I'm home agian - Dr. Trott

August fulgte med i Loris bevægelser, mens han halvt forventede dæmonen ville gøre et eller andet ved ham igen. Ikke at han vidste hvad, og det gjorde det selvfølgelig svært at sikre sig imod det...
Lidt forundret så han Lori tage to bøger ud af reolen. Ikke at Lori var typen uden en bog i hånden. I hvert fald før i tiden havde Lori haft lige så mange bøger som August selv - endda flere, i sin butik. Men så vidt August vidste skulle de da ikke læse nu...?

Han lod Lori rette hans arme op, men knap var den ene bog placeret på hans håndryg, før hans arm automatisk gled ned grundet den uventede vægt - og fordi han ikke selv havde været helt klar på hvad der skulle ske, og hvor tunge bøgerne var. Inden Lori kunne nå at sætte den anden bog, havde August bukkede sig ned efter den. Uhh, det var en bog om 100 giftige urter...Sjov ting om giftige urter...I små mængder, eller bearbejdet rigtigt, kunne de stadig have en medicinsk effekt eller ligefrem fungere som modgift.
Ikke...At det var relevant lige nu.
"Eh...Ja...Jeg er et stort stykke arbejde" bekræftede August bare. Og rakte bogen til Lori, før han rettede sine hænder ud igen, denne gang mere klar.

Og..Hvor længe skulle han stå der? Det var uventet hårdt! Hvor lang tid var der gået? Minutter? Et eller andet sagde ham at han stadig kun var på sekunder, alligevel føltes det som om hans arme var ved at give op. De var slet ikke i ro, og der gik ikke lang tid før bøgerne var faretruende tæt på at falde på gulvet igen. Han havde slet ikke kræfterne til at holde de tunge bøger oppe!
Til sidst faldt bøgerne ned på gulvet med et bang, og Augusts arme faldt ned langs hans sider, mens han virkede ret lettet. Åhhh! Han var allerede så træt i armene! En ting var at slæbe en tung taske eller bøger i favnen. Dette var meget hårdere!
"Det er..."
Han kastede sig ned i sofaen.
"...Jeg skal nok øve mig. Det lover jeg. Men måske det er nemmere når jeg ikke har præsentationsangst over for den dæmon"

Lori var bestemt ikke skiffet over Trott da hans arme gav op. Han vidste jo godt, at Trott ikke var den stærkeste. For at sige det midt, var manden faktisk lidt af en svækling, selv for et menneske. Men hey! Ikke alle kunne være muskelbundter, Lori selv havde jo også før hen, været en temmelig svag dæmon. Han havde som Trott altid kun beskæftiget sig med bøger, og de muskler han havde den gang, havde været fra at løfte rundt på bøger.
Kamp teknik og slåskampe, havde han INGEN erfaring haft med, og han var i bund og grundt, en virkelig uvoldlig person. Det kunne han dog ikke rigtig prale af mere.
Og spørgsmålet var så hvir man kunne pege en finger i retning af, når man tale om skyld. I bund og grund var det jo Loris egen skyld, men der var nu nok en hvis dæmon, der havde skubbet tingene lidt i gang.

Der bredte sig et skævt smil på Loris læber da Trott smed sig i sofaen.
"Du behøver ikke have præstationsangst overfor mig... jeg har slev været der" grinte han lidt.
Loris blik flere lidt rundt I lokalet, og hans øjne landede på døren, der tidligere havde ledt ind til hans soveværelse.
Hans stod lidt, men bevægede sig så hen mod døren. Trott havde jo sagt at han havde ladet værelset stå, i tilfælde af at Lori skulle komme tilbage.
Mennesket må have haft en imponerende tillid til at Lori ikke var død. Det var efterhånden år siden at han havde været tilbage.
Trott havde haft alle muligheder for at flytte ud af det lille værelse, og overtage huset!

