Hush.... Listen... What is that? - Demetri

Tid.
19:35
Sted.
The Forest, i nøjagtig midten af skoven
Vejr.
Blæsende og en anelse koldt.
Omgivelser.
almindelige skov omgivelser
Påklædning.
http://1.bp.blogspot.com/-czAWeSXGzwU/T6L_Ou9jfbI/AAAAAAAANJM/M9AMaiyvg8s/s640/Juliet_Simms_Automatic_Loveletter_Picture_11.jpg

Det var mindst hundred år siden at hun havde været i en skov, at hun havde bevæget sig væk fra sit hus men også fra sin by, det var noget hun ikke havde gjort i meget meget lang tid, og det var nok heller ikke noget hun gjorde lige med det samme igen for det var da død sygt, hun havde jo intet at lave, hun gik bare rundt og hørte på fuglenes flotte musik af pippen, som hun fandt yderst interessant og det var da også det eneste som holde hende der... At høre flere forskelige fugle synge for hende hver gang hun gik forbi et træ... Det var meget interessant... For hende i hvert fald...
Men på en måde havde hun også bare lyst til at gå hjem, og synge og spille musik, hendes daglige rutine som hun ikke nogensinde havde svigtet.. Hun havde altid holdt den men denne gang var hun altså gået i skoven.. Og hvorfor... Måtte ingen spørger hende om for det vidste hun virkelig ikke.
Hun gik med hænderne i sin jakke som hun havde ståene åben, hun gik og nynede en lille melodi som var hendes helt egen imens hun ogs var i sine helt egne tanker... Hun gik blot rundt, hun vidste ikke hvor hun var men mon ikke hun var nået ret så langt ind i denne skov...
Vinden tog i hendes hvide hår og svang det omkring hende og da hun ikke havde sat det op sad det over alt i hendes ansigt så det var umuligt for hende at få væk... Hun sukkede dybt mens hun gik for sig selv uden at vide hvad der var forude, bagude, eller ved hendes sider, hun vr fuld koncentreret om sig selv og sine egne tanker.

Det sidste af solen var stadig oppe, men det stoppede ham ikke. Ikke mere. Alderen og styrken havde han fået efter de mange mange år han nu var blevet. Men smerten fra solen kunne han dog aldrig vende sig af med. Men skovens triste træer beskyttede ham fra sol strålernes sidste virke. Han havde vandret rundt i ca 5 dage nu. Hver gang solen stod op havde han gemt sig et særligt sted som kun få kendte. Ingen sol ville ramme der, nogensinde. Men her var han. Det sorte hår strittede som pigge på et pindsvin og de metalliske grå øjne var klare og kolde, metalliske grå var hans øjne. De der kendte til ham og hans slægt ville alene kende ham på øjnene som den 1/3 af Klusisska familiens 3 søskende. Natten var nu først lige begyndt, hvilket for nogle noget meget meget dårligt og for andre var dette begyndelsen på livet. Folk som Demetri selv mente det sidste, at det først var nu det såkaldte liv begyndte. Når solen gik ned og mørket begyndte at herske. Han stoppede op og kiggede sig rundt som et rovdyr der havde hørt en lyd, han havde fået færten af noget. Duften var kvindelig og let, *en engel* et grumt smil kom frem på det markerede ansigt. Dette skulle nok blive sjovt.

Hun gik lidt og frøs for hun havde ikke det helt varmeste tøj på til en gå tur i denne skov, men det var nu heller ikke bidende koldt så hun blev til en hel istap... Men den bed lidt den kulde der... Hun gik lidt uden at løfte føderne og så gik hun normalt og så løftede hun ikke fødderne igen, den typiske rytme som man havde når man gik i sine egne tanker og ikke vidste hvad der forgik rundt omkring en, hun var endda lige ved at falde et par gange over nogle træstupper som hun selvfølgelig ikke havdet set... Hun måtte simpelt hent koncentrere sig om hvor hun gik.. Hun skulle ud af sine tanker blev hun enig med sig selv om, hun skulle koncentrere sig om hvor hun gik hen af...
Hun kiggede sig omkring før hun kiggede sige ligeud og begyndte at gå med hænderne stukket i sine jakkelommer og håret skubbet over til venstre side for hende.

