjender. Der var sjældent plads til mange nuancer, stædige og stærke som de fleste dæmoner var.
Men det var nu ikke fordi Sean lå og funderede tungt over sin egen race. I stedet slog hans hjerte et slag over, hans sanser skærpet i et øjeblik, bevidst om hvordan Lori skiftede mellem næsten at slippe ham, kun for at tage fat igen.
I et øjeblik frygtede han om han havde krydset en grænse. Det havde føltes så naturligt at drille på den måde. At sige det. Sean havde for en gangs skyld følt sig afslappet, fanget i øjeblikket. Den følelse...Han havde ikke haft den længe. Måske siden han brød kontakten med Lori og havde travlt med at lege hersker på andres vegne. Han savnede det. Hungrede efter det.

Smilet voksede lidt. Et drillende glimt i øjet. Om han havde savnet det? Selvfølgelig. Han havde måske ikke tænkt så meget over det. Men lige her, lige nu. Ja, han havde savnet det. Og i et øjeblik nok til at gjorde ondt i hjertet. Som om det næste hjerteslag stak i brystet på ham.
Tætheden. En at være tryg og afslappet med. En der kendte ham lidt, og derfor valgte Seans selskab fordi han gad det? Det var en drøm. Lige nu... Kun en drøm. Og realiseringen fik ham til at kæmpe med sit indre. Burde han bare trække sig nu, gå hjem? Eller drille videre, velvidende at interessen måske kun gik den ene vej nu? Han kunne ikke lege sådan med Lori. Selv om de begge var incubus, var de ikke uden følelser. Og deres nye mission måtte ikke falde over styr, fordi Sean i et øjeblik opførte sig som en ung dæmon.

Lori havde for et øjeblik gjort ham stum.
Men med et smil, og et vrid i hofterne, væltede han Lori ned - medmindre Lori lidt mere adræt formåede bare at sætte sig ved siden af.
Sean satte sig op, men væltede ikke Lori ned. Legen var vel slut, på sin egen måde. Om ikke andet, så af Sean selv.
"Der er mange ting jeg savner" svarede han, hverken be- eller afkræftende. Han rømmede sig svagt og rejste sig op. Fjernede fokus fra Lori og var i stedet mere optaget af at kigge på sig tøj, og få det på igen. Det var nemmere sådan. At være her, i situationen, uden at kigge direkte på Lori.
"Du er blevet bedre. Stærkere, hurtigere. Det er godt"
Om han var stolt? Ja, et eller andet sted, velvidende Lori havde arbejdet videre på de ting Sean oprindeligt havde lært ham.
Sean bukkede sig ned for at trække sine støvler på igen.
"Så...Du ville kontakte Bronso, eller finde hans folk, på en eller anden måde. Imens vil vores kontakt være på et minimum, så de ikke får mistanke om noget. Bagefter må vi mødes eller snakke sammen igen, så vi kan lægge en plan fremadrettet. Du har været en del af min klan, nogle af de gamle gemmesteder er stadig i brug"
Gamle drop-steder, hvor genstande eller information kunne gives anonymt videre. Endelig kunne Sean rette sig op og vende sig om mod Lori igen, Sean igen nogenlunde i kontrol med sig selv.
Nej. Lori var ikke længere den samme usikre dæmon, med et stort hjerte. Lori var vokset. Blevet voksen. Selvstændig, fuld af selvtillid, og god til at klare sig selv.
Betød det noget, at det næsten gjorde ham endnu mere tiltrækkende i Seans tanker?

