Efter lang tid, har du så glemt mig? Det håber jeg...For jeg prøver selv på det. (Nephthys)

S: kroen
T: eftermiddag
O: borde, stole og folk
V: overskyet, koldt. Næsten mørkt.

Dagen havde været kold og de fleste havde holdt sig inden døre, hvilket havde gjort dagen ret fredelig. Sean var kommet tilbage til byen dagen før og havde brugt dagen på at pakke ud, tage et bad, spise og sove nogle timer. Derefter havde han fået nogle nye informationer og problemstillinger, Jimmy havde fortalt ham hvad de havde lavet og hvad der var sket i byen. Sean følte sig dog stadig lidt udmattet. Han havde haft travlt i de andre byer, mange ender at samle op på, og de havde ikke givet meget søvn. Men det var desværre nødvendigt på den måde.
Han ømmede sig kort i sine ømme muskler. Åh ja, han havde også haft nogle slås kampe, nogle folk der bare ikke ville dø. Dette resulteret i et helt nyt ar ned over ryggen og et sår i det ene ben, der endnu ikke var helet helt, hvilket gjorde han haltede en smule, når han gik.

Denne eftermiddag sad han ved et bord og stirrede udenfor. Foran sig havde han en dampende kop te, citrus. Han havde nogle løse bukser på og en afslappet, mørk T-shirt. Det mørke brune hår strittede lidt mere end normalt og hans mørke øjne virkede trætte, betænksomme.
Han ene hånd lå omkring kruset og nogle fingre dunkede hele tiden svagt ned i bordet, i en ukendt melodi.
Han havde gjort hvad han kunne. Han var blevet væk nogle ekstra måneder. Det havde der været brug for, men til sidst måtte han tage tilbage, om Nephthys havde glemt ham eller ej.
Han havde lejet sig et værelse på kroen. Han håbede ikke han mødte Nephthys og havde taget forskellige forholdsregler for at undgå hende. Men det var desværre stadig en mulighed, så længe de var i samme by.

At tage arbejdet med hjem var blevet taget så alvorligt på det sidste, at trætheden lyste ud af hende.
Alt for at slippe for at huske Sean.
Hvert nyt ansigt var som at se ham igen. Ja, det var ikke specielt behageligt.
Hendes gule øjne var dækket af hendes pandehår. Hendes trøje var en stropløs sort top med en bh under. Sorte jeans. Sneakers.

Stille åbnede hun døren til kroen, for at komme op på sit værelse.
Hun sukkede, og så direkte på kroejeren.
''Det sædvanlige?'' mimede han til hende, og hun nikkede kort. Hun fik stukket en kop kaffe i hånden og gik direkte forbi de andre, op på værelset.

Men hun bremsede kort op, og stirrede på en person ved sit bord. Te - det var det første hun opdagede. så var der pandehåret, så øjnene.
Hun bed sammen, og så væk. Hun blev ved med at se ham... Hun sukkede. Endnu en hallucination. Pokkers.
Hun gik hen til trappen op til værelserne.

Han havde været så dybt nede i sine trætte tanker, at han slet ikke var i forbindelse med sine omgivelser. Han så ikke folkene der fik forbi vinduet udenfor, han bemærkede ikke duften af sin te eller dens varme mod hans hånd. Han bemærkede ikke folk der kom eller gik. han var i sine egne tanker, dybere end han plejede at være. Det virkede så nemt, bare at forsvinde, selv for at øjeblik. Det var blevet værre på det sidste stykke tid...For bare en uge siden, var det en hel dag han slet ikke kunne huske. Men det havde heldigvis ikke givet problemer.
Hvem skulle han snakke med, om problemet? Der var vel ingen der kendte til det...Eller kunne gøre noget ved det...Var det en forbandelse? En magi der var kastet på ham? Eller var han, efter så lang tid, endelig var at miste forstanden? Det skulle ikke undre, hans mor havde jo gjort det. psykisk ustabil lige fra starten!
Han blev pludselig fuld af vrede, skubbede til sit krus med te, så det fløj ned af bordet og knustes mod gulvet.
Han drejede hovedet og så hen mod det knuste glas. De nærmeste folk kiggede på ham, men han registrerede dem ikke. Han lagde bare hovedet på skrå, da han så den sidste damp fra teen forsvinde, fordi drikken nu hurtigt blev kølet ned.
han rejste sig i en lige så vred bevægelse. Stolen væltede bag ham.
folk kiggede nu rigtigt på ham og kromanden så ud til at blive nervøs. men han havde altid været en god kunde, så han viste ikke om han skulle sige noget.

