Who there? I can't see you //Sajro//

S: The Valley of The Dead. Mere præcist udenfor Zann's grav
T: 11:30
V: mørke og næsten ingen sol rammer jorden. Køligt
O: Gravkammer, små gamle grave, gamle og rådne træer
P: Slidt, brune bukser og trøje med mange størknede blodpletter forskellige steder og bare tæer og et stykke stof bundet for øjnehullerne.

Det var et uhyggeligt og ulækkert sted. Der var kun et stort gravkammer. Normalt ville man tro der bare lå et dødt lig derinde i en kiste, men det var løgn. Der boede faktisk nogen derinde. Under gravkammeret, hvor indgangen var gennem en helt ren kridhvid marmor kiste der var ingen pletter eller noget på den. Den var så ren, at man næsten var bange for kisten, men man skulle hellere frygte ham som boede der nede. Det var Zann der ejede gravkammeret og alt det som var inde i gravkammeret og under gravkammeret. Han boede ikke alene. Han havde kidnappet en kvinde og tortureret hende og gjort hende til hans slave. Denne kvinde var Luce. Hun havde ikke gjort ham noget overhovedet. Han havde bare set hende løbe igennem skoven med sin søn som var i en barnevogn. Hun var en meget pæn kvinde inden han havde fanget hende. Nu var hun alt for tynd og lignede både noget katten havde slæbt ind og et levende lig der havde været gravet ned i flere år tier og lige kommet op fra graven. Hun havde for første gang fået lov til og komme udenfor gravkammerets mure. Hun kunne ikke se noget overhovedet. Hun var blind. Hun havde nemlig ingen øjne overhovedet. Zann havde taget hendes ene øje imens Rafael havde taget det andet. Hun havde nogle gamle slidte brune bukser og trøje på med en hel masse blodpletter på alle mulige steder fra de gange han havde slået hende til blods, skåret i hende og alt der kunne ødelægge hendes udseende. Hendes sorte hår hang løst og spidserne var klistret sammen med størknet blod hist og her. Hun var glad for, at hun ikke havde noget chance for og se hvordan det var hun så ud. Men hun kunne lugte det og mærke det når hun strøg en hånd hen over håret. Hun lugtede af gammelt blod og en råden lugt hang fast i hendes tøj og hår. Hun havde fået mange blå mærker på arme, ben, overkroppen og i ansigtet. Det var nu ikke bare fra alle de slag hun havde fået, men også af og gå ind i alt der var i vejen for hende. Hun prøvede og gå rundt udenfor mellem en masse små grave, men væltede hele tiden enten over en grav, grene der lå og flød. Der var ingen af Zanns vagter udenfor som han plejede og sende ud når hun var udenfor. Hun havde lovet ham, at hun ikke stak af, hvis hun gik alene udenfor. Selvom hun ikke kunne se en skid eller finde op og ned på tingende. Hun gik ind i en grav og væltede over den. Hun bandede højlydt for sig selv.

Sajro var ude i dalen fordi han havde lyst til det. Han kiggede sig roligt omkring og hørte så nogen bande sammen med en stank, trods det vaar fra blod som han normalt elskede var dette noget der var ved at få hans mavesæk til at vende sig, men han gik hen imod den unge kvinde. Han smilede roligt. selvom hun lignede noget der var løgn.

''brug for hjælp?''

Han smilede venligt til hende og så så at hun ingen øjne havde, og han så så hvem det faktisk var. Han smilede bare lidt og rystede på hovedet. Han kunne ikke lige huske hendes navn, men han regnede med at hun kunne huske ham.

''Kan du huske mig frøken?''

Han talte stille til hende.

