Dinner plans - Adalia

Mageløst. Vidunderligt. Ingen ord kunne beskrive spisesalen i den ærbødige villa, eller den muskuløse herre af huset, som sad for enden af et langt bord, og med næsten ballet elegance lignende bevægelser, med de store kraftige hænder, der på overarme på størrelse med halvetræstrammer, som enhver brutal dæmonisk herre, men de beslutsomme håndbevægelser, afsløret at der hvilet en elegant, men nådeløs gentlemand, som ville hugge dit hoved af... med stil.
Han havde et langbord med mad, filleret kød, varm chokolade dyppet jordbær, enhver form for mælk, juice, og alkohol, som kunne fyldes på et menu kort. Og man skulle tro at mere end kun enkelt mand skulle nyde de mange retter, som havde han inviteret den russiske befolkning på gallamiddag. Men enhver som havde den mindste kendskab til Rafael, forstod at madspilde, var et symbol på dominans over hans omverden, og at den rødglødende symbolisme af spildt mad, var en fantastisk ting i hans verden.
Den fanget indbruds tyv, bliv trækket hen af gulvet af to store dæmoniske vagter, hvorefter hun bliv placeret på en stol af fire stærke arme.
Manden i det håndsyet hvidejakkesæt, og sorte silkeskjorte, med spejlblanke jakkesæts sko, kigget ikke på hende, og reageret ikke på noget som helst hun sagde. I mellemtid, holdt de to vagter fast i hende, så hun ikke skabte kaos, eller rejste sig.
Han var som kongen af underverden. Som havde ethvert ondsindet væsen, svoret sin loyalitet overfor ham. Han sad som havde Lucifer tilbud ham sin trone i helved.
Endelig bliv stemning afbrudt
"Spis"
En talerken med katofler, hakkebøf, og brunsovs, bliv sat foran hende, af en meget fin og fornem tjener dæmon, iført et sort jakkesæt. Men intet bestik
"De indtrænger i et privat hjem, frøken. Kun værdighedsløse skabninger, har den slags mangel på disciplin"
Han tog en gaffel op, og med et flabet smil sagde
"Og kreaturer uden værdighed, behøver ikke bestik"
Rafael knipsede en enkelt gang, og fik en tjener til at sidde en skål med varm hundelort på bordet
"Normalt havde jeg torturet dem. Men, de vil måske frivilligt modtage deres straf? - Nej - Javel. Lidt overtagelse er på sin plads"
Rafael klappet i hænderne, også åbnet et sæt af dobbeltdøre, hvor en halvnøgen, og højgravid, rødhåret kvinde, bliv slæbt på knæende, hen til Rafaels side, hvor han lagde en hånd i hendes hår, og gav hende et lille lidenskabligt kys på den nøgne pande, inden så han med brutal magt, smadret hendes hoved ned i skålen med hundeaffald, og med en stålhånd i hendes hår, var det umuligt for den spinkle kvinde at rejse sit hoved op, trods hendes spjæt
"Nogengange opdager de uskyldige, at de skal fortære alt lortet i deres liv. Bide i det, føle smagen mod deres tunge, og sluge det. - For at overleve. - Ellers drukner de i det"
Man kunne se på indersiden af glasskålen, at kvinden brækket sig i munden, men ivrigt prøvet at luft ned i lungerne, trods lugten. Før hun til sidst, måtte sluge enhver stolthed i hendes krop, og begynde at ydmygende spise af det, for at kunne få rum til at trække vejret.
"Men de, kære frøken. Indtrængende, de fortjener langt værre. De er ikke bare en larve, som svømmer i sit eget lort, men en parasit, som indtrænger i andres liv. En plage for anstændige og ærefulde folk. Men.."
han løftet den gravide kvindes hoved op, og kigget ind i hendes øjne, men forsatte med at snakke til Adalia
"Men, jeg frygter at min smag ikke længere er i opdragelse. I de ældre dage, havde du siddet i min kælder, men .. Jeg er godsindet for tiden - så vil ikke fratage dig magt, men give dig det."
Hans formelle tone forsvandt lidt, inden han så satte den gravide og grædende kvindes hoved, tilbage i skålen. Trods hulk og tiggeri
"Jeg vil torturere denne tidligere bolsjemager, med forskellige metoder, men give dig ret til at fratage hende lidelse, på betingelse, at du tiggeri og ber, om at tage hendes plads. Anerkend din plads under mine nypusset sko, og at du ikke er mere værd end det savs som sidder mellem mine negle. - Så vil jeg spare hende for smerte. - Er reglerne forstået?"

