The ocean is like a womans heart. ~Delilah~

S: Havene.
T: Middags tid.
V: Meget stille enkle vinde.
O: Vand, besætning..
(Enlig er det beskrevet i teksten)

Skibet sejlede rundt på det brusende hav, vejret var stille. Med en stille blæst som fik bølgerne til at gynge, og bruse imod skibet. Isobel stod på dækket ude ved kanten og holdte fast i det hvide hegn som var helle vejen rundt om skibet for man ikke skulle falde over bord. Hun lukkede øjne og lod vinden tage fat i hendes hår, og lade det rode rundt. Bare lade vinden ramme hendes hud, det var turen vejr. Isobel åndede lettet ud, og åbnede øjnene op. Da hun fik øje på et pirat skib direkte imod deres skib. Hun kiggede tilbage, var der andre som havde opdaget at de snart ville blive angrebet. Isobel spejlede ud imod skibet, og rettede sig så op. Og pustede ud inden hun løb ned af trapperne til der kathyterne lå.
"Vi bliver snart angrebet!" Råbte hun ind i den ene, men passegerne rullede bare øjne af hende som var hun skør. Isobel var lige ved at få tanken om at bruge sin evne, men hun lod vær. Hun gik hen til en anden kahyt og bankede på så hårdt hun kunne. Hvorfor hjæple på disse folk, de ville ikke have hjulpet hende? Isobel hørte en glidende lyd imod skibets yderside, hun bankede hårdere på døren. Og kiggede tilbage et par gange, hun hørte skud, og mænd som grinte. Pirater.. Isobel havde hørt om dem, og var specielt ikke den første som ville hilse på dem.. Flere skud lød fra dækket, og skrig af faldende eller såret væsner.
"Please åben den dør.." Hviskede hun stille, men hendes sølv skammer øjne var fremme hvis der skulle komme nogle og angribe. Hun kunne hører en lille flok snart ville nærme sig trapperne.. Trapperne som førte herned hvor hun stod, og hvor alle de andre passegere var tilstede...
Hun bankede endnu engang, og sprakede så på den. Hvilket var resultatet af piraterne kom hurtigere ned imod dem.. Hun vendede sig om og så den høje muskuløse pirat stå foran hende, imens han så truende på hende. Isobel sank en klump og gav et lille skrig fra sig da hun blev grebet hårdt i armen af piraten. Nu bad Isobel til at der var nogle som ville hjælpe hende.. Inde bagved den dør..

Delilah krop smertede voldsomt. Et tæt mørke omsluttede hendes krop, og syntes at drukne hendes syn i tjæreagtige skygger, og lade en let ringen opstå for hendes indre øre. Hun kunne høre hviskende stemmer der forplantede sig i hendes sind, opstod i hendes sind og blev ud fra hende som en skrattende højtaler. Som slanger der hvislende lo af hende - den eneste forskel var at disse slanger var ånder, som kun hun vidste eksisterede. En sydende smerte havde for længst bredt sig om hendes håndled, og hun kunne næsten smage den dunst af brændt kød der sivede op fra det selv samme sted som den brændende smerte opstod. Hun var ikke i tvivl om hvad det var, der spredte smerte fra sig som lange fangearme der greb fat om hendes blod og fulgte væsken igennem hele hendes krop - Håndjern, hvori religiøse symboler uden tvivl var indgraveret. Måske var de endda blevet lagt i blød i en klat vievand for en tid.
Hun kunne høre hans åndedræt puste ud og ind, som han lå og sov i sin kahyt. Hendes eget åndedræt var langt mere besværligt, idet et ru stof pressede sig imod indersiden af hendes mund, på en måde så selv hendes vejrtrækning blev besværet af det, og et skrig ville lyde som en dump mumlen. Ikke fordi Delilah var typen der skreg efter hjælp, idet det ville være en for stor tilfredsstillelse får tilfangetageren, og det ville ligeledes være et kæmpe tegn på svaghed. De vuggende toner fra bølgerne, fortalte hende at hun var på et skib.
Smerten dunkede omkring i hendes krop, og sammen med den fulgte erindringerne til hvordan helvede hun var endt her. Delilah havde flere fjender end hun kunne huske, hvilket var grunden til at hun nu og da endte i situationer som denne. Hun huskede ikke hvordan det var lykkedes hende at gå ud som et lys, men der var uden tvivl indgået smerte i dette - for hele hendes krop hadede hende utroligt på dette tidspunkt. Hun kunne mærke kager af blod der var størknet til hendes krop.

