What's that?//Zann//

T: 18:57
S: Kirken
V: koldt udenfor, varmt indenfor
O: Ingen at se
P: En sort tæt sidende kjole og gummi sko

De store kirke døre gav en høj knirkende lyd fra sig da de blev åbnede ind til kirken, Lynie trådte forsigtigt ind i den ellers varme kirke og fik hurtigt varmen i forhold til uden for, hun gik helt ind og lukkede stille kirke dørende eller så stille hun kunne da det gav en høj lyd fra sig igen da hun lukkede dem, hun gav sig til at gå lidt rundt i kirken og kiggede rundt for at se om der var nogen men af hvad hun kunne se var der ikke nogen der var helt tomt og det havde hun det også fint med.

Hendes sorte kjole sad tæt ind mod hendes krop og formede sig efter hendes former, der var en lynlås i kjolen der gik fra brystet til under brystet, kjolen gik hende til knæende. Hun havde sine sorte gummisko på som passede perfekt til hendes sorte kjole, hendes blå hår gik glat ned over hendes spinkle skuldre og pandehåret lagde sig perfekt ned over hendes ene øje eller noget af det.

Hun satte sig på en af bænkene over kiggede sig omkring mens hun sad og sang lavt en ukendt sang, hun havde det hyggeligt her inde selvom man ikke skulle tro det men hun følte sig meget sikker inde i kirken som om den beskyttede hende.

//undskyld jeg har været så lang tid om emnet men jeg har simpelhent haft travlt og ikke vidst hvad jeg har skulle skrive//

Oppe under taget på en af tagbjælkerne. Den store i midten som gik fra det ene tag til det andet. Stod en på hug. For en gangs skyld havde han ikke sin lange sorte kutte på. Han havde den normale sorte jakke og bukser og den hvide skjorte under tøjet. Et hårdt udtryk var i denne persons øjne. Og blikket som kørte rundt. De sindssyge øjne som bare kørte rundt hurtigt. Hurtigt opdagede han hende gå ind i kirken. Der gik ikke lang tid før et ondt smil kom frem på hans læber. Roligt dannede der sig en pisk ud af rygradsknogler som gled frem fra under hans ærme. Da pisken var helt dannet og lang nok til at ramme gulvet. Hvorefter han svang pisken ned og ramme gulvet hårdt med et højt smæld lige foran hende.

Lynie sprang op da hun hørte et piske smæld lige foran hende, hun kiggede sig omkring men hun kunne ikke se noget hvor kom det fra, "hvem der" hendes stemme var ikke lige frem et råb men det var højt nok til at det gav genlyd i kirken, hendes bekymrende øjne flakkede omkring og kiggede efter ejeren af smældet, men intet var at se kirken var stadig tom, men åbenbart ikke helt da et piske smæld nok ikke bare dukker op ud af det blå.

Han smilede roligt. Et halvondt smil. Hun var allerede ved at gå i panik. Han elskede når folk gik i panik. Pisken blev svunget igen. Smældet kom bag hende. Da hun sikkert ville vende sig rundt piskede han bag hende der hvor han havde pisket før. Næste gang ved den højre side. Og så den venstre side. Bare for at gøre hende rigtig forvirret. Derefter svang han pisken om den pæl han stod på og svang sig ned på hovedet lige bag hende. Som en spiderman agtig måde. Han slap og lod sig falde ned på jorden med et svagt bump. Ud af ærmerne begyndte knogler af slanger at komme frem som blev levende. Hævede sig over hans ærmer. Det var meningen han ville ha hende til at besvime af skræk. Med et ondt smil rettede han sit ansigt op og hans døde ansigt kom frem. Hans form nummer 1 af hans dæmonformer. De sorte huller hvor øjnene skulle side. Det blege ansigt. Og så de små blå prikker som øjnene. Enhver der ikke var vandt til at se så forfærdeligt et ansigt ville med garanti mindst skrige.

Lynie sprang rundt i kirken da hun hørte piske smæld over alt, bag ved hende, til højre og venstre for hende, hun faldt til gulvet da hun blev svimmel af at springe forvirret rundt i kirken, hun blev forskrækket da hun så en fyr komme ned fra loftet, hun var så småt ved at lukke øjne og besvime da hun så slangerne komme ud af fyrens ærmer og hans døde ansigt, hun gav et højt skrig for hun besvimede og skriget forsvandt langsomt, hun havde lukket øjne og lå fladt mod gulvet.

Et svagt grin kom fra ham. Han lod sit menneske ansigt komme frem. Hans maske for hans rigtige jeg kunne man sige. Hvorefter slangerne forsvandt ind under hans tøj igen. Og han gik roligt hen og løftede hende op i hans arme og bar hende med ind i et kosteskab ikke langt derfra. Hvor han tog et stearin lys med og satte hende ned på gulvet op af væggen og ventede på hun vågnede. Nu begyndte det sjove.