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun havde været dumdristig. Igen. Forvrænget i et vredesudfald over den lille tiggers bortførelse, havde hun i ly af mørket bevæget sig ind mod dæmonens rædselsslot. Folkene i Rotten Root distriktet havde advaret hende på det voldsomste om ikke at gå efter drengen. Han var sikkert allerede død og spist. Herren i huset var den mest brutale af alle dæmoner i miles omkreds. Hans grusomhed ville ingen ende tage, og når først man blev fanget i hans hus, kom man aldrig nogensinde ud igen. Det var sikkert. Og trods alle disse advarelser, var hun alligevel gået efter drengen. Kun fordi hun fik dårlig samvittighed over at have ladet ham være. Hun havde engang stået i hans sted. Havde engang været den lille tiggerpige på gaden, som ingen nænnede at skænke et hjem. Hun havde været ham. Og nu kunne hun ikke komme sig over, at han var væk.

Som hun blev slæbt ind i spisesalen, af de to vagter, tillod hun sig at tage et kig rundt omkring i den store spisesal. Her var virkelig ligeså markabert som folk sagde. Men duften af mad fik hendes dømmekræft over for rummets udseende til at forsvinde let. For her duftede virkelig godt. Næsten som en hel tronsal.
Spise? Af hans mad? Aldrig i livet. Det kunne være forgiftet. Eller lavet af noget hun bestemt ikke ønskede at sætte tænderne i.
"Nej tak. Jeg er ikke sulten" kom det rolige svar.
Hun lyttede roligt efter de forskellige ting han sagde, mens hun lod blikket glide over dæmonens krop. Han var enorm. Kæmpe kollosal og enorm. Den største hun nogensinde havde set.
Hun nåede ikke at tænke flere tanker, før noget hun helst ikke havde set, blev slæbt ind i salen. En gravid kvinde. Fuck. Fuck fuck og lort.
Hun ville have set væk, men kunne ikke, da kvindens ansigt brutalt blev smækket ned i skålen med hundeafføring. Kvalmen begyndte straks at skylle op i hendes mave, men hun holdte det brutalt inde med tanken om at hun måtte være stærk i hovedet. At vise svaghed ville ikke gøre noget godt.
"Du betegner mig som en mide..." begyndte hun langsomt, og sendte kvinden et undskyldnende blik, hvorefter hun kiggede på dæmonen med et vredt blik. "Alligevel er det dig der torturerer uskyldige mennesker. Jeg kom ikke her for nogle af dine ting. De er uden værdig for mig. Jeg kom her fordi du har vist dig at være uretfærdig og ond over for et levende væsen. Du er den der opfører dig som en forvokset og uopdragen baby. Smider om sig med liv. Er det dig eller mig der er mide, dæmon?"
Hun havde ikke tænkt sig at tigge om at tage kvindens plads. Hun havde ikke tænkt sig at tigge om noget. Aldrig. Der kom hendes stolthed hende ikke til gode. Men hun kunne ikke se på kvindens tortur. Så i stedet for tog hun et risikabelt valg. "Du er kendt for at voldtage kvinder brutalt. Er disse rygter sande, eller er de blot skrøbelige vandrehistorier for at give dig et godt ry?"

Glasset i Rafaels hænder, bliv revet og knust i hans højre hånd, af pigens flabet tunge. En mene af vrede og utilfredshed, forseglet pigens skæbne. Men hvis hun troet at hun var herskerinde af dette hus, tog hun grueligt fejl, hvilket Rafael prøvede at vise ved at nikkede stilfuldt og anderkende, mens han brugte den gravide kvindes kind, til at tørre glasskårne ned fra bordet, og lod hendes nøgne kind, glide hen af det solide bord, og flås halvt op af de pirrende glasskår, indtil de alle lå på marmor gulvet.
Han begyndte nu at svare "Du pisser mig i ansigtet, i mit eget hjem. Og hævder det er af humanitære grunde. Men i sandhed er du et offer for din egen ignorance, og forstår ikke situations helhed"
Han rejste op, og afsluttede med at sige
"Du taler om voldtægt af kvinder. Du vil snart forstå at det enhver adelmands privilegie"
Han skubbede den rødhåret kvinde bagover, så hun med et hårdt bump, ramte gulvet, hvilket fik et par uskyldigt udsende blod dråber, løbe ned af hendes mundvig, og ned af hagen, som en vandmelon ville dryppe, hvis noget var gået i stykker indeni den.
