Wait a meow-ment... this can't be good! - Dr. Trott

Tid: Kort efter solopgang - Sommer 1167.
Sted: Doomsville - Dr. Trotts klinik og gaderne omkring.
Omgivelser: Bliver beskrevet.
Vejr: Lunt med en anelse morgendug.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

I takt med, at genopbygningen af byen skred fremad, var en efterspørgsel efter diverse råvarer helt naturligt begyndt at genopstå. Og da familien Clawthorne i forvejen havde rigeligt at se til med både gamle og nye kunder, var Vinyx hurtigt sprunget til med en hjælpende hånd, hvilket i denne omgang bød på en tur til Doomsville. Ganske vist havde hun valgt en helt anden vej end resten af søskendeflokken for mange år siden, men det skete stadigvæk ofte, at hun fandt sig selv på gården eller landevejene i færd med at hjælpe familien med et ærinde eller to. Dette gjaldt specielt når hendes egen “forretning” gik sløvt - præcis som den gjorde nu. Ikke at hun klagede. Hun var altid glad for at se familien, og mindre at lave til hende betød vel egentlig bare, at mindre dyr var i nød.

Denne morgen var det endelig tid til at tage hjem igen. Vinyx nød egentlig at være på farten, men ude godt og hjemme bedst. Derfor befandt hun sig i fuld gang med at spænde de sidste ting fast på vognen, imens resten af Doomsville fik øjne. Foran vognen stod hendes to elskede trækheste spændt fast, og oppe i selve vognen befandt Marmaduke sig. Den trofaste følgesvend havde tigget og tigget om at komme med på turen, men ud fra det søvnige blik, som hunden sendte hende fra sin plads på førersædet, kunne man godt få fornemmelsen af, at den fortrød sit valg.

*It’s early…*
“Yes, I know that Dukey, but you wouldn't listen when I told you this would be a short trip.”
*Breakfast??*
“Later buddy. We need to get out of the city before it gets too crowded here. You know how Clementine feels about tight spaces”

Der lød et tungt, mentalt suk, og en kort, tilfreds vrinsken fra den kobberrøde hest. Et øjeblik efter sad Vinyx med tøjlerne i hænderne, og kastede et hurtigt bagud mod oppakningen. Læsset med alverdens ting og sager var det nemlig meningen, at vognen slog et smut forbi familie-farmen med betaling for leverancen, samt lidt nyt i form af tøj, udstyr og lignende inden, at hun endelig satte kursen hjemad. De havde en lang tur foran sig, men heldigvis tegnede det til at blive en smuk dag, så de skulle nok nå det hele på rekordtid. Tilfreds med hele situationen, satte hun vognen i gang, og få minutter efter trillede de langsomt af sted gennem Doomsvilles mennesketomme gader.

