Let's never tell.{Sajro + Athene}

Dato: 4. marts - 12.
Tid: 16.54.
Årstid: Forår.
Vejr: Solskin, men let blæsende.
Sted: Doomsville, Angerforge District, Light's Hope Kirken - Lige på kanten til at være i Terrorville District.
Dag: Søndag.
Omgivelser: Fuldstændigt affolket.

Blæsten fik de få, ny-udsprungne knopper der befolkede træerne, til at svaje frem og tilbage, og lod det næsten uvirkeligt grønne græs til at svaje, som bølgerne i et hav. Græsset slikkede op af benene på kvinden, der med lange, yndefulde skridt gled gennem luften, med bevægelser der kunne forveksles med at flyve. Den lyse kjole smøg sig kælent om hendes krop, og det mørke har blafrede dovent i vinden.

Athenes blå blik gennemsøgte køligt det affolkede område, uden at vise tegn på følelser. Hendes slanke hånd blev uendeligt langsomt løftet op, og de lange fingre gled gennem hendes hår. Skyggerne på hendes porcelænshvide hud ændredes konstant, som flyttede lyset og mørket sig omkring hende. Hvis man vidste det, kunne man se at lyset, og mørket snoede sig legesygt om hende, som kæledyr, men hun så ikke ud til at bemærke dem.

Hun trådte nærmere kirken, og lod de perfekt lakerede negle glide over muren, der smuldrede let under hendes blide berøring, og murstenstøvet landede som en voldsom kontrast på hendes hånd. Hun lod hånden falde ned, og lod de lange skridt føre hende til porten. Hun skubbede den glidende op, og drejede hovedet bagud, som for at lede efter forfølgere. Hun snurrede omkring, og trådte ind i kirken.

Hendes skridt smældede imod gulvet, da hun hastede igennem lokalet, med en fart der virkede som om hun havde utroligt travlt. Men musklerne i hendes ansigt slappede roligt af, og et køligt smil sad på hendes ansigt. De rungende skridt stoppede, da hun stod foran alteret. Hun hævede blikket, og klistrede blikket fast til alteret, som havde det fornærmet hende voldsomt, og meget personligt. Hun hævede langsomt et øjenbryn, men ellers bevægede hun ikke en muskel.

Sajro kom stille og roligt gående mod kirken, endnu engang var der noget der havde fået hans indre monster til at blande sig med den anarkistiske del af ham. Han var modstander af alt der kunne fratage folks frihed, og hadede derfor også sig selv og det monster der var i ham fordi han følte den tog noget af hans frihed, men det var ikke noget han lod andre mærke.

Han gik stille mod kirken med hånden vilende på øksens hoved. Det var så dejligt beroligende og det eneste der lige nu kunne holde monsteret i skak lidt i nu. Han havde et problem med det og han forsøgte at håndtere det, men han var meget bange for at han ikke ville kunne holde stand mod monsteret længe endnu, den havde jo allerede fået ham tæt på kirken.

Kirken i sig selv havde han ikke noget imod, og ej heller religion som sådan. Han havde noget imod religiøse symboler fordi i hans hoved pressede de folk ud i at gøre ting de ikke selv helt ville gøre. Han mente at det var den slags der var med til at tage folks frihed fra dem, og gøre dem til viljeløse dukker styret af andre mennesker.

Han skubbede døren, eller porten som det næsten var, op til kirken og gik langsomt ind i gennem den mens han ødelagde det første religiøse symbol han så, den lille reol der stod bøger på blev ødelagt af et spark grundet der var religiøse symboler på det.

*Lad nu forhelvede være med at gøre den slags Sargonis det er ikke rigtigt...*

Han gik videre gennem kirken og nede ved alteret kunne han se der var nogen men det var ikke det der fangede hans blik, nej han blev fanget af noget andet noget som var foran personen. Der var et alter og på alteret stod der et kors og det var et af de store, og blodet begyndte at koge, og hans vidste at han var nød til at gøre noget ved det kors ellers kunne han godt riskere at det ville være den der sad der foran ham det ville gå ud over.

