A Dinner With The High Lord

Nille havde fået en sæk over hoved, og slæbt iført nogen store kæder om ankler og håndled gennem en mørk og lugtene kloark, for at blive ført til en villa et hemmeligt sted, hvor hun var sat i en dyr og lækker stol, i en kæmpe spise sal, hvor der på bordet foran hende var et bord med ti retters menu til over tyve folk, alt hvad rygter kunne fortælle om nilles yndlings mad stod foran hende. på den anden side af det seks meter lange bord sad Rafael i et håndsyet hvidt jakkesæt med en fin silke skjorte i sort på indenunder, og et hvidt luksus slips- da hendes sæk var fjenet fra hendes hoved, og toi vagt dæmoner have fjernet hendes kæder, forlod de rummet og lod hehde sidde alene med ham.

Først troede Nille at hun var blevet opdaget af dusørjægere... Og hun skulle blive brændt. Det lignede dem at putte sæk over hendes hoved for at beskytte sig mod hendes øjne, men da de ikke puttede mundkurv på hende... Undrede hun sig. Alle vidste da at Nille kunne styre folk med sin stemme? Hun var så overrasket at hun ikke gjorde modstand. Som altid havde hun en hvid jakke på, sort tanktop, sorte jeans, og sorte converse sko. Jakken havde en hætte... Selvfølgelig, havde den det! Hun gemte sig jo? Da hun endelig fik den lugtende sæk væk fra hovedet... Og kæder? Havde hun haft kæder på? Nå, lige meget. Hun kiggede sig omkring, og blev overrasket over maden... Hun fik også øje på en mand. Hun havde aldrig nogensinde i sit liv set ham? Hun kneb øjnene lidt sammen. "Hvem er du?" Spurgte hun. Hun vidste at det måske ikke var det bedste tidspunkt at bruge evnen... Den tog både energi, og kunne få hende til at besvime... Og så havde Sean jo sagt at hun ikke skulle bruge sin evne hele tiden... Hun gned sine håndled lidt da det havde gjort ondt.

Rafael satte sit glass med mjød fra sig, en alkohol drik brygget på honing. Hvorefter han peget mod chokolade isen der lå lige ved siden af nille på bordet, mens han sagde med en afslappede stemme der afsløret hans stærke magt position i samtalen "Frøken Nille, maden er en gestus som tak for den fornøjelse det ville være af deres selskab" Han stoppede lidt med at snakke, og lagde en rimelig stor diamant op på i hans håndflade som han havde haft skjult under bordet, stenen var så stor at selv en kæmpe som ham kunne lige arkurat kunne have den i sin håndflade "Vil de ære jeg selv med deres inderlige tanker, når de hviler deres yndige blik på den værdi stenen respententere. Den magt, indflydelse, og status sådan en gennemsigtig sten kan vise?"

Nille kiggede spørgende på ham... Hvorfor snakkede han så mærkeligt? Det lød gammeldags... Hun havde så absolut ingen ide om hvem han var. Hvor kendte han hendes navn fra? Og hvorfor kaldte han hende frøken? Det hele var i det hele taget utroligt mærkeligt. Hun skævede til chokolade isen... Hun var ikke meget for at spise is... Det var koldt. Men hun kunne nu godt lide chokolade. Hun stolede dog ikke på ham så hun tog intet.
"Hvor kender du mit navn fra?" Han havde nu ikke svaret på hendes spørgsmål om hvem i alverden han var...
Hun kiggede på diamanten... Den mindede hende om ens øjne... Men ikke tale om at hun ville fortælle det til ham. Hendes yndige blik? Bah...
"Den kan vise at du er rig... Og i det taget undrer det mig hvem du er, og hvorfor jeg er her." Hun så spørgende på ham.

Arason havde sovet på diskotek ude på gaden som
altid men lide da han var vågnet havde han fåede en sæk over hovedet
det var andet gange folk havde borteføret ham denne gang havde han
bare lænker på i stedet for en irterne ting ved han kunne uhelddigvise kunne
han ikke gøre sig usynlige nå han ikke kunne bruge hans evne han sukkede imens han høret 2 stemmer der indefra den ene var Nilles men hvem den andens var viste han ikke han havde sin læderrustning på han blive ført ind i et lokale hvor stemmerne kom fra han fik fjernet hans lænker og sækken

