Children Knowledge(Luce)

Luften ramte Delilahs kinder idet hun susede igennem træernes piskende grene, og kølede hendes hud ned. Selvom lette sveddråber samlede sig på hendes pande og banede deres vej ned over hendes kind og kæbe, så følte hun derfor ikke en voldsom varme opbygge sig i hendes krop. Hendes åndedræt kom i dybe men alligevel hurtige stød, der sørgede for at bringe iltrig luft ned til hendes arbejdende krop. Hendes muskler arbejde endnu på højtryk, selvom den havde været i gang i flere timer nu. Bag hende svingede den højtopsatte hestehale, og selvom skoene der beklædte hendes fødder var højhælede så satte hun hvert skridt perfekt imellem skovbunden hvor grenene stak opad som brudte knogler.
Kort sagt, var Delilah ude at løbe.
Læderbukserne der ikke syntes være det oplagte valg at træne i, klistrede ikke til hendes ben selvom man skulle tro det. De sad som malet på og fulgte hver af hendes bevægelser tæt så hun fik utrolige elegante, næsten katteagtigt smidige bevægelser, men disse læderbukser var utroligt effektive at svede i for det var som forsvandt alt det fugtige inden i bukserne til en hvis grænse. Og i forhold til de mindst lige så upraktiske stiletter, så var de for Delilah både et våben idet der var indbyggede knive, men også det hun ville ende med at jagte et væsen i når hun var på jagt. Så hvorfor ikke bruge dem til træningen også?
Det var dog ikke det man bemærkede først, når man så Delilah. For på trods af det næsten perfekte ydre der kun kunne tilhøre en succubus, så ville blikket først glide ned til hendes mave. Delilah var ikke tyk, og det var tydeligt - Hendes fingre var lange og slanke, og hendes ansigt var ligeledes slankt. Hendes ben var stramme og hendes arme syntes kun at indeholde næsten usynlige muskler. Og alligevel bulede hendes mave tydeligt ud - Selvom det dog ikke var voldsomt på nogen måde.
Delilah brød ud af træernes omfavnelse, idet hun endte i en lille lysning. Foran hende strakte vandet sig, og glinsede i solens stråler. Hendes løbende trav ændrede sig til en lunten, hvorefter hun gik ned i skridt. Hendes krop rystede en smule af anstrengelse, og hun kunne næsten smage blodet i sin mund. For Delilah var træning at presse sig til det punkt der var tæt på besvimelse - for hun ville være stærk igen. Hun kunne ikke holde ud at være svag, for selvom hun faktisk var stærk i forhold til en succubus' standard .. Så var hun svag i forhold til sin egen. Og det irriterede hende mere end noget andet.

Luce havde bestemt sig for og gå en tur denne dag med sin søn på ca 2 år måske lidt mere. Hun havde mistet tidsansen efter oplevelsen i kirketårnet for 1½ måned siden. Hun var blevet tortureret. Det var ikke en mild tortur oplevelse. Den var direkte hård og ondskabsfuld. Det var ikke bare en hvilken som helst person som havde kidnappet hende i sin sødeste søvn. Endda hjemme hos sig selv. Det var dæmon lederen. Rafael som havde kidnapptet hende uden nogen rigtig grund. Hun viste ihvertfald ikke grunden for, hvorfor han havde gjort det dengang, men hun var begyndt og kæmpe sig op igen. Det var svært og leve hjemme hos sin kæreste og søn for de var jo dæmoner og hun frygtede dæmoner mere end noget andet efter oplevelsen. Han havde skåret undersiden af hendes fødder af helt ind til kødet som nu var healet, men det gjorde stadig lidt ondt når hun gik, men det var nu ikke så slemt længere heller. Hun havde taget et par læse sorte bukser på og en lilla top. Hun havde også taget et par sko på som ikke sad for tæt om hendes fødder, så det ikke pressede på når hun gik. Hendes sorte lange hår var sat op i en almindelig hestehale, hvor slutningen gik til midt på ryggen. Hendes blå/lillae hud glimtede pga solens stråler. Hvis man havde kendt hende inden kidnapningen havde man kunnet se på hende, at hun var blevet lidt tykkere. Hun var jo gravid med dæmon lederens barn. Hun forbandede det barn længere ned end helved, men hun tuerte heller ikke og få det fjernet pga hun ikke viste hvad Rafael ville gøre ved hende, hvis han fandt ud af det. Hun holdt sin lille søn i favnen imens de gik. Han havde arvet sin mors blå/lillae hud, men resten var farens. En typisk blannings dæmon hvor man ikke vidste hvilken race han rigtigt var.Han havde fået sit blålige joggingtøj på som han havde fået af sin far og et par matchene sko. Hen var fars dreng det kunne man tydligt se på ham. Bruce havde plaget i flere uger om og komme ud i skoven og nu havde hun bestemt sig for, at nu skulle det være. De gik roligt hen til søen, hvor Luce satte sig på en træstamme og satte Bruce ned på jorden. Han løb rundt og prøvede og fange en sommerfugl som fløj rundt om ham. Han var nu heller ikke en helt almindelig dæmon måtte hun være ærlig og sige, men det var stadig i ham og det var hun nød til og finde sig i. Hun holdt øje med Bruce og grinte som han løb der og legede.

Hendes dovne fingre trak besværligt hårelastikken ud af hendes lokker, selvom hendes hår havde filtret sig godt og grundigt ind i denne. Håret faldt ned, og buede en smule underligt på midten efter at være blevet strammet op i hårelastikken så længe. Idet hun standsede foran søen, gled hendes tanker tilbage til hvad der rumsterede i hendes mave. Den ting der var begyndt at vokse, og være synlig på hendes krop. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre med den. Hun vidste ikke hvad den ville gøre ved hende. Hun vidste ikke hvordan hun havde det omkring den, eller hvordan hun skulle finde ud af det. Hun vidste intet.
Et legende barneskrig afbrød hendes tankegang, og skar sig ind i hendes opmærksomhed. Selvom hun ikke på sekundet snurrede rundt i en hvirvelvind, så var hendes reaktion forholdvist hurtig. Med en lang, smidig bevægelse gled hendes hoved imod siden så hendes hår dansede i luften som en maltrakteret glorie, hvorefter det lagde sig tungt omkring hendes skuldre. Hendes blik fandt omgående den eneste ting der bevægede sig ud over træernes blade - Nemlig en lille dreng der knap kunne være mere end et par år gammel.
Mange forskellige følelser flakkede over Delilahs ansigt da hendes blik faldt på denne dreng. Overraskelse. årvågenhed. Mild forvirring, forundring. Og det underligste der nåede at flakkede henover hendes ansigt var noget der næsten kunne minde om en venlig form for et desperat ønske om kærlighed.
For selvfølgelig ønskede Delilah at elske barnet der voksede i hende. Der var ingen tvivl om at hun ønskede at være en god mor, der kunne opdrage barnet. At hun kunne skabe en familie. Men det vidste hun godt at der ikke var noget håb for, idet Delilah ikke kunne forestille sig selv være en god mor. Så da hun så det lille barn der løb omkring med sin mor siddende kun en smule bag hende, kunne hun ikke ignorere den smule varme der lagde sig omkring hendes hjerte som et tæppe.
Uden hun havde bemærket det, var hun begyndt at træde over imod denne familie. Men ikke over imod moren, men det lille barn der grinende løb rundt i dens egen lille verden af lykkelig leg. Den stødte ind i hende, før den bemærkede hendes tilstedeværelse. Dens grin stoppede, hvorefter den med store øjne så op på hende. Alt imens han løftede blikket, gled hun en smule ned på knæ så hun var i samme højde som han var. Derefter løftede hun en finger, og strøg et hår væk fra hans ansigt.
"Hej. Hvad hedder du? Er dét din mor?"
Hendes varme smil smittede hendes stemme, og tilførte en venlig glød til hendes blik. Hun løftede samtidig en slank pegefinger, og rettede den imod kvinden bag drengen. Hendes blik fulgte denne finger imod kvinden, og ubevidst trak hun tanktoppen en smule ned så den dækkede hendes mave lidt bedre.