*Sargonis det er korset eller det levende væsen, du ved det godt... Du er nød til at tage et valg.*

Han trådte frem på den venstre ben, trak øksen og gjorde klar til at kaste. Han trådte så frem på højre ben mens han kastede øksen gennem lokalet, mod korset samling i toppen, med nok kraft til at ødelægge det.

Athenes ansigt tydede ikke på, at hun havde opdaget manden bag hende, på trods af den voldsomme larm han frembragte. Lyset og mørket, der før havde snoet sig om hende, stivnede brat og gav et indtryk af at hele verden pludseligt stoppede omkring hende. Sekundet inden øksen blev kastet, trådte hun nogle skridt til siden, som vidste hun at den ville flyve forbi hende hastigt derefter.

Et inderligt suk blev lukket ud mellem hendes let adskilte læber, da hun omhyggeligt glattede den stramme kjole, med et så roligt ansigt, at man skulle tro hun ikke havde opdaget øksen der sad boret ind i korset foran hende. Langsomt drejede hun hovedet, med et venligt smil der manglede ethvert spor af varme. Hun tiltede hovedet en smule til siden, og betragtede manden kort.

Hun lod det løftede øjenbryn falde, og svajede så let i hoften, så resten af hendes krop blev drejet imod manden. Hun synes ikke at være overrasket over at se ham her, eller den måde hans udseende var det fuldstændig modsatte af hendes eget elegante, meget kontrollerede stramme udseende, med kun det løse hår og den sorte eyeliner som noget der ikke strammedes om hende.

De yndefulde skridt hun brugte da hun trådte hen imod ham, virkede som en glidende bevægelse, og kunne forveksles med at svæve over gulvet. Hun stoppede nogle meter fra ham, og krydsede de porcelænshvide arme over brystet, dog på en måde der gav udtryk for at hun ville fortælle et barn, at det skulle i seng.

"Hello my dear. Am i right, if i presume you are Mr. Misnoran?"

Hendes bløde stemme rungede gennem lokalet, og selv i hendes rolige, venlige stemme kunne man høre et glimt af den sindssyge hun måtte døje med. Hendes øjenbryn blev igen trukket spørgende op over de nærmest lysende blå øjne. Pludseligt voksede en aura ud fra hendes krop, og man kunne næsten lugte den kraftige bevægelse, da den næsten sydede af ældgammel magt, og fare.

Han holdt øje med hendes bevægelse men det var ikke noget der rørte ham. Han havde lært at man ikke bedømte folk før man havde mødt dem ordentligt, og derfor ville han ikke lade hendes kolde opførsel røre ham. Han vidste heller ikke helt hvad han skulle sige til hende.

Han lod hende bare gå tættere på, og da hun kom helt hen til sig, kiggede han hende bare direkte i øjnene, en vane han havde fået. Det at han gjorde det som en vane gjorde også at folks træk i øjnene sjældent rørte ham. Han vidste at folk ofte satte mure op med deres øjne fordi mange troede på at øjnene viste sandheden, men han vidste noget helt andet.

Hun stillede sit spørgsmål, og han var glad for at hun sagde noget da det ville gøre det så meget nemmere for ham. Han skulle derfor ikke til at finde på noget at sige til hende, og derved bare lade alting gå helt galt.

"You are correct... But I would like to know to whom am I speaking... Mrs?"

Han bukkede let da han talte, men udena t bøje hovedet helt ned, som man kn ville gøre hvis man så sig selv som underdanig for den man snakkede med og det var ikke noget han gjorde overfor nogen. Han mente alle var lige of ingen var hævede over andre, og derfor gjorde han det på den måde, og bukkede kun for at vise dem respekt.

"And I would like to know why You know my name, and what You want from me?"

Han rettede sig op igen, og stirrede igen ind i øjnene på kvinden der stod foran ham.

Et sødt smil spillede let i kanten af Athenes mundvige, men nåede ikke bryde ordentligt frem, inden det forsvandt igen. Hun fulgte ham med øjnene da han bukkede for hende, og gjorde derefter en respektfuld gestus med hånden, da hun accepterede deres ligeværdighed.

