dagen derpå ~Sean

t: omkring 13.00
s: kroen
v: overskyet udenfor
o: andre gæster på kroen.
p: oversized t-shirt, og jeans.

Hovedet dunkede, munden føltes som fuld af vat. Håret i urede og tøj spredt ud over hele gulvet.
Omkring midt på dagen vågnede Neph op, med en højlyst klagen over sine tømmermænd.
Kvalmen var der heldigvis ikke - nok fordi hun havde kastet det meste op natten før.

Langsomt gik det op for hende, at hun lå i bar overkrop og trusser. Hvordan var hun kommet tilbage fra diskoteket?
Hvad pokker var der sket?
Og så slog det hende, som at løbe panden mod en mur.
Sean. Han havde fulgt hende tilbage,
og hun havde været dum nok til at snakke over sig.
Hun havde nævnt at hun holdte af ham. Tumpe!
Hun fik rejst sig, svimmel.
Hun trak i en oversized t-shirt, og gik ud på badeværelset og prøvede at drikke et glas vand.
Det smagte rustent og vammelt.

Efter at have skyllet munden trak hun i et par stramme jeans,
og gik nedenunder, ned til kroværten.
Kroværten kiggede som altid medlidende på hende,
hvilket fik hende til at bande inderligt over at folk ikke lov hende være.

Hun tog noget frugt og en lille flaske med noget der kunne ligne cognac,
og satte sig ved et bord nede bag ved. Hun havde ikke lagt mærke til andre i kroen.

Sean var ganske rigtigt gået hjem. Han var gået gennem gyderne, for at snuppe en lille bid mad, inden han gik hjem og sov nogle timer. åh ja, det var en bivirkning af hans job. Han kunne ikke sove mere end nogle timer af gangen, da han altid var bange for nogen havde fundet frem til ham. Ville dræbe ham. Og med god grund, den sidste måned havde han åbenbart været for nem at finde.
Han sad, med sorte jeans og en lidt stram sort, skjorte som var åben var halsen, med sit hår let strittende og de mørke øjnene stirrende på noget udenfor, og tænkte over hvad han dog havde gjort galt. Siden folk fandt ham...

Hans tanker blev brudt, da personen han havde ventet på, endelig kom ned af trappen, tog lidt frugt og væske og satte sig over i et hjørne. Han smilte lidt, hun så ud til at have nogle tømmermænd, men hvad ellers? Han viste der fandtes få personer som ikke mærkede noget til tømmermænd, men han havde ikke mødt mange af dem.
Han sit krus med varm te og gik over til hende, satte sig uinviteret foran hende.
"godmorgen sweetie...Sover godt?" blinkede han
"den bedste kur. Sukker og vand" nikkede han svagt, da han lod som om han først nu fik set hvad hun sad med. Lidt frugt, som kunne give hende lidt sukker og...ja, hvad var det enlig for en væske? Han viste det ikke lige...

Hun så op på personen der umiddelbart bare havde sat sig.
''godmorgen..'' mumlede hun, stadig halvsovende. Hun tog en bid af et æble hun havde taget, og så på ham.
''aner faktisk ikke hvordan jeg har sovet... Gik ud som et lys..'' sagde hun, en smule paf over at han blinkede til hende. Var hun stadig påvirket, eller skete det virkelig? Pyt med det.

''Fik du spist?'' spurgte hun, inden hun tog en bid æble mere. Hun var skrup sulten, tydeligvis.
Flasken med cognac stod bare foran hende og ventede.