Luce holdt godt øje med Bruce der legede. Han var nu så dejlig alligevel selvom han var en dæmon. Hun så en kvinde gå hen imod ham. Skulle hun rejse sig op? Nah hun var kun få meter væk fra ham så der ville nok ikke ske noget. Bruce løb lige ind i kvinden og faldt på røven. Han sorte små lokker faldt over hans ene øje. Han rejste sig op igen. Han kiggede op på kvinden foran ham. Hun var høj. Meget høj i forhold til ham. Han var stoppet med og grine og kiggede på kvinden der havde sat sig på hug foran ham. Han så lidt undrende på hende og lagde sit hoved sødt på skrå. Han kiggede efter hendes finger som var peget hen imod Luce. Han kiggede så på kvinden igen "Hedder Bruce hvem er du?" han nikkede da hun spurgte om Luce var hans mor.
Luce kiggede undrende på kvinden og rejste sig op. Hun gik hen og stilte sig ved siden af Bruce og lagde en arm hen over hans ene skulder. Hun kiggede på den fremmede kvinde. Lugten af en anden dæmon skar i hendes næse. Hendes øjne gik fra roligt og mildt og direkte over i frygt. Hun løftede Bruce op i sin favn og holdt ham ind til dig. Man kunne sagtens se på Luce, at hun var blevet bange.

Et smil spillede omkring Delilahs læber, idet han besvarede hendes spørgsmål. Hele hendes ansigt havde løsnet sig fra hendes normale flabede og legende smil, og var blevet erstattet af et venligt skær. Hele hendes ansigt havde med ét forvandlet sig til noget uskyldigt, som meget sjældent så meget som berørte hendes ansigt. Nu havde den overtaget hele hendes kropsholdning, og aldrig havde Delilah set så sød ud. Hun lyste, og havde for en kort stund glemt alle de problemer hun havde på halsen og det samfund der jagtede hende. For første gang i mange år var hun den Delilah der burde have eksisteret, hvis hun ikke var blevet født i det samfund hun var født i. Den kvinde der smilede til livet, om det så smilede tilbage eller ej.
"Hej Bruce. Mit navn er Delilah."
Hun løftede et par fingre og vinkede til ham. Men så snart morens bevægelser blev opfanget af Delilahs sanser, gled hendes blik over imod hende. Hun trak sig op i stående stilling, men hun trådte ikke væk fra barnet. Istedet var Delilahs reaktion en helt anden, da morens spærredes let op i frygt.
"Er der noget galt?"
Hendes stemme var en smule bekymret, og det var som var den rigtige Delilah forsvundet fuldstændigt for en tid. Hun trak endnu engang tanktoppen der var kravlet opad ned over hendes mave, uden at slippe kvinden med blikket. Hun løftede en hånd imod kvinden, og trådte et skridt henimod hende - langsomt.

Luce kiggede skræmt på kvinden foran hende. Bruce vinkede i stedet til hende. Han sødt til den fremmede, hvor Luce derimod lignte en der lige havde set døden foran sig. Den nye lugt af dæmon fik hende til og tænke tilbage på kidnapningen, hvor hun var blevet tortureret og det hele af en dæmon, men det var bare ikke en hvilken som helst dæmon. Det var dæmon lederen. Luce rystede lidt med hovedet og prøvede og tage sig sammen. Hun kiggede mistroisk på kvinden foran sig. Hun prøvede og finde nogle mistænkelig træk som hun kunne have, men det var ingen. Hun så nu ægte ud. Hun rakte stille en arm ud mod kvinden da hun rakte hendes ud "Nej nej...har det fint..." hendes stemme havde et klang af skræk i sig. Hun så nu også meget træt ud. Hun havde ikke sovet i flere nætter. Hvor længe var det nu hun ikke havde sovet? 3-5 dage? Hun viste det ikke tiden var gået helt i en rode bunke for hende. Hun sukkede kort "Hedder Luce og hvem er du så?" hun prøvede og skubbe sin frygt væk fra overfladen. Hun prøvede og komme videre i livet. Det var bare svært for hende. Hvis hun prøvede og sove, så ville hele episoden fra kidnapningen og da hun blev tortureret komme frem igen i billeder og alle de følelser hun havde følt og smerterne hun havde den nat kommet tilbage med en så stor kraft, at de fleste ville falde om og skrige til de ikke havde nok energi tilbage og deres hjerne havde lukket ned for dem. De ville sikkert været endt på den lukkede afdeling på sygehuset. Hun prøvede og tænke tilbage på den hjælp Sean havde givet hende for og komme videre.
Luce trak sin arm til sig og satte Bruce ned "Leg du bare videre min dreng" hun smilte roligt til Bruce. I det samme kom en sommerfugl flyvende foran ham og han begyndte straks og jagte den som han havde gjort for lidt siden. Hun kunne høre ham grine. Hun smilte kort og så derefter på kvinden igen. Hun kunne se der var noget hun skjulte, men hvad viste hun ikke rigtigt hun kunne ikke tænke klart. Det hele var blevet sløret for øjnene af hende. Hun vaklede lidt. Hendes øjne sortnede. Hun stod stadig op. Bare meget ustabilt end hun normalt ville gøre.

Kvinden havde det tydeligvis ikke så godt med Delilahs tilstedeværelse. Men dette tænkte Delilah ikke videre over, idet næsten alle individer havde det med at have meget svært ved at acceptere hendes lidt specielle måde at håndtere situationer på, hvilket også resulterede i at de færreste kunne lide hende. Derfor var det sjældent at hun kunne mærke en person der havde det godt med hendes tilstedeværelse, så selv hvis moren var begyndt at råbe og skrige af hende imens hun kaldte hende forfærdelige ting, så havde Delilah ikke undret sig synderligt over det. Eller, måske lige netop i dette stadie hun ikke vidste hun besad ville hun undre sig over det. Det her stadie hvor en unaturlig sødme havde overtaget hende, og ladet sindssyge ting som bekymring og venlighed sive ud igennem hendes årer.
Kvindens ord beroligede egentligt ikke Delilah, men hun trak hænderne til sig. Kvinden virkede næsten bange for Delilah, som var hun bange for at hun ville skade moren. Eller barnet måske? Delilahs blik gled igen imod barnet, hvor det blev sat fast indtil kvinden forklarede hvad hendes navn var.
"Som jeg sagde til Bruce, er mit navn Delilah. Jeg ... kunne bare ikke modstå at sige hej til din søn."
Hendes stemme var en smule tøvende, som vidste hun egentligt ikke hvordan hun skulle forklare hvad hun egentligt havde villet. Hun vidste ikke engang hvad hun egentligt havde villet. Måske ville hun bare forsikre sig selv om at hun kunne være sammen med et barn uden at ødelægge det fra første sekund, og tvinge det til at hade hende som alle andre tilsyneladende havde tendenser til.
Hendes blik fulgte Bruce da han fulgte sommerfuglen. Dog gled det hurtigt tilbage til Luce, hvor det kun nåede at sidde i nogle sekunder idet hun i det samme vaklede og så ud som kunne hun vælte hvert sekund. I ren refleks dansede Delilah hastigt fremad, og greb fat i hende med en fast hånd så hun ikke væltede. Derefter lagde hendes anden hånd sig blidt imod Luces anden arm.
"Er du sikker på at du er okay?"

