Some place, some time...(Sivir)

S: doomsville angerforge district. parken.
T: eftermiddag.
O: træer, buske, bænke, en sø.
V: overskyet, køligt.

Elyas gik gennem parken. Han havde ikke travlt og brugte god til på at nå hen til søen og begynde at gå rundt om den.
Der var alligevel sket meget på det sidste...selv om det alligevel var lidt. Forvirrende, var det vel mest. Men han var træt af at tænke på det samme hele tiden. Men hvad skulle han gøre? Hvad skulle han i det hele taget lave, for at tænke på andre ting, nye ting?
Denne dag havde han nogle nye jeans på, lyseblå. Let slidte kondisko, en mørk T-shirt. En mørkeblå trøje, som lige nu var lynet.
Hans hænder var stukket ned i trøjens lommer, mens han nåede en bænk, som han satte sig tungt på.
Ja, han viste ikke hvad han skulle.
Hans mørke blik gled over de nærmeste omgivelser med en efterhånden typisk ligegyldighed...hvad som helst...bare hvad som helst, kunne give noget nyt...

Sivir havde ikke noget at lave, så hun beslutede at gå en lille tur i parken.
Da hun havde gået rundt i lidt tid, fandt hun sig en bænk hvor hun satte sig ned for at tænke lidt. Hun tænkte på sin familie, eller rattere sin bror som var den eneste person fra sin familie som hun stdig elskede.

Det endte med han rejste sig op igen og gik en halv omgang rundt om søen igen, før han samlede en sten op og kastede den et godt stykke ud i søen. Den landede med et "plop" og spredte nogle ringe i vandet.
Elyas sukkede svagt og lod blikket glide rundt på sine omgivelser...Da han opdagede et menneske der sad lige i nærheden. Alene. Tænksom, så det ud til.
Han lod som om han gik væk fra søen og ville gå videre langs stien, men enlig listede han sig bare om bag hende. Hvad han ville gøre, viste han ikke. Men han viste at han kedede sig. Og dette kunne være hans redning...

Sivir var ved at blive træt af at tænke, så hun rejste sig op og skulle til at gå da hun så at der var en person. "Jamen hej med dig." sagde hun og rekte sin hånd frem til hilsen. Hun vidste ikk at han var en dæmon, så hun var ikk den mindste smule bange for ham.

Elyas så på hende, da hun åbenbart havde opdaget ham, som han kom snigende der. Hvilket nok ville undre de fleste. Men han var jo heller ikke så trænet i det, han lød sikkert som en elefant eller tæt på.
Han gav hende hånden og sendte hende et lille smil.
"jamen...hej" svarede han, som om det hele var normalt. At det var normalt han listede sig ind på folk. Men hvem sagde det ikke bare kunne være et tilfælde?
Han gik om på den anden side af bænken, om til hende.
Han viste ikke helt hvad han skulle sige. skulle han bare prøve at dræbe hende her om nu? Her var jo sådan set ingen andre...
det endte med han ville afprøve en af sin fars teknikker. At snakke med ofret først. hvad der enlig skulle gøre, viste han ikke...
"Hvad så?"

Hun så smilende på ham. "Ikk så meget. Hvad med dig selv?" Hun vidste ikk helt hvad han forventede at hun skulle svare ham, for der var ingen som havde stillet hende det spørgsmål før.

//Undskyld jeg ikke har svaret, har simpelthen ikke vist hvad jeg skulle skrive^^//

Han smilte lidt til hende og kunne godt fornemme hun var lidt forvirret over det. Nogen gange glemte han at han ikke var der hjemme, i sin egen verden, så han talte ofte som om han faktisk var hjemme...
"Øhm...Heller ikke meget her..." smilte han roligt.
Han så sig omkring et øjeblik. Så tog han en kort beslutning. Han havde ingen våben på sig og han var træt af at bruge sten, de svinede så meget...så hun slap med livet i dag...Han var langt fra stærk nok til at give skade til døden, med sine egne hænder. Mente han da.

Hun så på ham med et smil. "Jeg hedder for resten Sivir. Hvad hedder du?" spurgte hun.