Han smilte svagt.han rejste sig, tog flasken og gik op til kromanden. Han snakkede lidt med ham og så ud til at vente på noget, da manden gik ud et øjeblik. Lidt efter kom han tilbage med en lille skål med forskellig frugt skåret ud. Og en flaske med vand. Sean takkede og gav nogle mønter. Så kom han ned med det.
"Sorry...men at drikke tømmermænd væk med mere alkohol har nu aldrig virket. Prøv vand, smager måske dårligere, men virker meget bedre" smilte han og stilte de to ting foran hende.
Så satte han sig igen og tog en tår af sin te, som om han havde oceaner af tid.
"Du er meget optaget...af, om jeg har spist. Hvorfor? Er du da bange? Eller prøver du at vænne dig til det? Min måde at spise på kan jo virke...utiltrækkende..." han smilte lidt mens han så på hende.

Hun lod ham bare gøre det han ville - hun havde jo lært fra dagen før at han altid fik sin vilje alligevel. Det nyttede ikke at sige ham imod, og det var nu på sin egen specielle måde rart. Så havde nogen da styr på hende.

''alkohollen har nu virket fint for mig i snart fem år.'' mumlede hun, dog smilende.

optaget...? Ja, det kunne man vel kalde det.
''jeg kan bare ikke lide tanken om at jeg afbrudte din jagt i nat..'' sagde hun stille.

(jeg svarer nok ikke lige med det samme. Min hund skal køres til aflivning om ca. 15 min..)

(Uf...det er jeg ked af at høre! Det er aldrig sjovt...må jeg spørge til hvorfor den skal aflives? )

Han sendte hende et studerende blik.
"vi har ikke brug for alkoholikere...Vi har brug for folk der kan noget og som er klar over hvad de gør" han faldt lidt ind i rollen som klanens højre hånd. Han kunne ikke helt gøre for det, men han ville heller ikke skuffe hende ved at være alt for personlig. Han havde ikke lyst til hun skulle opleve...endnu en skuffelse.
Sikke mange følelser og venlige tanker han var begyndt at tænke...Eller hvad? Nu han tænkte over det...Nej. Det kunne vente til senere.
Han smilte lidt til hende, for at vise han ikke mente de så alvorligt. Hun var jo ret nærtagende.
"Du minder mig om alle de folk, jeg har mødt igennem alt for mange år, som drukner dem selv i alkohol. Tro mig, det er aldrig gået dem godt i længden. Drop du hellere din lille ven. Hvis det er fordi der er for meget herinde..." han pegede mod sit hoved.
"...Eller her..." han pegede mod sit hjerte. Som repræsentativ for følelserne.
"...Så findes der mange sundere måder at afreagere eller få det væk på" sagde han roligt og lænede sig afslappet tilbage i stolen, mens han så på hende.

Hun svarede ham ikke. Hun sad der bare, og spiste regelmæssigt af den skål med frugt han havde stillet foran hende.
Hun så på ham - han virkede anderledes... Men hun rystede det af sig og satte sig til rette.

Hun strakte sig kort, og gabte skjult. Trætheden kom altid snigende på sådan en dag.

intet svar. Ingen samtale. Han smilte svagt. Hun ønskede ikke hjælp. Ellers havde hun reageret. Hun ville bare gerne lades i fred...på det punkt. Men han havde svært ved bare at...lade hende i fred, på det punkt.
Men han valgte samme taktik og drak stille af sin te, mens hans mørke blik gled ud af vinduet.
Til sidst stilte han det næsten tomme krus på bordet og lænede sig lidt frem igen. Han kunne lige så godt tage hul på bylden. De måtte finde...til bunds, i det her, ingen det skabte kaos eller uvenskab. Misforståelser og jalousi. Han havde allerede svært ved at vælge mellem to kvinder, som faldt i hans smag. Han havde ikke lyst til at det skulle gå ud over endnu en. Heller redde hende fra den evt. skuffelse med det samme.
Hun sagde hun havde frygtet det her...en gang i starten. Og han havde bare tænkt de ville forblive venner. Siden hvornår havde hun fundet ham tiltrækkende? fra starten? Var det derfor hun havde reageret sådan i starten?
han havde i hvert fald tænkt meget over det.
"Hør...I går, jeg ved ikke om du husker det...Men du tilkendegav du måske...Kunne lide mig. lidt mere end bare som ven?" spurgte han roligt, mens han så på hende, spændt på hvordan hun ville reagere.

