Den yderste grænse(åbent)

"Det lyder som om, at jeg bedst kan lide nutiden," sagde Lily og smilte. Hun kunne ikke forestille sig selv i den tid, som han fortalte om. Hun ville jo ikke engang kunne overleve en dag.
Hun kiggede overrasket ned på det billede, som han viste af sig selv, og kiggede derefter op på ham igen. Sådan blev hun ved et stykke tid, ved at kigge fra billedet til ham. Der var jo en stor forskel mellem ham og billedet, og hvis han ikke havde fortalt at det var ham, ville hun aldrig have gættet det.
"Jeg husker bare ikke at have hørt om en krig eller noget i den stil omkring 1800-tallet," sagde hun med rynket pande. Hun trak på skuldrene.
"Hej Dust, mit navn er Lily," svarede hun med et stort smil.

Der var noget, som havde pirret hendes hjerne et stykke tid nu, og som gjorde hende utryg ved at være sammen med ham.
”Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til..." begyndte hun og vidste ikke helt hvordan hun skulle formulere sine ord. Specielt, fordi hun ikke selv vidste, hvad der helt præcist skete "Altså, der var jo de der mus, som du... Indtog du deres sjæl eller hvad var det? Du tog et eller andet fra dem, som det ikke ville være muligt for mig at gøre..." Hun tøvede lidt. "Hvad var det, hvorfor, og hvilket væsen er du egentlig?" Hun ville gerne vide det, for hun havde ingen idé, om hun skulle være bange for ham eller ej. Det ville i hvert fald være synd, hvis hun skulle, for hun kunne rigtig godt lide at snakke med ham.

Med et følelses forladt smil nikkede han som hilsen, og lagde hovedet lidt på skrå "Jamen hej Lily, rart at kende et navn på den jeg snakker med!" hilste han roligt og kunne ikke lade vær med at smile lidt, over hendes kommentar om hellere at blive her i denne tid "Det kommer jo an på, om du er villig til at betale dig til beskyttelse, eller kan skaffe dig det på anden vis, som for eksempel have en ven der kan klare sig i fremtiden ved din side, indtil du selv er tilvendet til omgivelserne!" sagde han tænkende over, de mange muligheder en kvinde som Lily kunne have for at klare sig i hans tid "Men selvfølgelig kan det jo også gå galt, men hvis man holdt sig til storbyerne ville man have en rimelig chance for at overleve!"

"Egentlig spiste jeg musene skygger, jeg er skyggedæmon og derfor er det min mad!" forklarede han mens han så hende i øjnene "Efter en hel dags træning uden andet end vand bliver man jo sulten, så derfor syntes jeg at være heldig at de mus pludselig kom snigende! Jeg absorberede dem så også, med et blood mamba trick for at kunne heale, men det er jo noget jeg har lært, så det er ikke noget der som sådan har med min skyggedæmon evner at gøre!"

"Jeg ville ikke kunne klare mig i fremtiden. Jeg har hverken venner eller penge," sagde hun og kiggede ned i jorden. Det var jo ikke løgn det hun sagde. Hun havde aldrig været god til det der med at finde nye venner. Rent faktisk havde hun aldrig prøvet det før hun blev sejsten år. Hun fik heller ikke den bedste løn som tjener på Kroen Det Vilde Svin , Men i fremtiden ville der nok være andre jobs med bedre lønninger.

"Skyggedemon..." mumlede Lily. Nok mest til sig selv. "Så du spiser kun skygger fra små dyr, eller er det meningen, at jeg skal være bange for dig?" spurgte hun med en undertone af latter i stemmen.
Hun kunne sagtens forstå, at han var blevet sulten efter en hel dags træning, men hun håbede lidt på, at han kun spiste skygger fra dyr, og hun slet ikke burde frygte ham. Altså ud over det med at han bare slog folk ihjel, når de irriterede ham, men hun frygtede ikke længere, at han bare lige ville slå hende ihjel.

