Et ensomt skyggevæsen(Ettina)

//nej mod hendes værelse søde//

//Ups har vist været fraværende da jeg skrev det XD

Kimimaro så lidt forvirret mod gæsteværelset og hans eget værelse, da hun svarede på det han havde sagt han havde været en anelse fraværende af at hun gengældte hans blik, hvilket havde fået ham til at bytte rundt på hvilken arm der pegede hvorhen. Han grinede lidt af sin egen fjogethed og smilede lidt til hende "Det må du undskylde, jeg lod mig vist distrahere og forvirrede mig selv!" sagde han mildt "Jeg skal sove i værelset derovre!" han pegede over på et, omtrent modsat gæsteværelset. Han var dog lidt ærget over hun ikke havde taget det som en joke, eller bare kaldt ham skør.

Hun kiggede undrende på ham og spekulerede over hvorfor han havde peget ind mod det værelset hvor han havde sagt hun skulle sove. Havde han ment, at hun skulle sove inde hos ham måske? For hvis det var det han mente sov hun hellere på sofaen for hun skulle ikke sove i samme rum som ham. Selvom det ville give hende en stor chance for og få magt over ham på. Hun så på ham og kiggede hen mod det værelse han pegede på "hvad blev du da distraheret af?" Hun prøvede at lyde så nysgerrig som muligt bare for hun ville få mere viden om ham og så hun ville få det nemmere ved, at få magt over ham her. Hun smilte venligt til ham og lænede sig roligt ind til dørkarmen imens hun så på ham.

Kimimaro var ikke lige typen der afslørede sine tanker for andre, da han fandt disse meget private, det skete kun hvis det var i nogen særdeles sammenhæng at han ville sige hvad han tænkte, men ellers ville det være praktisk talt umuligt at få det ud af ham, lige som hun nu prøvede på "Nå ja ikke noget særligt, det sker bare nogle gange at jeg lader mig distrahere uden nogen særlig grund!" sagde han mildt, og lagde hovedet på skrå mens han smilede til hende "Nå men sov godt, vi snakkes ved når du vågner smukke!" Kimimaro blinkede til hende, før han gik ind på sit værelse, lukkede døren og på den måde forsvandt ind i det mørke der var på hans værelse, hvor intet lys måtte have lov at komme ind. Nogle timer efter kom Kimimaro ud, mens der stadig var ro i lejligheden for at gå ud i køkkenet, og lave sig noget spiseligt.

Hun kiggede roligt på ham og smilte imens hun ventede på svar, på det hun havde spurgt ham om. Hun kunne godt mærke, at søvnen lige så stille kom frem. Hun kiggede rundt og så hen på ham igen "Ok, lyder ret underligt synes jeg, men fint nok" hun rettede sig op og kiggede på han "Godnat og sov godt" hun smilte venligt og ignorerede det sidste han sagde i sætningen. Smukke? Hvad fanden er det han snakkede om? Hun var smuk ja, men man kalder ikke folk for smukke og alt hvad det nu alt sammen hedder når de ikke kender personen. Hun kiggede roligt efter ham da han gik ind på sit værelse og lukkede døren. Hun gik ind på det gæsteværelse han havde sagt hun kunne sove i denne nat. Hun lukkede døren og gik hen og lagde sig i sengen og sov roligt.
Hun vågnede senere ved, at hun hørte nogen gå rundt ude i stuen. Hun satte sig op og gned søvnen ud af øjnene.

Der var noget anderledes ved Kimimaro når nu han havde sovet nogle timer, der var noget mørkt og ondt over ham, og hvis man så ordentligt efter kunne man se at han var stærkt påvirket af triste følelser. Det var ikke sikkert at prøve at påvirke ham når han var i dette humør, han var farlig for sine omgivelser i hvert fald hvad angik væsner han ikke kendte særlig godt, og han kunne sagtens blive voldelig hvis han følte at nogen irriterede ham. Kimimaro stod lige nu i køkkenet, og lavede sig noget let mad at spise, og da han havde lavet det satte han tingene på plads. Han havde lavet nogle simple håndmadder, som han begyndte at spise mens han stod lænet op af køkken bordet. Et eller andet sted i ham, håbede han at han ikke havde vækket Ettina ved at lunte rundt i lejligheden.