Udkanten af byen nærmede sig langsomt. Vinyx var travlt beskæftiget med et æble værende dagens første måltid, imens Marmaduke lod til at have kastet sin kærlighed på en bunke tæpper bagerst i vognen, hvor den lå og blundede. Netop som hun lagde an til sidste bid af æblet, fangede en lyd hendes opmærksomhed. Den lød… underlig bekendt. Unaturligt dyrisk for et sted, hvor hun ellers ikke havde oplevet meget andet liv end byens borgere. Vognen standsede. Vinyx gled ned og landede mod de kølige brosten med et tungt bump, inden hun langsomt sneg sig forbi hestene og videre mod lyden. Det tog hende blot få skridt at indse, hvad lyden mindede hende om… Katte. Store katte. Lyden stammede fra en gyde. Vinyx standsede, da hun befandt sig lige ud for gyden, og stak så prøvende hovedet frem tids nok til at fornemme, hvordan en kugle af pels og kløer pludselig kom flyvende forbi hende. Ud på gaden væltede to styks enorme kattelignende væsner i fuld færd med at gøre kål på hinanden. Eller… rettere, den største af de to lod til at være ved at tage livet af den mindste af dem. Vinyx vidste, at det var risikabelt, men hun blev nødt til at gøre noget for at stoppe scenariet, inden skaderne udviklede sig mere end de allerede havde. Telepatien virkede udelukket, da alt hvad hun opfangede var en slags konstant støj på linjen. Derfor tog hun en hurtig beslutning, og stak derfor armen ind midt i rodet, blot for at gribe fat om det første, som fingrene stødte imod. Pels. Hud. Hun rykkede til, og ignorerede modvilligt den arrige hvæsen og sprutten som fulgte. Et par sekunder senere stod hun med det største af de to kattedyr dinglende i luften foran sig, hvor det pludselig lod til at gå op for den, at de altså ikke længere var alene. Vreden skiftede og blev til panik. I en lynsnare bevægelse fløj en desperat pote ud, og hamrede imod hendes underarm, hvilket straks fik hende til at miste grebet. Vinyx fornemmede ud af øjenkrogen, hvordan dyret væltede mod jorden, og straks tog benene på nakken. Den var væk. Fint. Det betød, at motorikken var i orden - og kløerne ligeså, konstaterede hun let ud fra det blodige kradsemærke, som poten havde efterladt. En svag stemme under hende trak dog alle tanker væk fra hendes egen smerte, og hun blev straks mindet om, at nogen havde brug for hjælp. En mand… nej, ikke en mand. Kattedyret fra tidligere. Men det var ikke længere en mand. Det var en deform skikkelse, fanget midt i en forvandling mellem sin form af en los og sin menneskelige krop. Tydelige bidsår og kradsemærker var at finde overalt på kroppen, og den ene arm, der stadigvæk var dækket af pels, hang underligt til den forkerte side. Ikke godt. Vinyx vidste, at hun blev nødt til at handle hurtigt. Dette var helt tydeligt smertefuldt, og hun tvivlede på, at manden ville være i stand til at holde bevidstheden meget længere. Klumpen af pels og hud skovlede hun derfor op, og satte så kursen mod nærmeste lægehus.

Omsider! Vinyx sukkede lettet, da hun endelig fornemmede synet af klinikken vokse i det fjerne. Med raske skridt travede hun det sidste stykke op gennem gaderne og standsede endeligt foran døren. Hun havde ingen idé om, hvad klokken var på dette tidspunkt, men tænkte at det måtte være lige meget, da manden trods alt skulle have hjælp. Det var lykkedes hende at holde ham ved bevidsthed, men hun tvivlede på, at det varede meget længere med det blodspor, som de havde efterladt sig. Vinyx rakte derfor en hånd frem og hamrede let mod døren, imens hun med den anden arm forsøgte at balancere den halvformede skikkelse. Selvom situationen virkede kritisk, så var hun egentlig ganske taknemmelig for at have haft Marmaduke med sig, som havde fået til ansvar at passe vognen, så længe hun var væk. Det var ikke til at sige, hvor lang tid det ville tage hende at finde en læge, og hvis døren ikke snart åbnede, ville hun skynde sig at banke på igen. “Hallo??”

August Trott lå hen over sit skrivebord. Det var faktisk lige så ofte hans ukomfortable seng, som hans almindelig seng var det - og om det var her på klinikken, eller hjemme i hans hus...Ja, det var egentlig også lige meget. Trott blev der hvor han var optaget af sit arbejde. Hans nye hus, som han egentlig havde boet i i flere år, var allerede et rod af brugte thekrus, bøger og pergamenter.
Her var det noget andet. Med den langsomt voksende mængde af penge havde han købt underetagen, og indrettet sig i to etager - nederst et modtagelsesrum og undersøgelsesrum. Ovenpå et lille kontor og et par senge. Efterhånden havde han fået mere og mere brug for mere plads, på trods af han også brugte lang tid på at besøge byens hospitaler, skoler og bibliotek. For Herskerinden, vel at mærke.
Som en fjern banken fik ham til et vågne lidt op, rettede han sig søvnigt op i stolen. Hele kroppen værkede, og fortalte ham at et skrivebord ikke burde forblive hans seng i fremtiden. Han strakte sig træt. Foran ham lå en stak papirer han havde været ved at skrive på, og en sort plet på hans ene kind - som han ikke selv kunne se, vel at mærke - vidnede om at han var faldet i søvn mens han skrev. Det var en rapport om hospitalets tilstand og fremtidsmuligheder. Noget lidt tungt stof.