"Når du siger at du absobere dem, mener du så at du også spiser deres sjæl eller suger alt væsken ud af dem eller?" Hun forstod det ikke helt, men havde en anelse om, at det havde noget med blod at gøre. Det var i hvert fald hendes gæt, eftersom tricket hed Blood Mamba.

Dust betragtede hende lidt da hun sagde hun ikke ville kunne klare sig i fremtiden, fordi hun ikke havde venner eller penge, og egentlig set kunne han godt forstå hende, fremtiden var ikke noget for svage sjæle "Jeg tror hvis endelig du kom til min tid, ville din eneste chance nok være hvis du boede i et af de områder, hvor de store bander som calvorinos klanen styre!" sagde han roligt "Det vil sige foreksempel Las Vegas!" foreslog han så.

"Den eneste grund til jeg æder skygger fra dyr, er hvis det er den eneste måde jeg kan overleve på, ellers foretrækker jeg at blive hængene nær væsner der er triste, eller hvis jeg har travlt æder jeg bare deres skygger!" sagde han roligt og knejsede lidt i kroppen, da han sad lidt ubehageligt op af træet bag ham "Men jeg vil nu alligevel sige at du ikker er i fare, jeg har ikke lyst til at angribe dig af nogen grund, og efter som du holder mig ved selskab vil jeg ikke spise din skygge! Medmindre du giver mig en grund til at jeg burde gøre det!" det sidste sagde han lidt mere som en joke.

"Nu skal jeg forklare dig det lidt nærmere så du bedre kan forstå hvad evnen går ud på!" sagde han roligt og tog et stykke permanent farve frem, som han brugte til at tegne et pentagram i sin hånd flade. Han vendte hånden mod hende "Når man har studeret blood mamba kan man et trick til at heale, hvor man tegner et pentagram som dette i hånden, griber om det væsen man vil absorbere og udtaler nogle bestemte ord!" forklarede han roligt "Man absorbere så væsnet gennem pentagramet, og jo større væsnet er jo mere healer man selv!"

"Calvorinos klanen? De lyder lidt som nogen man burde frygte og ikke nogen man burde holde sig til, men du ved det jo nok bedre end jeg gør."
Lily var ved at få lidt ømme albuer ved at støtte dem mod skovbunden, så hun satte sig op og børstede jorden af sit tøj.

"Det er da altid noget at du ikke har tænkt dig at æde min skygge eller på nogen som helst måde give mig grund til at frygte dig," sagde hun med et smil. "Jeg skal bare ikke løbe tør for noget at sige, og samtidig skal jeg ikke sige noget forkert... Ja, det tror jeg godt, at jeg kan klare, for eller er jeg vel lidt i knibe." Hun trak på skuldrene og kiggede rundt for at se efter hurtige flugtveje, men det var nu mest for sjov, at hun gjorde det. Hun regnede ikke med, at hun ville komme til at fornærme eller give ham grund til at angribe hende, og hun følte sig ikke spor truet. Han virkede rent faktisk som en rigtig venlig fyr, men Lily kendte jo kun én side af ham. Hun kendte ikke den side som bare gik ud for at slå ihjel eller nogle af de andre sider han nu havde, og det havde hun det egentlig også helt fint med.

"Men når du så heler dig selv, svækker du så ikke den person som du bruger blood mamba på?" spurgte hun nysgerrigt. Det ville da være dejligt, hvis både ham og offeret gik derfra raske, og som om intet var sket.

"Calvorinos klanen er måske ikke lige den bedste samling folk og fæ, men bygget på deres indflydelse kontrol og evner, er de blevet en del af mine planer!" Sagde han roligt "Eller rettere lederen der hedder Vladimir, er blevet en del af mine planer! Ham og hans klan begyndte at blive en trussel mod min eksistens, derfor blev jeg nød til at dræbe ham, men jeg nåede ikke til det punkt før jeg blev bortført hertil! Jeg er stadig nød til at samle viden om ham, da han er lidt et specielt væsen!"

