Meet of the Shadow //Akuma//

Selvom Wanes troede det så var skyggen stadig i live og den hunrede efter blod nu.
Aldrig havde Akuma været så tæt... Eller ikke men det føltes som en næsten død.
Den arm der stadig var der tog fat i skovbunden og det halve kranie kikkede op.
Der bredte sig nu en sort masse overalt hvor hans kropsdele havde været.
Mørket rejste Akuma op igen og han var klar til at fortsætte.
Han havde nu indtaget sin oprindelige form... Skyggeformen... ( [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] ).
Han udbrød et stort kampskrig.
"Grrrroooooooooooooooww!!!!!!" lød det fra hans mørke indre.
Og straks så man at hele hans krop vente tilbage inde fra der hvor brystkassen havde siddet før.
Da han nu var samlet igen så sendte han alle sine høre armknogler ud og greb fat i Wanes.
Han slyngede ham først op og derefter klaskede han ham ned i jorden.
Knoglerne fandt igen på plads og Akuma gik over til Wanes der nu lå på skovbunden.
Han stod nu ved siden af ham og stirede koldt ned i dæmonens øjne.
"Jeg sagde jo at du ikke kunne dræbe mig..." sagde han dystert...

Wanes lå livsløs på hjorden og stirrede op på det skyggelignende væsen.
Smerten føltes som om alle knoglerne i hans krop var brækket.
Han hostede noget blod op.
Han kunne ikke fatte at han kunne overleve det.
Han kiggede ned af sig selv, han blødte endu
mere fra de to rifter over hans bryst og fra skulderen.
Han kunne næsten ikke bevæge sig.
Men han havde ikke tænkt sig og give op.
Han smilte provokerende op mod skyggen med blod løbende fra munden.
Han trak sig lidt væk, og rejste sig langsomt.
Hele hans krop var i smerte men han ignorede det så godt han kunne.
Efter kort tid var han oppe, han spyttede noget blod ned i skovbunden.
"Jeg er ikke færdig!" råbte han mod skyggevæsnet,
Inden han gjorde sig klar til kamp.

Akuma fnys og slog armene ud på en provokerende måde.
"Så vis mig hvad du kan!" sagde han med en flabet stemme.
Hele hans krop var indtakt... Men Wanes var hårdt såret... Så hvorfor ville han blive ved?
*Denne gåpåmod og stædighed kunne være til nytte?* tænkte han kort og knækkede fingrene i sine knyttede hænder.

Han havde ikke flere kræfter til at udvikle mere syre.
Men han havde ikke tænkt sig at dø uden kamp.
Han gik stille mod skyggevæsnet.
Da han stod lidt fra skyggevæsnet smilede ondt mod væsnet,
inden han lavede et hurtigt træk og ramte ham hårdt med en knytnæve lige i andsigtet.
Men han knækkede sammen, og faldte på knæ, han hostede noget blod op.
Det havde simpelthen været for meget for hans krop.
Han tørrede noget blod væk fra munden med sin arm,
"Du skal ikke tro du har slået mig" sagde han med en hæs stemme,
inden han pressede sig selv til at rejse sig igen.

Lige inden At Wanes rejste sig helt op sendte Akuma et knæ lige i brystkassen på ham.
Igen faldte han i gulvet.
Akuma tog fat i hovedbunden på Wanes' skaldede hoved og trak ham en smule op.
Han bøjede sig ned til Wanes' hoved.
"Jeg regnede da heller ikke med at min morskab var slut endnu?" sagde han med en meget ond stemme.
Derefter knaldede han Wanes hoved ned i jorden.
Akuma udbrød i latter og så på den hånd der lige havde sluppet Wanes.
Han følte sig meget stærkere og mere magtful end før... Som om hans skygge havde fået en opgradering?
De nye kræfter strømmede igennem ham og var den største nydelse han længe havde mærket.
Han smilede ondt og kikkede ned på Wanes

Han var ude i få sekunder, men kom hurtigt til sig selv.
Han trak vejret langsomt for at få luften tilbage i lungerne.
Han måtte finde på en plan, han havde ikke tænkt sig at dø.
Han hostede lidt, men trak sig væk igen.
"Du er stærkere end jeg havde regnet med" sagde han
stille inden han fik rejst sig halvt op.
Han tørrede mere blod væk fra kinden.
"Min ven, jeg kan gøre nytte for dig!" sagde han med et lumsk smil på læben.
"Med din styrke og min hjerne, kan vi danne et uovervindeligt team!"
"Hva' siger du?" sagde han, og stak hånden frem.

Akuma smilede ondt ved tanken.
*Jeg kunne godt bruge en nørd til det tunge arbejde* tænkte han kort og tog Wanes' hånd.
Han maste hånden for at vise hvem der var dominerende.
"Okay men hvis du på et tidspunkt vender dig imod mig... Så ved du godt hvem du får at se" sagde han og stirede Wanes i øjnene.
Han grinede kort og slap hans hånd.
Han vendte ryggen til Wanes og begyndte at gå.
"Du kan gå op i din lille hytte igen og så får du besked om hvornår din første opgave kommer... Og tro mig du vil vide hvornår jeg kalder" sagde han og begyndte at gå.

Han havde overlevet denne gang.
*Mere muskler end hjerne tænkte* tænkte han og tog sig til brystet.
"Det vil jeg se frem til!" råbte han med et smil på læben, inden han vendte sig
og gik tilbage mod sin hytte.
Han kiggede rundt, store huller i hjorden og smadrede træer, det havde været noget af en kamp tænkte han for sig selv på vej tilbage.
*Det her skal nok komme mig til gode* tænkte han, og kiggede tilbage mod væsnet som gik sin vej.

//The End//