Hjææælp mig (Sean)

Tid: Midt på dagen.
Omgivelser: Mange forbigående med mistroiske blikke.
Vejr: skyet.
Sted: Humvita.

Det havde været en lang rejse, men nu var hun har endelig. Hendes læber let presset sammen som var det fordi hun koncentrerede , men sandheden var at hadede for mange mennesker heldigvis var hendes øjne og næse skjult trygheden af kappes skygge givende hætte. Hun kunne ikke huske hvorfor hun havde rejst denne lange vej, men lysten til lære stedet at kende var helt forsvundet.
Bethany sank en klump imens hun kiggede på den pragtfulde åbning i muren som var kæmpe stor og nok havde taget flere tusinde år bygge, men det kunne også være at hun bare overdrev. Bethany havde vandret flere dage og havde kun overnattet nogle få steder på turen, så hvis man havde kunne se hendes ansigt havde kunne se store blå rander under øjnene.
Hun undertrykte en gabene som pressede sig på, hun måtte videre og af sted, folk var begyndt sende mistroiske blikkke og måske utålmodig. Hun forsatte ned byens mennske fyldte hovedgade før fandt mindre befærdet og en mere tiltalende gade. Bethany hadede mange for mennesker. Hun gik ind på kro for at få varmen, hun gøs smule trængte faktisk til bad, men lige som det var nu havde ingen penge, men det svært når hun ikke boede her faktisk havde prøvet søge alle de byer hun kendte til kroen var skummel og det var ikke sted hun ville være alt for længe, hun sank en klump satte sig ved et som langt væk fra de andre som var inde på kroen. Hun betragtede svagt sine omgivelser der var en mand som interesseret på hende, det var ikke noget hun kunne lide og da de fik øjnekontrakt gav det gip i hende og rejste sig op for gå, hun satte farten op da hun hørte at en stol skrabede imod gulvet fordi en rejste sig. Hun kiggede over skulderen så en mand som var høj, udover det havde muskler hans ansigt spillede der et rødt ar som gik fra under øjet på venstre side og til hagen.

Hun satte farten op idet hun kom ud, den varme luft føltes kvalmende og ulækker, hun forsatte ned drejede idet hun fandt mulighed for at flygte var det det hun gjorde hun ønskede ikke at kæmpe med mindre det havde noget med Arason, som hun havde valgt at beskytte, hun vidste bare at han havde brug for hende. Hun stoppede da gaden som var drejet ned af var en gyde, hun kiggede sig så at var lige bag hende. Hun bakkede end til hun stod med ryggen op til vægen. Hun gispede da hun opdagede at vedkommende var en dæmon, hun havde aldrig sådan rigtigt mødt en ondskabsfuld dæmon før hun overvejede at brede det bløde vinger ud og flygte.
Hun følte sig som en fanget dyr, hun kunne ikke lide det, hun trak vejret dybt og og var lige ved at hyperventilere. Hun havde det ikke godt når folk ville hende, følte sig bedst i flertal, men hun var alene. Hendes var heller ikke den bedste den var ikke den man bedst kunne bruge imod ham da hun kunne risikere at gøre ham vred.

Humvita. en stor og prægtig by, som bar præg af flere år med rigdomme. Et lukket, beskyttet by, fuld af mistænksomme folk der hurtigt ville pege de folk ud, som enlig ikke passede til her.
Det var længe siden han havde været her og høstede derfor selv nogle mistænksomme blikke, men andre huskede hans ansigt og ignorerede ham eller sendte ham et venligt smil. Men nu boede han jo også i en af de dyreste gader, i en stor villa som til hverdag blev passet af hans tjenestefolk. Dette var det eneste sted han trådte i karakter som en adelsmand, trods han mere...snuskede liv i de andre byer. Det var her han gemte sine rigdomme og styrede pengene. Og her han havde taget sin søn hen, efter han havde erobret ham tilbage. for han skulle knytte sig til dette barn.
Men barnet sov og en tjenestekvinde havde fået besked på at holde øje med dette spædbarn, så Sean havde forladt huset og taget ud i byen.
Denne dag havde han nogle lette hør bukser på og en hvid skjorte. Hans hår var redt tilbage, undtagen hans pandehår der var redt ned over panden som altid. han var ren og så rig ud, som han gik ned af gaden, med en lettere klirrende pose ved bæltet. Hans dolk var skjult. Han var ikke bange for lommetyve. Denne by arbejdede hårdt mod kriminalitet og selv hvis nogen gjorde, ville han være hurtigere og bedre end dem.

oh som han kom ned af gaderne, brugte han ofte gyderne som en genvej til andre steder i byen. Derfor lagde han også mærke til et ellers sjældent syn i denne by, en mand som stod truende nær en ung kvinde, som så ret hjælpeløs ud. I et øjeblik kiggede han bare på scenen foran ham, før han kom ud af skyggerne og befandt sig imellem dem, inden manden nåede helt hen til kvinden. Han konstaterede hurtigt manden var en dæmon, med et ar over ansigt, præcis som han havde 4 ar tværs over ansigtet efter en nightcan.
"Er der problemer her?" hans blik gik kort til kvinden, før det gled over på manden, som stoppede op. Sean var High inquisitor for dæmonerne. Denne dæmon ville være ret langt ude og skide, hvis han trodsede ham.