Dust smilede roligt og rystede på hovedet af hende, da hun nævnte de ting hun måtte holde igang for at undgå hans vrede og morderlyst, han syntes om hende så han ville ikke angribe hende med medmindre hun seriøst gav ham en grund til det "Bare rolig jeg har ikke nogen intentioner om at angribe dig, spise din skygge eller skade dig, medmindre du selvfølgelig har tænkt dig at give mig en grund til det!" Sagde han roligt og begyndte at lede i sin rejsekappe, indtil han fandt sine smøger. Han tog en i munden og tændte den, før han så på hende igen "Og iøvrigt hvis jeg bruger det trick på et andet væsen absorbere jeg dem, de stopper med at eksistere når jeg har gjort det!" Tilføjede han før han pustede røgen ud.

"Så må jeg da huske at det er Calvorinas klanen, jeg skal opsøge, hvis jeg en dag ender i fremtiden," sagde hun med et smil. Lily regnede ikke med at komme til fremtiden og håbede det heller ikke. Hun havde det fint som hun havde det nu.

"Jeg ved godt at du ingen intentioner har om at skade mig," sagde hun med afslappet tone. "Jeg mener, du har jo allerede sagt det en gang før." Hun grinte kort og lod en finger køre rundt i mosset på skovbunden. Hun rynkede lidt på næsen, da han fortalte at folk bare stoppede med at eksistere, når han brugte Blood Mamba. "Så de forsvinder bare?" mumlede hun. Det var ikke så meget et spørgsmål, men mere for at få det banket ind i hovedet på sig selv. Det lød lidt underligt hvordan folk bare sådan kunne være der fra det ene øjeblik og så ikke være der det andet. Men i den verden de levede i kunne alt jo ske. Det havde hun efterhånden vendet sig til.

"Nej lad vær med det, medmindre du vil blandes ind i deres kaotiske verden, det er en mafia klan!" sagde han roligt, mere som et godt råd til hende, selvom han var bevidst om at chancerne for at hun kom til hans tid, ikke lige just var så store, da han selv havde svært ved det. Dust havde allerede nu brugt omkring 213 år på at finde en vej tilbage, og det havde tydeligvis ikke lykkedes for ham endnu. Da hun spurgte ham igen om det med at folk bare forsvandt, smilede han roligt af hende, med hans følelses forladte smil.

"Ja de forsvinder fordi de bliver absorberet, deres eksistens ophøre, de er ikke mere i denne verden, da de bliver omdannet til healing energi, som den der absorbere dem bruger til at heale sig selv med!" sagde han roligt, for lige som at få banket det ind i hovedet på hende, så hun endelig kunne forstå det. Han virkede ikke vred over at hun blev ved med ikke at forstå ham helt, han havde selv prøvet det med at stå i en situation, hvor han ikke helt forstod hvad nogen snakkede om, så han kunne sagtens sætte sig ind i hendes situation, og derved ikke blive sur over hendes evindelige spørgsmål.

Lily skiftede stilling og lagde sig på ryggen og så op mod himlen.
"Ja, hvis du siger det," sagde hun stille, mens hun betragtede skyernes langsomme rejse hen over himlen.
"Har du lyst til at lave noget?" Lily vendte sig om på siden og kiggede hen mod Dust. "Jeg tænkte, at jeg nok havde stillet en hel masse spørgsmål efterhånden, så at vi måske skulle lave noget andet, hvis du har lyst?" Lily følte at hendes nysgerrighed var ved at løbe afsted med hende og hun måtte hellere stoppe, før det ikke længere var en mulighed. For hvert spørgsmål han besvarede kom der endnu et spørgsmål dumpende ind i hendes hoved, og på den måde ville hun aldrig blive færdig med at stille spørgsmål.
Lily satte sig nu helt op igen og vidste egentlig ikke helt hvor hun ville se hen eller hvad hun skulle sige. Lilys dage blev sat sammen af nysgerrighed. Hver dag var endnu et mysterium, men nogle gange kunne Lily godt føle, at folk ikke gad hende og hendes uendelige lange liste af spørgsmål. Det var også en af grundene til at hun stoppede nu. Ikke fordi Dust havde givet udtryk for at han ikke gad høre på hende, eller at snakke med hende, men fordi hun ikke var den med den største selvtillid.