En ny banken gjorde ham opmærksom på at der var en grund til at han var vågnet. Hvor var miss Trueli?
Med de nye penge havde han forsigtigt hyret en kvinde til at hjælpe i receptionen, og med at styre stedet. Hun sørgede for at patienterne kom derhen hvor de skulle, at stedet var ryddet og pænt. Men hun var nok ikke mødt ind endnu? Eller var det hendes fridag? Han anede det ikke. Tid var et underligt koncept, trods alt.

Han skyndte sig op af stolen og rettede på den krøllede skjorte af...Ja, hans nye skjorte og bukser var godt af et billigt materiale og farve, men trods alt nyt. En hånd kørte igennem de vilde brune krøller, som han begav sig ned af trappen. To trin ad gangen. Han var kun ved at falde en gang.
Hvem skulle nu have hjælp? Med alt hans arbejde, var det lige før han skulle ansætte en ny læge her også!
"Jeg er her, jeg er her!" sagde han, så lavt at ingen ville kunne høre det, imens han skyndte sig igennem rummet og over til døren. Låset blev skubbet til siden, som han trak døren op.
Og der stod...Der stod...
Ja, i hvert fald en kvinde. Og...Pels? Mand? Hans tanker kørte med det samme. Varulv? Kat? Hvad var der sket?
"Kom indenfor..." Bød han dem, hvis de ikke allerede havde mast sig indenfor. En anelse forvirret over scenariet foran sig, kløede han sig i håret et kort øjeblik, mens han lukkede døren efter dem.

Rummet var en lille reception. Der stod et par bænke langs væggene, og der hang nogle knager. Et lille skrivebord med stol var til Miss Trueli. En dør førte ud til et lille køkken og pauselokale, mens den anden førte ind til undersøgelsesrummet. Bagerst var der et lille lagerlokale, og trappen op.
Trott skyndte sig - nærmest i et hop - at gå over til døren og åbne den, ind til undersøgelsesrummet. En briks i midten af lokalet, langs væggene hylder med alverdens bøtter, flasker, bøger, bandager og andet. Fra kroge på væggen hang sakse, knive og andet udstyr. August havde udvidet sine redskaber løbende og kunne endelig sætte det hele op. I det ene hjørne stod endnu et lille skrivebord, til ham selv.
"Mit navn er Dr. Trott. Hvordan kan jeg være behjælpelig i dag?"
Ved den ene væg var der blevet installeret håndvask. Han gik over for at skylle sine hænder, imens de to nye gæster forhåbentlig ville præsentere sig og deres problem.

Vinyx sukkede en anelse utålmodigt, imens hun så sig søgende omkring. Hun havde ingen idé om, hvad klokken var, og det var umuligt at spørge nogen, eftersom gaderne stadigvæk lå øde hen. Hendes eneste håb lige nu var at døren åbnede sig foran hende på mirakuløs vis, men troen var dalende, takket være de sparsomme tegn på liv bag ruderne. Det varede ikke mange minutter, før hun var nødt til at prøve noget andet. Måske gå fra dør til dør, indtil nogen kunne sige hende, hvor hun kunne finde næste lægehus eller forklare hende, om lægen fra dette sted mon var på hjemmebesøg? Uanset hvad var hun nødt til at forsøge. Livet svandt bogstavelig talt mellem fingrene på hende. Hun fattede sig. Tog en dyb indånding og rakte hånden frem for at banke på en allersidste gang. Pressede situationer var ikke noget nyt for hende, og måtte minde sig selv om, at hun havde prøvet værre. Hun var nødt til at beherske sig, og væbne sig med tålmodighed bare en anelse længere. Måske havde de slet ikke hørt he-... Vinyx standsede bevægelsen, og trak forbavset hånden til sig igen, som døren pludselig skød åben. En lille, forhutlet mand med blæk smurt ud i det meste af ansigtet kom til syne, og så mindst lige så overrasket ud, som hun nok selv gjorde. Men da han alligevel valgte at invitere dem indenfor, var hun ikke sen til at reagere.

