Hello, who are you? ~ Lu Xin

S: Gågaderne.
O: Boder, mennesker, og andre væsner.
T: Aften. 21;25
V: Varm aftenvind, ingen skyer, halv måne.
P: Hvid t-shirt, sorte jeans, sorte converse.

Romeo havde sneget sig ud af huset. Hans far havde godt nok set ham, men intet sagt. Romeo havde altid haft en lille trang til at være udenfor. Måske hans indre ulv der snakkede til ham? Det var sikkert det. Han holdte sig dog fra gyderne. Efter det med vampyren og de døde... Var Romeo blevet lidt indelukket. Romeo havde som altid et lidt drenget udtryk, men efter den periode var han blevet mere stille, og gemt sig.
Romeo løb hen imod boderne. Han drejede rundt om et hjørne, og grinede svagt.
Og dog... Da han drejede rundt om hjørnet ramlede han ind i en pige. Han fik dog hurtigt balancen. Han så på pigen.
"Undskyld.."

Moka faldt på rumpen og så på ham."åh det gør intet, jeg kunne have set mig for" sagde hun og rejste sig op. hun børstede sine bukser af og så på ham. "Du så da også ud til at have fart på, var der noget du skulle, siden du kom løbende" sagde hun og tog et pille glas op af sin jakke lomme, og slugte to piller

Romeo så ned. Hans far havde altid sagt at når kvinder eller bare generelt andre, sagde at det var deres skyld så skulle man ikke blive ved for mange var stædige omkring det.
Romeo så på hende og smilede skævt. Lige nu lignede han en almindelig dreng på 15 år.
"Nej, ikke rigtigt. Jeg ville bare gerne se om der var en bod med æbler." Svarede han.
Han rynkede på panden da hun slugte nogle piller.
"Hvorfor tager du piller?" Han så spørgende på hende.

fordi jeg er syg sir, men der ligger en æble bod der hende, med friske røde og grønne æbler" sagde hun venligt. og lagde pille glasset ned i sin jakke. hun lagde kort sit rødlige hår bag øret, så det ikke skulle falde ned i hendes ansigt. "Du er faktisk den første der spørger om hvorfor jeg tager dem, mange tror bare at jeg var på stoffer hvis de fandt mig med pillerne" sagde hun

Syg? Var hun syg?! Som halv engel bekymrede Romeo sig om andre.
"Hvad fejler du?" Han smilede høfligt." Kald mig ikke sir, mit navn er Romeo." han bukkede høfligt for hende. Han nikkede og smilede tqkenmmligt. "Tak."
Han betragtede lidt den smukke unge pige med et skævt smil.
"Dem der tror det er ikke godt kloge i så fald." Han rystede lidt på hovedet.

jeg lider af en sygdom der gør jeg er meget svag og at jeg kaster blod op i tide og utide, medicinen her skulle gerne holde blodet tilbage i min hals, og ikke så jeg kaster det op" sagde hun og gik hen og købte en kurv fuld æbler. "Men jeg hedder Akashiya Moka, dog kalder folk mig nu for moka, fordi de ikke kan udtale mit fornavn...æble?" sagde hun og rakte kurven hen imod ham

Hva? Hun kastede op? Han fik helt ondt af hende. Hans ansigt blev fyldt med medlidenhed. Han nikkede langsomt.
"Det må være træls. Godt at du tager dine piller." Sagde han, og lagde armen over kors. Han fulgte efter hende. Han var nysgerrig omkring hende lige nu-
"akashiya... Pænt navn. Det samme med Moka." Han smilede stort. Han nikkede som tak, og tog et æble som han tog en bid af. "Hvor gammel er du så?" Han så spørgende på hende.

jeg er 16, men jeg fylder snart 17" sagde hun og tog selv et æble og gik hen og vaskede det og tørrede det i et rent lommetørklæde og bed så i det. hun smilede og tog silkebåndet fra sit håndled og bandt det i sit hår, så hun fik en hestehale, og så hendes lange røde hår blev holdt væk fra hendes ansigt

16? Han nikkede til hendes svar. Næsten 17. Okay. Selv var det ikke altid sikkert hvor gammel Romeo var. Så han var faktisk lidt glad for hun ikke spurgte. Han havde altid lært man skulle fortælle sandheden.
"Hvilken race er du?" Mange kendte da til de overnaturlige, så hvorfor skulle hun ikke? Hvis det var... Kunne han da bare grine og sige han lavede sjov med hende. Han så spørgende på hende.