"Arh.. Sir Arason, hvilken skam jeg måtte kræve dem fra deres private aktiviteter, men jeg frygter at luksusen af frihedtid forsvinder som tidevandet, og vi må alle privioter denne middag" Rafael lavet en håndfagt, også kom der tredve dæmoner i fuldplade rustning løbene ind, og kastede hver deres græs strå en enhalv meter op i luften, og huggede dem over på midten med hver deres lang svær. Hvorefter Rafael forsatte "Ellers vil festlighederne fordufte, og kun forretning vil blive tilbage mellem os, og forretning kan være... en grufuld sag"

Nille kiggede overrasket på Arason. Hvorfor var han her? Hun kiggede på manden igen, og blev så overrasket over alle de... Hun snuste ind. Dæmoner?! Hun kiggede på manden. "Festligheder? Middag? Forretning?" Hun sukkede. Hun forstod intet af hvad han sagde. "Ikke for noget, men vil du ikke bare fortælle os hvem du er, og hvad du faktisk vil os?" Hun lagde armene over kors. "Og hvis det ikke er meget at forlange vil du så være sød at snakke sådan jeg kan forstå det?" Hun smilede høfligt. Hun ville nødig have ballade... Men hun var overrasket, bange, og utrolig stædig.

Arason hadet dæmon han kiget på manden der kendte hans
Naven "jeg fortrækker nu Skygens søn eller djævlens søn og hvem er de"
sagde han til manden han viste ikke hvad han ellers skulle sigde "må jeg spørge hvorfor du træker mig væk her omkring juletid" sagde Arason og lukket
øjne et øjeblik imens han tænkte "sir du taler ikke til en ridder og hvad vil du mig"
sagde han og kiget på ham

Rafael træk på skuldrene af det nille sagde, og svaret først hende "Frøken Nille, jeg er dæmonernes leder, hertug af små landsbyer, slave kontrakt ejer, og fuld blod sadist." han tog sit glass og tog en tår af det "Jeg er har inviteret dig.. jer.. her for at vælge om i er mere værd for levende, end i er problemer" han satte sin kop ned og kiggede på Arason "Du er ridder hvis jeg siger det. Husk hvem der har en tyvenedel af underworld befolkning under sin støvle..mig, alle dæmoner er mine undersåtter, og hvis jeg siger du er noget er du det"

Dæmonernes leder? Seans leder... Jacobs leder... Nej, ikke tænke på ham... Hun ville bare begynde at rødme. Slave kontrakt ejer... Nu var hun urolig.
"Leder af dæmonerne? Seans leder?" Hun så spørgende på ham.
Hun kiggede på Arason, og kiggede advarende på ham. De skulle ikke irritere denne mand... Hvis han var dæmonernes leder... Så var han da ikke for venlig.
"Men, hvad gør os så særlige?" Hun lagde benene over kors, og lænede sig tilbage i den fine nydelige stol.

"ja jeg er stadig ikke en ridder" svarde han denne
dæmones leder skulle ikke bilde ham ind at han var
ridder sådan et codex havde han aligvel ikke han sukkede og kiget på
dæmons leder han kunne jo forsøge og blive et med omgvilserne men så
skulle han gå musse stille "jeg kan godt forstå du ville tale med
Nille men for guds skyld jeg er bare et menske" svarde han og kiget på
dæmone

Rafael trak et lumsk grin over sine læber, og sagde mens han svagt rystede på hoved af Arason "Menneske ja.. bare menneske nej. Sir Arason, fornærm ikke min inteligens, jeg har " Han stoppede, og smilte lidt for sig selv, og sluttede af "Nej, den fortælling på vente" Han kiggede på Nille, og sagde mens han satte sit glass ned "Sean ville sutte min pik og sluge hver eneste dråbe af min sæd skudt ind i hans mund, og takke mig for oplevelsen bagefter, hvis jeg blot beordret ham" Rafael rejste sig op, og ud af hans ryg kom der store sorte vinger der lignede noget fra de værste gyser film. vingerne havde fuldt ham hele hans lange liv, og det kunne ses på deres frygtindgydende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde. han fik en hale der piskede rundt, som var det en læder pisk, der kærtegnede luften, med endeløse og ondskabsfulde sadistiske smæld. hans tænder bliv lange og som jagt knive, og skarpe som intet mindre, men det mest hjertebankende ved denne forfærdelige skabning var de lange klør som voksede hvor han engang havde hænder, lange spinkle finger der kunne prikke sig gennem knogler, kød, og væv som en. Han slog med en kraftig knyttet næve ned i bordet, og det flækket over på midten, og faldt til hver sin side, og alt maden og drikke varene faldt ned på gulvet. rafael snakkede igen, denne gang med et så dæmonisk tonefald man skulle tro satan selv hviskede gennem gulvet fra helved. Den dybe stemme gav genlyd i ørene som et ekko "I har begge nogen unikke egenskaber.." Han tog dimanten op fra før han havde vist nille og kiggede så på skift mellem arason og nille og sagde "I har to valg.. I kan forlade min villa med sæk på hoved som i kom.. Eller i kan tage på en rejse og hente noget for mig, hvis i vender tilbage vil jeg opfylde jeres inderste ønsker, men fejler i.. vil i dø,jagtet som bytte af hver eneste dæmon resten af jeres usle liv. Vælg NU!" Rafael råbte så højt at fem af de tredve dæmoner faldt til deres knæ, og blødte fra ørene i det sidste ord han sagde