Luce kiggede underne på kvinden. Hvorfor ville hun snakke med Bruce. Hun var stadig lidt mistroisk over hende. Delilah hed hun. Underligt navn, men specielt var det nu også. Hun kiggede på Delilah "Jamen rart at møde dig Delilah". I det samme væltede Luce om. Hendes krop havde sagt stop for alt. Den ville havde energi så den kunne kæmpe videre. Hun sov i en dyb søvn. Som var hun slået ned bagfra og slukket som et lys. Hun var tung under faldet. Hun var bleg. Bruce løb rundt efter sommerfuglen i noget tid. Han fik fanget sommer fuglen og skyndte sig hen til Luce "Mor, mor se!" råbte han imens han løb hen til dem med sommerfuglen i hånden. Han stoppede brat op få meter ved siden af Luce. Tårerne trillede ned af hans kinder. Han skreg kort og hulkede "Hvad er der med mor?" han kiggede spørgende på Delilah og løb hen til Luce og ruskede i hende "Mor du skal op! mooor!" tårerne løb ned af hans kinder. Hans hulken blev til gråd. Han krammede sig ind til Delilahs ben imens han græd. Han forstod ikke hvad der var sket med hans mor. Hun var jo så frisk da de tog afsted. Han forstod ingenting og nu havde han brug for hjælp og støtte. De første tanke der kom frem i hans hoved var: Er hun død?
Han rystede og hulkede "Mor vågn!" han hulkede ordende og kiggede grådende op på Delilah "Hvad sket? Hvem passe mig nu?" han kunne ikke forstå det hele længere.

Delilah nåede ikke svare på hendes ord, for hele Luces krop blev slap og hun væltede. Delilahs fingre strakte sig efter hende, men selvom det lykkedes dem at sno sig rundt om hendes arme, så trak Luces vægt hendes alligevel nedad fordi Luce allerede var på vej imod jorden. Delilah vaklede en smule og gled en smule fremover da hun nægtede at give slip på Luces arme, hvilket også resulterede i at Delilah ligeledes faldt hovedkulds imod jorden. Hun slap derfor først da hun selv havde mistet balancen, og styrtede imod jorden uden nogen chance for at rette kursen på.
Heldigvis havde Delilah for længst lært at tage fra for sådan et fald uden at gøre skade på sig selv, hvilket også var grunden til at hun automatisk strakte henover fremefter og lod hænderne ramme jorden først. Derefter skubbede hun med benene hvilket resulterede med at hun lavede et slags rullefald, og derefter kunne hive sig op og stå på den anden side. Hun nåede dog knap at komme på benene, før hun snurrede omkring og lod blikket fange Luce der havde ramt jorden. Endnu i den samme bevægelse der var blevet skabt da Luce væltede, gled Delilah ned på hug. Hendes ene hånd løftede blidt Luces hoved op, imens den anden lod et par fingre lægge sig imod hendes hals så hun kunne mærke at Luce endnu havde en puls.
Bruces ord trak Delilah tilbage til virkeligheden. Hun lagde en hånd imod hans ene arm, og sendte ham et beroligende smil. Dog var hendes sind nærmere i chok, fordi hun ikke havde nogen anelse om hvad der netop var sket. Denne kvinde var bare faldet uden nogen synderlig grund.
"Se her Bruce, hun er ikke død."
Hun tog blidt fat i hans hånd, og førte den ned til Luces hals. Derefter sørgede hun omhyggeligt for at han kunne mærke hendes puls.
"Kan du mærke det? Det betyder at hun lever."
Hun flyttede en smule på Luces hoved, så Delilah kunne sætte sig under hende. Derefter lagde hun Luce op af hende, så hun ikke lå direkte på jorden. Hendes blik blev derefter rettet imod Bruce igen.
"Vil du sidde med mig og vente på hun vågner? Og ved du hvorfor hun besvimede?"

Luce lå stille da hun ramte jorden. Hun så meget fredfyldt ud. Bruce tårrede og var tæt på og begynde og græde. Han kiggede på Delilah med et trist blik. Han var bange. Han havde aldrig set Luce falde sammen bare sådan uden videre. Bruce lod Delilah tage hans arm og lægge den mod Luces hals. Han kunne godt mærke hendes puls, men han var stadig bange. Hvorfor var hans mor pludselig faldet bare sådan uden videre? Hvad var der galt med hende? Han nikkede da hun spurgte ham om han kunne mærke hendes puls. Han var blevet noget roligere nu, hvor han vidste hans mor var i live. Han kiggede op på Delilah "Sover mor?" hans stemme var meget bekymrende. Bruce tog sin hånd til sig og aede Luce hen over håret som hun plejede og gøre ved ham når han skulle sove. Han kiggede på Luce med et sødt og et jeg passer på dig blik. Han smilte roligt "Jeg er her mor. Sov sødt" hans stemme var sød og gråden var der ikke mere. Han nikkede og gik hen og satte sig ved siden af Delilah. Han så på Luce og derefter op på Delilah "Far sagde mor syg" hans stemme var lav.
Der gik nogle timer før Luce vågnede igen. Solen skinnede stadig og der var ingen vind overhovedet. Hun åbnede sine mørke drage øjne med et lillaet skær i sig. Hun satte sig op og kiggede mere eller mindre forvirret rundt "Hvor er jeg? Hvad der sket?" hendes stemme virkede lidt nervøst. Hun kiggede på Bruce som kom løbende hen i favnen på hende. Hun smilede roligt og omfavnede ham. Hun havde det lidt svært ved det. Hun begyndte og tænke på det barn hun gik rundt med nu...
Hun kiggede på Delilah imens hun omfavnede Bruce. Bruce så op på Luce "Mor, Delilah passede på mig mens du sov" han smilte roligt til Luce. Luce kiggede hen på Delilah og smilte kort "Tak for at du passede på ham imens jeg....sov..." hun kiggede lidt undersøgende på hende. Hun virkede nu til og være god nok. Skulle hun mon give hende en chance? Hun havde trods alt passet på Bruce imens hun var mere eller mindre væk.