I det at han havde studeret hende i noget tid lod han sig selv komme til syne bag hende, han stod ca. 9 meter bag hende med hænderne i den læderjakke han nu havde på. Han gjorder intet, så bare på hendes ryg og krop så meget han nu kunne se. Hun ville helt sikkert mærke en brændende fornemmelse som om noget stak hende eller brandte hende. Han var hans øjne hun ville kunne mærke, helvede flammer selv mente nogen. Sådan var det altid når han så på nogen, uden at de viste det. Den gennemtrængende følelse af ild mod huden, sådan kunne man tydeligt beskrive hans blik på ens hud. Dog havde han et dystert smil på sine læber, de blottede ikke hans tænder, men smilet var alligevel grumt nok til at man tydeligt ville kunne se at han ikke var et væsen af godhed. Det strittende hår stod ud alle vegne men lignte alligevel at det var sat i en perfekt frisure. Som om hans hår var blødt som silke og alligevel lige så spidst som pindsvine pigge. Hans blege hud ville nu tydeligt lyse igennem i dette halvmørke.

Hun kiggede rundt da hun kunne mærke noget stirre på hende, noget bagfra, det var en brænde fornemelse af en art, men hun forstod det ikke helt, der var jo forpokker ikke sat ild til hendes ryg så hvordan kunne det føles som om hun blev brændt i ryggen. Hun vende sig hurtigt om og kiggede rundt om sig til hendes blik stødte på en ung mand som stod stille og kiggede på hende, med hans sorte hår strittende og et smil som var dystert at hun nærmest havde lysten til løbe skrigende bort, men det var ikke det eneste som gjorde hende bange, hans hud den var jo helt hvid, det var skræmmende, og der var ingen tvivl om at han var vampyr, hun lagde hovedet på skrå mens hun kiggede spørgende på ham, hvad ville han dog... Selvom det egentlig sagde sig selv... Han ville sikkert have blod fra hende... Hun bakkede roligt tilbage og rystede på hovedet, hun skulle ikke nyde noget af denne vampyr, hun skulle væk i en fart.

Endelig stoppede den smukke englekvinde op og som forventet vendte hun sig da hun mærkede den ubehaglige fornemmelse. Demetri så hvordan hun reagerede over at nu se ham. Hans smil blev skævt hvorefter han dog stadig stod helt stille og betragtede hende. "Godaften" sagde han, men ventede ikke på at få et svar tilbage, "Du burde da ikke være her" hans stemme var tung og dyb, men dog kunne man stadig høre at den tilhørte en såkaldt ''ung'' mands stemme. Selvom Demetri var ældre end de fleste. Han lagde hoved på skrå imens han stadig blev stående. Han så afventende på hende, det klogeste og det dummeste samtidig ville nok være at løbe skrigende væk. Det ville bare gejle ham op til at jagte hende og lege med hende. Men ville det at blive egentlig hjælpe? Det var det store spørgsmål. Men lige nu var alt kaos, især for Lauren, som jo stod over for en vampyr samtidig med hun ikke var sikker på hvor hun egentlig var henne. Udover at hun selvfølgelig var i en skov.

Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre end at bare bakke væk fra ham, men på den anden side... Hun kunne jo ikke bare dømme folk fordi at man var vampyr... Ikke alle vampyre var onde var de... Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre og til sidste stoppede hun op efter hun var gået et par meter bagud væk fra ham. Hun stivnede idet hun hørte hans stemme, hun lagde hovedet på skrå og kiggede på denne unge mand. Han... Lød da høflig nok, hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle vurdere ham, som han stod der, bare helt rolig og stirrende på hende, han så ikke videre ud til at ville gøre hende ondt, men det var måske bare noget han skjulte, hun vidste det ikke, hun var forvirret og der skulle ikke meget til at forvirre hende. Og der kom aldrig noget godt ud af det når hun var forvirret...

Han tog langsomt hænderne ud af sine jakkelommer, hvorefter han begyndte t slændre langtsomt imod hende, imens hans arme nu hang ned langs sidderne på ham. Han havde stadig et skævt men lumsk og dystert smil på sine kolde læber. Hans øjne var stirrende på Lauren som om der intet andet i verden eksisterede lige nu. Som om hans metalliske grå øjne slugte hende fuldt ud. Hans øjne var smukke, det kunne ingen sige ham imod. De var smukke og livlige, og alligevel fuldt med, død, koldhed, dysterhed og mystik, som om der virkelig lå hemmeligheder gemt bag dem. Hemmeligheder der ikke var gode at vide, eller hemmeligheder der kunne være farlige at vide for de forkerte personer. Han forblev tavs imens han målrettet men roligt gik imod hende. Jo tættere han kom, jo tættere blev duften af engle hun. Den lokkende duft som enhver vampyr nød at have i sin nærhed, og Demetri var yder mere end han. Hanner blev jo både tiltrukket af blodet og af den kvindelighed som hunner jo duftede af. Ydermere var Demetri af den type der var meget glad for kvinder.