Bethany trak sig endnu mere sammen da den anden dæmon kom, den dæmon som fulgt hende her ind skulle lige til råbe af ham, om hvorfor fanden han blande, sig, men da vendte sig stoppede han, Bethany betragtede ham den anden dæmon var bange for, han lignede ikke den farlige type faktisk syntes Bathany at han lignede en som faktisk var alt Hun kiggede på sean. Hun betragtede den fremmede meget længe før hun stille og langs væggen prøve at glide ubemærket forbi dem. Manden var ved at give lang forklaring, som helt ikke passede hun stoppede og skulle lige til sige noget da dæmonen som jagte hende ind gyden kiggede på hende. Hun stoppede så brat som hun var startet. Hun kunne ikke lide ham, og det lyste ud af hende.
Hun valgte at kiggede hen på den Sean og tænkte på hvordan hendes forklaring skulle lyde, han havde jo en halskæde, men det var ikke en hun havde tabt. Hun kiggede svagt på sine fødder i håb om at de havde svaret. Hun stod længe at og kiggede på sine fødder og fandt ikke noget rigtigt svar ” kæden der er ikke min hr.” sagde hun der var noget over Sean som fik hende til at kalde ham hr. måske var det fordi han havde vigtig dæmon post, men han virkede jo ikke som en dæmon. Hun havde mest af alt ikke lyst til at være centrum for det. Hun kiggede på ham der stod med kæden, han skulede svagt til hende og lyste op i et smil.
Det måtte vise den anden at det ikke var hendes, faktisk var hun ikke typen som gik med halskæder, hun kunne bedre lide at gå armbånd hvilket hun også havde mange af, men det kunne han jo heller den sags den anden ikke vide. Hun havde ikke nogle armbånd på når hun var ude at rejse langt.

Hun mærkede hvor træt hun egentlig var og hun stod vippede lidt fra side til side, inden hun svagt gabte, hun satte sig ned for ikke at komme til vælte. Hun var også sulten og hendes mave knurre forfærdeligt og hun var sikker på at dæmonerne kunne høre hendes mave som snakkede højt. Hun ville ikke argumentér mere hun ville bare sove, hvis han fik den anden til tro kæden var hendes skulle hun nok tage den. Hun ville lade dem diskutere færdig imens hun sov.

//Sorry...men er simpelthen i tvivl om hvilken mand du mener hvornår og hvem der gør hvad...?//

// undskyld det lang tid at rette men jeg havde lige en grundforløbsprøve midtvejs//

Sean stod roligt og så fra den ene til den anden i et øjeblik, før den anden dæmon kom i tanke om rangsystemet og straks opførte sig yderst underdanigt. Og pludselig var han udnævnt til dommer i denne sag. Eller også ville den anden dæmon bare gerne undgå ballade, hvilket nok var mest sandsynligt. Han smilte svagt og med overkorslagte arme lænte han sig op af den nærmeste mur. Dæmonen kom en forklaring på en halskæde, mens kvinden benægtede det var hendes. Han var ligeglad med halskæden, den gjorde ingen forskel. Det var bare et smykke. På en tidspunkt løftede han sin hånd som tegn til at manden skulle stoppe med at snakke og han stoppede øjeblikkeligt.
"Hvorfor så lang en undskyldning?" smilte han roligt og så på dæmonen og derefter tilbage til kvinden, som åbenbart ikke fandt situationen særlig truende, i hvert fald havde hun sat sig og mindede mest om en der var ved at sove. Det irriterede ham. Hun kunne i det mindste havde virket lidt bange!
"Du har jo intet gjort galt. Du er på jagt. Jeg vil faktisk mene at hvis ikke du gør det, vil jeg straffe dig" smilte han og så på dæmonen lidt foran sig. Kvinden skulle nok lære at være bange.

Bethany anede ikke hvad det de to dæmoner snakkede om hun var allerede halvt væk det havde været en hård rejse og hun havde ikke fundet stedet sove, men det kunne vel lige så godt være denne gyde som det kunne være andre steder, men havde hun hørt hvad det de snakkede om kunne det godt havde været at hun havde fået vinger frem. Hun trak vejret som kort drag, hun var faktisk næsten kommet til drømmeland. Hun mumlede svagt søvne inden en smule adkavet vendte sig om, på siden så lå med kinden mod muren.