Nille blev lidt overrasket over hans måde at snakke på... Den var lidt... Ja, hun var slet ikke vant til sådanne udtalelser. Hun blev dog utrolig bange da han pludselig ændrede form... Hun havde set Sean som dæmon... Men men, den mand var mere forfærdelig! Unikke egenskaber? Hun havde godt nok to... Men den ene var nok den bedste... Hun kunne flå en mands sjæl fra hinanden af skam... Hun fik lyst til at rejse sig op, og bruge sin evne mod manden... Men hun lod være. Hun var alt for bange. Hans stemme var ligesom satans.... Ikke at hun havde hørt satans stemme, men den kunne minde om en stemme fra helvede. Vælge et valg? Nænæ, hvis det hang sammen med at være slave... Hun ville fandme ikke adlyde en mands ordre... Men hun ville heller ikke være død... Og det med ens inderste ønsker... Hun vidste allerede hvad hendes var... Men var usikker. Nille rejste sig op. Hun gjorde intet... Men hun stod op. Klar til at angribe hvis der skulle ske noget.
"Så længe det ikke hænger sammen med noget slaveri.." Hviskede hun... Hun hviskede ja, men hendes stemme var stadig noget man kunne høre. Hun ville nemlig ikke have at Jacob skulle jagte hende mod hans vilje... Og sean gad hun da slet ikke have på nakken... Mere end hun allerede havde.
".. Så vil jeg tage det til overvejelse... Alt efter hvad det er du søger... Og dit navn vil jeg også vide." Hun var ikke bange. Slet ikke. Hun kiggede rundt efter noget vand...

Arason havde lide slåede hans ben op på bordet da han gjorde det der efter var de
lide da han ødlagde bordet hans ben kom ned han smilte for sig selv han var hel kold overfor hvordan han så ud han havde set så mange "jeg vil vide mere om det inden jeg sigde ja til det du tilbyder os og hvad vi skal jeg actptere ikke før jeg ved mere om det hvis du forstår" sagde han og smilte selvsikker ja Sean kæmpe mod ham havde han ikke noget imod heller ikke camilla men hun var jo ikke helt dæmon så han var i tvile om det virket på hende også

Rafael trak på smile bundet, og sagde sadistisk "I mangler motivation." Rafael klappede to gange med sine klo hænder, og en dobbelt dør åbnet, hvor en lille pige på fem kom ind, hun havde ingen arme eller ben, og sad med i kørestol med bind for øjnene, og bliv skubbet ind på gulvet af en ung dæmon kvinde i en lang hvid kjole. Rafael sagde "Pigen hulker sig selv iseng hver eneste aften, og i næsten alle sine vågne timer tigger hun efter trygheden ved at være sammen med sin mor." Rafael tog en kniv op, og forsatte mens han kørte kniven hen af sin klo finger langsomt og dramatisk "Pigen fik skåret sine arme og ben af for tre månender siden, siden har hun siddet i den rullestol alene i et stort mørkt rum.. ensom.. skræmt.. tude færdig.. utryg.. ulykkelig.. ude af stand til at bevæge sig, som en fange i sin egen krop, kun holdt i live af de midder og larver mine dæmoner en gang om dagen tvinger ned i kæften på hende uden så meget som at sige en lyd til hende." Rafael gik mod hende "Hendes liv er et helved, hun hulker ønsket om at dø inden hun lukker sine øjne for at sove" Han smilede ved tanken om han sov i rummet lige ved siden af hende "Men idag er hendes heldige dag. Hvis i vælger at tage til en forbandet skov med nogen af mine soldater, og henter en genstand for mig, vil jeg slå hendes kranium mod væggen gentagende gange til hendes væske fra hjernen løber ned af mine finger... men i det mindste vil hun ikke lide mere" Han vendte sig mod dem, og sluttede "Frøken Nille, hvis du bruger din evne på mig, vil jeg ikke bare tage mit generøse tilbud tilbage, jeg vil sende en flok dæmoner efter Jakob og skære hals pik i strimler med et gullerøds skrælder. Så hvad siger i? vil i på ferie, eller vil i efterlade pigen her hos mig til hun dør som en gammel kone?" Rafaeæ var ikke urolig, han var en stræk dæmon, og havde en hel villa med krigere lige her, og hvis Arason eller NIlle gjorde noget han ikke ville kunne lide, ville han sende uskydige ind af døren en efter en til tortur til nille og arason sagde ja