Var Lori alligevel gået over stregen? I hvertfald virkede Sean til pludselig at blive meget stum. Noget der ellers ikke lignede Sean ret meget..
Det var måske ikke KUN Lori der havde det en smule presset omkring deres relation, eller... forvirringen over hvilken de har nu.
Han lod sig nemt vippe af, og sad nu på gulvet, med benene straks foran sig, og armene mod gulvet bag sig.
Han kunne ikke helt sætte en finger på HVAD det var ved Seans sætning, der gav ham en underlig fornemmelse. Der var meget Sean savnede? Altså generelt? Eller i forhold til Lori?
Blikket fuglte Sean som han rejste dog. Og nu hvor Sean ændrede emnet, blev Lori nærmest helt hylet ud af den.
Han rystede dog tankerne fra sig. Det var det bedst sådan alligevel! Det var ikke nogle grund til at ribbe op i gamle sår, og måske ende med at såre hinanden. Og Lori var ikke interesseret i at gennemleve det hele en gang til, og der var han sikker på at Sean heller ikke var.
Med et roligt smil, rejste Lori sig fra gulvet.
"Jeg har heller ikke haft så meget andet at bruge tiden på" små grinte han lidt, inden han selv bevægede sig hen til hans trøje, som han havde smidt inden kampen. Den blev trukket over hovedet, og skjulte derved den markante overkrop. Ham bukkede sig ned mod sine støvler mens han lyttede til Seans plan.

Han rettede på sig, efter at han havde fået trukket aæt tøjet på.
Han gik over mod bordet og pejsen igen.
"Ja.. planen er at jeg kontakter Bronso, fortæller ham om min forbindelse til dig, og hvordan det kan bruges mod Natalie.." nævnte han, inden han tog en tår af resterne af den vin han havde stående.
"Derefter kommer jeg tilbage og rapotere til dig" nævnte han, inden han vender sig tilbage mod Sean.
"Men Sean.. du er nød til at lade mig gøre det her selv!.. ikke noget med at få dine mænd til at skygge mig, og følge efter mig" sagde han mens at gik mod Sean, han stoppede kort foran ham.
"Du er nød til at stole på mig, hvis vi skal gøre det her.... finder jeg ud af at du eller Natalie for den sags skyld blander jer... så er vores deal slut...forstået?" Det var ikke den lille forsigtige Lori der stod foran ham nu. Lori var klar over, at han var I gang med at sætte livet på spil, på grund af en dæmon han ikke engang kunne lide.
Og han var også selv klar over... at dette var for Seans skyld... ikke for Natalies.
Men han nægtede også at lege stikirandt dreng for dem.

Det var aldrig simpelt. Ikke med ham. En ting han var alt for opmærksom på, men ude af stand til at ændre. Han trak vejret dybt.
Planen var lige til. Og alligevel var det ikke til at sige hvor længe det tog, eller præcis hvad Lori ville blive udsat for. Selv om Sean havde en mission, og han normalt gjorde alt for at opfylde sine mål på den ene eller anden måde, brød han sig ikke om at sende Lori ind i en potentielt farlig situation. Han ville langt hellere selv gøre det, end risikere Loris liv og lemmer. I virkeligheden var det nok en egoistisk beslutning. De ville arbejde sammen i et stykke tid, og Sean ville have mulighed for at se Lori igen. Ja, for ellers kunne han altid sætte andre folk til at lede efter Bronso. Før eller siden skulle de nok finde ham. Han kunne altid lyve for Natalie, blande Lori udenom...
Men den plan ville nok heller ikke være uden risici.

Sean satte sit sværdbælte om livet igen, da han så op på Lori, som manden kom over til ham. Bestemt. Med klar besked. Og alligevel var Sean ikke sikker på han kunne efterkomme dette krav. Alt i ham skreg om at lade være - om at holde øje med Lori. For missionens skyld, ja, men også for Loris skyld. I princippet var Lori en Sean skulle beskytte nu. Fordi Sean sendte ham ud på en mission. Sean var en retfærdig leder - han sørgede for sine folk. Og Lori var mere end bare det.
Sean sukkede svagt og lod blikket glide over Loris seriøse ansigt. Hvordan kunne Lori bede ham om det umulige?
Og hvad skulle han selv svare? Ja, og så gøre det alligevel? Nej, og deres potentielle plan - og fremtidige møder - væk for altid? Ingen af disse scenarier tilfredsstillede Seans behov. Behov for kontrol, eller behov for...Et eller andet.
Han gned hånden mod sin hage et kort øjeblik, mens han overvejede situationen.
"Du beder om det umulige" bemærkede han, ikke uden et lille smil.
Det var ikke fordi han ikke stolte på Lori, og troede Lori ville snyde ham. Selv om det i princippet også var en mulighed. Men kunne Lori virkelig klare sig selv?
"Hvad hvis situationen bliver farlig? Så har jeg ingen der kan hjælpe dig. Eller fortælle mig hvor du er"
Han lagde en hånd på Loris ene skulder. Mere muskuløs end sidste gang...Sidste gang for flere år siden. Ved en hurtig bevægelse prikkede han let Lori under hagen. Som for at drille og påpege den umulige situation han havde sat Sean i. Så sukkede Sean dramatisk og trak hånden til sig igen.
"Fint. Jeg vil se om jeg kan modstå trangen. Men du skal love mig. Bliver det for farligt, selv for et øjeblik...Så træk dig. Og kom tilbage i live. Du skal ikke ofre livet for Natalies skyld. Hun må selv tage de kampe"
Om det betød nogle former for straf for Sean blev ikke nævnt. Et eller andet sted kunne hun ikke direkte ramme Sean - nej, hun ville gå efter andre ting. Genevira. Lori igen, måske. Eller det værste. Isthar.
Pigen var lige blevet født, men Sean legede allerede med tanken om at sende hende væk, så hun kunne vokse op i fred.