// undskyld dette korte svar men krea sucks//

//Okay...Kan forresten ikke huske hvad vi aftalte angående emnet, dengang det blev lavet, så håber det er i orden jeg bare...Ja, digter videre af fri fantasi. Bare sig hvis det bliver for meget eller du har en ide//

Dæmonen virkede nervøs et øjeblik, ved Seans ord. For hvad dækkede de enlig over? Bedømte han ham på en eller anden måde?
Sean personligt var blevet en del mere ligeglad med livet omkring sig, med levende folk og deres evne til at mærke smerte. Han var magtfuld, han var en Archdemon. Han var frygtet, magtfuld, stærk. Og prisen havde ikke været for stor. Et svagt smil lå på hans mund. Denne dæmon var jo åndssvag!
"Du har meget at lære. du opføre dig ikke som en rigtig dæmon. Jeg er skuffet" han rejste sig fra sin position og gik over til denne engel, der åbenbart sov. Det skulle hun fortryde, at hun ikke engang frygtede nok for sit liv, at adrenalinen eller automatisk lyst og spænding kunne holde hende vågen. Han lagde sin ene stærke arm om hendes ryg og den anden under hendes ben, da han løftede hende op og ubesværet begyndte at gå med hende. Han havde et sted i tankerne, et lille kælderrum hos en person som var for bange til at nægte det alligevel. Nægte han lånte kælderen.
Han så kort på dæmonen.
"Følg med" han begyndte at gå mod huset han havde i tankerne, med den sovende engel i sine arme...Og hans tanker gled tilbage til den gamle krig mellem dæmoner og engle, som havde været hårdt og forfærdelig for begge parter...Men samtidig var han glad for den havde været der, ellers havde han aldrig fået muligheden for at blive en archdemon.

Hun anede ikke hvad det var der skete men idet de stærke mande arme løftede hende op vångede hun en smule inden hun igen faldt hen, hvis hun allerede vidste der ville ske havde hun nok frygte for liv og ville hun havde været flygtet, men hendes hjerne var allerede pist væk forsvundet jordens overflade det betød at hun ikke kunne tænke klart. Hun åbende øjnene en smule for at nærstudere vedkommendes ansigt, hun ville gerne ned bevægede sig smule, men så kom lige pludselig i tanke om det var dæmoner hun havde med og blev liggende bum stille for ikke at gøre vred. Hun anede ikke at hun allerede havde præsteret at gøre ham vred. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre hvis hun engang havde vidst hvordan bekæmper dæmoner så var det væk nu. Hun måtte ikke vise dem at indvendig var ved pisse bukserne af skræk over hvor de var på vej hen. Hun betragtede Sean længe og kæmpede med sig selv om hun skulle spørge om hvor de var på vej hen. Frygten for at gøre noget forkert gjorde hende bange, hun betragtede ham ” hvor skal vi hen?” spurgte hun og hendes stemme knækkede flere gange inden hun blev færdig sætningen, så meget for at holde det skjult at hun bange, men kendte ikke så meget til dæmoner på grund af hendes hukommelses tab.
Dæmonen øjende Staks chancen og fulgte efter, han glædede sig til sin undervisning af Sean, det skulle nok blive sjovt, han vendte hovedet imod englen da hun snakkede, hun lød ikke som den modigest engel, hans øjne skulede vredt til hende. Nu skulle de vise hende noget respekt. Hun anede ikke hvor de skulle hen det samme gjorde han ikke, men det gjorde jo det så spændende når vidste det. Han var glad for at han stødt ind i denne engel, men at Sean var dukket op var næsten det der gjorde selve hele dagen til noget specielt. Han syntes dagen var god, men den ville helt klart blive bedre. Han svagt en glide gennem sit hår.
Det var ikke meget han havde hørt om Sean det meste var rygter, men skulle vidst være en ret nice guy, han kunne ikke fatte at det her skulle ske for ham

// det helt fint jeg tror ikke aftalte noget//

Han førte dem videre gennem nogle små gader, til de kom til et lille hus. Faktisk lejligheder, men det var lige meget. Det var kælderen han skulle bruge. han sparkede til døren, til nogen åbnede den. En høj, bleg og sikker fejlernæret mand åbnede. Hans lange hår hang i laser ned over hans lange ansigt. Han genkendte straks Sean og åbnede døren for dem. Sean trådte ind og gik hen af en lille gang, som endte i en trappe, som han førte dem ned af. Endelig kom de ned til nogle små rum. Et kælderrum til hver lejlighed. Sean gik ned for enden og skubbede en dør op...Og de kom ind i et lille, tørt og halv varm kælderrum. Der stod en stor, sømmet fast til gulvet og med reb eller kæder. Rundt om lå nogle tasker med udefineret indhold. Sean satte englen ned på stolen og begyndte at binde hende fast til den. Stramt nok til at det ville være lidt ubehageligt. Han lagde en hånd på hendes kind og smilte let, klappede hende blidt da han søgte hende øjne.
"Bare slap af, min pige. Du er lidt uheldig i aften, intet andet. Bare luk øjnene og det hele skal nok gå" hans stemme var blid. Men det hele var løgn. Det ville ikke gå. Nu skulle de more sig. på hendes bekostning.
den høje, blege mand var fulgt efter dem og Sean bad ham hente en spand vand, hvilket han straks gjorde.

