Who are you? //Sajro//

S: Skoven
V: solen skinder og det er varmt i vejret
Å: Sommer
T: 12:30
O: Træer

Luce havde for første gang i lang tid begået sig ud i en skov frivilligt. Sidst hun gik i frivilligt i en skov var den dag hvor...hun kom til at dræbe en...hun holdt ufatteligt meget af. Hun så sig usikkert omkring, hun undrede sig over hvorfor hun havde gået ind i en skov efter så mange år. Hun gik lidt længere ind i skoven. Hun så op mod solen som skinnede ned igennem træernes kroner. Solen fik hendes blå/lillae skær i huden til, at komme noget mere frem, hun krympede sine mørke drageøjne sammen i det hun får solen i øjnende. Hun havde sin blå top som gik ned til liv under hendes numse og havde et par lette trekvartbukser på. Hendes sorte lange hår svævede blidt i vinden. Hun kiggede sig omkring og fandt et træ der var væltet, hun lagde sit hoved lidt på skrå og gik hen til det. Hun satte sig stille på det og lagde sit hoved bagover, hun lukkede sine øjne og nød solens varme imod sit ansigt. Den blide vind kærtegnede blidt hendes kinder. Hun havde savnet, at mærke vindens blide brise imod sin kind og skoven som var så dejlig fredlig. Men hun havde det som om der var noget eller nogen som iagtog hende, men hvad eller hvem der var viste hun ikke. Hun skød tanken fra sig og valgte i stedet og nyde den ro der var her ude i skoven.

Sajro kom stille travende gennem skoven med tunge hårde skridt. Han havde været på jagt men han havde ikke ligefrem fangeet noget og det gjorde ham egentligt en smule irriteret når det kom til stykket. Han kiggede stille rundt og lagde mærket til en ung kvinde ved et væltet træ...

''Og de er?''

Han havde bevæget sig rundt i nogle træer og var nu landet foran hende og kiggede bare på hende. Han tårnede sig over ehnde som en kæmpe i manges øjne og han vidste det godt, og at mange fandt det intimiderende.

''Og hvad laver de her?''

Hun hørte noget komme travende og åbnede sine øjne. Hun kiggede rundt og så en fyr som hun aldrig havde set før. *Så er freden forbi* tænkte hun. Hun kiggede op på ham med sine mørke drageøjne da han stod foran hende. Hun havde ikke rigtigt lyst til, at fortælle ham hvem hun var, men alligevel han ku ikke være så slem som alle mulige andre fra hendes fortid. "Er Luce Trieetence og er her fordi jeg trængte til noget fred..." Det var nu ikke helt sandt at hun var der for at få fred. Hun var der nu mere for at prøve og vænne sig til, at kunne være i en skov igen. "Hvem er du så og hvad laver du her?" Hun kiggede bare på ham som var han bare en af mange folk som ville vide hvem hun var.

''For at få fred siger du? Jamen så er det en ret dum ide at gå i skoven... Er du ikke særligt klog? Skovene er nok et af de mest befærdede områder... Så hvis du vil have freed så bliv hjemme i dit hul lille mus.''

Han sendte hende et blik, der var koldt men under det var der noget der tydede på at han var irriteret og gnaven. Han kiggede så bare stille rundt, og trak på skuldrende der var jo egentligt ikke nogen grund til at han skulle fortælle hende hans navn.

''Se det er et godt spørgsmål, som jeg ikke kan se hvorfor jeg skal svare på.''

Hun havde godt nok svaret ham, men han havde jo ikke sagt det var noget hun ikke måtte undlade, så han følte sig på ingen måde forpligtet til at gøre det.

