Hello?!- (Taya)

Tid: Tidelig morgen
Vejr: En smuk, vindstille solgylden morgen
Sted: Skoven blot få kilometer fra Gray Godset
Emnepartner: @Taya

Caleb Gary betragtede sig som en vovet sjæl, som så mange rigmandsdrenge i fredens tid nok. Den unge mand var trænet i fægtning… under kontrollerbare forhold, og havde aldrig set en kamp af alvor. Selv traumer af familiens nære snigmord havde været reserveret til søsteren. Caleb havde sejlet lange stormfulde distancer… gemt væk med sine silkesokker, uden så meget som at røre et hvad kalder man dem… sejl? Han havde set blod, død og lidelse… i form af sin kunster ven, Ezras atelier, hvor bønder, ikke han, led for kunstens skyld.

Jah der er de som vil kalde hans stand en forkælet, og skjult en af slagsen. MEN Caleb turde bære byrden som den mindst kedsommelige Gray, Caleb bar fuchsia i efteråret og Caleb havde intet besvær med at ride hjem fra festlighederne… selv efter en hest vin eller to.

Meget vovet, ikke sandt? Intet problem? Ikke sandt? Ja det var indtil Osvaldo, den gyldne hingst, i samme kulør som lord Grays sokker, besluttede sig for, at nu var momentet at frygte en forbipasserende kanin og den berusede unge herre fald hvad der føles som kilometer af kolbøtter bagom til hvad der føles som et fremmed land. Det var nu blot skov, som nogen vil kalde det, skov han havde vokset op nær siden fødslen. Men en stakkels vildfaren ung mand var fortabt, dybt inde i sindet, og hvad værre var… havde en hælet tøffel fløjet bort med blæsten og den anden sat sig fast i hvad der lignede et monster, i færd med at fortære hans dyrebare rigmandsfod. Der var de som vil kalde monsteret for mos, og påstå at hvis dæmonen blot vendte sig rundt, kunne han lokalisere både sin forvirrede hest og fortabte sko, men sådan gik det ikke til. Nej forpint, skræmt for livet en stakkel, besluttede Caleb sig for at det var på tide at kæmpe for sit liv, han var trods alt for ung og smuk til at lide en forfærdelig død som denne. Der var ingen anden vej tilbage til sin mor, der inden festlighederne havde flettet bånd I hans nu arme og filtrede krøller. Tilbage til sin bløde dæmon seng han fortjente at sove dæmontømmermænd væk i og tilbage til hans dyrebare dyrebare sokker. Den eneste vej Caleb kunne se var ligeud igennem en bunke faldne træer og overgroede brombærbuske. Ja en stak grene og torne som fyldte ikke mere end fem meter af den brede lysning han befandt sig på, men fremad drog han.

Tornene skar ham til blods på de stakkels, bløde, indavlede fingre som han bevægede sig fremad så modigt. Mon de vil savne ham? Måtte unge Caleb spørge sig, efter hvad føles som timer af hård kamp, hvori det havde lykkedes ham at fange sig selv bland hvad der føles som en dyster dyster verden. Det var som om farverne havde forladt hans gyldne silkesæt og hønsene i bronzetråd, flygtet fra hans sokker fra denne tragiske skæbne men også omkommet i tornenes vold. Ja han havde jo nok hørt at nogle bønder skulle deltage I festlighederne, så gavmild som han var, havde han båret klæder de forhåbentligt kunne relatere til. Silkesæt, med blondekraver og juveldruer… og høns… underklassen tilbragte tid med høns? Ikke sandt? Men nu havde alle glæder I liver forladt ham. Hans sokkehøns, hans hest og solen. Det var en solrig dag uden for Calebs valgte fangested… men hvordan kunne en stakkels dæmon forventes at kende til dette når han snart skulle lade livet. Hvordan mon Ezra vil tage tabet af den eneste Gray med energi til hans kunstneriske friheder? Hvordan skulle hans stakkels mor bære sig an? Skulle hun omkomme i sorg? Blive forbitret og sær som en engel? Skulle Juniper ægte Jonah eller værre Lena?! Ohhh Lena… hvis blot han havde kunne fortælle hende en sidste gang at han holdt af hende på trods af sin kedsommelige natur og grimme ansigt… og… næste tanke fik Caleb til at udlade et suk… hvem mon skulle arve hans kollektion af sokker? Det vil kun være fair, tog faderen de med fugle på… hvis altså de ikke også skræmte Edwin… Lena vil blot ødelægge dem med sin… ja værende en spildt kopi af ham… Ezra? Nej… nej for risikabelt, de kunne ikke ende i pøbelblod… Så bedrøvelig var dæmonen, fortabt i et vold af ængstelighed. Et svagt skrig, eller mere en ynkelig mumlen lod han undslippe sig som et sidste håb.