Kvinden hylet lavmeldt, og med gråd i den hulkene stemme, vendte sig om på maven, for at stikke af med alle sine kræfter, men hendes udsultet krop, og hendes paniske sind, kunne kun overskue et ynkeligt kravle forsøg, hvor tårerne faldt hurtigere ned af hendes øjevipper, end hendes krop kom frem af.
Hun var rædselsslagen, og som et lille forvirret barn, som løb væk fra en ustoppelig bølge af magma fra et vuldkan udbrud, kravlet hun og slæbte sin gravide mave henover marmor gulvet, i et desperate forsøg på at komme væk. Men i sandhed, bevæget hun sig så langsomt med hendes udmattet krop, at Rafael kunne tage langsomme, og dominante skridt, og alligevel komme op til hende.
Da han kom op til hende, bøjet han sig ned, og tog fast i hendes ankel, og trak hende hen til sig. Hun piv og græd, og sagde ´ikke igen. Ikke mere´ på mange forskellige måder, mens han frigjorte sig fra sit bælte, og lod sine jakkesætsbukser glide lidt ned, så han stod i underbukser. inden han så drejet nakken, for at se hen på Adalia , inden han så sagde
"Din flabet tone, er skyld i det her"
Han lagde sine hænder om kvindens liv, hvorefter han drejet kvindens ansigt og krop i retning af Adalia, så hun havde et godt udsyn til den rødhårets tåre, og bevægende underlæbe, mens en mands lem, bliv tvunget op i hende.. igen og igen.
En skræk for smerte, ydmygelse, og brændende selvhad, og selvmords tanker, kom indover den gravide gingers ansigt, og en pinefuld følelse af skam over at en dag, skulle føde sit barn ind i en verden af trældom og slavedom, fik en inderlig dråbe til af trille ned af kinden.
Rafael lagde sine fingre i kvindens mund, så for hvert stød ind i, og fra hende, kunne han trække sig tilbage med en brutal kraft, ved at rive i indersiden af hendes kinder, så hun kunne føle styrken i hver eneste muskel i kroppen.
Den anale, og tørre voldtægt, stoppet ikke før efter en halv time, hvorefter han bare rejste sig op, og peget på to dæmon vagter, som stod afsides, og klar til ordre.
"Bring skruenøglen frem."
Han kigget ned mod Adalia, og med et sadistisk smil, sagde, efter at have trukket sine bukser op.
"Husk, din opførsel, påvirker hvordan madam Ginger, får sin pedicure. Har du noget at sige inden jeg begynder?"
Han fik en skruenøgle udlevet i hånden.

Denne mand var ikke ond... Han var grusom. Adalia havde set mange modbydelige skabninger i sit liv, men aldrig en så inderligt sort sjælet som denne. Hun kunne ikke andet end at se på, som dæmonens vrede groede over hendes imodsættende ord. Måske var det det forkerte valg at træffe. Måske skulle hun have tigget ham om, at blive tortureret. Hvor meget hendes værdighed end betød for hende, var synet i kvindens øjne da dæmonen voldtog hende så hjerteskærende, at tankerne om at blive ydmyget forsvandt som dug for solen. Det gjorde ondt helt ind i sjælen, at se en så uskyldig sjæl som denne blive tortureret. Hun burde ikke være her. Ligesom den lille tigger dreng. Ingen af dem burde være i en situation som denne. Det var langt fra, hvad de fortjente.
Langsomt følte hun, hvordan en boblende vrede begyndte at sitrer i hendes mave. Som om en drage begyndte at vågne i hendes krop. Den sitrende fornemmelse gled videre fra maven af, og ud imod armene, benene, fingrene og hovedet. Snoede sig om hele hendes krop. Denne dæmon, dette misfoster, burde dø for sine handlinger. Men siden han ikke allerede led en grusom skæbne, gættede hun på at han var ret så stærk. Og udfra den tilstand hans krop var i, regnede hun med at det ikke ville blive nemt at få ham ned med nakken. Men hellere prøve, og dø i forsøget, end bare at sidde og se på her på sidelinjen. Imens vreden spredte sig, begyndte noget andet også at sprede sig på hendes hud. Det startede i fingerspidserne, og fordelte sig så ud over armene og torsoen. Fortsatte derefter ned til benene og op mod hendes ansigt og hår. Den klare og gennemsigtige substans dækkede snart hele hendes krop, og indhyllede den slanke kvinde i en skær af skinnede lys. Og før nogen vidste af det, var den før tavse kvinde gjort af 100% ren og solid diamant. Umådelig smuk og fuldstændig ude af stand til at blive ødelagt.
