Ved du hvad det betyder? - Markulius.

Stødet kom som et chok. Smerten gik igennem hovedet så pludseligt at Markulius var uventet. Et støn slap ham. Hans hænder greb hans pande. Og han faldt bagover. Så hans greb faldt af manden. Manden begyndte at rejse sig og løbe. Blodet løb frem. Men Markulius var ligeglad. Han lå på ryggen. Pressede sine hænder mod sin pande. Hans knoer blev mere hvide end de plejede. Han pressede med knyttede næver alt hvad han kunne. Den psykiske forbindelse de havde var ikke stærk nok til at han følte præcis samme smerte som hende. Men forskellen var at hvis smerten var stærk nok. Føltes den som fantomsmerter. Ikke eksisterende kropsdele med smerter. Som hvis man havde fået skåret sin fod af. Og den fod så begyndte at klø. Og man så ikke kunne klø. Ligesom dette. Smerten føltes som om den var lige under hans pande. Men ligemeget hvor meget han trykkede kunne han hverken formilde smerten eller forstærke den. Den var ikkeeksisterende. Og alligevel følte han den. Efter et lille stykke tid. Havde hans krop vendt sig til smerten. Og roligt og langsomt åbnede han roligt øjnene. Og rettede sine perfekte mørkeblå dybe øjne imod Nille ikke langt fra ham. "Hvorfor." Hviskede han med en stemme som var så hæs og skrøbelig. At man skulle tro han ikke havde snakket i 100 år. Det havde han på sin måde ikke. Denne smerte havde frembragt hans hele menneskelighed. Ikke den halve som før. Men hans fulde menneskelighed.

Smerten var ved at blive ulidelig. Hun vred sig lidt. Hun lå ned. Hun stønnede af smerte, og til sidst skreg hun... Der var noget galt... Det var ikke kun på grund af stødet... Hun mærkede noget skære mod hendes ryg... Vievand! Hun gispede højt, og vred sig bare mere, og mere. Hun kunne ikke holde det ud! Vievand... Hun pressede øjnene sammen, og rullede væk fra vievandet. Hun blev liggende med kinden mod asfalten. Hun lå på siden.
Hun hørte ham. Hans stemme. Den bragte af en eller anden grund ro i hendes sind. Hun trak vejret mere normalt... Og så hen imod ham.
"Fordi du ikke måtte slå den mand ihjel." Hviskede hun... Og så besvimede hun.

Reaktionen var voldsom. Det var som om alt om ham forsvandt. Smerten i hans pande var under kontrol. Men pludselig kom der en smerte ned af hans ryg. Og det sidste han så var Nille der faldt om. Derefter så han manden stå med en tom vie vand flaske. Markulius'es instinkt tog lidt over. Holdte ham ved bevidsthed. Hvorefter han hurtig som lynet var løbet hen bag manden. Med et voldsomt fast greb. Greb han med armen om mandens hals. Og derefter tvang den ene af mandens arme om på hans ryg. På en ubehagelig måde så han nærmest var lammet. "Jeg kunne flænse dig. Dræbe dig. Dræne dig for alt dit usle blod. Og efterlade dig i en gyde til din forrådnelse." Hans greb blev strammere som om de næste ord tog ham en krig. "Men min dronnings bud var ikke at dræbe dig. Og jeg følger hende ligemeget hvad der sker. Løb. Tag dit usle liv. Og bed til dig selv vi aldrig ses igen." Derefter skubbede Markulius manden i ryggen. Og derefter sparkede ham i ryggen. Så han faldt flere meter af sted. Og faldt hårdt på fronten. Hvorefter manden rejste sig og løb alt hvad han kunne. Da manden var væk. Vendte han sig roligt imod Nille som lå livløst på jorden. Hvorefter han bukkede sig ned og tjekkede hendes puls. Der var intet galt med den. Og med en rolig hånd løftede han Nille op fra jorden. Og begyndte at bære hende af sted. Imod det nye sted han var flyttet ind. I Ashen Wood Forest. Mens han med rolige skridt gik bærende på hende.