Ettina rejste sig og tog sit tøj på igen. Hun redte sit hår hurtigt med fingrene så det ikke lignte, at hun lige var vågnet. Hun gik roligt hen og åbnede døren og kiggede rundt. Hun kiggede hen mod køkkenet og så der var lys. Hun gik roligt der hen og skimtede ud af et vindue da hun gik forbi det. Der var stadig mørkt udenfor. Hun gik roligt ud i køkkenet og så på Kimimaro "Godmorgen" hun smilte roligt til ham og lænede sig op af dørkarmen. Hun kiggede rundt i køkkenet og slappede af "Hvordan kan det være du allerede er så tidligt oppe?" hun undrede sig faktisk lidt over det, for klokken kunne ikke være mange da det stadig var temmelig mørkt udenfor. Men klokken var nu heller ikke så mange da de gik til køjs, så der ville vel ikke være noget underligt i, at de vågnede nu.

Kimimaro hørte hende komme ud fra gæsteværelset, hvilket jo så betød at hun måtte være vågen, og så på hende da hun stilte sig i døren hans permanent triste ansigt, var tydeligvis trist efter nattens søvn, da han havde haft mareridt denne nat, hvilket han sådan set havde hver eneste gang han sov "Morgen har du sovet godt?" Spurgte han stille og lagde hovedet lidt på skrå, mens han så hende i øjnene med hans deprimerede blik "Jeg sover ikke så meget, det er svært når jeg altid har mareridt, så derfor har jeg vendet mig til at sove få timer om natten, og være vågen resten af døgnet! Men sådan er det at være skyggevæsen, vi er meget simpelt triste væsner!" Kimimaro tog en bid af en af sine mader, mens han betragtede hende "Iøvrigt er du sulten?" Spurgte han stille og lagde hovedet på skrå "Jeg vil jo nødig at mine gæster er sultne, når de er hos mig!"

Hun kiggede roligt på ham "Sikke tidligt du er oppe" hun gik roligt he n til ham og lænede sig ind til køkkenbordet og lyttede til det han fortalte "Hvad er det du har maridt om?" hun kiggede spørgende på ham og undrede sig lidt over hvorfor han ikke havde bedt om hjælp til, at komme over sine maridt. Hun kiggede rundt i køkkenet og lagde sit hoved på skrå "Nej tak" sagde hun roligt og smilte venligt. Hun så roligt rundt og slappede af. Hun viste ikke rigtigt hvad hun skulle tage sig til. Hun gik hen til ham og lagde sit hoved lidt forførende på skrå. Hun spekulerede på hvordan hun kunne få magt over ham. Hun kørte kort en hånd hen over hans kind roligt.

Kimimaros hud var ikke lige så varm som den plejede at være, det kunne nærmest føles som om han lige havde haft koldsved, eller noget i den retning, hvilket han faktisk også havde haft efter sit sidste mareridt. Han så dog væk fra hende da hun rørte ved hans kind, og så ud til at være plaget ved tanken om hans mareridt "Mine mareridt er som regel ret så uformelige, men det er mere følelsen af dem!" sagde han stille "Det er som at være fanget i et endeløst rum af mørke, fugt og kulde! Det føles altid som om nogen holder øje med mig, lige uden for mit synsfelt, jeg føler mig hele tiden jaget som et vildt dyr, og det resultere i at jeg vågner med knogler ude alle vegne! Det er mest af alt derfor jeg ikke sover særlig meget! Og sover stående!" Han så stille på hende, og spiste færdig før han skabte afstand til hende ved at vaske sin tallerken af, og gå ind i stuen. Mens han stod derinde og kiggede ud af vinduet, på den mørke himmel, knyttede han hænderne og spændte i fingrene, så knogler voksede ud fra håndleddet mod skuldrene, i en form der kunne minde om at han havde pinsvine pigge hele vejen op af armene. Samtidig voksede der nogle mere torne lignene ud rundt omkring i hans ansigt og på hans hoved bund "Sådan er det at være et skyggevæsen!" sagde han stille, og placerede en flad hånd mod vinduet "Vi er forbandet med et trist liv, tilgængel for at være den materielle form af en styrke ingen kan styre at have i sig!" Man kunne se en blanding af triste minder, og vrede i Kimimaros ansigt og hvis ingen stoppede ham, kunne han sagtens finde på at gå grassat i byen, og smadre alt han mødte på sin vej, lige ind til hans krop nåede sin begrænsning og lukkede ned, for at reducere smerten ved at bruge knogler som våben.