”Hjælp… mit liv, mine hønsesokker! min skønhed!”

Taya strakte sig langsomt. I cirkusset havde hun ikke været vant til, at der var mange dage uden arbejde, eller bare ét eller andet der skulle laves; Dyr der skulle passes, mad der skulle laves, telte der skulle slås op og ned. Så dage som denne, hvor hun intet skulle, var noget hun lige skulle vende sig til. Men det var allerede gået hen og blevet nogle af de dage, hun nød aller mest. Dage hvor hun bare kunne sidde i sine egne tanker; Uforstyrret.
Og tøjet. Hun elskede når hun bare kunne gå i sit normale tøj. Ikke alle de korte, stramme kjoler, som skulle få ekstra penge i kassen, når hun dansede på diverse barer. Nej, bukser og en trøje. Det var sagen.

Hun havde netop tændt op i det lille bål, foran den hjemmelavede hule, hun nu kaldte sit hjem. Den var ikke hendes mest stolte kreation. Mest bare en samling af grene og kviste, som stod strategisk placeret, så det dannede et tag. Men det gik an. Det var ikke fordi hun ellers havde været vant til de mest luxuriøse forhold i cirkusset. Så "lidt" var noget hun var vant til.

Som hun stirrede ind i gløderne, der var i gang med at æde sig ind i træet og blive til flammer. Kunne hun ikke lade være med at tænke på, hvad hun overhovedet lavede der. jo, selvfølgelig var det rart med selvbestemmelse og fridage. Men nogle gange glemte hun, at hun netop havde forladt cirkusset, for at lære noget om verdenen der omgav hende. Og indtil videre var det eneste hun havde lært, mændene i byens drikkevaner, hvem der betalte bedst og for hvad, samt at hun havde en kat som nabo i skoven. Hun så den næsten hver dag, og kendte næsten den bedre end nogen anden i og omkring byen.
Taya smilede lidt for sig selv, da hun opdagede dens lange, uglede, grå hale stikke ud fra en busk ved siden af.
Hun skulle lige til, at række hånden ud efter den, da hun hørte noget påstyr, ikke så langt fra hende. Hun kunne høre en puslen i grenene og..... var det en stemme? Det lød som nogen i nød. Eller bare en fuld mand, der var faret vild på vej hjem fra gårsdagens druktur. Måske begge dele?
Taya trak modvilligt hånden til sig, og satte i stedet en kniv i sit bælte, for derefter at rejse sig, og gå i retning mod lyden.

Calebs gård havde ikke megen nytte, afgjorde han efter 45 sekunder af svag hvisken. Hvilken tragedie hans unge liv var, havde han blot lyttet til moderens bøn om at blive hjemme, tilbringe aftenen med hende som hun malede hans ansigt i Gildignis æret en maske, strøg hans hår indtil hun langsomt mistede sig selv til vinen. Hvor glædelig en tanke denne verden nu var, hvad han ikke vil gøre for at høre moderens forbitrede bønner om aldrig at forlade hende og taler om hvor lidt de to sammen behøvede Edwin eller Lena eller hvem end alle de Grays med deres vulgære gener skulle være.
”Moder… tilgiv mig… slem en ung mand er hvad jeg er… En skuffelse af en søn...”

Græd dæmonen til sig selv. Hans sminkede ansigt, vurderede han efterhånden værende en klovnemaske, en ydmygelse… Han takkede Elona Dal, Del’sharka og hvem end der lyttede, at et spejl ikke var tilstede, fordi i pinsel vil hans hjerte måske give op hvis synet blev bevilliget ham.

En fugl af en sort satte sig nær, en brun en af slagsen afgjorde han, der var få farver stadig tilstede i Calebs verden af ulykke og fuldskab men han afgjorde den i særdeleshed var brun og en fugl. I desperation kaldte han ud til den.

”Fader?! Fader er det dem!? Hjælp! Send nogen, deres smukkeste afkom er i knibe! Jeg lover! Jeg aldrig forærer dine pøbelkærner til varulve! Eller kalder dem sodomit foder! Det var mors ide! NEJ NEJ flyv ikke fra mig!”