"Ja hun ... sover."
Delilah vidste ærlig talt ikke om Luce sov, eller om hun var besvimet. Det kunne være langt mere seriøs, men den bekymring ville hun på ingen måde bebyrde Bruce med. Måden han blidt strøg hende over håret og betragtede hende med et beskyttende blik, rørte et eller andet i Delilahs hjerte endnu engang. Det var ufatteligt så meget Delilah havde ændret sig i det split sekund hun så Bruce løbe rundt, men der var ingen tvivl om at hun kunne glide tilbage hvert sekund det skulle være. Men det var som tvang denne drengs uskyldighed hende til at blive i hendes egen uskyldighed, og lod en underlig venlighed lægge sig om hende og påvirke alle hendes bevægelser og tanker. Hun var dog sikker på at hun ikke ville blive sådan når det var hendes eget hun var med, men et eller andet bristede i hende ved tanken om at hun ikke skulle befinde sig et sted imellem den kulde hun normalt bar rundt på, og denne varme der bankede i hendes krop netop nu.
"Sagde far at mor var syg? Ved du hvordan han sagde mor var syg?"
Delilah stemme var endnu blid og beroligende, og selvom hun ikke selv bemærkede det var hun begyndt at sige 'mor' og 'far' om drengens forældre, selvom det ikke var noget hun nogensinde havde forestillet sig at hun kunne finde på at gøre. Med ét løftede hun blidt Luce, og bar hende over til et nærmeste træ. Der satte hun hende op af dette træ i skygge fra solens stråler, og sørgede omhyggeligt for at hun ikke ville falde. Derefter vendte hun sig omkring, og sendte Bruce et smil.
"Vil du med ud og bade?"


Delilah var gennemblødt, ja. Hendes krop klistrede til hendes krop, og afslørede alt - også den mave der vidnede om hendes graviditet. Men selvom hun praktisk talt dryppede af væske, så bemærkede hun det ikke rigtigt. Hendes arme holdt omkring Bruce, idet hun sørgede for at han blev holdt oppe i vandet. Hun vidste at han højst sandsynligt ikke kunne svømme, og derfor havde hun i de sidste par timer givet ham hvad der kunne minde om svømmetimer. Derfor kunne han faktisk næsten holde sig oppe uden hendes hjælp - men kun næsten. Hun vovede ikke at slippe ham.
Og det underligste var at Delilah faktisk havde syntes det var hyggeligt. Hun havde med et lille smil fulgt ham omkring i det vand der knap gik hende til taljen, og havde kun enkelte gange sat ham op på bredden. Det var i de øjeblikke hun var dykket helt under vandet, og selvom han havde spurgt hende om hun ville hjælpe ham med at dykke havde hun ikke gjort det - hun ville ikke risikere at han fik en dårlig oplevelse med vand.
Hvorfor tænkte hun overhovedet sådan? Det var ikke engang hendes unge. Hun kendte ikke engang moren, så hvorfor havde hun denne følelse i sig? Disse tanker snurrede i hendes hoved, og gjorde det svært ikke at forvirre hende mere end hun allerede var. For hun var uden tvivl forvirret. En bevægelse ovre ved Luce, vækkede Delilahs opmærksomhed. Hun havde optrænet sine sanser til at opfange enhver bevægelse, hvilket også var grunden til at hun bemærkede den svage bevægelse og reagerede på den før hun registrerede hvad der faktisk skete.
Hun løftede Bruce op på bredden, og pegede over imod Luce.
"Se Bruce, din mor er vågen. Løb over og giv hende et stort kram!"
Delilah trak sig op af vandet i armene, imens han løb imod Luce. Der gik derfor ikke lang tid før hun fulgte drengen over til moren, og hun havde i et øjeblik glemt hvordan hendes mave nu var helt tydelig på grund af vandet. Delilah var ikke mere end nogle måneder henne hvilket også var grunden til at hendes mave ikke var enorm, men den var tydelig.
"Det skal du ikke tænke på. Bruce er en sød dreng - han kan næsten svømme nu."
Hun smilede let, og gjorde en lille bevægelse over imod vandet for undestrege sine ord. Derefter rakte hun en hånd ned imod Luce, som et tegn på at hun gerne ville hjælpe hende op hvis hun ville have hjælp.
"Hvorfor faldt du i søvn? Bruce siger at du er syg?"

Luce bemærkede, at Bruce var våd og kiggede spørgende op på Delilah. Hun holdt ham ind til sig og smilte. Hun elskede sin søn mere end noget andet. Hun kiggede op på Delilah og lagde mærke til, at hun havde en tydelig mave. Var hun gravid? Det kunne ihvertfald se sådan ud, men hun ville ikke sige noget for tænk nu hvis det var forkert? Det ville ihvertfald være virkelig pinligt, hvis hun ikke var gravid, men alligevel kunne man godt se, at det ikke var bare mad som havde gjort hendes mave lidt større end normalt. Hun smilte roligt til Delilah "Tak for og underholde ham og at ville lære ham og svømme." hun smilte roligt fortsatte "Du ville ihvertfald være en god mor, hvis du går med det i tankerne" hun satte Bruce ned og tog fat i Delilahs hånd. Hun rejste sig op med Delilahs hjælp. Måske kunne de 2 godt blive veninder. Altså hun er sød imod hende og er god ved hendes søn. Hun smilte roligt til Delilah. Hun kiggede ned på Bruce "Gå ud og leg imens jeg snakker med Delilah. Jeg har det fint lille skat" hun bukkede sig ned og kyssede ham på panden. Han smilte roligt og løb ud og legede. Luce rettede sig op igen og kiggede efter ham. Hun kiggede så på Luce og sukkede "Jeg kan ikke selv gøre for det længere. Jeg er ikke direkte syg eller jo det er jeg psykisk og min krop får ikke den energi som når jeg sover. Det lyder dumt jeg ved det godt...Men jeg er forbandet. Det har jeg været i noget tid nu, hvor længe ved jeg ikke rigtigt længere for har mistet tidsfornemmelsen. hun kiggede på hende med et trist blik og samtidig bekymret.

Delilah kunne ikke undgå at bemærke at Luce trykkede Bruce indtil sig, på trods af at vandet der dryppede fra hans tøj langsomt trængte ind igennem hendes og gjorde hende fugtig. Hun lod dem derfor nyde dette øjeblik i nogen tid, indtil Luces blik flakkede hen imod Delilah. Selvom det ikke fandt Delilahs egne øjne først, så tænkte hun ikke nærmere over at blikket ramte hendes mave først - idet hendes eget blik flakkede nærmest ukontrolleret omkring uden at kunne fokusere på noget bestemt. Hun havde problemer med at fokusere på sig selv endda - hvad var der galt med hende? Hvorfor syntes alt lyst til at være flabet overfor disse to skabninger til at være flydt ud af hendes krop? Hvorfor var hun så svag lige nu? Så ynkelig? Hvis hun blev angrebet nu, ville hun ikke ane sit levende råd - for hun var alt andet end parat til noget i dette sekund. Hvad var der galt med hende?
"Det var min fornøjelse. Jeg måtte jo sørge for at han glemte hvad der skete med dig. Han var utroligt bange."
Hvor var alle hendes bandeord? De ord hun ikke blot snerrede i sindet når hun blev vred, men de ord som var en fast del af hendes sprog. De var forsvundet, som kugler af dug for en svag solopgang. Måske var hun syg. Måske var det hendes graviditet der var gået ind, og havde påvirket hendes hjerne så hun ikke kunne tænke og se klart - så hendes virkelige følelser blev undertrykt og erstattet af nogle sindssige følelser der kunne forveksles med venlighed og en vilje for ikke at lade noget ondt ske til nogen.
Så snart Luce sagde at hun ville være en god mor, lagde Delilahs hånd sig automatisk på hendes mave og hendes blik klistrede sig et kort øjeblik til det selvsamme sted.
"Det tror jeg ikke du skal regne med. Faren er ikke lige frem en engel, og jeg selv .. Ja, jeg er vel endnu værre."
Hvorfor fortalte hun det her? Og til en fremmed!? Uden at tænke over det, trådte Delilah nogle skridt tilbage - men ikke for at komme væk fra Luce, men nærmere for at tage afstand var sine egne ord. Hun havde kun fortalt at hun havde det sådan til Sajro selv - ikke engang Castle havde hørt om dette. Hvorfor øsede hun pludseligt ud med det, til en fuldstændig tilfældig kvinde i skoven? Hun reagerede derfor heller ikke synderligt da Bruce endnu engang blev optaget af en leg, og efterlod de to kvinder alene. Delilahs lettede forvirrede blik var alligevel rettet imod Luce, selvom hendes hånd ikke syntes at kunne flytte sig fra hendes mave.
"Forbandet? Fortæl mig om det. Hvad skete der? Du må have været igennem noget utroligt traumatisk - det lyder sådan."
Delilah så på hende i nogle sekunder, og vippede så hovedet en smule til siden.
"Er der noget jeg kan gøre for at hjælpe - overhovedet?"