Hun rullede med øjnene irriteret og ignorerede han mere eller mindre flabbede kommentar. Hun så op i solen igen og lukkede sine øjne. Hun begyndte at kunne mærke en følelse af vrede komme boblende i hende, som dengang folk snakkede i krogene om hende på sin gamle skole. Hun var træt af at folk skulle snakke sådan til hende.
Hun mærkede at han kiggede på hende, så hun åbnede sine øjne og så på ham "Det må du selv om, om du vil fortælle det eller ej" Hun så bare roligt på ham. Hun rejste sig op og så på ham "Rart at møde dig...men jeg må altså videre nu" eller var det nu rart at møde ham? Hun kom her ud for at kunne vende sig til skoven igen.
Hun vendte ryggen til ham og begyndte og gå stille og roligt længere ind i skoven. Hun kiggede sig ikke tilbage for at se om han fulgte efter hende eller holdt øje med hende, men hun kunne ikke se nogen grund til, at blive og se på en fremmed fyr som ikke en gang ville sige hvem han var.

''Må du videre? Allerede? Er du en af dem der er blevet opfostret til at alle fremmede er farlige og at du skal frygte alt og alle?''

Han gik bare efter hende. Han var typen der ikke bare lod sig stoppe og slet ikke hvis han kunne se en mulighed for at irritere folk. Han kiggede rundt omkring sig mens han stille gik og bare for at irritere hende.

''Forresten skal du måske passe på? Du virker så lille og svag så pas nu på der ikke pludseligt er en gren der hvor du vil sætte foden...''

Hans stemme var alvorlig og seriøs som han gik der og snakkede til hende.

Hun stoppede brat op da hun kunne høre hans trin bag hende. Hun vendte sig imod ham og så op på ham "Jeg kan ikke se hvad min baggrund kan intressere dig for." Hun fik det dårligt af, at deres samtale var ved at give en drejning mod det hun faktisk flygtede fra, hende selv. Hendes fortid.

Hun vendte sig om og gik videre og håbede på, at han holdt op med at forfølge hende, men hun var åbenbart ikke så heldig som hun havde håbet. Hun kunne fortsat høre hans skridt bag hende. Hun stoppede så op igen og så ikke imod ham denne gang. "Kan du ikke være ligeglad med om jeg kommer til skade eller ej? Du kender mig ikke en gang så hvorfor være så beskyttende?"

hun var ved at blive godt træt af ham her fyren. I et kort øjeblik overvejede hun bare at vende om og gå lige hjem, men hun ville ikke være en bangebuks længere! Hun ville videre med sit liv. Hun ville være den samme som hun kunne for lang tid siden.

''Fordi det er morsomt... Du er alt i alt grinagtig hvis jeg skal være ærlig.''

Han grinede stille af hende, og han kiggede stille på hende og fulgte bare stadig efter hende og han kunne ikke lade være med at le af hende da hun spurgte hvorfor han skulle være så beskyttende, åååhhh hun havde ikke set ham når han var beskyttende...

''Undskyld... Så du vil faktisk ikke have noget imod det her?''

Han spurgte og på samme tid kastede han en rimelig stor kævle til hende og kiggede bare på hende mens den kom flyvende imod hende gennem luften, og han glædede sig til hendes reaktion.

Hun rullede med øjnene af ham og vendte sig imod ham. Hun så rimelig irriteret på ham. "Ikke for at være uhøflig eller noget men han du ikke bare lade mig være? Har nogle ting jeg skal tænke over" Hvorfor skulle han overhovedet vide det der? Det ragede ikke en gang ham hvad hun skulle.

Hun så lidt på ham da han tog den store kævle og undrede sig lidt over hvad han skulle med den. Idet hun så han kastede den imod hende, flyttede hun sig nogle meter til siden. og kiggede efter lævlen som fløj forbi hende.

"Har ikke lyst til at lege med dig idag måske en anden dag" hun så bare på ham uden at trække en minde. *Ja sikkert, gider ikke bruge tid på ham her mere* tænkte hun og så sig lidt rundt i skoven, for at se om der var et sted hun kunne sætte sig. Hun så et stub og gik hen og satte sig roligt på den. Hun så hen imod den fremmede fyr.

