Who are you..? //Demetri//

Sted: Samling af soul river
Tid: 03:00
Vejr:Lidt overskyet, med en let kold vind..
Omgivelser: Det naturlige..
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Isobel sad ved et træ, beskidt og med tåre trillende ned af kinderne.. Hun var såret, lidt overalt, hun var endnu engang blevet angrebet af varulve, og sluppet fra det.. Hun tørrede hendes øjne, og tog hendes halskæde af som hun havde taget fra hendes mor, efter hun blev slagtet af varulve, da hun var mindre. Hendes mor havde altid fortalt hende at den halskæde var speciel.. Hun klemte halskæden en gang til, inden hun skreg, og kastede den fra sig. Hun rev i jorden, og skreg endnu engang, hun ville bare væk fra denne jord.. Hun rev lidt af kjolen af, og bandt det rundt om det værste sår, på hendes lår for at stoppe blødningen det sted.. Hun troede hun var blevet stærk nok til at klare varulvene efter 12 års træning, som hun selv havde stået for.. Hun haltede ned mod vandet, for at skylle sig, men da hun var noget halvejs, faldt hun sammen.. Hendes knæer ramte først, derefter lagde hun sig ned, og græd en smule uden særlig meget lyd.. Hun følte sig svag, og kunne ikke gøre ret meget.. Hun havde mistet for meget blod. Hun vendte sig med besvær om på rygge, og kiggede op mod månen. Endnu en tåre faldt, og hun følte at dette var den sidste tid hun havde på jorden, selvom det nok ville gå et par timer før hun var helt død.

Blod duften vielle snart tillokke mange skumle gespændster, og den første den havde ramt var Demetri, et stort uheld For Isobel. Han havde været igang med at lokke en anden pige ind i skoven men da han duftede den blodige odør, havde hans konsentration været helt andre steder end på denne smukke rødhåret pige, med fregner og med klare blågrønne øjne. duften havde fået ham til at efterlade den rødehåret pige lige ved starten af skoven, hvor hun derfra havde flygtet tilbage til byen og andre gode væsner. Nu...ja nu var han ca kun 9 meter fra Isobel, oppe i en af de træer som stod ikke så langt ved flodbreden. Det var hende-! Hende der duftede og havde fået skoven til at dufte af blod og af sorg. De metalliske grå øjne stirrede på hende, hun ville muligvis kunne mærke en underlig stikkende fornemmelse. Hans øjne. De hvilede på hende. Et smil kom frem på hans kolde læber da han så hende falde sammen i græd og var ude af stand til at gøre det helt store. Dog havde han måske ønsket lidt mere modstand i aften, men igen hende her kunne han lege lidt mere med fordi hun var så svag. Han forblev dog i baggrunden indtil videre.

Isobel havde fået en følelse af, at nogen holdt øje med hende.. Hun fik sig hurtigt sat op, selvom det var meget smertefuld.. Hun ledte først efter en kniv hun havde gemt i kjolen, og fandt den ret hurtigt, derefter rejste hun sig op, og kiggede sig lidt rundt omkring for at se om der var nogen.. Hun fik øje på en mand, med et uhyggeligt smil på læberne, som stod et godt stykke væk fra hende.. *noget siger mig han ikke er et menneske..* tænkte hun lidt for sig selv, imens hun trådte et bar svage skridt baglæns, ned imod vandet.. En dråbe blod faldt fra kniven, og ned i vandet, da hun nu var noget helt ned til vandkanten.. Hun kiggede ned, da hun mærkede den kolde vand, rense et dybt sår på hendes venstre fod.. Hun tænkte på forbandelsen som hvilede over soul river.. Hun stoppede ved vandkanten, da det gjorde ret så ondt, når sårene blev renset.. Hun kiggede op på halskæden, som lagde cirka der hvor hun lagde før.. Hun ville ønske hun havde den på sig nu, da hendes mor også havde sagt, hun aldrig måtte tage den af, da den kunne hjælpe hende.. Hun kunne mærke hendes ben var ved at falde sammen igen.. Hun kiggede på på manden, og prøvede at finde ud af, hvad han var, for han var tydelig vis ikke et menneske...