Åh nej. Nu ville han begynde at fortælle hende at han havde en anden.
Nej, hun overdrev vel bare. Han var ikke interesseret. Og det var fint. Det kunne man allerede se på ham.

''det er ligemeget... Bare glem det.'' ja, hun ville virke konfliktsky. Og det var hun.
Hun kunne ikke håndterer en afvisning. Det var fint bare at lukke det af nu.

''Du har ingen forpligtelse overfor mig. Du er en ven.'' sagde hun stille, og stak lidt til frugten.
Appetitten var væk. Hun så kort på ham, inden hun så på de små sår hun havde fået ved at kradse sig på håndryggen i søvne.

han så lidt på hende. Hun undgik emnet og ville ikke snakke om det...heller ikke. Undrede det ham? Faktisk ikke.
"Man kan ikke undgå alt, så ville livet være for let. Man må altid slås. Jeg har ikke tænkt mig at lade emnet falde, før vi er blevet enige. Jeg vil ikke have det kommer imellem os eller ødelægger noget. så jeg siger det som det er, inden tingene udvikler sig. Jeg er ikke en person man bør elske" Hvis hun havde forventet sætningen "jeg er allerede forelsket" måtte han skuffe hende. For han viste det ikke helt selv og havde svært ved at acceptere det...af flere grunde.
"Jeg er farlig. Jeg har et farligt job, jagtet af hver anden person over alt. Ønskes død af endnu flere. Jeg dræber og spiser på en yderst utiltrækkende måde. Jeg er et dyr, et monster...Selv om jeg må indrømme jeg selv nyder det. Men det kan jeg ikke lade andre leve med. Jeg kan gå så langt som til at kalde os venner. Men det er vigtigt for mig at du ikke forventer andet af mig. Det kan jeg ikke" han ville have smilet, hvis det ikke lige havde været Nephthys. Han ønskede at være kold, hård...Men det var bare umuligt lige nu. I stedet så han en smule sørgmodig ud.

hun lyttede, og følte en trodsighed vokse for hver negativ ting han sagde om sig selv.
Men hun sagde ham ikke imod. Hun så derimod kun ind i hans øjne.
''du er min ven. Du har ingen forpligtelser over for mig. At jeg - endnu en gang - er blevet forelsket i en der ikke gengælder det, er mit problem. Ikke dit.'' sagde hun inden hun rejste sig igen. Hun så kort ned inden hun gik mod trappen op til værelserne igen.

Hun flygtede. kort sagt. Han havde prøvet det før. Folk flygtede, håbede at undgå et ubehageligt emne. Og han kunne ikke lade være med at smile lidt. Viste hun ikke at han ville forfølge det?
Han rejste sig op og fulgte efter hende, dog lidt langsommere. Han ville jo ikke jage hende op i et hjørne. Han ønskede bare at snakke.
Han snakkede ikke negativt om sig selv. Eller jo, nogen ville nok påstå det. Set i hans øjne var det sandheden. En sandhed andre burde forstå. Han sukkede svagt. Det gjorde de efterhånden sjældent.
Han gik op af trappen og efter hende.
"Nephthys! Hvis du ikke ønsker mit selskab, så sig det. Det er uhøfligt bare at gå" sagde han efter hende, selv om han ikke rigtig forventede noget svar.
Hun blev irriteret over han snakkede negativt om sig selv...Så kendte hun jo hans følelser, når han hørte på hende. Det var det samme negative hele tiden, som sig selv. Og det irriterede ham, for hun var mere værd end det.
"Du gør det til mit problem! Fordi jeg netop er din ven er så få meget forpligtet, at jeg skal sørge for du har det godt og hjælpe hvor jeg kan" tilføjede han.