''Så længe du opholder dig et offentligt sted har jeg lov til at være i nærheden af dig, og sige og gøre som jeg vil... SÅ nej egentligt gider jeg ikke lade dig være.''

Han trak bare på skuldrende og gik stille og roligt efter hende. sendte hende bare et stille smil, og han lod hende på intet tidspunkt bare gå fra ham nej han var efter hende hele tiden. Han grinede lidt som han gik bagved hvilket lød mest som om han grinede af hende.

''Efter den type du virker har du ikke lyst til at lege med nogen, fordi du er en kujon og er bange for alt og alle du ikke ved hvad er.''

Han grinede bare af hende, en smule hånligt endda.

''som et spædbarn der har mistet sin familie''

Hun så irriteret på ham. Han havde jo ret i det han sagde, hun havde mistet sin familie og hun havde mistet sine venner. Hvordan kunne han ramme så plet? Hun hadet, at han viste så meget om hende, uden at have hørt noget om hende. Hun så, så ned i jorden. "Du kender mig ikke eller noget om mig uden mit navn, ergo du kan ikke sige hvad jeg er for en type."

Hun satte sig på den modsatte af stubben så hendes ryg var imod ham. Hun gad ikke og se på ham. Hun prøvede og ignorer alt hvad han sagde om hende, men det lykkedes ikke rigtigt for hende for han havde jo ramt plet, med alt det han sagde om hende. Hun viste allerede at hendes fortid vil forfølge hende, ligesom han gjorde nu.

Hun hadet sig selv for, at være sådan der. Hun forbander hun ikke lod sig blive dræbt dengang, af dem som hadet hende så meget. Hun havde slået en ihjel og det var ikke engang med vilje, at hun havde gjort det.

''Bare fordi jeg ikke kender dig kan jeg stadig bedømme hvilken type du er udfra dine handlinger som tyder lidt på at lige nu har du mest af alt lyst til at gemme dig ind mod brystet af en person du holder af og som holder af dig... En person der kan få dig til at føle dig tryg...''

Han kiggede bare på hendes ryg da hun vendte sig rundt, da han jo ikke havde nogen grund til ikke at kigge på hende som hun lagde der. han smilede stille for sig selv og fortsatte bare roligt sin tale strøm.

''Hvorfor du er så tryghedssøgende ved jeg ikke... Om det er fordi du er bange for skoven, mig eller om du bare aldrig har fået denne tryghed ved jeg heller ikke.''

Hun vendte sit hoved imod ham "Tryghed har jeg aldrig haft brug for, har altid holdt mig væk fra andre" han havde ret i at hun var bange, men skoven var hun bare usikker på, ham var hun bare irriteret på og at gemme sit hoved ind i et bryst havde hun heller ikke rigtigt lyst til. Hun ville bare have at han lod hende være og lod være med, at ramme plet på alt om hende. Hun var stortset bange for sig selv.
Hun så væk fra ham igen, hun undrede sig over hvorfor hun ikke bare havde gået fra ham og ignoreret ham fuldstændig. Hun magtede ikke, at diskutere hendes liv med ham. Hun var faktisk et sted hun havde nægtet og været i, i flere år og det var hun faktisk stolt over og det at der ikke var nogen i nærheden hun holdt af, gjorde hende ret tryg, for så kunne hun ikke slå flere ihjel hvis hun pludselig gik i sin drageform igen, selvom hun svor aldrig at gøre det igen, men hun viste hun måtte videre med sit liv, på den ene eller den anden måde.

'''Ergo har du aldrig haft det... Et vært væsen der er vokset op har om de mener det eller ej både haft brug og stadig brug for tryghed og omsorg fra nogen... men folk der aldrig har haft det vil have en tendens til at sige de ikke har brug for det fordi så kan de bedre nare sig selv til at tro de har haft et bedre liv end de måske har haft.''

Han kiggede bare på hende og trak stille på skuldrende inden han satte sig op af et træ og kiggede på hende stadig, og afventede hendes reaktion. Han fandt altid folk der benægtede at basale ting var vigtige som morsomme...