Nille kiggede på den stakkels pige... Hun var stadigvæk helt utroligt fristet til at få denne mand ned på knæ, og hulke... Men det kunne hun ikke... Det ville være for dumt.
Hun kiggede på manden igen. "Hvordan kender du til Jacob?" Spurgte hun. Mandens ord overraskede hende virkelig... Men hun ønskede slet ikke at Jacob skulle lide bare fordi hun var en dum tøs. Hun ville ikke svare før hun havde hørt Arasons svar... Hun kiggede på Arason, og afventede hans svar.

Arason fik en vrede af det sådan kunne man ikke behandle nogen
"du er jo syg i dit hovede hvad fanden er der galt med dig" råbte han
til manden der dæmones leder han var så friste til og slog ham ihjel
hans hænder greb ubevist hård om skafte på hans sværd han var så vrede lide nu
denne dæmones leder var syg i hovedet Arason havde nu rejste sig
op og kiget med et dræber blik over på lederne af dæmonerne han skulle lide til og træke hans sværd og vis ham hvorfor han bliv kaldt djævlendes søn

Deres reaktion overraskede ham ikke, han havde holdt en del politiske møder for at nå så langt som han var kommet, så han var van til lidt af hvert, døds trusler,afpresning, nysgerrighed, men i sidste ende har det ikke været ham med hoved som fiske fodder, og det havde Rafael heller ikke i tanker denne gang, derfor over deres hoveder i lyssekronerne i den dyre villa, sad der folk med maling spande til at gøre Arason en omvadrende målskive, for måske kunne han lege usynlig, men det er lidt ligegyldigt med maling i hele rummet, inklusiv ham selv, men andgående Nilles evne, havde Rafael lært sig selv at mund af læse, og havde haft to ørepropper i ørene under hele samtalen, så han aligel ikke ville kunne høre Nille selv hvis han ville. Rafael grinte lidt sadistisk, og sagde "Jeg er race leder, information på dem jeg invitere til middag, er da noget af det mindste jeg kan gøre Nille" bagefter klappet han to gange, hvorefter en anden dobbelt dør åbnet tæt på der hvor den anden åbnet, og ud af den her, kom en gravid kvinde ind, i starten 20´erne, man kunne nemt se hun var højgravid på mavens form, og hendes ellers tynde krop. Kvinden havde en pisk i sin ene hånd, og en kniv i den anden, men intet tøj på. Rafael brød tavsheden "Frøken Amalia, de kender regler i spillet." Rafael vendte blikket mod Nille og Arason, og forklaret "Dette er ikke motivation. Dette er bare underholdning mens vi venter på jeres svar." han klappet med sine klo hænder også slog kvindens pisken langs hendes egen ryg, og nogen tåre af pirrende smerte faldt ned af hends bløde kinder. Rafael forklaret nu reglerne "Når hendes lille dreng bliver født, vil vi gennem gå alverdens lidelse på det lille skrigende spæd barn, dog ikke med pisk for det ville den dø af.. mere elegant tortur, men vi gav kvinden et tilbud, hun skal yde sig selv fysisk smerte, og skære 20 kilos kød fra sin egen krop med kniven, også lover vi at barnet vil leve uden permente skader.. I kan selvfølgelig stoppe min underholdning ved at give mig et svar"