Mørke.
Det var overalt. Hun hadede mørke. En af grundene til hun bare elskede Jacobs blege hud, og hvide hår... Samt hans smukke krystalblå øjne. Der var så meget lys over ham... Men selvfølgelig var det ikke kun derfor hun elskede ham. Jacob var... Ubeskrivelig. Nille kunne savne ham hele tiden. Hun savnede ham hvert sekund. Forventede nærmest at se det kække smil foran hende, og hans krystalblå igang med at prøve at få øjnekontakt med hende... Vievandet sved i Nilles ryg, og hun bed sig hårdt i underlæben. Den begyndte at bløde. Hun mærkede at hun blev løftet op... Og så vågnede hun lidt efter da de var nået skoven. Hun spærrede øjnene op.
"Jacob!" Skreg hun, og vred sig. Hun slappede dog af da hun opdagede hvor hun var. Hun åndede lettet op, men kunne ikke mærke den kulde Jacob udsendte. Hun så op på Markulius. Hun bed sig hårdere i underlæben, og en bloddråbe gled ned fra underlæbe. Hun slikkede den væk.
"Slip mig!" Hun prøvede at komme fri.

De rolige skridt føltes som en evighed. Han ville jo ikke rykke på hendes ryg. Det ville bare give hende flere smerter. Men pludselig vågnede hun. Og det første hun sagde var en anden mands navn. Indvendigt havde han den største lyst til at smide hende. Men udvendigt reagerede han overhovedet ikke. Han var fuld af sørgmodige følelser. Men hans liv var uberørt. Han ville ikke lade jalousi stoppe hans dømmekræft. Som hendes kriger var han ligeglad med om hun var forelsket i en anden. Og at han elskede hende af hele sit hjerte. Han ville beskytte hende. Ligemeget hvad. Kort røg hans tanker ind på tanken om at tæve den anden mand ved blot at sige han var en trussel bagefter. Men han smed tanken næsten med det samme igen. Det var at misbruge hans ære og ærlighed for at fordreje hans egne følelser. Specielt eftersom han aldrig havde mødt manden. Denne Jacob. Pludselig opfangede hans super hørelse noget. Hun snakkede. Der gik et lille stykke tid før han egentlig opfangede ordene. Men da det gik op for ham hvad ordene betød svarede han osse rolig som han var. "Jeg har ikke i sinde at lade dig gå selv foreløbig. Ikke med de smerter du er blevet udsat for." Og med rolige skridt gik han videre ind igennem Ashen Wood Forest. Kort efter pludselig dukkede et kæmpe hus op ved horisonten. Det var der han for nyligt havde lejet sig ind i.

Hvis han havde tænkt sig at smadre Jacob sønder og sammen... Kunne han forvente lussinger, slag, gråd, og bandeord fra Nille. Hun ville sikkert slå ham ihjel, eller torturere ham... Måske lade Rafael torturere ham... Og så ville hun selv dø. Jacob var hele hendes liv efterhånden. Hun følte sig mest tryg ved ham. Jacob var den hun elskede af hele sit hjerte... Forbandet være med hendes tiltrækning til Markulius! Hun ville have Jacob! Hun vred sig lidt mere, og snerrede. Hun kunne godt mærke de sørgmodige følelser han havde. Det betød bare intet for hende.... Eller gjorde det? Hvis hun fortalte ham at Rebeccas, Dæmonen, sjæl var der stadig. Kroppen var død, ja, men på grund af Nilles død havde hun mistet lidt af sin sjæl. Rebeccas sjæl havde taget den plads. Og det vidste Nille da hun kunne mærke det. Hun kunne simpelthen mærke der var en anden... En andens følelser. En andens reaktioner på ting. Men Nilles sjæl var stadig stærkere, det var kun et lille hjørne. Men hvis man skubbede Rebecca nok frem ville Nille blive skubbet lidt væk. Nilles krop ville stadig være der, men Rebeccas følelser, reaktioner, og personlighed ville komme mere frem. Det var lidt kompliceret, men Rebecca var død.
Nille kneb øjnene lidt sammen, og så irriteret på ham selvom hun inderst inde bare havde lyst til at lukke øjnene, og gemme sig hos ham. "Slip mig så, Markulius! Dette er kidnapning! Jeg vil..." Hun så hen imod huset. Hun bed sig igen i underlæben. Ashen wood forest. Jacob... Jacob... Jacob boede her. I nærheden måske? Skoven var jo stor, men hun kunne efterhånden kende den som The Forest. En lille følelse af lyst til at gemme sig ved Markulius var der kort, men blev hurtigt erstattet af lyst til at løbe skrigende væk.

