This place is amazing! -Abaddon

Tid: 3:23
Sted: gammelt ødelagt hus, rundet huset er der næsten ødet.
vejr: overskyet

Valgûl sad i et gammelt hus, det havde sådan set været efterladt i lang tid, men han havde taget en kvinde med her ud for.. underholdnings aktiviteter, hendes nu døde og massakreret lig lå i sengen, der før havde været hvid, men nu var blod rød.
*Der er et intet, som skrigene af de uskyldige* han smilte til sig, som vidste en række af røde tænder. Dette område var sådan et dejligt sted, et vision om en fremtidig verden, kaldte han det altid. han kiggede ud af det ødelagte vindue, ud i mørket hvor man svagt kunne høre de udøde gå.

De titan tunge militær støvler gik skridt for skridt deres beslutsomme fær gennem det øde og døde landskab, der kom svage torden lyde fra under de voldsomme stød mod jorden fra de slagkraftige støvler. De rytmefaste fodtrin var eget af en dæmon med brystkasse som en klippevæg, og med overarme som halve træstrammer, dæmonen var ikke en hvilken som helst maskulin dæmon, denne sadistiske djævel var tidligere dæmon race leder, en brutal front figur for den mest lumske og uhyggelige race der kunne findes i nogen som helst hverken mørk nat eller natur område, som denne verdens pest på to ben, lemlæstende brutale dominerende grufulde skabninger, der var selvfølgelig undtagelser, som enhver anden race, men som helhed er dæmon racen ikke kendt for sin store tolerance eller forståelse.
Dæmonen havde en læderjakke på der dækkede de bredeskuldre, og indenunder den en dyr sort silke skjorte. På hans ben nogen militær bukser, i de hvide, sorte, og grå farver, isetdetfor det normale grønne, brune, og sorte. også selvfølgelig de omtalte støvler på fødderne. Hvad lavet denne mand ude i dette forladte land? et lumsk smil på hans læbe, et glimt i øjet, og planer på tankerne. Hvis Camille og Tristan troet at Isabella kommer til at se mange flere dage dagslys tager de fejl, om så hver en knogle i hans krop skulle brække, og guderne voldtage ham på skift, vil han rive tungen ud af Isabellas kæft med brutal magt, og give hende flere pinsler end hvad hun nogensinde har påført andre. Han nægtet at lade Tristan bestemme hendes skæbne, for Rafael vidste godt hvad den hippi ville vælge

Valgûls hoved fløj nærmest op ved lyden af den fjerne buldren, de fodtrin var ikke til at tage fejl af, Valgûl overvejede kort om han skulle flygte eller møde den ham, kunne huske de trin, som et fjernt minde fra før hans indespæring, han havde ofte undgået kontakt med andre dæmoner, siden sin indespærring havde det været ofte fungeret sådan for begge parter.
men der var næsten en form for obligation i at møde dette minde, det var som gamle kom om i tanke om noget fra barndommen, en trang til at opleve dette minde i person.
Han rejste sig fra stolen og åbnede døren, og gik imod lyden af fodtrin end til at så ham, han var ligeså overdimensioneret som han var for alle de år siden, sådan en person glemte man ikke bare, alle de små brikker af hukommelsen, begyndte at samle sig, men hvem personen var kunne han stadig ikke huske.
*Nogle ting ændre sig bare aldrig, ser det ud til* tænkte han og grinte lavmælt, dette ville ikke gå vis manden.. nej dæmonen, så ham, der var en tydelig aura omkring.
Valgûl smeltede sammen med skyggerne og gik tættere på.
*Hvad laver han her ude i midten af vores lege zone, følg efter ham og se hvad der sker, måske kan vi få lov at få resterne af dem han tager.* Et stort smil spredte sig ved tanken, rester var godt ikke lige så sjove, men 2 lege ting på en nat var altid godt. Valgûl stod nu ikke meget mere væk en ti meter fra abaddon, og fulgte ham i hans fodtrin.