Delilah havde for længst mistet tidsfornemmelsen, da en stemme afbrød hendes tanker og vækkede hende fra sin kedsommelige trance. Man skulle ikke tro at det ville være kedeligt at være fanget af en sindssyg galning der højst sandsynligt ville torturere eller slå én ihjel .. Men det var overraskende kedeligt. Derfor vækkede råbene med det samme hendes sanser til live, og trak hendes blik over imod den vej i mørket hun regnede med at døren var.
Hvad var det den paniske kvindestemme havde råbt? Blev vi snart angrebet? Og netop som denne dag ikke kunne blive meget bedre for Delilah. Hendes tilfangetager vågnede som hende selv af dette råb, og fik derfor fumlet sig vej til et lys der blev tændt. Lyset der flakkede henover væggene, afslørerede noget der chokerede Delilah, men samtidig gav hende en utrolig god grund til at lade et smil klistre sig til hendes læber - hun var ikke bundet til noget, så hun kunne bevæge benene frit. Lænkerne der var om hendes håndled var rimeligt gammeldags, så hun kunne rive hænderne en halv meter fra hinanden. Perfekt.
Hun skubbede sin ryg op ad væggen, og mærkede samtidig at væggen skrabede op af hendes ryg. På denne måde skubbede hun sig selv op i stående stilling ved hjælp af væggen, og var dermed i stand til at trække sig ud fra væggen og gå. I nogle hurtige skridt var hun ovre ved døren der blev hamret panisk på, og flåede den op med samlede hænder. Hver bevægelse hun lavede var elegante, glidende og smidige hvilket gjorde det tydeligt at hun var et rovdyr. Hvad der var bag ved dørens beskyttende lag, overraskede hende lige så meget som at døren ikke var låst - var tilfangetageren en amatør?
Uden for døren stod en voldsomt stor mand, hvis hånd havde fanget en eller anden tøs' arm. Delilah blik gled ikke engang hen i nærheden af kvinden - hun havde ikke overskud til at skulle hjælpe en forvirret pige omkring - men lod istedet sig selv sno sig uden om parret så hun endte sig bag den tydelige pirat. Manden drejede hovedet, og løsnede grebet om pigens arm, men Delilahs bevægelser var pludseligt blevet hurtige og professionelle.
Lænken lagde sig om mandens hals, hvorefter Delilah lagde hænderne over kors så lænken strammede sig hårdt til, og han ikke kunne løsne lænken. Et par halvkvalte lyde blev gispet over hans læber idet hans hals lukkedes, men kort efter faldt ham om på gulvet. Delilahs hånd søgte straks ind under hans jakke, hvor der ganske rigtigt sad en revolver - en af de gammeldags med krudt. Hvor kliché.
Hendes hoved røg op, imens hun samlede hvad der lignede et svær op og samtidig greb fat i den pige der havde stået der da hun trådte ud.
"Kom! Hurtigt!"
Hun satte i løb, endnu imens hun holdt fast i pigens arm. Hun drejede omkring ved et skilt der signalerede toiletter, og smækkede døren bag dem. Et klik lød da låsen blev slået til. Da Delilah snurrede omkring, kunne man tydeligt se den smadrede tanktop der på ingen måde skjulte hendes graviditet, samt de stramme læderbukser hvorpå der sad store mængder størknet blod. Lænkerne raslede let, da hun satte spidsen af sværdet imod jorden, og imens satte revolveren fast i buksekanten, uden at slippe kvinden med blikket.
"Hvem, hvor mange, hvor henne og hvilke våben?"
Hendes stemme var kølig og professionel. Hun skulle væk fra dette skib; Det var ikke til at vide hvor hurtig tilfangetageren var. Hun var ikke bange for en flok pirater - de var ikke specielt svære at nedlægge.