Han sprang ned fra træet landene på benene med en underlig præcistion. Han smilede og rejste sig fra sin stilling i at sidde på hug. Han stod en tid bare der og stirrede på hende med de mystiske og levende øjne som Demetri nu engang var skænket af sin moder dengang han hadve været et menneske. Selv som menenske havde han været en smuk mand. Gudeligt smuk faktisk. Hvilket kun var fordi at hans mor ikke havde været ærlig omkring som race. "Hvad piner dig" sagde han endelig hans stemme var mandig ikke totalt dyb men som en ung fyrs var. Et svagt smil kom fra de kolde læber, de blottede dog ikke de dødbringene tænder som han var blevet skabt til at have. Nu hvor han ikke længere havde et hjerte der selv kunne skabe blod. Hans hjerte var dødt men hans krop var stadig afhængelig af blod, blod det skulle få ham til at gå som en ægte levende død. Og lokke andre i den smertefulde død som han selv havde været offer den gang hans sidste åndedrag var taget.

/sorry kort scvar//

Hun fulgte ham med øjnene da han sprang ned fra træet, hun ville bare væk derfra, men hun var lammet af skræk, da hun ikke vidste hvad hun skulle gøre, når hun var så svag efter en kamp mod varulvene.. Hun åbnede munden, men der kom ikke andet end en lille pive lyd ud.. Hun gik et skridt væk fra vandet, da hun ville have den halskæde, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre med den, hvis hun fik den, og om den over hovedet kunne hjælpe hende, men det var vel forsøget værd, da hun nok alligevel skulle dø en pine fuld død.. ''Hvem er du..?'' Fik hun sagt ret så svagt, men højt nok til at man kunne høre det.. Hun havde sikkert set ynkelig ud, med alle de sår, blodet som løb ned af hende, hendes svage stemme.. Hun haltede et par skridt længere hen mod halskæden.. Det så ikke ud til han havde set den, og hvis han fik den at se, var det så godt eller dårligt.. Hun kiggede op på ham, da hun lige ville være sikker på han ikke var gået.. *Jeg skulle aldrig havde kastet den halskæde..* En tåre trillede langsomt ned fra hendes kind, hun ville ikke dø, ikke alligevel, hun kunne nu se, at hun elskede livet, og ville tage sin hævn før hun døde.. ''Vil du ikke bare lade mig være..'' Fik hun sig selv stammet igennem..

//Den var fin//

"Du bliver der" lød det pluseligt fra ham, stemen var kontant og igen var der noget under den halvmandige halv unge mands stemme, der faktisk kunne virke ret så eksotisk. Han stirrede på hende, alle hendes sprøgsmål og hendes nærmest bønfalden om at han ikke måtte gøre hende noget. Han begyndte at smile lige så stille og roligt, et svagt underligt lysglimt gikigennem hans øjne. "Hvem er det selv der spørger om mit navn" han så vagtsomt på hende, ikke fårdi hun villekunne gøre ham noget men, mere fordi at blevet fik rovdyret op i ham. Det fantastiske menneskeblod. Som løb ned af hendes hud. Noget var svagt størknet og andet var stadig helt frisk. Det var som en parfume der kunnelokke alle vampyrer til at komme lige mod hende. En parfume der ville koste hende livet. Han grinte svagt efter han havde sagt disse ord. Hun var nu sød. Men den halskæde skulle hun ikke nyde sig godt af. Han gik 3 skridt langsomt frem mod hende, han ville se hendes reagtion, hvis hun var dum nok ikke at træde tilbage eller prøve at flytte sig, betød det at denne nat kunne blive et helt eventyr.