Hun kiggede lidt på Delilah. Hun virkede til og være sød nok i forhold til hendes idiotiske leder som havde gjort, at hun frygtede dæmoner som var de en hel flok giftige slanger der var klar til og angribe en lige så snart de fik chance eller lige som ordsproget løven er farligst når den smiler eller noget i den retning. Hun kunne ikke helt finde hoved og hale i det hele stadig. Hun prøvede og fremtvinge et roligt smil. Det, at Bruce var blevet bange kom ikke bag på hende for det kunne hun sagtens forestille sig "Men tak alligevel." hun smilte kort og kiggede ned af sig selv, hvor hun var blevet lidt fugtig der hvor Bruces våde tøj havde været. Hun trak let på skulderen og kiggede rundt. Hun lagde mærke til, at Delilah lagde sin hånd på maven. Så var hun altså gravid. Så fik hun det bekræftet og hun tvivlede ikke et sekund om, at hun ville blive en god mor. Det kunne hun se på måden hun var overfor Bruce, så det frygtede hun ikke. Hun lagde stille sin hånd på sin mave uden og tænke over det. Hvorfor gjorde hun det? Hvad var det der fik hende til og tænke på det barn hun gik med nu? Var det fordi hun nævnte, at faren til hendes barn ikke lige var en engel som fik hende til og tænke på hvordan faren til det barn hun gik med nu var? Hun så ned på sin mave og så op på Delilah igen. "Det betyder ikke helt hvordan faren er for det er ikke det der danner barnets personlighed. Det er hvordan i er når barnet er i nærheden af jer. Du kan foreksempel se på Bruce. Faren er heller ikke ligefrem en engel og alligevel er Bruce en dejlig dreng og som jeg har set dig nu og hvordan Bruce ser ud til og kunne lide dig så tror jeg på, at du ville være en fantastisk mor og det må du ikke holde op med og tro på. For så snart du tror det er det der den går galt" hun smilte kort og prøvede og overbevise sig selv over det hun lige havde sagt. Hun var blevet lidt nysgerrig over hvem faren er, men ville ikke spørge ind til det for hun ville ikke selv bryde sig om, hvis nogen spurgte hende om hvem faren er til det barn hun har i sin mave nu.
Hun kiggede ned i jorden og sukkede. Skulle hun fortælle det? Hun kiggede op på Delilah. Hun bed sig kort i læben "Ja forbandet. Forbandelsen er, at jeg ikke kan lægge mig til og sove ligemeget hvornår det er. Fordi når jeg prøver og sove kommer der billeder frem af...en dårlig oplevelse jeg havde for noget tid siden og alle følelserne og smerterne jeg mærkede den aften kommer tilbage med en dobbelt kraft. Det gør jeg ikke sover. Der kan gå flere dage imellem, hvor jeg sover eller retter min krop siger stop og det som du så for lidt siden sker..." hun vidste ikke om hun skulle fortælle hende det. Hun kiggede op på himlen. Hvorfor var det så svært, at komme videre over det? Udover, at det altid kom tilbage når hun prøvede og sove. Hun kiggede på Delilah "Vi kan vel bare sige, at jeg er blevet tortureret...temmelig voldsomt endda..." hun sukkede kort og så på Delilah med et trist og forvirret blik.

Delilahs bevidsthed bemærkede på et eller andet plan, at Luce ligesom hende selv havde ladet sin håndflade berøre maven, men hun bemærkede det ikke helt. Dette var fordi hun var fanget i sit eget tankespind, der havde rakt ud og snoet sig omkring hendes om et edderkoppespind. Nu var hun blevet trukket så dybt ned i det, at det for et kort øjeblik syntes som ville hun drukne i disse tanker der trykkede og klemte i hendes hoved. Det handlede ikke længere kun om hvordan hun ikke syntes at kunne finde ud af hvorfor hendes personlighed havde lidt sådan et alvorligt knæk at hun nu ikke kunne mærke sit virkelige jeg, men også om hvordan fremtiden så ud for hende. Hun kunne selvfølgeligt vælge at lade Luces ord berolige hende, men det virkede knap så nemt som det burde være. Hendes blik flakkede tøvende hen imod Bruce, inden det igen landede på Luce.
"Jeg er værre end Sa - ... Øh, faren, uden tvivl på det punkt."
Hans navn havde næsten passeret hendes læber, men af en eller anden grund havde hun trukket det tilbage og smidt 'faren' istedet for. Selvfølgelig kunne hun ikke se en rigtig grund til at holde det tilbage, og ville nok også lade det falde hvis Luce spurgte direkte ind til det - men det virkede ikke nødvendigt at fortælle det hvis der ikke blev spurgt. Og hvorfor egentligt det? Hun skammede sig ikke over det, og der ville nok ikke være noget problem i at fortælle det. Luce så ikke ud til en person der fik den største lyst til at kunne bruge det imod dem, og hun kunne heller ikke rigtigt se hvordan det skulle kunne bruges imod dem.
"Men tak fordi du tror på mig. Og jeg er sikker på at du også bliver en lige så god mor anden gang."
Delilah nikkede næsten usynligt imod hånden der lå på Luces mave - helt ubemærket var det ikke gået hen. Men de næste ord der kom over Luces læber vakte faktisk noget der kunne minde om chok i Delilah, selvom det ikke helt var det alligevel.
"Kan du ikke sove? Hvem har gjort det!?"
Delilahs blik blev ikke venligere da Luce nævnte tortur, selvom det på ingen måde så ud til at være rettet imod Luce selv, men nærmere imod personen der havde gjort alt dette imod hende.

Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre længere. Hendes verden var vendt op og ned på det hele. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun ville med barnet. Hun kunne ikke have det hjemme hos sig selv. Det var svært nok og skjule det for John og han kendte hende for godt. Hun så ned på sin mave. Den var ikke blevet særlig stor, men hun kunne godt mærke, at den var blevet større end den normalt var. Men det var åbenbart temmelig nemt og se siden Sean kunne se det på hende allerede efter en måned og han kendte hende ikke så godt eller gjorde han? Han kendte hende måske bedre end hun måske troede. Hun kiggede på hende og undrede sig lidt over hvorfor hun skjulte farens navn. Var hun flov over det? Hun ville ikke helt spørge ind til ham, hvis hun ikke ville snakke om det så skulle hun heller ikke for det var forståeligt nok, hvis hun ikke gad. Hun så på hende "Ved nok ikke hvem faren er men det tror jeg ikke på for du ser ikke ud til og være en der er så slem som du selv siger du er" hun smilte roligt til hende. Hun kunne faktisk godt lide Delilah. Hun mindede hende lidt som en veninde eller som en søster. Hun blev helt paf da hun begyndte og snakke om det andet barn. Hun ville nok aldrig kunne elske det nær så meget som med Bruce Hun så ned og sukkede. Hvad skulle hun gøre? Hun kiggede op på hende igen "Måske men...tror ikke jeg kan være en så god mor for det her hun nikkede mod sin mave og fortsatte "Som med Bruce" hun følte en klump samle sig i halsen. Hun sukkede og kiggede på hende. Hun kunne godt se det havde rørt et eller andet ved hende da hun havde nævnt torturet. Hun rystede på hovedet da hun spurgte om hun ikke kunne sove. Det kunne hun ikke og ville aldrig kunne det. Hun kunne godt høre på hendes stemme, at hun var blevet lidt sur over det "Din leder...Rafael..." det kom nærmest som en stammen og hendes stemme var skræmt og trist.

Delilah svarede ikke på Luces ord med det samme. Hvad skulle hun sige? 'Jo, ved du hvad? I virkeligheden er jeg en sindssyg kælling der slår folk ihjel for sjov, og som er fucked up og konstant jaget. Jeg vil nok ende med at få barnet til at blive tortureret ihjel foran mig af min familie, bare fordi de vil give mig en lærestreg. Den eneste grund til at du tror jeg vil være det, er fordi jeg ikke kan styre mig selv lige nu, og er blevet så venlig at det skræmmer mig. Bare rolig, jeg er lige så forvirret omkring min venlighed som du sikkert er om lidt. Men jo, jeg skal nok blive en god mor'? Noget i den sætning var ikke helt så overbevisende som det burde være, hvilket også var grunden til at den blev slugt inden den overhovedet nåede hendes læber.
Så tog hun en hurtig beslutning.
"Faren er Sargonis - Og jeg er sikker på at jeg vil være en værre end han vil. Jeg har nogle ting, der gør at jeg aldrig vil kunne passe ordentligt på et barn."
Hun kunne ikke lide følelsen af at være så melodramatisk. Det føltes som øsede hun ud af følsomme minder og ubehagelige tanker der kun tilhørte hende til en fremmed, men hun kunne ikke lade være med at gøre dette. Og oven i alt det, så forvirrede det selv hende da hun sagde det Sajros rigtige navn fordi hun aldrig nogensinde gjorde dette, men hun regnede ikke med at Luce kendte hans kælenavn - den eneste grund til at hun ville kende ham, hvis hun overhovedet gjorde, måtte være fra dusørplakaterne. På grund af alt dette, tilføjede hun en munter sætning for at lade stemningen bløde en smule op.
"Men det får jeg jo at se! Ligesom kønnet - det bliver en overraskelse!"
Selvom hun smilede let, fandt hun det ikke selv morsomt. Men hun havde af uforklarlige grunde lyst til at lade være med at bebyrde denne kvinde med alle sine problemer - det kunne selvfølgelig være fordi Delilah havde seriøse problemer med tillid, og med at lade andre vide noget som helst om hendes fortid og om hendes faktiske følelser. Størstedelen af tiden lod hun derfor sine følelser blive skjult i sex, alkohol og missioner.
"Hvorfor dog ikke?"
Hun rynkede panden let, og kunne ikke lade være med at blive en smule forvirret over denne sætning. Hvorfor skulle det være et problem for hende at passe dette barn lige så godt som Bruce? Godt nok havde hun hørt at det var besværligt at passe det andet barn og det første samtidig, men alligevel.
De næste ord Luce sagde, antændte en vrede i hende.
"Rafael!? Har Rafael gjort det?! Det .. Det .. Svin! Hvad er der galt med ham! Og jeg som troede at det måske var muligt at han en dag ville forbedre sig bare en smule! Bare lidt!"
Delilah kunne uden problemer huske at Rafael altid havde været hårdhændet, og at tortur havde været hans stil. Hun havde endda hjulpet mere eller mindre til med dette nogen gange. Men Luce så ikke ud til at have gjort noget der kunne retfærdiggøre tortur, og da slet ikke noget der gjorde at hun ikke kunne sove! Det måtte jo ødelægge hende op indefra.

Hun så ned i jorden. Hun følte sig ødelagt og helt nede. Hun kiggede op på Delilah og sukkede "Nu ved du ihvertfald hvorfor jeg tror det vil være svært for mig og skulle passe dette barn. På en måde ønsker jeg ikke dette barn og på en måde alligevel." hun begyndte og tænke på det tilbud hun havde fået af Sean om og give ham barnet og så komme og besøge det som det passede hende. Det ville faktisk hjælpe hende en del, men han skulle ikke gøre det gratis for det kræver jo meget og skulle have ansvaret for en andens barn. Hun kiggede på Delilah og så, at hun blev lidt sur over det hun havde fortalt om Rafael. Hun kiggede på Delilah "Så som du ser tror jeg ikke, at du ville være en meget værre mor selvom du er gravid med Sargonis og jeg med Rafael, men overvejer også og give dette barn jeg går med nu væk til en. Faktisk til en som har hjulpet mig meget siden det Rafael gjorde ved mig. Han ville gerne tage barnet og passe på det og jeg kan altid se det hvis det er jeg har lyst til det." nu hvor hun snakkede lidt om det lød det som en rigtig god ide om og give Sean barnet og han ville jo altid beskytte hende. Det havde han ihvertfald sagt og hun stollede fuldt og fast på ham.

"Jeg forstår men ... Som du selv sagde, så kan faren gå ad helvede til hvis du ikke vil have ham. Selvom du sagde det lidt pænere, selvfølgelig. Bare fordi Rafael er et fandens svin, så betyder det ikke at barnet ikke kan blive en dejlig person. Giv barnet alt den kærlighed du helt sikkert har, og så bliver det barn så god at selv Rafael må flygte."
Hendes smil udstrålede opmuntring, idet hun ikke brød sig om at Luces blik hele tiden flakkede nedad som var hun i stor sorg. Selvfølgelig forstod Delilah til dels hvorfor hun var i sorg, for det var aldrig fedt at få et barn med en person man så tydeligt aldrig ville se igen. Luce virkede endda bange for Rafael - og det var ikke fordi Delilah ikke forstod hvorfor hun var bange for Rafael. Nærmest alle var bange for ham, på grund af hans magt, størrelse og styrke. Delilah selv havde til tider endda haft et let stik af noget der kunne minde om en skygge af svag frygt for ham, men ellers havde hun drillet ham præcis som alle andre.
Delilah kendte frygt, men vidste også at det var noget psykisk. Hun vidste at der var vigtigere ting end at frygte, hvilket var grunden til at hun for længst havde lært hvordan det blev skubbet væk. Derfor var Delilah på ingen måde bange for Rafael, men hun var derfor også på kanten til at blive slået ihjel for ting hendes frygt burde have stoppet - flere gange.
"Hvem er det? Hvem er det du vil have til at passe barnet?"
Hun vippede hovedet en smule til siden, og sendte Luce et lettere nysgerrigt smil.