Hun vendte sig igen om og så på ham, da han ikke lod til at give op.
''jeg beder dig ikke forklare dig. Jeg snakkede over mig i går, hvilket jeg aldrig skulle have gjort! Prøv nu at forstå, jeg ønsker ikke at du går og prøver at kompencere for at du ikke gengælder mine latterlige følelser. Er du ikke sød bare at glemme det jeg sagde i nat?'' hun så på ham, tydeligt at hun ikke ønskede at forklare ham hele sammenhængen.

Han så lidt på hende. hele sammenhængen? Var der da en...anden sammenhæng? andet end at hun bare, åbenbart, havde fået nogle følelser for ham?
"Jeg stopper den dag du stopper med at snakke så skidt om dig selv" svarede han og kom med et lille smil.
"Så du bestemmer selv hvor længe. " hendes måde at udtrykke sig på, havde irriteret ham lidt. Latterlige følelser? De var ikke latterlige. De var der og man blev nød til at tage stilling til dem. Men de var ikke latterlige.
Ha! Og det stod han og sagde til sig selv! Var det måske ikke ham der var dne første til at stemple visse følelser for latterlige?
"Jeg kompenserer ikke for dem, min pige" hvad han helt præcis prøvede på viste han faktisk ikke. Men det kunne også være ligegyldigt.
han gik helt hen til hende, selv om han viste hun nok var irriteret på ham lige nu. såret måske, som en dyr der ville slikke sine sår?
"Men du er velkommen til at hade mig. Skælde ud på mig. Råbe af mig. Hvis det hjælper" han trak lidt på den ene skulder.
"Og smide mig ud, for den sags skyld"

''jeg smider aldrig nogen jeg holder af ud!'' sagde hun, nu endnu mere såret, hvis muligt, end før.
''og hvis du ikke fatter at jeg ikke gider tale mere om det - fint. Så pis af. Gå ud og jagt pigebørn og dræn deres sjæle. Bare skrid..'' hun bed sammen, man kunne tydeligt hører at hun ikke kunne lide at tale sådan til ham.

Hun gik ind på sit lejede værelse, og lukkede døren efter sig.
Hun havde brug for at glemme, havde hun ikke? Brug for at slippe for at høre at hun tog fejl. Han havde aldrig sagt det, men hun vidste hvor uinteressant hun egentlig var. Hun var ikke middag, hun var ikke en han skulle skaffe informationer om. egentlig, havde hun så nogen plads i hans liv?

Hun satte sig på sengen, og så lidt ned på sin hånd, og gned de små sår.

(ja, hun bider fra sig når hun bliver usikker..)

Han havde fornemmet det. frustrationen, usikkerheden...et dyr der var trængt op. Og han viste hun ville reagere og han havde kun håbet på at hun ville råbe af ham.
Og hun havde nu næsten gjort det. Og han var tilfreds.
Hvorfor han selv reagerede så roligt, viste han ikke.
Men han ville give hende lidt fred nu. om end kun for et kort øjeblik. Han lod hende gå ind på værelset, lukke døren...og stod selv og ventede. Han ville lade hende vide at han accepterede hende følelser og respekterede dem...så hun skulle også have lov at gå, hvis hun ville.
Men til sidst gik han hen til døren og bankede på. Til sidst åbnede han døren, om hun ville det eller ej.

Han lukkede den efter sig, men blev stående ved døren, men en hånd i hver lomme af sine bukser, mens han så afslappet på hende.
"Av" sagde han så.
"Du ramte et af mine svage punkter. Men tænk at du tror jeg gør det med børn!" han rystede på hovedet som om han fandt tanken frastødende. Hvad han vel enlig også gjorde. han havde aldrig taget et barn...kunne ikke få sig selv til det.
"Nuvel...Vi dropper emnet. hvis du er sikker på det er det bedste. vil du så fortælle mig nogle andre ting der går dig på?" spurgte han.
Hun drog forhastede konklusioner. Hvis ikke han havde været interesseret i hende, havde han aldrig spurgt til hendes historie i starten. Han havde spurt, netop for at vide hvem hun var...måske kunne det bruges senere. Dog regnede han ikke med det nu. ikke nu hvor de havde ne relation til hinanden.
"Hvad tænker du på?" spurgte han blidt og ville enlig helst over og sidde ved hende...måske holde om hende. Men han viste hun nok ikke ville tage godt imod det...eller frygtede det nærmere. og han brød sig heller ikke om afslag. så han blev bare stående.