Med rolige skridt gik han ind af den abnorme store port. Som førte ind til gården på det store gods han havde lejet sig ind på. Derefter førte han hende videre igennem gården mod indgangen. En gammeldags trædør med pilede brædder som pegede op af. "Nej Nille jeg sætter dig ikke ned. Jeg har pligt til at bringe dig i sikkerhed. Og så svækket som du føler dig så har jeg ikke tænkt mig at slippe dig før du har slappet af." Sagde han roligt mens han fortsat holdte hende oppe. Nu når han slappede mere af efter at være kommet til mere sikre steder. Begyndte det kolde begær langsomt og svagt at flyde ud af hans krop. Men på grund af nærkontakten føltes den ikke svag. Den var stærk og beslutsom. Berøringerne gjorde det kun værre. Det var som om kulden ikke blev stoppet af tøjet. Den fløj bare igennem tøjet og videre ind i hende. Ubevist for Markulius. Men hvis han opdagede det gik hende på ville han højst sandsynligt ikke stoppe den. I hvert fald ikke endnu.

Nille brød sig ikke om dette. Hun følte sig... Truet af ham. Hun kunne virkelig ikke lide dette. Pligt til at bringe hende i sikkerhed?! Hun snerrede lavt. Hvis han troede det var bedst for hende sådan... Så skulle han fandme lige tænke sig om igen!
"Dette er kidnapning! Slip mig så!" Snerrede hun. Hendes øjne lynede. Selvom hun gerne ville have han gav slip... Ville hun heller ikke have det, på en måde. Hun stivnede da hun mærkede det kolde begær. Hun var lige ved at give efter for den, men så røg tanken om Jacob ind i hende. Hun så truende op på ham.
"Stop så!" Hun slog ham på brystkassen, dog ikke særligt hårdt. "Sluk det!" Hun snerrede højere, og hendes øjne lynede mere.
Selvom det var mod hendes vilje lagde hun hovedet mod hans brystkasse, og prøvede at komme tættere på ham.

Kulden strømmede videre ud fra hende. Den blev ikke svagere eller stærkere. Den forblev som den var. Det var der ikke for at drage hende hen imod ham. Men for at berolige hende. Problemet var at han ingen anden mulighed kunne se for at få hende lad være med at kæmpe. Det var ikke stærkt. Men beroligende.
Langsomt med rolige skridt fortsatte han bevægelserne imod det værelse han havde tilsendt sine ting til. Da han kom ind af døren tændte han med ro lyset med sin albue og bar hende hen til sengen og lagde hende roligt på sengen med et roligt smil. "Jeg vil intet gøre dig ondt. Bare rolig tag det stille og roligt." Hviskede han roligt med et smil.

*Stop det stop det !* Hun hadede ham! MEn så alligevel.. Hadede hun ham ikke. Gud hvor var et irriterende! Hun ville hen til Jacob... Hun lukkede øjnene, og snøftede. En tåre gled ned af hendes kind. Savnet efter Jacob var stærkt... Markulius ville sikkert kunne mærke at hun savnede en bestemt. Hun åbnede øjnene, og tørrede tåren væk. Hun slappede af i kroppen... Indtil videre.
Da han lagde hende på sengen lagde hun sig i fosterstilling. "Lad mig gå, Markulius..." Hun så bedende op på ham. Det føltes som om hun kunne bryde sammen når som helst... Hun lukkede øjnene i et kort sekund, og faldt så i en dyb dyb dyb søvn...

Da hendes øjne endelig faldt i. Forsvandt kulden roligt. Sukkende og svagt snøftende. Rejste han sig roligt op fra sin position på hug ved siden af sengen. Derefter gik han roligt hen og satte sig i en stol i den anden ende af det halvstore rum på en 10 kvadratmeter. Mens han fortsat så på hende mens hun sov. *Hvorfor kan det være hun ikke kan forstå jeg bare vil beskytte hende. Hun er såret. Hun havde brugt for søvn.* Hviskede han roligt og bukkede hovedet fremad så han så lige ned i jorden. *Hvem prøver jeg at nare. Jeg er jaloux på den idiot som har taget hendes hjerte.*
Han var stædig. Han var fast besluttet. Men en ting var han helt sikkert osse. Han var bevidst hvornår han havde tabt. Og denne krig mellem Markulius. Og den anden dreng. Havde han tabt. Det vidste han. Og alligevel kunne han ikke lade være med at tænke over det.

Nille sov roligt. Hendes mareridt var væk... Men hvorfor? Hun kunne mærke kulden forsvandt. Der begyndte hendes mareridt at tage fat. Hun kunne mærke det. Hun kunne høre ham hviske. Jaloux? Idiot? Jacob var ikke en idiot! Hun havde lyst til at fare op, og gokke ham i hovedet og råbe at Jacob ikke var en idiot! Men hun lod være. På sin vis kunne hun godt forstå ham...
Hun vendte sig om, og trak vejret uroligt...

