If you ever touch me agian! I'll kill you!~Kukiu~

Det havde været en lang dag, solen var omsider gået ned og den halvemåne havde rejst sig på den mørke natte himmel. Stjernerne glimrtede som diamanter. Vinden var kold, en meget kold nat. Ikke noget en vampyr eller en varulv ville bemærke, der var folk nede ved havnene som trak deres skibe i land. Og så var der den flok dæmoner som stod og slog løs på en pige nede ved kysten. Det var Caroline, hun havde prøvet sin evne, men de havde været forberedt på at finde hende. Derfor havde de taget hvidløg på deres fingre for at hun ikke skulle kunne bruge tvangen på dem. De sparkede løs på hende, brækkede knoglerne i hendes arme og ben. Selvom de vidste vampyrer healede hurtigt, dog var Caroline ikke alm. vampyr længere. Hun var elite vampyr en vampyros, hun var stærkere end nogensinde før. Hun gav et skrig fra sig da en af dæmonerne trak hende op i hendes hår, så hun kunne nå jorden med sine tæer. Kan skubbede hende ud i vandet, hvor hun faldt og landede på knæene. Der var tidevand, så det gik hende næsten til brystet. Caroline var bange for vand, men ville overleve sin frygt. Planen blev dog ændret da en dæmon gik hen og satte hendes hovede under vand. Caroline kunne ikke få vejret og begyndte at panikke, hun slog ud med armene så det gav plaske lyde. Dæmon trak hende op og smed hende ind på sandet, Caroline nåede lige at kaste det vand op hun havde slugt inden der kom et hårdt spark i hendes mave.
Caroline opfangede en lugt i området en varulv..

Den unge Kukiu var ude at gå i håb om at glemme hvad han havde gjord ved Elizas søste, han gik stile i noget tid før han hørte en kvinde skrige der gik ikke langt tid før den fuld voksen ulv stod ved vanden og knurrede, han så ud af sine rødlige øjne at den kvinde som havde skriget var Elizas søster, kukiu blev stiv det var nok det sidste han havde håbede på at løbe ind i, men sådan skulle det ikke gå, han så hvordan hun blev kastede ned i det kold vand og der efter på sandet, det tog ikke mere en nogen få minutter også var ulven hoppede inde den dæmon som stod foran pigen, han satte sine tænder i ryggen på dæmone, og slap bare ikke, han brugte alle sine kræfter for at dræbe dæmon, han ville ikke havde at pigen kommmer noget til selv om han selv havde gjort skaede på hende.

//Undskyld min kare svigter for tiden

//Kender det, det er helt okay ^^

Caroline kunne hører en ulv knurre, og dæmonen foran hende som havde sparket. Døde kort efter, hun kiggede efter dræberen af dæmonen. Kukiu, Caroline vidste ikke hvorfor at han havde hjulpet hende, og havde håbet på en anden ulv måske Lily? Men nej det var Kukiu som kom som dagens helt. Caroline kiggede på de andre dæmoner, som snakkede inden de begyndte at gå igen. For at finde på en ny plan der kunne overvinde Caroline. Caroline satte sig op, og ømmede sig efter spraket i maven. Den ene side af hende var tildækket med sand, det samme var håret. Som lad klistret til hendes ansigt. Hun kiggede følelsesløst på Kukiu, hun ville gerne sige tak. Men syntes faktisk ikke at han fortjente det, efter hvad han havde gjort hende. Men hun vidste Eliza elskede ham.. Det vidste hun. Men så igen, var hun en anelse vred over det.. Caroline satte sig i skrederstilling, og havde sår mange steder på kroppen. Men det healede stille ind, hun børstede sandet af sig og kiggede på Kukiu. Måske så hun lidt ynkelig ud ligenu, men hvis han bare prøvede at rører hende igen. Var han så godt som en død mand. Men om han ville sårer Eliza igen, vidste hun ikke. Caroline havde det som om, at Eliza elskede Kukiu mere end hende.

