sikke et sted (Latie Legington)

S-Blodøerne
T-15.12
O-det der sådan er på øerne
P-et par lange cowboy bukser og tank top som er hvid og et par hvide sko
V-halv lunt og dejligt

Zankuji var taget til det som han havde hørt folk snakke om nemlig blodøerne han ville vide hvorfor de blev kaldt det og hvorfor den havde den farve som den nu havde, men hvordan han skulle finde ud af det var en gåde som var meget stor i forhold til hvad han ellers havde sat sig for af den slags her.
Men hvis han ikke fandt ud af det så var det jo ikke noget og gøre ved, roligt kørte han en hånd op gennem sit hår og kiggede rundt *puha det vejr her er dejligt*tænkte han roligt og gik så roligt vider af en sti som han gik på og undersøgte alt som han gik forbi på denne her ø.
Alt var som nyt for ham, han havde ikke set noget linde som denne her ø den var helt fantastisk men der var nok også noget over den som gjorde at den var det for ham.

Clare sad på en hård sten og kiggede over det de landskab der var overfor hende, det virkede øde, og stille, her foregik ikke rigtig noget. Lige udover den friske brise af havvand der strømmede ind over hende, da hun sad nogle få 15 meter fra den egentlige vandkant. Hun sukkede lige så stille inden hun tog sin 44 Magnum op og studerede den let, imens hun pudsede nogle smudsige pletter væk, som hun ikke brød sig om.
Det var nu ikke rigtig, fordi hun var perfektionist som sådan, det var kun overfor hendes arbejde, og hendes elskede våben hun var sådan. Selvom hun langt fra lignede en lille tøs der var så glad for våben.
Men Clare kunne simpelthen ikke rigtig gøre for det, hun havde altid følt sig tiltrukket til disse ting, disse glimtende genstande, og de var under stor efterspørgelse fra hende af. Og vidst nok kunne hun ligne en lille englebasse, med dette kønne ansigt, og de blå øjne, det lyse hår, og feminine ydre. Men det var langt fra tilfældet. Et roligt suk gled ud fra hendes læber, hvorefter hun opfangede en lettere uundgåelig lugt i atmosfæreren, hende som havde troet hun var alene på denne blodø, som de nu kaldte den. Men grunden var jo sådan set kun på grund af denne røde jord, som sikkert indeholdte alt for meget jern end godt var.