Det endte med at sean kiggede over mod trappen i et øjeblik, af en eller anden grund, og så Nephthys forsvinde op af trappen. Hvordan kunne hun være gået forbi ham, uden han havde set hende?
Uden at vide hvorfor, uden at have styr på det, fulgte han efter hende, gik over til trappen og op af den.

Det lød som et slagsmål nedenunder. Men når man var oppe ovenpå kunne man ikke høre det.
Hun stod lidt med panden mod ydersiden af hendes dør, mens hun fandt nøglen i sin lomme.
*Søde lille Seph. Du skal ikke tænke på det, det eksisterede ikke.* Hun bed sammen.
''selvfølgelig eksisterede det ikke. Det gør det aldrig!'' hviskede hun inden hun fumlede med at låse døren op.

Nøglen faldt selvfølgelig på gulvet, typisk!

Hun sukkede og bukkede sig ned for at samle den op.

Det var som om det hele gled i baggrunden...

Sean stoppede op lige bag hende, med et lille smil. Han virkede ret afslappet, som han lænede sig op af væggen.
"Hallo Neph" smilte han, selv om han viste han ville få en voldsom reaktion af en eller anden art. Tåre? vrede? i hvert fald ikke gensynsglæde. Det havde han aldrig formået at få sig. Eller var der engang, for længe siden?
"Hvordan går det? Hvad har du fået tiden til at gå med?"

Hun lyttede kort til hans stemme inden hun rettede sig op, og med rystende hånd satte nøglen i nøglehullet.
''jeg troede du var skredet?'' mumlede hun.
''eller er dette endnu en af de der synsbedrag som lægerne siger at jeg får?'' hun så kort på ham.
''hvad jeg har lavet? Arbejdet. Og vandret rundt mens jeg prøvede at glemme hvilken nar jeg har været.'' Hun fik låst sig ind, men lukkede ikke døren efter sig. En åben invitation til at komme med ind.

Hendes værelse var raseret, det kunne ses allerede ude fra gangen.
Det var mørkt, alle nipstingene var væk. Selv billederne af den lille dreng.
Sengetøjet var blevet skiftet, det samme var sengen. Fra at være en stor dobbeltmandsseng var det nu en lille madras i det ene hjørne.

En smadret spejl var det ene hjørne, og en masse tøj i en stor bunke i et andet.
Vinduet var åbent på vidt gab, og gjorde værelset iskoldt.

Hun sparkede skoene af, og satte sig i skrædderstilling på sengen

Han lod kort blikket glide rundt i lokalet uden at danne sig nogen mening om det. Det lille smil sad stadig på hans læber, selv om han enlig ikke havde noget at smile af.
Det var et rod, som genspejlede hvilket rod hun havde i sit hoved. Han så lidt på hende.
"åhh...Ikke skredet, arbejde" rettede han hende roligt.
Han havde lyst til at spørge hende om dette ville have set anderledes ud, hvis han var blevet. Men han mente det ikke. For om han var blevet eller ej, ville et forhold mellem dem være umuligt - For han elskede hende ikke nær så meget, som hun elskede ham. Som en ven nok...Men det var jo ikke nok for Nephthys. Men alt dette sagde han intet om. Man kunne ikke engang se han tænkte det. Faktisk kunne man ikke se noget som helst. Han gik roligt hen og lukkede vinduet. for varmens skyld, men også fordi han stadig bekymrede sig om hende. Han viste ikke hvad han lavede her, hvad han skulle lave her. Han havde jo aftalt med sig selv at blive væk...
"Om jeg er et synsbedrag, må tiden vise. Men sikke et bedrag. Er din kærlighed til denne dæmon, virkelig så stor og alt opslugende?" spurgte han og vendte sig om mod hende igen. Hans mørke øjne hvilede på hende, bekymrede sig for hende og var alligevel en smule afstandstagende. For han viste hun ville flippe ud, hvis han afkortede afstanden og ville lege venner.

