damn this sh*t! ~ Serkan

t; sen aften, tæt på midnat
s; Parken i Humvita
v; koldt, sne.
o; ingen sådan rigtigt

Det var ikke så koldt længere. Ikke når man havde gået i sneen i et par timer.
Ærligtalt så var vreden vel nok til at holde hende varm i flere dage.
Hun havde ingen grund til at være her, og hurtigst muligt ville hun forsvinde igen. Sean havde endnu engang nægtet hende så meget som at se sin egen søn, og var blevet vred da hun igen prøvede at forklare ham hendes følelser. Det gik ikke meget længere.
Hun var så... frustreret, over Seans måde at knytte et bånd til drengen.
Jo mere han hadede Nephthys. jo mere ville han jo hade drengen.
Men det måtte være op til ham selv, for nu ville hun ikke mere.
Hun gik forsat, bare hurtigere og hurtigere. Med bare fødder i sneen, jeans og en hættetrøje.
Væk, bare væk. Videre, så langt væk fra Sean, Tim og barnepigen. Bare væk.
Ubevidst blottede hun tænder ved mindet om at Sean havde overladt hendes barn til barnepigen, for øjnene af hende. Vrede, ulmende boblende vrede.

Hun stoppede da hun var nået til parkens sø. Den var dybfrossen. Hun så ned på isen, sammenbidt.

Serkan kom roligt gående gennem parken. Han kiggede stille og roligt rundt, og fandt nu det han havde forfulgt gennem længere tid. Han havde forfulgt hende for at finde det rette tidspunkt at slå til på. Han gik stille hen imod hende.

''Du har vist glemt en aftale?''

Han valgte at give hende en enkelt chance for at være sød og tage sig sammen og gøre som det var blevet aftalt, inden han ville bruge vold og hårde midler for at få hende til at følge hans ordre...

''Så kommer du med?''

*åååårgh! Nu blev dagen da lige hundrede gange bedre..!*
Hun sukkede kort, og så lidt på ham.
''Godaften, Serkan.'' sagde hun med en stemme der antydede at humøret ikke var til at diskuterer.

Hun stirrede igen ned på isen på søen, i håbet om at han bare gik sin vej igen

''Har du haft det hårdt? Siden du ikke er dukket op ved min dør som du så pænt lovede mig at du ville?''

egentligt kunne han godt forstå det, ahn kunne bare ikke tillade sig rigtigt at være venlig. Han var nød til at være hård og det kunne betyde han skulle være ond også. Han syntes et eller andet sted at det var synd at hun fik taget hendes søn fra sig.

''Men du får jo ikke noget ud af at stå over en sø og sørge...''

//Husk nu at det er Serkan jeg emner med //

Hun bed sammen. Han skulle slet ikke kommenterer hendes måder at sørge på.
Selvom det ikke var sorg, men bitterhed. Rent had, raseri og bitterhed.
Hun vidste ikke hvad han ville gøre ved hende, men hun var godt og grundigt pirrelig idag.

''Kom nu bare med Nephthys?''

Han rakte en hånd frem til hende for at guide hende med sig tilbage til sit hus, fordi noget skulle han jo gøre ved det her. Han orkede ikke selv at slås med hende eller kæmpe han var simpelthen ikke i humør til det for tiden.

Han stod bare stille og roligt og kiggede på hende, ingen følelser var at finde i hans ansigt som han talte til hende, fordi han altid skjulte disse.

hun trak på skuldrene, og begyndte at gå med ham uden mere at sige.
Hun ville ikke være i humør til noget som helst længe endnu.

Så hun gik bare med, tavs.