"STOP SÅ!" tordnede hun på klingende elvisk, og rejste sig halvt op. Vagterne holdte stadig hårdt om hendes arme, men med den genvandte styrke, hun fik fra diamant huden, var hun nu i stand til at rejse sig bare lidt op. "Den kvinde har intet gjort dig! Lad hende gå med livet i behold. Du har ingen ret til at gøre de uskyldige noget, og du har INGEN ret til at skade en kvinde som hende!"

Dæmonerne der holdt Adalia, fik ikke bare hjertet oppe i halsen, men eneste organ. Frygten stig i dem, og trods deres militær træning, og overlegne levetid, havde de svært ved at holde fast på Adalia. Men hvis der var et sted at slås mod en titan af råstyrke, som Rafael, så var det et sted, hvor han har en privat militia af dæmoniske soldater. Så der var rigeligt af dæmoner til at hjælpe med at holde Adalia på hendes stol, selvom hun virkelig viste en styrke som en blåhval, og en viljestyrke som en drage.
Rafael smilet, og kigget ned på den gravide ginger, og sagde afslappet, som en far der talte til sin datter, mens han kørte en hånd gennem hendes røde silke hår.
"Høre du det Ginger? Hun har ikke lært mannere endnu"
Pigen snøftet, og knep øjnene sammen, og stønnet af ubehag og opgivelse. Inden så, at Rafael tvang sig nedover hende igen, denne gang, greb han fast i hendes søde og nuttet fødder, fordi at Adalia stadig ikke havde underkastet sin stolthed, eller slugt sin værdighed.
Skruenøglen bliv strammet om toppen og bunden af hendes højre storetå negl, og med et par drilske og sadistiske vrig, flået han neglen neglen hurtigt af hende, og enhver som har haft bare så meget som en nedgroet stykke af en negl, kan fortælle at ikke bare er området under neglen mega sårbart, og følelsesfuldt, men at fjerne negle stykke fra kødet, er et helved.
Han kigget på det blottet kød, og trods pigens spark, og spjæt af rent ubehag, så kunne det ikke være mere nemt for det flere hundre kilo muskelbundt, at gribe om den næste negl i rækken, og ligge skruenøglen klar til at ville nippe den af, men denne gang, vrikket han neglen fra side til side, så dens overflade, kørte udover det hele i kødet, og trods pigen bid et kæmpe stykke af sin underlæber af, i rent frustration, gav han ikke den gravides ansigt et eneste blik.
Festlighederne forsatte til der ikke længere var skyggen af negle på hendes højre fod, hvorefter han med sine maskuline hænder, probbet pigens egen fod i hendes mund, og lod hendes tænder hvile mod de nøgne kød sår, hvorefter han lagde sin hånd på hendes mave, mens hun halvt bliv kvalt af hendes egen fod, som havde strukket sig længere op, end hun troet hendes krop var elastisk nok til.
"Bid dem af."
Sagde han mens hans hånd hvilet afslappet mod hendes gravide mave, som en trussel til hende, omkring hendes barn.
Rafael kigget kort over på Adalia, og sagde kort
"Det her er mit hus. Tilbudet om at tage hendes plads, er nu en luksus jeg fratager dig. Du kommer ind i mit hus, og skal underordne dig under mine regler. Din eneste chance for at spare denne pige for smerte, er at sige undskyld, for din flabethed, og din respektløshed. Tig, be, gør hvad end der får mig til at tro på du er en underudviklet larve, og hvis jeg tror på dig, vil jeg give denne pige sin frihed, og lade hendes barns fremtid, være fri. Men for hver flabet kommentar, for hver hadefuldt blik, vil det skabe intet andet end et hårdere liv for denne kvinde. "
Da han havde fået talt færdig, havde pigen, med kødstykker mellem sine tænder, og blod ned af hagen, fortæret sin sidste tå.
han så på Adalia
"Så. Er du min lille bitch? Eller skal hun få sine bryster i en stor hvidløgspresser?"