"Mrs. Burns. But you can call me Athene, child. And how polite you are. It is something so special these days, among our youth."

Hun rystede træt på hovedet, som var hun selv ansvarlig for de unges grove opførsel. Hendes fingre legede dovent med det mørke vandfald af et hår, men hendes årvågne blik var endnu rettet imod ham.

"I know your name, Mr. Misnoran, because i have been looking for you. I want to talk to you. I know your ... Let's call it 'fight for freedom' shall we?"

Hendes kølige latter smældede skarpere end den burde, og hendes aura tættedes beslutsomt om hende. Lyset og mørket begyndte endnu engang deres legesyge dans om hendes skikkelse, men endnu engang synes hun ikke at bemærke dem. Skyggerne på hendes ovale ansigt bevægede sig grundet lyset og mørket, så det lignede hun bevægede sig utroligt hastigt.

Hendes fingre stoppede pludseligt, og sank ned af hendes krop, som var de blevet lammet af noget. Et glimt af noget humanitært blussede op i hendes øjne, men forsvandt så hurtigt, at man skulle tro det havde været indbildning. Det kolde, men venlige smil var tilbage på hendes ansigt, så hurtigt at man næsten ikke ville opdage det havde været væk, og hun genoprettede talen, som havde hun aldrig afbrudt sig selv.

" ... And that's why, i think we should have a talk. Not here, i think, then you're just ending up destroying the church, am i right sweetie?"

Hendes gjorde en bevægelse med hånden, der tydeligt viste at hun forventede han begyndte at gå uden indvendinger, og at hun var vant til at blive adlydt i sådanne situationer.

Han bukkede igen for hende efter hun havde fortalt hendes navn, og det var noget særligt for ham at få et navn for folk, og specielt når det var et fornavn, og ikke bare et efternavn, det var jo nærmest det samme som at være dus, når man var på fornavn med hinanden, men han valgte at holde det til deres efternavne da han ikke fandt det andet passende endnu.

"I may be young but I am no child Mrs. Burns... But You are correct, it is not seen very often these days..."

Han kiggede på ehnde og lagde mærke til alt og det var ikke bare den lille smule hun gjorde men også skyggernes dans, og nåede godt at se hvordan hendes øjne ændrede sig efter det hun havde sagt, og først der efter valgte han at svare på det hun sagde.

"So You know that I am make a fight to make sure Sakref can live freely from people who wants to break him?"

Han var meget alvorlig som han talte og han så spørgende i hendes øjne, og da hun fortsatte sin tale som om intet var hent stod han bare og stirrede hende direkte i øjnene. Det var en del af ham og derfor gjorde han det altid, og på den måde kunne han også bedre fornemme om folk blev nervøse eller fik lyst til at angribe ham.

"You might be right"

Han svarede bare kort og gik så i modsatte retning af udgangen, og gik hen mod korset. Han hoppede op på alteret og greb fast i korset og øksen. Han rev øksen ud og huggede den ene arm af korset og sparkede resten ned på jorden igen. Han hoppede så ned og gik tilbage til hende.

"Then I will let Yoy lead the way..."

Han ville bare følge stille efter hende.

Athene lo køligt og kort, men på en måde så man netop kunne skimte at hun rent faktisk fandt hans sætning morsom. Hun rystede let på hovedet, som en umærkelig bevægelse der knap blev bemærket. Hendes hår bevægede sig dovent med hende, sammen med bevægelsen, men noget ved det fik det til at ligne en mekanisk bevægelse.

"Oh no, you have completely misunderstood, sweet friend. All living creatures are children. Very few adults live, and it's people who are at least 15.000 years old. I'm not even an adult yet, although I am very mature for my age. But enough about me. In the mortal world, you're an adult, but in the real world you are not. But that's not what this is about."

Endnu engang rungede hendes latter gennem kirkens rummelige sal, men denne gang var morskaben vokset sig større, så det faktisk var en ægte latter det rullede ud af hendes let adskilte læber. Så nikkede hun med et køligt smil klistret til de røde læber, til hans næste ord.