Caleb måtte opgive, som det lille væsen fløj bort, højest sandsynligt ikke besat af hans fader, blot skræmt væk af hans hæslige udseende, var Calebs vurdering af situationen. Nu fornærmelserne til Edwins fuglekærner var en sag Caleb ikke kunne vurdere alvoren af. Som ung havde han været drilsk en knægt og så var der moderen som havde opfordret hånen mod faderens seksuelle orientering, en hævn mod det ensomme forbitrede liv Gray familien havde givet hende. Et faktum Lena ikke kunne lade sig tilgive ham for, selv når lidt for Caleb besad dæmon alvor. Det var ikke såmænd fordi Caleb relaterede til visse tanker om en vis blond mand eller to… (jo han gjorde) men hvem var han at benægte sin fader morskab? Han ville være endnu mere kedsommelig som ensom vel…

Som han vurderede enden var nær, fandt en raslen sig frem til Calebs øre. Var det mon døden? Var det den bitre lyd af hans nederlag? Et skrig lod han undslippe sig som figuren nærmede sig. En… elver? En elver i… tøj… som nogen vil kalde det. Beklædt var hun i… noget.

”…Hello… god formiddag… frue? Elver? Jeg lover dem, hvad de ser er ikke er hvad de tror. Ser de jeg er en anstændig ung mand i dyb en knibe! Min hest var beruset…”

Taya hørte et skingert skrig komme fra buskadset. Det lød næsten, som var vedkommende ved at blive flænset af rovdyr. Hun strammede grebet om sin kniv; Klar til at forsvare sig. Enten mod vedkommende i busken eller mod dyret, der var ved at flå dem.
Til sin overraskelse, så hun ingen vilde dyr, da hun nåede busken. kun en forvildet mand, der hang fast, og havde revet alt sit tøj i laser.
Hun holdt fortsat stramt om sin kniv. Man kunne aldrig vide hvem denne person var eller hvad han ville. Dog virkede han umiddelbart harmløs.
Hans beklædning var besynderlig for Taya. Hun kendte folk tilbage i cirkusset, der kunne have haft nogenlunde samme beklædning på. Dog, gik hun ud fra, af en lidt anden grund, end denne tydeligt adelige mand.

Taya trak næsten på smilebåndet, over hans sørgelige forsøg på at beskylde sin hest, for hans egen dårlige dømmekraft. Hun havde lyst til, bare at lade ham sidde. Hvorfor skulle hun hjælpe en ynkelig adelig mand, som selv var skyld i alle hans problemer?
Men et eller andet over hans ulykkelige ansigt, gav hende en smule medlidenhed med ham.
Hun lod endnu engang sit blik glide op og ned ad hans forrevne krop,

"Hvem er du og hvad laver du her?"

”Mig? Kærer de dem virkelig for sådan et hæsligt syn?”

Hulkede den unge dæmon, som han beskuede sin potentielle redningselver. Godt nok var hendes kluns en krigsforbrydelse, vurderede den unge lord der aldrig havde set skyggen af en krig. Men en større ydmygelse måtte hans eget ansigt være. Og kvinden kunne risikere at være ganske køn ellers, var det ikke for den bedrøvelige sammensætning af pøbelagtigt stof hun iklædte sig.

”Ser de, jeg er ikke normal vis så afskyeligt et syn. Den opgave efterlader jeg sædvanlig vis til min søster….”

Caleb måtte opgive sin påbegyndte tale en stund for igen at hulke og have ondt af sit stakkels selv.


”Ser de jeg er en respektabel ung mand, i besiddelse af megen rigdom, nok til at betale dem vel for deres hjælp, skulle de unde en stund af deres dag!”

Han havde svært ved at bedømme den fremmede elvers stand, men hun bar selvsikkerheden af kun de færreste omkring ham. Der var noget ved hendes uengagerede introduktion og beherskelse af kniven, som bragte sær glæde frem i ham. Eller mere en fascination af en art, når man nu kom fra titler og guld og var så smuk som han vurderede sig, var opmærksomhed ikke svært at anskaffe sig så variation af reaktioner føltes næsten som en leg.

”Mit navn er Caleb… et efternavn har jeg ikke gjort mig fortjent til i dag…”

Mumlede dæmonen, stadig halvt beruset nok til at introducere sig ved fornavn. Et faktum selv hans elskende moder havde anklaget ham for skuffende vanære over. Men i ærlig forstand? Var en uformel en introduktion virkelig værre end Gray navnets association med hans nuværende tilstand?

”Jeg er langt langt hjemmefra og min moder er bekymret…”

Sagde dømonen, ganske tæt på sit hjem. Og hans moder, Ebenita Gildignis Gray, befandt sig i øjeblikket fokuseret på sit kommende teselskab langt mere end sin manglende søn. Hvor hun allerede havde besluttet, Jonah, den mellemste søn, skulle fungere som stedfortræder til Caleb. De skulle bære kåber i matchende mønstre og vise frem den rigdom som ingen lykke bragte dem. Delvist var hendes mangel på opmærksomhed i forhold til pågældende tragedie, forskyldt af det faktum, at Caleb i virkeligheden ikke havde været fortabt så længe som han nu gik og troede. Men valget af Jonah som sin kompagnon var dog delvist en straf. Jah at medbringe sin største skuffelse af en søn i stedet for sin ynglings ældste dreng, eller sin yngste baby… ja det skulle vise dem. Abel for sit uanstændige ægteskab og Caleb for at forlade hende alene en enkel aften.