Først nu havde hun opfattet omfanget af den fare hun var i hendes øjne på store af rædsel, hun vred i sine håndled hvilket bare fik til dem til gøre ondt, hun skulede vredt til den anden dæmon, hun sad saksen, hvad skulle hun gøre panikken bredte sig det han sagde om alt nok skulle gå beroligede hende ikke, hun var langt hjemme fra fanget sammen to dæmoner alene og fortabt, hun sikker på at det hjalp at råbe, men det forsøg værd, men turdet ikke hun sikker jo mere hun kæmpede imod jo mere kom det til gå ud over hende. Hun rystede svagt hovedet kiggede over på manden i håb om at sagde Sean og den anden dæmon imod, hendes hjerte hamrede højt og hurtigt hun sikker på at de kunne høre det, det morede dem sikkert. Hun trak vejret små gisp. Panikken var ved at overtage hendes krop. Hun havde aldrig været sådan situation, i hvert fald ikke en kunne huske ” hvad er grunden” fik hun fremstammet ud mellem gispende. Hun ænsede ingen gang den anden, hun ligeglad med ham det Sean hun aller mest bange for. Hun måtte fri, hun ville kæmpe med hver fibre i hendes krop. Hun ville ikke lukke øjnene hun ville se ham i øjnene lige end dette helved som lige var begyndt sluttede. Hun lavede stadig vrid i håndleddene i håb om at kunne komme fri hans reb.

han grinte let, da han med overkorslagte arme så lidt på englen foran sig. han overvejede lidt hvilken slags engel hun måtte var, men konkluderede så at hun nok var en almindelig engel. En skytsengel ville have slået igen, da de var skabt til at beskytte en person.
"Grunden? Et du faldt i søvn og at min dæmoniske ven her, ikke rigtig ved hvordan man er en ordentlig dæmon. så jeg vil give ham et hurtig kursus" smilte han roligt. Hendes panik var til at tage og føle på. Og han nød den, denne følelse af magt. At styrke. At hun intet kunne gøre...
"og nu..." han så over på den anden dæmon.
"...skal du gøre noget ved hende..." han gik over bag hende og lagde sine hænder på hendes skuldre, selv om hun alligevel ikke kunne flygte nogen steder lige nu. Den blege mand kom tilbage med en spand af koldt vand.
Sean var svagt opmærksom på englens beroligende aura, men den påvirkede ham ikke specielt. Men ville den påvirke hans lille ven her?
"Du har en spand vand. Du har nogle tasker fuld af våben og faktisk også torturredskaber. Led tingene igennem og find på noget at gøre hende. Nu ikke tøve, ellers afprøver jeg dem på dig først..."

Hun kiggede bedende på den anden dæmon det først nu hun kom tanke om ham igen, hun måtte gøre noget lysten til at gøre noget var der, men frygten for at gøre dem mere vrede var der også, hun ville ikke give dem hvad de have hun skulede svagt til dæmonen som nu gik hen til tingene, han ville ikke have det skulle gå udover ham. Han anede ikke hvad han ville gøre ved hende, men han skulle nok bevise at han var en god dæmon. Han fandt en kniv, men ledte stadig videre han ville gøre noget som ville kunne se på hende. Han forsatte med lede, han anede ikke hvad det var, men han ville få englen til at fortryde at hun nogen sinde havde mødt ham. Han smilede svagt vendte sig om imod englen. Han så hendes bedende blik, men ignorere det. Lysten til at gøre Sean tilfreds større. Han gik med nervøse skridt hen imod hende grinede svagt af hendes forsøg på at komme væk, men det var for sent hun fanget som lille fugl og han katten som skulle til lege med den inden den måtte give op.