Hun stivnede og så på ham med et forskrækket blik. Hun var for bange til at rykke sig en meter væk fra det lille sted hun stod, hun var bange for hvad han ville gøre ved hende, hvad der ville ske. ''Hvis du vil mig noget, skal du nok få kamp til stregen..'' Hun fik sagt det på en halv stolt måde, hun rettede sig lidt op for ikke at se så svag ud. Hun ville kæmpe for sit liv hvis det blev nødvendigt. Hun så forsigtigt på ham da han trådte 3 skridt nærmere på hende. Hun gik selv et par skridt imod ham, så han kunne se at hun mente det. Halskæden lagde cirka imellem dem. Et halvt smil kom frem på hendes læber inden hun sprang frem ud efter halskæden, hun vidste godt at det var dumt, men hvis hun fik fat i det, kunne hun måske bruge det som våben, der var ikke ret andet hun kunne få fat i. Der var et billede af hendes mor på halskæden.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Var hun virkelig dum? I det hun sprang var Demetri over hende, nærmest lage sig oven på hende i luften så de landte med et bump der mest gik ud over hende. Han holdte den arm der havde rakt ud efter halskæden med sin ene hånd. Hun ville kunne mærke var is kold hans krop var nu, et tegn på den mørke død han havde lidt og som hun snart ville komme til at mærke, hendes hjerte skulle stoppe nu, ingen skulle tro at de kunne skade ham! Han blottede sine tænder imens hans ansigt udtryk var vredt, "Dumme tøs" med den anden hånd rev han hende i ansigtet. Hendes skønhed skulle lide for den fejl hun nu havde begået. Hun prøvede på at skade ham med det søkvsmykke og nu ville han skade hende.

//Demetri er mere agressiv nu fordi han er yngre end du vil møde når vi er i den tid vi er når vi skriver samemn næste gang//

Hun havde ikke forventet at han ville være så hurtigt over hende, og blev selvfølgelig overrasket over det. Da de landede blev alt luften slået ud af hendes lunger, og hun hev hurtigt efter vejret. Hun fik kuldegysninger da hans is kolde hud mødte hendes varme hud. Hun så på ham med et bedende og fortabt blik. Hun så bange på ham da han blottede sine tænder, var han... En vampyr!. Hun skreg et smerte skrig da hans kolde hænder rev hende i ansigtet. ''Stop.. Jeg ber dig!'' Hun græd en smule, hun ville bare væk fra denne skræmmende uhyggelige mand. ''Hvorfor gør du det her!'' Denne gang råbte hun ad ham af sine lungers fulde kraft. Hun skreg og prøvede at vride sig selv fri fra hans greb, men han var for stærk for hende. ''Jeg vil gøre alt.. Lad mig nu bare gå!''

Han var som et dyr over hende, han ville ikke lade hende gå, eller jo måske, men dette ville koste hende dyrt. Nu var tiden inde han var sulten, han havde brug for at få mad og meget mad! Han mærkede blodet flød fra hendes ansigt, han lod en tunge slikke hende i ansigtet, før han sagde. "Jeg vil lade dig gå på en betingelse" Han lød nærmest som en der var ved at have sex, men tanken om hendes blod var så overvældende, han ville bare have hende. Hendes blod og hendes livskraft. Han lod hendes hænder komme ud til siden af hendes hoved imens han pressede dem ned i jorden. Han sad på hende som en pige ville side oven på en fyr hvis de var intime. Hun ville ikke kunne flytte sig overhoved.

//husk Demetri er yngre her så han er svagere at styre.