Det stred imod alle hendes grundregler. Imod alle hendes personlige holdinger og bestemt imod alt det hun havde lært af sin mor. Men med et iskoldt blik kiggede hun på vagterne, fra den ene til den anden, og så ned. Hun var fanget i en situation, der var umulig at komme ud af igen. Hvorfor pokker skulle hun dog også bevæge sig ind på hans ejendom? Hvis ikke hun havde gjort dette, ville intet af dette være sket. Kvinden ville måske stadig have det nogenlunde, og ikke i uovertruffen smerte. Og hun ville ikke selv have stået og skulle vælge mellem disse umulige valg. Forbandede dæmon. Han burde dø for dette.
Den umlende vrede bredte sig i hendes mave, og begyndte at brænde som en agressiv drage, der vågnede op fra en længe ventet søvn. Hendes sind var ikke indstillet på andet end, at slå denne dæmon ihjel ligeså brutalt som han torturerrede denne uskyldige kvinde.
Mere vrede. Mere varme.
Han som ikke burde opfører sig som andet, end den forvoksede mide og kakalak han var. Hvordan vovede han at gøre de ting han gjorde? Og hvor mange ofrer måtte ikke igennem tiden have lidt under hans tyraniserende tankegang?
Vrede. Varme.

Hun var ikke sikker på hvad der skete. Men pludseligt tog en ukendt følelse over i hendes krop. Vreden kunne ikke længere blive holdt inde, og uden at vide det lod hun den flyde ud til alle hjørnerne og kroge af hendes krop. Lod den styre hendes handlinger. Det var omtrent der det startede. Først var det bare en prikkende følelse i fingrene. Så i armene, skuldrede, brystet, maven, benene, hælen og fødderne. Den var over det hele. Alle steder i hendes krop og sind. Den tindrende fornemmelse.
Hendes vejrtrækning blev hårdere og mere stødende, som hun måtte hive efter vejret tungt og irritabelt. Hvad skete der? Hvorfor kunne hun ikke længere kontrollerer, hvad hendes krop gjorde? Selvom hun nok burde være bange og skræmt over det der skete, gjorde den nye følelse hendes faktisk mere tryg. Hun følte det som om, at hun bare kunne overgive sig til den, lade den styrer hende helt.
Og det gjorde hun. Og så snart den overtog hendes krop fuldt ud, skete der noget hun aldrig i sit liv havde forstillet sig var muligt.
"LAD HENDE GÅ DÆMON!" Den tornende stemme tilhørte ikke Adalia. Den tilhørte en indre kraft, som i alle disse år havde lagt gemt dybt inde i hendes hjerte. Den var kraftfuld og følte ingen frygt. Beskyttede hende. Nu var det tid. Og med den kraftige stemme kom formularen. Et pludseligt og umådeligt kraftigt lysglimt flashede pludseligt i rummet, så voldsomt at den ville blinde alle dem der havde åbne øjne. Altså alle undtagen Adalia.
Vagterne skreg. Hun kunne tydeligt hører dem nu.
Hvad end der havde styret hende før, var væk nu, og hun kunne igen styrer sin egen krop. Lysglimtet havde været kraftigt nok til at blinde alle de andre i rummet, og lettere fortumlet kom den unge kvinde på benene. Hurtigt fik hun genvundet sin selvbevidsthed, og skyndte sig at gribe fat om den gravide kvinde, der stadig famlede og græd i blinde. "Vær ikke bange. Jeg lover, at jeg nok skal rede dig" hviskede Adalia blidt, og tog fat om kvindens arm og trak hende med sig op. De måtte se at komme ud. Ingen kunne vide, hvor lang tid de tre dæmoner ville være blinde. Hun hev kvinden med sig op, og trak hende så op på ryggen af sig så hun ikke behøvede at støtte sig på sin dårlige fod. Inden hun løb ud, kiggede Adalia koldt på dæmonherren. "Lad dette være dig en lærestreg dæmon. Uanset hvor stærk du er, uanset hvor hårdt du end prøver...Så er jeg dig overlegen. Glem det ikke en anden gang" Og med disse ord forsvandt hun med kvinden på ryggen ud af døren.