Bethany betragtede ham imens ledte efter tingene, hun var ikke klar til give op hun bevægede hele kroppen for at få stolen til at vælte, hun gispede dog forskrækket da Sean satte sine hænder på hendes skulder, hun havde aldrig i sit liv oplevet dette, men var også ret ung og måske for naiv. Hun hvæssede svagt og bevægede stadig kroppen. Hun kunne godt se at dette ikke ville ende godt under alle omstændigheder. Hun kom til kigge ned på sine ben, han havde bundet dem, hun lyste op der havde hun sit våben. Hun gemte dog hurtigt det ansigt. For at de ikke skulle opdage at hun havde opdaget at hendes ben ikke bundet. Hun sukkede svagt for lige som at give den noget. Da den anden som kniven kom tæt nok langede hun efter ham med sine ben, hun sikker på at hun havde ramt ret godt for han begyndte grine. Hun langede igen ud efter ham, men denne gang undveg han med nød næppe ” så så lille engel nu skal du være ordentlig” svarede han og kom tættere på. Bethany ville ikke give og hendes sprak og blev ved.
Dæmonen kiggede på Sean hvad skulle han gøre? Men bredte dig sig vrede i kroppen som han aldrig oplevet før, han blev vred på englen og hendes dumme og irriterende Aura. Han hvæssede og marcherede frem af til kom tæt nok på ” enten så stopper du eller så kommer jeg til gøre noget som fortryde” svarede han vredt. Han tog kniven og pressede den svagt imod Bethanys arm. Bethany standsede med det samme og rystede på hovedet ville han virkelig skære i hende. Hun kunne mærke at tårende pressede sig, men nægtede at græde, hun gemte tårene ved kiggede vredet på ham på ham ” fint så stopper jeg, men ved begge at du skær alligevel” hendes stemme lød hård og kold det overaskede hende hvor vred hun kunne blive. Da kniven sank gemmen hendes hud mærkede hun ikke den brændende fornemelse starten, men efter noget tid gjorde det så ondt at hun igen prøvede at komme fri hvilket bare betød at såret armen blev dybere og længere end Dæmonen havde regnet med. Bethany skreg smerten hun havde aldrig oplevet lignede og alligevel vidste hun at hvis Sean kom til ville det blive meget værre.

Sean holdte fast, men hjalp ikke til, da englen sparkede ud efter ham. Det var med vilje han havde ladet være, så dæmonen ville huske virkeligheden og huske hvilke ting man skulle huske, hvis man ville fange en person og gøre denne noget. Han så lidt til, da dæmonen valgte en kniv, og hvordan han undveg englens små spark.
"Er du bange for blå mærker?" drillede han let, for at få dæmonen til at handle lidt mere, lidt hurtigere. Han havde jo ikke hele natten!
Endelig kom dæmonen tæt på og skar ind i hendes arm. blodet begyndte at løbe ned af armen på hende og hendes forsøg på at slippe for det, fik bare kniven til at bore dybere. Englen var tydeligvis ikke særlig van til smerte, for hun skreg allerede og de var jo kun lige begyndt!
"Mener du det eller hvad?" spurgte Sean med et lille smil. I et kort bevægelse tog han kniven ud af hånden på dæmonen og holdt den hen foran englens ansigt, så hun kunne se sit eget blod på den. Så lod han roligt knivspidsen glide rundt langs kanten af hendes øjne, så hun var tvunget til at sidde stille, for at han ikke skulle prikke hende i øjnene.
"Aldrig mere sove, når en dæmon kommer for at spise dig. Det er ikke passende!" Smilte han roligt. Han vendte hurtigt kniven om og lod den fare nedad, hvor den snittede i hendes ene ben i et rent snit. Han tog straks kniven til sig igen.
"Tortur virker bedst hvis man har en grund til den. For at få oplysninger eller lære folk noget" smilte han kort til den anden dæmon og gav ham kniven tilbage. Han gik over og tog spanden med koldt vand. i en hurtig bevægelse hældte han hele indholdet ud over englen...

hvis det var undskyld han ville have så fik han det, hun fnøs da sagde totur var noget der var til enten at få oplysninger eller folk noget. Det var ikke sant. Hun mærkede at han gav slip på hendes skulder, hvad skulle der nu ske. Hun sparkede en gang til ud efter den anden dæmon, men stoppede brat da hun så at Sean tog kniven fra ham. Det betød azt han ville gøre noget, blodet stivende i hende og hendes krop gav mere efter for den. Hun nægtede dog stadigt at giv efter for deres ønsker. Så længe at hendes tøj var på havde hun intet at frygte. Hun skulede til i det han proppede knive i hendes ansigt. Hun sad helt stille da kørte den rundt under hendes øjne. Hun kom tanke om at ikke stod bag ved hende. Hun kunne måske brug det til hendes fordel. hun nåedeikke tænke mere over det før det kolde vand ramte hendes krop, hun lukkede automatisk sine øjne for ikke at få vand i dem. Hun gispede da det våde og kolde vand trængte ind til huden. Efter at vandet var færdig med løbe af hende kiggede vredt på Sean hvis bare kunne komme fri havde hun vrede kastet sig over ham. Hun følte sig udsat og svag. Hun trak stadig vejret hurtigt på grund af chokket over det kolde vand. Hun havde helt glemt såret på hendes ben som nu så voldsommer, faktisk havde hun ikke opdaget det " hvad er det du vil ha" sagde vredt og frustret over ikke at kunne slå igen. Hun bed sig svagt læben, hun følte sig som en prøve kuld, en der kune skulle bruges fordi lige havde været der hvor Sean havde været. Hun betragtede svagt den anden dæmon da lænede sig frem imod Sean.
Dæmonen hviskede svagt " har du noget salt?" hviskede han spørgende, han vidste hvor meget det ville svie hvis han puttede det i hendes sår, han slet ikke færdig han havde fået så meget blod på tanden at han ville forsætte længe.