Lynie begyndte at vågne og lukkede øjne langsomt op, hun kiggede rundt og vidste ikke rigtig hvor hun var henne, hun fik øje på fyren som ikke var så skræmmende mere som før men hun pressede sig stadig op af vægen, hvad ville han med hende "hvem er du" hendes stemme var lav og nervøs.

Han smilede roligt. "Det godt du hvisker. Jeg så du besvimede da jeg kom ind i kirken. Og besluttede mig for at hjælpe dig. Det så ud som om et rovdyr af en slags var ved at æde dig. En hel masse slanger og noget der lignede en meget tynd bjørn. Jeg skræmte dem væk og hjalp dig herind så de ikke kunne finde os." Hviskede han roligt. Han havde skiftet taktik. Han ville skræmme hende så meget at hun ville holde sig i nærheden af ham. Og så se hvad der ville ske. Det kunne blive sjovt at se hvad der skete.

Hun så mistænksom på ham, havde han virkelig hjulpet hende eller var det bare noget han bildte hende ind, hun pressede sig ikke længere op af muren da hun valgte at tro på ham, hun smilede svagt og valgte også lige at sige tak "tak" hun kiggede rundt igen men kunne stadig ikke lige sige hvor hun var "hvad sider vi i" hun kiggede på ham med spørgende øjne

Han så på hende roligt. Vi sidder i kosteskabet lidt ved siden af alteret og venter lige nu på at der skal blive stille så vi kan komme ud herfra. Bor du i nærheden? For så kunne jeg jo lige følge dem hjem." Sagde han roligt og vendte blikket mod hende med et roligt smil og ventede på hendes svar.

et koste skab, hun kiggede rundt endnu en gang, var hun i et koste skab mærkeligt, hun kiggede på ham hun havde ikke noget hjem så han kunne nok ikke følge hende hjem "jeg har ikke noget hjem jeg bor på gaden" hun smilede svagt og kiggede ned i gulvet og kiggede ikke på ham hun vidste det uhøflig men hun havde ikke lyst til at se andre i øjne når hun sagde hun boede på gaden.

Han så overrasket på hende. "En så smuk kvinde som dem burde virkelig ikke bo på gaden. Lad os smutte hen på den kro ikke langt herfra. Der kan vi leje et værelse. Jeg gir. Der kan du bo et par dage hvis de gerne vil det. Og så giver jeg osse aftensmad. På den måde får de osse noget godt at spise. Hvad er deres navn egentlig. Mit navn er Zann." Sagde han smilende.

Hun kiggede op på ham og var overrasket over alt det han ville gøre for hende, leje hende et værelse og give aftensmad hun smilede venligt til ham "tak det ville være godt, jeg hedder Carolyn men kald mig Lynie, hyggeligt at møde dig Zann"

Roligt åbnede han døren svagt og kiggede ud. Der så ud til at være stille. Han skubbede døren op helt og rejste sig op og rakte hende en hånd for at hjælpe hende op. "Det ser osse ud til at være længe siden at du har fået noget ordenligt at spise ikke for at være ond." Sagde han smilende mens han så på hende fortsat.

Hun tog hans hånd og rejste sig op og nikkede, det var ret langtid siden hun havde fået noget godt mad, hun syntes ikke det var ondt sagt for det var rigtigt og der var ikke rigtig noget ondt i det.
Hun tænkte lidt over om han var nu til at stole på om hun skulle tage med ham til en kro men hun slog tanken ud af hovedet.

Han smilede roligt og tænkte over om det var nu en god idé at følge hans plan. Men han besluttede sig for at få det overstået. Han smilte roligt og førte hende ud af kirken og videre mod en kro ikke langt derfra. Han så lidt varsomt rundt. Bare for at få hans rolle til at virke mere troværdigt.

Hun fulgte i et rask tempo lige efter ham og kiggede rundt og ville se om hun kunne kende hvor de var men det kunne hun ikke lige vudere, hun kiggede på Zann som kiggede varsomt rundt, det gjorde hende faktisk tryggere ved ham, hun kiggede også rundt og kiggede hvor de var.

Roligt nåede de til kroen. Han åbnede døren og lod hende gå rundt. Mens han kiggede rundt. Hvorefter han gik ind og betalte for et rum. De fik en nøgle og viftede sin hånd af sted for at hjælpe hende på rette vej

Hun gik hurtigt ind i kroen da han åbnede døren for hende, hun gik lidt rundt og kiggede sig omkring, hun fik øje på en fyr som sad ved et bord i hjørnet, hun syntes hun kendte ham, det gjorde hun måske også, for hans øjne lå også på hende, et billed vidste sig i hendes hoved, det viste et billed af en lille dreng en vampyr dreng som stod med sin far, ham som dræbte hendes forældre, kunne det være den dreng, tanken forsvandt og det samme gjorde blikket på manden der sad i hjørnet da Zann kom tilbage og hun gik efter ham men kiggede lige en ekstra gang på manden i hjørnet og vendte så blikket helt mod Zann.