''altopslugende? nej.'' svarede hun, inden hun så kort på ham.
''jeg prøver bare at se på et par realiteter. Med dig ude af byen havde jeg ingen at tage hen til når jeg blev ensom - så måtte jeg jo jage. Uger som ulv, det gør en en smule loko.'' sagde hun bare. Hun så ned i sengetøjet.

''og kærlighed er det nu ikke... Det har det ikke været i lang tid...'' hun stirrede bare ned i sengetøjet.

''hvorfor vil du overhovedet vide det her? Du tager jo bare afsted igen. Så sidder lille Sephthys jo bare her, efterladt og alene, mens hele byen taler om hvor synd det er for hende!'' hun bed så hårdt sammen at det kunne høres.

Hun hev efter vejret to sekunder, inden hun mumlede; ''undskyld... smut du bare, du har alligevel ingen grund til at være her - det har du aldrig haft.'' Hun så op på ham.
''udover det venskab du prøvede at opretholde ved at tage afsted...''
Så så hun ned i sengetøjet igen, og fik smidt sine jeans.
Hun lagde sig, under et tæppe, på siden med ryggen mod væggen.

Man kunne se de blå mærker, det store sår på hendes ben. Et brandsår.

han så lidt på hende.
"åh, men ville du være kommet? Trods din ensomhed?" spurgte han på ny.
"Eller ville smerten alligevel være for stor? Og sidst jeg så efter, havde du vist en klan som kunne give dig mange ting. Hvad med selskab? Du får det til at lyde som om jeg flygtede fra dig. Det er ikke fair. Det ville jeg aldrig gøre, jeg havde arbejde at lave og så det ganske rigtig som en pause for os..." han stoppede der og så lidt på hende. Men han gik ikke hen og krammede hende, han gik ikke hen for at tilse hendes sår. For ville hun overhoved ønske det?
"Nå, men det er vel også lige meget hvad jeg siger, ikke? Jeg har også haft mine problemer. omend en anden slags end dine. du er som regel den eneste jeg kan snakke med om sådanne ting...men jeg vil ikke masse mig på. Jeg vil gå, som du ønsker" han rettede sig op fra hvor han stod og gik over til døren.
Hans hånd hvilede på dørhåndtaget et øjeblik.
"Hvad ønsker du enlig? Du forlanger så mange ting af mig, men knap halvdelen gør jeg godt nok. Hvad ønsker du enlig? Bare at kunne se mig, høre mig? Eller er intet godt nok, hvis jeg ikke kun er din? Jeg har spurgt før. Det gør det nemmere hvis vi begge blev enige om hvad du ønsker. Så kunne jeg opfylde det...Eller ikke"

"Jeg ønsker ikke at du er min. Eller, jo. Men jeg ønsker langt højere at kunne se dig, være sammen med dig, grine... Men det kan jeg ikke. For jeg har den fandens stemme inde i hovedet der fortæller mig at jeg skal presse på!" Hun mumlede det hele ned i puden.

.jeg vil bare være tæt på dig..." Mumlede hun opgivende.
Nej... Intet var godt nok. Det blev det aldrig. Hun havde aldrig kunnet få det liv hun egentlig ønskede sig. For hvordan skulle det være? Med en mand, børn og en familie? Blaaah, aldrig i livet.

"jeg tror bare jeg har brug for at sove... Når jeg vågner er du væk igen og så er det hele tilbage som det var før.." Mumlede hun og trykkede næsen ned i puden.

Et svagt smil gled over hans ansigt. Han slap døren.
Han gik over og tog en stol, der endnu stod op, og satte den hen ved siden af sengen, hvorefter han satte sig på den.
"Sov alt det du vil. Men når du vågner igen, vil jeg stadig være her. præcis som jeg ønsker det" svarede han blot, stille og roligt.