Rebecca... Rebecca var der. Ved en strand. Åh gud, ligesom det minde Nille havde set med hende. Nille trak vejret uroligt.
"Nej... Lad være... Ikke nu!" Hulkede Nille, og faldt på knæ. Hun kunne ikke klare det syn hun kunne se. Det var Rebecca der langsomt fik overtaget Nilles krop. Rebecca der holdte en hånd om Nilles hals. Nille der døde. Nille så sig selv. Men det var kun en drøm. Den anden Nilles øjne lukkede sig langsomt. "Nej!"

"Nej!" Nille satte sig brat op, og havde spærret øjnene op. Hun trak vejret hurtigt, og uroligt. Tårerne gled ned af hendes kinder.

Den sidste tanke som gled igennem hende fra ham var enkel og forståelig. *Nej det er ikke fair. Jeg er idioten. Ikke ham.* Roligt havde Markulius rejst sig op og gået hen og sat sig på sengekanten. En finger gled ned og fulgte hendes tinding og derefter hendes kindben. Før han roligt bukkede sig ned og kyssede hendes kind blidt. *Jeg har svigtet dig. Undskyld.* Det næste der skete overraskede osse ham selv. Han rejste sig. Han følte sig fri. Som om der var noget som ikke stemmede. Så gik det op for ham hvad der var sket. Han kiggede ned. Hans lår. Et lille snitsår fra et eller andet. Ikke en gift. Et bedøvelsesmiddel. Det var stammet fra manden tidligere. Men den havde været så svag at den havde haft brug for lang tid. Langsomt begyndte hans krop at falde sammen. Og kort efter lå han med ansigtet ned i gulvet. Helt livløs. Øjnene lukkede langsomt mere og mere i. Han troede han skulle dø nu. Han var klar. Han følte sig klar. Hans tanker sagde de ord han havde glædet sig så meget til at sige. *Jeg er klar. Tag mig bort. Nocturnal. Requiescant in pace. Immortali animae copulantur.* (Hvil i fred. Udødelige sjæl.)

//Æhm... Er alt det noget han tænker? o.o

Da Nille så hen imod så ham ligge ved gulvet, livløs. Det var forkert. Hun udbrød noget der var i retning af... 'Forlad mig ikke!' Hun stormede op, og hen på gulvet. Hun satte sig på hug foran ham. Rebecca blev hevet frem. Dog ikke af udseende, men af personlighed og følelser. Hun fik Marks ansigt vendt mod hende.
"Markulius, nej!" Hun så ned af ham og fik øje på såret. Nogle tårer gled ned af hendes kinder. Han måtte ikke forlade hende! Hun så desperat på ham. Hvad skulle hun gøre?! Hun snøftede.
"Du må ikke forlade mig, Mark..." Hviskede hun lavt, og gemte ansigtet ved hans hals. Hun kyssede hans hals, og græd lavt. Hun ville ikke have han forlod hende... Hun havde brug for ham...
"Hvad skal jeg gøre..."

Markulius opdagede kort efter han var landet på jorden. At han ikke skulle dø. Han var lam. Han kunne hverken bevæge sig eller tænke klart. Og som tiden gik begyndte han osse at døsse hen. Hans tanker var rodede. Der var ingen styr på det. Følelser kørte over i hende. Alt fra lykke. Til sorg. Til Jalousi. Og før han vidste af det. Var hans tanker stille igen. Det var som om hans krop langsomt begyndte at lukke ned. På trods af hans krop ikke så død ud. Den så bare fredfyldt ud. Hans krop var lukket ned. Helt ned. Så den var helt stille. Han var bedøvet. Han kunne hverken se høre eller mærke noget som helst. Hans krop sov. Hans hjerne var væk. Der var intet vågent tilbage i hans sind.