Blodet fra hendes ansigt gled langsomt ned over hendes hals. Hun var begyndt at ryste en smule over det kolde vejr, og alt det blod hun mistede, hun var svagere end nogensinde før. Et lille svagt skrig forlod hendes læber da han slikkede hende i ansigtet der hvor blodet var. Hun blev nervøs over hans stemme da han snakkede, da det lød som en der havde sex, men det var nu ikke det der bekymrede hende. Hun ville udnytte de sidste krafter hun havde, hun prøvede på at flytte hænderne, hun prøvede på at komme fri fra hans greb, men intet hjalp. Hun brugte nogle af de sidste krafter til at skrige ham op i hovedet. Derefter lagde hun sig slapt ned og og vendte hovedet væk fra ham. ''Hvad er den ene betingelse?'' Hun vendte hovedet hen imod ham og stirrede direkte op på ham.

"Dit blod" hviskede han efter hun lige havde skreget ham i hoved, han skar nu tænder over sin irretation af hende, Hendes skrig ville ikke kunne gøre noget for ham og heller ingen ville kunne høre det, ud over de mange dyr og gespænster der fandtes i skoven og de kom jo ikke ligefrem for at hjælpe ´hende. Demetri blev vildere han ville have blod nu, så uden hun nåede at svare svang han sine tænder i hendes hals, faktisk var det et ret underligt sted han bed hende da det var den nederste del af hendes hals han bed fast i, men grunden var at det var der den store pulsåre var. Han mærkede hvordan blodet nu strømmede i ham som var det størm der kom ind i ham, han ventede nu barë på hendes reagtion, han ville se om hun var en der skreg eller en der græd....eller noget helt 3. Han lukkede øjnene da hans øjne nu ville begynde at lyse helt hvide som om han ingen prupil i øjnene havde. Blodet gav ham lyst til de mest dyster og dæmoniske ting.

Et lille skrig forlod hendes læber, nej det kunne nu mere forveksles med et svagt støn af en art, eller en blanding. Det var ikke helt til at høre. Den smerte hun fik var ikke noget hun havde oplevet før, hun var blevet bidt mange gange før, men kun af varulve og hun kunne tydeligt mærke en forskel. Hun følte stadig smerte for dette bid, men da hun mærkede at blodet blev suget ud af kroppen på hende var det næsten beroligende. Hun var ikke sikker på om det var fordi hun mistede sit blod så hurtigt, eller om det bare føltes sådan. Efter en hel masse tanker var gået igennem hendes hovede om dette bid, prøvede hun endnu engang at fjerne ham, hun prøvede at få ham af hende med hendes ben, prøvede at bevæge armene dog uden held.. Men hun blev stadig ved, hun var sikker på at han til sidst ikke kunne holde til mere, og lod hende gå. Men hun vidste heller ikke særlig meget om vampyre..

Det der typisk ville ske nu med denn lille Isobel var at hun Lige så stille ville blive svagere og svagere, og tilsidst miste bevistheden, og til´sidst dø, grunden til dette var blodmangel og da det var en slags beskyttelses tilstand den menenskelige krop gik i når der var noget galt ville det snart også ske for hende. Dog i hendes helt eget tempo. Blodet flød i ham, han bed hårdere fat da han mærkede at hun stadig var i stand til at skubbe ham. Han maste også hårdere om hendes fine små håndled. Åh ja blodet var som en gave til ham som noget der var skabt kun til ham og kvindeligt blod var det beste, han havde svagt åbne øjne nu og han kunne se en tynd streg af blod løbe ned af hendes hals og ned på jordbunden. Alt blodet skulle være til ham så han sugede endnu hårdere ind han ville have det hele! Alt skulle være til ham. Han kunne mærke at han ikkekunne stoppe, han ville suge hende tør. Hans kropp begyndte at blive varm og hendes krop koldere og koldere.

Tingene begyndte så småt med at flimre for øjnene af hende, hun var holdt op med at skrige og skubbe, hun lå bare helt livløs nede på den kolde jord som en gammel kludedukke. Et sidste forsøg på at få ham væk slog hende helt ud..Det sidste hun så inden hun mistede bevistheden var denne mand som ville tage livet fra hende, denne mand som ville ødelægge alt hendes hårde arbejde for øjnene af hende, og denne mand, var vampyr. Det noget af det sidste som hun ville blive slået ihjel af.. Hun var ikke fuldt ud ved bevistheden, men hun kunne stadig mærke de skarpe hjørnetænder bore sig ind i hendes hals. Hendes krop blev koldere og koldere, og hans varmere. Til sidst var hun ikke mere ved bevistheden, hun kunne ikke mærke eller føle noget som helst.