"Yes sweetie, I've had to listen to many complaints about you."

Hun trak et øjenbryn højt op over hendes lysende blå øjne, der sekundet senere blev mørklagt da mørket passerede hendes ansigt. Hun betragtede ham da han huggede dele af korset af, uden at komme med indvendinger. Hun ikke så meget som blinkede da han sparkede til resterne, og musklerne i hendes krop begyndte først at arbejde da ordene kom.

"Yes, of course.

Hun snurrede omkring med en medfølgende gestus, og gik med lange, yndefulde skridt gennem kirken og udenfor. Hun drejede hastigt omkring, og endte nær en sten midt i den frodige skov. Hun snurrede omkring, og lod fingrene svæve nogle centimeter bag hans ryg, som en ledende guide der viste ham tættere imod den lysning hun tilsynladende havde valgt.

"Don't you think the nature is beautiful?"

En smule liv havde rusket op i hendes stemme, men hun synes ikke at have bemærket forandringen. Hun lod sig glide ned på en flad sten, og krydsede elegant benene, og lagde hænderne på, på en meget feminin måde. Selv de mørke skygger der bevægede sig omkring hende blev delvist oplyst af solens stråler, der gennembrød hendes iskolde aura, der blev til en blødere, køligere og mindre faretruende størrelse.

Han kiggede på hende som om hun var dummere end en dør. Han kunne ikke forstå hun kunne føle sig moden når hun kunne sige den slags om andre væsner. Det var respektløst, og hvis der var noget der var umodent så var det at være respektløs overfor andre levende væsner. Han kunne ikke fordrage det, og det skulle hun nok få at vide.

"You call yourself mature... Yet you have the urge to say something so disrespectfull, and so imature, about other living creatures..."

Han stoppede op da de var kommet udden for og lyttede kun halvt til hvad hun sagde. Han stoppede bare op lige uden for døren, og lod hende fortsætte. Han gad ikke rigtigt spilde sin tid på et væsen der var så respektløst.

*God some people are really not worth time...*

Han kiggede på hende og orkede ikke engang at svare hendes mange kommentare. Han orkede ikke at svare på det. Han ville bare fortælle hende at det på ingen måde var i orden det hun gjorde, og hun burde pakke sin selvhøjtidelig langt væk.

"This conversation and meeting is over... I dont want to waste my time on a person who is so disrespectfull that she see herself better than other people, just not worth my time. "

Skyggerne omkring dem stivnede brat ved hans ord, og hele hendes krop isnede. Hendes blå øjne glimtede faretruende, men hendes bevægelser var stadig glidende og rolige, da hun rejste sig op. Hun havde den største lighed med en slange, da hun gled over græsset, og endte utroligt tæt på ham, med et faretruende smil, og en aura der tætnedes om hende for hvert sekund.

"You must not offend me, child. I do not take insults as nicely as most people do."

Lyset synes at forsvinde fra hende ansigt, og give mørket plads. Da mørket var fyldigt nok til at man knap kunne skimte de blottede, hvide tænder, synes lyset pludseligt at vende tilbage. Hendes ansigt forandredes, og hun forsvandt om bag hans ryg, og gav sig til at skubbe til ham, for at få ham til at gå videre.

"I will not allow the conversation stops, even if you think that i am not ripe, or whether you hate me or not. It is your problem! Sit here and listen to me!"

Hendes stemme boblede af indestængt vrede, og det lille stænk af morskab der netop kunne skimtes virkede helt forkert i sammenhængen. På trods af ordene der som en kommando blev kastet ud af munden på hende, bevægede hun sig stadig roligt, som havde de en henkastet samtale om vejret.

HAn stod og kiggede mod hende som hun kom tættere på ham, og var ikke voldsomt påvirket af at hun var så tæt på, selvom der var noget ved hende der gjorde at hun både virkede stærk, men samtidigt virkede hun meget svag. Han følte at hun forsøgte at skjule sin svaghed bag sine mange hårde ord, og den måde hun alt i alt opførte sig på.

