A Dinner With The High Lord

Denne mænd der havde snakket med dæmone der oppe
han havde set ham et sted før men hvor hvor var det fra han tog
sig til hovede imens han kom gående ned Arason kiget på denne mand
og da han telopoteret sig væk med dem kiget han på ham og
sagde så med skælvende stemme "det er dig der har hjemsøgt mine drømme hvem hvem er du" fik han fremstamet samtidig med at han kiget på ham

Manden kiggede på skift mellem dem, men svaret ikke til at starte på deres spørgmål, han gik fordi dem, og lagde sin hånd på sten døren til et gravkrammer, som åbnet sig selv da han lagde hånden på døren, og et svagt lys kom fra hans håndflade da han kom i kontakt med stenens overflade, men det var væk da døren var åben, han kiggede mod dem begge to, og sagde roligt "Tiden er knap. Følg efter mig" Han indså dog de umuligt ville følge en mytisk mand ind i et grav kammer uden at svare på deres spørgsmål, og svaret dem så nu, Nille først "Navnet er ikke Flavius. Det en lang histoie, du kan kalde mig Raphael." Han flyttet sit blik til Arason "At mennesker drømmer om mig i drømme er ikke underligt. tiderne skifter, og snart vil mig og mine søskende være på alles tunger. Men jeg beder jer, vi har ikke meget tid før ondskab kommer, så følg efter mig" Han lavet en håndfagt mod det tomme gravkammer hvor der var intet andet end fire vægge, og nogen kister.

Nille tøvede lidt... Hun stolede ikke på denne mand. Hun tog hætten over hovedet... Mest for at gemme de sorte øjne der begyndte at glimte utroligt meget. Hun blev noget overraskede over hans navn... Rafael... Raphael... Var de to brødre?
"Hvad gjorde du ved hans dæmoner? Du havde øjne der lyste!" Hun kiggede undersøgende på ham. "Som når jeg bruger min evne..." Mumlede hun. Hun sukkede irriteret over at han ikke bare sagde at Rafael ville komme efter dem... Hun skulle til at følge efter ham da hun kom i tanke om noget...
"Nej." Sagde hun bestemt. "Jeg går ikke med dig. Han kan såre Jacob!" Hun mærkede gråden var på vej... Tanken om at Jacob skulle komme til skade... Hun kiggede væk fra dem.

Han kiget på manden skulle han ggå med ham han hadet jo det
der handlede om magi han sukkede han var nød til og gå med "jeg skal nok gå med" mumlte Arason denenste grund han gik med ham var for at få mere og vide og de drømme han havde været med i denne mand

Manden kiggede skuffet på Nille, og prøvet at berolige hende mens han smilet sødt til hende "Rafael er død. Jeg følte en sjæl forlade hans krop, hans eksistens er nu i evig pinsel i helveds flammer for synderne han havde begået i livet." Han kigget bagved hende, og man kunne se hvordan skyggerne.. samlet sig? i udkanten af kirkegården, som en hær af legioner kunne man se skyggerne presse sig sammen og små skilkkelser kom frem fra mørket ved udkanten af kirkegården, en heste rytter på en sort hest lavet af skygge ligesom han selv var, han så ud til at have en rustning med et kranium på midten, og i hans hånd havde han et tohånds sværd som han kunne holde så let som en fjer i en hånd. Manden red langsomt mod dem, og Raphael sagde mens han holdte hånden mod ham, med håndfladen åben mod ridderen "Raphael beordre dig væk" en stråle af lys ædsede manden lavet af skygge som et kemi forsøg med alt ædsene syre, også kiggede Raphael mod nille og sagde "Han vender tilbage. følg med" Raphael havde ikke i sinde om at forlade nille, men heller ikke blive her meget længere

Nille kiggede på Raphael igen... Hendes øjne gnistrede. Evnen ville så gerne frem... Men hun holdte den nede. "Jeg vil have dit ord på at Jacob ikke kommer til skade." Sagde hun, og lagde armene over kors. Hun var ligeglad med at skikkelsen kom, og denne Rafael vendte tilbage. Hun fulgte ikke efter Raphael uden at være sikker på at Jacob var uden for fare. Hun var stædig nu... "Giv mig dit ord, og jeg vil følge med." Sagde hun kort. Hun var overrasket over mandens evne eller hvad det nu var men... Hun havde ikke tid til at undre sig.

Arason tog ssig sammen og gik væk fra ham han var ikke pladin han var
death knigt "jeg følger ikke med en der kan magi" svarde han lidt
tørt imens han kiget på ham han ville ikke sigde noget som helst han var ved
og blive sindsyge af det "hold nu kæft Nille Jacob er en dæmon en af dem og jeg har ikke meget til overse til sådan nogen"
sagde han vredt og stilte sig op af muren til grav kammert trode Nille at denne jacob var god hvis hun gjorde ville han ikke sigde noget som helst til hende igen

Manden stod helt mundlam af dumheden foran ham, og var helt paf. Han prøvet igen stille og roligt "Du vil dø herude skattebarn. Din ven er sikker, Rafael er død, intet vil ske dem du elsker" han smilet venlgit

Skattebarn? Nille kiggede rasende på Arason.
"Jacob er ikke lige som alle andre! Han er anderledes! OG BEDRE!" Knurrede hun af ham. "Tving mig ikke til at se dig i øjnene, Arason." Hviskede hun sammenbidt, og kiggede så på Raphael. "Lad være kalde mig skattebarn.." Hun gik hen imod gravkammeret, men stoppede så op ved siden af Raphael. ".. Knajt." Hun smilede drillende, og fortsatte med at gå. "Kommer i, eller skal jeg simpelthen tvinge jer ud?"

"det tror jeg ikke" svarde Arason og gjorde mine til
og forlade det her sted "hg hvad var det denne dæmon ville ha
fat i" sagde han til den mystiske mænd "er det et våben af en eller anden
form eller ikke noget" han kiget stadig på mænde og sagde så til Nille "i mine øjne er alle dæmone onde undtaget dem man kender" sagde han koldt til nille "og jeg er ikke bange for din fucinkg skammer evne keg har ikke mere og skamme mig over" sagde han koldt til Nille

Rapheal trak opgivende på skuldrene, og følte lidt større den kommende strid som værre, nu hvor han havde set hvordan 200.000 år væk fra menneskene havde smadret alt det gode der engang var i dem. "Glem det. Vi ærkeengle finder os en anden skammer. Om vi så skal lave vores egen" Manden lukkede langsomt øjnene, og da ærkenglens øjelåg var lukket i, forsvandt han som var han luft.. pist væk.
Skyggerne begyndte at blive normale igen da han var væk

Nille vendte sig om. Lave en skammer? Man kunne ikke lave en skammer!
"Om så i får lavet en... Er den ikke stærkere end mig." Nille... Den sidste rigtige, og stærkeste Skammer... Efterkommer af Syna, og kyna... Kyna, den skammer der flåede flere morderes sjæle itu, Syna, den første skammer. Nille kiggede på Arason.
"Jacob er ikke som de andre."