You shouldn't be here now dear - Malaika.

Sted: Gaderne i Angerforge District.
Omgivelser: Der er et par af nattens væsner der er kommet frem.
Tid: 02:34
Vejr: Mørket har forlængst overtaget natten og fylder hele Underworld, det blæser en smule.

Nicolas gik, som altid, med langsomme afslappet skridt. Det var svært at få ham til at flygte fra noget, han brugte som regel kun løb eller overnaturlig fart når han var på jagt. Ellers var han afslappet. Han havde for længst været på jagt efter noget af den væske der havde den metalliske smag der kunne tilfredsstille ham mere end noget andet. Han nød at besidde den magt han havde, han var magtfuld og mange frygtede ham. Selvom han gik harmløst og ensomt ned af den forladte gade. Så snart han nærmerede sig krøb de unge vampyrer sammen i ærefrygt. Et enkelt blik på dem og de ville forsvinde så hurtigt de kunne. De stank langt væk af frygt og det gjorde at Nicolas følte sig langt mere magtfuld end ellers. Hans arme hang elegant ned af hans sider og blev til ét med hans krop. Det var svært at skelene hans overkrop fra hans arme. Hvis man kom et stykke fra ham ville man have svært ved at opdage hans tilstedeværelse, med forstærket syn ville man godt kunne se ham, men ellers ville han ikke være andet af et omrids i mørket. Hans tøj var mørkt og var med til at skjule hans tilstedeværelse. Selvom Nicolas på daværende tidspunkt prøvede at undgå at vise følelser, ville man kunne ane en følelse hvis man gravede længe nok. Det var ikke stærkt nok til at være forelskelse, men heller ikke ligegyldighed. En god mellemting. Caroline var den første siden hans familie der havde en betydning for ham. Han bekymrede sig om hende og ville beskytte hende mod alt ondt i verden. Ingen ville få lov at røre hende, om han så skulle rive deres hjerte ud selv, gjorde han det.

Mørket havde lagt sig i gaderne, og medbragt et lille twist af kulde når vinden ramte en. Ikke just det bedste tidspunkt at være ude, det vidste alle... Men stoppede det folk... Ikke altid. Selvom gaderne virkede tomme, var der næsten altid nogen i skyggerne der bare ventede med sultene blikke på det næste dumme offer de kunne snuppe.
Selvom stilheden havde rottet sig sammen med mørket kunne man alligevel høre den diskante lyd af sko der ramte brostenen i en takt der var genkendelig for alle. Den pige kom løbene i fuld fart fra en af de mindre gader hvor intet lys blev lukket ind. Pigen var ikke alene, hun blev jaget af noget... Hendes vejrtrækning var hurtig og panisk. Ikke så langt fra pigen kom Malaika gående langsomt og afslappet. Hun nød altid en gå tur om natten, også selvom der var stor chance for hun ville blive ædt. Hun kunne ikke andet end at elske natten. Hendes tanker der cirklede om hvad hun skulle de næste dage blev afbrudt af noget hun ikke havde regnet med. Den fremmede pige løb lige ud foran Malaika, og næsten ramte hende. Malaika stoppede op i overraskelse og så måbende efter pigen imens hun slugte chokket. Kun nogle sekunder efter opfattede hun at det måske var meget godt at komme væk derfra, så der ikke skulle ske hende noget.
Malaika satte farten op og begyndte at halv løbe imens hun så sig tilbage over skuldrene en gang imellem, hun blev nød til at være klar til hvis monstret der var efter pigen dukkede op. Men intet skete og igen slappede hun af som om alting var fredeligt og sikkert. Hun var ikke fra undereworld, hun var ikke vant til den fare der i virkeligheden lurede overalt. Hun var vant til det farligeste der kunne ske var at blive rullet, eller voldtægt, og efter som ikke var velhavende frygtede hun ikke at blive rullet. Alting virkede så simpelt imens hun gik der i mørket og lod vinden vippe til nogle af hendes dreads. Men langsomt fik hun følelsen af at hun ikke var alene. Hun fortsatte dog med at går roligt så hun ikke burde vække opsigt.