Hun kiggede på Delilah. Nok havde hun ret i, at barnet ikke ville blive som Rafael, men det ville alligevel blive svært og se på barnet uden og tænke over hvem faren til barnet er. Hun ville ikke kunne holde ud og se på det barn for længe af gangen og så slet ikke leve sammen med det 24/7. Ihvertfald ikke endnu om hun så ville være klar på det senere i livet vidste hun så ikke rigtigt endnu, men det ville tiden vise sig. Hun så på Delilah "Det er nemmere sagt end gjort. Tror bare ikke, at jeg ville kunne holde ud og se på barnet uden og tænke over hvem faren er og hvad grunden var til, at jeg blev gravid" hun sukkede lidt og kiggede hen mod Bruce der bare leg med den sommerfugl som havde fløjet lige for øjnene af ham for lidt siden. Hun smilte tilfreds ved og se Bruce jagte den sommerfugl. Han ville sikkert blive en god jæger eller noget lignende når han blev ældre. Hendes øjne gik pludselig fra ulykkeligt og forvirret til og være lykkeligt og tilfreds. Hun kiggede på Delilah med et smil på læben og lyttede til det Delilah sagde. Hun så roligt på hende og overvejede om hun skulle fortælle det eller lade være. Hun trak let på skulderen og bestemte sig for og fortælle hende det "Det er en der hedder Sean. Han har hjulpet mig meget siden Rafael torturerede mig. Han har faktisk været den største støtte jeg har haft" hun vidste ikke om Delilah kendte ham, men det fandt hun sikkert ud af.

"Det er rigtigt at det er nemmere sagt end gjort, men .."
Delilahs stemme svandt ind, idet hun tøvede let. Rafael var en slem mand - det skulle Delilah ikke være den sidste til at sige, idet hun havde oplevet hans tortur på mange folk igennem tiden - men det betød ikke at alle hans gener var slemme. Så dag Delilahs unaturligt blide og nærmest syngende stemme genoptog sætningen, havde den en fasthed der var tydelig, og ordene sig selv gav en klang af at hun faktisk havde oplevet hvor sande hendes egne ord var på egen krop.
"Et barn kan være så forskelligt fra sine forældre, så du skulle tro det var løgn. Generne betyder i virkeligheden ikke noget, og jeg tror ikke engang opdragelsen kan ændre på noget - barnet er som det er, og sådan vil det være lige meget hvor latterlig en far der er. Og når barnet bliver træt af at være fanget af sine gener og sin opdragelse, så vil det bryde fri og vise sig selv til verden. Koste hvad det koste vil."
Delilahs stemme var indtrængende, og syntes at kravle fra hendes læber og imod Luce for at indtage hendes tanker og ændre på disse. Men Delilahs ord var ikke længere rettet imod Luce, men var et spejl af minder fra hendes egen tid. Hun så igennem et slør af minder, da hendes blik var rettet imod Luce idet hun faktisk ikke så Luce rigtigt, men istedet så sin fortid udspille sig.
Delilah vidste noget om dette emne. Hun var så ulig begge sine forældre, at man ikke ville tro de var i familie hvis man hørte om dem. Det var også derfor Delilahs blik var roligt og fast, og hendes stemme var tydelig og bevidst om hvad hun sagde - for i lige netop dette havde hun ret. Gener var intet sammenlignet med barnet selv, for det var dét der betød noget. Det måtte Luce forstå, men Delilah vidste også at hun ikke var den bedste til at overtale folk med ord.
Hun plejede at bruge sin seksualitet til at overtale folk - men det var ret svært, når Luce var en heteroseksuel kvinde.
"Sean?!"
Delilah fløj nogle skridt fremad, og greb ubevidst fat i Luces arm, imens hun rystede kraftigt på hovedet så hendes hår svævede omkring hende i små ryk.
"Lad være med at give dit barn til Sean, Luce! Han prøvede at torturere en uskyldig mand, Luce, og da jeg stoppede ham i det slog han istedet et lille barn ihjel! Langsomt og smertefuldt!"
Hendes ord blev slynget hurtigt ud, og denne gang var intensiteten i sætningen på en helt anden måde. Hendes blik borede sig fast ind i Luces, og nægtede at slippe det.
"Lad være! Han er ikke en god person! Han nyder at se folk lide, og finder det sjovt!"

"Så burde du vide hvordan det er for mig! Det er svært, men tror det ville være nemmere for mig og vente og se, hvordan det vil blive for mig når barnet er født så se hvordan jeg kan håndtere det." hun så på hende imens hun prøvede og få styr på sine følelser som var trænget op i hende imens hun havde lyttet til det Delilah sagde. Hun så rundt og kiggede ud i luften imens hun spekulerede over hvad hun skulle gøre med sig selv. Hun så på Delilah da hun begyndte og snakke igen til hende. Det var som og høre på sig selv det Delilah sagde. Som om hun havde lyttet til det Luce havde fortalt hende for kort stykke tid siden. Hun havde inderst inde helt glemt, hvad det var hun havde fortalt Delilah og nu lyttede hun til næsten sine egne ord. Hun så på Delilah "Tak for, at du penslede det op for mig igen" hun havde ret i det hun fortale. Luce var heller ikke lige som sine forældre. Hun var aldrig elsket af sin mor og hendes far var en der straffede folk, hvis de gjorde noget forkert. Han sagde hele tiden, at det var en del af hans arbejde. Luce fattede det ikke og så en dag var det hende han straffede. Han sendte hende væk fra alt hun havde, men hun havde heller ikke noget tilbage lige før hendes far sendte hende væk. Ingen venner eller noget hun kunne holde sig til. Hendes mor havde aldrig været der for hende og hendes far begyndte og holde sig fra hende efter ulykken.
Hun fik en klump i halsen af og tænke på fortiden. Hun fik et mindre chok da Delilah nævnte Seans navn og tog fat i hendes arm. Hun kiggede på hende med et forvirret blik og spekulerede over, hvad der var galt med hende. Hun lyttede til det hun fortalte om ham. Hun troede ikke på det hun sagde om ham. Hun ville ikke tro på det fordi hun havde aldrig set den side af ham. ALDRIG! Han havde været sød ved hende og hun stolede på ham. Hun så på hende "Jeg kan ikke tro på det du siger fordi han har været sød og rar overfor mig. Han har hjulpet mig og aldrig ønsket mig noget ondt. Han hjalp mig efter Rafael havde været efter mig. Han var den eneste der prøvede og hjælpe mig med min forbandelse, han hjalp mig med og klare mig alene efter jeg havde fået en hjernerystelse. Han har aldrig vist tegn på, at det morede ham, at se mig lide" der var en skjult følelse bag hendes stemme. Hun havde prøvet så vidt muligt og skjule den, men vidste ikke helt om hun havde kunnet klare det.