De benhårde og slagfaste lyde tog ingen pause, ej heller de kontante tanker og overvejelser, som en tiger på jagt kløerne klar som slebet stål men mentalt alle andre steder. Dæmonen stoppede op, et velovervejet men stadig uforberedt stop da en kvinde med en udød i hælene kom frem fra en side vej skabt af noget klippe, hendes lange sorte bløde hår fløj uden korntrol rundt om hendes velformet bløde æble kinder, mens hendes sommerdags korte kjole bliv pisket af den stille vind, men tros denne natur kærlige fornemmelse kvinden kunne føle, var denne unge frøken tanker på den rådne kødklump der var efter hende. Dæmonens kølige blik bliv rettet mod skønheden som ikke var særlig vild med udyret.
Kvinden lavede desperate håndfagter, og selvom Rafael sagtens kunne forstå hendes mening, stod han stille og afventende, som en slange der koldt kravlet i græsset, mens dens bytte bliv truet af et andet jagt dyr, dog var dæmonens rolige handlinger ikke skabt af frygt eller usikkerhed, men at sadisme, og behov for uendelig grusomhed. Dæmonen som hed Rafael gik nu langsomt den løbene kvinde i møde, og med et ansigt lige så følelsesfuld som en død is mark, lod han et kors blive plottet fra den praktiske læderjakke, ved at åbne den op, så man nu også kunne se skjorten, og det store gamle kors. Rafael lod tiden tage sin smertefulde og langsomme gang, da kvinden med den udøde få meter fra hende, og Rafael kom i møde, for på denne hotte date, sagde Rafael halløj med en knyttet dæmon næve med samme brutalitet som en lastbil med 250 i timen, og kvinden uden modstand, som havde han slået et stykke varm karamel lige taget ud af en ovn, ned til jorden uden protest. så gik Rafael et velovervejet skridt tilbage, også et til, også et til, han var ikke skræk for nogen rådden rygradsløs taber, faktisk så Rafael frem til at nyde dens kød mellem hans knurre, men synet af den kaste sig ned over den tætteste person.. kvinden. var et syn for guderne, så smukt, så lidenskabeligt, mens den skrigene og hulkene pige for første gang kunne mærke de biske tænder glide ned i hendes sarte og nøgne kød på benet. Hun vred sig i smerte og ubehag, mens kød, væv, og blod bliv mast mellem disse skræmmende døde tænder, og saften fra hendes underlår, som saften fra en saftig rød bøf, løb ned af hendes ben, og hjælpeløsheden var næsten værre den den brændende smerte. Hundesperat med sine spinkle arme prøvede at slå den ned, men ingen nytte, og selv hvis hun var stærk nok ville den bare glide ned og flå mere af kødet på vejen ned. Den udøde greb, vred, og flået til lyden af brækkende ben knogler og tiggende pige hulkeri, og da den fik et godt greb med tænderne om den ene knogle indeni benet, kunne man se en voldsom smerte reaktion på pigens uskyldige ansigt, som havde noget lagt en håndgranat i munden på hende, og lavet kebab ud af hende.
Rafael sagde ikke noget, han så heller ud til at nyde showet, eller have noget mod det for den sagsskyld, han stod stadig i sine egne tanker, og havde glemt alt om pigen, ligesom at åbne en pose slik til fredags filmen, også helt glemme den, mere var hun ikke værd, og det var ikke før nogen benene ord fra hende kom i hans retning, at han reageret, og efter at have sat en finger lodret op i luften som et ´jeg kommer lige om lidt´ tegn, tog han en tændstik æske, og cigaret pakke frem, for hans ligther var løbet før for gas, og han havde heller ikke flere smøger snart.. han savnet få ting ved den gamle verden, men dens kiosker med usunde og skadelige ting, savnet han altså en lille smule i det her middelalder miljø. Rafael tændte en tændstik, og satte ild til sin cigaret, og lagde den langsomt og roligt i sin mundvig, inden han så kiggede op mod pigen igen, og så at den udøde havde stoppet to af hendes fingere på højre hånd i munden, mens benet var revet mere fra hinanden end fra et haj angreb.
Rafael tog et ordenligt sug på sin cigaret, inden han så gik tættere på hærligheden.