Hun satte sig op. Hun kunne høre nogen komme gående imod hende, men hun kunne ikke helt høre om det var en fjende eller en ven eller om det var et dyr eller en anden race eller om det var Zanns mænd. Luften kunne hun heller ikke ligefrem regne ud da hun hørte, at der var nogen der stoppede til hende. Det der gjorde, at hun ikke kunne lugte hvem det var, var luften af blod og gammelt eller retter nærmest rådent tøj. Hun kiggede op da hun hørte en stemme. Den lød meget bekendt, men hun kunne ikke rigtigt huske, hvor det var hun havde hørt denne stemme før "Må du gerne selvom det ikke er til meget hjælp for falder alligevel hurtigt igen" hun undrede sig lidt over hvem han var "Jeg kan genkende din stemme, men dit navn og hvor fra kan jeg ikke komme i tanke om" hun snakkede roligt til ham og forbandede alt omkring sig over, at hun ikke kunne se noget.

Han greb fast i hende stille, og løftede hende op, han sørgede dog for at stille hende et sted hvor der ikke var rigtigt noget hun lige sådan kunne støde ind i. Han smilede bare over hende og forstod hende egentligt godt han kunne jo ikke huske hende eheller ikke.

''Sajro, en varulv der har hjulpet dig før.''

Han smilede roligt til hende selvom han jo godt vidste hun ikke kunne se det, men det kunne nok høres i ahns stemme. Han gik frem foran hende på den sti han havde stillet hende på. han kiggede på hende.

''Kan du høre hvor jeg er så følg min stemme. Så får vi dig vasket snart.''

Han smilede roligt.

Hun sad bare og så op på ham selvom hun sådanset ikke kunne se en cm foran sig. Hun var dog glad for, at hun havde et stykke stof om øjnene så han ikke kunne se, hvordan hendes øjenhuler nu var. Hun mærkede, at hun blev løftet op- Hun tog stille fat i hans arme efter og haft kørt hænderne ned fra hans skuldre af for og finde hans overarme for og vide, at han var der, så hun havde noget og støtte sig til når han satte hende ned igen. Hun holdt stadig fast i hans ene arm da han satte hende ned. "Sajro? hm...navnet siger mig noget, men kan ikke lige huske hvorfra. Er du den varulv der bar mig for udkanten af en skov dengang jeg forvred foden?" hun kunne huske det var en varulv af en slags der havde hjulpet hende. Hun slap stille hans arm og kiggede til siderne selvom hun intet så. Hun prøvede og gå imod hans stemme, men hun gik skråt forbi ham. Hun prøvede og få fat i ham, men ente med og gå ind i et træ. Hun bandede højlydt. Hun sukkede lidt "Hvor er du?"

''Ja jeg bar dig så tæt på byen jeg kunne uden at blive set... Der efterlod jeg dog så.''

Han sagde det bare roligt. Han gik roligt afsted og da hun vadede ind i et træ var han hurtigt henne ved hende og hjalp hende væk fra det igen. Han smilede roligt, og tog fast i hendes arm omkring håndledet. Han begyndte så at gå roligt.

''Kom vi finder noget vand så du kan blive vasket, og så kan jeg forsøge at hjælpe dig med hørelsen.''

Han sagde det roligt, og han begyndte at gå og inden længe kunne man høre lyden af lidt vand foran dem var der et lilel vandhul ikke dybt nok til at hun kunne drukne uden det var med vilje.

''Der er vand foran dig.''

"Nu husker jeg hvem du er" hendes stemme var rolig.
Hun smilte roligt og mærkede noget tog at i hende og hjalp hende væk fra træet. Hun regnede med, at det var ham, så hun tog det ikke så slet. Hun tog fat i hans overarm med den hånd han ikke holdt fast i. Hun var nød til og kunne støtte sig til de signaler hans krop sendte når han gik og stoppede. Det ville ihvertfald gøre det nemmere for hende og aflæse hvornår han gik og stoppede så hun ikke gik helt forkert. "Tak for, at du vil hjælpe mig" hun fulgte roligt med ham. Hun var lidt urolig for, hvad Zann ville sige når han fandt ud af, at hun ikke var foran hans gravkammer hvis han gik ud og kiggede. Hun bed sig lidt i læben imens hun fulgte efter ham. Hun kunne svagt høre noget vand. Hun kunne ikke så godt høre hvor det var fra, men det var nok tæt på for lyden blev lidt højere jo nærmere hun kom. Hun stoppede op da hun mærkede, at han ikke gik længere. Hun satte sig langsomt ned "Tak, kan jeg få dig til og binde knuden op på stoffet?" hun snakkede roligt til ham og ville stikke hovedet under vand for og få det værste af det størknede blod af hendes hår.