jeg er et menneske" sagde hun blidt. "Hvorfor spørger du da om min race?" sagde hun. hun så på ham. hun havde faktisk løjet for ham. hendes rigtige navn var Lu xin Lotus. men hun følte ikke hun kunne sige det nu, hvor han sikkert troede at hendes navn var akashiya moka, fordi hun havde sagt det

Romeo lagde hovedet lidt på skrå, og smilede skævt.
"Fordi at man aldrig kunne vide om du var vampyr, og ville drikke mit blod." Han var jo trods alt, halv shapeshifter. Han smilede svagt.
Han så sig lidt omkring, og tog en bid af sit æble.

jeg ved ikke engang hvordan en vapyr ser ud, har de hvid hud og røde øjne, som I det bøger jeg har læst, eller ligner de virkelig os mennesker så meget?" sagde hun. hun så på ham og tænkte med et på smukke melodier

"De ligner os mennesker en hel del." Svarede Romeo, og smilede stort.
Han tog den sidste bid af æblet, løb hen til en skraldespand, og smed resterne af æblet i. Han løb hen til hende igen.
"TAk for æblet." Han smilede stort. "Hvad tænker du på?"

Okay det vidste jeg så enlig ikke, men det jeg tænkte på var smukke melodier, som jeg på et tidspunkt vil have lavet noder på, så jeg kan spille dem på min violin, for jeg elsker virkelig meget musik, og håber en dag på at blive en berømt violinist, og spille for alle, og vise hvad jeg kan, jeg ønsker nemlig ikke at vise mig som en, som intet kan, da jeg er virkelig god til at spille violin, og en sagde en gang til mig, at min musik nåede hans hjerte, hvad end det så lige betød, kan musik overhoved nå folks hjerte, eller er det ikke bare en tale måde… det tror jeg da i hverfald” sagde hun og grinede over at hun havde sagt så meget på en gang. Men hun elskede virkelig musik, og hendes drøm var jo at blive violinist. Men hun havde dog snart ikke råd til at betale for musik skolen, hun var ved at løbe tør for penge.

Woah, hun snakkede meget! Romeo måtte skubbe sine tanker væk, for at koncentrere sig om hvad hun sagde. Hun var da vidst rigtig glad for violioner, når hun sagde så meget om dem. Romeo havde kun... et talent for at tegne, intet andet, og så selvfølgelig, lærte hans far ham hvordan man kæmpede! Romeo var glad for at have en far som Ramiel, på trods af at Ramiel var en engel. Altså, der var ikke noget galt i at Ramiel var en engel, mere det at... Ramiel var den eneste i familien, i Romeos familie, altså af Kairi, Amy og romeo, der var engel. Romeo var halv engel.
"Jeg kan høre du er meget glad for violioner." Han smilede skævt. "Jeg tror manden mente at du spillede så godt, at han blev helt rørt." Romeo lagde hovedet lidt på skrå.
"Det var Moka du hed, ikke?" Han så spørgende på hende.

Jeg fik min violin da jeg ikke var så gammel, en mand stod på gaden og spillede, og jeg stod bare og lyttede til ham, og med et giver han mig sin violin, undskyld jeg snakker alt for meget om violiner” sagde hun. ”Jeg hedder Lu Xin, men vennerne kalder mig Moka, fordi jeg ikke kan drikke en mokai” sagde hun og hadet virkelig navnet moka. Hun ville heller kaldes xin eller lu eller lu xin. Hun pillede lidt ved i hår tot og så ned. Bare hun nu ikke havde gjort, at han ville se hende som mærkelig, det håbede hun virkelig ikke. Hun ville helst ikke gøre sig selv til grin. Normalt var hun en stille ung kvinde, så hvorfor havde hun med et bare snakket ud i et pløre, det lignede hende overhoved ikke. Hun bed sig lidt i læben og så på ham.

Romeo smilede lidt over hende. Han kunne godt lide at hun før ikke havde sagt så meget, men nu snakkede hele tiden, så det var svært for ham at sige noget selv.
"Du skal ikke undskylde, det er bedre end at du slet intet siger." Man kunne godt forstå det som om at hvis man intet sagde, at vedkommende så ikke ville snakke med en. Det var også ret akavet for en selv. Så prøvede man jo at få en samtale igang, selvom det ville svært.
"En Mokai.. Javel." Han havde ingen ide om hvad en mokai var, men jaja. "Men som sagt, jeg hedder Romeo." Han grinede lavt. "Jeg vil nu helst kalde dig Lu, hvis det er i orden?" HAn så spørgende på hende.