Punishment. -Abbadon-

S: Udenfor Kirken.
O: En gruppe drenge som står og maler grafiki på kirken, imens de griner og få andre holder vagt.
V: Overskyet, regn og torden.
T:Nat.

Endnu engang, kunne han ikke forstå hvad han lavede med disse drenge. Denne gang havde de besluttet at lave hærværk på en kirke og ikke en hvilken som helst kirke, nej, lang fra, det var ondskabens kirke, her kom de onde væsner og tilbed alt det onde. Hvor dumme var de drenge lige? De havde ligså godt gravet deres egen grav, så hope var en af dem som holdte vagt. Han skulle ikke nyde noget af at genere ondskabens kirke. Vejret var ikke til at holde ud, det regnede kraftigt så man næsten ikke kunne se noget og engang imellem slog et lyn ned og lyste hele den mørke sted op, som på et diskotek hvor man havde valgt at lyset skulle være det blinkende lys, hvor alting så ud til at gå i slow motion. Hope kiggede rundt, han var ikke sikker på hvad egentlig skulle holde øje med, en person som skulle komme gående eller en som måske ville komme flyvende.. Der var jo så meget i denne verden, så det skulle ikke undre ham hvis der kom en flyvende. Et lyn slog ned, så det gav de fleste et chok, men ikke så meget at det fik dem til at ryste i bukserne, bare sådan et chok som gav et lille sæt, men som ville forsvinde igen. Hoppe rystede på hovede af sine forskrækkelse og fortsatte med at holde udkig, imens han gemte sig bag en busk, i håb om at hvis der kom nogen ville han kunne gemme sig, selvom det gav ham kvalme om at gemme sig som en anden kujon. Et lyn slog ned og oplyste endnu engang det mørke rum omkring kirken.. Snart skulle drengene få sig en lærerstreg.. En lærestreg de sendte ville glemme, noget som skulle følge dem resten af deres liv. Men, der var ingen af dem som var klar over den alvorlige fare de var ved at rode sig ud. De troede at det farligste nok var at blive ramt af lynet eller at nogen skulle opdage dem, hvor de ellers bare ville kunne stikke af og håbe på at de ikke noget at blive genkendt.
Hope sukkede en anelse for sig selv, inden han kiggede hen på de andre drenge, som stadig var i fuld fær med at ødelægge kirken, ved at udsmykke den med grafitti. Normalt ville Hope havde blandet sig helt uden om, men denne gang følte han en trang til at være med disse drenge, være en del af noget, selvom det nok ikke lige var den bedste måde at få venner på. Et nyt lyn slog ned, en kraftig regn begyndte at piske om deres ansigter, så Hope var nød til at klemme øjnene sammen for at kunne se noget i uvejret.. regnen var som små sten, fra hver en dråber der ramte dem føltes som et stenslag. I stedet for at holde vagt, kiggede Hope over på drengene, for at se om de ikke snart var færdige så de kunne komme væk fra uvejret, samt slippe for at have adrenalinen pumpende i hele kroppen.. Da de stadig ikke var færdig, udstødte han endnu et suk og drejede hovedet, for endnu engang at kigge til om der skulle komme nogen..