Efter en tid hvor Isobel nu svævede mellem bevisthed og ubevisthed, begyndte det for alvor at blive skræmmende, den unge Demetri blev ved og ved, han ville have mere, og mere og mere. Men blodet begyndte langsomt at løbe langsommere og langsomere, han kunne ikke stoppe, i nat ville det blive denne kvindes/piges død, han kunne ikke stoppe, blodet var så berusende! men i det samme stak han tænderne tilbage han nærmest faldt bagovre for at stoppe sig selv.han havde blod i det nederste af hans ansigt og ned af hans overkrop. SOm var dækket af en sort trøje der alligvel skjulte blodet godt. Han sad nu halv beruset af liv eleksiren kaldet blod og halv energisk. Han åbnede endeligt øjnene, det hele var blevet godt igen han var ikke sulten han mærkede styrken og magten komme til ham. Han rejste sig langsomt imens han så på pigen der var døden når, hvis ikke han enden slog hende i selv. Han gik 2 skridt mod hende og satte sig på hug ved hende med det ene knæ hvilende mod jorden. Han samlede hende op i sin favn, Han kunne knap nok høre hjertet slå i hende. Hun var smuk, for smuk til at dø som et offer. Han skubbede blidt hendes ansigt op mod sit og kyssede hende blidt på munden hvor efter han sat tungen i hendes mund, han bed svagt fast med sine tænder i hendes underlæbe, hvorefter han begyndte at sprøjte en dræbene gift ind i hende, gift var nok meget at sige, dette var hans eget blod som havde bidt sig selv i munden for at hun skulle få denne giftige blod ind i sig og det skulle fortærre det sidste levende menneskedel i hende. Han havde valgt hende, hun skulle blive en af hans Og det blev hun nu. Han faldt på knæ og var ved at tabe hende, men holdte alligevel så godt fast. Dette gjorder faktisk ondt, at give noget af sig selv til en anden. Det var som en ild der svagt brandte i ham når han gav den gift ud fra sig.

Isobel vågnede som om et lyn var slået ned i hende, hun kiggede sig først lidt omkring, hun havde lidt problemer med at huske hvad der var sket inden for det sidste halve døgn. Efter lidt tid huskede hun det hele, det hele passerede forbi hendes tanker i slowmotion, dog kun nogle få sekunder uden for hendes tanker. Det var som en bølge af billeder, usynlige lyde som skyllede igennem hendes lille skrøbelige hovede. Hendes tanker fór rundt med hundrede kilometer i timen og sprang fra det ene emne til det andet. Det føltes som en lang rutsjebanetur, igen og igen gik det op og ned med hendes følelser og tanker. Følelsen for hvad der var sket, og hvad der ville komme til at ske. Hun var så forvirret, havde han reddet hendes sjæl fra døden, eller havde han bare skabt et nyt helved i al evighed.. Måske var intet af det virkeligt. Måske var det hele bare et forfærdeligt maridt, det var ikke helt til at sige..
Hun havde ikke bemærket ham, hun havde ikke bemærket at hun lagde i hans favn, men straks da hun opdagede ham, sprang hun klodset væk fra ham, og landede hårdt på den kolde jord. Hun kravlede baglæns og så på ham med et forvirret bange blik.
Hun var ikke sikker på hvad der var sket, og hvad han havde gjort ved hende. Hvorfor levede hun stadig? Det var ikke helt til at forstå.. Hun havde ondt i øjnene, alt var så klart, hun så bedere end nogensinde før.
''Hvad har du gjort ved mig... Hvad er du!''
Hun kravlede stadigt langsomt bagud..