Dust betragtede hende lidt, da hun pludselig gik fra at stille spørgsmål om det ene og det andet, til at ville lave noget andet i stedet. Han virkede tænkende og faktisk var hans krop regenereret nok til, at han kunne komme på benene igen og lave noget aktivt, så hendes forslag lød egentlig fint nok.
"Tjo vi kan nok godt finde på noget interessant at lave, men husk på du er velkommen til at stille mig spørgsmål, når jeg er i humør til det som jeg har været siden vi mødtes!" sagde han roligt, før han let kom på benene, og betragtede hende med hans følelses forladte, studerende øjne.
Dust havde mange tanker i sit hoved, og lige nu cirklede de faktisk omkring hvad hun kunne finde på at foreslå, af ting som de kunne lave. Han tænkte lidt på om hun var interesseret i at træne sammen med ham, men selvfølgelig ville han ikke foreslå det lige med det samme, da han ikke lige havde fundet hende som den type, der søgte efter at forbedre sin fysiske form, på samme måde eller af samme grunde som ham og hans noget mere kamp lignende træning.
"Hvad kunne du tænke dig at lave?" spurgte han roligt.

Lily smilede, da Dust sagde, at hun bare skulle spørge løs. Det betød, at hendes spørgsmål ikke irriterede ham, og det var hun glad for.
Hun trak på skuldrene, og strøg en tot hår om bag øret. "Det ved jeg faktisk ikke," sagde hun og tænkte lidt. "Hvad laver man i fremtiden, ud over at slå hinanden ihjel?" spurgte hun. Måske kunne han lære hende en eller anden leg, som endnu ikke var blevet opfundet, eller hvad man nu ellers kunne finde på at lave i fremtiden, hvis man ikke legede.
"og hvis der nu ikke sker andet end mord i fremtiden, hvilket jeg dog håber ikke er tilfældet, så kan vi jo altid starte med at gå en tur, i stedet for at sidde her og dase." hun lo kort og sendte ham et smil, hvorefter hun rejste sig og strakte armene op over hovedet.
Hun måtte indrømme, at det var lidt trættende bare at sidde og fyre en masse spørgsmål af, og det var jo ikke fordi, man ligefrem sad godt på skovbunden, som både bestod af hård jord, endnu hårde rødder, som stak op af jorden, og blød mos, som kunne ses hist og her.
Hun gik lidt tættere hen mod Dust, og standsede så op og så på ham. Hun håbede virkelig, at de lavede noget andet end at flygte for sit liv i fremtiden, bare et eller andet. Det ville virkelig være sørgeligt, hvis de ikke gjorde.

Dust betragtede hende tænkende, da hun spurgte til hvad man lavede i fremtiden udover at dræbe, og foreslog at de kunne gå en tur i stedet for bare sidde hvor de var nu, og få ømme lemmer af at sidde på denne hårde skovbund. Det fik ham faktisk til at tænke på en spøjs leg han havde set engang, hvor han havde betragtet nogle børn der legede. Efter lidt tid havde det lykkedes ham at gennemskue legen, og lige siden havde han af en eller anden grund, kunne huske den leg da den var lidt speciel.
"Altså jeg så engang nogle børn i min tid, der legede den her lidt spøjse leg, den gik ud på at se hvem der kunne ramme et bestemt punkt bedst, og samtidig gøre det på den mest beundringsværdige måde!" sagde han tænkende, mens hans øjne fandt hendes og han lagde hovedet lidt på skrå "Den lyder måske ikke af meget, men de børn jeg så lege den leg, havde det da meget sjovt og nogle af dem var faktisk ret gode! Men på den anden side, kunne det være hyggeligt nok med en gåtur, jeg kunne godt trænge til at strække kroppen lidt, efter en hel dags hård træning!"
Han iførte sig diverse beklædninger, som han havde lagt fra sig under hans træning, før han tog sværdene på ryggen og betragtede hende stadig med hans tænkende blik i øjnene. Han tænkte stadig på hvad hun var for en, udover at hun var en nysgerrig ung dame, der godt kunne finde på at stille en masse spørgsmål, grundet hendes nysgerrige personlighed.