''At du altid har holdt dig fra andre tror jeg ikke på... Tror du har været udstødt og at du så har valgt at sige at det var dig der tog afstand til dem?''

Hun så hen mod ham "For at være ærlig har jeg haft en god barndom, men det ændrede sig for mange år siden. Har derfor ikke haft brug for tryghed siden det ændrede sig." Hun undrede sig over hvorfor hun fortalte ham det, det ragede ikke en skid ham! Hun så ned i jorden. Hvorfor snagede han så meget om hende? Han kunne alligevel ikke ændre fortiden og hun kunne alligevel aldrig tilgive sig selv for det hun havde gjort.
Hun så opgivende hen imod ham, hun kunne lige så godt indrømme det ligesom han bare sad der og ramte plet ved alt om hende "Du har , jeg blev udstødt dengang, men valgte ikke at sige det var mig der holdt mig fra dem. Jeg har bare valgt ikke at søge tryghed eller noget hos andre. Siden dengang..." Hun så lidt ned i jorden og fortsatte "Jeg gik fra at være elsket af alle til at blive hadet og frygtet af alle fra den ene dag til den næste"
Hun forbandede at hun fortalte ham det, men han lod hende åbenbart ikke være før han fik det at vide.

Egentligt var han fuldstændig ligeglad med at høre om hendes baggrund og livshistorie den betød ikke ligefrem ret meget for ham. Han havde ikke mere at sige selvom hun nu sagde og påstod hun ikke havde brug for andre.

''Men stadig påstår du at du ikke har brug for andre eller brug for tryghed... hvilket jeg desværre kan fortælle dig er en løgn... Hvorfor tror du at du plaprer løs til en fremmede som endda irriterer dig? Fordi du tranger til at skulle ud med det.''

Han sendte hende et kort smil, kort var det varmt og venligt men så blev det neutralt endnu engang. Han grinede over hende fordi han ikke længere kunne være venlig... Det havde skabt ham problemer og derfor var han kold.

Hun så bare kort på ham og rejste sig. Hun gik hen mod stien hvor hun kom fra, hun stoppede kort og trak på skulderen "Når man ikke må tænke i fred er man åbenbart nød til at tænke højt for man får fred" Hun så kort på ham og gik så videre mod udgangen af skoven. Hun gad ikke høre mere på hans snak. Hvorfor stoppede han hele tiden? Hvad er det egentlig han ville opnå ved at forfølge hende? Hun så kort op mod himlen imens hun gik, hun kunne se noget af himlen fra træernes grene. Hun så lige ned igen og gik videre.

''Nej det er man ikke medmindre man som dig er lille, svag, bange, alene, forladt og uelsket.''

Han sagde det ligeud som hun havde stillet det op for ham omkring nogle få minutter siden, fordi han var jo nød til at blive ved, grunden til han gjorde det var fordi han kunne ikke lade være med et eller andet sted at være venlig, og han var venlig på denne måde, ved at tvinge og presse folk til at komme videre og henover nogle af deres problemer...

''Så det er derfor jeg mener du mangler en person... Du har sikkert en du føler dig tryg ved og denne mangler du?''

Hun stoppede op og så ned i jorden. "Du forstår det ikke...Du kommer ikke tilat forstå det" men jo der var en hun følte sig tryg hos, men hun kunne ikke se hvad det ragede ham. Hun kendte ham ikke en gang og hvorfor skulle hun så fortælle ham mere end han allerede viste? Hun så om på ham "Hvorfor kan du ikke bare lade mig være? Du kender mig ikke en gang og jeg kender ikke dig. Kan virkelig ikke se hvad det ragede dig om jeg havde nogen eller ej"

Hendes sorte hår flavrede ind over hendes ansigt så hendes ansigt blev på en måde skjult pga hendes hår. Hun lod det flavre foran sit ansigt. Hun ville ikke have, at han så hvor meget af det han havde sagt til hende egentlig havde på en måde ramt nogle gamle følelser og gravet dem frem igen. Man kunne kun akkurat skimte hendes mørke drageøjne ud imellem hendes hår.