''Selvfølgelig''

Han smilede roligt og bandt knuden til stoffet om hendes øjne op, og tog det af, han gik hen til vandet med det og begyndte at vaske det, ved at gnide stoffet imod sig selv under vand. han gik hen og lagde det over hendes skulder bagefter. Han så på hende roligt.

''Du kan godt hoppe i og vaske dig helt... jeg skal nok vaske trøjen hvis det er, eller du kan låne min... Du kan jo ikke se hvordan jeg ser ud.''

Han smilede roligt til hende og afventede hvad hun skulle sige. Det her var en af de mennesker han tænkte der virkelig var en kamp at hjælpe hvilket var grunden til at han pludeligt var meget venlig overfor hende.

"Tak for det" hun smilte roligt til ham og kiggede rundt efter alle de lyde der kom rundt omkring hende, en ny stemme, floden, alt omkring dem der kunne give en lille lyd. Det eneste der ikke var der var fulde eller dyr. Der kom ingen dyr denne del af verdenen. Her var dødt. Hun kiggede hen imod Sajro hvor hun sådan nogenlunde tænkte han ville være, men opgav så og sukkede. Hun kiggede op da hun mærkede det våde stykke stof på sin skulder. Hendes øjenlåg ar åbne og der var rent tomhed ved øjenhulerne. Der var lidt størknet blod og døde nerver som lå der. Hun vidste ikke om han kiggede eller ikke, men hun regnede med, at han sagde det hvis det blev for meget for ham. Hun tænkte lidt over det "For mig er det ligemeget. Bare jeg får noget tøj på der ikke stinker så rådent og så meget af blod som det her gør" hun havde i et kort øjeblik glemt alle de mærker hun havde fået på kroppen, men det var nu et fedtfor hun kunne ikke gøre noget ved det. Hun stak en hånd ned i vandet som var iskoldt. Hun sukkede lidt da hun begyndte og tænke over, at hun aldrig ville kunne svømme igen.

''Så lidt.''

Han smilede roligt til hende. Han havde da egentligt troet hun ville bade men det virkede det ikke til at hun ville, men han syntes hun skulle så han tog fast i hendes trøje og flåede den af hende før han gav hende et let puf og hun ville så være ude i vandet.

''Vask nu dig selv så får du min trøje bagefter.''

Han sagde det med et smil is temmen. Inden han tog sin trøj af og satte sig ned han ventede så bare på at hun ville være færdig. han kiggede på hende ganske stille og roligt. Han var ret roligt trods hendes tilstand.

''Hvordan r det her sket?''

Hun smilte roligt og sukkede lidt. Hun ville ønske hun kunne se ham. Hendes øjenlåg blinkede stadig som om øjnene stadig var der, men det var de jo ikke de var væk. Det ene var hun endda tvunget til og spise. Rafaelhavde tvunget hende til det. Han spiste dog noget af det selv de nærmest delte det som var det en isdessert eller en milkshake de delte. En kvalmen kravlede frem bare tanken af det. Hun rystede lidt på hovedet for og få tanken væk igen.
Hun mærkede, at hendes trøje blev flået af. Hun havde intet udenover. Men hele hendes overkrop havde en masse små og store ar og en masse blå/lillae mærker. Selv på hendes ryg hvor der tydeligt var et stort ar fra hendes skulder til skulder og et fra hendes nakke og ned af ryggraden var der. Hun skreg da hun blev puffet ud i vandet. Hun sprællede lidt indtil hun fik sat sine fødder ordentligt ned på bunden. Hun nikkede så kort og stak sit hoved under vandet og vaskede håret og sit ansigt. Vandet omkring hende blev lidt mørkt blandet med noget rødt fra blodet fra hendes hår. Hun stak sit hoved op af vandet. Hendes lange sorte hår hang ned af hendes ryg og et lille R kom frem fra hendes højre øreflip som var skåret. Hun kiggede hen mod Sajro da han snakkede til hende "Det...Rafael og Zann der har gjort det her..." hun prøvede så vidt muligt og skjule sine fingre, hvor der ingen negle var overhovedet. Hun sukkede lidt "Ved ikke helt selv hvad jeg har fået gennem tiden for kan ikke rigtigt se eller vise sig dig hvad er fra hvem. Men ved at Rafael tog det ene øje...og Zann det andet...Hvis du altså ved hvem de er" hun havde sorg i stemmen. Da hun var færdig mærkede hun efter jorden og prøvede og finde ind igen. Hun følte sig helt dum af det. Hun var sådanset ligeglad med, hvad Sajro så for hun kunne ikke ændre noget.