Lily tænkte lidt. "Altså, nu skal jeg lige være helt med. Man skal ramme et bestemt punkt med hvad?" spurgte hun. Legen lød egentlig meget interessant, så det kunne jo godt være sjovt at prøve. Det gjorde vel heller ikke noget, at vende lidt tilbage til barndommen en gang imellem. Bare have det sjovt og ikke tænke på, om der var nogen, som kiggede. Lily smilede lidt for sig selv. Nogle gange ønskede hun sig tilbage til barndommen. Ønskede, at hun kunne gå tilbage og ændre alting, så hun kunne leve et normalt liv. Have venner, have det sjovt, grine, lege. Hun følte nogle gange bare, at hendes barndom var blevet revet væk under fødderne på hende. Hun havde aldrig oplevet en ordenlig barndom, og det var det hun ønskede, at hun kunne gå tilbage og ændre. Så hun måske også kunne leve et ordenligt liv nu. Men nu levede hun alene, der hvor hun kunne finde plads til det. Hun rystede langsomt på hovedet, for at få tankerne væk.
"Vi kunne jo også starte med at gå en tur, mens du fortæller mig, hvad legen sådan helt præcist går ud på. Er der nogle bestemte regler, og kan man tabe?" spurgte hun og sendte Dust et smil, hvorefter hun begyndte at gå. Dust måtte jo følge med hende, hvis han ville, eller også ville hun nok også stoppe op og gå tilbage, men Lily regnede nu også med, at han nok fulgte med.
Dust var en meget speciel type, men det hang nok også en del sammen med, at han kom fra en anden tid. Lily følte sig egentlig ikke særlig skræmt over Dust, selvom han var en dræber. Hun syntes han var flink og hyggelig at snakke med. Om det var en god ting eller ej, kunne hun ikke helt finde ud af, for han var jo ikke just den person, man skulle komme op at skændes med.

Dust lagde hovedet på skrå, da hun spurgte til hvad man skulle ramme målet med, da han faktisk ikke helt kunne huske hvad børnene brugte dengang, han så dem lege den leg, men selvfølgelig man kunne vel bruge hvad som helst som man kunne holde i hånden, og bruge som kasteskyts så det kunne vel være lige meget, hvad man egentlig valgte at bruge. Dust ville måske til denne leg, vælge at bruge en af hans daggerts som han havde siddende i sit bælte, da han var god til at vælge og finde gode våben, og derfor havde nogle rigtig gode daggerts der lå godt i hånden.
Da hun foreslog at de kunne starte med en gåtur, mens han fortalte hende nærmere om legen, begyndte han at gå sammen med hende, fuldstændig ubesværet af den store vægt han gik rundt med på ryggen, hvilket for de fleste ville være en unødvendig byrde da de fleste ikke kunne håndtere, så tunge våben særlig godt. Let betragtede han Lily mens de gik, og fandt det faktisk hyggeligt at have lidt selskab af en der ikke ville tale arbejde, eller betale ham for at udføre deres skumle, beskidte arbejde.
"Altså til en start kan jeg fortælle dig, at man kan bruge alt hvad man kan holde i hånden, og kaste mod et mål, så jeg ville foreslog en daggert til legen!" sagde han roligt, med et tænkende blik i hans ellers tomme ravgule øjne "Og selve legen er egentlig meget nem at forstå, men alt efter hvem man leger den med, kan den blive svære og svære! Som sagt går den ud på at ramme et bestemt mål, med den bedste, sværeste og flotteste præstation og hvis der endelig skulle være en vinder i denne leg, er det nok enten den person der gør det bedst, eller last man standing princippet!" Dust tænkte lidt for at prøve at huske, om der var noget han havde glemt at sige, men han kunne ikke lige komme i tanker om mere.