Da Valgûl så bjerget af en dæmon stoppe foran sig stoppede hans ånderat brat, havde han følt hans aura! i så fald havde ikke meget tvivl om at han færdig, Valgûl var ikke meget af en kæmper med mindre han var motiveret til det, han var mere et tortur redskab i hans egne øjne, en snigmorder, men ikke en frontline infanterist lige frem. men hans bekymringer endte brat da han så den udøde jage kvinden,
*Ikke andet, vi er sikre end til nu, ser ud til at være ghoul, de simpelthen så henrevne væsner*
Han besluttede sig for at gå op på en af klipperne, får at få et bedre syn af jagten, da hun kaldte på hjælp, og løb i retningen af den anden dæmon, blev han skuffet, ville han virkelig hjælpe hende? han havde efterhånden set mange blødsødne dæmoner i dette område, vis de overhovet kunne kaldes dæmoner, hjælpe disse køer kaldet mennesker, men blev godt til fredes da han så dæmonen skubbe hende hen mod den udøde.
Et stort smil der gik fra øre til øre formede sig på hans ansigt, og blodet fra hans tidligste ofre dryppede fra tænderne og ned på jorden, måske var den her dæmon hvad man kunne kalde en sand dæmon, han så glad på mens hun blev spidst, men da den anden dæmon begyndte at gå tættere på hende, med den glødne kvist i munden, hvad det så var, det lignede lidt en cigar, men ellers havde han intet at sammenlign den med.
Han smeltede ud fra skyggerne så hans egen form stod fremme, med grinet stadig klistret til hans ansigt, og blodet stadig drybene svagt fra mundvigen.
"Som den sødeste musik ikke sandt, skrigene fra de uskyldige altså, tårne som den sødeste nektar, sandelig et af verdens syv vidundere, ikke sandt?" hans øjne veg ikke fra kviden der blev spidst mens han snakkede, men var som klistret på hende og den udødes søde dans.

Rafael kunne høre den solide og maskuline stemme fra en anden person bryde den ellers dejlige fredfulde lyd af skrig og gråd fra pigen, men Rafael kiggede ikke med det samme overmod den nyankommende, han bevaret sin dominante status ved at uforstyrret kigge på pigen, og vente nogen øjeblikke inden den anden mand fik hans opmærksomhed, hvilket Rafael gjorde ved at vende sig om mod ham, og nikke anderkende til det manden sagde om skrigene fra uskyldige, for Rafael var enig. Rafael syntes øjeblikke som dette var den mest rene form for nydelse der kunne opnås på dage som denne, så på det punkt var Rafael enig.
Rafael bukkede sig ned på hug, og mens den udøde var skarpt optaget af de putte nusse spinkle fingere, lod Rafael et stål greb blive lagt om pigens hage med hans nådeløse styrke, hvorefter han presset den tændt cigaret med den frie hånd ind i pigens ubeskyttede sarte øje, som begyndte at smelte som gele i en microovn, mens det varme skod forsatte uden stop gennem den nøgne hvide supstans, og dette fik pigen til at udbryde i et større skrig af pinsel og rædsel end de mange sekunder i den udødes greb havde gjort til sammen, og mens rester fra hendes øje løb ned af hendes kind sammen med tåre og blod, lænede Rafael sig væk, og lagde cigaret pakken ned i sin lommen igen. hvorefter han vendte sig med samme ro i sindet som tidevand, mod den anden dæmon igen, og sagde endelig "En ære" stemmen var dyb og dæmonisk, som grufuld som et mareridt, og så venskablig som et tohånds til ansigt, men Rafael havde faktisk meget ære i kroppen, det var faktisk en af de eneste ting han satte lid til, derfor hvis en folk var æresløs... efter hans mening.. rev han hoved af dem, han var ikke en mand af stor tålmodighed eller tolerence, og man kunne hurtigt gå fra en der fik at vide det var en ære at møde dem, og over til han hang den med hoved ned af og hældte saltsyre ned maveskindet på dem. Men på samme tid var han meget kaotisk.
Rafael syntes at en dæmon der virkede på en måde som ham selv, fortjente at se ham, som han rigtig var.ud af Rafaels ryg kom der store sorte vinger der ligende noget fra de væreste gysser film. vingerne havde fuldt ham hele hans lange liv, og det kunne ses på deres frygtingyende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde. han fik en hale der piskede rundt, som var det en læder pisk, der kærtegnede luften, med endeløse og ondskabsfulde sadistiske smæl. hans tænder bliv lange og som jagt knive, og skarpe som intet mindre, men det mest hjertebankende ved denne forfærdelige skabning var de lange klør som voksede hvor han engang havde hænder, lange spinkle finger der kunne prikke sig gennem knogler, kød, og væv som en. endnu engang undslap en stemme hans læber, så dæmonisk og sadistisk at Lucifer ville finde din plads grædende under sengen af disse ubarmhjertige toner "deres fulde navn?"