Hans hånd lagde sig på håndtaget. Han vidste ikke engang hvorfor han havde brug for det, men han trak vejret dybt, inden han trykkede ned i håndtaget, og håbende døren.
En velkendt duft ramte ham, som om intet havde ændret sig.
Og da han tog der rste skridt ind i rummet, var der nærmest som at træde lige ind i fortiden. Hele huset havde jo valget Loris, men dette rum bar alligevel på en del minder. De gange hvor han og Reign havde haft en hyggelig stund, når ind af dem -for det meste Reign- havde følt sig lidt for ensom eller trængende.
Eller de mange gange hvor Sean og ham havde ligget her, talt om alting, fremtiden, bøger eller tilstanden i byen. Eller hvor de havde været intime  sammen.
Ja.. i det hele taget var der mange minder, og som ham bevægede sig rundt i det mørke rum, fornemmede han dog at tingene lå præcis som han havde forladt dem.
Og det slog ham, at hans pludselige "forsvinden" måske havde set noget mere stresset og forhastet ud, end han selv havde følt det.
For alt så ud til pludselig at være blevet forladt, i stedet for en længe overvejet tanke. Den bog han havde været I gang med at læse, lå stadig åben på hans bord, skabslågen stod åben, og i det hele taget, så værelset ud til, at være blevet forladt i al hast.

En rolig udånding kom fra ham, inden han kiggede ud fra værelset og over på Trott.
"Måske... ville en enkelt overnatning ikke skade" lød det næste spørgende fra ham.
Ja, det var jo egentlig hans hus, og hans værelse, men han havde lige overladt det hele til Trott. Egentlig med en tanke om, at dette hjem ikke betød det samme for ham mere.
Men nostalgien havde alligevel overrumplet ham, og en længsel efter at tilbringe en nat, efter noget der føltes som evigheder, i sin gamle seng var steget op i ham.

August havde lænet hovedet og tilbage og lukket øjnene. Lori puslede rundt, men August tog sig ikke af det - med fuld tiltro til sit selskab. Lori ville aldrig gøre ham noget. Ikke bevidst, i hvert fald.
Nej, i stedet tog August sig en pause. Og som han sad der i sofaen og mærkede roen komme sig over hans krop, begyndte han også at føle sig træt. Der var ting at tænke over, et skema over træning der skulle presses ind i en fremtidig travl dag. Hans arbejdsbyrder voksede fra dag til dag...Eller sådan føltes det.
Han trak vejret dybt, næsten som en kortvarig meditation, da han hørte Loris stemme. Han åbnede tungt øjnene og drejede hovedet i retningen. Ah ja, Loris gamle værelse...
Med et pust trak han sig på benene. I et øjeblik truede hans blodtryk med at gøre ham svimmel over pludselig at stå op igen, men det gik hurtigt over. I stedet gik han over til døråbningen og stillede sig op af den. Lod blikket glide forsigtigt over det glemte rum. August havde ikke været derinde. Han havde til tider overvejet om han kunne tillade sig det. Måske der var tegn på hvor Lori var?
Et par gange havde han åbnet døren og bare...Kigget. Mest i starten, for at vurdere om Lori havde været hjemme uden August havde opdaget det. Men til sidst havde det været nyttesløst. Selvfølgelig havde Lori ikke været der. Og døren var forblevet lukket. Nu hang der en tung luft. Indelukket, og samtidig en koncentreret duft af Lori. Han sukkede svagt for sig selv, mest over de tunge minder, end noget andet. Blikket gled over til Lori igen, med et lille smil.
"Selvfølgelig. Medmindre du har smidt nøglen væk, skal du da have en igen...Selv om huset officielt kan blive mit - og det er jeg taknemmelig for - vil du altid have dit værelse her. Det er det mindste jeg kan gøre" forsikrede August bestemt. Det ville blive underligt at sove, velvidende der var andre i huset igen. Ikke at han måtte vænne sig til det, eller tro det blev reglen mere end undtagelsen. Lori havde sikkert et helt nyt liv nu. Og August havde hans.
"Måske tiden også er til at gå i seng alligevel...Jeg er efterhånden en travl mand. Jeg må virkelig få lidt søvn...." August så på Lori et øjeblik, i tilfælde af Lori havde behov for at sætte ord på noget. Fortælle noget. Men var det ikke tilfældet, ville August ligge op til at ville gå ovenpå og sove.