Lauren kiggede forvirret på ham som han kom nærmere og nærmere hende, hun havde virkelig bare lyst til at løbe sin vej, skrigende bort ind i mellem skovens træer og mørke... Men ville han så ikke bare løbe efter mon.. Som et rovdyr efter sit bytte... Hvis byttet løb.. Så løb rovdyret efter det.. Hun sank en klump og kiggede lidt ned i jorden, hun kunne mærke han kom tættere og tættere på, og da han ikke var så langt fra hende, kiggede hun op på ham med et normalt blik og sin mund som en tynd streg, som om hun lige havde malet sin mund på... "Stop!" sagde hun højt og kiggede på ham med en sur mine... "Du skal ikke komme tættere på!" advarede hun ham og tog et skridt tilbage, væk fra ham for at få lidt afstand til ham hvis han gik et skridt nærmere eller sådan noget. Hun ville altid tage et skridt tilbage, væk fra ham, når han tog et skridt mod hende, han skulle virkelig ikke komme tættere på hende.

Han stoppede og så op og ned af hende. "For ellers?" sagde han med en slags latter i stemmen og et drenget smil på læben, hvad skulle en som hende gøre mod en som ham... Han hældte hoved lidt til venstre. "Ellers ikke noget vel?" sagde han og skød øjenbrynene op som var han ikke synderligt overrasket over sit eget svar på hans spørgsmål. Dog havde han jo stoppet da hun sagde det, men nok mest af alt for at se om hun virkelig ville gøre noget for at svare ham. Han havde masser af tid til at snakke med hende eller rettere lege med hende. Han frisk og glad og havde ikek tænkt sig at stå tilbage fordi et engle barn havde ting sig at bestemme over ham.

//sorry det korte svar/

For ellers... Um ja for ellers hvad... Helt ærligt hun vidste ikke hvad hun skulle stille op med ham. Han var så meget stærkere end hende, og hun var altså ik lige en der røg tit op og slås med folk. Overhovedet ik, hun holde sig derhjemme i sikkerhed.
Hun kiggede undrende, nogenlunde sur på ham, hun kiggede ned igen, vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun var ude for ideer. Hun var i fare og det vidste hun. Havde hun bare blevet hjemme ville det her aldrig villet have sket.

//det helt iorden. Jeg har selv krea svigt for the wild//

Han smilte nu bare drenget som havde hun lige sagt noget der var komplet dumt. "Præcis" han nærmede sig hende igen. "Men hvis du nu er rolig, kan det være at jeg også forholder mig sådan" det ellers så drengede smil blev skævt og lod venstre højretænder blotte sig. Et glimt gik igennem hans øjne som om at noget lys kort at givet genspejling i hans øjne. "Jeg bider ikke....altid" han grinte meget svagt som om at han havde sagt en løgn de begge viste ikke passede. Hans sorte hår trittede svagt og pjusket som var det pindsvine pigge han havde i håret, han var lys vågen og hvis hun prøvede på det mindste var han parat. Han var klar og frisk. Natten var stadig dejlig ung! lige som hans krop.

Hun kiggede skræmt på ham, hun vidste ikke rigtig hvad der skulle ske med hende, hun vidste heller ikke helt om hun ville vide det overhovedet. Hun blev bare stående da han gik tættere på hende.
Han sagde jo at hvis hun var rolig var han måske også, så hun valgte at prøve. Så kunne det være han ikke ville hende noget ondt, endnu.
Hendes øjne flakkede ikke et eneste tidspunkt, de holde sig hos ham.
Hun lagde hovedet på skrå af det han sagde, hun vidste inderst inde godt at hun ik rigtig kunne stole på ham.