Det var tydeligt at tanken om at holde sig ude af billede, ikke huede Sean. Og det vidste han også godt, at det ikke ville gøre! Sean havde det bedst med kontrol, over ting, og egentlig nok også folk.
Mundvigen gled lidt op, da Sean sagde at Lori bad om det umulige.
"Det ved jeg godt" sagde han med et lille træk på skulderen.
Han sukkede lidt da Sean spurgte til, hvad nu hvis det blev farligt.
"At have dine mænd i hælene, kan risikere at gøre situationen endnu farligere, og sætte vores planer I fare, hvis de bliver opdaget" nævnte han.
Han mærkede hånden mod hans skulder, og fingeren under hans hage.

Et smil bredte sig hos Lori, da Sean indvilligede i Loris betingelser. Han kom med et kort nik.
"Det lover jeg" sagde han så. Selvfølgelig ville han gøre hvad han kunne, for at holde sig ude af de alt for farlige situationer!
"Og bliver der det mindste, hvor jeg føler mig mere sikker ved at dine mænd er der, skal jeg nok komme til dig" lovede han, inden han dog trak sig lidt fra Sean igen, og tilbage mod bordet.
"Hvordan fortrækker du at få oplysningerne? Gennem mig, eller dine mænd?" Spurgte han så, inden han skænkede endnu et glas vin. Han vat måske blevet lidt for glad for denne drik det sidste stykke tid... men hey! Hellere vin end rom som han ellers havde bedøvet kroppen med de sidste år! Tja... Han havde vel egentlig prøvet det meste.. bare for at dulme det hele lidt. Patetisk ja... men sådan var det altså! Så vinen, var ved da en opgradering til det bedre!

Ja, hvis de blev opdaget. Og selv om der aldrig var en 100% garanti, var det nu ikke fordi Sean havde tænkt sig at sende amatører med Lori. Han havde mange dygtige folk.
Han kunne stadig ikke beslutte sig for om han burde gøre det alligevel. Hvis de ikke blev opdaget - og det var jo målet - havde han både lidt kontrol og en fornemmelse af Loris situation. Og Lori kunne ikke blive sur over noget, som han aldrig opdagede. Og hvis de blev opdaget? Af enten Lori eller de folk, Lori opsøgte? Den første ville, per Loris ordrer, bryde deres aftale og mission. Den anden ville risikere Loris sikkerhed.

Sean greb sin kappe og svang den om skuldrene, satte den fast ved halsen i et spænde. Uden at tænke så meget over hvad det måske kunne betyde, så han på mens Lori skænkede sig selv mere vin. Seans tanker var andre steder end et skjult alkoholmisbrug.
"Mig. Historien er du vil finde ud af mere om Natalie igennem mig, så derfor er du også nødt til at vise dem at du mødes med mig, og ikke bare mine mænd. Du giver besked når du er tilbage, og så tager vi den derfra"
Sean nikkede svagt for sig selv en enkelt gang, før han så op på Lori igen. Et alvorligt blik, som om han for en sidste gang ville tjekke om Lori var okay med planen og kunne udleve den. Dette var sidste chance for at trække sig.
"Mangler du noget giver du også besked. Og det siger sig selv at inden for Doomsvilles grænser kan jeg give en hurtigere hjælp og beskyttelse end alle andre steder. Så uanset hvad der sker...Hvis du når inden for byens grænser kan jeg gøre alt jeg vil. I andre byer er jeg begrænset til de få muligheder der er i det skjulte"
En hånd gled igennem det pjuskede mørkebrune hår. Selvfølgelig havde han en lille gruppe folk i alle byer. Ellers opnåede han aldrig informationer nok. Men det var ikke nok til noget stort.
"Er alt okay? Er du stadig med på planen? Sidste mulighed for at takke nej inden jeg går"