Valgûls øjne udspilede sig ved synet af transformationen, det måtte være en archedæmon han med at gøre, det betyd også at man være lidt forsigtig med ordne, han overvejede kort om han skulle gå i sin skygge form, men valgte at gemme det som trumf kort vis det blive brug for det.
Han bukkede overdrevet for den forvandlede dæmon foran ham.
"Vores navn er Valgûl Moris Tarus Oditoculos, til deres tjeneste." Det store smil forblev på under helle eskapaden. Han havde aldrig rigtigt selv tilbudt hjælp til nogen, eller tilbudt sin tjeneste, men han havde en god fornemmelse af at hvor denne dæmon gik ville der følge død, om med det var gode tider sikret. og det var for lang tid siden han sidst havde en sjov leg, så man måtte jo gribe chancen mens man kunne, selvværd og ære var alligevel noget han havde mistet for lang tid siden, og i bund og grund fandt han det egentligt også ubrugeligt.

Oditoculos.. Rafael havde hørt det.. hviskede som en forbandelse i de mørke afkroge af de forbudte og skumle miljøer, og selv ikke de mest stedfaste havde sagt det navn i Rafaels selskab uden at måtte dæmpe stemme i frygt for ukendte øre. som var de alle bange .. eller påvirket af denne familie, som en løve ikke taler om alfa hanen i flokken. Rafael havde ikke set så meget frem til at møde en fra familien, for underklassen var bange for mange ting, og selvom denne Oditoculos familie var en af de største grunde til rædsel i nogen små miljøer, så havde Rafael rigtige ting at tænke over, som Dé Minion familien, og hvordan man stak en pind så højt oppe mellem Isabellas skamlæber at den kom ud gennem munden.
Rafael nikkede endnu engang anderkende og sagde derefter "Deres familie er hørt omtalt overfor jeg selv" Rafael kiggede tilbage på pigen, og sagde så "Det..." længere nået Rafael ikke i sin talestrøm, før en lille sukkersød stemme fløj gennem luften som en stråle af sommervarme midt i vinter, stemme kom fra en lille pige der ikke var meget mere end de 8 år gammel, hun havde en lang rød sommerkjole på, total upraktisk, men meget nuttet at se på, hvis man kunne lide den slags må sukkersøde piger, og ikke bare fik kvalme af synet. Pigens kjole havde små elver symboler på nede for enden, meget gamle og nærmest glemte elver symboler, som var syet ind i stoffet. Hendes hår var langt, tyndt som silke, og sort som kul, virkeligt en fryd for øjet. hendes ansigt var en normal hvis hud farve, og hendes øjne grønne som små grønne ædlesten, men hun havde pupiller, og det hvide rundt om pupillerne. pigen havde et glass med låg mellem hænderne, hvor en skygge fløj uforstyrret rundt, skyggen lignede en drage som fløj fredeligt rundt. Pigen havde et sødt lille nuttet smil, og dejlige lysserøde kinder, som havde hun smilet meget længde uden at stoppe. pigen var som kommet ud af ingenting, som havde hun kommet ud af den tynde luft. "Nuuuurrrhh, nuttet"

Det var ikke ofte at Valgûl hørte sin familie blive røst, eller i værdfald blive snakket om at der blev talt om dem, hvor lille familien nu var blevet over det sidste år tusind, men stadig vis en archdæmon som denne havde hørt om familien, var der nu en vis form for stolthed der formede sig i hans rådne hjerte. følelsen blev så afbrudt stoppet da en kvalmende sød stemme, fløj gennem luften nuttet hvad? refererede hun til ham ,den halv spidste pigen eller måske archedæmonen ? han hævede et øjenbryn i pigens retning, men valgte for nu at ignore hendes tilstede værelse, der var vigtigere ting en en lille pigen, på trods af hendes pludselige entre, han havde ikke følt nogen aura i nærheden så det generede ham lidt. han rejste så op igen fra sin før bukkede stilling.
"Og må jeg så spørge om deres navn? og hvad der bringer en archedæmon som dig, ud til dette dejlige sted? og er den med dig?" han pegede over på pigen der havde materialiseret ud af det blå.Helle situationen begyndte at virke lidt mærkelig for ham, specielt den lille pigen