Han tog sig kort til maven inden han rejste sig op, "du vil opleve store smerte om lidt" sagde han med sammen bidte tænder, smerten ved at give hende noget af sit eget blod så hun kunne forvandles var der stadig men han viste at om få sekundter ville den være som ikke eksisterende hos ham. Han rakte en hånd ud. "Kom ellers vil du ligge og skrige af smerte her ude så alle kan høre dig" Det galt om minutter nu før at hans gift/blod ville trænge ordenligt ind i hendes krop og dræbe hende for alvor, lige nu var det den underlige energi som vampyrer havde i sig som holdte hende igang. HUn skulle væk nu inden at hun ville ligge og skrive som en kvinde der skulle føde, dog skulle hun ikke føde et barn men genføde sig selv som vampyr. "Dit hjerte er stadig i live men om lidt vil det stoppe med at slå, imens din krop stadig er fyldt med liv" han gik frem mod hende imens han holdte sin hånd ud mod hende. Andre væsner som monstre jægere ville måske høre hendes skrig og ville komme for både at slå Demetri og hende ihjel.æ Tiden var inde til at komme væk! Nu!

Smerter.. Hvad han mente med det kunne hun ikke forstå, var det værste ikke overstået? Hun levede jo stadig, så hvordan ville hun bare sådan få smerter. Hun sad lidt og stirrede på hans lyse hud, da han rakte hånden ud imod hende. Hun var ikke sikker på om dette ville blive den bedste, eller værste beslutning i hendes liv. Men til sidst tog hun imod hans hånd og rejste sig op. Hun begyndte med at løbe mod skoven, hun var ikke sikker på hvor det var hun skulle hen, men de skulle vel væk derfra..
Efter der var gået lidt tid stoppede hun op, hun så tomt ud i luften og følte ingenting ind til.. Hun faldt sammen på knæerne og tog sig til hovedet, hun prøvede at holde hendes smerte skrig inde, men den slap ud. Det var som tusinde nule som stak i hende, og de ville bare ikke stoppe, det blev ved og lige meget hvad hun gjorde kunne hun ikke få det til at holde op. Hun beyndte at rive sig selv i huden for at se om det kunne få det til at holde op, men det hjalp ikke.
Hun havde nærmest foldet sig sammen til en lille kugle, hun pressede hendes hovede ned imod kroppen, for at gemme sg helt væk fra omverden.. Hun skreg og så op mod ham. I et lille skrig fik hun endelig sagt noget til ham. ''Hvad er det der sker med mig!'' Hun så op på ham med nogle bedende øjne, der bad ham om, om han ikke kunne få det til at holde op.

Han var løbet med hende, og så nu at hun faldt om. Hun lå bedede og det fik Demetri svagt til at smile et kort sekundt før han gemte det væk igen. "Det er det sidste af din sjæl der er ved at blvie revet væk" sagde han og så koldt på hende nu var tiden til at sætte sig i respekt næste gang hun ville være ved bevisthed ville hun havde en blodtørst så stor at hun ville gå på alt der var omkring hende som var levende eller det var det Demetri havde gjort. Han stod en tid imens at hendes smerter blev stærker og stærker, Han satte sig tilsidst på knæ foran hende og så blidt. "Skrig det gør smerten mere udholdelig" han lukkede øjnene og lyttede til hende, snart ville hun være stille, ingen åndedrat have og hendes sjæl ville var dømt til helvede.

