So.. A vampire huh? Im a werewolf.. I hope that it isnt a problem.//Julianne//

P: En fin sommerkjole med flade sko og jakke.
V: Intet sol.
O: Politistatioen.
T: Midt på dagen.

Vanille var en nysgerrig en og altid frisk på at få en ny og spændende historie. Og hvem ville have flere interessante historier end politiet? Det var hendes grund til at liste rundt omkring ved stationen.
En historie.
"Kom nu," hviskede hun for sig selv og kiggede ind af vinduet. "Giv mig en historie," Hun gemte sig hurtigt af vejen, da en politimand kom ind ad døren til det rum hun kiggede ind af.
"Nu bliver du der," sagde han, med en hård stemme.
Derefter lød der en irriteret jamren fra en pige. Vanille kiggede forsigtigt ind ad vinduet igen og fik med det samme øje på pigen med det lange lyse hår, der var blevet placeret på politimandens stol.
"Ingen ballade," sagde han inden han forlod rummet igen.
Vanille løftede på et øjenbryn og betragtede pigen.
Hvad havde hun mon gjort?

Julianne rullede øjne, og rejste sig op. Hun lagde hænderne på bordet.
"Jeg har ikke gjort noget!"
Hun satte sig på bordet og lagde armene overkors. Hendes vampyr inskinter skreg efter blod. Men Julianne prøvede at beherske sig.
Selvom hun havde været fanget ved nogle mindre venlige vampyrer. Som havde tvunget blod i hende.
Julianne puffede op i hendes blondte lokker. og strakte sig, hun var ligeglad.

vanille løftede på et øjenbryn. Pigen virkede utilfreds, som havde hun intet gjort. Hvem ved? Måske havde hun intet gjort?
Vanille kiggede videre ind i rummet, for at finde noget interessant. Der var intet. Intet. Det eneste der var interessant var pigen, med det lange lyse hår og utilfredse glimt.
"Hvad mon de anklager dig for?" hviskede hun for sig selv og prøvede at rejse sig op, for at se bedre. "Du ligner heller ikke en der kunne finde på noget?"

Julianne kiggede på politi manden, og kiggede ham dybt i øjne.
Hun brugte sin evne, og valgte følelsen skyld. Og politimanden begyndte at græde og undskylde. Han lukkede Julianne ud, som smilte tilfreds. Hun løb da hun havde chancen, om på siden af bygningen. Hvor endnu en mand stod, også fra politiet. Hun havde ikke tid til flere stop, og hun var tørstig.
Hun blottede sine tænder og satte dem i nakken af politimanden. Og sugede hans krop næsten tom for blod.
Julianne kiggede op på en pige, hun så meget fortrækket ud. Forståeligt, den varulve stank pigen bar over sig. Hun var varulv, Pan havde fortalt de ikke var vær at snakke med. At de enlig bare burde dræbes, havde andre sagt.