Den lille pige rollede med øjnene af at blive kaldt for en ´den´, også kunne man se den lille skygge skabning i glasset fløj lidt mere vredt rundt, men så lagde pigen sin spinkle og tynde hånd på glasset og sagde med samme stemme som en sommerdags forfriskende glade toner "Såårh rolig". Rafael kiggede med en rynken på næsen da Valgul spurgte om pigen tilhørte ham, for Rafael var lige ved at tror det var en powerpuff pige som Valgul havde slæbt med, så da Valgul rejste det spørgsmål var Rafael overbevidst om en ting om den lille vanskabning, den var ukendt, og Rafael spiller ikke med terninger, han er ikke glad for en faktor han ikke kan kontrollere, så Rafael gjorde legen med den store pige hos den udøde færdig, og begyndte en ny aktivitet der vedrørte den lille freak. Men da Rafael løftede sin store militær støvle for at smadre den ned i den store kvindes hoved, var det som om et bjerg havde lænket sig fast til hans fod, og selve gudernes kræft presset hans ben på plads. Rafael kiggede først vredt på Valgul, som havde han lysten og styrken til at rive ham over på midten, men da Rafael ude af sin øjekrog så... den lille pige lavede en provokerende bevægelse, ved at vifte sin finger fra side til side som på en måde at sige nej, kunne et umålligt had mærkes på Rafael, som stod han med hele helved i ryggen, og klar til at flå den lille taber med hud og hår, men selvom Rafael havde løftet et pariserhjul, og tævet mænd der var kendt for deres brutalitet, kunne Rafael som en kludedukke ikke bevæge sig, også gjorde den lille pige et prik ud i luften i Rafaels retning med hendes ene fri hånd, også fløj han hurtigere tilbage end selv han, og Valgul ville kunne nå at opfange, lige pluseligt, som et lyn fra en blå himmel, lå han fire meter begravet inde i en klippe, som et levende forsil. også kiggede den lille pige mod Valgul, og sagde "Wow... den mand klippemand har altså nogen seriøse muskler" også grinte hun en nuttet lille pige latter. Rafael skulle ikke skamme sig, at tabe mod pigen var ganske normalt

Han måtte indrømme at han var nysgerrig om den lille pige ting, der stod foran dem, eller mere præcist væsnet i glasset, fangede hans opmærksomhed, og hans tanker begyndte at køre rundt med teorier som han udvekslede med sinde andre sind, men han blev flået ud af sin tanke/tale strøm, da han hørte en velkendt lyd, som et græskar der blev smadret af en sledgehammer. han kiggede næsten helt skuffet på dæmon der ødelagde teateret, men indså at han nok ikke ville havde tid til at nyde synet alligevel, der var et eller andet der nok skulle ske snart kunne han fornemme.
Valgûl følte sig pludslig dårlig tilpas/nervøs da han følte dæmonens vrede blik borer sig ind i ham, selvom han ingen anelse havde om hvad han havde gjort, men kendte alt for godt fra sig selv hvordan dæmoner kunne skifte humør, og overvejede om han skulle flygte, men tanken blev hurtigt strøget da han overvejede resultatet af sådan en handling. og blev overordenligt lettet da han så dæmonens interrese skifte til den lille pige, end til et ordenligt tordenskrald lyd.
han kunne havde svavet at blot havde blinket, før han så dæmonen smadret dypt ind i klippen, han så fuldstændig mundlam på pigen som blot grinte.
Selvom en vis spænding spredte sig i ham, der var langt tid siden at han havde set noget ligne det her, vis nogen sinde.
han hævede et øjenbryn i retningen af pigen.
"Vi antager at i er bekendte, og må man spørge hvad du er?"
han så anklagne på den lille pigen, der var noget helt galt her, så let burde ingen havde det med at besejre en archedæmon, og selv havde han skam ikke lyst til at prøve lykken med denne skabning.