"You are now saying that You dont take insults very well... And yet You call yourself mature, I really can't see how you can see yourself as mature when You can't even take a little criticism..."

Han kunne mærke hvordan hun skubbede til ham, og han vendte sig bare roligt om mod hende og kiggede ned mod hende, og direkte ind i hendes øjne. Han blev en smule irriteret over at hun begyndte at stille ordre og tvinge ham til at gøre noget, men han lod det være, og var stadig meget rolig overfor hende.

"You should not try to force another person to do what you want... A mature person knows how to get people to cooperate without trying to force them... I might stay and listen, or maybe I would leave, but all in all this is up to You... If You keep acting like this trying to command and force me, then this conversation is over..."

Hans øjne blev en smule hårdere mens han sagde det sidste, og han smilede lidt skævt efter at have afbrudt det sidste han sagde og så fortsatte han med at tale.

"... And if you try to force me to stay and listen, I have to claim my freedom and I won't be kind if you try to force me, then I cant answer for Your safety... It is all up to You!"

Han kiggede afventende på hende, og hans øjne blev mere blød og munden sank tilbage til de normale folder.

Athene gjorde en afværgende bevægelse med hånden, og havde tilsynladende allerede glemt alt om hans fornærmelse. Hun lo kort, men en hård undertone havde sneget sig ind i hendes latter.

"Oh no sweetie, I said I was mature based on my age. And let's forget this talk, that's not what I wanted to talk to you about."

Hun sendte ham et smil, hvorfra man ikke helt kunne bestemme hendes følelser. Det var et tomt smil, der hverken viste om hun havde hørt de næste sætninger han sagde, eller om hun synes de var rigtige og forkerte. Hun blinkede, og man kunne tro at hun ikke havde hørt dem, på måden hun derefter opførte sig på.

"I wanted to talk to you about your ... Fight for freedom."

Hun tiltede hovedet til siden, og sendte ham et stort lille-pige-smil, der dog hverken fik hende til at se uskyldig eller nuttet ud. Ud over den ene muskel i hendes ansigt, bevægede hun sig ikke. Hun ikke så meget som blinkede, og stod som var hun en statue der var blevet placeret midt ude i en skov, men muntert nynnende dyr.

"Can you guess some of the conversation, then?"

Han kiggede bare hådt ind i øjnene på hende, og for ham var den del af samtalen på ingen måde slut. Han havde sjældent mødt en person der havde så lidt respekt for andre, og som så sig selv til at være så meget bedre end alle andre omkring sig.

"I still dont want to talk to You... You lack a serious respect for other people, and You act like You see Yourself as better than other, and it makes me sick..."

Han fortsatte med at gå, og ignorerede bare det sidste hun sagde omkring hvad det var hun gerne ville tale om det, var ikke noget der rigtigt interesserede ham, fordi hun var så respekt lød, over for andre.

Han ville kunne blive hvis hun kunne overbevise ham om at hun ikke så sig selv som bedre, og at hun havde fuld respekt for andre personer.

"This conversation is over, if You like it or not..."

Athene himlede drastisk med øjnene, som nægtede et lille barn at sætte sig pænt ned, og være stille når hun bad den om det. Hendes mund bevægede sig glidende op, i et elegant, men dog iskoldt smil. Hun tiltede hovedet til siden, og rystede uendeligt langsomt på hovedet, men slap ham ikke et sekund med øjnene.

"Respect. Is that all you can talk about? I do not want to fight with you. I want to talk."

Hun rejste sig op i lodret stilling, og trådte nogle yndefulde skridt frem, uden at ænse hans ord om at samtalen var slut. Hendes øjne betragtede ham kort, og tænksomt, samtidig med at skyggerne begyndte at sno sig omkring hendes som små legesyge slanger.

De gled over hendes ben, og havde inden længe forvandlet hendes krop til et levende mønster, af lys og mørke der legede omkring hende. Men hun synes ikke at bemærke dem. Hun gjorde et lille kast med hovedet, så håret fløj om hende som en glorie.