Lyden af løbene skridt gjorde Nicolas opmærksom. Han ventede på at en vampyr eller en dæmon ville komme frem og overfalde det 'stakkels' offer der tydeligvis var et menneske. Skridtene blev hurtigt efterfulgt at andre der også løb. Så der var to menneskebørn? Så skulle han måske lege med en af dem. Han forsatte med at gå, men var opmærksom på de skridt der gik fra at være paniske til at være afslappet. Han satte kurs mod skridtene og opfangede hurtigt duften af menneskeblod. Så kunne han også få sig lidt natmad. Han kunne hurtigt ane en skikkelse, højst sandsynligt en kvinde. Han var flere meter væk fra hende, så hun ville ikke kunne se ham endnu. Men han nærmerede sig og hun blev tydeligere og tydeligere. Afstanden mellem dem blev hurtigt mindre. Han så sig omkring som om han ikke var opmærksom på hende. Han gik ved et 'uheld' ind i hende, han lagde en arm på hendes ryg og så på hende. "Det må du undskylde. Jeg havde ikke set dig." Han lod som om hun virkelig betød noget og ikke bare var en omvandrende blodbank. Han så på hende som om han var bekymret for hendes velvære. Blot en del af hans skuespil. "Det er ikke trygt at være ude nu. Lad mig følge dig hjem." Han foldede sin arm så hun kunne tage fat i den, som var hun en pige fra high school der skulle til bal. Han lignede hendes date som han stod der med foldet arm. Men det hørte med til at han hang fast ved det 1800 århundrende.

Malaika havde satdig den underlige fornemmelse i maven af ikke at være alene. Hun så sig lidt mistænksomt omkring imens hun stadig gik stille og roligt langs det høje bygninger der kastede uhyggelige døde skygger på brostenene. Langsomt bed hun sig en smule usikkert i læben imens hun stak hænderne i lommerne på sin jakke. Hun begyndte stille at lade hver med være så mistænksom, men da hun lagde det fra sig kom bekræftigelsen af hendes mavefornemmelse. En mand gik ind i hende. Nok noget af det værste der kunne ske for hende. Overbalancen fik overtaget og hun så brostenene komme tættere på hendes ansigt. Hun var langt fra klar på den overraskelse af endnu en gang at skulle tabe til sin egen klosdede krop. Den fremmedes håndspålægning reddede hende dog lige på stregen. Hun genvandt balancen, og så hun igen stod på to ben. Hun så forskrækket på den fremmede mand og var helt forvirret over hvad han sagde til hende.
"Eeh, Ehmmm... Det er vel okay"sagde hun stille med en lav stemme. Hun så op på ham og var stadig lidt konfus over hvad han lavede, hun havde næsten lige været den eneste der gik på gaden. Mavefornemmelse eller ej! Hun var sikker på han ikke var der for bare to sekunder siden!
Hun så lidt rundt imens han igen snakkede. "Nej det er okay"sagde hun stille imens hun kort smilede til ham. "Jeg vil ikke være til besvær...". Hun smilede til ham og trak sin arm til sig imens hun prøvede at skjule sin klodsehed over for ham. Men alligevel var hun lige ved at vælte bagover igen.

Nicolas blev overrasket over hun mistede balancen, men det kunne ikke ses på ham. Hans ansigtsudtryk var lige så køligt og ligegyldigt som altid. Han trak blidt på skulderne. "Hvis det er det du ønsker. Jeg vil helst bare ikke se en som dig blive dræbt." Han så at hun igen var ved at falde da hun trak sin arm til sig. Han greb fat om hendes skulder og hev hende ind i balancen igen. "Det er ikke svært at dræbe en der er så.. Klodset." Han brød sig ikke om ordet klodset, men det var det eneste han fandt passende. Andre ord ville ikke beskrive det lige så godt. Han lod en finger glide hen over hendes halspulsåre. "Dit blod er dyrebart. Hvis du går alene vil du ikke have meget af det tilbage." Han trak sig væk fra hende og gik et par skridt bagud så han igen blev en del af mørket. Han begyndte at gå fra hende. Hvis han kendte mennesker rigtigt havde han skræmt hende nok til at gå med ham alligevel. Men det var ikke altid til at vide, mennesker var forskellige. Forskellige omvandrende blodbanke.