Hun så bare ned, mens hun overvejede hvad hun skulle svarer. Egentlig, så tænkte hun på en ven.. En ven der havde smidt hende ud af sit liv, på grund af en pige. Hun trak vejret dybt.
''jeg tænker ikke så meget, som du nok har bemærket... Jeg mindes bare en person...'' mumlede hun.
''vi var bedste venner, i flere år... Så flyttede han til en anden by, mødte en pige der ikke ville have at han så mig... Så han valgte hende... Han smed mig ud, efterlod mig tilbage, uden at kunne tale.... Han var den eneste jeg havde 'talt' med siden mine forældre døde... Og han... han smed mig bare ud. Uden videre...'' hun så ikke på Sean, da det ville afslører de små tårer i hendes øjne.

''jeg smider aldrig personer jeg holder af ud af mit liv... Jeg kan ikke magte at tænke på om de føler det samme som jeg følte inden jeg mødte dig..'' mumlede hun. Hun stivnede.
Igen havde hun talt over sig.

Han så på hende i lang tid. Hvad skulle han svare? Han viste det ikke helt.
Hun åbnede sig for ham og fortalte ham ting...Men mest af alt, hans påvirkning havde hjulpet, bare lidt. Det var dejligt at høre, at det hele ikke var helt forgæves.
"Det er jeg ked af" sagde han så.
"Det gør vel næppe nogen forskel, hvad jeg end siger. Men jeg har ingen planer om at forlade dig. Lige meget hvilke kvinder jeg møder." han trak lidt på skuldrene, da han sluttede sætningen. Han kunne ikke rigtig sige mere. han kunne ikke forudse fremtiden og alt kunne ske. han kunne kun sige han ingen planer havde om det.
Han rettede sig op fra døren og lod den ene hånd lande på dørhåndtaget.
"Jeg vil ikke trænge mig mere på, medmindre du ønsker mit selskab. Selv om jeg har prøvet at hjælpe, virker det næsten som om jeg kun har givet nye problemer?" det var ment lidt som et spørgsmål.

''du giver mig ikke problemer...'' mumlede hun.
''du minder mig bare om ting, jeg helst ville glemme...'' sukkede hun. Igen lød det som om hendes tunge slog knuder.
En ting der skete når hun var tæt på at græde.

''Jeg savner at være nogen... jeg er ikke 'nogen' mere... jeg er 'noget'...'' hun sukkede opgivende

han gav endelig efter for sin lyst, han slap døren og gik hen og satte sig tungt ved siden af hende.
Han lagde sig på ryggen i sengen, men med benene ud over, fødderne mod gulvet. Han lagde hænderne om bag hovedet som støtte, mens han så op mod loftet på en underlig træt måde.
"hvis ikke du er nogen...hvem er så?" spurgte han endelig og så hen på hende et øjeblik, før han så op igen. Lukkede øjnene lidt.
"Hvis du tror jeg ikke forstår den følelse...tager du fejl. Om end jeg er mere van til en anden af slagsen. Jeg er skam nogen...men folk tror jeg er den forkerte nogen. De forveksler mig, de behandler mig som denne...nogen...Så nogen gange ville jeg ønske jeg var et noget..." ikke for mange detaljer. det kunne han ikke. Måtte han ikke. noget han havde ladet vær med så længe, at han ikke længere kunne fortælle det, om han så ville.
men han kendte det...hans egne forældre...hans egen mor...havde troet han i virkelig var hans storebror...Og hele livet var han blevet forvekslet med denne...Og han hadede det. Men han tøjlede sine følelser. Sine tanker. Og ingen så det længere. ingen viste det.