''har jeg sagt jeg ville vide tingene?''

Han så på hende, han havde på intet tidspunkt direkte sagt han ville vide det, hun havde af egen fri vilje valgt at fortælle ham de ting hun havde sagt til ham. Han kiggede roligt rundt og trak bare på skuldrende af hende.

''Så du har faktisk helt selv valgt at at fortælle mig de ting du har fortalt.''

Han havde ikke så meget mere at sige til hende end det han allerede havde sagt til hende og han kiggede bare på hende.

Hun så bare på ham "Man kan vel lige så godt sige det som det er i stedet for, at vide at personen rammer plet ved alt det han siger ligesom du har gjort" Hun så rundt omkring sig. Hun fjernede sit hårfra ansigtet og lagde det bag hendes øre. Hun så hen mod ham og undrede sig over hvorfor han ikke bare havde gået eller om han havde mere han ville sige til hende nu hvor han allerede havde sagt en hel masse til hende "Var der andet du ville?" hun så hen på ham. Hun var faldet noget mere til ro nu end inden og hun anede ikke hvorfor hun pludselig var faldet noget mere til ro nu end inden hun kom ud i skoven. Måske havde noget af det han havde sagt til hende fået hende til, at inde inderst inde, at hun måtte videre med sit liv om hun så ville det eller ej. Det var bare noget hun måtte, så hun kunne leve videre, men det eneste problem var. Hvordan?

''Hvis jeg rammer plet så er det noget du åbenbart hader siden du konstant har forsøgt at sige at jeg ikke havde ret i de ting jeg sagde?''

Han så bare stille på hende. Han havde ikke så meget mere at sige til det fordi han vidste jo ikke hvad pokker der var galt med hende men hun var da godt nok ikke nem at have med at gøre.

''Ved du hvad tag dit valg! Fortæle hvad pokker du har oplevet eller lad helt være med at fortælle noget som helst om det.''

"Ja, jeg hader at folk rammer plet på alt det der har med mig at gøre!"

Hun så rimeligt irriteret på ham og hun kunne ikke se nogen grund til at fortælle ham hvad hun har oplevet. Hun kendte overhovedet ikke den fyr hverken hans navn eller noget andet ved ham.

"Kan ikke se jeg skal fortælle dig hvad jeg har oplevet siden jeg ikke kender dig! Jeg ander ikke hvem du er eller noget som helst!" Hun rystede lidt ikke af kulde men fordi hun var irriteret over at han var sådan der!

''Du får det jo til at lyde så sørgeligt når det kommer til stykket. Det er vel også godt at du er nem at regne ud fordi så er det jo nemmere for folk at kunne hjælpe dig uden at du selc skal bede dem om hjælp.''

Han smilede stille og roligt til hende, mens han kiggede ned af hende og trak bare på skuldrende overfor hendes spørgsmål omkring det med at skulle fortælle ham noget som helst.

''Jeg synes bare du skal tage dit valg, fordi at skulle hive det ud orker jeg ikke... Men du virker til gerne at ville ud med det.''

Hun trak lidt på skuldrene og så på ham. "Måske er det godt men...det kan jo der igen bruges imod mig..." hendes blik var blevet noget roligere end af frygt eller noget andet. Hun så på ham. "Har sikkert brug for at snakke om det....det kan du have ret i men...den sidste jeg åbnede mig op for....stak mig i ryggen og fik andre samtidig til det...derfor har jeg svært ved at fortælle den hirstorie igen...Hvis jeg kendte dig lidt bedre måske havde jeg nok kunnet fortælle det..." Hun så ned i jorden, men det var jo sandt hun havde brug for at stole bare på en og indtil videre er det kun ham der har interreseret sig for hvordan hun har det.