Hun rystede på hovedet, og lukkede opgivende øjnene.
Hun så ham for sig, i diskoteket. Hvordan han havde passet på hende.
Hun bed sammen. Han mindede så meget om hendes bror. Så varm og beskyttende, indtil man kom for tæt på. Så gemtehan sig også. Men han var anderledes på ét punkt; han var Sean.

Hun satte sig op, uden at se påham. Hun fjernede hurtigt tæppet, fik rejst sig og gik ud på badeværelset og lukkede døren.

Hun tændte for vandet i vasken, iskoldt, og ventede til vasken vsr fuld. S slukkede hun for vandet og stak hele hovedet under vand.
Bare for at rense tankerne

Han lænede sig afslappet tilbage i stolen og lukkede øjnene lidt. Hvor mange gange havde han ikke hørt det, efterhånden? At han var...Sig selv. Det gjorde hele forskellen. Som om...han var så sær i forhold til alle andre. Men han var jo også speciel, dæmon som kunne leve evigt...Det følte allerede som en evighed. Han prøvede ihærdigt at lukke ned for alle sine følelser igen, da de havde vist sig at bringe mere smerte end gav. Nu måtte han se hvor godt det ville gå.
Han håbede det virkede, det kunne gøre det hele meget nemmere.
Han åbnede øjnene og så hende gå ud på toilettet. Men han blev stadig siddende.

Hun sukkede frustreret.
*du snakker, og snakker. Men handling bliver aldrig din stærkeste side.*
Hun så sig kort i spejlet, og ordnede sit hår en smule.
Så gik hun ud i værelset igen og gik hen til bunken med vasketøj. Hun tog et pr slidte træningsbukser frem og en sportsbh.
Slidte sneakers og handsker uden fingre.

"Jeg smutter... " mumlede hun inden hun gik mod døren,

Han så lidt på hende, da hun pludselig gik over og tog tøj på. Han så lidt på hende og kunne ikke lade være med at undre sig. Gå? hvorhen? og hvorfor?
"Hmhm...Jeg troede du ønskede mit selskab, men nu flygter du?" lød hans svar. Der var intet irriteret, surt eller anklagende i hans tonefald. Han var overraskende neutral i sin måde at tale på i aften. Mest for at gøre tingene lettere, for dem begge to.

Jeg... Jeg har bare brug for at få tæsket nogen.." Sagde hun stille.
Hun så kort på ham. "Og har ikke lyst til at det bliver dig." Hun smilede kort til ham.

"Jeg regner ikke med at flygte, jeg regner med at komme tilbage, smurt ind i mudder og blod." Kort mumlede hun noget med at hun håbede det blev hendes eget.

"Vi ses senere... Ikk?"

Han sukkede kort og rejste sig op, for ligeså at forlade værelset.
"Aha..." han havde hørt hendes kommentar.
"Hvis du har tænkt dig at gå på en selvmordsmission, vil jeg gerne pointere det vil være yderst dumt, samt at jeg dermed ville bryde mig mindre om dig. Selvmord er ingen udvej. Samt at give sig selv smerte, samtidig ikke er en ting jeg bryder mig om.
Hvad er du så oprørt over, nu er jeg her jo?" han sukkede kort og rystede svagt på hovedet.
"Om jeg stadig vil være her...Kommer an på dine handlinger, når vi går ud af døren" svarede han så og åbnede døren for dem begge, gjorde tegn til om hun ville gå først.
Han lod den sidste sætning hænge i luften. Hun kunne sikkert godt tænke sig til, hvad han enlig mente.

"A, hold kæft og kys mig, eller lad mig give dem tæv som jeg vil!" Hun så kort, drilsk på ham. Hun gad ikke være depri, hun ville langt hellere give folk tæv.
"Vil du med, eller skal du sidde her og glo?" Hun smilede forsat inden hun gik ud af døren og ud på gangen.

