Stop that attitude up your royal ass my lady.

Fuglene ydmyge sang trillede gennem luften, så smuk og uskyldigt som en drøm. Den blide morgen vind pustet sig ind mod Isabellas skønne nøgne krop, og kærtgenet den gudinde bløde hud centimeter for centimeter. Den kendte skræk for mange, og den berygtet is droning, is hjerte så koldt at solens glorværdige flamme ville stå magtesløs.. sådan gik histoerene ihvertfald. Isabella lænede sig op, og lod nogen spinkle svage finger glide op af hendes sarte liv, og strakte elegant armene ud, velvidende at ingen kunne se hende i sit private rum. tryg, og sig selv, sådan følte hun når hun kunne synke i sit eget selskab, ingen facade at spille. hun kiggede udover den store prinsesse seng, i sit store dyre værelse, hvor intet var sparret på, væggene var at marmor, tæppet af silke, og væg dekorationerne var æld gamle dyre genstande, alt fra vaser, til rustninger fra krigshelte. Isabella kravlet ud af sin eksklusive dyne, som kun delvist dækket hendes erotisk opbygget krop. Hun sad der i sit eget lille paradis, da hun rakte armen ud efter en sin kop med brændende varm mælk, men da hun tog en tår, kunne man høre et lydløst skrig, da indersiden af hendes hals bliv overvældet af mudder fyldt med larver, som der var i koppen, og ikke hendes morgen drik, hun tabte koppen i overraskelse, og spyttet gentagende gange, hun var alene så sådan en ynkelig opførsel var okay, ellers havde hun prøvet at holde masken, og lade det klamme ting leve i hendes mundvig indtil hun fik et privat øjeblik, selvom hun hadet de små skabninger som pesten, og ikke at tale om mudder!.
Isabella kiggede op, da hun havde spyttet færdig, og kiggede desperat efter noget at drikke for at få de sidste mudder rester ud af munden, og der ud af hendes synsfelt, kom en hånd rækkende med et glass vand, og som man tænder et stik kontakt forsvandt den rolige varme i hendes øjne, og kinderne så uskyldige bliv til noget hårdere at se på end sten, da hun opdaget der var andre i rummet, Isabella slog sine døde øjne mod manden som ejet hånden, han havde et jakkesæt på, et beskidt og gammelt et af slagsen. hans skjorte var helt hvid, og meget meget ren, så hvid at kridt ikke kunne måle sig med det. hans sko var herre mands jakkesæt sko, der var fyldt med mudder, som havde han vandret gennem en mudderet landevej fem dage og fem nætter. Manden havde kort sort hår, som var lagt tilbage til slikhår. Manden startede samtalen efter nogen øjeblikke med stilhed "Spar dig selv arrogancen. facader findes ikke.. ikke her" Isabella kiggede stift og dukke ligende på ham, og sagde endelig "De".. længere nået hun ikke, før manden puttet sin pege og tommel finger sammen overfor hendes mund, også som var den sømmet sammen, kunne hun ikke åbne den. Manden forsatte "Har du ikke lært nogen mannere? vis respekt overfor dine ældre. din lille tudeprinssese." Han holdt en pause, og forsatte "Det her er min verden, du er ikke i Underworld mere. Jeg bestemmer om du får en ninja olfert eller ikke. så før du åbner den store flødekæft du har der, så husk hvem der er tyggegummi under hvems sko herinde" Han fjernet sine finger fra hinanden, også kunne isabella tale igen, han kunne også have kontrolleret hende mund uden at bruge sine finger, men han ligesom andre af hans art fandt det mere dominerende at bruge kropssprog. Isabella holdt ikke sin mund, og forsatte sten sikker i sin sag "Skal finde din.." der bliv hun afbrudt af en håndrygs lussing der sagde spar to, og som fik Isabella til at vælte ud af sengen, og ned på gulvet. Manden forsatte med at snakke "Jeg ville med glæde lære dig din plads over mit knæ, men jeg er her ikke af fornøjelse, men af forretning." Han tog en kniv frem fra inderlommen, og tog en fast hånd i Isabellas baghoved, for derefter at løfte det op, og hvisket til hende "Jeg har en ven, som gerne vil se lidt kaos i Camilles liv." han lagde kniven ved siden af Isabellas øje, og sagde "Ved du vil dræbe hende, og lader intet stoppe dig, men jeg har et forslag du ikke kan afslå. stik din stolthed op i din røv, og stop dit klynkeri om Camille." han tog en sort sten ud af lommen efter han havde smidt kniven, og sluttede af "Jeg kan ikke gå efter Camille direkte, men læg denne sten i en dæmon kaldt Rafaels lomme, og lad ham sove med den. MEN hvis du nægter, vil jeg rive dine øjne ud og tvinge dem ned i din hals... og fordi du er her.. kan jeg gøre det igen og igen." Manden lagde stenen i hendes hånd, og i samme sekund, vågnet hun op.. i sin seng. med den sorte sten i sin hånd. og undret sig over hvad der skete.