Zann smilede venligt. "Jeg håber ikke du har noget imod noget roastbeef." Sagde han roligt og bukkede armen for at være høflig og gentle og følge hende op på værelset. Mens han roligt smilede. "Hvad kigger du på" Spurgte han undrende og kiggede baglæns efter hvad pokker hun kiggede på. Og opdagede hurtigt manden. Han genkendte ham. Og smilede svagt. "Ham har jeg set et par gange." Ind af bardøren kom en i en lang kappe med hætten sat helt over hovedet så han var skjult. Zann vidste med det samme hvem han var. "Tag du nøglen Carolyn jeg skal lige over og snakke med ham." Sagde han og gik roligt hen til et bord og satte sig. Den kutteklædte satte sig over for Zann. Og kom med nogle mærkelige lyde. Som en uden stemmebånd. Men Zann så ud til at forstå ham. Og svarede ham uden videre. "Jeg ved godt det er længe siden. Men hør Warren. Jeg har travlt for tiden. Jeg tror jeg er ved at finde en god måde at gøre klar." Sagde han roligt. Warren som den kutteklædte åbenbart hed snakkede igen med de mærkelige lyde. Zann svarede roligt. "Det pjat Warren jeg er ikke skiftet side." Igen snakkede han og man kunne svagt genkende hvad han sagde. "Hvzzzem errrrrzzzz huzzzzzzn." Zann så hen på Carolyn. "Bare en jeg hjælper." Sagde han roligt og så på Warren med et underligt blik. Warren nikkede roligt forstående.

Hun smilede hun havde intet i mod roastbeef det lød blot lækkert, hun kiggede på Zann da han spurgte hvad hun kiggede på og kiggede så på manden i hjørnet igen, hun vendte hurtigt blikket mod Zann da han sagde han havde set ham nogen gange gange før "jeg tror han har forbindelse til min familie" hun kiggede undrende på ham da han sagde hun skulle tage nøglen hun tog den selvfølgelig men hun gik ikke op på værelset, hun kiggede på den kutteklædte herre som Zann skulle snakke med, hun stod og kiggede på dem i mens de sad og snakkede, hun forstod ikke denne kutteklædte herre men det gjorde Zann åbenbart, hvad var der med denne Zann han havde noget over sig noget anderledes, hun kunne ikke så godt høre hvad de sagde men hun hørte svagt den kuttsklædte herre spørger Zann om, 'hvem er hun' hun hørte det lige.
Hun stod og lyttede som nok var lidt uhøfligt men hvad skulle hun ellers gøre skulle hun bare gå op på værelset, men hun blev bare der nede og ventede på Zann

Zann nikkede roligt og gav den kutteklædte hånden. Hvorefter den kutteklædte blev siddende og viftede med sin hånd efter en øl. Den så gammel og råden ud. Men han virkede ikke gammel. Zann rejste sig og gik roligt over til Carolyn. "Lad os gå derop. Maden er snart færdig." Sagde han roligt. Da han opdagede hun kiggede på den kutteklædte. Var Zann lidt uhøflig og skubbede blidt til hende. "Warren er en gammel soldat som fik cuttet sine stemmebånd over da han var yngre. Og han har en hudsygdom så vær sød at lade være med at glo for meget. Han bliver bare sur over det." Zann smilede venligt og begyndte roligt at gå op af trapperne op imod værelserne hvor det var at de havde lejet et værelse og forventede hun kom med.

Lynie begyndte at gå da han skubbede til hende, hun nikkede som et okay og lod vær med at kigge på denne Warren selvom man ikke kunne få blikket fra ham ikke fordi han var lækker mere fordi han så anderledes ud, men hun fik blikket vendt til sidst og smilede til Zann og gik efter ham til værelset "ham manden i hjørnet kender du ham eller har du bare set ham" hun kom i tanke om manden igen og kiggede undrende på Zann

Zann så på hende roligt. "Jeg har set ham et par gange." Sagde han roligt og fulgte hende roligt op på værelset hen til døren. Hun havde nøglen så han stod egentlig bare og ventede på om hun havde tænkt sig at låse døren op. Henne rundt om hjørnet stod Warren ude af syne. Og helt lydløst. Så han bare stod og lyttede efter deres samtale. Zann vidste godt han var der men ville intet sige. Warren var hans trofaste bodyguard selvfølgelig fulgte han efter.

Hun nikkede som et okay og kiggede på ham venligt, hun tog nøglen frem da de kom til døren, hun låste døren op og åbnede den roligt, hun tog nøglen ud af døren og lod den stå åben, hun gik ind i værelset og lagde nøglen på et lille bord, hun kiggede rundt i værelset det så okay ud.