"Det lyder som en hård leg," sagde Lily og slog en blød latter op. "Lige noget for mig, ville jeg mene." Hun smilede, og blev ved med at gå fremad. Gennem den triste grå skov, sammen med Dust. Det var hyggeligt. Og sjovt.
"Men jeg ved altså ikke, hvordan man håndtere en daggert," sagde hun og skar en grimasse. "I det hele taget, aner jeg intet om hvordan man betjener et våben." Hun lo. Våben og kamp var virkelig ikke Lilys stærke side. Hun prøvede altid at vige udenom de der store slåskampe, og selvfølgelig kunne man ikke undgå, selv at komme med i en en gang i mellem. I hvert fald ikke hvis man var Lily og til tider rap i næbet.
Hun havde prøvet det før. En gang. Eller måske to. Men det var med de bare næver. Aldrig havde hun haft et våben i hånden. Hun havde blandet sig i nogle store mænds forsøg, på at få en uskyldig pige med sig hjem, ved at putte et eller andet i hendes drink. De var virkelig blevet sure, også over Lilys næsvise kommentare, men hun slap godt fra det. Det gjorde hende pigen også, og Lily måtte indrømme, at det havde været sjovt, men det havde ikke været noget af det helt store.
Så var der en anden gang, hvor hun var blevet tvunget i kamp, også denne gang, fordi hendes ord ikke lige behagede en andens øre. Det var så en gang, hvor hun ikke slap godt fra det. Dype rifter og en skulder revet af led. Hun var stadig ikke helt klar over, hvad der skete den gang. Det passede heller ikke, at hun ikke havde haft et våben i hånden før. Hun havde en gang haft en kæde med en kugle for enden i hånden. Ingen idé om, hvad man kaldte sådan en. Hun ville have prøvet at slå fra sig, men det var totalt håbløst. Aldrig havde hun følt sig mere latterlig end da. Dypt ydmyget og til grin. Heldigvis var det fortid.
Lily så på Dust. "Du kan lære mig, at bruge en dagger. Mon ikke jeg en dag, vil få gavn af det?" sagde hun med et smil. Jo, så uheldig, som Lily var, så skulle hun nok få brug for det.

Dust smilede et følelses forladt smil, da hun sagde at det var en leg lige efter hendes smag fordi den var hård, det måtte betyde at dette rent faktisk kunne blive sjovt når først de kom ordentlig i gang med denne leg. Men at hun ikke før havde prøvet at håndtere en daggert, det undrede ham faktisk lidt da Dust havde spenderet halvdelen af sit liv da hvis ikke mere, med et våben i mindst en af hans hænder.
"Jamen så må jeg jo hellere lære dig hvordan man gør, for vi kan jo aldrig vide om du måske en dag kunne få brug for den slags viden!" sagde han roligt tænkende mens de fortsat gik fremad, gennem skoven forbi det ene triste grå træ efter det andet, men Dust lagde ikke lige just mærke til træerne da han jo var mere koncentreret omkring hans samtale med hende, end den stille stående natur omkring dem. Hun var jo en mulighed for en ny legekammerat, for ikke at forglemme at hun havde sagt han måtte lære hende brugen af en daggert, hvilket jo betød noget at lave som var udover hans sædvanlige daglige trummerum.
"Hvad siger du så til at vi starter din træning, nu og her så kan vi jo bruge denne spøjse lille leg, som en del af din træning da den jo er en god hjælp, i træning af præsition når man er i bevægelse?" spurgte han hende lidt tænkende, før han i en let bevægelse skubbede sin rejsekappe til side, og trak den normale daggert der sad i hans tykke bælte med det store dødningehoved bæltespænde.