Hendes skrig overdøvede det første som han sagde, men da han havde sat sig ned på knæ foran hende kunne hun bedre høre ham. Hun havde ikke kræfter nok til at lade sit blik mødes med hans, så hun prøvede stadig på at presse sig selv sammen til en lille kugle. Hun ville gemme sig væk fra omverden hvis det var det der skulle til så smerten ville gå væk. Men selvfølgelig var det ikke det, det var åbenbart noget hun blot skulle have overstået. Hvorfor var hun dog ikke helt sikker på.
I et kort øjeblik havde hun kræfter nok til lige at se på ham da han snakkede til hende igen, men at skrige der ville ikke ændre på noget, det var allerede forsent. Det sidste hun så inden hendes sjæl ville flyve ud af kroppen på hende var ham.
Det sidste hun tænkte inden verden omkring hende var * Smerte er blot svaghed der forlader kroppen. * Hun skreg en sidste gang og kort tid efter det var hun væk, alt var tomt indeni hende. Ingen puls, kroppen blev langsomt koldere og koldere, og alt livs sjæl forsvandt fra kroppen.

Hun var ikke selv sikker på hvor langtid der gik, men der var nok gået et godt stykke tid. Der var stadig en lille smerte i hendes øre, og da hun åbnede øjnene blev hun nød til at knibe dem sammen igen. Lyset... eller bare omgivelserne var klarer end før... Og de små lyde rundt omkring hende lød kraftigere i hendes øre, men efter kort tid kunne hun ikke føle den lille smerte mere.
Hun fik hurtigt sat sig op og så lidt rundt omkring. Hun prøvede at lave et lille referat af det der var sket tidligere. Der ville ikke gå langt tid før solen ville nå op forbi horisonten.
Hun fik tøvende rejst sin sløve krop op, og pludselig fik hun en trang til noget... noget hun ikke vidste hvad var. Hans mave gjorde ondt, hendes tanker var rettet mod den ene ting hun ikke vidste hvad var... Hun så sig forvirret og hurtigt omkring i en søgning efter... et eller andet.

Lyset som Isobel så et starten var lys fra en smuk lysekrone, hun ville snart så at hun lå inde på et smukt værelse fuldt med elegante møbler og med smukke billeder. Hun ville opdage at hun lå i en stor seng hvor 4 mennesker alene kunne ligge. Demetri var der ikke, eller man kunne ikke se ham nogen steder i rummet. Smukke tæpper var på gulvende og væggende var smukt udsmukket i gammel træ (det værelse du har valgt til værelse ) Der var en dyb stilhed som om at hele rummet var forsejlet med en fortryllelse og skønhed og ren stilhed for blev at gøre det hele endnu mere smukt og elegant. Lysene i lysekronen brandte flitigt og en lille olie lampe brandte på bordet ved siden af den seng Isobel så yndigt have ligget død i. Demetri havde i alt den tid hun var --død-- transporteret hende fra skoven og ind i hendes nye hjem. Gadinerne var trukket for, de var så tykke og at der umuligt ville kunne komme nogen som helst sol lys ind til værelset. Ved lampen lå en lille smykke æske hvor der stod med flot skrift til Isobel.


Smykkerne:
Halskæde[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]
Broche: [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]
Ring: [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]
øreringe: [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Der gik ikke langtid før hun kunne se at hun ikke mere var udenfor, men at hun var i et rum. et mørkt rum, men dog stadig lys. Hun drejede et par gange rundt om sig selv for at få et større indblik af rummet. Rummet var smukt, nogle steder var væggene klædt med billeder. Hun havde lagt i en seng hvor der var plads til mindst 4 personer. Det hele var så overvældende at i hendes sidste omgang rundt om sig selv faldt hun blødt ned på gulvet helt uden at fjerne blikket på rummet.
I alt forvirringen og hendes søgen efter noget lagde hun mærke til den æske som lagde ved siden af en olielampe. Tøvende fik hun vendte sig selv om på alle fire og begyndte så småt med at kravle hen til bordet som det stod på. Hun satte sig på knæ og sad lidt og så på æsken, hvor der stod noget på..
''Til Isobel..'' Hun snakkede lidt med sig selv og rakte så ud efter æsken. Hun satte sig ned igen med ryggen op af bordet. Hun sad lidt og holdt på æsken inden hun besluttede sig for at åbne den. Hun sad og så på smykkerne i æsken med et tomt blik. Til hende? Hvorfor? Hun havde ikke brug for andre smykker end den fra hendes mor af.
Hun tog langsomt hånden op til halsen for at holde på halskæden, da hun opdagede at den ikke var der. At den ikke var der var som at blive slået med en knytnæve lige i maven... Hun satte dog stadig pris på smykkerne.
Den første ting i æsken som tiltalte hende var ringen, hun tog den på og lagde så derefter smykkerne fra sig på bordet igen.
Hun rejste sig hurtigt op, hun skulle se hvor hun egentlig var henne. Hun gik hen til vinduet som der var rullet for. Hun tog langsomt ved gadinet, men tøvede lidt.. Hun var jo næsten sikker på at han var vampyr, og hvis han havde gjort hende til...