Kukiu knurrede ad det andre dæmon lige ind til det var væk, han så på pigen foran ham og sagde hvordan hendes sår blev et igen, han så hurtig med i jorden han havde det virkelig dårligt over at han havde voldtaget hende og ønskede at hun kunne tilgivde ham i fremtiden, han så igen på hende og sagde med en ked og rolig stemme "Er du okay" han satte sig ned, han ville ikke gå tættere på hende, hvis hun var sur på ham kunne han godt forstå det, og hun havde sådan set en meget god grund til at hade ham, han så imod vandet og overvejede at drukkende sig selv for det han havde gjort, men tanken forsvandt da tanken og at sårer Eliza

Carolines sår var allerede healet, hun var en stærkere vampyr end blot de alm. hun kiggede på Kukiu. Og hvis det ikke var på grund af Eliza, så havde hun nok flået hovedet af ham nu. Hun kunne næsten ikke sige noget, for hun vidste ikke hvad hun skulle sige.. For på en måde var hun jo ikke okay, men så alligevel kunne hun sagtens klarer sig selv. Hun åndede ud og holdte stadigvæk øjenkontakten.
"Jeg klarer mig." Svarede hun bare, ret koldt. Men hun orkede ikke at bruge sin energi på at havde ham helt vildt.. selvom at hun gjorde. Caroline sank en klump. Hun tænkte straks på Eliza.
"Du ved godt at hvis du skader hende eller lignende, så vil jeg komme efter dig. Og dræbe dig ikke?" Caroline hævede et bryn, man kunne se at hun mente det. Eliza var ikke så fysik og mental stærk som Caroline, men derfor var hun stadigvæk vigtig at passe på. Og hvis Kukiu gjorde hende noget, eller Caroline noget igen. Bare prøvede på det, så var han så godt som død allerede.

Kukiu så på hendes sår som allered var hele igen, ulven så trist på hende og sagde med en stille stemme "Jeg ved godt jeg vil blive slået ihjel, hvis jeg gør Eliza og dig ondt, og jeg er også virkelig ked af hvad jeg har gjodt imod dig, nogen gange ved jeg bare ikke hvad der er rigtig og hvad der er forkert, og håber at Eliza vil hjælpe mig med at finde en rigtig vej" han slikkede sig lidt på poten, han ønskede sådan at han aldrig havde gjordt det imod hende eller imod nogen andre, hvordan kunne han også finde på det, han var et monster, han så på hende igen og en lille tårer kom frem på hans pels, hans ende pote kom hurtig op til øjen for at fjernde tårer.

//Undskyld har totalt kare svigt:-(

Selvom at Caroline vidste at han var ked af det over de ting han havde gjort, så var det ikke nok med at undskylde. Han havde sat liv i hendes frygt igen, fra hendes fortid.. Det havde gjort ondt indeni, hun havde haft stor smertetæskel så den fysiske skade havde ikke været så alvolig.
"Godt du ved det, for hun betyder meget for mig." Svarede hun blot, ikke noget med hvorvit han var tilgivet eller ej. Det ville kræve meget af ham før Caroline nogensinde ville tage det til overvejelse. Tillids prøven ville være meget lang, og sikkert meget hård efter hvad han havde gjort. Men hun kunne ikke skade ham, hvilket stod til hans fordel fordi Eliza elskede ham.

Kukiu havde forvandlet sig til sin menneske form og så på hende, "hvis hun virkelige betyder så meget for dig, og omvendt så giver jeg slip på hende, jeg vil ikke havde at hun mister sin familie, og hvis jeg viste at du var hendes søster havde jeg aldrig været sådan imod dg, det må du altså virkeig undskylde" han viste ikke hvad han skulle sige til hende, hans hjerte var knust og alt så sort ud for hans fremtid men Eliza.

Caroline var i totalt konflikt med hvad hun skulle gøre. Hun var uvenner med sin søster i øjeblikket, på grund af at Eliza var sammen med Kukiu.. Caroline ønskede at Eliza bare skulle være lykkelig, ligesom Caroline selv var i Nicolas' selskab. Men både Nic og Eliza var væk nu.
"Jeg vil have hun er lykkelig, og jeg må bare acceptere det. Det hendes valg ikke mit." Caroline kiggede ned i sandet, og lyttede opmærksomt da hun hørte nogle ukendte lyde, hun kiggede sig om. Men der var ingen, hun kiggede frem for sig, da to store mørkdækkede mænd dobbelt så store som Kukiu, og dækket af noget der lignede tang. Caroline stirrede på dem da de stod bagved Kukiu. De sendte en form for gift ud som lammede kroppen, så de begge ville falde om, og blive slæbt med.