"Listen. I do not think i am better than everyone else. I think that i am older than many people. Do you hear me?"

Hendes stemme havde fået et strejf af irritation, og på trods af hendes ansigtsudtryk, der viste kold ligegyldighed, så begyndte følelserne at røre sig i hendes stemme. Irritation. Vrede. Utålmodighed. Kedsomhed. Ligegyldighed. Kulde. De mange blandede følelser blandede sig, men forsvandt så pludseligt. Som havde det været indbildning.

Han kiggede bare på hende med et lille svagt smil... Smilet var dog på ingen måde venligt nærmere bare koldt og irriteret. Han var træt af hende fordi hun blev ved med at sige ham imod selvom hun tydeligvis havde andre måder at tænke på man kunne jo bare se på hvordan hun talte til ham som om han var et barn, og det var en måde at hæve sig over andre på...

"Your lips say you dont see yourself as better... But Your body talks a different language..."

Han var ved at være rigtig godt træt af hende...

"If You want to talk to me... Then you need to prove me that you dont see yourself as better... And I hear You, but what I am hearing is not what You would like me to hear..."

Han kiggede bare på hende med kolde øjne...

Athene hævede et øjenbryn, og et kort sekund skinnede irritationen voldsomt igennem hendes facade af kulde, men var så hastigt væk igen, at man skulle tro at den aldrig havde fandtes. Hvis altså ikke, en rest af den hang fast i hendes øjne, men en kraft så stærk, at det næsten flammede.

"You keep say that you will leave. Then why is you still here?"

Hende iskolde stemme viste tydeligt, at hun var ved at få nok af dette. Skyggerne omkring hende hvirvlede hurtigere og hurtigere, og det endte med at hun stod i en orkan af skygger og lys, der konstant flakkede omkring hendes krop, i et virvar af forvirring.

"Go if you want to. I came here to warn you. I you do not want that, then go!"

Han kiggede på hende var det ikke logisk hvorfor han stadig var der, eller var hun også bare dum under overfladen af hendes selvsikkerhed og overlegenhed... Han syntes ikke det var det store problem...

"Because I believe in giving people a chance..."

Han var godt nok ved at have fået nok af hende... Hun blev ved med at skulle flygte udenom når man kom ind på hende og fandt hendes utallige fejl. Han hadede folk der ikke kunne se deres egne fejl i øjnene og bare forsøgte at gemme dem væk under en facade...

"But why is it You say always try to put the topic away when we talk about how flawed this little mind of Your is?"

Han havde bare lyst til nu at irritere hende bevise overfor hende at hun var fyldt med fejl som alle andre, og at hun var dårlig til at skjule dem...

"Giving people a chance, you say? Ha! That is stupid."

Hendes facade krakelerede langsomt med støt, imens han irriterede hende voldsommere og voldsommere, og hun begyndte at hvæse, i stedet for den vante bløde, men dog iskolde stemme, der skjulte enhver af de følelser man kunne gætte på, hun skjulte dybt i sig.

"I do not put the topics away. There is nothing to talk about, if the talk about my errors."

Det var tydeligt, at den sætning kun var for at irritere Sajro yderligere. Det var noget tid siden hun sidst havde ladet sig tirre så voldsomt, at hun selv begyndte at irritere tilbage - Blot for at irritere. For hun havde ingen skjult dagsorden med at tirre ham tilbage. Havde hun?

"You say it is stupid... But yet You would warn me, and that is giving a chance..."

Han smilede han vidste at hun var alt andet en fejlfri hun havde mange fejl og de kom tydeligt frem jo mere han huggede i hende, jo mere han stak til hende... Han nød det og hendes kommentare irriterede ham ikke engang fordi han var bare glad for at hun blev ved med at give ham noget hun kunne lege med og noget han kunne stikke til hende med...

"Yet another flaw I can remember about You... Ignorant..."

Han smilede koldt til hende...

"I do not even know why I am talking about Your flaws... There are way too many flaws for us to even talk about in one night..."