Nille kiggede på Arason. Han kunne godt glemme det dér. De havde alligevel ingen chance om så de arbejdede sammen. Javist, Nille kunne stoppe en hel hær med ét lille ord, men det tog stadig energi fra hende... Og hun ville være døden nær hvis hun flåede en mands sjæl itu. Nille kiggede på manden igen. Hendes øjne glimtede... Men ikke fordi hun havde evnen fremme, men på grund af evnen kunne de sorte øjne glimte. Nilles hår hang ned af ryggen med hætten. Hun lynede jakken op fordi hun faktisk frøs lidt... Ja, temmelig mærkeligt ikke? Der virkede nu meget varmt derinde, men hun frøs. Nille kiggede kort på kvinden, men kiggede så væk da hun intet tøj havde på. Hun kiggede på manden. De sorte øjne begyndte at glimte utroligt meget nu... Kun fordi at hun følte sig truet, og evnen ville frem. Men det måtte den ikke... Hun brugte ikke evnen dog. Hun kiggede på Arason igen. "Og hvis jeg nægter?" Hun kiggede endnu engang på manden. "Hvis jeg simpelthen ikke gider ind i den forbandede skov? Du giver os stadig intet navn, du siger heller ikke hvad vi skal finde." Hun lagde armene over kors. Hun havde også VIRKELIG lyst til at sige. 'Hvilken en af mine evner?' men hun gjorde det ikke. Det var måske ikke liiiige for klogt at gøre ham opmærksom på at hun havde TO evner. Vand, og skam. Nope, hun holdte mund omkring det. Hun kiggede dog stadig efter om der var noget vand i rummet. Det ville være dejligt, og vide hvis der var noget.

han kiget op og fik øje på dem og så med et
var han væk han smilte og holdte sig i mørket hvor han
bageefter fløje op bage ham og stod nu lide bag denne dæmones leder og havde hans
sølv klinge rette mod hans hals "jeg arbejde ikke for nogen hvordan ville du ha det hvis jeg sigde at min evne ikke er en svag en og så med et var han væk igen nu skulle han finde ud af hvor han gemte sig han kunne være et par steder men nu stod han i skygen igen

Rafael rystede på hoved da Arason var gået tilbage til skyggerne, og råbte af sine lungers fulde kraft "Luk dørene!!" og med det samme bliv alle dørene smækkede i, og man kunne høre at store metal genstande uden så meget som et sekunds tøven, bliv lagt på den anden side af dørene, hvad der enlig var lagt på den anden side af dørene var store sten blokke der til hvis nogen af hans møder gik galt, kunne stoppe folk fra at forlade møderne. Rafael foldet sine store dæmoniske vinger ud, og fløj sammen med sine dæmoner op i luften, og fjernet den ene lysekrone med håndkraft, og lod den falde 15 meter ned til gulvet, også fløj ham og hans dæmoner ind igennem gulvet i loftet, der førte op til et andet lokale, og måske kunne arason mystisk vis være overnaturlig, men han kan ikke hoppe 15 meter, så Rafael råbte efter noget tændings væske, og hældte de mange liter benzin ned gennem hullet, og kastede en tenstik ned bagefter og lod ilden tage godt fast i tingene nede i spise stuen, og sagde "Jeg tager det som et nej"

Forhelvede Arason! Havde hun lyst til at råbe. Hun hostede på grund af røgen. Dette var Arasons skyld. Hvorfor fanden kunne han ikke bare lade være med at true, og alt det der? Hun kunne ikke se noget vand... Så hun pressede op af et hjørne.
Langsomt løftede hun hænderne, og med håndfladerne nedad. Der kom en dråbe frem, og slukkede en lille ildflamme. Hun svingede med armen op af, og ud af hendes hænder kom der vand. Hun tog kontrol over vandet med den anden arm, og bevægede den hurtigt. Vandet slukkede det ild der var rundt om hende. Hun mærkede langsomt at energien forsvandt... Hun kiggede op på manden. "Vil du virkelig dræbe mig bare fordi Arason er stædig?" Spurgte hun, og lagde hovedet lidt på skrå. Ilden kom nærmere, og nærmere over til hende. Hun pressede sig op af det lille hjørne. "væk! Dumme ild! VÆK!" Råbte hun som om ilden var levende.. Sikke dum hun dog nogle gange var! "FORHELVEDE ARASON! DET ER DIN SKYLD!" Råbte hun så. For det var det jo? Hvorfor KUNNE han ikke bare tage sig sammen, og lade være med at true enhver på hans vej? Sikke noget da... "OG LAD VÆRE MED AT GEMME DIG SOM EN KYLLING!" Råbte hun så til sidst. Hun kiggede på ilden der dansede foran hende...