''hvad fanden har du gjort dem siden de valgte at være så onde ved dig?''

Han så på hende stille og roligt, han vidste ikke med Zann, men det han vidste om Rafael var at han næsten altid havde en grund nogle gange var de langt ude og gav ingen mening, men han fandt næsten altid en måde at retfærdiggøre sig selv på. det var noget af det han ikke kunne lide ved manden.

''Ja nåå men bare vent at se du skal nok en dag finder en af de stærke healere der kan redde dig... Der er folk der har fået genskabt arme og ben, så du kan nok stadig reddes.''

Han smilede roligt til hende. han kiggede sig roligt om. Han så på hende og smed skjorten til hende...

Hun trak let på skuldrene "Jeg ved det ærlig talt ikke. Rafael sagde kun, at min straf var blevet mindsket pga min ære. Kendte ham overhovedet ikke før han begyndte og torturere mig. Så ved det ret faktisk ikke og Zann kendte jeg heller ikke før han kidnappede mig i skoven" der var ærlighed i hendes stemme og det var nu sandt det hun sagde. Hun kendte dem overhovedet ikke før de havde tænkt sig og være efter hende. Hun fik gået op af vandet og op på breden. Hun rystede vandet af sig. Hun kiggede lidt rundt for prøve og høre hvor Sajro sad, men hun kunne ikke rigtigt finde hoved og hale på tingende. Hun sukkede lidt "Håber jeg virkelig" der var en klang af opgivelse i hendes stemme. Hun fik hans skjorte i hovedet. Hun tog den og fumlede lidt med den før hun fik taget den rigtigt på. Hun hadet, at være blind. Hun følte sig så magtesløs. Hun gik lidt frem og trådte Sajro på foden. Hun bakkede hurtigt og så ned "Det må du virkelig undskylde" hun kunne lufte, at hans skjorte havde lidt af hans personlige duft i sig. Det føltes underligt og have en andens skjorte på, men det var bedre end ingenting. Hun så rundt og kiggede lige frem for sig igen "Vil du ikke binde stoffet om mine øjne igen. Så undgår du og se på nogle tomme øjenhuler" hendes stemme var rolig.

''Kender ikke nogen af dem personligt... men Tro mig Rafael har haft en 'grund' for at retfærdiggøre det for sig selv. Det er den slags af et svagt væsen han er...''

Han sukkede over hvordan Rafael var, den typiske onde person der syntes han havde brug for en grund alligevel, selvom hans grund kunne være så elendig at det ikke gav nogen mening overhovedet. Han grinede bare ldit over hende da hun trådte ham over foden.

''det går nok, og hey vi skal nok finde dig en healer.''

Han smilede roligt. Han overvejede lidt nu hvor han havde set hun havde svært ved at komme rundt, hun skulle lære at bevæge sig rundt hvilket hun ikke kunne gøre endnu. han så på hende stille og roligt.

''Skal jeg nok.''

Han bandt stoffet fast.