Rafael var her ikke for at snakke med den lille kælling, han ville hellere brække nakken på hende og pisse ned i hendes hals for at ydmyge hende, efter det... møde.. Rafaels massive maskuline overkrog fik revet sine bredeskuldre og resten af ham fri fra det dybe mørke hold ind i klippen, som hans krop adve skabt. Rafael vandret nådesløst mod pigen, og slog en næve mod den lille pige med samme fart og styrke som en lastbil med 220 kilometer i timen, som havde der stået en mur af 100 meter sten foran pigen, bliv hans næve stoppet få centimeter fra hendes uskyldige lille pige næse, også kunne man se hvordan det lange gyldne hår så overraskende og sikker som en atom sprængning en lørdag eftermiddag i london, hendes hår centimeter fra centimeter bliv kridt hvidt, en sådan hvid farve at man havde taget den direkte ud fra et eventyrland, den blege gennemboerende farve var helt utrolig over fantastisk. Og i samme øjeblikke som hendes glade og bløde silke hår bliv dødt og øde som en snemark, kunne man se hendes mandel farvet øjne mistet sin barnlige sjovhed og morskab, og nogen øjne så biske og lumske at selv Rafael var en wannabe julemand i forhold til den grusomhed pigens dybe øjne, da de bliv kolde og helt sorte som den mest mørke nat i flere millioner år. Sammen med hendes hår og øjne forandre sit, det samme gjorde hendes sommerkjole, den bliv hvid og sort i samme voldsomme farver, og de lykkelige skovelver symboler bliv udskiftet af gennemkogte faretruende sortelver og nogen andre ukendte symboler. Pigens skygge i glasset bliv helt aggressiv, og slog sig selv som et monster i en gyser film mod glasset. En stemme undslag nu hendes læber, en stemme så sadistisk at selv Rafael, dæmonen med ego der kunne omfavne verden begyndte at kunne få lyst til at sutte tommelfinger og gemme sig væg under dynen for resten af livet, man kunne ihvertfald se hvordan en klump af skræk samlet sig i halsen på ham, da de døde og forkasteligt uhyggelige læber adskildte sig og sagde "Denne lille gris gik til marked" Rafael var en monster på to ben, men den lunte så kort som hans fjernders chancer for ikke at bliver revet i to, men mod denne pige havde han ikke en chance, som at lederen af rotterne ville bokse med hus katten. I samme øjeblik rafael havde hørt hendes ord, spytte han efter hendes ansigt for at provokere hende, men spyttet bliv på vejen så koldt og massivt som is, og faldt ned til jorden som præcis det, før det ramte hende. også fik den store dæmon endnu en date med væggen, denne gang faldt der bare nogen store kampe sten nedover udgangen efter hans lastbils vogns krop havde landet i hullet.
så vente pigen sit kølige skræk ansigt mod Valgul denne gang tom den legesyghed som var før, og det gjorde næsten ondt at kigge på. også sagde hun "Vis list respekt for en skyggedrage dit misforster"

Valgûls øjne udspilede sig til det umulige, han havde aldrig troet at han skulle se en skygge drage, han havde kun hørt og læst kort om dem i legender, de var fascinerede væsner mente han, men det var en hver ting der havde noget med mareridt at gøre ifølge ham. Mange ville nok havde været bange for hendes stemme, men et sted kunne han ikke lade hver med blot at beundre den, meget mere tilpas med at høre den en han var med den sukkersøde stemme. Desuden var efterhånden vand til sådan stemmer. Hans tanker var gået i selvsving ved det helle, han hørte konstant, ordet skygge drage gentaget i sit hoved, før at skrig af misfoster over tog dets plads i hans hoved, ingen skulle kalde ham det igen, havde han svoret for sig selv for mange år siden. Han havde ingen interesse i at kæmpe mod pigen, for havde skam haft førstepladsen til hendes fremvisning med archedæmonen, men han ville æde sig selv før han ville lade selv blive kaldt misfoster af en marionetdukke. Han smilte stort så alle hans tænder kunne ses, før han lod sig om hylde af skyggerne mens han grinte lavt for sig selv. Hans hud smeltede nærmest væk, før den langsomt blev afstatet af et lag af skygger, som var det lavet af vand der glid, der rensede snavs væk, end til alt der var tilbage var lidt af hans overkrop, resten var nærmest smeltet sammen til en masse, med kun en tynd udstregning af hvad den krops del engang havde været. Han mødte hendes kolde blik, med hans egne øjne som nu blot var 2 hvide prikker, før bukkede hånede for hende. ”vi respektere skam dukkeføren, vi respektere bare ikke dukker, der taler for ham, specielt ikke når hun fornærmer os.” hans stemme lyd nærmest som et spøgelses, som et ekko ned gennem en lang grotte.
han fokuseret på dragen i glasset, før han sagde "Det sandeligt en ære endeligt at møde en af jer, men var det ikke lidt for meget at gøre med ham?."
sandt talt han følte sig beæret af dens tilstede værelse, men følte sig skam også meget nervøs, vis blot pigen havde kraften til, at gøre sådan med en archedæmon, skulle han være yderst forsigtigt med hvad han gjorde, sandt nok han burde nok havde hjulpet den anden dæmon, men i øjeblikket havde han lyst til at se mørket af en anden nat