Han så lidt på englen og nikkede lidt for sig selv. Godt, nu begyndte hun at åbne munden. Det var et godt tegn. Hvis hun forblev stille hele tiden, ville han først blive bekymret, men de fleste spurgte eller råbte noget over det der skete, fordi det gjorde ondt og måske også fordi de fandt det uretfærdigt. Men nu han jo ikke retfærdighedens engel.
han smilte lidt til den anden dæmon, da han så på ham. Salt. God ide. Han nikkede let og bankede på døren, som lidt efter blev åbnet. Den blege mand kiggede ind.
"Salt. " kommanderede sean og manden nikkede og forsvandt.
"Lad os finde på noget at spørge hende om. Vi kan lige så godt udnytte dette, måske ved hun noget interessant" og så kunne de bruge tiden, hvor de ventede på salten, til noget fornuftigt.
"Hm...Lad os starte i det små. Hvilken slags engel er du?" han så lidt på englen, som ikke så helt glad ud. Faktisk lidt vred. Ærgerligt, for hende. De ventede lidt, så kom den anden mand igen og gav dem en lille pose. Sean tog imod den uden at kigge p åham og han forsvandt hurtigt igen, lukkede døren efter sig. Sean kiggede ned i posen, som var fuld af fint salt. Godt.
han rakte den anden dæmon posen.
"Du får æren. Det var jo din ide" smilte han roligt

Dæmonen spurgte hende virkelig om hvad hun var, smilede svagt det kunne være en sejr, hun betragtede svagt Sean og nægtede at sige noget faktisk kiggede hun bare da hun så posen som den blege og sikkert syge var kommet med og den blev givet videre til den dæmon som var skyld i at hun var kommet til at sidde den kattepine. Hun lyste op og brugte sine ben, selv om det gjorde ondt i det ben Sean havde skåret i hun vælte stolen. Hun kunne måske finde noget nede på gulvet hun skære sig fri med. Den første gang hun satte benene i jorden. Vippede den ganske stille. Hun prøvede igen og denne gang vippede stolen noget mere. Hun ville ikke have ham tættere på, men der skulle værre midler til vis de skulle få hende til at knække, hun anede ikke hvor hun havde fået den kampgejst var bare kommet. deT smadre uretfærdigt at hun sidde her i et kælder rum sammen med to irriterende dæmoner som troede de ejede hele verden . Hun betragtede endnu en gang Sean hendes blik lynede og det var tydeligt at se hun hadede ham. Hun smilede hånligt inden væltede stolen. Det ærgrede hende at hendes hånd flader vendte forkert. Hun kiggede op loftet, dette kunne ikke være godt. Hun havde kun det ene ben som virkede optimalt og det var sikkert at hun kunne forsvare sig med det ben, nu ville det havde været smart vis hun havde en evne, men det hun ikke noget af som kunne bruges.
Dæmonen bar posen med salt som var det noget dyrbart, han blev smule forskrækket da stolen væltede, men han var hurtigt til at gemme det skræmte væk inden han forsatte imod hende. Et svagt smil bredte sig over hans læber, han vidste godt at hun ville knække på et eller andet tidspunkt ” du lige så godt fortælle os det for du knækker på et tidspunkt” sagde han med en stemme som var så hånlig at det fik Bethany føle sig mindre værd. Han forsatte hen imod hende blev ikke overrasket denne over hendes angreb med hendes ben. Han greb fat i det sårede ben tog godt med salt i hånden, det rørte ham ikke at hun bevægede benet han gned salt ned såret som stadig blødte. Han gik derefter hen bag ved hende og rejste hende op hældte mere salt i håndfladerne gned så ind i hendes arm. Han grinede kort før han pressede på hendes kinder så munden åbende og hældte noget af indholdet i posen i hendes mund. Han vendte sig imod Sean og rakte ham Salten.
Bethany hostede idet Salten blev tvunget ned i hendes mund, sårede brændte og hun kunne næsten ikke få vejret. Små tårede løb ned af hendes ikke fordi at ked af det, men fordi hostede det var helt forfærdligt. Smagen af salt gav hende kvalme og gjorde utilpas, men vidste godt hvorfor at han havde gjort det for det ville snart gøre hende tørstig. Det lykkedes hende at spytte det meste ud imens rev efter vejret kiggede nu op på den dæmon som givet hende salt i sårende og munden ” aldrig det er min fordel” sagde hun bare og blev afbrudt da hun igen hostede.