han mærket varmen brænde mod ham hvad fanden havde denne
dæmon gang i han ville ikke finde sig i noget han mærket skygen forsvinde og nu skinde ilden ved ham han kiget op på denne dæmon rasende over det "hvad du ende hedder dæmon leder kom her ned og kæmpe mod mig med et sværd hvis du vinder skal jeg nok tag denne opgave men hvis ikke så skal du skære din ene hånd af" råbte han op til ham mens han mærket varmen omringe ham han kiget vredt over på Nille "jeg ville ikke bare stå og se på mens han gjorde sådan noget men vil du gerne se folk piske sig selv" han kiget op på denne dæmon denne djævle i det han mærte et ild der var meget tæt på ham

Rafael smilte lidt skummelt ned til dem, og tog en enkelt skumfidus og kastede den ned i ilden mens hans måde at more sig på mere og mere bliv fremtræden. "Rafael" Rafael hørte en stemme han aldrig havde hørt før, og vendte sig om og så en mand.. så tynd og svag og Nille så ud til, men hans øjne var selvlysene som var det to små sole Rafael kiggede ind i, og uden at vide hvorfor selv, kom der en lille klumb i hans hals, og han kunne føle sine håndflader begynde at svede. Rafael kiggede på to af sine dæmoner, og lavet en håndbevægelse mod den spinkle mand, men da de lagde armene på ham, kunne man se deres blodåre lyse op som et helt cirkus telt, og de skreg af smerte, mens lysene streger kom langs deres kroppe, og da det nået til hoved, bliv deres øjne helt udtørret som gammel bacon. Rafael var den eneste dæmon der ikke to et skridt væk fra svæklingen, men det var mest fordi en dæmon leder ikke kunne lade sig vise ... de var tæt på at pisse i bukserne. Rafael havde set meget værre ting i sit liv, men manden havde en naturlig på virkning på ham, en skræmmende påvirkning, en fornemmelse af skyld der gik ham op af ryggen som en kold is. Rafael åbnet munden for at snakke, men han kunne ikke få et eneste ord frem, han prøvede, men det var som om han var stum. Rafael bliv nu virkelig pissed, og selvom hans krop tiggede ham om at lade manden passe sig selv, greb Rafael af alle sine voldsomme muskler fast i mandens krave, men somhan gjorde det, bliv den spinkle mands tøj til en lang hvid mandlig kjole, og han fast om Rafaels håndled, og drejet det ovendt. så Rafaels hånd var sat 100 procent forkert, også mens Rafael bid sig selv i underlæben af smerte, tog manden fast i Rafaels krave, og sagde "Flavius Aetius, søn af Gaius og Theila Aetius, de står anklaget for at udsætte en udvalgt for fysisk død ved brand. Straffen for hvilket er kroppens død" Rafael prøvede igen at tale, men inden han nået at bare prøve, drejet den spinkle mand nakken rundt på Rafael så hans ansigt sad på siden af hans ryg. Den spinkle mand skubbet Rafael ned i hullet til brandens centrum, og gik så ned gennem hullet, som var der en usynlig trappe. ingen af dæmonerne stoppet ham. Manden kiggede mod Arason og skiftede så til Nille. Manden talte til dem med en stemme så fredfyldt og tryg fpr deres øre, at man nok vedd at falde i søvn af tryghed, som et lille barn mod sin mors bryst "Frygt ikke" manden klipsede en enkelt gang..
også var nille og Arason et andet sted, som havde de telepoteret. De var ved kirkegården Corpsewind Cemetery. De stod i den samme position som de havde været i, i spisesalen lige inden de teleportet, denne gang stod manden der bare mellem dem

Rafael? Var det mandens navn? ENDELIG. Nu fik hun det at vide! Rafael... Det lød bekendt, men så alligevel ikke. Manden der havde sagt hans navn... Virkede utrolig mystisk. Hun blev overrasket over dæmonernes reaktion da de angreb manden, og... De lysende øjne... Hun blev helt paf... Lysende øjne?! Glødende... Lysende.. Det var det samme. På en måde altså. Mon manden var en af dem som havde evnen skam, men ikke var så stærk som de rigtige Skammere? Flavius? Var det mandens navn? Og han kunne klare denne... Rafael? Race lederen af dæmoner? Hun skulle da lige snakke med den fyr! Mandens stemme var helt utrolig fredfyldt... Som en skytsengels ord. De stod pludselig et andet sted... "Hvad skete der?!" Udbrød hun hurtigt. Hun pegede på manden, og gik lidt væk. "Flavius siger du dit navn er... Men hvordan kunne du klare denne ... Rafael?" Hun så spørgende på Flavius.