Kuku så på ehnde og sagde med en trist stemme "Jeg vil helelr ikke havde hun mister sin familie" man kunne ogdt se at han var ked og ikke vil havde hun skulle miste sin søster, noget tid efter kunne han dufte en mærkelige duft han vente dig om og opdagede at to store mænd stod lige bag ham, han sagde med en svag stemme "Caroline jeg tror det er en god idé du stikker af" han mærkede stille og roligt sin kroppe falde hen og han mærkede meget hurtig jorden imod sin king, det sidste han så var Caroline og det en sidst tanker var hvad det ville ske med dem.

Caroline hørte Kukiu's stemme, og hendes krop var immun overfor gifte. Hun kigede kort på Kukiu og så op på de to mænd, hendes hjerte sprang op da hun hørte nogle stod bagved hende, hun vendede sig om og viste tænder. Da hun blev skudt med træpatroner hele vejen op af ryggen, hun gav et skrig fra sig og faldt på knæ. De tre kæmpe mænd trak dem med sig, til en lille kælder, de blev sat i et bur overfor hinanden med stærke træmmer. Gasser kom ud i burene, som blev ved med at lamme lidt mere, så de blev svagere. Caroline fik hældt vievand på sig hvert andet minut, som gjorde hun havde lyst til at kaste en stor mursten i hovedet af de tre mænd. Hun ville virkelig ikke være fange for nogle! Hun rejste sig op og løb op til træmmerne, og væste, men et skud direkte i maven med en pistol gjorde hun faldt ned og sad pænt.. Hun stak hånden ind og fandt skudet som hun pillede ud, hun var ikke sart..

Kukiu mærkede hvordan der blev taget i ham, han knurrede lidt men faldt så der mest hen og var i en søvn.

en time efter vångede han igen og så sig op og opdagede at han var i et bur eller noget som lignede et bur, han så rundt og fik øjne på vampyeren over for ham, han viste tænger, satte sig på knæ hovedet om sit hoved at længede overkroppen tilbage, og skrig som aldrig før, han kunne mærke en størke ulv inde i sig som bare ville ud og ødelægge alt og alle, han så en på Vampyren og sagde en en svag og hård stemme, "Nu skal du hører rigtig godt efter, npr jeg slipper ud skal du være klar til at løbe" endnu et skrig kom fra ham, og han slå sine hænder med i bunden af buret, på hans ryg kunne man se at den var igen med at lave sig om, "Er det forstået" endnu er skrig kom fra ham, og der næst kom en stor sort ulv som var alt for står til det lille bur, han knurrede og viste tænder, han kæmpede mig sig selv for ikke at gå være for voldsom, men det var som om det var ulven som havde taget over han, ulven bidt sig fast i buret og knækkede lidt, han blev ved til han kunne komme ud, han spring ned og langede på gulvet og øjne så ned i jorden, ulven knurrede mere og mere, og til sidst så den op og kiggede hen på vampyren, han kig stille og rligt her hen for at bide hende fri eller det var det Kukiu ville ulven som havde taget over ville slå hende ihjel, lige som den ville imod Eliza, men Kukiu var stadg der inde og det for stende han en tanke til Caroline, *Caroline hvis du kan hører mig så løb lige så snart ulven har bidt igennem, det er ikke mig ulven har taget over mig igen, jeg lover dig det ikke er mig* ulven var næsten færdig medat bide igennem, nu håbede Kukiu bare på at Caroline havde hørt hans tanke.

Caroline spærrede øjnene op da Kukiu begyndte at forvandle sig, hun fik hans tanke. Og rejste sig op, hun skiftede form til en flagermus og fløj igennem træmmerne. Men dørene var lukket og lavet af stål som ikke engang kunne sparkes op af en vampyros. Caroline skiftede til sin egen form igen, og hendes blik søgte ivrrigt efter en måde at komme fri på. Hun var ikke bange for Kukiu's ulv, hun havde stået med ting meget værre i hendes hænder end en sort ulv som ville dræbe hende. Caroline kiggede rundt, og rev i alle dører og prøvede at finde en vej ud. Dog vendede hun hurtigt sig imod Kukiu da hun hørte han var igennem træmmerne, hun var klar til at forsvarer sig selv om nødvendigt lige her..