Nille holdte fast i hans trøje(eller hvad han nu havde på), og bed sig i underlæben. Han måtte ikke dø... Det ville hun ikke have! Det ville hun ikke tillade! Det ville hun ikke tillade! Hun sukkede lavt, og betragtede ham med sorgmodige øjne. Hun kunne ikke løfte ham hen i sengen så han kunne ligge der, og... Dø, eller hvad der nu skete.
Hun mærkede følelserne. Lykke... Sorg... Jalousi... Men lykke? Hvad var lykken lige nu? Sorgen? Jalousien? Det forvirrede hende. Hun mærkede at hans krop blev var lukket ned. Han så, så fredfyldt ud... Det var ikke til at holde ud. Det fik hende jo til at tro han var død. Hun rejste sig op, og tog puden fra sengen. Hun lagde den under hans baghoved. Hun satte sig på gulvet ved ham.
"Hvad kan jeg gøre?" Hun vidste ikke om han kunne høre hende, eller overhovedet snakke. Så lige nu ventede hun. Ventede på at han ville sige, eller gøre noget... Hun betragtede ham bare. Hvad kunne hun ellers gøre?

Hans krop var lukket ned. Men han var ikke død det var sikkert. han vidste ikke om der var gået timer eller dage. Han vidste der var gået i hvert fald et par timer. For natten var mørkere end da han havde lukket øjnene. Roligt åbnede han sine øjne. Hans blik var fastsat på loftet. Svage ord kom mumlende ud af hans mund. "Hvorfor er jeg ikke død." Hans blik var sløret og uskarpt. Men resten af hans sanser var skarpe som altid. Han kunne mærke noget blødt under sit hoved. Og bedømte det til at være en pude. Men ellers lå han på gulvet hvor han havde lagt sig. Det han undrede sig over var nu mere hvor var den pude kommet fra. Hans tanker kørte rundt efter hvad der var sket. Og med et sæt opdagede han det. Et spræl. Mere skulle der ikke til før Markulius havde sat sig op og kiggede forskrækket rundt med sit uskarpe blik. Bare for at fange bare den mindste silhuette fra Nille.

Nille stod i et hjørne. Et mørkt hjørne. Hvis man så godt efter kunne man se de lysende blå øjne. Hun hørte hvad han sagde. Hvorfor er jeg ikke død.. Hun fik lyst til at råbe, skrige, og kaste ting efter ham. Hendes krop var spændt, og hendes blå øjne lidt rådvilde. Hun kunne sikkert finde på at springe på ham, og skælde ham ud. Hvad var det dog for et spørgsmål?!
Vrede, sorg, og ensomhed var de følelser der var tilstede os hende nu. Men også savn. Hun stirrede koldt på ham. Hun forstod ham ikke.
Da han rejste sig op trådte hun ud af skyggen.
"Ville du bare efterlade mig?" Hendes stemme var som en kniv. Noget man kunne skære sig på. Hun stod lidt væk fra ham. Men han kunne se hende.

Hendes følelser var ikke ligefrem skjult. Så han havde stort set allerede vendt sig mod hende før hun snakkede. Hans mørkeblå øjne så fast på hende roligt. "Du ville bare forlade mig." Hans stemme var silkeblød. Men hans ord var knivskarpe. "Det jo det eneste du har sagt. At det ikke var dig jeg forelskede mig i. Hvorfor skulle jeg ønske livet. Når døden ville gøre dig mere fri." Spurgte han roligt med silkebløde lyde men knivskarpe ord. Hans besvimelse havde helt bestemt fået hans øjne op for noget. Noget helt bestemt.

Nille brød sig ikke om det han sagde. Hun kunne fornemme raseriet inde i hende. Hun fik lyst til at slå ham, og skrige op om at han ikke måtte forlade hende! Men det gjorde hun ikke. Hun ventede til at han var helt færdig med at snakke. Hendes øjne lynede af vrede. Hun gik helt hen til ham, og så op på ham da han var højere end hende.
"Du er ikke rigtig klog." Hviskede hun sammenbidt. Raseriet var tydelig. "Har du slet ikke hørt til et eneste ord jeg har sagt?" Spurgte hun. "Jeg føler tiltrækning til dig! Jo mere du skubber rebecca frem, jo mere bliver den tiltrækning stærkere!" Knurrede hun. "Du ville dø! Jeg kan ikke være sammen med dig, jeg er ikke fri!" Hun trådte væk fra ham. "Hvad er der galt med dig?!" Hun var rasende. Hun gad ikke være der mere. Ikke hvis han skulle stå og sige at han lige så godt kunne dø. "Hvis du dør, vil jeg savne dig! Og sikkert græde i flere dage! Men det betyder vel ingenting for dig?" Hun rystede på hovedet, og så ned i gulvet.