Sean lagde armene over kors os så lidt på englen, da hun af en eller anden grund væltede sin stol. han kunne ikke helt gennemskue hvad hun ville opnå, de nærmeste våben lå nogle meter fra hende. I stedet kiggede han bare på at den anden dæmon gned salt i hendes sår, bogstavlig talt. Og tårerne der gled ned af hendes kinder. enden af smerte over salten eller ved det uretfærdige i denne situation. Stædig engel...Men det skulle de nok lave om på. Sean tog imod salten da den blev rakt til ham. Hvad mente hun lige var hendes fordel?
"Jeg tror vi må til at gøre lidt mere alvor skade...ramme hendes nerver så hun vil skrige os om at stoppe..." sagde han kort som om det var det mest naturlige i verden.
Han satte salten ved siden af døren og åbnede en af taskerne og ledte den igennem. endelig fandt han det han ledte efter. en syl af en slags, en forholdsvis lang og spids metalsyl. Han rejste sig op og gik over til Bethany.
"Find noget reb og bind hendes ben. Jeg vil ikke komme til skade når hun utvivlsom må krumme sig sammen af smerte...For du ved vel at dine tænder er nært forbundet med nerver ikke?" smilte han, det sidste var ment til bethany.

Hun betragtede Sean og den syl han kom med hun sparkede panisk ud efter alt der kom nærheden af hende ” nej gå væk” svarede hun, han skulle ikke røre hendes tænder, men hun ville stadig ikke fortælle hvad hun var. Hun flyttede hovedet væk så godt hun nu kunne imens sparkede. Hun kiggede over på den anden dæmon med et bedende blik, han kunne få det til at stoppe. Hun vidste at han kunne få det til at stoppe. Hun anede ikke hvad skulle gøre, men sige det ville hun ikke. Hun kiggede til da dæmonen nikkede og ledte efter rebet. Hvorfor skulle hun altid møde disse fyre. Hun kiggede da dæmonen kom imod hende med rebet. Hun begyndte ryste på hovedet med voldsom kræft ” nej stop” sagde måtte flere gange kvæle den gråd som pressede sig hun var bange nu og det lyste ud af hende at hun var i tivil. Hun bange for at Arason kom til skade. Hun ligeglad med sig selv, men hun kunne aldrig tilgive sig selv skete Arason noget. Hun sparkede ikke da Dæmonen med rebet svang rebet rundt om hendes ben. Hun vendte blikket imod Sean ” jeg er en skytsengel jeg har ikke fundet den jeg vil beskytte i nu” løg hun for at sikker sig at Arason ville være sikkerhed. Hun mærkede et fornyet håb og håbede virklig at de ville købe den

Han så til mens dæmonen prøvede at binde hende ben, den måde hun så panisk sparkede ud efter ham og græd. Sådan en sødme...Sådan en kontrol og magt! Det steg ham lidt til hovedet, det indrømmede han gerne.
Han smilte let og stod foran hende, da hun snakkede. hans mørke øjne hvilede direkte på hende...Skytsengel...det troede han på...Men alligevel var han overbevist om der var noget hun ikke fortalte.
"Endnu ikke fundet din person at beskytte? åh..." han smil voksede let.
"...Hvorfor tror jeg ikke på det? Jeg spørger dig en gang. Er du helt sikker på du ikke beskytter nogen?" det var sjovt det her. Enlig havde hun ikke gjort noget, men det her, det var så sjovt! Og mere spændende end han troede det ville blive. Da dæmonen var færdig med at binde hendes ben, rakte han ham sylen.
"Hvis hun svare forkert...Vil jeg gerne se dig påføre hende smerten. Ned mellem tænder og tandkød, ned til nerverne...Folk vrider sig så sjovt" smilte han koldt

Havde hun virkelig gjort dem så vred? Hun anede ikke hvad hun havde gjort forkert, da nævnte at han ikke troede på hende gav det sæt i hendes krop, men hun kunne ikke risikere at der skete nogen andre end hende selv noget, igen mærkede hun afmagten ved sidde i denne stol. Hun sukkede svagt nikkede hun var sikker selvom at det løgn. Hun ville heller død end at være skyld i at Arason ville komme fare. Hun sukkede og bed tænderen så hårdt sammen at hendes læbe begyndte bløde. Hun måtte ikke røbe noget lige meget hvor ondt det ville komme til at gøre, vis han skulle påføre hende smerte måtte han tvinge hendes mund åben, hun ville ikke åbende den frivilligt. Dæmonen nærmede sig med langsomme skridt. Hun vendte sit blik imod ham hendes blik nærmest bedte ham om stoppe, derefter sendte hun Sean det samme blik. Hun ønskede ikke at det skulle forsætte, hun havde jo intet gjort. Hun fjernede blikket og rettede den imod jorden, inden længe ville det gøre ubeskivligt ondt lukkede øjnene og ventede på at ville gøre det han skulle gøre. Bethany ville ikke røbe det for dem for det ville gøre hende svag.