Hun så stille på ham og kunne se han ikke kunne lide, at hun havde en hånd på hans kind. Hun tog stille sin hånd til sig igen og kiggede på ham. Hun lyttede roligt til det han fortalte. Hun kunne sagtens se, at der var noget der ødelagde ham indefra. Han var som, at læse en åbenbog. Hun kiggede efter ham da han gik hen for og vaske sin tallerken "Er der ikke noget der kan hjælpe dig så det ikke er så slemt?" hun viste ikke om han havde hørt hvad hun sagde for der var han allerede på vej ud i stuen. Hun fulgte stille med ham og stoppede op ved dørkarmen. Hun lænede sig op af den og så på ham. Hun rystede lidt på hovedet da hun kunne se knoglerne var ved og komme frem igen. Hun gik langsomt hen til ham. Hun ville ikke forskrække ham for hun viste ikke om han så ville blive så forskrækket, at han ville gå amok på hende. Da hun var kommet hen til ham lagde hun langsomt en rolig hånd på hans skulder som hun havde gjort forgående gange. Da han sidst havde knoglerne ude. Hun vendte ham langsomt om imod sig og så på ham "Rolig er her" hendes stemme var lav og blid.

Det var ikke til at tage fejl af hvordan han havde det lige nu, Kimimaro var trist, fyldt med smerte og vrede, følelser der havde ført en vigtig rolle i hans liv i flere århundrede, og bragt ham ind i det liv han havde lige nu "Det er svært at vide, at man er den eneste tilbageværende Kaguya i verden!" Sagde han stille, det var en tanke der havde plaget ham siden hans familie havde udstødt ham, og selv efter han havde fået en søn, og fundet nogle af sine efterkommere var han alene om evnen, han følte sig alene uden nogen han kunne relatere til. Han så hende stille i øjnene uden at angribe hende, eller gøre hende det mindste ondt "Hvorfor er du så god ved mig?" Spurgte han stille "Jeg har kun mødt en anden i hele mit liv der har villet berolige mig, når jeg var vred, ophidset eller i dårligt humør og hun forlod mig med min søn!" Kimimaro lænede sig stille op af vindues karmen, mens han fastholdte hendes blik og knoglerne der var vokset ud af hans krop, langsomt trak sig ind igen ved hendes nærvær og fysiske kontakt. Da hans knogler var helt ude af syne, var det nu nemmere at skabe en større fysisk kontakt med ham uden at komme til skade, og sådan som hun påvirkede ham kunne hun være forvisset om at han ikke ville skade hende, så længe han følte at hun prøvede at hjælpe ham. Uden at slippe hendes blik, prøvede han for første gang i mange år at søge fysisk kontakt med en kvinde, som han begyndte at synes om og ikke var i familie med, ved langsomt at tage hendes hånd i sin og strøg langsomt hendes fingre.