Hun sukkede lidt og undrede sig stadig over hvorfor Rafael havde været efter hende. Hun bed sig lidt i læben "Men hvilken? Han kendte mig overhovedet ikke inden han torturerede mig?" hun sukkede lidt. Hun troede ikke helt på det han sagde med, at Rafael havde en grund til og gøre det, men hvilken? Hun kendte ham overhovedet ikke inden. Hun havde kun hørt hans navn og det var det og det var i en underlig sammenhæng af en lille pige. Hun Kiggede hen imod lyden fra hans grin, men var dog ikke helt sikker på om det var ham hun 'kiggede' på, men det fandt hun vel ud af. Hun smilede kort i håb om, at de kunne finde en så hun kunne se igen, men samtidig var hun nervøs for om det overhovedet kunne lade sig gøre og få sine øjne tilbage for det havde hun aldrig hørt om før. "Tror du, at det kan lade sig gøre?" hendes nervøsitet og usikkerhed kunne nemt høres i hendes stemme. Hun stod lidt usikkert på benene, men tænkte, at det var helt normalt pga man ikke kunne se noget og var usikker på, hvor man skulle træde, gå og stå. Alt var mere umuligt for hende pga hun ikke vidste hvordan hun skulle gøre tingende nu, hvor hun ikke kunne se tingende som de var. Hun smilte stille "Tak for, at du vil hjælpe mig" hun havde venlighed i stemmen og samtidig en snært af frygt i sig. Hun var bange for om Zann ville komme eller nogle af hans mænd for og hive hende tilbage. Hun ville ikke tortureres mere end hun allerede var.

''Det er jeg næsten sikker på at det kan, vi skal nok finde dig en, en dag hvor du selv er klar til at opsøge personen... Og ved jo ikke hvordan du er traumatiseret, men der skal vi også nok finde nogen til at heale dig.''

Han smilede roligt, og det kunne høres på hans stemme. han nikkede lidt, mens han gik hen og tog fast i hendes arm endnu engang, og begyndte stille at gå igennem skoven. han gik hen til en lysning her stoppede han stille op og vendte sig om imod hende.

''Det var så lidt... Prøv lige at peg mod mig.''

Han smilede roligt.

''Jeg er her.''

Hun lyttede roligt til det han sagde. Man kunne godt høre, at han var i godt humør da han snakkede og det var meget beroligende for hende nu hvor hun ikke kunne se personens ansigtsudtryk når de snakkede "Vil du hjælpe mig med det eller?" hun ville lige være sikker på, at hun fik hjælp til det for hun kunne jo ikke selv bare gå rundt og lede efter folk, når hun ikke vidste hvor hun skulle gå hen hvis folk bad hende om det eller noget som helst. Hun mærkede, at han tog fat i hans arm og begyndte og gå med hende. Det gjorde hende ret utryg for hun vidste ikke, hvor hun var på vej hen og vidste ikke hvad Zann ville gøre når han fandt ud af, at hun ikke var lige udenfor gravkammeret. Hun bed sig lidt i læben "Hvor skal vi hen?" man kunne sagtens høre på hendes stemme, at hun var nervøs og lidt bange. Hun kunne lugte, at de gik dybere og dybere ind i skoven og at træerne blev tættere og tættere. Det var ret underligt, at man kunne lugte så godt som hun nu gjorde. Hun prøvede og lytte efter hans stemme da han bad hende om og pege på ham. Hvordan ville han lige have hun skulle kunne det? Hun kunne jo ikke se ham, så hun kunne ikke pege på ham. Hun lyttede koncentreret efter hans stemme og pegede lidt skråt forbi ham. Det var ikke langt forbi ham hun pegede.

''Det kan vi se på senere okay, lige nu kan vi forsøge at lære dig at få det bedste ud af det du har allerede.''

Han sendte hende et rolgit smil trods hun intet kunne se. Han førte hende bare med ham viedere, mens han stille ventede på at hun pegede imod ham, og han kunne se at det nok skulle kunne lykkes da det allerede gik fremad.

''Ikke helt men tæt på.''

Han gik langsomt frem mod hende men fordi han bare gik som han plejede var det ret så lydeløst så da han var helt henne ved hende skubbede han blidt til hende, hun skulle lære at høre bedre.