//Krea svigt.. Det jeg ked af..

Ulven var kommet igennem men Caroline var der ikke, Ulven så rundt i lokalet efter hende, hvor var hun, Ulven ville dræbe, den ville dræbe vampyr, Kukiu kunne mærke hvad ulven ville, og han fik den værste tanke i hovedet, ulven ville ikke kun dræbe Caoline den ville også dræbe ELIZA! Kukiu ville ikk havde at ulven skulle dræbe, for han efter jo Eliza mere end noget andet, Kukiu vil kæmpe imod, Ulven knurrede og kunne svagt mærke at den var ved at forvandle sig tilbage, men selv ulven vil ikke give op, den lade sig ned på maven og knurrede voldsomt, Kukiu blev ved med at kæmpe imod ulven, kukiu viste at han ikke kunne gøre det alene så han sendte en tanke til Caroline, *Caroline hjælp mig ellers er det ude med dig og Eliza, hjælp mig med at kæmpe imod* ulven knurrede mere og mere, og lade sig om på ryggen, Kukiu var lige ved at give op, men tg sig selv i det, Han vil ik OPGIVE det hele!

Caroline følte sig lidt undervuderet, hvis Kukiu ikke havde været sammen med Eliza havde hun trods alt bare dræbt ham på stedet. Hun var ikke bange for en sølle varulv, hun vidste hvordan de skulle hånteres hun havde selv været en. Hun brugte sin fart til at komme om på den anden side af ham, og smublede over en kasse. En sværm af lyserrøde myg fløj rundt omkring dem, Caroline undrede sig over at det faktisk gjorde ondt da den bed. Hun følte sig lidt sløv, og faldt til jorden. Hun lukkede øjnene i..

Caroline åbnede øjnene igen, hun satte sig op. Hvor var hun henne? Det eneste hun kunne huske var hendes gode ven Kukiu, mygene havde lavet ged inde i hendes hovede. Det eneste hun kunne huske var at hun var virkelig gode venner med Kukiu, og at han faktisk var den eneste hun kendte. Caroline kiggede rundt, og så Kukiu også lagde helt stille. Hun kravlede hurtigt hen til ham, imens hun ruskede lidt i ham.
"Kukiu vågn op, please.. Ikke efterlad mig her alene.."

Kukiu blev ved men at kæmpe imod men stoppede hurtig igen fordi han kunne mærke noget bide han i nakken, i først omgang troede han det var Caroline som havde bidt ham, men da han så hen på hende lage han mærke til at hun lå helt stille, ulven var væk og kun Kukiu var tilbage, han prøvede så godt at bevæde sig hen til Caroline for at se hvad det var sket med hende, menhan kom ikke langt før han faldt om i en byd søvn.

Nogen timer efter vågnede han af Caroline råbte til at ah nskulle våge, han satte sog hurtig op og så ud i det ukendte rum han var kommet i han så på Caroline og var så glad for at hun ikke var kommet noget til overhovedet, han tog sig langt som til hovedet og prøvede at huske hvorfor de begge to var i dette rum, men han kunne virkelig ikke huske noget som helst kun at Caroline var han's bedsteven og de altid havde været sammen, han så på hende og lade hurtig arme om hende og krammede hende ind til sig imens han sagde med glad og hurtig stemme, "Caroline rolig jeg er lige her, jeg forlader dig aldrig og det ved du godt, vi er bedstevenner, og bedstevenner holder sammen" han smilede hurtig til hende og stillede sig på for at få et beder overblik af rumet.

Caroline mærkede en sten lette fra sit hjerte da Kukiu snakkede til hende med en hurtig stemme. Hun smilede til ham og kiggede sig vildt omkring.. Faktisk en smule bange efter hun kunne mærke små rester af vievand på sin hud. Hun konsentrede sig så igen om Kukiu.
"Det ved jeg, men hvor er vi..?" Spurgte hun lidt halvt bange, men alligevel lidt modig. Hun havde stadigvæk samme personlighed, men kunne ikke huske noget fra før. Det var mærkeligt, men hun tænkte ikke videre over det. For den eneste hun kunne huske måtte vel være den som hun stolede mest på, hendes bedste og næreste ven Kukiu.
"Vi må finde en vej ud herfra." Sagde hun med et stille smil, som var mere bekymret end venligt. Hun var bekymret for dem begge to ligenu..