Hun kiggede roligt på ham. Hun fik mindre og mindre lyst til og få ham i sin magt. Hun holdt på en måde af ham her, men det var lidt for tidligt for hende og få noget med ham her fordi det var første gang de havde mødtes og kendte næsten ikke hinanden. Hun kiggede roligt på hans triste ansigt og lyttede roligt til det han fortalte om sit liv. Hun kiggede ham i øjnene "Du lyder til og have haft et hårdt liv" sagde hun stille imens hun så på ham. Hun havde stadig en hånd på hans skulder. Hun tog den stille til sig da han lændede sig op ad vindueskarmen. Hun trak lidt på skulderne "Vil helst ikke have jeg kommer til skade og du virker til og være en farlig fyr når du er i dårligt humør" og det elskede hun faktisk ved ham. Hun så på knoglerne der var ved og forsvinde. Hun smilte stille og lyttede til det han fortalte "Men du har haft kærlighed i dit liv det har jeg ikke" sagde hun kort. Hun tænkte tilbage på dengang hendes forældre havde smidt hende ud af familien. Hun var kun 5 år og blev smidt ud hjemmefra en morgen og havde ikke fået mad eller noget. De havde ødelagt hendes trøje da de havde skåret hende lige over hendes brandmærke. Hun skulle bare gå i det hun havde på i 2 år. Hun brændte inden i af vrede, men intet kunne ses i hendes ansigt, det så stadig lige så roligt ud som det havde gjort for lidt inden. Hun så ned på hendes hånd da han tog fat i den og strøg en finger hen over hendes fingre. Hun så op på ham og uden, at tænke over det gik hun lidt tættere på ham. Hendes kridhvide hår hang for det ene øje, men man kunne stadig ane hendes røde øjne ud gennem håret.

Kimimaro rettede sig op fra vindueskarmen da hun trådte lidt tættere på ham, så de nu stod inden for hinandens intimsfære, mens han stadig nussede hendes fingre lidt. Han så hende direkte i øjnene, og hans humør virkede helt anderledes fra før nu virkede han som sit rolige, mere milde gemyt igen da hun havde vist ham en ømhed, som han sjældent fik fra andre væsner. Han flettede langsomt fingre med hende, og virkede til gerne at ville give hende de følelser, hun aldrig før havde fået fra andre "Et trist liv er blot en hverdag, for en skyggedæmon jeg har mine svingninger en gang imellem, men det går over igen!" Sagde han let, uden at slippe hendes blik "Og min kærlighed varede kort, som sagt skred hun kort efter hun fødte min søn! Men selvom det er første gang vi har mødt hinanden, kan vi jo begynde at lære hinanden at kende, og måske finde ud af om vi kan fungere sammen?" Kimimaro gav den af hendes hænder han havde flettet fingre med et klem, og smilede lidt til hende som tegn på at hun godt kunne stole på ham "Og hvis det kan hjælpe på nogen måde, kan jeg love dig for at jeg ikke vil skade dig!" Tilføjede han let "Ikke med min gode vilje, vil jeg lade nogen gøre dig ondt, så hvis du en dag kunne bruge min hjælp, så sig da endelig til!"

Hun så stille på ham og kunne lugte hans lugt af skyggevæsen tættere på sig nu end han har kunnet før. Hun så stille på ham og smilte kort. Hun var forvirret for hun viste ikke, hvad der egentlig var gået af hende. Hun mærkede, at han flettede hans fingre med hendes. Hun kiggede ned på deres hænder og rødmede kort. Hun kiggede op på ham. Hendes øjne havde låst sig fast til hans øjne. Det var som om nogen havde gjort så hun ikke kunne se på andet end hans øjne. Han virkede nu også meget roligere nu end han havde gjort længe. Han lyttede roligt til det han sagde "Kan også godt mærke og se på dig, at du er blevet noget mere rolig nu end du har været" sagde hun og fortsatte "Vi kan vel altid prøve og lære hinanden og kende først" hun så venligt på ham og smilte. Hun kunne stadig ikke få fjernet sit blik fra hans øjne. Hvorfor kunne hun ikke det? Det irriterede hende og samtidig var det nu også dejligt nok. Hun mærkede hendes hånd fik et lille klem. Hun fniste kort og klemte igen. Det var nu sødt af ham, at han ville hjælpe hende på den måde og, at han ikke ville skade hende. Det måtte hun nu være ærlig og indrømme "Det skal jeg huske" hun smilede venligt til ham. Hun kiggede rundt i lejligheden og spekulerede på hvad hun nu skulle lave. Hendes mave rumlede lidt. Hun havde glemt og spise morgenmad. Hun kiggede hen over hans skulder og ud af vinduet. Det var stadig mørkt udenfor.

