Hang on //D12//

O: Træer og en træhytte.
V: Regn.
T: Eftermiddag

Øksen blev svinget endnu engang, og hamrede ned i den hårde solide træstamme.
Regnen hamrede ned som piskeslag på hans bare hud, men Matt forsatte. Der skulle mere end regn til at stoppe ham, hans måde at komme af med smerte. Det var ved at svinge øksen og smedre noget træ til brande.
Hans mørke hår var vådt, og sad nedenfor det ene øje. Hans trøje var gennemblødt, det samme var hans bukser.
Smerten bandt sig i hans hjerte, og prøvede at kvæle livet. Josefina, hans engang elskede Josefina. Hun forlod ham for tre år siden, uden et eneste farvel.
Matt svingede øksen endnu engang, hårde end før. Det slap hans vrede.

D12 kunne mærke sin forvirring, da han luntede med tunge skridt igennem den mørke skov, imens regnen hamrede kraftigt ned fra himlen.
Hans herre var meget syg og havde selv fortalt ham, at han måske ikke havde mange dage igen. Det havde gjort D12 forvirred.
Hvor skulle han være uden sin herre?
Hvem skulle give ham ordre?
Han kiggede sig omkring. Regnen gjorde det svært for ham at se noget. Hans sorte læderjakke, var for længst blevet våd og klistrede til hans krop.
Han kunne mærke hvordan forvirring og nervøstitet tumlede rundt inde i hans hoved. Mennesket inde i ham, var ved at blive stærkere. Det fandt sig ikke længere i at blive ignoret. Nu vil det lyttes til.

Matt samlede det brande der var blevet hugget sammen. Og lagde det op på sin ene arm, og svingede øksen over skulderen. Han så langt ind i skoven, en skikkelse bevægede sig rundt derinde. Måske forvirret, måske faret vild.
Hans syn og hørelse var bedre end normale mennesker. Han var varulv, det var der ikke mange som var. Men ens for alle hadede de vampyrer, det gjorde de bare.
Men denne mande skikkelse var ikke en vampyr.
Skikkelsen kom imod ham, men det var svært at scane ham da regnen blokerede hans syn en smule.

Lyden af en økse, der blev svunget op fra jorden suste igennem skoven. Det var dog ikke så nemt at høre, for alt den tunge regn der landte på jorden og skabte forsigtige buldre lyde.
D12 kiggede frem for sig og kunne ane en mande skikkelse, med en økse over skuldrene. Forsigtigt gok han tættere på. Måske denne mande skikkelse kunne føre et sted hen hvor der var ly. Det ville være skønt, da regn og uvejr var begyndt at irriterre ham en smule.

Manden kom nærmere, MAtt kiggede efter ham.
Hvad ville han, ville han enlig noget?
"Hej."
Sagde han og ventede på mandens reagtion. Dette var Matts område, men hvis folk ikke gjorde noget ondt så var han ligeglad. Han var ikke typen som ville slås heletiden.

"hej," sagde skikkelsen. Stemmen var fredelig og mørk. Det måtte være en mand. En dreng ville ikke have så mørk en stemme, medmindre hans stemme allerede var gået i overgang.
"Hej," svarede D12.
Regnen dansede omkring dem, snoede sig foran deres øjne, så man nærmest intet kunne se.
"Hvem er du?" Hans stemme var lav pga. regnen.

//Gælder på du vil starte et nyt //

//Kan vi godt //