Et hurtigt nik forlod Lori da Sean nævnte at det var ham Lori skulle gå til med oplysningerne. Det gav fuldt ud mening det Sean forklarede, hvis de ville have Bronso til at tro på løjnen, så måtte de også få den til at se egte ud! Han vende sig roligt mod Sran, og opdaverede at manden tydeligt var ved at trække sig tilbage.

"Jeg ved det Sean... jeg lover at være forsigtig, og give besked!" Sagde han roligt. Han vidste hvorfor Sean sagde som han gjorde! For selvom Sean var en magtfuld mand, så havde selv han begrænsninger. Han kunne ikke klare alt, og det var også en af grundende til at Lori måtte være ekstra forsigtig! Hvis han blev opdaget, ville hans liv uden tvivl stå på spil. Ud over det, var han også nød til at passe på med hvad han sagde til Bronso, så han heller ikke fik sagt for meget om hverken Sean eller Natalie.

Lori stillede sig op af bordet endnu engang, med armene foldet, god afslappet, foran sig.
Han trak på smilebåndet da Sean gav ham den sidste chance for at bakke ud.

"Du behøver ikke bekymre dig Sean, jeg skal nok klare den... og jeg giver dig besked, så snart jeg er tilbage i doomsville" sagde han roligt. Det var alligevel for sent at bakke ud nu, også selvom Sean gav ham muligheden. De vidste begge, at fandt Natalie ud af at de havde snakket, og at Lori ikke havde fortalt noget, eller indvilget i planen, så ville hun gøre livet surt for både Sean og Lori.
Han betragtede Sean mens han var ved at gå, men sende ham en sætning, inden han forlod huset.
"Sean..." han sende manden et blidt smil. Et han nok havde sendt manden en del gange før, men under andre omstændigheder.
"Trods alt... var det rart at se dig igen" lod det roligt, og med en varme i stemmen.

Der var ikke mere at sige eller komme efter. På en og samme tid ønskede Sean at være alene med sine tanker, og ønskede slet ikke at gå. Han havde al sit tøj på igen, så han nikkede let til Loris ord og vendte sig for at gå.
Han blev stoppet af Lori og mandens ord. Med siden vendt til Lori stoppede Sean op og så på Lori et øjeblik. Så voksede smilet en smule. Nej...Han havde slet ikke lyst til at gå. Flackbacks til tiden, hvor de ikke behøvede forlade hinandens side, gled for hans indre øje. Det var en rar tid...Og Sean savnede nærværet. En han kunne slappe af med. Være glad med. Planlægge ligegyldige ting med.
"Pas på dig selv. Og...I lige måde"
Af hvor lukket han havde været de sidste mange år. Af hvor meget han havde opgivet at følge sine følelser, opgivet og ikke turde håbe på vedvarende følelsesmæssige forbindelser til nogen som helst...Var han stadig overraskende knyttet til Lori. På en eller anden måde. Typisk, var det ikke? En mand han allerede en gang havde sendt væk, med en bagtanke om at manden ville have det bedre uden Sean. Om ikke andet, et mere sikkert liv. Og alligevel var det netop den tid Lori måske lærte at passe på sig selv. Måske havde det på en eller anden måde også gjort noget godt for Lori? Uden Sean.
Der var mange ting at tænke over. Men et eller andet sted håbede han på snart at høre fra Lori igen.
Han havde ikke mere at sige, men tøvede et øjeblik, før han endelig vendte sig helt og gik.

//Out