Kukiu opdagede meget hurtig at Caroline var kommet til skade med vievand, han knurrede lidt af det men mærkede også at hun lade sig ind til ham, stille og roligt holdte han op og så rundt for at finde en vej ud fra dette kolde og mørke rum, "Jeg ved ikke hvor vi er, jeg kan ikke huske noget overhovedet, hvad med dig" Han overvejede at stille sig op for at få et beder over blik over rummet, men var for bange til at stilel sig op mest på grund at Caroline havde det som hun havde det, han viste at hun lider på grund af vievand, han nussede hende på kinden og sagde med en rolig stemme, "Rolig Caro vi skal nok finde ud som vi altid gør," Han kyssede hende på panden som han altid gjord for at berolige hende, han gjord det ikke fordi han var forelskede i hende nej han gjord det at venskab skyld, de havde været så meget igennem og dette rum skulle ikke stoppe dem, "Caro jeg ved godt vi skal væk og det kan kun gå få langsomt"  Denne gang overvejede han ikek at stille sig op, denne gang gjord han det bare han ville finde en vej for at rede Caroline, han ville ikke havde der sker hende noget, slet ikke når hun var så svag som hun var i øjeblikket.

Caroline var ikke klar over hendes egen styrke, udover hun følte at hun var overnaturlig stærk. Hun var ikke et menneske, hun vidste Kukiu var varulv.. Men imens hun kiggede rundt, kom hun i hurtig fart op og stå. Og mærkede styrken fra sig selv, og løb hen til døren hvor Caroline gav et ordenligt spark fra sig. Døren fløj afled bagud så de kunne komme fri. Caroline kastede håret elegant væk fra ansigtet, og vendte blikket tilbage imod Kukiu. Der var faktisk noget over ham som havde en dragende effekt på ham, hun vidste ikke om hun blot var en smule tiltrukket af sin bedste ven eller hvad der skete for hendes tanker.
"Jeg har lavet os en udgang. Ville jeg tro." Hun kunne ikke få det kys han havde placeret på hendes pande tideligere til at forsvinde fra hendes tanker. Der var et eller andet galt med hende, selvom hun ikke vidste det.

kukiu var stadig ude af sig selv han viste ikke rigtig hvad han skulle gøre, han så efter Caroline som ikke sad ved hans side mere, han så rundt og opdagede hende henne ved et hul hun nok lige har lavet, han smilede sødt til hende og kom selv op at stå, han blev ved med at smilede til hende også da han var kommet hen til hende, "Flot Caroline, jeg ville ikke vide hvad jeg skulle gøre uden dig" han kyssede hende igen på panden og satte sig ned på knæ for at komme igennem hulet.

Da han var kommet ud af hulet kom solen stille og roligt frem fra nogen grå skyder som havde over taget himlen, han satte sig ned og ventede på at Caro var kommet ud, han viste hvad de skulle her om lidt ud og jage så de kunne få deres kræfter tilbage.

Men så igen tiltrækningen var ikke stærkere, det var som om hun burde kende en eller anden.. Men kunne ikke huske hvem overhovedet. Caroline tænkte hun sikkert var ved at blive vanvittig men løb ud af dette hul hun havde lavet. Hun kom ud på den anden side, solen skinnede men ramte hende ikke. Hun forstod ikke hvorfor, men i virkeligheden var det jo fordi hun havde fået Elona'dals blod.. Hun havde et slavemærke på sit skulderblad, som Oliver havde givet hende men ligenu anede hun ikke hvor det kom fra. Caroline var så forvirret, hun kendte ikke sig selv ligenu.. Hun kiggede på Kukiu og tog hans hånd inden hun satte i løb. Hun kunne heler ikke huske at hun var raceleder over vampyrerne.. Eller på en måde kunne hun godt hun havde bare fået det fjernet midlertidigt fra heneds hukommelse. Hun løb hen til et lille hus og låste døren efter sig.
"Det var tæt på.. Hvor fanden var vi henne?" Caroline var dybt forvirret, hun tog hænderne til sit hår og lignede en der var i noget af en fortvivelse. Det var som en stemme der prøvede at nå ind itl hende men som hun aldrig kunne hører. Caroline kiggede på Kukiu igen, og prøvede så vidt så muligt at virke bare lidt glad, men hun var alt for forvirret. Men enlig fik hun løsnet sig op og kunne smile lidt. Kukiu havde jaget Kani væk.. Men det kunne hun ikke huske, Caroline kunne ikke huske en skid!