Kimimaro smilede lidt da hun klemte hans hånd lige efter han havde klemt hendes, og kunne godt lide tanken om at lære hende bedre at kende hun var et smukt væsen, og han fandt hende meget interessant. Da hendes mave rumlede og hun kiggede over hans skulder ud af vinduet, slap han let hendes hånd og strøg kort hendes arm "Skal jeg ikke skaffe dig noget at spise, du ligner en der godt kunne trænge til noget mad at spise?" Spurgte han mildt, og fortsatte med at nusse hendes arm "Hvad kan du egentlig godt lide at spise?" Spurgte han lidt tænkende, da han jo ikke vidste det.

Hun kiggede på stjernerne og smilte kort. Hun kiggede på ham da hun mærkede, at han slap hendes hånd. Hun smilte da han kort kørte sin hånd hen over sin arm. Det gav et underligt sus i hende. Hun smilte roligt og så på ham "Jeg er ikke kræssen, så spiser næsten alt" hun smilte roligt og nød, at han nussede hendes arm. Hun kiggede på ham "Hvad har du?" hun smilte roligt og kiggede på hans hvide hår. Hun gik hen og satte sig i sofaen og smilte roligt hen til ham.

Kimimaro gik hen til hende, og smilede lidt til hende mens de snakkede "Dejligt at vide du ikke er kræsen, for så betyder det at vi har det mere tilfældes, og så er det jo meget nemmere at lave mad til os!" Sagde han mildt, og tog blidt hendes hånd i sin igen "Jeg undskylder at måtte bede dig rejse dig igen, men kom med mig ud i køkkenet så kan vi finde ud af hvad vi kan lave, ud af alt det mad jeg har!" Kimimaro tog hende med ud i køkkenet, og åbnede køleskabet "Jeg har alt muligt, lige fra ris og kød, til pålæg og brød, så hvad vil du gerne have?" Spurgte han mildt og så hende i øjnene, mens han lagde en forsigtig arm om livet på hende.

Hun kiggede roligt på ham og smilte roligt til ham. Hun lyttede roligt til det han sagde "Tja har du vel ret i" Hun smilte roligt til ham og så ned på sin hånd da han tog fat i den igen. Hun smilte kort og kiggede op på ham "Det er ok" sagde hun roligt og rejste sig. Hun fulgte roligt med ham ud i køkkenet uden og slippe hans hånd. Hun kiggede ind i køleskabet da han åbnede det. Hun spekulerede lidt på hvad hun skulle sige og hvad det var hun ville have og spise. Hendes spekulering blev forstyrret da hun mærkede en arm blive lagt om sit liv. Hun rødmede kort og kiggede ham så i øjnene. Hun smilte roligt "Hvad med bacon, æg og brød?" hun viste ikke rigtigt hvad hun ville have. Hun var stadig lidt træt, men ville ikke sige noget.

Kimimaro smilede mildt da han så at hun kort rødmede, og nussede hende lidt på hoften mens de snakkede. Han nikkede til hendes ønske om æg, bacon og brød og slap hende så igen, for at tage tingene ude "Hvor meget vil du have af hver?" Spurgte han let og smilede til hende. Han prøvede lidt at komme ind på livet af hende, ikke fordi han ville gøre hende det mindste ondt, men fordi han gerne ville lære hende bedre at kende. Imens han ventede på hendes svar, satte han tingene på bordet, gjorde en pande klar og begyndte at varme den op.