“Thank you!”

Så forsigtigt som overhovedet muligt fik Vinyx mast sig ind gennem døren, og forbi den lille mand, stadigvæk med skabningen i sin favn. Uden egentlig at tænke nærmere over det, skyndte hun sig desuden at bukke nakken, så hun ikke stødte hovedet mod loftet eller eventuelle bjælker som hang i farezonen. Med en højde som hendes, havde Vinyx efterhånden fået tilvænnet sig til det faktum, at de fleste bygninger - specielt i byerne - ikke var bygget til hendes størrelse. De var små og kompakte. Byen skulle huse mange flere end en simpel bondegård, og det var vigtigt, at det var nemt at bygge til. Sådan var tingene bare indrettet, og det kunne man jo næppe bebrejde nogen for. Hun havde bare været heldig at vokse op det rigtige sted.

“Oh! ‘Morning Doctor. My name’s Vinyx and I’m afraid I don’t know the name of this poor lass…”

Det mørke blik skiftede. Gled ned mod skikkelsen i hendes arme, hvis øjne nu havde lukket sig helt. Vejrtrækningen var der stadigvæk, konstaterede hun lettet, som de fulgte med Trott videre ind i klinikken. Det tog hende et øjeblik at finde rundt, da de nåede undersøgelseslokalet. Men hun besluttede sig, selvom det måske virkede en anelse uhøfligt uden lægens direkte anvisning, at benytte sig af briksen midt i lokalet. På trods af hendes rolige bevægelser var det helt tydeligt smertefuldt, som hun langsomt lod klumpen af pels og hud glide ned oven på briksen. Der lød i hvert fald et forfærdeligt hyl - en lyd der mest af alt mindede hende om en døende kat - som klumpen ramte det faste materiale. I et øjeblik var det hele meget levende igen, og Vinyx skyndte sig at placere sine hænder mod skuldrene for at sikre sig, at den blev liggende. Der gik endnu et øjeblik med hvæsen, sprutten og kløer, der spruttede i alle retninger før, at kroppen atter faldt nogenlunde til ro. Med øjnene halvt åbne holdt kattedyret skarpt øje med folkene omkring sig, men var tydeligvis for udmattet til at gøre ret meget mere modstand for nu. Hun sukkede. Lettet denne gang. Og vendte så opmærksomheden tilbage til Trott, stadigvæk med hænderne placeret mod kattevæsnet.

“ I don’t know much about what happened ufortunantly… There I was, halfway out the city, when two cats threw themselves out in the street! It was a big fight, I can tell you that much. This poor creature got hurt real bad, but the other one seemed okay…. well enough to run away at least. I was hoping you could help fix this one up. I’m afraid he ain’t doing so good, and I only know my way of basic critters. This… well…this is just a big ol’ mess!”

Pludselig kørte munden bare. Den varme, lidt unikke accent (tænk southern usa), som Mama Moon efterhånden var blevet kendt for blandt hendes faste klientel, havde mere end svært ved at skjule sig i den lettere hektiske fortælling. Det eneste hun ikke rigtig havde taget højde for var det syn, som måtte møde Trott, når han endelig fik ro til at kigge nærmere på tingene. Ikke nok med at det halvforvandlede væsen under hende så herrens ud, så var hendes eget tøj efterhånden fyldt med blod og pels, som var blevet smurt ind undervejs. Udover dette var der hendes eget sår, men det var heldigvis allerede begyndt at lukke sig en anelse. Smerterne havde hun alligevel glemt alt om, da hendes fokus lå 100% på væsenet i nød. Præcis som det plejede.