Han var gået imod hende og stod så tæt nu at han kunne røre hende hvis han strakte armen ud imod hende. Han havde set hende i øjnene hele tiden, imens han havde gået imod hende. De glitrede nærmest som var der gnisterne i den metallisek grå farve. "Hvad hed du..." sagde han. Hans stemme var rolig og viste nu åbenbart ikke tegn på fjendtlighed eller negativitet, men han kunne tydeligt høre det lille bankende hjerte der pumpede inde i hende. Det var som sød musik for ham. Dung dung dung dung.....lyd det som en tromme der betyd fare i nærheden. Han lod en hånd roligt føre sig op til hendes hår hvor han ville begynde at lege med det medmindre hun fjerende sig fra ham, hvilket ville være dumt. Han kunne hurtigt vende og skønt han var såkaldt venlig lige nu, var han stadig et rovdyr. Et rovdyr på jagt efter hvad der fandtes i mørket.

Hun lod han komme tæt på, hun turde ik rigtig at rykke sig ud af stedet, hun holde dog hele tiden øje med ham, hans bevægelser, hans adfærd, om der var noget truende over den, prøvede at fange hans signaler. Med lige nu... Intet fjendtligt. Hvilket beroligede hende lidt.
"Lauren" svarede hun ham da han spurgte til hendes navn.
Hun lod ham lege med hendes hår, der var ingen grund til at tirrer vampyren. Hun havde ik meget lyst til at blive flået lige nu... Helst gerne hjem i et stykke. Levende.

"Lauren?" sagde han, med en nærmest spørgerne klang i sin stemme. Det var noget af et specielt navn syntes han. Faktisk meget flot og feminint mente ham. Han nikkede anerkendende til hende. "Jaså" sagde han og kiggede nærmest hypnotiseret på det hår han stod og legede med. Hendes hår var meget lyserer end hans eget, smukt og duftende. Han tav få sekundter før at han med et sæt på mod Laurens øjne som havde hun lavet en hurtig beværelse, eller som når et rovdyr opfangede noget bevægede sig. "Sig mig studere du mig... sagde han med en igen grinene klang i stemmen.... Han snusede ind som hvis han trak vejret gennem næsen. Hun duftede skønt!!!! Så Feminint....så fyldt med liv....Blod.... Et kort sekundt fik hans ellers så maskuline ansigt et helt afslapped udtryk hvorefter det forsvandt igen som lyn fra en klar himmel. Han kunne vende på 2 minutter, hvis hun tirrede ham. Det var en af de ting han var kendt for, det ustabile humør der aldrig kunne gennemskues.

Hun nikkede nervøst da han gentog Lauren, der var vel ikke noget galt med at hede Lauren var der? Hun kiggede lidt på hans øjne som havde blikket mod hendes hår, hvad var det dog med hendes hår? Det var sådan lidt mat blond... Hun var ikke så vild med det, men så ud til at være yderst interesseret i det.
Hun kiggede skræmt på ham da hans blik direkte var på hende på et split sekund. Mon han også kunne ende hendes liv på et sekund, hvis hun lavede noget forkert. Ville det gå lige så hurtigt?
Hun kiggede forbavset på ham. "Hvorfor skulle jeg ikke, der står en vampyr foran mig, selvfølgelig studere jeg, dine bevægelser, din adfærd i det hele taget" sagde hun og kiggede ned.
Hun lukkede øjne hårdt i da hun kunne høre ham trække vejret, unormalt, end en normal trækken vejr. Det var som han snusede en duft ind. Hendes duft.

Et skævt smil voksede sig frem jo mere hun talte. Hendes ord, hendes stemme og hendes ansigts udtryk var fyldt med frygt da hun prøvede at forsvare sig selv mod hans sætning. Det skæve smil brød ud i et stort så tænderne blottede sig åbenlyst, men smilen var ikke fjendsk selvom at det i sidste ende ville ligne det med hans tænder. Det specielle ved hans tænder var at han ikke blot havde et sæt hungtænder men 2. De normale som alle vampyrer havde men lige bag dem var der et lidt mindre men stadig stort par hugtænder som hos rovdyr. Disse var stadig til at hulle huden med, men de var mere til for at holde bedre fast i det bytte der desværre måtte lade sit usle liv for at lade Demetri blive mæt, endnu en ting alle Klusisskaerne havde tilfælles. Lauren ville udentvivl kunne kende hans søskende hvis hun nogensinde mødte dem, en sen aften eller en mørk begyndene morgen. "Jamen jeg kan da gøre dine tanker til virkelighed hvis du ønsker det" sagde han med stadig et stort smil på sine blege læber. Hans krop var rank og hans hånd der ellers legede med hendes hår havde nu sluppet det og var faldet ned langs hans side.