''jeg ved ikke hvorfor du skjuler dine følelser... Måske er det fordi du er den du er, klanens højre hånd... Men du skjuler ting ingen burde gå og gemme på...'' mumlede hun.
''jeg holder virkelig meget af dig. Om du føler det samme for mig eller ej, det kan være ligemeget. Jeg vil bare gerne forstå dig.. Jeg forstår slet ikke hvorfor du overhovedet har valgt mig som ven..'' hun lagde sig ned på ryggen ved siden af ham. Dog omkring en halv meter fra ham, da hun ikke ville virke intimiderende.

Han vendte hovedet og så smilende på hende.
"Ja, jeg gemmer mange ting. Nogen ville nok sige de er for store og tunge, til jeg burde gøre det alene. Men man vænner sig til det" svarede han og sukkede svagt.
"At forstå mig bliver nok svært..." han tænkte sig lidt om, han ville helst ikke svare på det med hvad han følte for hende. Mest fordi hun allerede kendte svaret.
"...Men hvorfor jeg valgte dig som en ven...Tja, i starten så jeg dig som et bekendtskab. Min måde at holde folk lidt på afstand...Men det virker jo bare ikke længden..." han rystede svagt på hovedet, som om han ikke forstod sig selv eller fandt sig skør.
"...Men du havde brug for hjælp. Jeg plejer ikke at reagere på sådan noget, mange har haft brug for hjælp før og jeg har kun gjort noget hvis jeg fik penge for det...Men måske var det fordi du så stædigt holdt på at du intet var værd og dit liv var ødelagt...Når man har set og lavet så meget død, som jeg har, får man en anden forståelse...jeg tror jeg kom til at tænke på..." han tav igen et øjeblik. hvordan skulle han sige det?
"...Jeg ved det ikke...Men syntes jeg ville hjælpe dig til at give dit liv endnu en chance. Måske fordi jeres liv er så kort og så let kan tages fra jer...Man skal ikke selv ønske sin død. Man skal leve. Ellers er det helt forkert. Men måske forstår jeg det bare ikke...dør jo ikke selv bare lige..." især ikke af alderdom.
Men sikke hvor han snakkede! Om tanker...Minsandten!

''Om du så døde, hvilket du jo ikke gør... Hvorfor skatte det korte liv så højt?'' hun så op i loftet.
Hun var ikke sikker på om hun spurgte ham eller sig selv.
Hun sukkede frustreret af sig selv og satte sig arrigt op.
''Jeg hader den stank!'' sagde hun, halvt-grinene af sig selv.

Hun åbnede et vindue, og gik ud på badeværelset hvor hun børstede tænder.
Typisk drukånde - kom snigende. Adrk!

Hun redte hurtigt håret op i en hestehale og gik ind til ham igen.
hun havde tandbørsten i mundvigen, da hun fandt et par jeans frem, og et halvstram t-shirt

Han smilte lidt og satte sig op, mens han så på hende, da hun pludselig virkede mere energisk.
"Fordi det er kort" et sætning han ikke forklarede, men lod svære i luften. Til mystik og forundring. Og lidt for at drille.
Men han forventede ikke at folk forstod det fra hans synspunkt...de fleste ville gerne leve længere...Men på et tidspunkt blev det også for langt.

Han så afslappet på hende, da hun fandt tøj frem.

Hun hoppede i bukserne, og begyndte at lede efter en bh. Alt andet ville være upassende over for Sean.

''ja, livet er kort. Heldigvis.'' sagde hun bare, inden hun trak den store t-shirt af og fik krænget en sort bh på med små blonder.
Hun stod med ryggen til ham så han ikke så alt for meget.

Hun trak en grå t-shirt ud over bh'en som lignede at den var alt for stram, det var den dog ikke.