Hun lyttede stille til det han sagde og nikkede som tegn på, at hun havde forstået det han fortalte. Hun var glad for, at han ville hjælpe hende så godt som han nu kunne. Hun vidste godt, at hun ville være ret svær og hjælpe eftersom hun ikke kunne se noget som helst overhovedet. Efter hun havde prøvet og peget på ham ventede hun på og få, at vide om hun havde peget rigtigt eller om hun var tæt på eller langt fra. Hun var ret usikker på hvordan det gik. Hun syntes ikke selv, at det gik så godt, men nu måtte hun vente og se. Det var kun ham som kunne fortælle hende det lige nu. Hun smilte da hun fik at vide det var tæt på. Det gjorde hende noget gladere. Hun tog sin arm ned så den hang stille ned af hendes side. Hun vidste ikke hvad han gjorde overhovedet eller hvad hun nu skulle. Hun ventede stort set på, at han bad hende om noget. Hun havde ikke hørt, at han var gået hen imod hende, men hun kunne mærke det da der var nogen der skubbede til hende. Hun tog et skridt bagud ”Er det dig?” der var lidt utryghed i hendes stemme. Hun vidste jo ikke hvem det var som havde skubbet til hende. Hun håbede i hvert fald på, at det var Sajro og ikke en helt fremmed person.

''Nej det er da ej... Come on Luce hvem skulle det ellers være.''

Han kunne ikke lade være med at grine. Han havde aldrig haft det nemt ved bare at være venlig. Han kiggede på hende roligt, og han fandt hende så en lang pind, og han fandt noget han havde glemt men kunne lugte, nemlig dyrekranier...

''Her foran dig på jorden ligger der nogle genstande, du skal finde ud af hvilke det er ved at bruge den pind.''

Han sagde det roligt til hende. Mens han satte sig ned. Der lagde et kranie fra en bjørn og en hjort, samt en træstamme og en økse. Han ventede, dette krævede at hun koncentrerede sig meget.

Hun kunne mærke en indre irritation komme frem i sig da han begyndte og gøre nar af, at hun ikke kunne gætte eller regne ud, at det havde været ham, der havde skubbet blidt til hende. Hun havde sådan en lyst til og råbe af ham og sige, at han ikke kunne være bekendt og gøre nar af det. Hun kunne ikke gøre for, at hun var blind, men det kunne han åbenbart også se det sjove i. Hun prøvede og trække vejret tungt nogle gange og slappe af. Det ville ikke hjælpe hende meget og råbe af ham. Hun havde brug for hans hjælp. Hun vidste, at hun ikke ville kunne klare og gå frit rundt uden nogen hjælp, hvis han ikke hjalp hende. Hun ignorerede hans grin så det ikke ville påvirke hendes koncentration. Hun mærkede lidt på pinden han gav hende. Hun undrede sig meget over hvad hun skulle bruge den til. Skulle det være en form for blindestav for hende? Hun anede det ikke, men regnede til gengæld med, at han fortalte hende, hvad hun skulle bruge den til. Hun kunne lugte, at han havde fundet noget frem. Det lugtede af dyr, men kunne ikke lige regne ud om det var selve dyret eller en knogle eller er kranie. Denne opgave han havde sat hende til virkede nærmest umulig og fuldføre. Hvordan skulle hun kunne regne ud, hvad tingende han havde fundet var med en lang pind? Hun rynkede kort på panden imens hun prøvede og regne ud hvordan det ville hjælpe hende. Hun prøvede og prikke lidt til en af kranierne foran hende. Det var kraniet fra en bjørn, men hun kunne ikke lige gætte hvad det var. Det var noget med øjenhuler, men hun kunne ikke helt regne ud hvad det var alligevel "Det kan overhovedet ikke lade sig gøre" hendes stemme var irriteret. Hun hadet denne opgave mere en pesten.

''Start med at finde ud af hvad du ved om objektet. Er den kantet eller med bløde former, er den rund eller firkantet, har den huller eller er den massiv, hvordan lyder den når du slår på den.''

