hvad mon dagen bringer? ~ Nille

S: The Forest
T: omkring middagstid
O: kun nogen få dyr ellers ikke nogen
V: solen titter frem engang imellem det er vådt efter regn og det er små koldt

Orlena gik gemmen skoven, hun kunne mærke den halv kolde fugtige jord mod sine føder, hun gik med sine sko i hånden, hun gik og tænkte på lidt af vært der var ikke rigtigt noget hun skulle eller ville lave i dag. Orlena havde en hvid top på og udover den en kortærmet bluse der var tynd, hun gik i et par sorte jeans og skoende hun havde i hånden var brune. Hun kunne mærke den kolde vind i ansigtet mens hun gik der hun rigtigt at have noget at lave, hun stoppede og børstede sine føder af og tog sine sko på igen. Efter noget tid kom hun til en lysning hvor solen havde fordampet næste alt vande væk, hun satte sig ved et træ og nød solens varme.

Hopla! UF! NEJ! Hun faldt ned fra klippen, og ned imod vandet... Hun greb dog hurtigt fat i en gren, og svang sig hen til en anden klippe. Hun landede perfekt. Hun smilede skævt, og rettede sig op.
"Pf, jeg vidste jeg kunne klare det." Hun rettede lidt på den sorte tanktop hun havde på. Hun havde også sorte jeans, og sorte converse sko på. Hun hoppede lidt på stedet, men så begyndte hun at gå. En anden skikkelse der sad ved et træ fangede hendes opmærksomhed. Hun lagde hovedet lidt på skrå. Og så hoppede hun op i et træ, og kiggede ned på pigen... Mon det kunne være hendes middag?

Orlena havde lukket sine øjne mens hun sad der, men hun var ikke helt dum, hun lyttede med sine øre så godt hun nu kunne høre, efter som hun kun var halvt menneske hørte hun beder. Hun åbnede sine øje da hun hørte en svag lyd, Orlena så sig om men efter som hun ikke kunne se nogen sagde hun. "Det var nok bar et dyr," hvorefter hun rejste sig op og strejket sig, mens hun gabte. "min hjerne mangle ilt." Sagde hun med et smil på læben mens hun roligt og stille begyndt af gå vider.

Hendes hjerne manglede ilt? Pff... Hun var udenfor.
Hvor meget mere ilt kunne man få? Åh... Nille fik en idé.
Hun hoppede over til et andet træ, og manipulerede med vinden.
Hun sendte en kraftig vind efter pigen, forhåbentlig blev det lagt mærke til.
Uanset hvad så ville Nille følge efter pigen oppe fra træerne.

Orlena mærkede vinden og var ved at vælte da hun ikke var forberedt på det, hun vendte sig om og så sig om igen. " det var noget mærkeligt noget med den vinde." Sagde hun og strammede sin hestehale den hvid tot i hendes hår kom til synd igen, Hun havde det som om nogen holdt øje med hende, men på den anden side hvem skulle det så være. Orlena blev stående i noget tid for de hun ikke kunne for tingen til at passe samme, hun lænet sig op af et træ mens hun tænkte.

Nille grinede lydløst, og hoppede hen på det træ hvor pigen lænede sig op af. Sikek sjovt det var... Hun hoppede ned, og landede foran pigen. Hun greb ud efter pigens hals, og HVIS hun fik fat i pigens hals ville hun mase pigen mod træet, men ikke med kroppen bare hånden.
"Og du er?"

Orlena bakkede da hun hørte en satte af, hun var lige præcis langt nok væk til at pigen ikke kunne få fat i hende, men hun tog dog en hånd op til sin hals. "Orlena Courtlyn, mine venner kalder mig Lena," sagde hun og lå hoved på skår, "Hvem er du så og hvad have du gang i ?" Spurgte hun så uden at rette på hovedet. Orlena var ikke tryk ved hende men hvorfor skulle hun også det.

Damnit! hun havde ikke ramt, Nille trådte et skridt tilbage. Hun skulede op, og ned af pigen.
"Hvem jeg er kommer ikke dig ved, og hvad jeg havde gang i?" Hun smilede drillende, og en anelse ondt. "Jeg drillede dig."

" okay fint nok," hvad skulle hun ellers sigt til det." driller vi ikke alle hinanden ?" sagde hun og træk på skulde over det, Orlena så på hende og fik nok den tanke at hun var meget stærke ind hende selv, og at det nok også var hende der have leget med vinden før. "Det er en sej evne du har dig." sagde hun og så ikke ud til at hun ville prøve at gør hende ved eller sur, men der sket jo ikke noget ved at sige det. Det var da et frit land var det ikke

Åh du godeste... Nille havde lyst til at kaste op. Seriøst, her stod Nille, klar til at tage pigens liv? Okay, Nille så måske ikke direkte farlig ud.. Et sværd formede sig på hendes ryg i en skede.
"Nej, ikke alle." Svarede hun, og lagde armene over kors. Hun hævede det ene øjnebryn. "Iiiih tak!" Sagde hun flabet, og vendte ryggen til pigen for at gå... Eller var det dét Nille ville? Bare gå? Eller angribe? Ja... Det var spørgsmålet.

Orlena så på hende og et meget lille smil kom frem da hun svarede på den flabede måde i det hun vendt sig om så, Orlena sit snit til at klatrer op i træet så det gjorde hun men havde stadig sine øjne på pigen og øren åben. Orlena satte sig og så på hende med hoved på skår. " går du bar din vej, det var da noget øv, jeg syntes ellers du var så sød at snakke med." sagde hun med en sød stemme.

Åh du godeste... Igen. Nille snerrede lavt for sig selv, og vendte sig om mod Orlena. Hun så op.
"Sød?! Jeg kan dræbe dig så let som ingenting, og så synes du jeg er sød?!" Hun sukkede, og rullede øjne. Hun lagde armene over kors. "Jeg har bedre ting at tage mig til end at snakke med dig." Sagde hun, og vendte sig om igen.
Hun kunne ikke lide at snakke med den pige, hun ville bare væk. Sådan var det. Hun gad ikke. Slut.