"Ja, det er nok nemmest. At vente og se fungerer næsten altid, selvom det ikke lige er min stil."
Faktisk var Delilahs stil helt modsat. Hun var meget impulsiv, og hendes temperament styrede hende mere end hun ville indrømme. At vente var for hende som at lade svaghederne overtage, og give de andre en kæmpe fordel idet de i såfald havde overraskelsesmomentet og dermed havde en stor sandsynlighed for at vinde i det endelige slag. Sådan var Delilahs sind opbygget, og sådan var krydderiet hun strøg henover enhver af hendes sætninger lavet. Delilah var en dæmon der var bygget i voldens og dødens billede, og det ville intet kunne ændre på. Sådan fungerede hendes tanker, og sådan havde hun overlevet de sidste mange år.
Da Luce takkede Delilah, syntes hun ikke lige at vide hvordan hun skulle reagere på disse ord. Delilah var ikke typen man takkede. Hun var typen man bandede over, slog ud efter og ønskede at have smidt på bunden af en sø med tredive døde lig bundet til halsen, så hun ikke kunne svømme op derfra igen. Derfor lod hun bare et akavet nik flyde imod Luce, uden rigtigt at vide hvorvidt denne reaktion var ordentlig.
Delilah kunne godt se chokket der bølgede over Luce ved Delilahs pludselige reaktion, men med ét var det blevet meget vigtigt for hende. Hun kunne ikke lade Luce give sit barn til denne ... barnemorder. Han havde koldblodigt slået det uskyldige menneskebarn ihjel, med et grin på sine læber og forlangt at hun selv havde gjort det samme ved et andet barn. Det kunne hun ikke tillade.
"Luce. Jeg så barnets liv svinde ud, idet han skar halsen over på den - efter at have fortalt den hvordan han havde slået barnets mor og far ihjel, og ville gøre det samme med dens søster. Han er ikke en god mand."
Delilah var ikke dum. Hun havde hørt det kærlige i Luces stemme, og havde selvfølgelig også en kommentar til dette. Luce måtte ikke forelske sig i sådan en mand. Det måtte hun ikke.
"Luce, lad være med at forelske dig i ham. Han er en dårlig person. Måske har han gode sider, men han er ikke god inderst inde."

"Sådan er vi forskellige, men jeg kan ikke rigtigt gøre noget lige nu. Jeg er vel nød til og vente og lade tankerne og hendelsen efter barnet er født, før jeg kan tage en ordentlig stilling til, hvad jeg vil med barnet" hun vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle reagere med hensyn til, at hun sagde, at det ikke var hendes stil, men det kunne hun ikke bruge sin tid på og tænke over nu. Det var hendes problem ikke hendes. Luce var heller ikke lige den der plejede og tage det stille og roligt, men som det var nu kunne hun ikke rigtigt finde hoved og hale i tingende. Derfor var hun nød til og tage sig selv i nakken og tage en dag af gangen. Hun sukkede lidt og kiggede rundt. Hun kiggede lidt på Delilah. Hun var så underlig tavs efter hun havde sagt tak til hende, men hun lod det bare passere for hun ville ikke træde i noget personligt hos Delilah.
Hun kunne ikke acceptere, at Delilah snakkede sådan om Sean som hun gjorde, men hun ville ikke starte noget stort vrøvl ud af det så hun lod som om det ikke rørte hende selvom det inderst inde brændte inden i. Hun stollede ikke på det folk sagde til hende før den person der var snakket om havde modbevidst Luce det hun troede om personen. Så var hun ligeglad med hvad andre syntes. Hun kiggede på hende og lyttede stille og roligt til det hun sagde og kæmpede med og holde sit temperament nede. Hun så roligt på Delilah "Det kan være, at han har forandret sig siden dengang. Alle forandre sig med tiden. Intet vil være sådan som det er for altid. Alle forandre sig på den ene eller den anden måde. Nogle går fra og være onde til gode og omvendt. Det kan ikke stoppes ligemeget hvad folk prøvede og overbevise sig selv om, at de kan stoppe udviklingen, men det kan de ikke. Det er der ingen der kan. hun undrede sig lidt over, hvor alle de vise ord kom fra. Hun plejede ikke ligefrem være den som kom med nogle vise ord, men det gjorde hun så denne gang. Hun blev lidt forvirret da Delilah sagde, at hun ikke måtte forelske sig i Sean. Hun var da ikke forelsket i ham eller var hun? Hun vidste det ikke. Alt var pludselig så forvirrende efter han var kommet ind i billedet. Efter han havde ændret hendes synspunkt på ham. Hun kiggede mindre forvirret på Delilah "Er ikke forelsket i ham" man kunne godt høre svagt i hendes stemme at hun var forvirret "Som sagt folk ændre sig"

Delilah valgte ikke at svare på Luces første ord. Hun var ikke enig i Luces synspunkt, men hun havde simpelthen ikke overskud til at starte en diskussion på dette tidspunkt. Derudover havde hun ikke lyst til at starte en diskussion med denne pige, for idet Delilah havde ændret sig helt utroligt blot med de få sætninger de havde udvekslet - måske ville hun ikke engang kæmpe en brændende kamp for at vinde en diskussion når hun var sammen med denne kvinde. Måske ville hun endda ikke mærke den iskolde stædighed der tvang hende til at fortsætte selv når alt håb var ude - hvis hun ikke ville have dette, så vidste hun ikke længere hvem eller hvad hun var.
Delilah var for længst blevet opslugt af alle de negative sider der fandtes i en person; Hun var stædig, temperamentsfuld, uvenlig, grov og var på basisplan et utroligt irriterende væsen. Dette havde hun for længst accepteret, og hun gad ikke længere bekymre sig om at være en person man kunne være sammen med i mere end fem minutter uden at blive sindssyg. Men i de par timer hun havde været omkring Luce, havde hun været sød som en killing i lammedragt. Delilah ville højst sandsynligt flippe ud så snart Luce var væk fra hendes syn, men det syntes ikke som en mulighed når Luce var inden for rækkevidde.
Og det var fandens irriterende!

Så snart Luce sagde at Sean havde forandret sig, flakkede et minde henover hendes tanker. Et minde om den følelse af at kunne genkende hans ord da han talte, og føle af der var en forbindelse imellem deres liv - de havde været igennem så mange af de samme ting, men havde bare valgt at reagere forskelligt på det. De havde stået overfor de samme valg, men havde gjort noget forskelligt. De var så ens på så mange måder.
Men det skulle fandme ikke forhindre hende i at hade ham alligevel, og vide at han var en person der burde udryddes fra planeten hvis det var muligt! Uden set hvor langt hen af vejen hun kunne se sin egen fortid i ham, så havde han stadig myrdet et barn uden grund. Han ville stadig torturere uskyldige. Han ville stadig ikke kunne se det slemme i slaver, og han ville stadig være en dårlig person hele vejen igennem. Det var hun også selv, men hun burde egentligt også udryddes fra jordens overflade - det havde hun dog ikke tænkt sig at blive.
"Luce, Sean sagde direkte til mig at mange havde prøvet at ændre på ham, men ikke kunne."
Den intensitet der havde brændt i hendes stemme var væk, og var blevet erstattet af denne intethed der rungede af tomhed.
"Måske ikke endnu."