Han sagde det roligt til hende, mens han ventede på om hun ville lede efter de ting han bad hende om. Han regnede ikke med at hun kunne fortælle hvad det præcist var, kranierne var der også for udfordringen og træstammen var egentligt det han forventede hun kunne fortælle ham hvad var.

''Men eller hvis du ikke kan den der så prøv den ting ved siden af, der er i alt tre ting.''

Han smilede roligt.

Hun lyttede lidt til det han sagde selvom hun var meget irriteret over denne opgave han havde givet hende. Den var stort set umulig mente hun ihvertfald selv. Hun troede ikke på, at han ville kunne klare den opgave. Det var en helt ny måde hun skulle lære tingende på. Det var svært det måtte hun være ærlig og indrømme. Hun slog lidt på bjørnekraniet for og finde ud af hvad det lød som. Det mindede hende lidt som en hult stamme eller et slags kranie af en art og det var ret hårdt som et kranie var.. Hun stod og så lidt tænksom ud "Er der mere end en ting der minder om den her?" hun ville lige være sikker på om der var andre ting som kunne give hende et peg om, hvad denne ting var. Hun prøvede og prikke forskellige steder med pinden på kraniet og ramte et af øjenhulerne. Det var lidt underligt, at der var hul i denne ting. Hun tænkede så man næsten kunne høre hendes hjerne knirke og knage imens hun tænkte. Denne ting kunne være så meget. Hun ville ikke gå til den næste ting før hun var noget mere sikker på, hvad denne ting var. Hun prikkede videre på bjørnekraniet for og se om hun kunne finde noget andet som ville hjælpe hende med og kunne identificere denne genstand som hun prøvede og regne ud.

''Det er der muligvis.''

Han havde ikke tænkt sig at hjælpe hende alt for meget, det han altid havde lært at man ikke lærte meget ved at få hjælp man skulle selv finde ud af hvordan man løste problemet. Han kiggede på hende, men da han kunne fornemme på hende at hun ikke kunne klare opgaven med pinden, gik han hen til hende.

''Sæt dig på hug og mærk med dine fingre istedet.''

Grunden til det med pinden var fordi hun kunne kommer til at møde ting som kunne være farligt at røre ved med hænderne så det var bedst hvis hun vidste det med det samme inden hun begyndte at rode med fingrene.

Hun sukkede lidt og prøvede og blive ved med og finde ud af hvad denne ting var som hun prøvede og finde ud af med pinden. Hun syntes det var en alt for svær opgave for hende. Hun havde ikke været blind hele sit liv og det, at hun pludselig var det gik hende meget på. Hun var selvfølgelig taknemlig for, at Sajro ville hjælpe hende med og kunne klare sig nogenlunde selv imens hun var blind. Det var selvfølgelig svært og hun vidste godt, at Sajro ikke ville hjælpe hende mere end nødvendigt. Hun sukkede og opgav og prøve og finde ud af tingende. Hun smed pinden til side "Undskyld, men jeg kan ikke klare opgaven beklager. Har en ide om hvad tingen var, men er langt fra sikker" der var en lettere irritation i hendes stemme. Hun forbandede sig selv og sit liv. Hvorfor skulle hun overhovedet leve? Hun var jo alligevel ikke til den store hjælp længere. Hun var ved og miste modet. Hun sukkede lidt og lyttede til det han sagde. Hun tøvede lidt og satte sig på knæ. Hun vidste overhovedet ikke, hvorfor hun skulle gøre det. Det var et rent helved af en opgave han havde stillet hende. Hun sukkede irriteret og tog fat i bjørnekraniet og lod en hånd køre rundt på kraniet. Det var lidt nemmere nu for, men hun vidste, at opgaven ville være svær. Hun tøvede lidt med sit svar, men valgte så og prøve og se om hun havde ret "Det er et kranie fra et dyr, men kan ikke mærke hvilket dyr det er" der var lidt sikkerhed i hendes stemme.