Do not touch me! Because if you do, then it will be worse for yourself! //Abaddon//

T: Nat
O: mørke, folk man ikke kan se.
V: vindstille, normal temperatur.
P: Profil billed.

Dette nye sted, Sharona havde aldrig hørt om det. Hun gik alene rundt Safir gik rundt i skoven, og det var et stykke væk. Men de kunne stadigvæk snakke telepatisk med hende, men hun kunne mærke en smule frygt for at gå ind i gyderne.
Sharona gik alligevel derind, hun kom langt ind. Der var da ikke noget at være bange for? Hun trak på skuldrene og slappede lidt mere af, hun kunne pludselig hører skrig fra noget usynligt. Det gav et sæt i hende, og hun fik kulde gysninger. Noget tog fat i hendes arm, og trak hende ind til sig. Det var en mand, med meget lyster. Dem havde Sharona ikke nogen af ligenu. Og hun rev sig løs, men fløj over i grebet på en anden mand. Med tydligvis samme tankegang.
Hun skreg ikke, hun ville ikke vise frygt. Hun ville ikke give op, så hun sparkede manden i skridtet. Hun løb imens hun kiggede sig tilbage, men hun løb ind i en farlig dæmon. Hun kiggede op på ham, og sank en klump.

Den vindstille gyde kastede dens enorme følelses kolde vægt ned over de hvileløse gangere der fandt dem i dette mørke og skumle gyde system. Men disse frygtede gyder havde ikke fået sine rygter og fortællinger for ingenting, dette var verdens sociale skældeplads, hvor kun udskud, kriminelle og desperate skabninger fandt sig til rette, for selvom hele Rotten Root var afskydelig og faretruende for enhver ikke med bare en femmer på lommen, pågrund af den soverene fattigdom, men i gyderne var selv de fattiges fattige, der hvor selv at leve morgen efter var en luksus, hvor den eneste kontakt med andre mennesker, var når man satte en kniv på deres hals og tvang alt af værdi ud af deres rystende hænder, her hvor kun familie kunne stole på hinanden, her hvor den eneste retfærdighed hed tilfældighed, hvor voldtægt på skønne piger som Sharona var hverdag. Men desværre for de desperate mennesker der havde fundet deres hjem her, tiltrak de lovløse og uhyggelige gader også monstre, og en af dem var den solide bredskuldret dæmon med overarme som halve træstrammer, og en brystkasse som en klippevæg. Dæmonen havde ikke fået det skræmmende og intimerende look for en tid i børnehave og en fortid med at spise flødekage, han havde været tidligere dæmon race leder, en brutal og nådeløs front figur for den mest sadistiske og lumske race kultur. Dæmonens øjne var sorte som den mørkeste nat, uden hvidt eller pupiller, lå de to mørke huller i hoved på ham, som en uendelig afgrund i en bjerg side midt om natten. Dæmonens ånde var så tung for hjertet og sindet som flere kilos press, den tunge dødvægt fra den iskolde sjæl, og den uhyggelige aura som kun ses på monstre fra gyserfilm der ses klokken 12 om aften. Dæmonens overkrop var dækkede af en stor læderjakke, praktisk og sendte et godt indblik i hans direkte personlighed. Mens at indenunder havde han en sort elegant silke skjorte, som så ret dyr ud, man kunne lige arkuret se den da læderjakken ikke var lukket. På Dæmonens ben var der nogen militær bukser i et hvidt, sort, og gråt tema, istedetfor det normale grønne, brune og sorte tema. og for enden af de maskuline bukser kunne man se nogen brutale og slagkraftige militær støvler, så store og mægtige at selve torden på himlen kunne lyde som vind i et glass, mod denne lyd for hvert skridt taget af dæmonen fra det enorme presse mellem jord og støvle.
Dæmonen gik fredløst gennem de aften ´rolige´ gader, mens hans tanker faldt på opgaverne foran ham, og hvordan man fik en pæl stikkende gennem hoved på Isabella uden Camille og Tristan brokket sig, de to havde fandme en s... også kunne den maskuline filosofiske dæmon føle et svagt´ bump´ da en spinkel og yndig pige krop stødte ind i ham, som var hun en varm karamel på ben, han kunne ihvertfald ikke føle det særlig hårdt, men efter overraskelsen på hendes ansigt var det nok ikke helt gennem tænkt.
Rafael kunne føle sin håndflade klø, og et intens oprør skete i den voldsomme dæmons sind, Camilles tale mod den svigende håndflade, det var ikke en nem ting Camille havde bedt ham om, men .. inden hans sind kunne finde en ende på debatten, kom nogen mande stemmer, to styks flyvende gennem luften, og dæmonen følte intet andet end hån og provokation fra de to mænd der sagde "Hej dude, kan du ikke bare daffe af" Dæmonen, som hed Rafael, kiggede langsomt og beslutsomt op, så målrettet og dødt som en ørn på en mus, hvorefter han fik en stemme så grusom og dæmonisk at selv Lucifer ville gemme sig under sengen af de skrækkelige toner "Spar mig deres flabethed" Endelig kiggede Rafael med det tomme blik ned på pigen, hun var så smuk at den hvide hud næsten var blindende, og den svage lydløse flirt som enhver kvinde udsatte med deres skønhed, danset og sang nu gennem hele Rafaels sjæl, og valget mellem en frøken og vold var nu et nemmere valg. Endnu engang snakkede Rafael, denne gang var stemme mere som en ren kopi af en gentlemand, men stadig så fast og sindsrolig som den dæmon han var "Frøken" sagde han med et diskret nik, inden hans øjne bliv kørt op mod de to mænd igen, også ud af Rafaels ryg kom der store sorte vinger der ligende noget fra de væreste gysser film. vingerne havde fuldt ham hele hans lange liv, og det kunne ses på deres frygtingyende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde. han fik en hale der piskede rundt, som var det en læder pisk, der kærtegnede luften, med endeløse og ondskabsfulde sadistiske smæl. hans tænder bliv lange og som jagt knive, og skarpe som intet mindre, men det mest hjertebankende ved denne forfærdelige skabning var de lange klør som voksede hvor han engang havde hænder, lange spinkle finger der kunne prikke sig gennem knogler, kød, og væv som en. hvor en endnu mere dæmonisk stemme undslap de øde læber, så slem og ubarmhjertig "Bliv liggende" sagde han mens første skridt bliv taget mod de to mænd fem meter fra pigen og Rafael.