I know this man...(Nille)

Nille knurrede af ham, og skulle til at kæmpe imod.
"FINT! Jeg ser ham i øjnene, men hvis dette er noget helt andet end det du siger..." Hun så vrissent på ham. "Så skal jeg nok finde ud af det." Hun havde hænderne om hans hænder da han greb hende om halsen. Hun pressede øjnene i, men åbnede dem så. Hun kiggede manden i øjnene... Men hendes øjne glødede som når hun brugte evnen.

"Og du kan ikke bruge din evne mod denne mand. Han er immun. Grundet halskæden han altid bære" smilte han kort og slappede lidt i grebet, da han gik med til det.
Manden bukkede kort for Sean, før han gik over og så hende i øjnene...
Der gik et øjeblik, billederne af Seans fortid og følelser gled forbi Nilles blik, men som hun så det en sidste gang, gled det også ud af hendes erindring og hun ville aldrig kunne huske det mere. Til sidst slettede manden det meste af hendes erindring om at Sean havde truet hende på denne måde. Da han var færdig trådte han tilbage og skyndte sig at tage sin hætte på. Han havde ikke sagt et ord og sagde heller ikke noget, da han satte sig tilbage i skyggerne.
Sean slap hurtigt Nille og trådte lidt tilbage. Nu var det så meningen at hun ikke ville kunne huske hun havde set Sean i øjnene, hvad hun havde set, eller at han havde brugt så voldelige metoder til at lade dette her ske....Han så spændt på hende.

Nille lukkede øjnene, og åbnede dem igen.
"Hva..." Begyndte hun at sige, og kiggede sig omkring. "Hvad laver jeg her?" Hun så på ham. "Sean? Hvad laver du her?" Hun satte sig tungt ned, og kunne ikke huske noget som helst om at hun havde set ham i øjnene...

Han smilte lidt til hende.
"Nille...Er du okay?" spurgte han venligt og så på hende med påtaget bekymring, men som sikkert ville ligne ægte bekymring for en person der ikke havde lært at se forskel.
Han satte sig tilbage på sin stol og tog en tår af sin nu kolde te.
"Du fik vist et blackout..." han så lidt på hende...Hun kunne intet huske af dette. Godt. Alt var gået som det skulle han havde nu en fjende mindre.

Nille så spørgende på ham, og masserede sine tindinger.
"Nej... Jeg har ondt i hovedet..." Svarede hun, og tog benene op til brystet, og lagde armene om dem.
"Men... Jeg får næsten aldrig blackout medmindre jeg har set folks minder..." Hun så spørgende på ham.

Han trak lidt på skuldrene.
"Jeg ved ikke hvad du har lavet. Jeg fandt dig bare" han smilte let til hende. Så rejste han sig op og tog sin jakke.
"Men hvis du har det bedre nu, vil jeg tage videre. Jeg har mange ting at lave" han tog jakken på og så lidt på hende...

Nille kløede sig på panden, og rejste sig.
"Vent..." Noget inde i hendes hjerne rørte sig... Men det blev skubbet væk.
"Hvorfor hjalp du mig? Du kunne bare lade mig ligge..." Hun vidste ikke hvorfor hun spurgte, men spørgsmålet havde været der, så hvorfor ikke stille ham det?

Han så lidt på hende.
"Men det gjorde jeg ikke. Er det et problem? Jeg ved verdenen er hård, men det er ikke os alle der har glemt hvordan man hjælper hinanden" han smilte roligt til hende.
"Og nu må jeg gå. Fortsat god aften" og så gik han mod udgangen...

Nille forstod stadigvæk ingenting. Hun var forvirret... Hun sukkede, og gik selv hen imod udgangen lige forbi ham. "Fortsat god aften, sean." Sagde hun da hun gik forbi ham, og trak hætten op over hovedet. Hvorfor var det som om der var et stort hul i hendes hoved? Som om... Der var noget der ikke passede??

//Out, eller??//

//Out //

//Okay, Tak for et... Hurtigt, og godt emne ?//

//Selv tak //