Hans krop ændrede sig ikke. Hans øjne lynede svagt. Men ikke voldsomt. Bare lidt skræmmende. "Du kan slet ikke se det vel?. Du sagde selv at jeg skulle lade dig være. Jeg burde gøre hvad du siger. Gå fra dig. Men det kan jeg ikke på grund af dette." Hans ærme blev hevet kort op. Snitsåret som havde forbundet de to var stadig klart og tydeligt i form af et ar. Meget unormalt for en vampyr stadig at have et ar. Men det var den måde folk i hans hjemby var forbundet. Roligt dækkede han armen til igen. Og derefter så hende i øjne. Hans lynene øjne var væk. Og i stedet kom der et sorgfuldt blik. Han var ked af over at have forbandet hende sådan med at være forbundet med ham. Det var sådan han tænkte hun følte det. Forbundet med en vampyr som kun halvdelen af en følte noget for. Det lød egentlig slemt. Så hurtigt som et trylleslag blev hans øjne normale igen. Hans stilling ændrede sig til ærbødigt og højhelligt. Og han rettede ryggen og hævede skuldrene. Pludselig lignede han sig selv. Sit eget selvsikre jeg. "Jeg beklager min dronning. Jeg har svigtet dig." Roligt gik han ned på det ene knæ og tog den ene kniv frem fra sin holder og havde den liggende på begge sine hænders håndflade og hævede den til hende i takt med han sænkede hovedet. Klar til at hun måtte straffe ham for hans idiotisme.

Nille ignorerede hans lynende blik. Hun var ligeglad med ham og hans vrede. En vrede voksede sig inde i hende og blev til raseri. Hendes øjne slog gnister. Det var tydeligt hun snart kunne finde på at gøre noget hun sikkert ville fortryde. Hun kiggede på snitsåret. "Ikke alt det jeg siger, mener jeg." Sagde hun koldt. Hun var såret. Såret over han bare ville dø. Idiot.
Hun løftede den ene hånd som om hun ville slå ham, men hånden faldt ned langs siden igen. Hun sukkede lavt. Hun betragtede ham. Så ned på ham med kolde øjne.
"Du har svigtet mig, ja. Men du har også såret mig." Hun tog kniven og kiggede på den. Hun tog fat om hans håndled, og skar i hans arm, bare lige ned til hans albue. Hun stoppede, gav ham kniven, og vendte ryggen til. "Hvis du ikke kan forstå det jeg siger, så tager jeg hjem nu." Hun begyndte at gå ud mod udgangen.

Smerten skød i såret så hurtigt som hun gav ham det. Hans klinger var skarpe nok til at bore sig igennem metal. Så såret blev rimelig dybt. Roligt lagde han klingen tilbage i sin holder. Og rejste sig roligt. Blodet pulserede frem fra hans arm. Ned af hans arm. Og dryppede fra hans blodige gennemblødte fingre. Da han roligt vendte sig mod hende. "Nej jeg forstår ikke. Det er mit problem. Men i stedet for at forklare hvad det er jeg ikke forstår så går du. Iorden med mig. Jeg er sulten jeg tror jeg smutter på kroen." Roligt gik han over til sit vindue. Og langsomt åbnede persiennerne heldigvis var solen ikke fremme. Den var stort set væk. Roligt åbnede han vinduet og satte sig halvt ud af det. Scoutede ud over horisonten for at finde sin retning han skulle tage af sted.

Nille vidste at hun havde givet ham smerte, sorg, og en masse negative følelser. Men det havde han fandme fortjent nu. Hun rystede svagt i kroppen af vrede.. Men også sorg. Sorgen va stærkest.
"Du forstår ikke at jeg føler tiltrækning til dig!" Snerrede hun. "Man skulle fandme tro du ikke var forelsket i mig, sådan du opfører dig!" Råbte hun. Hun åbnede døren, trådte ud, og smækkede den efter sig. Hun ville ikke snakke med ham. Men alligevel ville hun gerne... Hun var forvirret.. Hun ville bare hjem.

Han sukkede svagt. Før han valgte i stedet for at gå på jagt. At kravle op af den gamle murstens væg op på taget og satte sig roligt der. Og kiggede ud over skovens flotte høje men nøgne træer. Det var jo lige det. Han var jo forelsket i hende. Men han havde forpligtelse til ikke at måtte kæmpe for hende. Det var en betydning af hans liv. Hun måtte selv vælge. Og hvad værre var. Det var den eneste lov for hans arvs vampyrkrigere. Som ikke måtte blive benævnet. Kun fra mester til elev. Aldrig til kvinderne de valgte at blive forbundet med. Kun mændene vidste det. Han måtte ikke sige det.