Kukiu så på sin bedsteveninde eller han kunne ikke huske om de var noget andet, men lige nu kunne han føle at de var mere en bare venner og mindre end bare kærester, han havde det som om at han havde kendt hende hele sit liv, han så op og ned på hende og opdagede et mærke hun havde på sin over arm, han gik hen og tog fast i hendes arm får at se beder på mærket, "Caroline hvad er det få et mærke?" han så spørgerne på hende, han så sig rundt og viste ikke hvor de var henne.

Da han var kommet ud igennem hulet som Caroline havde lavet stod han bare med åben mund og viste ikke hvad han skulle sige, han så på Caroline og sagde så med en rolig og lav stemme, "Det ved jeg virkelig ikke Caroline" Kukiu opdagede at Caroline var lidt i sin egen verden så han tog hendes ende hånd og holdte den blidt, "Caroline? er du okay, du er helt hvid i hovedet"

Da han nævnte mærket blev hendes ansigt straks mere fortvivlet, hun kunne ikke huske en pind. Alt var som slettet fra hendes minder, det eneste hun kunne huske var hendes bedste ven Kukiu.. Caroline trak lidt på skuldren.
"Det ved jeg ikke.."

Tankerne fløj vidt omkring, de dunkede i hendes hoved. Hvordan var hun blevet vampyr, hvor kom det mærke fra.. Hvorfor kendte hun ikke andre end Kukiu.. Det var i det mindste en lettelse at hun havde Kukiu ved sin side ligenu, ellers var hun sikkert gået helt fra snøvsen. Hun kiggede på Kukiu da han tog hendes hånd.
"Mit hoved, det gør bare lidt ondt. Jeg tænker alt for meget i øjeblikket, undskyld." Svarede hun blot med et sødt smil, og førte en hårlok væk fra sit ansigt. Hun kyssede hans kind kærligt, og trak sig så væk.
"Jeg skal nok klare den, lad os komme væk herfra." Sagde hun og begyndte stille at gå afsted.

Kukiu så lidt længer på det? han havde aldrig set sådan et før i sit liv, eller han ved det ikke, mange ting inde i hans hoved var meget sort, det eneste han kunne huske var at Caroline var hans bedsteveninde og at de altid var sammen, hun så hende ryste på hovedet og han valgte at lade det ligge til de var kommet væk.

han så ned på deres hænder som var sammen, han smilede svagt, hvad var det galt med ham, hvorfro havde han det sådan med Caroline, han havde kendt hende længe hvorfor følte han noget andet for hende, han kunne lide at holde hende i hånden, det var som om de var tættere sammen, ej hvad fanden var det ved at gå af ham, Caroline var jo bare en ven og ikke andet, han så op på hendes øjne og snakkede stille og roligt til hende, "Caroline har du brug for blod? jeg kan godt hjælpe dig hvis det er" han vil rigtig gerne hjælpe Caroline hun var den eneste som han sådan rigtig kunne huske, hvorfor var det han ikke kunne huske andre end hende, han mærkede hvordan han blev trukket afsted af hende, hvordan var hun blevet så stærk. "Jaja rolig Caroline det gør lidt ondt"

Caroline havde det som om hun drømte og alligevel var hun vågen, det var mærkeligt.. Men hun valgte at tro hun bare havde slået hovedet, dog stoppede hun brat op da Kukiu sagde det gjorde lidt ondt, hun lagde armene overkors og holdt lidt om sig selv.
Undskyld.. Det var ikke meningen.. Se der er et lille hus derovre? Skal vi tage det?" Spurgte hun med et pludselig smil, et glad et. Hun slap hans hånd og kyssede hans kind igen, dog mere langsomt.. forførrende. Caroline gik et par skridt afsted, og vendte sig så om imod ham med et lokkende blik i hendes øjne.
"Kommer du?" Spurgte hun venligt.