Han så kort på hende og den måde hun selv påførte sig smerte og blod, ved at bide sig i læben. En sjov tendens folk havde, personligt stoppede han altid inden: der var jo enlig ingen grund til det. han ventede på den anden dæmon gjorde det, men da han åbenbart ikke reagerede, tog han selv fat i sylen og gik bestemt hen til hende. Han greb fat om hendes hage og så hende ind i øjnene. tingene havde virkelig forandret sig...Normalt ville han ikke have noget imod dette, selv om han ofte fik andre til det, men nu stod han her med en fremmed kvinde, bare fordi han ville! Og han følte intet ved det...Det var så...berusende! Camilles vrede ansigt, Nephs tårer....Det betød intet længere. Han følte ikke rigtig længere. Mere.
Han pressede sine fingre mod hendes tænder og vred hendes mund åben. Fine tænder. Synd.
"Tænk dig om en ekstra gang, sweetie. Jeg vil ikke tøve med at se dig vride rundt af smerte. Tro ikke jeg stopper." hans mørke øjne borede sig ind i hendes, som ville de sikre sig hun aldrig glemte dem.
"Du har været ret uheldig i aften. Du var den person jeg tilfældigvis kom i nærheden af. nu må du overveje om din lille ven er værd at være stille for..." han smilte svagt, inden han tog sylen og mens han kæmpede for at holde hendes mund åben uden at blive bidt, borede han sylen ned i hendes tandkød, ned langs tænderne.

//Igen: du siger til hvis det er for meget eller vi skal stoppe det her //

// jeg skal nok sige fra vis det bliver for meget, men ligenu synes jeg ikke at vi skal stoppe//

Dæmonen bakkede en smule da Sean tog sylen fra ham gik hen til englen, hans øjne bleven smule store, men det varede ikke længe før han fik sit stenansigt igen, han følte en trang til at behage Sean og han ville virkelig gerne passe ind i Seans billed af barsk. Han betragtede englen. Nu varede det længe før hun knækkede han kunne mærke det. En glæde ved at englen skulle lide bredte sig i kroppen, dog var glad for at det var Sean og ikke ham selv der skulle udføre dette, men det betød jo ikke at ikke kunne suge til sig af viden.
Bethany rystede på hovedet, hun kunne ikke få sig selv til det, hun stoppede automatisk da han holdte hendes hoved. Hun skulle lige sig at det sige noget, men kunne ikke. Smerten ved tabet af den hun passede på kunne ikke måle sig med den han lige om lidt ville påføre hende. Hun var tvunget til at se på det uhyre han var monster. Hans øjne var skræmmende hvis dog bare hun kunne komme væk. Tårede trillede svagt af afmagt og håbløshed hun kunne ikke gøre andet end se sylen som banede sig vej imod hendes tandkød. Først mærkede hun ikke rigtigt noget, men lidt kom den brændede smerte, vis ikke det var fordi han holdt fast i hendes mund, havde hun skregen, men kunne ikke, hun turdte ikke fordi hun var bange for at sylen ville gøre mere skade end vis lod være. Hun regnede ikke med kunne blive værre.
Men hun kunne jo tage fejl, hun ventede på at give slip så kunne bruge sin mund, den metaliske smag af blod fyldte hendes mund smerten var ikke til at holde ud. Hendes aften skulle havde været god hun skulle havde mødtes med forretningers patner, for hendes bedste. Hun trak vejret kort adkavet. Sylen gjorde hende bange for endda at trække vejret.

Bethany som godheden kunne ikke forstå hvorfor andre kunne være så grusom, hun undrede sig over at faktisk kunne lide det hun kunne nemlig aldrig drømme om atgøre nogen fortræd, selv ikke et dyr. Eller det sige hvis den ville hun godt kunne slå et dyr ihjel. Hun havde lige lært sin rigtige familie kende, hun sendte dem sine varme tanker. Hun lukkede øjnene tænkte sig langt væk. Smerten blev dog ikke mindre og til sidst måtte kroppen give op, den bevægede sig i små vrid. Hun åbende øjnene og kiggede bedende på ham. Hun ville have det skulle stoppe nu.

han blev ved ind til den nåede ned til nerverne og han viste præcis hvornår det var, for hendes udtryk ændrede sig og blev fra kæmpende, til et der følte smerte. Og til sidst et der var ved at give op og bare ville have det til at stoppe. Blodet lød ud over hendes læber et øjeblik, før det meste gled tilbage og ned mod halsen.
"Ved tortur er det vigtigt at blive ved lidt over grænsen. så de forstår smerten og ved man bliver ved til de faktisk siger det og ikke kan få det til at stoppe før..." sagde han. dæmonen bag ham kunne lige så godt lære det. han havde ikke virket glad for det her og han var lidt skuffet over ham. Måske skulle han selv have en tur?
Han rykkede lidt i sylen for at få smerten til at blive så slem som muligt. Han fornemmede hun ikke turde bevæge sig, selv om kroppen kom med små nyttesløse ryk. Den måde hun klynkede på og så bedende på hende. Han smilte og så hende ind i øjnene.
"Nu leger vi en sød lille engel og svare på mine spørgsmål, gør vi ikke også?" smilte han roligt og trykkede kort sylen lidt dybere ned i kødet, før han hev sylen tilbage og ud af munden på hende. Han slap hende. Hans hånd gled gennem luften og slog hende på den side af ansigtet, hvor han havde brugt sylen.
"hvem er du skytsengel for?"