"Lad være" lød en stemme bag hende, det var Demetri. Han stod i dørkarmen med armene over kors og med et bestemt udtryk i ansigtet, dog var han mere rolig nu, som om at en stilhed var kommet over ham. Dog kunne han ikke lade være med at bemærke hvor meget Isobel stadig duftede af liv og af blod. Det fik hans smil til at forvringe sig til et lumsk skævt smil. "Jeg ville ikke gøre det hvis jeg var dig" Han retttede sig op frs karmen og stod nu bare lige op imens hans så på Isobel. "Solen er oppe nu" han slikkede sig over underlæben efter han sagde dette. Han studerede hende kort i hendes noget ødelagte tøj. "Hvis du vil have noget pænt tøj er der alt hvad du kan bruge i skabene i værelset" han nikkede mod 2 store eller nærmest kæmpe skabe der stod længere henne i værelset. "Eller må du eller vi finde noget om nogle dage som du bedre kan lide" hans smil blev mere roligt og ikke så lumsk. Han stirrede dog stadig op og ned af hende, men han bemærkede ringen. Et typisk og godt valg, enkelt men også meget smuk og elegant. Smykker siger meget om folk, mente Demetri selv.

Lige inden hun skulle til at rulle fra lød der en stemme bag hende. Hun kunne godt genkende stemmen, det var manden som havde været der før. Manden som havde dræbt hende. Anden gang han talte vente hun sig langsomt rundt og så på ham med et tomt blik, men dog havde lidt forvirring lagt sig over hende. ''Solen er oppe nu'' hørte hun ham sige. Det havde han sådan set gjort det hele helt klart for hende, han havde gjort hende til en vampyr.. et skær af vrede brændte inden i hende, vampyr... Det ville hun ikke være, bestemt ikke. I alle de år hvor hun har hadet mange væsner, inklusiv vampyre var hun selv blevet til en.
Hun gik hurtigt hen til skabene og åbnede en af dem, det der hang inde i skabene var bestemt passende. ''Det er fint...'' Hun mumlede lidt for ikke at finde hendes vrede tone frem, lige der havde hun mest lyst af alt, at gøre skade på ham, men så alligevel brændte en sult inden i hende. Nu hvor det hele stod klart for hende kunne hun godt selv gætte sig frem til at det var blod hun skulle have.
Hun havde ikke brug for at kigge på ham, et skyl af ydmygelse havde skyllet sig ind over hende. Hendes følelser var simpelthen så blandede i det øjeblik. Hun lukkede skabet og satte sig hen på sengen, hun lagde mærke til at hendes mors halskæde lagde nede på gulvet. Hvordan den var kommet havde hun ingen ide om, det var muligt at den havde hængt sig fast i hendes tøj og derved blevet bragt derhen hvor de nu var. Hun tog den op fra gulvet og tog den på.
Hun kiggede lidt op på ham med et vredt blik, og helt pludseligt rejste hun sig op og gik hen til ham. ''Hvis du ikke har noget i mod det, så finder jeg noget andet tøj nu.'' Hendes blik var rettet hårdt mod ham, hvis han blot vidste hvad hun havde af planer....