Hun kiggede på ham da hun mærkede han nussede hendes hofte. Hun smilte roligt til ham. Han var nu meget charmerende syntes hun og alligevel kunne hun vel godt bruge ham i sit liv. Måske ikke direkte som slave som planen var, men måske alligevel hvor han var meget mere fri. Hun kiggede på ham "Ikke så meget spiser ikke det store så tidligt på dagen" hun smilte roligt og fortsatte "Du skal da også spise sammen med mig" hun ville ikke spise alene. Hun lænede sig stille op af køkkenbordet ved siden af ham og kiggede på ham imens han lavedemad til hende. Hun kunne nu godt bruge nogle timer til og sove i inden hun skulle hjem ad, men hun kunne ikke få sig til og lægge sig til og sove bare sådan her i hans hjem på den måde.

Kimimaro så hende i øjnene da hun lænede sig op af køkkenbordet ved siden af ham, og nikkede så til at hun ikke skulle have så meget. Han satte 2 æg til dem hver over sammen med lidt bacon, og satte et par skiver lyst brød i risteren så de kunne få en let morgenmad. Imens det hele stod og passede sig selv, stilte han sig med en arm på hver side af hende mod bordet, og stod nu tæt på hende igen så der var noget intimt ved at han så hende dybt i øjnene, med hans smukke permanent triste øjne "Så spiser jeg da sammen med dig smukke, men også kun hvis jeg får et lille kys!" Sagde han drillende, så man kunne mærke på ham at hun ikke behøvede kysse ham, hvis hun ikke ville. Hans krops varme kunne mærkes så tæt som de stod, og der var noget tiltrækkende behageligt over at have ham så tæt på.

Hun kiggede roligt på ham imens han lavede maden til dem. Hun så på ham og smilte roligt. Hun kunne godt se på ham, at han var meget mere rolig nu end han havde været da de mødtes ude på gaden inden han havde inviteret hende hjem til sig selv. Hun kiggede overrasket på ham da han stilte sig tæt ind til hende med en arm på hver af hendes sider mod bordet, så hun ikke kunne gå væk fra ham. Hun smilte drilsk til ham og prøvede drillende, at gå væk, men blev så i stedet. Hun lagde sit hoved sødt på skrå og så ham i øjnene "Og hvad så hvis jeg ikke vil?" hun smilte drilsk til ham. Hun kunne godt mærke varmen fra hans krop. Det rørte hende ikke rigtigt, at han stod så tæt på hende som han nu gjorde. Hun kiggede kort på æggene og baconet som stegede lige ved siden af dem. Hun smilte roligt til ham.

Han fuldte hendes blik mod maden og bedømte at den godt kunne tåle lidt mere, før Kimimaro rettede blikket mod hende igen med et drillende smil på læben "Så kan det være jeg giver dig et kys!" Sagde han drillende "Hvis altså du tillader det, jeg ønsker jo nødig at gøre dig vred!" Han blinkede drillende til hende, før han hentede 2 tallerkner og lagde æg, bacon og brød på dem begge "Så er der lidt morgenmad, og hvis du vil er du velkommen til at sove her lidt mere, dine øjne afsløre at du stadig er lidt træt!" Sagde han blidt.

Hun kiggede roligt på ham og smilte "Nå, så det er det du er ude på" hun smilede drilsk og smilede venligt til ham. Hun følte sig rimelig træt. Hun så efter ham da han gik hen for og hente tallerkenerne og puttede maden på den. Hun tog den ene og smilede "Tak" hun kiggede rundt "Tror ikke det er en god ide og det er jo ikke høfligt hvis jeg bare lægger mig bare til og sove" hun smilte venligt og gik ind i stuen og satte sig på sofaen. Hun kiggede efter ham og undrede sig over hvor han blev af. Hun begyndte roligt og spise imens hun ventede på ham.