”Vil de være så gavmild og skænke deres hjælp til en fortabt sjæl? Min hest er rendt bort og disse træer ser på mig med afsky!”

Havde han drejet hovedet, havde han fået øje på sin hest, ikke specielt rent bort og i færd med ganske rolige hesteting… som græsning.

”Beklager den ubehøvlede skabning jeg er… hvad er deres navn?”

Taya kunne ikke lade være med at række på smilebåndet, mens hendes blik, et kort øjeblik, fandt Calebs hest få meter fra hvor de stod. Men skyndte sig, at fjerne sit smil, da hun bemærkede det.
Hun lod endnu en gang sit blik glide forsigtigt over den unge forrevne mand, som med lethed kunne kunne rive sig fri af busken, hvis han nogensinde havde lært, at gøre noget selv.
Hun kunne ikke finde ud af, om hun havde medlidenhed med ham eller bare syntes han var ynkelig. Men noget i hans blik, og hans desperation gjorde, at hun ikke kunne lade ham være. Et eller andet skulle hun vel også bruge dagen på.
Taya sukkede, og begyndte så at skære ham fri af busken,

"Mit navn er Taya"

Sagde hun, uden at flytte sit blik. Han virkede langt fra som en trussel, så hvad kunne der ske ved, at hun gav ham sit navn. Hvis noget, så kunne hun ikke lade være med at føle sig underholdt af hans besøg.

Taya fik ham hurtigt skåret fri. Og tog til sidst, lidt for hårdt, fat i hans krave, for at hive ham det sidste stykke ud.
Hun betragtede ham et øjeblik. Da hun tidligere havde tænkt på, hvor lidt hun havde set til verdenen udenfor, var det ikke lige det her, hun havde haft i tankerne, at hun manglede. En forreven, ulykkelig rigmandssøn, som nærmest talte i gåder, hvis man spurgte hende.

"Kom med"

Taya slog et slag med hovedet, og begyndte at gå tilbage til sin hule. Igen, hun havde afgjort, at Caleb ikke var en trussel. Og han virkede så forhutlet, at hun næsten følte, at hun havde pligt til at hjælpe ham.

"Jeg skulle lige til, at sætte vand over til te"

Taya… et navn af elvisk klang, men til hans store lettelse, et han havde tillid til at kunne udtale. Store kvaler var blevet belagt familien, som Abel, den yngste broder havde valgt at ægte sig i smug. Ikke nok med at Edrywhena havde været så godt som en hore, også kendt som en danser for de uden et Gray verdenssyn, men ingen af de stakkels noble dæmoner havde energien til at udtale hendes navn. Nu havde det også været mest belejligt at hun påtog sig et nyt så familien bedre kunne skrive hende en ny, mere anstændig identitet. Nu kendt som Iris Gray, var det ikke just fordi hendes baggrund generede Calebs adelige sensibility som det gjorde Ebenita, der begræd tabet af sin yngste lille dreng til en skøge… eller grandtante Agnes, evigt så bekymret for Gray blodets renhed. Nej Caleb havde sine egne bedrifter, som familien ikke var ligefrem stolte af, undret sig havde han dog da ægteskab nu alligevel ikke var en grænse han selv vil krydse med nogle af sine elskerinder af hvad end samfundslag, og så var Iris en intimiderende faktor for ham af uforklarlig årsag.

Men for nu var den frygtindgydende, kære svigerinde glemt til gengæld for frihed fra sit vildskabens fængsel. Efter en glædelig genforening med Oswaldo og vigtigst af alt, hans tøfler, fulgte han efter sin rednings elver. Verden havde igen genfundet sine farver og træerne, blot få skridt fra fangehullet (også kendt som busken), var venligere han nogensinde havde betragtet dem. Ja man kan ikke sige at beruselsen havde aftaget sig helt. Men ankom gjorde de til… en lokation. Ikke hvad Caleb vil betragte et hus eller ikke engang en stald.

”Hvor befinder vi os, miss Taya? Er dette jeres… entre?”

Spurgte den forvirrede unge dæmon, og mindre forvirrende blev det ikke som hun bød på te i …. Hvad der hvert fald ikke lignede en testue. Ja han kendte til te som en høflig gestus og tilbragte tid nok med en kom sukker med tilføjet te i til moderens forsamlinger.


”Hvor pænt af dem! Jeg beklager jeg er klædt på til te tid. Jeg fortrækker en med vanilje essens og fire til fem skeer sukker!”