Han gik med og lukkede døren efter hende.
Han så lidt på hende og smilte endelig et rigtig smil. Det var ikke til at vide hvornår hun var depri eller hvornår hun var en fighter. Men gid hun var fighter noget oftere, det var dejligt at opleve og en smule tiltrækkende.
"Jeg er træt, jeg kom tilbage i går. Jeg foretrækker at side og glo...Har haft mine slåskampe. Men god kamp. Endelig, jeg bor selv her på kroen. Så ønsker du mit selskab, burde jeg være i nærheden. God kamp!" han smilte lidt til hende, vendte om og begyndte at gå ned af gangen, omend en smule småhaltende. dog stoppede han snart op og så tilbage på hende.
"Og vind nu, ikke?" så fortsatte han.

Har du set mig tabe en gadekamp før?" Grinte hun og nikkede til ham, inden hun sprang afsted.
Hun nåede lidt ned af de luskede gader, inden fire yngre mænd stoppede hende.
"Wow, det er sku da en shapie!" Udbrød den ene da han så hendes øjne.
"Drenge, vil i snakke, eller vil i danse? Jg hr ikke hele natten." Hun satte hænderne i siderne og afventede deres svar.

Efter tre timer var de stukket af, eller to af dem var. De to andre lå med iturevne struber på gadens brusten.
Hun dryppede af blod fra mundvige, splatter af blod overalt på hendes tøj og hud. En god nat.
Hun sprang, som en kat, mod kroen igen, med et lille smil.
Nu håbede hun bare ikk at Sean var oppe og så hende sølet sådsn til.

Sean smilte svagt. han havde aldrig set hende i en gadekamp. Mest fordi han ikke rigtig tog sig af disse kampe...hans egne mænd undgik dem eller vandt dem. Han var nået forbi det punkt, hvor han studerede kampene for at finde nye mænd.
Han havde lukket sig inde på sit værelse, hvor han havde lagt sig på sengen for at slappe lidt af. Det var ikke for sjov, han var virkelig træt.

Hun kom ind på sit værelse og gik direkte ud på badeværelset hvor hun tændte for det kogende varme vand.
Hun smed tøjet og tog et langt varmt bad.

Da hun endelig var på vej i seng var solen stået op, og lyste direkte ind på hendes rodede værelse.
Hun havde et stort blodrødt håndklæde om sig som en stropløs kjole, mens hun gik og ryddede op.
Vasketøjet blev vasket og hængt til tørre over døren, det samme med sengetøjet som blev hængt ud af vinduet.
Spejlet blev smidt ud, madrassen blev vendt og banket ren for støv.

Hun nynnede stille, mens hun fik gjort rent.

Sean var faldet i søvn i løbet af natten, men pludselig vågnede han igen, med et sæt. Hans øjne åbnede sig pludseligt og stirrede direkte op mod loftet i det lille værelse han havde lejet på ubestemt tid. Han rejste sig op, han havde stadig alt tøjet på. Det tog ham et øjeblik at huske hvad der enlig var sket aftenen før, og han viste ikke hvordan han skulle have det med det. var det godt? skidt?
Han sukkede kort og lukkede øjnene for sig selv. En forvirret vrede gled gennem hans krop.
Jamen han viste jo ikke længere hvad han skulle tænke, hvad han skulle føle!
Af en eller anden grund rejste han sig op, greb fat i stolen nærved og smadrede den ind i væggen. Den gik i stykker med et højt brag, træsplinter gled gennem luften. En af dem snittede hans hånd, men han registrerede det ikke rigtig. Hans blik var tomt.
Han følte for meget...Præcis som da han var barn og teenager. Og det var på tide at lukke ned for det igen. Inden alt gik galt.

Mens hun gik rundt og nussede med den sidste rengøring fik hun en pludselig trang til at gå ned og få noget at spise. Hun fandt en løs halvkort nederdel, og en lille stram tshirt, og gik ned til kroejeren.

Hun fik en kop affe og noget frugt, og nikkede taknemmeligt.
Hun satte sig over i et hjørne ved et bord og så lidt på de andre.

//Hvordan kan hun vide at lige præcis Sean bor der? Oo//